Kulturdestruktion og hemmelighedskræmmeri


af marco_hanuman, the blogger



Det siger næsten sig selv. Jo længere, vi går tilbage i tid, des sværere er det at sige, at vi har styr på, hvad der skete. De tegn og gerninger, beretninger og efterladenskaber, vi har til rådighed, bliver sværere og sværere at tyde på en overbevisende måde, jo længere, der er imellem dem i tid og sted.



Der er gjort mange ihærdige forsøg på at fremkomme med løsninger, forklaringer, og mange af dem er gjort i bedste hensigt. Visse udbudte forklaringer er snarere det modsatte, ikke med hensyn til ihærdighed, men i form af deres evne til bortforklaring, kryptering og tilsløring af sammenhænge. Disse kan skyldes, at kryptørerne har, som de påstår: en korrekt, men hemmelig viden, som de holder for sig selv - enten for, at andre ikke skal få fingre i den, da de også påstår, at den hemmelige viden besidder stor kraft, eller fordi de uindviede ikke forstår at håndtere den rigtigt, og kun de, vogterne af hemmeligheder fra de ældste tider, kan håndtere den slags.



Hvis man støder på den slags, sidder man ofte med en lumsk mistanke om, at de bluffer. De aner faktisk ikke rigtig, hvad de har med at gøre, men de har skabt en aura af mystik omkring sig samt en selvhøjtidelig dyrkelse af mysteriet for dets egen skyld. Ofte opererer disse hemmelighedskræmmere - hvor er det i øvrigt et godt ord! - i deres masonisk-kabbalistiske hierarkiske

cirkler, hvor det kun er den absolutte inderkreds, der ved, at ... ja, hvad ved de? Kender de så de allerhemmeligste hemmeligheder, eller ved de bare, at det hele er en konstruktion, som de har pakket sig selv ind i?



Forskere, såvel som amatører, fremkommer ofte med et frisk bud på en skudsikker forklaring. Lad os tage et tilfældigt emne i stakken og tage den derfra via associationer: De Sorte Madonnaer. De findes jævnt fordelt i den kristne verden fra Bosnien til Brasilien. På den sidstnævnte lokalitet kan de bortforklares af traditionel religionsforskning som en synkretistisk udgave af den hellige jomfru beregnet for efterkommere af sorte slaver. Altså en mild form for debunk af, at der skulle stikke noget andet under. I krypterne i de europæiske middelalderkatedraler er de sværere at placere. Hvorfor skulle de være sorte? Hvad er hele denne Mariakult overhovedet for en størrelse?

Genskabelsen af den Sorte Madonna i Chartres, efter afbrændingen under den Franske Revolution


Gudinden Isis, siger man straks. Sikkert er det jo, at den katolske kirke er fyldt til randen med alskens efterladenskaber fra romersk tid and beyond. Paven er reelt ikke andet end opdateringen af en romersk kejser, og hans titel røber det helt: Pontif Maximus. Cæsar bar den samme titel. De romerske kejsere udråbte sig selv til Gud, paven er Guds stedfortræder på Jord. Tydeligere bliver det næppe. Pavestaten er Romerriget 2.0, med nye boller i den gamle suppe.


Så ja, sortheden er ikke kun historien om den hellige jomfru, der skifter hudfarve. Jeg vil dog næsten æde min hat på, at der findes en stak identitetsforvirrede afroamerikanere (eller hvad man må kalde dem for tiden), der har et hjemmebrygget dogme om, at Jesu moder i virkeligheden var neger (og det må man overhovedet ikke kalde dem!). Ligesom der findes en afrofil ideologi, der påstår, at det var sorte afrikanere, der var de gamle egyptere og byggede pyramider og templer. Helt hen i vejret, selvom der selvfølgelig er en nubisk forbindelse i det gamle Egypten, hvor alskens folkeslag krydsede Nilen.



Den Hellige Jomfru foretager sin egen opstandelse. Ligesom skikkelsen Jesus bliver til en solgud og bliver til Kristus, bliver jomfruen til Himlens Dronning. Hermed er vi dybt indhyllet i metaforer, allegorier, typologier og vandrehistorier. Vi er havnet i et felt, hvor der næsten er frit slag for en tolkning, der kan tilpasses efter behov til ét bestemt narrativ - eller et andet, eller et tredje. Skikkelserne bliver til arketyper, hvorefter der er brug for psykologer. Skikkelserne er i virkeligheden reminiscenser af planetære, altså solare eller kosmiske, hændelser, hvorefter der er brug for astronomer. Skikkelserne er spirituelle transformerende symboler, hvorefter der er åbent hus for en blandet landhandel af neo-alkymister, kabbalister, dybdepsykologer og newagere.



Himlens Dronning, der så skulle være Isis, kan så enten være et astronomisk, eller nok snarere et astrologisk (astronomi + bevidsthed) fænomen, og en del af dobbeltstjerne-konstellation med Solen og Sirius, Isis-Osiris. Det astronomiske fænomen er i disse år ved at blive videnskabeligt kortlagt, og det er ganske plausibelt, at Solen er bundet til Sirius. Men her har vi så også brug for noget mere avanceret end både Newton og Einstein. Eller mere simpelt. Tyngdekraft kan ikke forklare en binding på så store afstande, det kan derimod teorien om det elektriske univers. Hvilket i øvrigt peger tilbage til Kepler, hvor astronomien efterfølgende røg ud på det newtonske sidespor, hvor vi stadig skøjter rundt. Månens tiltrækningskraft/tyngde kan heller ikke forklare de tilbageskridende forårsjævndøgn og Jordens slingretur om egen akse på mellem 25.772 og 24.000 år (afhængig af om tid kan komprimere og dekomprimere). Kronos har en finger med i spillet med kronologien.





Når der bydes ind med forklaringer på, hvordan en sådan universel viden kan krystallisere sig som sorte kvindelige gudeskikkelser i kældrene på gamle katedraler, er der mange sten på vejen. De spirituelle newage-neo-feminister har deres version, tadaa! det er i virkeligheden den oprindelige gudindekult, der bare er gået under jorden i den onde mandschauvinistiske kirke. Se bare på alle de hekse, de brændte, og så har de bragt hele offerrolle-mytologien på plads. Hvem siger, at alle de kvinder, der røg på bålet, var små helgener og forfulgte uskyldigheder. En del af dem har snarere været kvindelige sortemagikere, der udøvede diverse manipulative ondskabsfuldheder mod andre, ligesom deres mandlige kolleger. NB, dette er ikke en hyldest til den Spanske Inkvisition og deres skinhellige forsamling af højprofilerede sortemagikere forklædt som gejstlighed, der via terror tvang folk til angiveri for at redde deres skind - for derved at skabe endnu mere terror. Det er en konstatering af, at forvirringen er total, og at folk har alle mulige bud på forklaringer, der passer med deres egen lommefilosofi.





En interessant detalje er, at den Sorte Madonna i Chartres-katedralen blev brændt i 1700-tallet i forbindelse med den Franske Revolution. Det giver mindelser om talibanernes ødelæggelse af buddha-statuerne i Bamiyan, Afghanistan i 1999 (takket være psykopaten Zbigniew Brzezinski ...) og ISIS' ødelæggelse af Palmyra sidste år. Her ser vi kulturdestruktørernes værk, og de godtroende ondsindede horder, der udførte disse forbrydelser mod menneskeheden og vort fælles arvegods, er med garanti ikke kommet op med den slags af sig selv. De modtager ordrer fra højere sted. Som de horder, der jævnede de antikke biblioteker med jorden, efter ordre fra romersk deep-state. Madonnaen i Chartres, Isis eller ej, blev et offer for pøbelens raseri vendt mod kirken som magt. Guillotinen var raseriet vendt mod adelen som magt. Men langt mere interessant er det at spørge, hvem, der skabte revolutionen og med hvilket formål, og hvem der opildnede pøbelen til at gøre deres beskidte arbejde?



Det er på grund af kulturdestruktørerne, at vores viden om de ældste tider er gået tabt. Den vandalisme, der fandt sted med Napoleons indrykning i Egypten, var bestilt arbejde. Udtværing af ansigter, skikkelser og kartoucher. Kan vi sætte navn på destruktørerne, kan vi isolere dem som et distinkt fænomen eller en bestemt gruppering?



Vi kan forsøge at indkredse dem, vel vidende, at de er særdeles gode til at holde sig under radaren. Vandalisterne, der fulgte i Napoleons fodspor, tilhørte franske frimurerordener. I de samme ordener logerede de typer, som senere slap den Franske Revolution løs. Infiltrationen af frimureriet i sin helhed skete netop i 1700-tallet. Flere betegnelser kommer op for de indtrængende: frankister/jakobinere = kabbalister og sabbattæere, jesuitter og Illuminati. I virkeligheden skal vi have fat i 100-vis af benævnelser for at beskrive fænomenet, for de har for vane at skifte navn og opholdssted, som andre skifter underhylere. 

Weishaupts dødsmaske - indædt til det sidste


Jesuitterne synes at have have en nøgleposition. Filosoffen Adam Weishaupt, der 1. maj 1776 dannede de Bayerske Illuminati (tre år efter, at paven havde fordømt jesuitterne i hele verden), var et produkt af netop jesuitterne. Og så blev han hvisket i ørerne af ingen ringere end kabbalisten Jacob Franck (der også opererede i Frankfurt - ligesom en vis berygtet bankfamilie ..), at han skulle danne sin gruppe, hvorom der svæver lige så meget røgslør, som omkring de navnkundige tempelriddere. Stifteren af jesuitterordenen, krøblingen Loyola, var som bekendt en forsmået korsfarer og wannabe-tempelridder - selvom de egentlige tempelriddere selvfølgelig var gået under jorden 220 år før, han skrev sine tilståelser og åndelige eksercitser (... i afrettende selvplageri) i 1534.



Den russiske alternative historiker Anatoly Fomenko har i sit voluminøse syvbindsværk History - Fiction or Science? som hovedtese, at kronologien i verdenshistorien er ude af sync, og at der er nogen, der har været inde og pille ved den. Han identificerer disse nogen til en kreds omkring to jesuitiske historikere ved navn Joseph Justus Scaliger (nederlænding, 1540-1609) og Dionysius Petavius (franskmand, 1583-1652). Deres motiv var, at jesuitterne på det tidspunkt arbejdede på at erstatte europæiske fyrster med deres egne marionetter. Når vi når frem til den Franske Revolution, hugger de jesuitisk inspirerede revolutionære glat væk hovederne af fyrster og adel og andet ros, der kommer i vejen for dem, ligesom senere i den Russiske Revolution. Men allerede i renaissancen var de i fuld gang med deres omfattende projekt, og selve revolutionstanken, med folkeforførelse via en avantgarde, er et jesuitisk koncept. Historieforfalskning handler om skabelsen af syntetisk/kunstig legitimitet, hvortil man har brug for at omskrive historien. Fomenko bemærker det påfaldende i, at de fleste antikke kilder ikke findes i originaler længere, men kun i kopier. Originalerne er simpelthen forsvundet. Hvor pålidelige er kopier, når de har været i hænderne på folk som Scaliger og Petavius?





Det var denne omfattende, totalitære kildedestruktion - eller konfiskering, for findes originalen stadig i et andet stort bibliotek i Rom, hvor man ikke kan løse lånerkort? - der også gjorde, at historikere på et tidspunkt antog, at jøder var alitterære. De havde ingen skrifter. Men romerne havde ødelagt alt, de kunne komme i nærheden, for ingen anden modstander havde givet dem så store problemer, som den messianske bevægelse i en indædt modstandskrig, der varede 100 år. Romerne blev trængt ud af Palæstina i år 66, de måtte flygte over stok og sten i Egypten, der var hele Romerrigets brødkurv, de trængte frem til Libyen, og de truede med at starte oprør i alle de jødiske enklaver, der i diasporaen var spredt over det meste af Riget. Det hed sig, ifølge Nero, at det var de kristne, der i år 64 startede den store brand i Rom, men det var de oprindelige 'kristne' grupper af jødiske reformister, zeloter (jf. Massada). De romer'ficerede, pacifistkristne havde jo lært, at de skulle vende den anden kind til og gå den ekstra mil for at samarbejde med romerne. Som Joseph Atwill beskriver, var kristendommen primært en konstruktion for at give jøderne en pacifistudgave af deres ellers aggressive religion og Messiaskult, der netop var inspireret af den gamle jødiske litteratur og dens udpenslinger af krigeriske handlinger over for naboer og fjender.

Zeloternes tilflugtssted


Kulturdestruktionen er med andre ord ikke kun tilknyttet Renaissance og Oplysningstid, men startede for flere tusinde år siden. Det er et fænomen, der er så mønsteragtigt og bestandigt over tid, at der kun kan være tale om et koordineret tiltag. Den involverer destruktionen af vores fælles hukommelse, af traditioner og traditionsbevarende institutioner. Historieforfalskning har fundet sted i samme millennium-periode.



Vi har før beskrevet det, men romerne ville, om man så må sige, ikke ud med sproget. De har helt sikkert været klar over det, men har aldrig været villige til at indrømme det, og den moderne italiener er uvidende om, at det ikke var romerne, der opfandt det romerske sprog, det var rumænerne, som selvfølgelig ikke hed rumænere i antikken, da det begreb i sig selv er en anakronisme og en bagvending. De hævder, at rumænsk (deraf navnet) er et latinsk sprog, men det er latinsk/italiensk, der er et rumænsk sprog. De hed forskelligt, afhængig af den stamme, de tilhørte, fx daciere, hvilket er det bedste bud, da det var den daciske konge Burebista (80-44 f. Kr.), der, som den første samlede de mange stammer. Hele den omfattende enhedskultur, der strakte sig fra øst for Sortehavet til midt i Europa, er stort set blevet udeladt af historiebøgerne som det storrige, det havde fortjent at omtales som. Vi kan primært 'takke' romerne for, at kontinuiteten i den historiske fortælling er skåret over. 

En filolog og matematiker, der blev historiker


Hvorfor lå det romerne så meget på sinde at sløre deres egen herkomst? Hvilke skeletter har de haft i skabet? Vi har allerede taget hul på det ved at nævne Fomenkos genskabelse af kronologien. Han tager udgangspunkt i, at månefaser og historieskrivning har været ude af sync. Den oprindelige beskrivelse af månefaserne er fuldstændig korrekt, så derfor må der være sket noget med historien. Med mindre månen har teet sig helt absurd. Usynkronisiteten er sine steder op til 1000 år.



Det handler som nævnt om legitimering. De romerske herskere havde seriøse legitimeringsproblemer. Fordi der foregik denne løbende udskiftning af kejsere og hvilke slægter, der havde lov og ret til at sætte sig på magten, måtte de forfalske deres hævd, deres ret til magten og tronen. Det blev så ekstremt, at de under cæsarerne måtte ophøje sig selv til Gud, for hvem vovede dog at sætte sig op imod Guds ultimative og selvskrevne legitimitet? Problemet opstår, når snart den ene slægt møver sig frem til tronen efterfulgt af den anden, Cæsarerne, Flavianerne, Borghiaerne, Della Rovere'rne ... De kunne kun i et par generationer holde sig i sadlen og derfor ikke kræve den langstrakte legitimitet. I stedet skar de igennem og sagde: Gud har givet os legitimitet - og Gud er for øvrigt os selv. De sørgede selvfølgelig for aldrig at sammenstille de to sætningsdannelser, for ellers ville folk have slået sig på låret af grin. Og måske de gjorde, men kejsermagten var egentlig ligeglad, blot folk overholdt Pax Romanorum og gav kejseren, hvad kejserens var.





Man kan karakterisere Romerriget som et kæmpestort fængsel for nationer. De nationer, som de ikke havde udslettet, fx Etruskerne, hvis bosteder og teknologi (akvadukter), de, som de første overtog under opbyggelsen af Riget. Derfor var enhver form for nationalisme fordømt indenfor Rigets grænser. Jøderne og briterne var nogle af de eneste, der nægtede at respektere det, så derfor var kampagnen mod dem forstærket. Og den medfølgende historieskrivning - husk, at historieskrivning ALTID er en del af et Imperies krigspropaganda! - har voldsomt underspillet de problemer, som det gav romerne. De blev også smidt ud af Britanien og en velorganiseret britisk alliance mellem stammer og høvdinge sørgede for, at romerne sejlede ud ad Themsen for at redde deres skind.



Også Germanerne nægtede at underkaste sig, og udslettede den 17. 18. og 19. legion (20.000 mand!) + det løse år 9 i Teutoburg-skovene i nuværende Nordvesttyskland, under anførsel af Arminius, søn af cheruskiske (germansk stamme) adelsfolk, kidnappet og opdraget blandt romerne som romer med indgående kendskab til romersk militærkunst og dermed også romernes største svagheder. Romerne var dødsensangste for de uendelige tyske skove og marsker. Senere blev han sendt tilbage til germanerne, med det formål at romer'ficere germanerne, men her tog de fejl, for skovene og marsken blev deres endeligt. En på flere punkter parallel historie til Vlad Tepech, den valachiske (daciske!) prins, der med held satte den ottomanske kæmpehær stolen for døren via sin egen tvungne opvækst i og kendskab til sultanens hær. Begge skikkelser blev Imperiernes største mareridt og ændrede Europas historie.



Når globalisterne i dag - folk med en neo-romersk-imperialistisk våd drøm om verdensherredømmet - ideologisk-propagandistisk dæmoniserer nationalisme, og hævder, at det er roden til alt ondt inklusive de krige, som globalisterne selv har startet, er det en 2000 år gammel efterklang af Romerrigets største skræk. En skræk, der fik en revival 850 år efter Teutoburg med Vikingetogterne, der satte sig op mod Frankerriget/Karl den Stores Tysk-Romerske Rige. 





Romerrigets arvtagere i nyere tid - efter eget udsagn - det Britiske Imperium greb på samme vis til historieforfalskning for at skabe deres legitimitet. De fleste ved, at den britiske kongefamilie er et implantat af tysk adel, der absolut ingen hævdvundet eller kulturel legitimitet har til den britiske trone - endsige til blot at kalde sig britere. Tronarvingen er ovenikøbet så formastelige at kalde sig for Prins af Wales. Den engelske dronning kan yderligere trække sine aner tilbage til venetiansk adel, og med det, vi kender til venetianerne/fønikerne, åbner sluserne sig helt tilbage til Babylon. Det er derfor, det sammensatte ord hemmelighedskræmmer, er så sigende, for vi taler netop om hemmeligheder, om forbindelsen til en præantik kræmmerkultur, de babyloniske ågerkarle, kabbalistkryptikerne, sortemagikerne, de falske zoroastere, kaldæerne og andet scumbaggery.



Hvorfor taler vi om disse ældgamle affærer?
Er de ikke afsluttede og bortvaskede?



Svaret er NEJ. Det er de ikke, fordi det er lykkedes deres spindoktorer at stikke os blår i øjnene. Så længe, verden lever i tryg forvisning om legitimiteten af en ældgammel løgn og dens opdateringer, så længe er vi som indvånere i denne verden idømt den grusomme straf at måtte gentage løgnens ritual. Noget ældgammelt er lyslevende indkapslet i moderniteten, fordi det aldrig er blevet trukket frem i lyset og stillet til regnskab. En forbrydelse, der startede for flere tusinde år siden, er aldrig blevet opklaret og adresseret, hvorved den multiplicerer sig selv ad infinitum ad nauseam.



Er det retfærdigt eller uretfærdigt? Spørg hellere: Hvordan kan vi forlange retfærdighed, hvis vi ikke er villige til at forfægte den? Vi er fortfarende slaver i det Romerske Imperium, den romerske slavestat, indtil den dag, vi ser det i øjnene og siger fra.



Var det svar på spørgsmålet?

Kommentarer

Populære indlæg