Jeg har et problem med lingoet
af marco_hanuman, the blogger
Jeg har et problem med lingoet
'Det er i virkeligheden en ekstremt konservativ måde at se på tingene på...'
Mit problem er, at visse typer ikke synes, det er nødvendig at definere de begreber, de slynger om sig med. De tager for givet, at vi jo ALLE udover deres typologi er enige om, hvad deres moralske udsagn betyder, og at de derfor kan springe alle indledende øvelser over, underforstå betydning og forudsætte grundlæggende enighed.
For mere drevne retorikere er det desuden en måde ubemærket at snige et ideologisk tankekup ind i en bisætning eller, som ovenfor, i form af et tillægsord, hvorved det manipulerer til uudsagt enighed. Sproget bliver forførerisk og misbrugerisk.
Hvis nogen for eksempel ville anvende ovenstående sætning på et hus fra 1780 og dermed argumentere for, at lortet burde rives ned på stedet grundet dets alder, ville det nok få en og anden op af stolene, med en vis bekymring for nationalklenodier, bevaringsværdige bygninger og historiske interessefelter. Eller bare folk med sans for skønhed, for bygningsstilen i 1700-tallet havde sin egen stilsikre æstetik. Blot ud fra et sjældenhedsprincip, mener vel de fleste, at bygningen bør bevares, da der kun er få tilbage fra den tid. Med andre ord, argumentere for bevaringsværdighed grundet dets alder. Selvom et billede på væggen ikke er et mesterværk af Rembrandt, er dets alder 1780 en grund til konservering/bevaring af det, da det indeholder en historie, en fortælling fra en svunden tid.
 |
| Hvad laver hunden nederst til højre i Rembrandts radering om samaritaneren? Den pøller for hårdt! Den skider på den store fortælling! Hvad skal vi mene om det? |
Men lige så snart snakken ryger ind i det politisk ideologibefængte felt, er der åbenbart et helt segment, der underforstår, at ikke-bevarelse og dermed destruktion per definition er et positivt begreb. Segmentet tillader sig, uden at blinke, at tage alle, der er til stede i salen, når sætningen falder, til indtægt for deres positive holdning til destruktion - i en bisætning eller i form af et tillægsord.
'Det er i virkeligheden en ekstremt omsorgsfuld, traditionsrig og kulturbevarende måde at se på tingene på...'
Du kan godt høre det, ikke? Så, det er muligvis ikke kun mig, der har et problem med lingoet. Der tegner sig et problem, vi er fælles om i disse tider, hvor ideologisk affald fra forrige århundrede og i dette tilfælde den gængse måde at anvende begrebet konservativ på, der klæber til sproget. At bevare underforstås som uønskværdigt grænsende til utilstedeligt, og at smide ad helvede til underforstås som ønskværdigt grænsende til påbudt ved lov. I ordet konservativ og i den måde, ordet bruges på, gemmer der sig i ultrakomprimeret form en oppustet, ideologiseret ballon af en hel filosofi.
Der burde være en lille drillepind med en ligeså lille spids nål, der var klar til at punktere ballonen og forlange, at den ideologiserende misbruger af ordet blev tvunget til at definere ordet. Du siger, at der er noget, der ikke bør bevares? Vær så venlig at underholde os med, hvorfor - og helt NØJAGTIGT hvorfor det, du omtaler, ikke er bevaringsværdigt? Har det udtjent sit formål? Er det uhensigtsmæssigt? Er det skadeligt? For hvem er det skadeligt? Hvorfor er det skadeligt? Har du for nyligt opfundet noget, der beviseligt overflødiggør det, du mener er bevarings-uværdigt?
Her vil det meget ofte vise sig, at det hele handler om, hvad vedkommende selv kan lide eller ikke kan lide, og at der er tale om en egeninteresse. '... en ekstremt konservativ måde at se tingene på ...' viser sig at være et udtryk for, at vedkommende mener, at noget skal udslettes fra Jordens overflade for udelukkende at tjene vedkommendes interesser, og at vi jo alle som udgangspunkt er enige om at bifalde disse interesser. Det er et moralsk udsagn, der mangler hele argumentationsdelen. Folk bør tvinges til at argumentere, hvis de hævder at have ret til at moralisere.
NB! Moral er nødvendig. Ikke-underbygget moral, derimod, er ikke blot unødvendig, den er en voldtægt af vore tanker, følelser og handlinger. Jeg føler, ergo har jeg ret! Nej, lille ven, det har du ikke, men du er da velkommen til at argumentere for, hvorfor dit følelsesliv kræver denne særlige opmærksomhed og hensyntagen. Og hvis du ovenikøbet kan sætte det ind i en større ramme og gøre dit - med al respekt - temmelig private følelsesliv til noget personligt og dermed noget, der vedrører andre personligheder end dig selv, så vil vi endog lytte til dig ud over det øjeblik af tålmodig overbærenhed, som almindelig pli byder os.
Nuvel, vi kan overhovedet ikke tale sammen uden at underforstå en hel masse. Men vi har i disse tider brug for at foretage en hovedrengøring i en forurenet sprogkultur. Blot bevidstløst at rave rundt i det 20. århundredes ideologiserede sprogkultur er - ja, undskyld, jeg siger det - udtryk for et ekstremt konservativt tankesæt ... ;-)
Brugen af ordet konservativ som synonym for 'moden til at smide i skraldespanden' er en ikke-bæredygtig, ikke fremtidssikret og dermed ikke bevaringsværdig måde at bruge ordet på. Og jeg sagde ikke, at det, efter eget udsagn, fremskridtsvenlige segment er gået hen og blevet stokkonservativt og reaktionært. Men jeg mente det!
Foreløbig konklusion: Når man flot tillader sig at strø om sig med ord, der har fået vredet den ideologiske arm om på ryggen, kommer man til at skylde en forklaring. Andre kan derfor uden at blinke tillade sig at kræve en sådan forklaring. Så værsgo' at forklare.
Hjerteslags-algoritmen og datamafiaen
Google is your friend, går vi og siger. Don't be evil, siger datamafiaen om sig selv. Mon ikke det så småt er ved at gå op for folk, at begge udsagn falder ind under kategorien nysprog, begreber, der, for at give mening, skal vendes på hovedet? Google er ikke din ven, når dagen er omme, og ondskab er ikke fremmed for datamafiaen, men selve deres grundsætning.
Google og internettet kan være nyttigt i mellemtiden, hvis du ved hvordan, du sorterer det værste gift og affald fra. Forvent aldrig solid information i Wikipedia, hvis det drejer sig om emner, der af datamafiaen regnes for virkelighedsdannende. Regn for sikkert med, at Facebook sender alt videre om dig, selvom de forsikrer dig om, at dine oplysninger er private. Vid, at mafiaen kortlægger alt, du foretager dig og sætter dig på formel. Regn for sikkert og bevist, at samarbejdet mellem datamafiaen og NSA/CIA og alle de andre væsener er fuldt udbygget. Husk, at Darpa-net var et våben fra starten, og at internettet er et våben i dag. Du er målet for enden af kikkertsigtet.
En nyttig oplysning, man i mellemtiden kan hive ud af Google, er deres egen statistik over søgninger. De skal jo tjene en masse penge, mens de tager livet af os, en strategi, de deler med medicinalindustrien, militærindustrien, fødevareindustrien og andre industrier. De sælger statistikker over alle bevægelser på nettet, så virksomhederne kan lægge strategier for, hvordan de tjener penge - mens de tager livet af os. En af disse viser, at menneskelig frygt kan kortlægges, planlægges og indlægges som tilbagevendende mønstre.
Sådan ser kurven ud for, hvornår folk googler ordet 'Cold War'. Det sker simpelthen to gange om året, med det store udsving i løbet af 6 uger i april maj hvert år og det lille udsving hvert år omkring september-oktober. Det svarer til de kurver, man kunne tegne over forekomsten af terrorhændelser og falske flag. Altså virkelige og iscenesatte terrorhændelser - virkelige i betydningen med virkelige ofre og ikke blot crisis actors, for virkelige terrorhændelser er lige så kunstige, som de rene teaterstykker. Kurven er altså skabt af mediebåren, iscenesat terror. Terror er et virkeligt styresystem.
To gange om året kører der med andre ord en kampagne i det samlede og koordinerede udbud af medier, der pumper en stor portion frygtskabende viden ud i æteren. Kurven er som et hjertekardiogram. Psykologien efter 2. Verdenskrig har været at vedligeholde traumet med en konstant frygt. Det kunne have været interessant med et kardiograf for frygt, der gik alle 70 år tilbage. Måske ville det vise sig, at mønsteret allerede blev skabt i de trykte medier og med radioen, og senere med fjernsynets hjælp. Et gæt ville være, at mønstrene er opstået i takt med psykologiens og behavorismens/sociologiens/antropologiens evne til at kortlægge og dermed kontrollere masserne. Massekontrol har eksisteret så længe, der har fandtes folk, der betragtede masserne som dumme får, men i det 20. århundrede blev det sat i system, som aldrig før. Der var institutter, der studerede og kortlagde det. Frankfurterskolen, Tavistock-instituttet, The Rand Corporation. Der blev eksperimenteret i universitetsregi (MK-Ultra).
Efter 2. Verdenskrig fandtes der et krigsmaskineri så stort i Vesten, at de ikke vidste, hvad de skulle gøre af sig selv, hvis der ikke var krig. Så fik vi den Kolde Krig. Man kan egentlig spørge, hvad forskellen var mellem den kolde krig og the Boston Bombings, hvor vi ved med sikkerhed, at ingen kom til skade, og at det hele var ét stort teaterstykke med crisis actors. Et falsk flag beregnet til massehysteri som påskud for efterfølgende anslag mod civile rettigheder? Forskellen er ens, som det hedder. Den kolde krig var et teaterstykke beregnet på via en evig fjende at berettige krigsmaskinen.
Teaterstykket er sat i system som en hjerteslags-algoritme, der kan måles af Googles statistik for, hvad folk søger på i frygt. 2. Verdenskrig stoppede aldrig men blev til frygtens kolde krig, der aldrig stoppede, men blev til krigen mod terror, der er krigen med og ved hjælp af terror, der nu er den nye kolde krig, der hele tiden truer med 3. Verdenskrig.
De flytter møbler bag skyerne
Det begynder som en svag rumlen. Hvad pokker, tænker jeg, går der nogen rundt oppe på loftet og flytter møbler? Er der flyttet ubudne gæster ind, mens jeg har været væk? Jeg skæver forsigtigt ud til entreen, hvor brændeøksen er parkeret. Jeg tjekker foldekniven i skuffen, hvis det skulle knibe.
Det viser sig at være langt større møbler, der flyttes. Den svage rumlen er Thors geder og vogn, der varmer op I det fjerne. Måske bliver det ikke til noget. Den slags møbelflytteri kan godt foregå diskret for os kryb på overfladen i de højere luftlag. Lyn og torden i mindre skala behøver ikke afledning via jordoverfladen.
Når man bor i et stråtækt hus fra 1780, tænker man indimellem på, hvad et velanrettet lynnedslag kan forårsage. Jeg beroliger mig selv med, at det 20 meter høje egetræ i haven, eller en anden høj kæmpe i nærheden, vil være det første mål for et lyn. Eller langt snarere vandet i den lomme af Østersøen, der løber 300 meter væk.
Man spøger ikke med et lyn. Den amerikanske forfatter Paul Auster fortæller om en hændelse i hans ungdom, der ifølge ham chokerede ham i en sådan grad, at han blev forfatter. Han og hans kammerat havde søgt ly under et træ i et voldsomt regnvejr, da et lyn slog ned. Han gik selv ram forbi, men hans kammerat, der stod en meter fra ham, blev ristet og faldt død om.
Uden sammenligning: Jeg har siddet i en sofa i min gamle lejlighed på 5. sal, da der kom et lyn ud af rosetten i midten af loftet. Der lød et smæld og lyset gik ud. Den gamle mølædte sofa var fuld af metalfjedre og kunne sikkert have fungeret som en fin brødrister. Herren være lovpriset for HFI-relæet! Men ikke nok med det, da jeg havde tændt for elektriciteten og konstateret, at hifi-gearet var intakt, skete det samme en gang til. Hvor stor er chancen lige for det?
Et sted, man ikke skal befinde sig i tordenvejr, er en bjergside med bare skrænter. Hvis den kraftige tordenregn får vandet til at løbe i et tæppe ned over skrænterne og lynet slår ned - og du står midt i tæppet - så er du færdig på stedet! Jeg har hørt bjergguides fortælle om en metode, hvor man griber om sine egne ankler for at danne et afledende kredsløb, for at elektriciteten ikke skal ramme hjertet. Jeg har mine kraftige tvivl.
På den anden side har man også hørt forunderlige historier om folk, der blev ramt af et lyn. De blev aldrig den samme igen. Nogle blev indesluttede særlinge, andre blev til oplyste, opvakte individer med særlige evner.
Husk i øvrigt, at et lyn ikke slår ned, så ordet lynnedslag er noget vrøvl. Et lyn slår op.
Beskidt elektricitet
Vi bliver i emnet. I elektricitetens århundrede er der sket det samme med elektricitet, som der er sket med alt andet i den beskidte verden, vi lever i. Det kan bedst karakteriseres ved at tænke på en psykopatisk krigsgalning. Alt kan bruges. Hvis man giver ham et æble i hånden, vil den første tanke i hans forstyrrede sind være, på hvilken måde, men hvilken kraft og med hvilket resultat, han kan smide sydfrugten i hovedet på en eller anden, så denne omkommer. Mens der tjenes penge på det, så man kan anskaffe sig noget mere potent, end et æble, til at tage livet af andre. Og den eneste grund for disse galninge til ikke omgående at tage livet af alle andre er, at så ville de ikke have folk omkring sig til at varte dem op, mens de tager livet af nogle andre.
Vi omgiver os selv med beskidt elektricitet. Er der grund til at remse op fra listen af wifi-signaler, EMF'er fra kabler, installationer, maskiner og elektronisk office-udstyr, hjemmebryggeriet af køkkenudstyr og underholdningsgear, sendemaster, radiosignaler, satellitimpulser, og hele sjabanget af elektrohelvede, vi omgiver os med eller er blevet omgivet med. Vi holder gladeligt en smartphone op for hjernen med en elektromagnetisk frekvens (EMF), der er fire gange kraftigere end udladningen fra motoren på et diesellokomotiv. Og teleselskaberne og fabrikanterne af smartbamserne ved det udmærket, men ingen læser, at de skriver med ultrasmåt i brugsvejledningen, at device'n aldrig bør anvendes tættere end 20 cm. fra den menneskelige hjerne. Vi har skrevet det, I kan aldrig retsforfølge os for det. Jf. den kabbalistisk-frimureriske grundregel om, at når de blot har sagt det offentligt (et sted, som ingen ser), har de fået tilgivelse for deres forbrydelse.
Der er grundlæggende to måder at anskue dette beskidte miljø på. Enten bliver vi zombificeret af det. Det ser sådan ud, hvis man studerer folks adfærd for tiden. Vi går ikke længere ind i den side af sagen: at elektrosnavsen er en del af et system, hvor vi både overvåges og kontrolleres af alle disse frekvenser. Der er en mening med snavsen og galskaben, en ikke særlig behagelig mening. Når du tænder for din fladskærm, er der nogen, der ser på dig. Når du taler i din smartphone, er der nogen, der lytter til dig. Når du skriver på din computer, er der nogen, der læser, hvad du skriver. Realtime, hvis du skønnes at udgøre en trussel for seerne, lytterne og læserne.
Vi ser lidt bort fra den på ingen måde uvæsentlige side af sagen. Beskidt elektricitet i sig selv gør dig afhængig af ... beskidt elektricitet. Smartphone er det nye kokain. Det elektroniske drug gør dig høj for dernæst at gøre dig lav. Man kan sige, at besudling - et godt-ondt gammeldags ord - via elektrosnavs for din hjerne, dit nervesystem og hele din organisme + bevidsthed i sig selv er et stykke krigsførelse udtænkt af de psykopatiske æblesmidere. De er medlem af en global klub for ultra-psykopater, der inkluderer drugindustrien, medieindustrien, krigsindustrien, fødevareindustrien, energiindustrien og finansindustrien. Læg dertil et ord, der ikke findes: videnskabsindustrien.
Arvesynden
Den findes kun én tilbundsgående måde til at forstå fænomenet gæld på: arvesynd. Der er med andre brug for et teologisk koncept for at forstå, hvorfor der findes så megen gæld i verden i dag, at den ikke kan betales tilbage.
Det var så pointen på forhånd, her kommer forklaringen. I kristen teologi, eller rettere, i katolsk og protestantisk teologi findes begrebet arvesynd. På engelsk primordial sin, den synd, der allerede fandtes, før du blev født, og som ved fødslen blev overført til det intetanende spædbarn. I den ortodokse kirke bryder de sig ikke om begrebet, og uden at være medlemmer af østkirken, er vi en hel del i dag, tør jeg godt sige, der heller ikke bryder os om begrebet. Det stinker. Mnjaaeh, det er bare fordi I ikke er i stand til at komme overens med tanken som ikke-troende … NEJ! Det er fordi det stinker! Og lad så være med at afbryde!
;-) Tanken blev formuleret i sin færdige form i en traktat af Anselm af Canterbury. For Gud er synd en evig sag. Når man begår en synd, vækker man Guds evige vrede (allerede her stinker det…). Man begår noget utilgiveligt, der kun kan sones ved et evigt offer, og da mennesket ikke grundet sin dødelighed er leveringsdygtigt i den slags, er Gud nødt til at ofre sig selv i form af sin egen søn, for at vi gennem denne kan blive tilgivet vore synder.
Anselm skriver i starten på sin berømte (berygtede) afhandling, at når vi blot ser bort fra Kristus, og alt hvad vi ved om ham, forholder det sig sådan, som beskrevet, altså, hvorfor Gud var nødt til at blive menneske, hvilket kan bevises ved fornuft alene. Han giver os altså allerede fra starten af et diskret hint om, at hvad han skriver, egentlig ikke har noget med kristendom at gøre. Med hvad har det så med at gøre? Det har at gøre med at skabe balance i regnskabet. Det er simpelthen en bankmands tankesæt! Når man begynder at tale om arvesynd, så taler man i et metaforisk sprog om dobbelt bogføring, gæld, renter, likviditet og alt det andet, vi kender fra bankvæsenet fra Babylon, henover Venedig, via Amsterdam til the City of London og Wall Street.
Hvis du, som jeg, har undret dig over, at begrebet skyld findes i både kristendom og bankvæsen, then look no further! At fornærme Gud er en uendelig fornærmelse. At ophæve denne fornærmelse kræver en uendelig betalingsform. Det er nøjagtig sådan, d’herrer og et par damer, der hvert år mødes i Davos i Schweiz for, under overopsyn af Bank of International Settlement, at diskutere, på hvilke måder de kan vedligeholde arvesynden = gældsgrebet om verdens befolkninger. Det vil helt sikkert ikke være sådan, de formulerer dagsordenen for mødet – og dog: for nogle år tilbage var der rent faktisk en højprofileret bankmand (husker ikke hans navn), der udtalte: Vi gør Guds arbejde! I deres optik er og bør al gæld være uendelig. Hvilket just er virkeligheden for denne verdens nationer og den menneskehed, der bebor dem. Der er så megen gæld til stede i verden, at den aldrig kan tilbagebetales. Hvilket just er meningen, for Christs sake!
 |
| Anselm kunne godt lide at se sig selv som Kristus |
Det er derfor, at Anselm så diskret kommer med sit hint om, at hans ræson tillader sig at se bort fra Kristus. Det er ren logik, hævder han. Kapitallogik, ville marxisten sige, algoritmisk finanslogik, ville vekseleren på Børsen sige. De har ophøjet den logik, der placerer menneskeheden i et evigt slaveforhold, til at have status af en ubrydelig naturlov. Pengevekslerne er blevet til paver, Guds stedfortrædere på Jord. De vifter os om næsen med løfter om tilgivelse (alt ondt starter med et løfte), men der findes ingen tilgivelse i et sådant system, der findes kun evig skyld. Vi lever i en dødskult, som bankmænd siden Babylon har skabt for os, og Babylon hedder i dag WTO, IMF, BIS, ECB – de kan vældig godt lide akronymer med tre bogstaver, som i den Hellige Treenighed. For dem er det ikke Faderen, Sønnen og Helligånden, og dog: det er bankmanden (faderen), skyldneren (sønnen) og den evige strøm af likvider, der flyder fra debitor til kreditor (helligånden).
Men arvesynden er og bliver noget forkrøblet sludder, der modsiger selve det, som Kristendommen hævder er kernen i sin lære: at mennesket er skabt i Guds billede, og derfor er en fraktal af Kosmos med en oprindelig retmæssig direkte adgang til sit eget ophav. Ingen instans, ingen institution, ingen arvefølge, ingen familie, blodlinje, genealogi, lovgivning, organisation, kirke eller kartel – intet på denne Jord har ret til at nægte mennesket sit egentlige ophav og hævde guddommelig sanktion. Hvilket man ikke desto mindre har gjort via alle mulige kabbalistiske hundekunster og distortions af den oprindelige naturlov. Djævelen findes i detaljen, og i detaljen opdager man den totale selvmodsigelse.
Kirkefædrene i den tidlige kristne kirke, som i dag stort set kun bliver læst i den ortodokse kirke, stillede spørgsmålstegn ved doktrinen om arvesynden. Hvem bliver al denne gæld betalt til? spurgte de, ligesom de spørger i Østkirken i dag. De vidste godt, at logikken i gælden var en tilbagevenden til Baalkulten, der i mellemtiden havde sneget sig ind ad bagdøren. Der skrives metaforisk i det Gamle Testamente, at Abraham ville ofre sin søn Isaac for at betale sin gæld til Gud, men at Gud stoppede ham. Well, ’gud’ har åbenbart sidenhen fortrudt sit forbud mod menneskeofring og genindført den via bagtrappen ved at kræve, at hans egen søn skulle slagtes som et lam for at formilde guden – ham selv – hvilket kræver god gammeltestamentelig blodofring som formildelse. Jaaamen, hører jeg teologen i den lokale menighed sige, det skete jo for vores skyld, og nu er det sonet én gang for alle. Så er det da besynderligt, at vi ifølge teologen er nødt til at gå i kirke hver søndag for at repetere menneskeofferet som et nadverritual, når det nu er overstået én gang for alle!
Når bankmænd i dag – og gerne med en eller anden snotdum, korrupt politiker som mundstykke – udtaler: Ja, vi er jo alle nødt til at yde et offer for … og så siger de et eller andet om det fælles gode, samfundet, blablabla… så mener de det sgu! Et menneskeoffer på alteret til Den Døende Gud, Baal. De har selvfølgelig aldrig hørt om Baal, men de har bestemt hørt om offeret, for al ubetalelig gæld kræver konstant et offer. Når de siger 'vi er jo alle...', er de selvfølgelig selv undtaget.
Vi lever i Babylon, og sprogforvirringen er total. Men der var i oprindelig babylonisk tid et andet sted, hvor man ikke havde en tæt forbindelse mellem religion og bankvæsen af den grund, at det var et samfund, der ikke havde en udbygget pengeøkonomi. Det var Egypten. Det er også her, man finder den kosmologiske tanke om et evigt udfoldende informationsfelt uden gæld. Det er uhyre interessant og har implikationer langt ud over religion og bankvæsen. Her ryger vi over i fysikken. I den newtonske og einsteinske fysik er der hele tiden gæld, i den forstand, at Universet klapper sammen pga. af sin egen tyngde og al energi går mod sin egen død iflg. termodynamikken. Det er en dødskult, ligesom Baal og bankvæsen. Men egypterne forstod, at der ingen gæld var, der var ikke noget, der forsvandt ned i et sort hul – og hvis det gjorde, vendte det tilbage gennem et hvidt hul på den anden side af dimensionsskærmen. Når der ingen gæld er, behøves der ikke at foretages et offer. Vi finder mange mærkelige ting og sager, men vi finder ikke afbildninger af menneskeofring hos egypterne. Vi finder et præsteskab, men de udøver ikke menneskeofring, som baalpræsterne i Kaanans land eller som aztekerpræsterne, der ofrede 60.000 mennesker på tre dage (jf. Graham Hancocks læsning af kilderne)!
Egypterne havde altså en anden læsning af den fælles og dybereliggende metafor, der ligger bag de gamle kosmologier. I begyndelsen var ingenting. Ingen Ting. Væren var (Jeg Er Den Jeg Er), men væren er, uden at være nogen ting. Dette kalder vi, af mangel på begreber, for Gud. Tag enhver kategori og definition (afgrænsning), du kan komme i tanker om, og forsøg at applikere det til Gud, og det vil ikke lykkes. Gud er ingen-ting, i den forstand, at Gud ikke svarer til noget, vi kender. Gud er ukendelig og udefinerbar. I begyndelsen var Gud = ingenting.
Men for at forstå, er vi nødt til at differentiere. Forstå, forstand, at stå foran noget, at adskille sig, at abstrahere, at gøre forskel, at differentiere. I det øjeblik, vi mimer selve skabelsen og tegner en linje i et udifferentieret hav af uendelig intethed, opstår Treenigheden. Der findes den ene side af linjen, så findes den anden siden af linjen, og så findes den fælles skæringsflade mellem de to. Og alle tre dele er uendelige! Vi går direkte fra enhed til tredeling, dualitet findes egentlig ikke. Derfor findes trialitet (trinity), eller som vi ganske præcist siger det i kristen filosofi, treeninghed, i alle de gamle kosmologier. I vedisk filosofi er Brahman den skabende, ekspanderende kraft, Shiva er den destruerende, kontraherende kraft, og Vishnu er den opretholdende, ballancerende kraft. I kinesisk filosofi er det Yin (kontraherende), Yang (ekspanderende) og Dao (ballancerende). Hvis man går på opdagelse i de store kosmologier, finder vi de samme tre principper, blot med andre navne og visualiseret på forskellig vis. I Popul Vuh (et af de få overlevende skrifter fra Den Nye Verden, der ikke blev udraderet af jesuitiske kultur- og historiedestruktører) er der Fader Himmel og Moder Jord - og den fælles skæringsflade mellem de to. Nogle gange fortoner det opretholdende princip sig, for det er det sværeste at fatte. Den gyldne middelvej er det sværest fatbare, for det er balancen. Det duale princip mellem de modsatrettede kræfter er mere sanseligt forståeligt, for vi oplever det hele tiden. Vi er blevet oplært i at forholde os til dualiteten, mens trialiteten er forbeholdt dialektikerne, der udover tesen og antitesen også forstår syntesen.
Det er muligt at beskrive tredelingens metafor som et stykke matematik, som Joseph P Farrell og Scott D. de Hart gør i Yahweh The Two-Faced God. Det er også muligt at udvide differentieringen ud over den oprindelige treenighed. Det er et åbent system og en åben metafor. Det betyder samtidig, at den kan misbruges og twistes i retning af et gældsbaseret, lukket system, hvor man så at sige fanger evigheden i en flaske. Det er flaskens ånd, der nu står i gæld til den, der har fanget den. I fortællingen fra 1001 Nats Eventyr bliver ånden ganske vist sluppet ud af sit fangenskab og står herefter i gæld til sin befrier, men nogen må jo have proppet den ind i flasken til at begynde med.
Gulvterroristen
Her sidder jeg stille og fredeligt hensunken på min kontorstol i et meditativt øjeblik, med øjnene forplantet på computerskærmen i færd med et eller andet klogt skriveri, da der ud af øjenkrogen spores en hurtig bevægelse henover gulvtæppet. I et splitsekund ser jeg fætteren smutte om bag et møbel.
Som ind i helvede, der var den jo! Nu har jeg hørt dens små skrabende fødder – hedder det poter eller hvad? Nej, det er noget, der sidder på hunde- og katte, så det hedder nok fødder. Det der med musestille, skulle jeg i øvrigt hilse og sige, det er altså noget vrøvl. Altså med mindre det beskriver den måde, kræet gør sig usynlig og uhørlig på, når den har fået øje på, at man har fået øje på den.
OK, dyret er løs på mit gulvtæppe. Er det nu, jeg har en historisk chance for at nakke den? Jeg mener, fange den og slippe af med den. Jeg har prøvet det med musefælder. Man lægger et stykke ost på fælden og stiller den der, hvor man sidst så misdæderen … musdæderen. Og hvad tror du lige, man finder, når man kommer igen? Musefælden intakt i skudstilling og uden ost! Jeg ved ikke, om det er meningen, man skal lime osten fast til udløseren, så pelsbæstet er nødt til at hive i den for at få belønningen, men i hvert fald er den så snedig, at den er i stand til at narre dødsfælden, der ville have brækket ryggen på den med det samme.
Sandt at sige, så har jeg det heller ikke så godt med at tage livet af den slags dyr, pelset terror elle ej. Jeg ville nok tænke på en anden måde, hvis jeg havde haft en hel koloni af slagsen, der åd mine elektriske ledninger. Min nabo, der har stalde og dyr, er rimelig hård i filten, mus får simpelthen blå korn. Det med farven er vist noget med, at det ikke er sundt at blande dem i morgenbollerne.
Til sagen. Kræet er mindre, end jeg havde regnet med, to centimeter plus vedhæng. Pelsen er rødbrun, øjnene er små sorte kugler. Måden, den kigger op på, er et Antonio Banderas som den bestøvlede kat-moment: Du ville da ikke gøre den slags gruselig fortræd mod en stakkels forsvarsløs stakkel som stakkels mig, ville du vel? Efter dette emotionelle empati-angreb holder tæppegnaskeren simpelthen en fest på mit gulvtæppe. Jeg skal indrømme, at der bliver støvsuget ind imellem, men der kan også godt falde en enkelt krumme ved siden af tallerkenen. Dens festinstinkt er åbenbart stærkere end dens stik-af-instinkt. Ikke så snart har jeg forsøgt at fange den med alt fra omvendte papkasser, skåle, en svupper til et rør med ost i den lukkede ende - hvilket den selvfølgelig opdager og stikker af - før partygnaveren er tilbage på dansegulvet igen. Dens selvtillid fejler ikke noget, så den har ikke brug for hverken coach eller psykologbistand.
Jeg prøver at udtænke alle mulige handlingsplaner – muligvis ikke det rigtige ord, da man mest bruger den slags om arbejdløse i socialcentrifugen, og ingen af delene passer på hyperkræet, der med 100 km i timen er i stand til at krydse mit gulv i fuld beskæftigelse. På et tidspunkt løber den imellem benene på mig! Arrrgh … jeg ku’ blive så …! Jeg åbner hovedøren og bygger en passage fra inderdøren, så den løber ud. Hvad den selvfølgelig ikke har tænkt sig, og hvilken fornærmelse i øvrigt, for den er jo en husmus, til og med af fineste slags, og det er ganske vist!
Så er det, jeg giver op og sætter mig ned og skriver videre. Ved siden af mig står en gummisvupper, som jeg naivt troede, jeg kunne slippe af sted med at slaske ned over den bepelsede krummegnasker ... der i næste øjeblik kommer frem bag et bordben. Halløjsa! Da jeg i princippet har opgivet kampen mod det overmægtige pelsvæsen på to centimeter med vedhæng, beslutter jeg mig til at prøve at lette på svupperen. I løbet af de næste to sekunder går det op for mig, hvordan man fanger den slags frygtelige bæster, og hvad deres svage punkt er: deres nysgerrighed. Hvad tror du lige, den gør? Den smutter ind under svupperen for at se, hvad der mon gemmer sig i halvmørket her. Et nyt musehul, et tilflugtssted, en særlig delikat krummeart? Nope bandito infamo, det er et gummi-salatfad, du er havnet i gummikasjotten!
Jeg ved ikke, hvad den herefter tænkte: Øh, hvor blev hoveddøren af til mit nye sted? Kort efter sniger der sig et stykke pap ind under fødderne på den: Øv, jeg kunne bedre lide gulvtæppet med krummer på, og er der ikke nogen, der tænder for lyset? Da der bliver tændt for lyset, befinder pelsterroristen sig i en flisebalje monteret på en ladcykel på vej mod bygrænsen. Ejeren af den tohjulede lastbil har ikke hjerte til at drukne kræet i en gulvspand og vælger i stedet at landsforvise den. Og prøv lige at høre: der findes jo ikke en museart ved navn husmus, vel? mus musculus på latin, om du vil. Det er jo bare en markmus, skovmus eller rødmus, der har skiftet sit habitat ud med et pensionat, hvor den får serveret krummer på daglig basis, hvor den ikke behøver at grave huller i skrænten, men kan pile omkring bag opvarmede paneler, hvor der aldrig bliver regnvejr, og hvor der ikke konstant er en ugle eller en kat i røven på én.
Ferien er slut, man har glemt at betale regningen på pensionatet.
Dette er ikke et museum for boligsøgende pelsaber. Welcome to the real world.
Efterspil. Hermed blev der statueret et eksempel, det må have rygtedes ude i krogene. Musens fætter, loftbøllen, puslepunkeren besluttede sig til at melde sig selv til politiet. Det havde måske ikke været nødvendigt at gå så drastisk til værks, men man skal heller ikke tage friskheden ud af eget initiativ. Den valgte selv at kravle op i en balje - med vand, meget dårlig idé set fra dens synspunkt. Så, hvis vi delvist har debunket udtrykket 'musestille', så holder udtrykket 'en drukken mus' fuldstændig vand, om man så må sige.
Kongen der forsvandt
Dette er traileren for en kommende blog, der kræver en hel del hjemmearbejde. Det er sådan med trailere, at vi ofte vælger at se filmen eller ej på baggrund af traileren. Fair nok, trailere og elevatorversioner er problematiske. Enten overspiller eller underspiller de deres ærinde, og i begge tilfælde rammer de ved siden af. Det må så være udfordringen.
Der er forskellige måder at forholde sig til denne påståelige besynderlighed på.
Der er den teologiske, der ikke bekymrer sig om, hvorvidt der er historisk konsistens eller ej, for kristendommen har indtil videre ikke haft problemer med at hyre tilhængere, uden at behøve at læne sig op ad historiske kilder og deres faktualitet. Hvis man tror, behøver man ikke at vide. Deres såkaldte videnskab kaldet teologi foregår i en indhegning, der aldrig stiller spørgsmål ved, hvorvidt indhegningen findes eller ej. Præmissen tages for givet og alt herefter udelukker, at der kan være noget fordækt ved præmissen. Der står skrevet, at Jesus sagde, ergo fandtes Jesus, for hvis ikke han fandtes, kunne han jo ikke have sagt det, han sagde, hvorfor der ikke kunne være skrevet, hvad han sagde. Giver det mening? Det gør det for teologer. Det kaldes for cirkulær argumentation ifølge kataloget om logiske fejlslutninger [se 76 falske argumenter …], altså en særlig form for logik, der bider sig selv i halen i form af et lukket kredsløb.
Teologerne lukker døren ved at henvise til dogmet.
Dernæst er der den historisk-akademiske. De udelader Jesus af den simple grund, at de ikke kan få øje på ham. Biblen hævder, at der fandt visse afgørende hændelser sted mellem år 0 og år 33, og hvis historikere tager disse påstande for pålydende, dukker der ikke noget op. Vores tidsregning sætter et år NUL ved Jesu fødsel, men den skikkelse, som en så vigtig synkronisering bygger på, kan ikke verificeres.
Historikerne lukker døren ved at henvise til kildeforvirringen.
Hvad med jøderne da, de må da have vidst noget om Jesus, for han var vel jøde? Her kan vi foretage det første dyk ned i historien. Den jødisk-messianske opstand mod romerne varede 100 år og var en major pain in the ass for romerne. Husk, at Jesus havde mindst fire navne udover Jesus: Kristus (den salvede = kongen), Immanuel (hvad betyder det? - Manu-El, hvor kommer det fra), Messias (politisk-militær leder), Rabbi (religiøs leder – NB! En rabbiner var gift!). De har alle deres egen historik med hver deres reference til historiske forhold og hændelser. Har jøderne ikke noget at sige om Jesus? Det har de i allerhøjeste grad. I Talmud omtales han som Balam, som de sviner til på det hæftigste, ved at bebrejde ham for nedbrændingen af Templet i Jerusalem - altså femte navn. Kært barn ...
Jøderne lukker døren ved at henvise til hadet.
Et sjette navn er Jødernes Konge. Biblen snakker uden om denne titel i hele sceneriet før korsfæstelsen. Et syvende navn er Nazaræeren. Her bliver det for alvor interessant, for den nazaræisk-jødiske sekt var en persisk-gnostisk-egyptisk sekt indenfor jødedommen. Jesus af Nazareth er noget ævl, da byen Nazareth ikke fandtes.
Hvis vi til slut i denne trailer husker at nævne, at adskillelsen af religion, videnskab, historie, politik og helsekunst ikke fandtes i den gamle verden, så er der basis for en undersøgelse af den sagnomspundne skikkelse ved navn Jesus, der vil vise, at politik for 2000 år siden har dannet verden af i dag, og at både kristne teologer, romere, historikere, jøder, muslimer – og som sidekick ateister, satanister og andet afsporet godtfolk - raver rundt i forvirret blinde.
Alle andre lukker døren ved at henvise til den samlede forvirring. Kan vi på baggrund af dogmatik, kildeforvirring, had og yderligere forvirring konkludere, at skikkelsen Jesus ikke fandtes? Overhovedet ikke og tværtimod! Det er i dag blevet muligt at udrede trådene og korrigere det sorte hul, der opstod som følge af nogle særdeles anspændte politisk-ideologiske forviklinger i det 1. århundrede. Det skal vi se på i en kommende blog, der af samme årsag godt kan blive lidt omfattende. Nu til hjemmearbejdet.
Kommentarer
Send en kommentar