Barnagtighedens kultur

Nå, du fyldte jo 50 i sidste måned. Er du så blevet voksen?
Voksen, nej det vil jeg så sandelig håbe, at jeg aldrig bliver! 

Hvornår var det lige, at det blev hipt for mennesker i den vestlige såkaldte civilisation at komme med den slags pinlige udsagn (Western civilisation, yes I think it would be a good idea – Gandhi)? Var det startende med teenybopper-generationen i 58 eller flippergenerationen i 68. Det kan diskutteres, hvornår klokken lød til seneste omgang, men det har kørt lige siden.

Jeg vil udvide begrebet med følgende tese: ingen kollektivistisk massebevægelse i det 20. århundrede eller deres udløbere i det 21. er opstået af sig selv og uden et formål. Alle er sociale ingeniørprojekter / eksperimenter, og efter at det stod helt klart for de sociale ingeniører, som vi i denne blogartikel vil kalde for 'industrialisterne', at de med et nyt våben i hånden, den behavouristiske psykologi, sammen med en gradvis og i dag fuldstændig overtagelse af mainstream-massemedierne stod med et videnskabeligt redskab til en uhørt grad af masse-manipulation, har de ikke ladet en chance passere forbi.

Deres 'våben' er for så vidt ikke nyt, men er lige så gammelt som Romerriget og kristendommen. Undervejs antog det mange former, men vi hæfter os især ved den seneste version af Romerriget, det Britiske Imperium. Vi taler om både det Britiske Imperium i dets klassiske form siden det degenererede Oranie-dynasti i slutningen af 1600-tallet skabte dets fundament med Willhelm III henover dets elisabethanske socalled Great Britain i 1800-tallet og frem til i dag, hvor Imperiet har gjort sig usynligt for at kunne trække i alle trådene inklusive deres velafrettede, infantile kamphund, USA.

If you can't beat them, make them join you in order to do your dirty jobs.

Social ingeniørkunst er, selvom det er opfundet af romerne og videreudviklet af Romerkirken, i dens nuværende form en britisk elitær vifte af teknikker, som de industrialisterne har bragt til noget, der ligner perfektion. Industrialisterne designede og skabte simpelthen fra midten af 1800-tallet en ny mennesketype, der kunne bebo og betjene deres kæmpemaskine.

Industrialisternes ideologiske arv fornægter sig ikke. Protestanten og puritaneren Calvin havde allerede beskrevet dette menneske som et infantilt væsen uden vilje og endda uden sjæl, hvilket krævede en 'hyrde'. Calvin så ikke mennesket som et egentligt individ men som flokke af brægende, hjernedøde får, der enten var bytte for ulve eller redskaber for hyrder og fårehunde. Det er den protestantiske-calvinistiske arbejdsmoral, der skabte industrisamfundet, hvor mennesker blev vedhæng til maskiner. Hvor den græsk-romerske slave var lagt i jern og læder, blev den industrielle slave lagt i kul og stål.

For at afgrænse emnet, vil jeg filtrere mig til en streng i viften af teknikker: infantilisering. Det gennemgående træk i den britiske elites, industrialisternes syn på både de lavere klasser og alle de laverestående mennesker, der befolkede Imperiets store afkroge er den samme: de er en blanding af børn og dyr, og derfor har man ret til at behandle dem som sådan. Faktisk er de britiske industrialister endnu mere kyniske end romerne nogensinde blev. Disse havde i det mindste et begreb for en frigiven slave, der hermed blev en fri mand med samme rettigheder og muligheder som romerske borgere. Han/hun blev herefter betragtet som et menneske. Hos industrialisterne findes den slags ikke.

Heller ikke det degenererede indiske kastesystem er nogensinde gået så vidt. Oprindeligt i det ældste Indien var der ikke tale om en klassedeling af høj og lav, men om en arbejdsdeling, hvor familier videreførte deres særlige kunnen til kommende generationer. Da de britiske kolonialister så det, var det degenereret, og briterne forstod det udelukkende via deres egen klassedelings-optik og brugte det som et styresystem, siden det nu var for hånden.

Den europæiske adel har altid opfattet sig som bedre andre mennesker omkring dem – adel = ædel. Men intet adeligt establishment har som det britiske drevet det til ekstremer og sat det i system. Slavehandel er ganske vist ikke en britisk opfindelse, men den britiske krone skabte hele den absurde formue, som de stadig er i besiddelse af, via slavehandel og drughandel. Når deres forbilleder romerne bedrev slavehandel, var det både legitimt og nødvendigt. Industialisterne tog slaveriet til et niveau 2.0.

Men industrialisterne har også deres mareridt. De frygter oprøret og de enorme kræfter, der kan udløses, når deres redskaber, deres menneskelige software har fået nok. Mest af alt frygter de 'det voksne menneske'. De frygter det menneske, der indser, at det er blevet behandlet som et barn og et dyr, og som ikke længere vil finde sig i det. De frygter det menneske, der som en voksen stiller direkte spørgsmål og forlanger et troværdigt svar. De frygter det menneske, der ikke længere som et barn hengiver sig til ubegrænset tillid, blind autoritetstro og fuldstændig afhængighed af far og mor. De frygter det menneske, der træder i karakter og siger: jeg er ikke længere et 'subjekt' i den særlige feudale betydning: noget underliggende, en underkastet, en undersåt, et undermenneske.

Skulle dette finde sted og skulle industrialisternes mareridt blive til virkelighed, har de grundlæggende to modsvar:

• indfangning, udskadeliggørelse og 're-habilitering'
• aflivning, antallet er underordnet

Vi kan her minde os selv om – eller studere, hvis du aldrig har gjort det før – at industrialisternes ideologiske selvforståelse findes direkte aflæselig i henholdsvis darwinismen og eugenikken. Altså i den stærkes ret til at herske over den svage og ultimativt dennes ret til at bestemme, hvem der skal leve, og hvem der skal dø. Og nej, hvis du tror eugenik, såkaldt racehygiejne, er en nazistisk opfindelse, så er der et studie, der ligger og venter. Begge er den britiske elites pseudovidenskabelige dårlige undskyldninger for alle de grusomheder, de iværksatte for 150 år siden > i dag. Selv en massemorder har brug for at sove om natten.

Narkomanen

Starten på industrialiseringen fandt sted i England på samme tid som den klassiske imperialisme blev udøvet på den anden side af havene og kontinenterne. I England sendte man børn ned i minerne, fordi skakterne var for smalle til voksne. Mange af dem døde. På den anden side af jorden var man i fuld gang med forgifte hele Kina med opium.

Det der sker med alle giftige drugs som opium og dets raffinering heroin er, at man blive ligesom et barn igen. Man træder ind i en tilstand af 'saligt moderskød', man bliver til et lykkeligt foster. For en tid, for som bekendt har det en meget stor omkostning at reetablere navlestrengen. Man bliver afhængig af 'mor', sit drug, og man afliver langsomt men sikkert sig selv. Infatilisering er den ultimative passivisering. Synet af opiumsvrag med hule øjne, der initiativ- og viljeløst lå og døde på hylder i sidegaderne blev normalt i opiumskrigenes Kina. Indtil kineserne smed pusherne på porten.

100 år senere gentager historien sig med de samme spillere som pushere. Den britiske udløber USA starter Vietnamkrigen uden at være blevet angrebet i Tonkin Bay. Man havde planlagt en stor militær tilstedeværelse i Den Gyldne Trekant, det daværende verdenscentrum for opiumproduktion. Simultant med det oversvømmes Vesten med heroin, og en bølge af infantilhippie-flipper-kultur starter. Det er kortlagt i detaljer, hvordan CIA var hyperaktiv i handel, transport og distribution af heroin, og agenturet senere som en del af det sociale kontroleksperiment MK Ultra initierede LSD-kulturen. Der berettes om tilstedeværelsen af CIA-folk ved store musik-events. Grupper som Grateful Dead, deler store mængder LSD-kapsler ud. Ginsberg og Leary prædiker om den nye religion, The Doors besynger og lever den ud. Som opiumsvragene i sidegaderne i Shanghai 100 år forinden tog de livet af sig selv.

Da Lennon begyndte at tale lidt for direkte om branchens bagmænd, deres agenda, og hvad The Beatles bla. blev brugt til ('Nothing is real..') blev han skudt. Da Kennedy forinden havde ment, USA slet ikke skulle befinde sig i Den Gyldne Trekant, blev han skudt.

Senere ser vi USA og NATO invadere Afghanistan, det nye centrum for opiumproduktion. Det er dem, der kører forretningen i dag. Udover at drug er verdens mest indbringende forretning, er det et masseødelæggelsesvåben. Det får bla. den russiske ungdom at føle i dag.

De selvoptagede

Et af de træk, der karakteriserede 68-generation var dens barnagtige selvoptagethed. Det var her, man begyndte at hylde barnet, der ikke ville være voksent. Man talte hele tiden om frihed, men det var for størstedelens vedkommende frihed fra ansvar. Det opstod en mytologi om, at når man var over 30, så kunne man godt lægge sig til at dø, for så mistede man sin barnlige spontaneitet og evne til at 'stille ind, tænde og falde ud' (MacLuhan). Man følte sig ikke længere som en del af en slægt, familie eller tradition, man talte konstant om at 'gøre op' med traditionerne. Skyld blev et ugleset ord, bortset fra at alt kunne påstemples, at 'det var samfundets skyld'.

Overgangsriterne forsvandt. En af de vigtigste riter i alle kulturer til enhver tid er overgangen fra pubertet til voksen. I en ægte rite sker en vitterlig transformation af et ungt menneske. 68'er brugte meget energi på at latterliggøre 'at træde ind i de voksnes rækker'. Man kunne nok mene, at det egentlige ritual allerede på det tidspunkt var stivnet og havde mistet en del af sin kraft, men fra 68 afgik det fuldstændig ved døden. Fraværet af riter – folk blev ikke længere konfirmeret, for det var gammeldags og undertrykkende og det var ikke hipt at blive gift, for det var konformt og småborgerligt – skabte en rituelt vakuum, og en stribe hjemmelavede og barnagtige ritualer opstod som kompensation. Når vi i dag synger fødselsdagssang for et voksent menneske, synges der om '… og når du hjem fra skole går … for hjemme venter mor og far …'. Kære såkaldte voksne: hvor er jeres værdighed blevet af?

Sproglig afstumpning

Med fare for at komme til at lyde som en sur gammel mand – den risiko løber jeg gerne :-) - er det svært ikke at bemærke, at folk bliver dårligere og dårlige til at formulere sig præcist og nuanceret. Mange staver som en brækket arm. SMS-sprog sniger sig ind i normal skrivesprog. Ordforrådet skrumper ind. Det dunkelt talte er det dunkelt tænkte. Der underforstås og hentydes, du ved, lissom -agtigt, hvad-det-hedder, ikk? Ekstatiske overdrivelser overtager beskrivelser af ganske normale beskrivelser heeeelt vildt, og når man har slidt superlativerne op må man vende udsagnet på hovedet og underdrive rimeligt meget, og så kiggede vi på bæddeler fra festen... Tungen har simpelthen svært ved at forme overgangen mellem i og l og vælger den nærmeste vej, hvor der lå et blødt d.Det kan være ret svært at tale tydeligt, når man også har bevaret en sutterefleks i en alder af 17 år. 

Hvis jeg var den eneste, der havde hæftet mig ved det, var det til at komme henover. Men det bemærkes i stigende grad på højere uddannelser, at folk kommer ud af gymnasiet med et ubehjælpsomt sprog. Sproget skaber den verden, vi lever i og forstår, og hvis man ikke verbalt er kommet ud af børneværelset, når man starter på en videregående uddannelse, er man det heller ikke åndeligt, og så har man et dårligt afsæt. 

Kan man bebrejde de unge det? Det kan man selvfølgelig, men det vil jeg gerne ha lov til at afstå fra, for jeg er saftsuseme glad for, at jeg ikke er ung i dag i en superkompliceret verden, hvor alt synes uigennemskueligt. Og nej, det er faktisk ikke så enkelt. De smides uudrustede ind i en virkelighed, som de voksne ikke er i stand til at beskytte dem fra og forklare for dem, fordi de voksne - og det er min hovedpointe - ikke er rigtig voksne.

Medie-infantilisering

Da det gik op for mig for en del år siden, at fjernsyn blev dummere og dummere, at det gik rigtig stærkt ned ad bakke, og at vi var nået ned under bottomline for det acceptable, smed jeg det ud. Men jeg er nogenlundeopmærksom på karakteren af en del af det lort, der sendes, for jeg har nået at opleve det.

For omkring ti år siden begyndte der at opstå en type programmer kaldt reality-TV, hvor folk blev iscenesat til at opføre sig så barnagtigt som muligt og trykk,e deres indre bitch eller bully af i fjæset på deres 'konkurrenter'. Den der kunne opføre sig mest stjernepsykopatisk egoistisk, havde vundet. Altså ikke som konkurrerende voksne, men som møgunger, der udmobbede hinanden for åben skærm. Paradise-Island-sociopati, tivolisering, disneyficering, ibizaficering, pornoficering.

Ved siden af har vi så narcissist-programmer om folk med varierende grad af selvværd og med en ofte urealistisk drøm om fem minutters berømmelse stille op i X-Faktor og udsynge deres bøn om 'pleeease, give me selvværd!'

Selv i børneprogrammerne skred det. I Bubber-regi skulle man skrige og klappe helt overgearet for ikke at være kedelig. For livet er jo en fest hele tiden. Unge holder fest konstant. De fejrer ikke noget, de fester ikke over noget eller på grund af noget, festen er ikke et højdepunkt eller en forløsning for noget. Festen er bare en pain-killer. Ikke uventet er voldsomt mange unge konstant på stoffer som en form for valium for kedsomheden. Et eller andet sted forstår jeg dem, for hold da helt op, hvor kan det være kedelig at gå i skole med al den tavle-til-røv-undervisning og bagefter skulle hjem til villakvarteret eller karreerne i nogle af verdens kedeligste by-landskaber. OK, der er ikke en forstad til Moskva eller Manchester, men alligevel kedelig på den velfriserede og fantasiforladte måde.

Så hvad gør man så: dræber kedsommeligheden med en endeløs kæde af fester. Det er så de helt unge. Men så kommer det mere betændte: det fortsætter s'gu langt op i trediverne indtil man lige får et barn på falderebet! … og bliver skilt to år efter, fordi man havde holdt fest for længe og ikke lagt an til at skabe en familie. Voksne mænd med hængerøv i bukserne, der stadig ter sig efter Bubber. Voksne kvinder, der stadig ser sig som hi-school-queens og kalder sig for 'piger'. 

Familien, der blev smadret

Med fare for at blive upopulær er jeg nødt til at sige det: feminismen er næsten uden sidstykke det mest destruktive stykke designer-ideologi fra det tyvende århundrede. 

Det værste af det hele er, at kvinderne ikke selv anede, hvad det var, der ramte dem. Det faldt dem ikke ind, at industrialisterne havde tænkt sig grundigt om, inden de rettede et angreb på den celle, der altid har været det stærkeste værn mod deres totale udnyttelse af mennesker som ressourcer: familien, og at det ideologiske program, som kvinderne henrykte begyndte at abonnere på, ikke var deres program.

Det var meget forjættende og meget snedigt sat op. Her fik de som kvinder stillet i udsigt, at de kvit og frit og med moralsk blåstempling kunne få alle deres hedeste ønsker opfyldt på mændenes regning. Øh, det fik de sådan set i forvejen, hvis de eller behandlede deres mænd ordentligt, men nu behøvede de ikke engang at gøre dét længere.

Kvinderne opdagede ikke, før det var for sent, at industrialisterne, der havde skabt denne designerbevægelse klappede i deres hænder hele vejen hen til banken, for nu havde de fået dobbelt så stor arbejdsstyrke på markedet – UDEN af skulle betale det dobbelte for det! De opdagede også for sent, hvor svært det var at holde sammen på den familie, hvor de havde fået lov til at udfolde sig som hustyranner. Det opdagede for sent, at deres børn betalte en kæmpe pris i solidaritet med deres selvrealisering. De opdagede for sent, at den mandetype, som kvindebevægelsen efterlyste, var røvsyg og uinteressant. De opdagede ikke at polariteten mellem mand og kvinde forsvandt.

I sen-industrisamfundet er mænd blevet e-feminiserede og kvinder maskuliniserede. Det sker oven i købet ad kemisk vej, for vores miljø er fyldt med østrogenlignende stoffer, der ødelægger mænds hormonale balance og som sammen med lignende miljøgifte får børn til at gå for tidligt i puberteten. Kvinder bliver til gengæld opdragede og pacede til at konkurrere på arbejdsmarkedet på mænds betingelser, hvilket deres langt finere kropssystem, der er skabt til noget så fantastisk og kompliceret som at skabe et andet menneskeliv, ikke kan tåle. Mænd kan tåle lange grovere og mere stressende liv, for de er skabt til det. Når kvinder begynder at producere for meget adrenalin, har de meget svært ved at slippe af med det.

Den stjålne barndom
Men mænd og drenge lider også under det. Skolesystemet er i dag så kvindefavoriserende, at drengene tabes i hobetal.

Umodne og infantiliserede og mentalt-homonelt uballancerede mænd og kvinder kan ikke skabe familier, der holder. I USA er det i dag så grelt, at børnene og de voksne bliver medicinerede - frivilligt eller via social tvang. Det er ikke tilfældig, at fællesbetegnelsen for misbrugsnarkotika og medicin er: drugs. Men det er i højere grad en historie om medicinalindustrien som den store misbruger.

Hvis man fratager børn, deres barndom, bliver de aldrig voksne. Der har været en trend, der entydigt er gået i samme retning. Børn tvinges til at begynde tidligere og tidligere på at … på alt muligt. På at lære sprog. På at lære at stave. På at tage ansvar for egen læring (suk! en klam nypædagogisk klichee). Børn, især piger, bliver udsat for seksualisering på et meget tidligt tidspunkt. Reklameindustrien får lov til at køre uhæmmet med klatten.

Nu er heldagsskolen så ankommet. Jeg tror Calvin ville have været begejstret her. Ikke noget med at slippe fri fra skole og hjem og lege, så kan de lære det! Heldagsskolen er et grænsepædofilt projekt, hvor børns barndom bliver stjålet fra dem. 

Smartphones

Børn får stukket en smartphone i hånden som 7-årige. Herregud, de vil jo så gerne, og så plagede det, og 'Sofie har fået en iPhone, hvorfor …'. Og det gælder ikke kun børn, men smartphones er stadigvæk det nye kokain! Udover at det tekno-sociologisk er ekstremt vanedannede at besidde en sådant drug, så sker der også noget med hjernerne og nervesystemet rent neurologisk. Man bliver 'switched', opkoblet. Hjernen begynder at aflade på divicen og gå i sync med den. 

Forskere på Lunds universitet har nu taget bladet fra munden og som nogle af de første vovet at sige: Hvis du giver et 5-års barne en smartphone i hånden, vil det have udviklet Alzheimerlignende symptomer pga wifi-beståling og beskidt elektricitet, inden det fylder 30!Og der opgraderes til 4G-styrke for tiden.

Når man bevæger sig rundt i offentlige rum, ser man tusinder af mennesker, der er koblet til deres device. Der følger en særlig adfærd med – og ikke helt gratis.

Smartphones får dig til at opføre dig grænseoverskridende i offentlige rum. Du spammer dit privatliv ud i hovedet på folk, der ikke har bedt om det. Det uhæmmet grænseoverskridende er i sig selv barnagtigt. Du opfører dig som et ubehjælpeligt barn med første skoledag 'Pas på mig', men du slingrer med skyklapper på i bil og på cykel – jeg er fulltime-cyklist og ved, hvor meget skal passes på mobil-onanister på cykelstierne. Folk, der holder i 20 sekunder for rødt, er nødt til at hive bamsen op af lommen, for at sikre sig, at de ikke et blevet socialt hægtet af ved ikke at svare på en sms. Mange af staklerne kommer den ikke engang ned i lommen, men kører og krammer den. 

Jeg kommer til at tænke på suttetræerne i parkerne, hvor børn og deres forældre udfører et neo-ritual, når sutten skal smides: hæng din smarphone her og bliv voksen!

Neurotikeren

Den klassiske neurotiker var selvfølgelig jødiske overklassefruer i Wien omkring forrige århundredskifte, der levede som undulater i fine bur og havde lov til spille klaver men ikke få en uddannelse, der kunne bruges udenfor huset.

Men essensen af neurotikeren er et menneske, der er fanget i en kunstig tilstand af umodenhed, en fikseret infantil. Freud fandt ud af, at det kunne spores tilbage til barndommen og en eller flere traumatiserende hændelser, og at relationen til ens forældre afhængig af køn var altafgørende. Der er ikke noget, der har pillet afgørende ved den erkendelse siden, selvom psykologien har spredt sig ud som en stor vifte med meget forskellige grene og synspunkter.

Neurotikeren er den voksne, der ikke har fået barnet helskindet over tærsklen, og som derfor konstant vender tilbage til barnets reaktionsmønstre. Man kunne sige, at hvis neurotikeren var en uddød race fra 1890'ernes Wien, ville der ikke være basis for komedie, satire og parodier på mennesker, da essensen næsten altid er den voksne, der ikke opfører sig voksent og autentisk. 

Voksenbegrebet

Siden teenybopperkulturen slog igennem og ungdomsoprøret fik fodfæste, har begrebet 'voksen' forandret karakter til at betyder et ordentligt mandfolk/kvindfolk, der tager ansvar for sit og sines liv på en autentisk måde, der tænker og ikke reagerer, der har en balance mellem sine handlinger, følelser og intellekt til at betyde en kedelig stivstikker, der ikke konstant er underholdende, som med panderynker løfter pegefingre. Altså det skoletrætte skolebarns opfattelse af skolelæreren, stort set.

Fra nogle venner, der har valgt at tage deres børn ud af skolen, være sammen med dem og tage ansvar, hvad de lærer, kan der berettes om en helt anden udvikling og trivsel end den mobber-, masse- og fordummelseskultur, som gennemsnittet af skoler er i stand til at præstere. 

Barnagtighed by-design

Det er svært for de fleste mennesker at forestille sig, at der findes mennesker i denne verden, der er så beregnende og samtidig så magtfulde, at de kan få stort set hele menneskeheden til at danse efter deres pibe.

Men lad os som forsøg at gå op på et mindre bjerg af udsyn og tage en tidsrejse baglæns i vores historie - det kræver selvfølgelig at vi kender den, hvilket kan være et stort problem for nogle - og dykke ned i en tid, der var anderledes. Her kontakter vi en stak almindelige mennesker - og vi behøver ikke at idyllisere, for der var også fattigdom og ulykke i de 'gode gamle dage' - vi viser dem billeder af det tyvende århundrede. Vi viser dem ikke Hollywood-løgnen om verden, vi viser dem, hvad der virkelig hændte i fremtiden. Her ser de:

• The Great War (1. Verdenskrig) med deres efterkommere i endeløse skyttegrave
• Depressionen der fulgte
• De endeløse og trøstesløse arbejderbarakker med kulstøv overalt
• Skrigende mænd og agitatorer i blanke uniformer
• Endnu en Great War (de britiske industrialisters eget udtryk) værre end den første
• Udryddelseslejre opført med et ganske bestemt formål
• Samfund, hvor folk spionerede mod hinanden og angav naboen
• Byer, hvor mennesker klumpede sammen i bygninger op til 100 etager
• Kvinder der hadede deres mænd, og børn der hadede deres forældre, mens de længtes efter en familie
• Byer, hvor mennesker opfører sig som robotter og hengiver sig til alle tænkelige obskøne og grænseoverskridende og uværdige ting

Vi stopper her, for dette perverse slideshow er for langt. Vi spørger disse mennesker tilbage i tiden: et dette et sted og en tid, hvor I gerne vil hen? Er det sådan en fremtid, I ser og ønsker for jeres børnebørns børnebørn?

Og kom venligst tilbage til nutiden og spørg dig selv? Er dette ikke sket by-design, fordi nogen ønskede en sådan verden, fordi nogen så en fordel i den? Hvis du stadig tvivler, så kan jeg fortælle dig, at det var en verden som denne, som den britiske elite, industrialisterne forestillede sig allerede i 1800-tallet. De har beskrevet den med uhyggelig, skræmmende nøjagtighed. Og de fik den.

Det samfund, de havde en vision om, var det neofeudale samfund. De så med stor nostalgi tilbage i tiden og forestillede sig en verden, hvor de kunne leve som antikkens konger og fyrster og som nedstegne guder på jord. Enkelte så det i en kristen-religiøs kontekst, men mange af dem havde deres særlige form for nihilisteme. Gud var død, men nu var de selv blevet til guder. Ligesom med eugenikken, der fejlagtigt tilskrives nazisterne, er tanken om overmennesket ikke nazistisk. Nietszche var inde over, det er klart, men industrialisternes grundideologi er, at de repræsenterer overmennesket! Det var i øvrigt helt i pagt med, at de så sig selv som romernes arvtagere. Adskillige romerske kejsere tildelte sig selv formel guddommelig status.

Det neofeudale globalsamfund har forskellige navne. Et af dem er 'Den globale landsby'. Her skal vi alle bo - ifølge industrialisternes efterkommere - i multietnisk historieløshed og som små børn elske det strømlinede, gennemkontrollerede liv, der er designet for os.