Vækst - en kræftform?

af morton_h, the blogger

Vi hører det hele tiden. 'Vi må sørge for at skabe vækst' - 'Væksten er gået i stå' - 'Økonomisk vækst er forudsætningen for velfærd' - 'Vi går ind for vækst i samfundet' - 'Væksten i det første kvartal var kun …' - 'Vi må sætte gang i forbruget for dermed at skabe vækst'.

Jo mere vi bliver tudet ørerne fulde med klicheen om vækst som det saliggørende, det altafgørende, målenes mål, jo mere går det  tilsyneladende ad helvede til.

I kapital-logisk terminologi ville det nok hedde profitmaksimering. Og selvom jeg aldrig har været og aldrig bliver marxist - dertil ved jeg efterhånden for meget om det mørke sider, og de er virkelig mørke! - af marxismen-leninismen, og de samfundsformer, de skabte - så må man give dem så meget, at de i det mindste havde et begreb for denne indbyggede drivkraft i kapitalismen: den evindelige, altopslugende, evigt ekspanderende vækst. Intet er så ondt, at det ikke i det mindste er godt for noget.

Logikken bag den evige vækst er Imperiets vækst. Imperiet har ingen indre ro og stabilitet. Imperiet er imod al fornuft og generelt tilsyneladende uønsket, det strider mod enhver almen interesse, ingen har bedt det om at opstå. Eller har vi? Under alle omstændigheder er det ankommet - igen tilsyneladende - på eget initiativ, har etableret sig og taget for sig af retterne. Som en gøgeunge er det vokset og vokset, indtil alt lokalt yngel er skubbet ud af reden.

Kræft og vækst
Man kan også sige, at et samfund, der har givet plads til Imperiet, mangler fornemmelsen for sundhed. Det får mig til at tænke på, der findes en livsform i organismen, der udviser den samme trang til evig vækst: KRÆFT. Kræftcellens succeskriterium er konstant vækst. Den deler sig, den løsriver sig, den søger nye holdepunkter, overalt danner den kolonier / metastaser, den vokser og breder sig indover sunde områder, den udser sig svage punkter ved andre celleformer. Disse forsøger for en stund at dæmme op for de voksende, imperiale kræftceller, de laver murværker, de kalder på immunforsvaret. Nogle gange lykkes det, men mange gange er modstand forgæves.

Man taler om 'kræft i slutstadiet'. Kræften har en ganske bestemt form for begrænset, stupid intelligens: søg og ødelæg. Kræftens intelligens holder op, når den ødelægger sig selv sammen med det miljø, den har invaderet.

Det menneskelige samfund er en organisme bestående af celler. Det har et næringsliv / en økonomi, en blodgennemstrømning, der tilføjer ilt. Det har et immunforsvar mod infektioner og et udrensende lymfesystem / et retsvæsen. Det opretholder en symbiotisk sameksistens af forskellige livsformer. Det har et nervesystem / et kommunikationssystem. Det har hoved, hjerne, arme og ben. Det har et fordøjelsessystem med distribution, salg/køb/forbrug. Det har også et røvhul: et system af kemisk-biologiske rensningsanlæg og en hær af skraldemænd / en lever og et tarmsystem. Røvhullet længe leve.

Der er ikke noget galt med hverken organismen eller samfundet - medmindre, selvfølgelig, at der er noget galt med dem.

Forestil dig en organisme, en krop i evig vækst. Jeg ved ikke, hvad du mener om den, men jeg vil nok mene, at den har et problem. En knogle- og muskel-struktur, der ikke holder op med at vokse, vil ødelægge sig selv. Det hedder i øvrigt voksesyge. Man har fundet en metode til at stoppe det. Tænk på karakteren 'Jaws' i James Bond-filmene 'The Spy Who Loved Me' og 'Moonraker' fra sidst i 70'erne. Richard Kiel havde voksesyge, som man stoppede. Den danske bas-baryton / operasanger Steffen Milling har haft voksesyge, som blev stoppet. Begge lever stadig i dag, fordi den uhæmmede og destruktive vækst blev stoppet i tide. Den russiske bokser Nikolai Valuev lammetævede de fleste modstandere på baggrund af sin forvoksede størrelse. Same-same. Ok: Valuev var ingen særlig god god bokser, han var bare stor ad Petrograd til. Milling er rent faktisk en rigtig god sanger.

Forestil dig en person, der bare æder og æder. Supersize. 150 kg - 200 kg .. mexikaneren Manuel Uribe fra Monterrey vejede 555 kg. Disse mennesker bliver ikke gamle, for deres system bryder sammen. Forestil dig i den forbindelse en kur for den strandede hval af en organisk kødklump: lad os give ham mere, og mere og MERE at spise. Så skal han nok blive klar igen.

Forestil dig en dinosaurisk kultur, der bare tramper sig selv og alt i deres omgivelser ihjel. Der skal bare et forvokset stjerneskud af en komet til, før de skvatter om og er nødt til at give plads til mus og rotter, der piler væk under deres fødder. Eller også voksede de bare sig selv ihjel.

Giganotosaurus - vægt ml. 7-13 tons

Forstil dig hvilken som helst organisme på planeten Jorden, der bare vokser uhæmmet vha. vækst-vækst-og-atter-vækst. Der er videnskabsfolk, der har regnet på, at hvis der ikke fandtes en masse dyr, der åd fluer, ville der i løbet af no-time sidde et lag på 6 cm. døde og levende fluer klistret til hele Jordoverfladen.

Ideen om vækst
Ideen om cancer-agtig vækst som forudsætningen for vort samfund og vores økonomi er en  syg tanke. Der er en naturlov, der bestemmer, at træerne altså ikke vokser ind i himlen. Alt, der bliver for stort, mister sin balance og ødelægger sig selv.

Det har man bare ikke fundet ud af i den politiske / økonomiske verden, hvor grådighedens princip styrer, hvor krigens, ekspansionens og imperialismens princip styrer, hvor vækst er Gud.

Ja, helt ind i astrofysikken og kosmologien hersker tanken om den evige ekspansion, The Big Bang, det udvidende Univers. Ligesom i samfundsvidenskab og historie er der i astrofysikken version mainstream tale om 99.99999 % 'dark matter / dark energy'. Det er en meget esoterisk og teknisk diskussion, der antager ganske religiøse dimensioner. Kort fortalt kan videnskaben ikke gøre rede for en overvældende del af det fysiske Univers. For en normalt tænkende hjerne virker det en anelse absurd og … pinligt, at man er nødt til at betjene sig af så store mængde uforklarligt stof i i Universet. Man fristes til forsigtigt at spørge de fine og lærde herrer, sådan bare helt beskedent fra sidelinien, om de ikke tror, der muligvis … ja det er ikke for at fornærme nogen … men bare muligvis kunne være tale om en forkert model. Altså en 20. + 21. århundredes version af 'Jorden er flad som en pandekage - og det er sikkert og vist!'.

Ligesom i astrofysikken hersker der i den politiske økonomiske verden et dogme om vækst. Det har en særlig, karakteristisk lugt af social-darwinisme. The survival of the fittest, krigen, kampen, væksten. The last man standing. Arternes udvælgelse. Det er ikke tilfældigt at darwinismen opstod under vingerne af Imperiet, i dette tilfælde det Engelske Imperium og i en tid, hvor kapitalismen og det industrielle samfund var i … vækst.

I vore samfund har vi - eller nogen iblandt os - valgt at lade hånt om den naturlov, der tilsiger os, at vækst har en grænse. Måske har de ikke kendt til den ud fra uvidenhed. Måske har de valgt at sætte sig op imod den som et pubertært oprør. Under alle omstændigheder: naturen slår igen og arrangerer et kollaps for den forvoksede organisme, der har overskredet grænserne for sin egen indre balance og sundhed.

Den globale finansielle verden er fuld af kræft- og vækstramte organismer. De har som regel et akronymisk navn på 3 bogstaver: IMF (den Internationale Monetære Fond), WTO (World Trade Organisation), BIS (Bank of International Settlements), ECB (den Europæiske CentralBank), FEB (Federal Reserve Bank), BOE (Bank of England). Der er tale om Central-Bank-systemer, hvilket i sig selv er et udtryk for kræftsygdommen. Som banker har det med at sige for tiden, når de klynker eller truer sig til 'bailouts', 'bankpakker' - altså 'Vi er blevet for store til, at I kan tåle, at vi går rabundus. Skær kræftsygdommen = os væk, og I overlever det ikke!'

For tiden rammer den global-økonomiske kræftform nationer. Fænomenet selskabstømninger har skiftet dimension og antager nu karakter af nationaltømninger. Grækenland er case-study for tiden. Italien kommer lige efter - vi siger tillykke til Berlusconi. Spanien er i fuld gang. Portugal er der ingen, der har opdaget, for dem regner vi alligevel for noget. Island og Irland har allerede indskrevet sig i historien. Husk i øvrigt Argentina for 10 år siden. Baltikum har oplevet noget lignende.

Noget kunne tyde på, at disse to principper er uløseligt forbundet.

Jeg har valgt i det følgende at oversætte en artikel af den engelske journalist Paul Kingsnorth, hvor han præsenterer en bog, mange flere burde kende, men som, ligesom dens forfatter, er stort set glemt. Og det på trods af deres lysende aktualitet. Forfatteren, økonomen, juristen og den politiske tænker hedder Leopold Kohr. Titlen på hans hovedværk er The Breakdown og Nations.

Kingsnorths's artikel om Kohr, hvor vi får en lille, komprimeret indføring i Kohrs filosofi hedder:

Den økonomiske krise er en størrelsens krise
At leve i en tid med et kollaps er en besynderlig oplevelse. Måske er det det mest besynderlige ved det, at ingen ønsker at indrømme, at der er tale om et kollaps. Resultatet af et halvt århundredes gældstynget vækst er efterhånden ved at blive umuligt at benægte på en overbevisende måde. Men selvom økonomier og virkelighedens sikkerhed smuldrer, holder vores valgte ledere modigt stand. Ingen af dem ønsker at være den første, der siger at dæmningen er gennembrudt, og at den ikke længere kan reddes.

At lytte til en politisk leder i disse tider er som at sidde stille på bænken hele vejen gennem en gudstjeneste i kirken med en præst, der har mistet sin tro, men som desperat prøver at undgå at indrømme det, endda overfor sig selv. Lyt til engelske politikere som Nick Clegg, David Cameron eller Ed Mlliband udspyde barsk tale overfor de troende. Lyt til Angela Merkel, Nicolas Sarkozy eller George Papandreou foregive, at alt er vel i eurozonen. Studér ansigterne på Barack Obama eller Ben Bernanke, der taler om 'vækst', som var det en hedensk gud, der skulle formildes ved at hælde endnu en gryde fuld af fiktive penge ned i vulkanens krater-mund.

I tider som disse ser folk sig om efter andre svar. Krisetider er også åbningstider, hvor ideer, der var tiltænkt særlige tilfælde, bevæger sig ind på midten. Når tingene falder fra hinanden, bliver appetitten for nye synsvinkler håndgribelig, og der er altid masser af folk, der er villige til at træde frem i rampelyset med deres yndlingsideer.

Men overvej følgende: hvad nu hvis de store ideer er en del af problemet? Hvad nu hvis problemet rent faktisk er selve størrelsen - ikke bare ideernes størrelse, men størrelsen som fænomen, som princip?

Den krise, der for tiden udspiller på verdensscenen, er en vækstens krise. Ikke, som vi hele tiden får at vide, en krise forårsaget af manglende vækst, men forårsaget af for meget vækst. Banker har vokset sig så store, at de er i stand til at forårsage et kollaps af hele den globale økonomi. For at forhindre dette, blev de subsidieret / udbetalt af store portioner af offentlige pengemidler indbetalt af skatteydere, hvilket resulterede i sociale kriser på gadeniveau i alle vestlige nationer.

Den Europæiske Union har vokset sig så stor og uoverskuelig, at den truer med at falde sammen om fødderne af sig selv. Multinationale virksomheder har vokset sig så store, at de overvælder demokratierne og bygger globale plutokratier, der tjener deres egne interesser. De menneskelige økonomier som helhed har vokset sig så store, at de er i stand til at forandre planetens atmosfæriske sammensætning og forårsage en masseudryddelses-event.

En mand, der ikke ville have været overrasket over storhedens krise - hvis han havde levet i dag og overværet det - var Leopold Kohr. Kohr ville med god ret kunne have kaldt sig den mest betydningsfulde politiske tænker, du har hørt om. I modsætning til Marx dannede han ikke en verdensomspændende bevægelse eller inspirerede til revolutioner. I modsætning til Hayek omskrev han ikke reglerne for økonomi i den moderne verden. Kohr var en beskeden og selvironisk mand, men dette var ikke grunden til, at hans ideer er blevet overset af igangsættere og initiativtagere i det halve århundrede, der er forløbet siden ideernes fremkomst. De er blevet overset og ignoreret, fordi de ikke tiltaler de magthungrendes egoer, det være sig de revolutionære eller plutokraterne. Kohr's budskab er faktisk en direkte udfordring til dem. 'Når noget er galt' insisterede han, 'er det, fordi noget er blevet for stort.'

Kohr blev født i 1909 i en lille østrigsk by, Oberndorf. Denne barndom i en lille by, kritiske studier i økonomi og politisk teori ved London School of Echonomics, hans oplevelser af anarkistiske bysamfund under den spanske borgerkrig, som han dækkede som krigsrapporter, og det faktum, at at han var tvunget til at flygte fra Østrig efter nazi-invasionen (Kohr var jødisk), bidrog til hans stigende kritiske modvilje overfor Imperiekultur.

Bosat i USA begyndter Kohr at skrive den bog, der skulle komme til at definere hans tænkning. 'The Breakdown of Nations', udgivet i 1957, fremstillede, hvad der på det tidspunkt syntes at være en radikal sag: at små stater, små nationer og små økonomier er fredeligere, mere velstående og velfungerende og mere kreative end stormagter eller superstater. Udsagnet var ligeså ude af trit med tidens herskende mode, som det var muligt at fremsige. Dette var starten på rumalderen - en tid med høj tiltro i menneskehedens fremskridts-søgende, gigantistiske, teknologidrevne fremtid og skæbne. Fejrede politiske tænkere talte med stor alvor om at danne en verdensregering som det næste skridt mod at forene menneskeheden. Kohr var seriøst på tværs af den herskende stemning. Han kommenterede senere tørt, at hans kritikere 'affærdigede ham ved at henvise til ham som en digter'.

Kohrs påstand var, at samfundets problemer ikke så meget skyldtes dets særlige form for social eller økonomisk organisation, men skyldtes dets størrelse. Socialisme, anarkisme, kapitalisme, demokrati, monarki - alle kunne fungere udmærket inden for 'den menneskelige skala': en skala, hvor mennesker kunne spille en rolle i de systemer, der styrede deres liv. Men når disse systemer først blev opskaleret til moderne stater, blev alle systemer undertrykkere. At forandre systemet eller ideologien, som systemet og samfundet hævdede at være inspireret af, ville ikke forhindre denne undertrykkelse - hvad hvilken som helst revolution har demonstreret - for problemet er ikke tingen, der er stor, men størrelsen i sig selv.

Idet han drog sine eksempler fra historien, demonstrerede Kohr, at mennesker, der havde for meget magt indenfor eller udenfor et givet system, ville misbruge denne denne magt. Formålet var derfor at begrænse omfanget af den magt, som individer, organisationer eller regeringer kunne få rage til sig. Løsningen på verdens problemer var ikke mere enhed og centralisering, men opdeling og decentralisering. Ikke i betydning 'del-og-hersk', men i betydningen baseret på mindre enheder. Verden skulle brydes op i små stater, der var tilnærmelsesvist lige store, hvilket ville forhindre dominans fra en enkelt enhed. Små stater og små økonomier var mere fleksible, mere i stand til at beskytte sig mod økonomiske stormvejr, mindre tilbøjelige til at rode sig ud i alvorlige krige og mere gennemskuelige og håndterbare for deres befolkning. Og ikke kun det, de var også mere kreative. På en bumletur med toget gennem middelalderen og frem til det tidlige moderne Europa, gør The Breakdown of Nations et glimrende stykke arbejde med at overbevise læseren om, at mange af storhederne ved den vestlige kultur, fra katedraler til stor kunst til videnskabelige fornyelser, var produkter af små stater. Storhed og størrelse er forskellige begreber (greatness og bigness).

For at forstå den lysende, profetiske kraft ved Kohrs vision, er man nødt til at læse The Breakdown of Nations. Noget af den vil give gådshudsfornemmelser af genkendelse. Størrelse, forudsagde Kohr, kunne kun føre til mere størrelse, for 'hvad som helst, der vokser udover visse grænser, begynder at lide under uundgåelige problemer med dets uhåndterbare proportioner'. Udover disse grænser blev det forvoksede væsen tvunget til at erhverve sig mere magt blot for at håndtere den magt, det allerede besad. Vækst ville blive kræftagtig og ustandselig, og der var kun ét muligt slutscenarie: kollaps.

Vi har nu nået det punkt, Kohr advarede om for et halvt århundrede siden: punktet hvor 'i stedet for at væksten tjener livet, er det nu livet, der tjener væksten, hvorved det perverterer selve formålet for sin eksistens'. Kohls 'størrelsens krise' er over os, og ifølge drejebogen takler vi krisen med endnu mere af samme skuffe: større økonomiske og politiske enheder, tættere og mere udbygget global regering og kontrol, geo-ingeniøriske skemaer, mere økonomisk vækst. Størrelse, synes det, er så smukt for dem, der ser det som deres ufravigelige mål at holde vækstmaskinen i gang.

Det burde ikke overraske os. Det overraskede ikke Kohl, der ulig sin samtids utopistiske kritikere, aldrig forvekslede radikal forandring med sandsynligheden for, at den ville finde sted. I stedet for er hans jordnære og underspillede - men forfriskende ærlige konklusion, at det gigantistiske globale system i enden ville falde ned i hovedet på sig selv, og hele vækstcyklen ville starte forfra. Men før den gjorde det, ville verden blive 'lille og fri mellem de istider, der var dannelsen af de store magt-dominanser'.

Kommentarer

Populære indlæg