Bankvæsen og religion

af morton_h, the blogger

Der er to sfærer, hvor begreberne skyld og gæld indtager en særlig rolle. Den ene sfære er religionens. Som kristne via vores kultur kan vi bedst forstå det kristne skyldsbegreb. Den anden sfære er pengenes verden og dermed det, vi skylder banken. Det er tankevækkende. Ord er vejvisere, og der er en stærk forbindelse, omend ikke særlig åbenlys.

Vores kultur kaldes kristen, men den er i bund og grund romersk. Hvis den er kristen, er den også romersk, for det var romerne, der opfandt det, vi i dag kalder kristendommen. Det var et politisk projekt, der gik ud på, at designe en ideologi, der kunne skabe den Romerske Fred, Pax Romanorum, hvilket ville sige fred til at regere, opkræve skatter og fred for oprør mod staten. Religioner er ikke andet end ideologier, ideologier er ikke andet end forklædte religioner. Deres agitatorer og administratorer er ikke andet end forklædte præster. En præst er sin tids og kulturs sandhedsforsyner. De sælger sandhed. Folk køber denne sandhed og lever efter den.

Det romerske samfund var opbygget efter et system af slaver og frie mænd. Dette samfund kunne ikke eksistere uden slaver. Det kunne heller ikke eksistere uden krig. Dette samfund var et protofascistisk samfund, hvor stat og virksomhed - ville vi sige i dag - var sammenkørt. Der var derfor ingen adskillelse af den den lovgivende, udøvende og dømmende magt. Kejseren og staten ('Det er mig!') kunne skære igennem og diktere.

Det var i denne statsform, at den moderne forgældelsesøkonomi slog igennem. På et tidspunkt gik man over fra en kobber-baseret pengeform (kobber er rigeligt) til en guldbaseret (guld er sjældent). Fra at være et velstående rige, gik det herfra langsomt nedad bakke. Fra at være til gavn for de mange gik pengevæsenet over til at blive et redskab for de få. Eliten og guldsmedene overtog magten. Det førte til Imperiets langsomme forfald indefra. Historikere fokuserer meget på rigets ydre fjender, men en nation med indre fjender overlever aldrig ydre fjender. Krigen er aldrig den 'endelig løsning', selvom man forfalder til tanken.

I det romerske samfund var slaven altid i gæld til sin herre. Han skyldte sin herre sit liv. Et mindre antal slaver fik denne skyld indfriet og kunne indtræde i samfundet som frie mænd. Resten måtte henslæbe deres liv i slaveri. Mens romerstaten gradvist forsvandt, opstod et spøgelse i dets hensygnende krop. Deus ex machina. Den romersk-katolske kirke så dagens lys i samme takt som romerstaten forsvandt i mørket.

Kirken overtager romerstatens organisations-struktur, dens sprog, dens formål, dens ideologi, dens hele væsen. Romerkirken ER romerstaten som ny vin på gammel flaske. Den romerske Kejser Konstantin er 'the missing link', hvorom det hævdes, at selvom han kristnede romerriget, blev han aldrig selv kristen. Han var soldyrker i ægyptisk-persisk stil alle sine dage. Han dyrkede Mithras eller Sol Invictus, den uovervindelig sol. Et nøje studie af den katolske kirkes billedverden, sprog og tankesæt vil røbe, at den er gennemsyret af dette 'hedenske' verdensbillede for at bruge dens eget nedladende udtryk.

Nietsche beskrev, hvordan kristendommen var en slaveideologi. Han kaldte det en slavefilosofi, for han var jo filosof. De kristne gjorde en dyd ud af nødvendigheden og vendte elitens - deres herrers -  selvopfattelse på hovedet. På det punkt så han rigtigt. Hvad han ikke så var, at det var romerne, der designede slavernes filosofi for slaverne. De lærte dem at være tilfredse med utilfredsheden, at være lykkelige i elendigheden, at være stolte over skammen, at føle sig rige i forgældelsen. De lærte offeret at elske bøddelen.

Vi er alle skyldige, lærer kristendommen os. Men en solgud, født af en jomfru, korsfæstet, død og begravet, på tredjedag opstanden, opfaren til himmels, siddende ved Gud Faders, den almægtiges højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde .. vil fratage os for al vor skyld. Dog vil det ikke ske i dette liv men i det næste. Så hvad vi egentlig lærer er at udholde denne slavetilværelse til den dag, vi dør. Vi lærer at identificere os med det Guds Lam, der bærer alverdens synd og skyld på sine skuldre og villigt - via denne identifikation - udføre det offer, som Vorherre - bemærk sprog-ligheden med 'vore herrer', kræver af os. De siger, at 'Han' gjorde det for os, men vores underbevidste identifikations-jeg ved ganske godt, at det er OS, der afkræves et offer. Det egentlige offer er vores individualitet.

Romerkirkens systematiske skyld- og gældsprojekt gjorde dem rige. Meget rige! Gæld og skyld er lig med binding. Skylden er den usynlige men altid og allesteds nærværende lænke om foden, som vi ikke kan løbe fra. Og der har hele tiden været en afgrund mellem det luksuøse liv, som det ypperste præsteskab levede i pragtbygninger, iklædt guld, ædelstene og nobel klædning og det liv, de forventede af den troende, den skyldige, den i ånden slavebundne. I dag er Den Katolske Kirke verdens 4-rigeste institution/firma. Systemet har alle dage bygget på - og kan ikke leve uden: gæld og skyld.

Hvis en kristen overhører en kritik af den institutions moral, der har defineret vedkommendes liv, vil han passioneret og indigneret tage den i forsvar. Det samme gælder sjovt nok for folk i dag, når deres udbyttere bankvæsenet bliver kritiseret.

Ligesom de religiøse institutioner falder de financielle institutioner sammen for tiden. Der tales seriøst om muligheden for at nægte at give efter for gældskrav: 'gældsforsømmelse', eller rettere umuligheden af at lade være. Der er efterhånden ikke anden mulighed. Det er underligt at se, hvordan vandene deler sig i dem, der i dag bakker op om gældsforsømmelse og dem, der er højlydt forargede, for 'hvor er vi så henne? Er det ikke bare spekulation i at unddrage sig gæld? Er det ikke i bund og grund skyldnernes egen skyld?

En af mine bekendte lånte engang 30.000 kr. i form af datidens statsgaranterede lån. Han endte op med en gæld på en halv million. Kunne man ikke mene, at  de banker, der lukrerede på et gældsforhold, der var så grotesk ude af proportion, havde tjent nok på et tidspunkt?

Det er underligt at høre helt almindelige mennesker identificere sig med kreditorerne og deres moral. Det er nærmest offerets identifikation med sin bøddel. Jeg hører fx. mange mennesker sige, at det nok er grækernes egen skyld, for de har jo levet over evne, og nu gider de ikke betale gælden, men så kan de lære det, for nu får piben en anden lyd! Siger man også det samme, når IMF, ECB, WTO, BIS og de andre mega-bankvæsener kommer og henter vores inventar og sætter os på gaden? Ja, vi hengav os jo til vores velfærdssamfund, men nu kan vi så lære det ... 

Hvad med islændingene da? De nægtede mod forventning, og i modsætning til grækerne, overhovedet at indlade sig på centralbankernes betingelser. De sagde simpelthen nej til 'an offer you can't refuse'. Grækerne, eller rettere: den korrupte græske regering, havde allerede indladt sig på centralbankernes betingelser og inviteret dem indenfor, da grækerne på gaden opdagede, hvad deres politikere havde gang i. Som man siger: Djævelen kan ikke træde ind i dit hus, medmindre du selv har inviteret ham.

Grækerne er, efter min mening, nødt til at lave en kollektiv ctrl-alt-delete og genstarte drachmeren. Det vil sige: at melde sig ud af eurozonen og muligvis også EU. Hvis de nu ikke var så stupidt fokucerede på deres gamle had til Tyrkiet, kunne de også genstarte den relation og gå i forbund med en af det helt stærke økonomier i området, men det er nok ikke sandsynligt. Tyrkiet skal, hvad jeg også tror, de er klar over, fuldstændig opgive tanken om optagelse i det skrantende og korrupte EU. Serberne burde også gøre det samme, for nu bliver Kosova-serberne igen terroriseret af NATO-styrkerne, der totalt har favoriseret albanerne i området og svigtet deres rolle som fredsbevarer.

Englænderne burde følge den folkelige opinion og simpelthen melde sig ud af EU. De bør tage konsekvensen af deres kritik. Irlænderne burde følge trop, for de har for længst gennemskuet hele det syge euro-projekt.

Spanien, Italien, Grækenland, Portugal bør følge Irlands eksempel. Franskmændene bør især passe på, for deres middelmådige leder Sarkozy har ikke helt set det komme endnu, men tror at det vil redde hans røv at føre an i plyndringen af Libyen. De nye EU-medlemmer fra østeuropa burde studere nøje, hvad der foregår for tiden, for turen kan snart komme til dem. Deres eneste redning kan være, at de endnu ikke har vænnet sig til det overforbrug, vi har i resten af Europa.

Omfanget af gæld i Verden er langt udover, hvad der kan betales tilbage - hvorved den ikke vil blive betalt tilbage. Men hvordan skelner man mellem gældsofre og gældsopportunister?

Det kan man simpelthen ikke. Der findes ikke et moralsk måleapparat, der kan skelne hårfint mellem dem der er regulære ofre for grådighedens imperium, dem der har ladet sig forføre af det, dem der har øjnet chancen og sagt: hvad-er-der-i-det-for-mig og går-den-så-går-den. Og endelig: dem der kynisk og snedigt har iværksat hele apparatet.

Sagen er, at vi ALLE har et ansvar. Skyld bør vi ikke tale om, medmindre vi er masochister - det vil jeg ikke anbefale. Skyld bør transformeres til ANSVAR for fremtiden, resten af vores liv og vore børns liv. Og for dem, der her og nu er direkte ramt uden at have haft mulighed for andet og uden mulighed for at gøre noget fra bunden af skraldedyngen.

Husk hvordan Gandhi bragte et Imperium til fald. Han fik folk til at sætte sig ned og holde op med at medvirke til Imperiets opretholdelse. I den situation kan Imperiet ikke stille en skid op. Det globale finansimperium kan intet stille op i den situation, hvor et meget stort antal mennesker nægter at betale de syge ågerrenter, de har påført Verdens folk.

De politiske institutioner vil falde sammen under vægten af deres egen korruption. De videnskabelige institutioner vil falde sammen under vægten af deres egne antagelser. De religiøse institutioner vil falde sammen under vægten af deres egne løgne.

De finansielle institutioner har et ben i alle tre institutionelle kategorier. De vil falde sammen under vægten af deres løgne, deres korruption og deres forkerte antagelser.

Når det sker, bør vi hurtigst muligt hive stikket ud og nægte at indfrie gæld og skyld. Hvis de tilgiver, vil de selv blive tilgivet for deres 'synder'.

Vi bør også skære snorene over til deres muligheder for at korrumpere. Det gælder både deres egne medarbejdere, hvoraf mange hellere end gerne ville udføre et hæderligt arbejde og de politikere, der har ladet sig bestikke.

Vi bør til sidst hjælpe dem til at undgå antagelser. Sunde teorier tillader som bekendt kun et minimum af antagelser.