En genial løsning på arbejdsløshed

af morton_h, the blogger

 
Det konstateres, at selv de veluddannede nu bukker under for arbejdsløsheden. En kommentator skriver i en avis: 'Det er de højtuddannede, der er brug for på den anden side af en krise. Men hvornår det sker, er der endnu ingen, der kan forudsige...'

Arbejdsløshed blandt højtuddannede ikke er mindre sørgelig end blot og bar arbejdsløshed. Det viser blot, at i tider, hvor ikke engang de højt uddannede kan få arbejde, så er der noget galt for alvor. Men der synes at være et problem mend kommentatorens præmis. Det har noget at gøre med, at vi betragter økonomiske og politiske kriser på samme måde som vejrlig og naturfænomener. De kommer, de går, vi kan ikke forudsige deres ankomst, ejheller deres afgang. Sådan siger man, sådan læser vi.

Der er altså bare lige et problem. Økonomisk-politiske kriser er ikke naturskabte og uforudsigelige vejrfænomener, og der er meget, der tyder på, at denne krise ikke er en af dem, vi plejer at se, altså med mindre vi som minimum har et 100-årigt sammenligningsgrundlag - og så i øvrigt giver skruen en tand til.

Hav herefter venligst tålmodighed med mig, for min pointe kræver en mindre omvej.

I 1929 krakkede det i Wall Street. I 1931-32 var der dyb depression. Dengang som nu var der tale om nøje iscenesat bobleøkonomi. Selv bobleøkonomiens, privatiseringens og dereguleringens nobelpristagende guru, Milton Friedman, indrømmede det blankt. Man kunne beskrive det som arrangeret manio-depressiv finansmekanik. De brølende 20'ere holdt op midt i euforien efter de krigsdepressive 10'ere. De depressive 30'ere holdt op med euforien over det tyske industri- og militærboom. Så kom de eksploderende 40'ere.

Selve krigen er som bekendt en underlig blanding af eufori og depression på én gang. Det er vel nærmest rablende skitzofreni, der hersker her. Men 2. Verdenskrig betalte faktisk regningen for 30'ernes depression - i hvert fald for bankmændene og deres venner. Hvordan? Simpelthen fordi krig er så helt ufattelig indbringende.

Indskudt sætning: undskyld venligst, at jeg benytter mig af udtryk fra patologien. Men det er de eneste beskrivende udtryk, der virker fyldestgørende. De fænomener, vi ser udspille sig i fuldt flor for tiden, er intet mindre end patologiske. Det er simpelthen sygt at se på!

Krigens logik er gennemført syg. Ikke nok med, at man tjener penge på at opbygge en industri og et forsyningsnet, der er gearet til så stort et projekt. Man tjener også penge på at sælge våben til begge parter. Disse våben - hvilket er helt genialt tænkt - bliver så smadret af fjenden, som man jo også har solgt våben til. Så nu er de nødt til at købe endnu flere våben. Dernæst koster det kassen at genopbygge hele infrastrukturen i de sønderbombede områder. Det er en form for 'dum i arbejde' skaleret op i det rette forhold - når vi nu taler om arbejdsløshed.

Det var bankfolk med hovedsæde i England og USA, der sendte verden ud i de to verdenskrige i forrige århundrede. Og nu er de ved at gentage 'succes'en' - denne gang i den globale skala. Hvis skalaen sidenhen skal forstørres yderligere, hedder det nok Starwars 1, krigen mod de flyvende underkopper. Og hvis 'nogen' skulle være interesseret i at fake et sådant scenarie, skulle teknologien efter sigende være på plads for længst.

Men i første omgang kan der ikke være nogen tvivl om - for mig at se - at 'nogen' har planlagt et scenarie for 3. verdenskrig, og at disse 'nogen' for tiden er i fuld gang med at fyre den af. Der ikke har været en eneste krig i nyere tid, der ikke har været bankmændenes krig, og derfor er det utænkeligt, at disse ikke er involveret denne gang også.

Hvis man har vovet at stikke hovedet ned i noget litterært snavs fra 1800-tallet, ved man noget om, at der allerede dengang i kapitalismens og det industrialiserde samfunds barndom var projekteret 3 verdenskrige, og at den den tredje ville bane vejen for en totalitær verdensregering. Prøv at internet-tjekke navnet Albert Pike.

Krig i den skala i dag vil være næsten ubeskrivelig. Lad os ikke gå ud i detaljer og gisninger her, hvor kvalificerede de end måtte være, men blot nævne en enkelt side af miseren. Hvis USA får held til at starte den krig med Iran, som de kører frem i deres skamløse og tragikomiske mediepropaganda for tiden, så kan de protesterende både på Wall Street og i alle andre byer - og i resten af Vesten for den sags skyld - godt gå hjem og lægge sig. I krigstider får man ikke lov til at protestere mod sin dårlige regering. Så kan man så protestere mod krigen. Men hverken Vietnam-demonstrationerne i 70'erne eller Irak-demonstrationerne i 00'erne - og de var saftsusemig omfattende - stoppede disse krige. De havde deres egen inerti.

Som Göring sagde: Det er ganske nemt at starte en krig. Først bilder man folk ind, at nationen bliver angrebet (en ond brugtvognsforhandler pønser på at myrde en saudisk ambassadør vha. nogle ligeså onde mexikanere med grim moustache og kokain i tasken - Pearl Harbor, go home!). Derefter erklærer man krig og anklager alle, der protesterer, for at være landsforræddere. 'Hvis I ikke er med os, er I imod os'. Det er godt at have Det Ny Testamente ved hånden i disse for vort land så trange tider.

Det er i øvrigt underligt, så let man kan udskifte ordet 'Göring' ud med noget andet for tiden.

Brølet fra kanonerne eller andre moderne, eksotiske våben (de brøler i øvrigt ikke, de kan være ganske lydløse) vil udradere lyden af protester. De vil blive dømt som værende landsforrædderiske hippier, utilpassede døgenigte, der skulle tage at få et arbejde. Der er arbejde til alle der vil! (500 år gammel protestantisk arbejdsmoral). Rusen og opturen fra krigen vil igen for en stund sætte gang i hjulene. Der vil igen være fuld værdsættelse af de altid hjælpsomme bankfolk.

Sidst men ikke mindst - og det er en af de 'bivirkninger' ved krig, man ikke hører så meget om i medierne eller læser om i historiebøgerne: Der bliver færre mennesker i Verden til at protestere, kræve deres gæld tilbage - ja, du læser rigtigt: det er regeringerne og bankerne, der skylder deres befolkninger penge, ikke omvendt - og æde løs af alle ressourcerne, der jo tilhører eliten (det ved enhver!).

The Mouthpiece

Og det er så nu, jeg kommer frem til pointen i al sin korthed:
3. verdenskrig vil uden tvivl mindste arbejdsløsheden - også blandt de højtuddannede. Der vil simpelthen være færre af dem tilbage.