Forbrugermodellen - en case-story

af morton_h, the blogger

En case-story
Der er mange ucharmerende facetter af det galloperende væksthormon-baserede samfund. En af de interessante kan ses i den fremragende dokufilm: The Lightbulb Conspiracy. Følgende indeholder bla. en synopsis af filmen.

 Dokumentaren fortæller, hvorfor vore lyspærer ikke brænder mindst 5.000 timer uden problemer, ja endda op til 100.000 timer, hvilket de burde, hvis de havde fået lov.

En pære på en brandstation i Livermore, Californien har ovenikøbet brændt uafbrudt siden 1901! Og du læser ikke forkert. Hvordan kan det være, at det kun er gået tilbage for det elektriske lys, siden Edison opfandt glødelampen? Hvad var det, man kunne dengang, som vi ikke kan længere? Eller kan vi godt, og er der nogen, der har haft interesse i, at vi ikke gør det? Det virker helt kontra-intuitivt.

Nedturen starter i 1924. Her mødtes en gruppe producenter af lyspærer et sted i Tyskland og lavede verdens første globale kartel ved navn Phoebus for at dele verdensmarkedet mellem sig. Et af målene var at kontrollere forbrugerne. De skulle købe mange pærer, og pærernes livstid skulle nedsættes, for forbrugerne kunne ikke følge med maskinerne. I 1925 blev 'One Thousand Hour Life Committee' dannet. Det kom først frem i 2005, da historikeren fra Berlin Helmut Höge gravede dukumenter frem fra arkiverne. Her står der i en kontrakt, at firmaerne, der tilsammen sad på verdensmarkedet - Phillips, Osram, Societé des Lampes, osv. - forpligtede sig overfor hinanden til arbejde på, at en pæres levetid blev bragt ned på max 1000 timer. De kontrollerede hinanden og gav store bøder til de medlemmerne af kartellet, der ikke overholdt kravet.

På bare 2 år lykkedes det firmaerne at nedbringe levetiden fra 2500 timer til under 1500 timer, og i 1940 var deres mål nået: 1000 timer. Der er ingen grund til at tro, at dette kartel ikke stadig findes. Ifølge dem selv har det aldrig eksisteret, men Helmut Höges forskning i arkiverne viser noget andet. Ikke nok med, at det står skrevet sort på hvidt, deres succes kan også ganske tydeligt læses på de lyspærer, vi har i dag.

Firmaerne tænkte på verden som et overflodsfelt med uudtømmelige ressourcer, hvor de kun behøvede at tænke på deres maximale profit i egen generation. Denne grundtanke og produktionsteknik er senere blevet normen for industriprodukter. En producent i industrialiseringens ungdom skrev: 'Det er en forretningsmæssig tragedie, når en vare nægter at lade sig slide op!' Forbrugerne blev indlært nye vaner. Mange begyndte at shoppe for sjov og ikke efter behov. Der var et boom før 1929, for maskinerne spyttede nye ting ud.

Efter børskrakket blev der en arbejdsløshed på over 30% og salget gik helt i stå. En ejendomsinvestor fra New York, Bernard London, foreslog, at man satte system i 'indbygget forældelse'. Det skulle ovenikøbet være lovbefalet, og forbrugerne skulle være forpligtede til at aflevere ting, der havde nået udløbsdatoen til et regeringsagentur, hvor de blev destrueret. Det var ikke kun i Hitler-Tyskland, at man barslede med totalitære ideer om massekontrol.

Lovbefalet indbygget forældelse blev aldrig vedtaget. Men 20 år senere i 50'erne genopstod tanken - with a twist. Folk skulle ikke tvinges til at acceptere eller udføre det, de skulle forføres. Brooks Stephens, en kendt industriel designer, blev profet for denne forbrugerisme, hvor folk skulle lokkes til at begære ting, der var en lille smule nyere, en lille smule bedre, en lille smule før end planlagt. Når vi, som jeg, er født i 50'erne og opvokset i 60'erne, har vi aldrig kendt andet. Vi accepterer, at sådan er det bare. Alle gør det jo, alle tænker sådan. Og hvis nogen hæver en sur røst over, at fabrikanterne tænker så samfunds-uansvarligt, forsvarer vi dem med næb og kløer: Hvad skulle de ellers gøre? Det kan man da ikke fortænke dem i? Vi kan jo bare lade være med at ... osv.

Det sidste er jo rigtigt. Vi ER for dumme, og vi KUNNE lade være. Vi burde i hvert fald. Vore børnebørn vil hælde benzin på vore grave, sætte ild til den og derefter pisse ind i bålet over, at vi brugte alle de ressourcer og efterlod så meget brugt skrammel - og forurening, som ret beset også er en form for kemisk forbrugs-skrammel - til dem. Men i det Orwell'ske samfund, hvor forbrugerismen nærmest har antaget totalitær karakter, kan man ikke uden videre lade være. Folk der går imod denne massive gruppemoral kan meget vel risikere at blive lagt for had. Det er ikke for at levere en dårlig undskyldning, det er blot en forklaring på, hvorfor så mange ikke gør, hvad de egentlig burde. Brug-smid-væk er gået ind under huden.

Det indgår i Brooks Stephens filosofi, at folk allerede kort tid efter, de havde købt deres nye produkt, skulle begynde at være en lille smule utilfredse med det. Trangen til at smide det væk, skulle være der fra starten. Han blev en profet for dette nye koncept, og rejste rundt for at holde begejstrende prædikener om det. Man kunne simpelthen ikke længere være tilfreds med mindre end det nyeste produkt. Dette er et af Amerikas helt originale bidrag til verdensreligionerne, og vi blev alle omvendte i årene, der gik.

Forskel på old-school sindelagskontrol og den nye metode, der er udviklet i samarbejde med den psykologiske skole: behavourismen, Skinners og Pavlovs modeller, er, at nu vælger man selv sit fordærv og sit slaveri. Man elsker det, man kræver det. Det er ikke længere tvang, det er inderlighed. Vi mener at vort slaveri i virkeligheden er vores frihed og lykke. Industrien har også opfundet eufemismer for indbygget forældelse. De kalder det 'produkt-livscyklus'. Designere oplæres i at designe deres produkter, så det 'opfylder business-strategien hos deres klient'.

Franskmanden Serge Latouche beskriver forbrugersamfundets tre grundpiller som: reklame, indbygget forældelse og kredit - altså køb på afbetaling, forgældelse på forhånd. Man skubber hele tiden et begær og en gæld foran vognen og reklamen vifter hele tiden med en gulerod fra samme position. Reklame-begær-forgældelse-indbygget forældelse og forfra igen. Han siger også: Den, der tror, at uendelig vækst er forenelig med en endelig planet, er enten en galning eller en økonom. Problemet er, at vi alle er blevet til økonomer lige nu.

Se også:  http://paradigmet.blogspot.com/2011/10/vkst-en-krftform.html

Man kan stadig købe kvalitetsprodukter, der holder rigtig længe. Men dem har man i dag mulighed for at prissætte som ekstremt dyre - langt dyrere end produktionsomkostningerne berettiger. Det skyldes egentlig, at der bevidst bliver lavet få af dem og at der bliver tilføjes ekstra luksusfinesser eller er brugt sjældne materialer. De burde være normen og koste langt mindre, og de særlige finesser burde bortvælges. Tænk på folkevognen, en af Hitler's mere humane ideer om bilen til folket. Der kører stadig eksemplarer rundt fra dengang, hvor man i dag er indoktrineret til at mene, at man helst skal skifte sin bil ud hvert 2-3 år, for så får man mest for den brugte model.

En moderne printer, derimod, er det modsatte af en folkevogn. Ingeniørerne, der har designet den, har fået besked på af de ansvarlige designere, at de skal placere en chip på printerens motherboard, en EEPROM-chip, der lagrer den antal udskrifter. Når printeren når et i forvejen bestemt antal, vil der komme en fejlmelding frem på skærmen og udskrifterne vil stoppe. Hvis man går ned til forhandleren, vil han fortælle dig, at det ikke kan betale sig at få den repareret, og at du hellere bør købe en ny. Et hurtigt vue over priserne for en ny printer og prisen for reperationen vil hurtigt overbevise dig om, at han nok har ret.

Et russisk website med en programmør tilbyder faktisk af hacke denne præfabrikerede 'bug'. Man downloader et stykke software, en uofficiel firmware-opdatering, der så omprogrammerer chippen. Og det virker! Printeren begynder glad at printe igen. Jeg har endnu ikke hørt om, at folk er blevet sagsøgt af printerfirmaet for ulovlig hackning af deres produkt, hvilket jeg sagtens kunne forestille mig i denne absurde verden. Men mon ikke de bare skal komme an, for de har jo selv taget røven på deres købere og ikke oplyst om produktets indbyggede begrænsede holdbarhed.

Da nylontråden blev opfundet var den alt for god. I hvert fald i den version, der først blev brugt til kvinders nylonstrømper. De gik nemlig ikke i stykker, ikke noget med løbemasker. På en demofilm for nylonstrømper ser man en bil blive trukket af en anden bil ved hjælp af to sammenbundne nylonstrømper. Ingeniørerne blev sendt tilbage til tegnebrættet for at lave strømperne svagere. Vi kan gætte på, at mange ingeniører i industrien i deres inderste havde det skidt med at spille med på dette dobbeltspil. Men for at overleve uden at blive fagligt desillusionerede har de sandsynligvis bare taget det som endnu en udfordring.

I den anden ende af den vestlige verden, i østblokken, var der en anden problemstilling. Deres industrier var langt mere ineffektive, og der var kronisk mangel på ressourcer. Det gav ingen mening her at indbygge forældelse, for så løb man død for varer og folk havde ingen købekraft. Her lavede man køleskabe og vaskemaskiner, der kunne holde i 25 år. I køleskabene sad der glødepærer, der holdt ligeså lang tid som skabet.

I 1981 fremviste man en langtids-glødepære af mærket Narva fremstillet i Østtyskland på en messe i Hannover. Deres vestkolleger anklagede dem forargede for, at de ville gøre dem arbejdsløse. For øst-ingeniørerne drejede det sig om det modsatte. Ifølge deres logik, sparede de på ressourcerne og sikrede dermed de deres job i fremtiden. Men i vesten ville man ikke købe pæren, og fabrikken lukket efter murens fald i -89 og forbrugerismens religion er nu kommet til øst.

Men der også forbrugere er ved at have fået nok. Apples iPod var fra starten af designet til at batteriet skulle gå død ved normal brug efter ca. et år. Deres politik var, at man nægtede at skifte batterierne ud. Man ved det, fordi en stak unge mennesker, der ikke væltede sig i penge, lavede en aktion, der fik stor bevågenhed. Det fik en kvindelig advokat til at at arrangere et gruppesøgsmål, som blev kendt under sagsnavnet 'Westley versus Apple'. Her fik man med loven i hånden adgang til blueprints, der viste svindelnummeret. Apple tabte sagen og måtte acceptere en udskiftning af batterierne og en 2-års batteri-ganranti. Apple viste her sin dobbeltmoral: Vi er unge, hippe og miljøbevidste! Det var de så ikke.

En anden bagside af skralde-økonomien er de enorme skraldepladser for brugte produkter. Disse affaldspladser findes for en dels vedkommende i de såkaldte 3.-verdenslande. Kæmpe områder i Asien og Afrika er rene lossepladser, og affaldet kommer ikke fra deres eget overforbrug - for det har de ikke.

Der er ved at begynde at vise sig en seriøs begrænsning for ressourcer i verden. Det er en af hovedårsagerne for de eskalerende krige, invasioner, myrderier, svindelnumre og mega-korruption, vi ser for tiden. 3. Verdenskrig handler om magt til ressourcer. Miseren om Libyen handler om det. Afrika kan - udover at være et hul i jorden af en skraldespand for alt det skrot, Vesten ikke har lyst til at se på - nu også se frem til at blive én stor udgravning, hvor man i den ene ende af hullet hiver mineraler op af jorden og i den anden er ved at beskyde en stak kinesere, der er i færd med det samme. Det har grundlæggende stået på i over 100 år, men i dag bliver det intensiveret, fordi de storforbrugende og stor-kasserende nationer endelig har fundet ud af, at træerne ikke vokser ind i Himlen - og at de i øvrigt er ved at gå fallit pga. korruption og inkompetent ledelse. Panikken breder sig. Ironisk nok er den mega-korruption, vi har været så ferme til at sprede til resten af verden, nu ved at kvæle os selv indefra.

Samtidig tales der meget om 'bæredygtighed'. Det er et fint koncept, og det er også på sin plads. Men der er også en del hykleri og svindel i den branche. Det kan, hvis man har den slags intentioner, bruges til at stikke forbrugerne blår i øjnene på samme måde som med det globale opvarmnings-svindelnummer. Man tager noget, der er virkeligt - global opvarmning - og bruger det som et våben og et sugerør for misbrug - global opvarmnig er menneskeskabt, CO2 er et giftstof, det er DIN skyld... og nu skal du betale for det! Og ikke nok med at der er svindlet med selve præmisserne for at sætte nummeret i værk, der svindles nu også oveni med selve kvoteringen. Det blev for nylig konstateret korruption for 25 milliarder blot indenfor EU med CO2-kvoter, hvilket så derudover igen fortæller en historie om fænomenet EU.

Det samme sker med Fair Trade-konceptet. Det kan være, at det er hæderligt. Men der er mange eksempler på, at der svindles. En TV-dokumentar arrangerede uanmeldt et kontrolbesøg i en teplantage i Indien og bad om at besøge de lokale plukkere. Det viste sig, at de levede under nøjagtig ligeså underbetalte, slavelignende tilstande, som for 100 år siden. Hvis de derimod ankom anmeldt, ja så var der 200 plukkere, der tilfældigvis ikke var hjemme den dag. De var blevet stuvet op i lastbiler og kørt et andet sted hen.

Tilbage til hovedsporet - i form af endnu et sidespor: hvad med vores lyspærer i dag, hvordan ser det ud? Man vil nu hævde, at den gamle glødelampes tid er omme, og at såkaldte 'sparepærer' er fremtiden. Det lyder fint og samfunds-ansvarligt. Problemerne er, at disse produkter for det første er meget giftige og, som så meget af det affald, vi laver i denne del af verden, koster penge at skaffe os af med. De er også dyre at anskaffe sig.

Det andet problem er, at de giver et dårligt lys, der påvirker vores hjerne og nervesystem. Vi bliver trætte, irritable og dumme. En gammeldags glødelampe producerer et lys, der nærmer sig sollysets kvaliteter, dvs. indeholder hele farvespektret. En LED eller halogen-pære laver lys, hvor dele af spektret mangler. Derfor kommer hjernen på overarbejde, da den hvert sekund skal kompensere for det manglende - den kan ikke lade være. Det giver koncentrationsproblemer. Tests blandt børn viser, at de reagerer negativt på diffust og forkert lys. Hvis man placerede lamper med traditionelle pærer, der belyste et centralt område ved et bord, blev der helt stille og koncentreret - i lang tid. Hvis man tændte lysstofrørerne i loften, kunne børnene ikke sidde stille ret længe, de blev aggressive og lavede konflikter. Deres leg gik i stykker.

Det er paradoksalt. Først smadrer industrien den sunde etik og det gode produkt for at tjene penge. Dernæst sælger de deres billige og skadelige skrot til overpris under påskud af, at det er for vores bedste, og at vi nu seriøst tager hensyn til miljøet. Hvilket så ovenikøbet viser sig at være en hul sandhed. Som forbrugere har vi virkelig gjort et dårligt køb - på afbetaling, og nu er det blevet svært at få slettet købekontrakten.

Det betyder ikke, at tankerne om hverken bæredygtighed, sparsommelighed, naturlighed og fair trade skal opgives. Det betyder bare, at vi er kommet så langt væk fra der, hvor vi skulle være, at vi efterhånden har glemt alt om det. Vi er faret vild. Det betyder også, at misbruget er så indgroet i vores forbrugerkultur, at misbrugerne vil opfinde alle mulige og umulige påskud for at fortsætte deres misbrug. Det er nøjagtig de samme mekanismer, man finder inde i hjernen på en storryger, en narkoman og en alkoholiker. Både forbrugeren og producenten er på et heavy drug: forbrugerismens gift.

Hvor langt skal man gå i genetableringen af balancen mellem forbrug og ressourcer? Er det allerede for sent, og vil alle ressourcer stort set være brugt om et årti? Cradle-to-cradle-konceptet er meget radikalt. Tilsyneladende. I virkeligheden er det en genopfindelse af ældgamle principper om at give det tilbage, man tager. Lær af naturen. Naturen kender ikke til affaldsstoffer, kun næringsstoffer. Alt kan genbruges. En organismes tilsyneladende død er allerede en ny fødsel. Fremtidens produktion skal bygges over dette koncept. Den kemiske industri har gjort det meget svært at slå ind på den vej, for mange af deres produkter er så giftige, at andre produkter, der bruger dem, er nødt til at kasseres som specialaffald. Der er kemi i næsten alle produkter i dag.

Når vi ser tilbage på det 20. århundrede, vil vi give det titlen 'Den petrokemiske industris århundrede' - undertitel: 'Der er olie i alt'. Da alt er indbyrdes forbundet og dermed fastholder alt andet, er vækstsamfundet en skru uden ende. Vi kommer ikke ud af den klamme hånd fra det århundrede uden at gentænke hele vores grundøkomi og måde at organisere ALT på. Det vil tage tid. Nogen siger, at det ikke vil ske, før der bliver et gennembrud for en energikilde, der er så radikal potent, at den fejer såvel olie - først og fremmest olie! - af banen og dernæst i øvrigt sol og vind og vand, der ude af stand til at erstatte olien.

Der er også nogen, der siger, at det forlængst er opfundet og har været der ligeså længe som olien, men at de har gemt den godt. Men de siger jo så meget ... hvad siger du? Personligt er jeg ikke et sekund i tvivl om, at det forholder sig sådan, og at der er rigelig med grundig, gennemdokumenteret, tilgængelig viden , der understøtter det. Og der er ligeså meget veldukumenteret viden om, hvorfor det endnu ikke har set dagens lys.
https://sites.google.com/site/paradigme2010/arven-fra-en-pioner

Jeg har en forhåbning om, at jeg i løbet af mit livsspænd kommer til at opleve ikke blot tilbagekomsten af langtidspæren, men også at denne herlige og sunde pære kører på energi, der ikke koster en øre, og som alle kan hente ud af 4. dimension, 'det forenede felt', flux-feltet, whatever. Videnskaben skal først lige blive enige om både navnet, og at der er tale om et stykke virkelighed, der for længst burde være ude over det teoretiske stadie. Hvis ikke der var noget, der gik galt med disse videnskaber for over 100 år siden.

Måske var det allerede i Newtons's generation, det gik galt. Eller også var verden bare ikke klar til det. Vi er mere end klart i dag - selvom vi hele tiden får noget andet at vide. Det er på tide at skifte headsettet ud og skifte til et andet program end Kanal-Dum.