Vend aldrig ryggen til systemet

af marco_hanuman, the blogger 

Falsk antropologi 

Et problem med libertarianisme og anarkisme/anarko-kapitalisme er, at de bygger på en falsk antropologi. De tager ikke udgangspunkt i mennesket, som det er, men i en abstraktion. De laver en omvendt stråmand. De konstruerer intellektuelt et menneske, der ikke findes, som de hylder som et ideal. De begår den samme fejl som marxisterne fra den anden grøft. Marxisterne forudsætter, at det store ensrettede kollektiv engang i det urkommunistiske Utopia, efter Dommedag, vil skabe det nye menneske. Vi taler om sekulær eskatologi (læren om de sidste tider), hvor marxismen har tydeligt religiøse overtoner. I forhold til socio-kollektivisterne, mener ekstrem-individualisterne, at nærmest det samme vil ske, men her blot fordi alle mennesker hver for sig vil det samme. Sådan helt spontant og alle steder på Jorden, formodes mennesket at ville det samme på samme måde.

Begge ideologiske retninger fremkommer med universelle påstande, på trods af at de i bund og grund er relativister. Intet er sandt, bortset fra at de fortæller os, hvad der er sandt. De modsiger sig selv i samme sætning. Når man ser helt bort fra menneskets natur – og jeg har før hævdet, at relativisme/materialisme er en Krig Mod Naturen i den størst tænkelige forstand, hvilket også vil sige en krig mod menneskets natur – ryger man i en abstraktionsfælde, hvor idealisme og utopisme i bedste fald bliver noget uproduktivt vrøvl og i værste fald bliver farligt.

Det er lige så farligt, som at overlade kosmologi til matematikere, for så kommer de op med et eller andet lignings-crap om Big Bang. Eller at overlade økonomi til derivatister og algoritme-robot-fabrikanter. Eller at overlade politik til teknokrater. Eller at overlade sundhed til medicinalindustrien – her er det ikke kun en abstraktion, det er i lige så høj grad en konkret business-model. Men medicinalindustrien og dens gidsel, lægevidenskaben, opererer med et reduceret og dermed abstrakt menneskesyn, en apparatmodel, hvor man ved kemi og kirurgi kan fixe eller bortskære alle apparatets sygdomme som med et skud af en magisk kugle. Man mener, at man kan abstrahere og patentere dele af naturens organiske syntese. Af samme grund skal man heller ikke overlade opfindsomhed til patentindustrien, for så forsvinder de ned i et sort business-hul, hvorefter de forsvinder fra dagens lys, før de kan nå at yde gavn for menneskeheden (læs: udgøre en trussel mod opfindelser af mindre gavnlighed men til gengæld støre indtjeningskraft).

Folkestyre uden folkelig opbakning bliver til tyranni

Man kunne også argumentere for, at man ikke skal overlade folkestyret til demokratiet. Det er her, hvor Platon har en pointe. Folket styrer ikke noget, hvis der ikke er nogen, der tager ansvaret og styrer dem. Det kan så være folk fra egne rækker. I princippet kunne demokratiet fungere, hvis folk var aktive og ansvarlige. Men vi kan i disse tider give mindst 100 gode-dårlige grunde til, at folk hverken er aktive eller ansvarlige. Den demokratiske styreform halter på grund af folkets apati. Derfor ankommer kryb og parasitter og kupper det, hvorefter vi har tyranni. Måske fortjener den demokratiske sovesofa-model et nyt ord: demoapati, folkesløvhed.

Fake demokrati er opium for folket.

Anarkisme er blevet populært som en reaktionær attitude af helt bestemte årsager. Folk har set, hvordan stater og regeringer har begået uhyrligheder mod deres egne og andres befolkninger. Det reaktionære svar er derfor: afskaf staten. Ikke alene er det en abstraktion at tro, at der kommer noget godt ud af det. Det er en direkte modsigelse af hele den menneskelige historie – den rigtige historie – der viser, at mennesker altid har søgt lederskab. Vi kan til alle tider diskutere kvaliteten af dette lederskab, og især når kryb og parasitter sniger sig ind og agerer lederskab fra baglokalet. Det er den korrupte stat. 

Vi kan ikke overlade noget

Vi kan også diskutere, om demokrati i dag overhovedet er i stand til at tilbyde egentligt lederskab, da vores ledere er kontrolleret af et globalt oligarki – på én gang abstrakt = fjernt, fraværende og utilnærmeligt, og konkret på en særdeles ubehagelig måde. Hvad vi ikke kommer uden om, er, at påstanden om, at Staten har svigtet sine borgere nødvendigvis må modsvares af, at vi som borgere har svigtet Staten som udtryk for ansvar for hinanden. Folk har sat sig i sofaerne og fået serveret glosuppe med kigboller, hvorved de som voyeurister har fået den stat, de har fortjent. Vi har overladt demokratiet til politikerne og medierne, der igen har overladt det til globalisterne, der kører de multinationale karteller, altså BigBusiness-strukturer, der opererer mafia-syndikater. Hvad gør politikere og medier ved det? De siger: Hvis folk er så ligeglade med sig selv, så kører vi systemet for vores egen skyld, så længe vi får lov af syndikaterne. Hvis folk ikke brokker sig over at blive parasitteret, så er det vel sådan, de vil have det.

Systemet fejler som oftest ikke noget, altså i princippet. Men hvis folk ikke bemander det med fuldt engagement og årvågenhed, hvis de overlader det til sig selv, korrumperer det og bliver til tyranni. Alle styreformer kunne fungere på den måde. Ét væsentligt problem er størrelsen. Heri opstår abstraktionen. Eksempelvis managementkulturen. Management er en kompensation for, at noget er blevet så stort, at det kræver enorme ressourcer at holde sammen på. Et andet problem er kvaliteten af lederskabet. Vi kan ikke overlade noget som helst til karriere-psykopater. Blot man vender ryggen til dem i fem minutter, kan de gøre ubodelig skade. Det er imidlertid, hvad folk i demokratier har tilladt. Og hvis ikke folk stiller krav til deres medier, bliver de løjet op i ansigtet og pisset ned ad ryggen. Det er, hvad der er sket med medierne, den højt besungne Fjerde Statsmagt.

Det er ikke formen 

De fleste styreformer kan med ansvarligt og velmenende lederskab og folkelig opbakning fungere. Selv store systemer og selv systemer, som det er politisk ukorrekt blot at nævne. Hvis ikke det nationalsocialistiske Tyskland var blevet udraderet intentionelt af krigsførelse, ville de have skabt Verdens stærkeste økonomi og en uhyre velstand. Studér Taiwan, der i dag kører deres økonomiske model, hvilket gør dem nærmest usårlige. Den klassiske fascisme ligeledes. Hvis ikke Zarens Rusland var blevet ødelagt intentionelt af bosjevismen, ville de have skabt uhyre velstand, for de var godt på vej. Bolsjevismens sociale konstruktion skabte til gengæld et dystopisk samfund, hvilket også var intentionelt. Hvis ikke amerikansk kapitalisme var blevet monopoliseret og korrumperet intentionelt, ville USA have været et dynamisk powerhouse den dag i dag. Hvis ikke en del socialistisk vellykkede lande, som Jugoslavien eller Libyen, intentionelt var blevet smadret, havde de fungeret fremragende i dag. Hvis ikke et islamisk styre var blevet wahabi’seret og smadret intentionelt ved en kunstig sunni-shia og ligeså syg-kunstig islamisme-fundamentalisme, havde Mellemøsten været et homogent og stabilt område af Verden. Malaysia har kørt den oprindelige sharia-bankmodel, og det skabte en stærk ikke-gældsbaseret økonomi. Hvis ikke det konfucianske Kina var blevet intentionelt forgiftet af opium og herefter gennemhærget af krigsherrer, for derefter at blive til et maoistisk slaveimperium, ville der have været en ubrudt eller i det mindste organisk kontinuitet fra det gamle kejserriger til i dag, og de havde ikke behøvet at bruge al deres kraft på at råde bod på Mao-regimets kulturrevolutionære destruktion. Et militærstyre kan fungere, et præstestyre/teokrati kan fungere, et stamme-klansamfund kan fungere, et kastesamfund har kunnet fungere - ikke i den nuværende degenererede form, som i Indien, men i en fjern fortid, hvor det nærmest var et forbilledligt samfund.

Selv demokratiet ville kunne fungere! 

Der blev du nok lige bange et sekund ... Det oprindelige demokrati var ikke græsk, det var oldnordisk. Institutioner som tingsted og ombudsmand er ældgamle nordiske institutioner. At demokratiet ikke fungerer længere – eller med opbydelsen af velvilje: har en dyb krise - skyldes nøjagtig som ovenfor beskrevet: en intention. Nogen har haft og har stadig en intention om, at det ikke skal fungere, for det skønnes ikke belejligt for en totalitær globalstat, hvor nationerne er gået i opløsning.

Hvad der derimod aldrig ville fungere, er anarkiet, ikke-styret, u-styret. Ustyret ville ganske hurtigt blive til udyret. Delvist anarki, eller en udtalt grad af lokalt selvstyre, er en helt anden sag, men det er i virkeligheden ikke anarki. Det fungerer kun, fordi der enten er et overordnet styre, der tager sig af overordnede ting, eller at det kun er dele af styret, der er frisat. Et eksempel er byen Acapulco, hvor bystyret gik hen og fyrede deres politi. Resultatet var … anarki og gadekampe, skulle man tro. Nej, resultatet var, at kriminaliteten faldt drastisk! Det skyldtes, at politiet var gået hen og blevet korrupt, og at det var dem, der fx styrede og dermed boostede narkohandel og alt, hvad dertil hører. Det er ikke kun i Hollywoodfilm, vi ser den korrupte strømer.

Demokrati i Schweiz fungerer. Det har sikkert sine svage punkter, men folk bliver rent faktisk spurgt direkte om alt muligt. Det er med andre ord det nærmeste, vi kommer på direkte demokrati. De schweiziske kantoner har høj grad af selvstyre. Det er af samme grund rent faktisk muligt at tale om politik med en schweizer. Prøv at gå ud på gaden og tal politik med en dansker. Prøv at indlede en samtale, selv i fornuftige venners lag, om politik. Altså en reel samtale med reelt engagement og indsigt. Selv blandt såkaldt tænkende og veluddannede, er en sådan samtale blevet til en parodi, og består mest i, at man sidder og klapper hinanden på skulderen ved at være fælles om at begå et karaktermord på et eller andet grimt fjæs, man ikke kan li’, ovre på den anden fløj. Politisk samtale er forsvundet i takt med, at demokratiet, som det var tiltænkt, forsvandt i fladskærme, formiddagspresse, forbrugerisme, formyndersamfund og Facebook.

Selvstyre er nedskaleret styre. Staten skal vænnes af med at blande sig i alt mellem himmel og jord. Men staten skal åbenbart præsenteres på håndfast og overbevisende måde for en god grund til ikke at gøre det, og det er borgerne, der skal levere den vare. Hvis ikke, tager Staten bare for sig af retterne og vokser som en cancer. De skal være så selvsikre og viljestærke, at det er Staten, der frygter borgerne og ikke omvendt. I dag er det omvendt.

Det er intentionen, stupid! 

Intentionen er altså altafgørende. Lederskab, uden dyder, skaber fordærv. Ups, der smuttede et af de fine, gamle ord med, som folk ikke længere forstår, fordi det er blevet forhånet af neo-lingvisterne og kulturmarxisterne. Dyder er i klassisk forstand ubetvivlelige og prisværdige menneskelige egenskaber, hvorom alle – undtagen psykopaterne – kan blive enige og altid har været enige om ned i den menneskelige historie. Selv den filosof, der misforstået er blevet tillagt at advokere for despoti, Machiavelli, talte om fyrstens dyder. En fyrste, uden ganske særlige kvaliteter, altså uden de nødvendige dyder, er ikke sin position værdig. Han advokerede bestemt ikke for det psykopatvælde, der er i stand til intentionelt at ødelægge enhver styreform og ethvert samfund, der tillader det at opstå.

En anden altafgørende sag er, hvorvidt den pågældende styreform er rodfæstet og organisk i forhold til det givne samfund. Om det besidder legitimitet. Vestens kæmpestore dødssynd har været, at det har påtvunget andre samfund sin egen styreform. Dette i bund og grund romerske tankesæt sidder så dybt i sulet på vesterlændinge. De tror på det som en religion. Det er et ubetvivleligt dogme, tilsyneladende, at vi er sat i verden for at slå hele kloden i hovedet med en styreform og et tankesæt, der muligvis, jeg siger muligvis?! passer til os selv. Folk har ifølge det dogme overhovedet ikke lov til at betvivle dette, og de har under ingen omstændigheder lov til selv at bestemme, hvordan de ønsker at styre sig selv. Faktisk må de ikke styre sig selv, for det er meningen, vi skal styre dem.

Monopolet 

Vest-Imperiet er uni-polært/mono-polært. Eller som jøderne siger om deres gud, Yahweh. Jeg er Herren, og jeg er en skinsyg Gud. Det siger han – sgu! Vis mig din gud, og jeg skal sige dig, hvem du er. Det i opdateret gammeltestamenteligt et Misundelsens Imperium, der som en skinsyg, monoteistisk kolos mener, at den skal frelse Verden fra sig selv, med et demokrati, som den ikke engang selv kan få til at fungere. Hvem ville købe en brugt amerikanerbil, der er ved at blive tæret op af rust, og som ikke kan køre i mere end 2. gear, før den eksploderer i hovedet på dig, og som kører 4 km på literen?

Hvad nu, hvis et afrikansk land kom til den erkendelse, at 1000’er af års stammestyre med en høvding og et råd af ældre, var den kulturelt organiske form for dem? Det får ikke lov til at vare længe. Hvad nu, hvis et land mente, at deres kirke skulle spille en rolle sammen med staten? Det må man ikke ifølge koorpokratiet, for det har vi jo afskaffet. Det er i øvrigt en af grundene til, at Rusland bliver lagt for had, for det er tilfældet her. Hvad nu, hvis et land beslutter sig til, at det der-til-lands skal være en nationalbank, der kontrollerer pengeskabelsen? Det må de ikke, for så bliver det bombet sønder og sammen af US-army, NATO eller ISIS. Hvad nu, hvis et land ser sig selv som en etnisk homogen størrelse? Det må det ikke, for så er det jo for enige om tingene, og så kan multikulturalisterne ikke komme til med deres styreform, der hedder del-og-hersk. Hvad nu, hvis et lands befolkning var totalt glade for deres præsident, der var en diktator? Jamen, så er det jo ikke demokrati, og så er det jo illegitimt? Jamen, spørger vi lige igen, hvad nu hvis et lands befolkning direkte adspurgt sagde, at det var deres valg. Er det så ikke i realiteten folkestyre?

Omvendt kunne man fx spørge ind til folkestyret i det højest besungne demokrati i Verden, USA. Hvor mange amerikanske præsidenter, indenfor blot 150 år, mener du, demokrat eller republikaner, er folkevalgt og ikke blot udvalgt? Det ved du ikke, men vi kan så fortælle dig, at du godt kan stikke den ene hånd i lommen og alligevel tælle dem. Og skulle det være bedre, fordi du kalder et styre for en republik? Tag blot samtlige dysfunktionelle kommuniststater i det 20. århundrede, der alle begyndte med Folkets Republik Xxx. Eller hvad med prototypen på republikken, Venedig i renaissancen? De havde det sygeste despoti med den mest brutale undertrykkelse af folk, der kan tænkes. På den anden side, kunne en republik så fungere? Ja, selvfølgelig. Ligesom alle andre styreformer. Det er intentionen, der afgør det, og vi lever i en tid, der kulminerer med dårlige intentioner.

Jeg tror, den er ved at være feset ind - no offence, jeg snakker bare med mig selv, for at få den til at fise ind, mens jeg skriver ...