Verdenshistorien ifølge en flue


af marco_hanuman
aka morton_h
the blogger

Hvis jeg var en historisk flue på væggen vil jeg sætte mig på diverse vægge til alle tider og slå ørerne ud. Vi forudsætter, at jeg ikke har en hukommelse som en flue, men er en ganske særlig flue med indbygget tidsmaskine, der er i stand til at manifestere mig, hvor end jeg ønsker.

Jeg vil vælge tid og sted med omhu. Fluer færdes såvel i kongers som i dronningers gemakker. Jeg vil også overhøre samtaler blandt købmænd, soldater og ludere, der udveksler den seneste sladder om, hvad konger og dronninger har gang i.



Lad spillet starte.

Jeg vil sidde på en amfora med vin og overhøre Aristoteles belære Alexander den Store om metafysik og statsmandsskab, før denne sætter kurs mod øst. Jeg vil også smage på en af dråberne og sørge for ikke at falde ned i krukken. Jeg vil finde ud af, om filosoffen advarede ham mod at gå mod verdens ende eller tilskyndede ham til det. Måske vil jeg også besøge ham, da han ser, at han er nået grænsen for sit rige og bryder ud i gråd.

Jeg vil booke mig ind på væggen i Platons Akademi, høre en forelæsning om Statens mangfoldigheder og bevidne hans nedsabling af det rådne demokrati. Her vil jeg også finde ud af, de gamle gubber er til drenge, eller om det er et rygte, og i så fald hvorfor.

Jeg vil ligeledes booke mig ind i den filosofiske skole i Biblioteket i Alexandria - opkaldt efter manden, der brød ud i gråd - og høre Platons kvindelige sidestykke Hypatia belære de unge mænd om den gamle verdens visdom, før denne visdommens helligdom bliver nedbrændt af Imperiets videns-politi og historie-destruktører. Måske Hypatia også er til unge mænd? Det skal være hende vel undt.

Jeg sidder på en olivenkvist på Oliebjerget, når 30.000 jødiske oprørere og deres leder bliver mødt af en ikke ubetydelig deling af romerske elitesoldater. Jeg sidder også i olielampens skær 7 år senere, da den jødiske skriftkloge, Josephus, sidder i sit luksuøse domicil i Rom og nedskriver historien på kejserens anmodning. Her bliver historien i mellemtiden til en skrøne om en stak apostle på oliebjerget, en leder ved navn Jesus og en romersk patrulje. Josephus skriver også sig selv ind i historien, kapitel 2. Her kalder han sig for Paulus.
Har vi ikke alle en drøm om en plads i Verdenshistorien? Mit navn er fluen, Summa Flappius, Verdensfluen, fluen, der skabte The Mighty Flue, ... ok glem det ...

Jeg vil sidde under loftet, når Augustus får meddelelsen om tabet af tre legioner, fem kohorter + diverse løsøre - samlet set omkring 20.000 mand år 9 efter en katastrofal kampagne mod nord, hvor de germanske stammer, der forinden ifølge hans rådgivere blot er primitive barbariske (= langskæggede) uorganiserede inkompetente tumper, udraderer den romerske hær og sender en ynkelig tiloversbleven rest på flugt, stor nok til at fortælle om misèren. Især vil jeg dyrke synet af kejseren, der knalder sit kranie mod dørkarmen og råber: O, bring mig mine legioner tilbage!

Jeg vil slå mig ned i Nicæa og høre koncilets absurde fremføringer af argumenter for, hvad den nye statsreligion skal handle om, hvordan guddommen bliver skruet sammen, hvilke absurde egenskaber Guds søn eller hans fætter skal besidde, hvilket kult, der vil være passende, om det er Sol, Måne, Saturn, Jupiter, Mars, Venus, Bel, Astarte, Dionysos, Isis, Cerne, Jahwey, Mithras, Krishna, Osiris, Seth, ... et farverigt all star show, hvor proselytterne river håret ud af hovedbunden på hinanden i et cirkus værre end det engelske parlament eller den amerikanske valgkamp.

Jeg vil sidde bag et gardin og høre Konstantin den Store som en meget lille dreng få skældud af sin mor og blive belært om, at det nu er de kristne, der er inde i varmen og skal have det officielle blå stempel for at sikre den Romerske Fred.
'Jamen Mor, jeg er jo lige blevet indviet i den Udødelige Solkult, hvordan kan jeg så ... ?
Nu tier du stille, din skidte knægt, har du ikke forstået at det er ét og samme fedt? Kristendom ER solkult!
Og så skulle du hellere passe dit arbejde og skabe den dér Feudalisme sammen med dine rådgivere, så vi i mødregruppen kan sørge for, at Romerriget overlever sit eget fald.
Og skrub så ud af mit køkken!'

Jeg vil som skibsflue tage turen tværs over Atlanten og besøge de romerske forlægninger langs Ohio-floden, hvor den forsvundne 9' legion er sat til at hente kobber i tonsvis, der spreder sig over hele den kendte verden helt til Persien som det reneste og bedste kobber i den kendte verden. Jeg vil 1300 år senere tage turen igen med Columbus og lytte til de interne samtaler i kaptajnens kahyt. Her vil jeg forstå, at de har været der mange gange før, men at de nu efter ønske fra Kirken proklamerer, at de lige har opdaget et helt nyt kontinent.

Jeg vil lytte til samtaler mellem de germanske høvdinge 850 år efter Theotoburg (udtale: tøj-to-burg) om, hvordan de bedst kan slå igen overfor frankernes og briternes folkemorderiske anslag og kristne kultur-imperialisme, en ekspanderende religion, der ikke helt levede op til egne idealer. Måske vil jeg syppe en slat af deres mjødbæger og drikke mig selv i hegnet. Her vil jeg nok håbe på, at jeg ikke bliver ramt af en fluesmækker, mens jeg ligner Leif Lalleglad.

Jeg vil sidde og klamre mig til masten, når Ragnar Lodbrog og hans flåde for fulde gardiner sejler ind gennem Seanen's udløb med kurs mod Paris, hvor han har tænkt sig at vade lige ind hos præfekten og rasle med isenkrammet.
'Betal din frankiske køter, og vi forsvinder, lad være, eller vi hærger. Det er dit valg, snegleæder!'
Især glæder jeg mig til at se frankeren ryste i bukserne og blive meget flink, vel vidende, hvad hans kejser gjorde ved saxerne i Irminsul, hvorefter de sagde. Nok er nok! og slog igen med samme mønt.

Jeg vil snige mig ind i klostret i Jylland, hvor Saxo Grammaticus får sin bestilling fra biskoppen om at nedskrive = redigere danernes historie, så den blive mere venlig overfor den nye Hvidekrist, og så de gamle fremstår som sagnkonger, mytefigurer, tegneserier, havenisser, hedninge og overtroiske bonderøve.

Jeg vil plante min spæde fluekrop på stilladserne omkring katedralen i Reims, se mesteren lægge labyrinten, høre samtaler mellem arkitekterne om alkymiske symboler på vægge og hvælvinger, og se glasmesteren og hans håndværkerlaug sætte de farvede stykker af den store roset ind. 150 år senere vil jeg vende tilbage for at høre menneskestemmer i doriske, frygiske og mixolydiske tonearter spinde et væv mellem de samme hvælvinger og forstå, at en hvælving er mere end en måde at få sten til at svæve på.

Jeg vil lande på de døde kroppe i den pestbefængte rendesten og høre, hvordan tiggere såvel som godtfolk har tænkt sig at beskytte sig imod biologisk krigsførelse i Bergamo og Bologna.
'Jeg siger dig, Giordano, det hele startede den dag, da de kom med deres kastemaskiner og sendte afhuggede hoveder indover murene. Folk grinede af det, og samlede hovederne op. Senere begyndte de at blive syge. Alle folk blev syge og begyndte at dø. Nu sidder vi heroppe i skoven og gemmer os - for ikke at dø.'

Jeg vil sidde på flankerne af hesten, når ridderen drager ind gennem Damaskusporten i den Hellige Stad, der endnu en gang er blevet til et uhelligt sted, en slagmark for geopolitik, grådighed, galskab og gudsfrygt. Om hesten tilhørerer Saraceneren eller Cistercienseren er uden betydning, for begge har brudt den Himmelske Fred.

Jeg vil sidde på et udhæng i Leonardos værksted og høre ham tale højt om sit seneste maleri af damen med det sjove smil, men han forbander de nærige ågerkarle og scumbags, der har tvunget ham til at fabrikere tåbelige krigsmaskiner for endnu tåbeligere paver og cesarer.

Jeg er med på vognen, når Marco Polo rejser rundt i det lukkede og fjerne land, mens han udstøder ih-og-åh-og-næ! i takt med, at han opdager, at kinserene havde både det ene, det andet og det tredje 1500 år før europæerne.
'Hvad i Himlens navn og pavens skæg! Har de opfundet krudtet, har de balistiske missiler, har de flydende fæstninger på størrelse med fodboldbaner, har de været på den anden side af Det Store Hav, har de mikroskoper, har de lægemidler, der kurerer alle sygdomme? Kan de slå folk ihjel med de bare næver, og tænde ild til til et stak papir uden at røre den? Har de en mur, der går til verdens ende, og er der flere og større pyramider end i Egypten? Og har de siennakage, pasta og ris? Madonna Mia Cara, det må vi også have!'

Jeg vil sidde på kanten af blækhuset, når Fyrsten, de Medici, kommer på besøg for at udtjekke sit seneste bestillingsværk: oversættelsen af Corpus Hermetica fra arabisk til latin. Ikke at han forstår en ret meget af, hvad der står i bøgerne, men det virker som noget meget vigtigt og yderst hemmeligt, som enhver magthaver må have fingre i før sin værste fjende. Jeg følger ham videre samme dag, hvor han mødes med en af sine rådgivere, en vis monsignore Maciavelli, der senere skrev en bog om ham. En bog, der handlede om, hvordan fyrsten opførte sig og ikke om, hvordan han burde opføre sig - hvilket eftertiden havde lidt svært ved at forstå.

Jeg er ved et uheld komme til at sætte mig på linsen af Tycho Brahes kikkert (det skulle jeg ikke have gjort, jeg var nær blevet klasket). Ikke at han kunne se særligt langt med den - den var bestemt ikke noget Hubble-teleskop - men den var nok til at skaffe ham en stak afgørende data, så hans elev Kepler kunne afgøre, at store himmellegemer er magneter, der tiltrækker sig andre legemer via den kraft, der er dannet i deres rotation, en meget stærk kraft. Ikke som man senere påstod, at de via deres masse tiltrak sig vha noget, man kaldte tyngdekraft, en meget svag kraft. Disse data blev ignoreret af Newton, hvorefter vi fik den astronomi og fysik, vi har lært i skolen.

Jeg har sat mig for en stund på Cromwells forvoksede tud, inden jeg blev viftet væk og fandt et bedre sted. Her overværer jeg en samtale mellem den protestantiske grimmerjan og en stak ågerkarle og bankfolk også med sjove næser, der på deres åleglatte, bedrageriske ansigter er blevet inviteret indenfor til igen-igen at bedrive speciale: ågerkarlevirksomhed, og nu i den helt store stil for den engelske krone. Krone og bankvæsen hoppede i kanen sammen, og de er aldrig kommet ud af den siden.
'Som de ved, mine herrer, har vi brug for penge. Det er ingen hemmelighed. Vi har krige, der skal føres, og vi ønsker et liv i storhed. Folket vil blive tugtet og tvunget til at acceptere det. Dertil har vi noget, vi kalder for protestantisme. I ved, hvad jeg mener, for jeres mand, Calvin, hed jo Cohen, så han var en af jer. Men til sagen. Vi har brug for en masse penge, og I kan levere dem. I er uønskede alle andre steder, så I har brug for et ståsted, hvor I kan bedrive jeres ... forretninger. Jeg føler, at vi har noget at tilbyde hinanden, ikke sandt?'

Jeg har sneget mig ind hos masochisten, stjernepsykopaten og wannabe-tempelridderen Loyola, mens han ligger på gulvet og fråder. Der kommer halve og hele sætninger ud af munden på krøblingen om lidelse, skyld, den Hellige Jomfru og den Sorte Madonna, Gud og Satan, Kristus og Baphomet, Himmel og Helvede. Jeg forstår, at den evige frelse findes i at udsætte vantro og uhellige for det, der er værre end døden. Jeg vælger at fortrække fra han ildelugtende celle med stanken af blod, sved og et anstrøg af sæd. Det er et ondt sted, der udgiver sig for at være helligt.

Jeg er nu til møde mellem venetianeren, mester-intrigemageren Sarpi og hans europæiske netværk. Samtalen udspinder sig, og emnet er en kommende verdenskrig. Han bruger ikke ordet, men taler om måder, hvorpå de kan få de europæiske lande, fyrstendømmer, kongeriger og kirken oven i hatten til at starte en række krige af religiøse årsager med politiske motiver. Målet er udryddelsen af halvdelen af de europæiske befolkninger i løbet af 30 år. Kunne vi ikke kalde det for Verdenskrig 0? Og mon ikke de lede snoge, der 300 år senere skal planlægge 1. Verdenskrig, vil studere de historiske prototyper fra Det Store Laboratorium?
'Mine Herrer, I husker Ligaen i Gambrai. I husker, hvordan vi måtte flygte over hals og hoved fra Den Venetianske Republik og efterlade formuer, hvilket har taget os tid at genetablere. Vi er nu konsolideret i Amsterdam og London og mener, at det er på tide at tage hævn over disse infame europæere. Mens vi stadig malker dem, selvfølgelig. Vi har introduceret den engelske konge for konceptet med den strålende isolation. Lad kontinentet ødelægge sig selv, mens I sidder på første balkon og trækker i trådene. Hvad siger I, mine Herrer?'

Jeg er fløjet ind ad vinduet hos familien Mozart i Salzburg. Leopold har et par fine herrer fra de nye musikforlag på besøg. Der bliver drukket Riesling og diskuteret, hvordan de kan gøre opkomlingen Amadeus til en sensation, et geni, musikkens svar på Jesus. Han er en hæderlig musiker, selvom hans søster er en langt bedre klaverspiller. Leopold overrækkes en foreløbig liste over italienske komponister, som forlæggerne har udset til at levere det musikalske materiale til branding-navnet Wolfgang Amadeus Mozart, lutter fine folk med seriøse kvalifikationer.
'Overlad blot til os, Hr. Leopold, vi har stor erfaring i at skabe mytologiske skikkelser, og de er overordentlige salgbare. Det eneste, De skal vide, er, at den middelmådige døgenigt af en søn, som De har, ikke vil blive en dag over 35. For hvis der er noget, de vil lære at elske derude, så er det historien om den stakkels kunstner, der døde ung. Og så vil han heller ikke kunne sladre om, hvad vi udsætter ham for. Jeg ser, de nikker indforstået, Hr. Leopold. Vi har altså en aftale.'

Jeg overhører planlægningen af Den Store Omvæltning, som de fem herrer og deres affilierede planlægger, hvis navn er Adam Weisshaupt, og d'herrer er jesuit, frankist, jakobiner, kabbalist og frimurer. Jesuitten belærer de andre om, hvordan man skal bruge folkets vrede og vende den mod regenten, for at hans regime skal falde. Det hele skal fremstå som retfærdig harme for en retfærdig sag, hvorved selv de mest bestialske blodsudgydelser og hovedafhugninger, hjul og stejle, garotteringer og guiliotineringer vil fremstå som folkelig underholdning til folkets sande ve og vel. Weisshaupt erklærer sig indforstået, da han selv er totalitær jesuit men har valgt at forklæde sig som repræsentant for fremskridt og oplysning. En attitude, der skulle gribe om sig de næste 200 år.

Jeg er fløjet indenfor i teltet hos Champolion, manden der interesserede sig på en ganske sær måde for egyptisk kunst, og som tog æren for decifrere de egyptiske hieroglyffer. I virkeligheden forfalskede har læsningen, da Nilous Horapollo allerede i det 5. århundrede havde oversat dem fuldt tilfredsstillende. Problemet var, at hele passager fra Bibelen stod med hieroglyffer, og det kunne man ikke have, da inskriptionerne var et par tusind år for gamle. Han var medlem af Napoleons rejsehold, da han hærgede løs i Egypten. Den noble videnskabsmand og forfatter så det som sin opgave for første gang at beskrive de overdådige og ufattelige kunstværker, han mødte overalt, hvor han kom frem. Underligt nok var mange af disse værker ødelagt - ifølge hans beskrivelse. Ansigter var hugget i stykker til ukendelighed, kartoucher var udtværet. Hvad han ikke skrev om i sine bøger var, at hans følge bestod af folk udstyret med mejsler, hamre og andre værktøjer, og at det var ham, der havde beordret - eller fået som opgave hjemmefra af hans logebrødre - at ødelægge så meget egyptisk kunst med inskriptioner som overhovedet muligt. Af samme årsag blev alle dækstenene på den store pyramide revet ned, for de bestod også af inskriptioner, der, hvis nogen ønskede at kopiere dem, ville bestå af mere end 10.000 sider. Vi har fået at vide af historieskriverne, at det var de lokale indbyggere i Cairo, der havde brug for byggematerialer - sjovt nok på samme tid som Napoleon kom for at 'bringe lys' til Egypten. Mon ikke hans lys bestod i noget, der kom ud af en kanon? Og mon ikke monsieur Champoleon var det, der på godt dansk hedder en besudler og en vanhelliger, og mon ikke hans værk et af kunsthistoriens største svinestreger og forbrydelser. Som fluen på væggen kan jeg bevidne hans forbrydelser.

Jeg har placeret mig strategisk i Buckingham Palace, da rytteren galopperer gennem porten. Med sig bærer han et forseglet brev. De relevante myndighedspersoner er tilstede, da det drejer sig om de seneste nyheder om udviklingen. Meddelelsen er chokerende for forsamlingen, og går i al sin enkelhed ud på, at Napoleon har vundet slaget og at admiral Nelson har kapituleret betingelsesløst. Der breder sig dyb forvirring og bestyrtelse blandt de tilstedeværende. Et par timer senere har rygtet bredt sig til Børsen i London, hvor aktierne styrtdykker. En særlig køber er i fuld gang med at opkøbe dem for en slik, en vis bankier med efternavnet Rothschild. I løbet af 24 timer har han købt alt, der er værd at eje i England af værdipapirer. Man kan sige, at nu er blevet den lykkelige ejer af en hel nation. 200 år senere har hans familie ingen planer om at sælge nationen igen, og i mellemtiden har de erhvervet sig flere af slagsen. En af dem blev købt i 1818 efter af hovedstaden var blevet bombet 11 år forinden. Er det ikke underligt, så krig og penge altid følges ad?

Jeg er uvelkommen gæst i logen med medlemmer af The Royal Society om relevansen af børn i mineskakter, fabrikker, dampmaskiner og den dertil hørende nye arbejderklasse. Et beslægtet emne er eugenik og anskaffelse af billige ressourcer via udplyndringer af Risgnaskerland, Turbanistan, og Bantustan. Senere på mødet tales der om denne verdens mangfoldighed af undermålerracer. Aftenens særlige gæst er Charles Darwin, der kan berette om, at irlænderne er den laveste blandt undermålerne! The survival of the few, the fattest and the filthiest. Vi slutter mødet i fordragelighed med at foreslå, at der snarest muligt skrues lidt ned for irlændernes adgang til deres egne landbrugsprodukter, så deres antal kan reduceres - betydeligt!

Jeg er kravlet ind ad en sprække, den eneste der findes, til en kælder, hvor der sidder en ung mand. Stedet er Baden-Baden. Drengen har siddet på det hårde stengulv det meste af sit liv, selvom han burde være at finde i fornemme sale på slottet. Han er den retmæssige tronarving til fyrstendømmet og dermed et selvskrevet emne som Tysklands nye Kejser. Han er et hjertensgodt menneske, og den slags er sellvskrevet uønskede af visse typer i de højere luftlag, der ikke selv er gjort af samme stof. Hans nuværende civile navn er Kaspar Hauser. Om et par dage vil han blive hentet ud af sin celle og smidt af en diligence i udkanten af Nürnberg. Han kan dårligt gå, for hans ben har aldrig gået før, han har kun kravlet. Han kan dårligt tale, for han har ikke talt med mennesker i 15 år.

Jeg er fløjet ind af luftkanalen til det inderste i Grand Orleans logen i Paris. Spejderdrengene, der godt kan lide at ligge i bar røv i kister med en rød sløjfe om tissemanden er i dagens anledning i stiveste puds med hvide silkehandsker og hat på hovedet. De har fået fint besøg af Edward VII, den engelske konge, der er overhovedet for hovedlogen i London. De er meget benovede og ekstra spejderagtige. Kongen og stormesteren tager ordet:
'Ærede brødre! Vi er samlet her i dag for at se hinanden dybt i øjnene, inden vi giver signalet til implementeringen af vores store plan. Det 20 år siden, vi startede på de indledende øvelser. Det har betydet fjernelsen af det nødvendige antal statsoverhoveder, der enten stod i vejen eller måtte formodes at ville stå i vejen for Den Store Krig. Den serbiske konge og dronning er ryddet af vejen af vor mand i Sarajevo, og jeg kan forstå, at den samme agent vil blive sat på mordet af tronarvingen om tre uger i Sarajevo. Jeg har min fulde tiltro til, at det vil lykkes. Herefter vil både det tyske og østrig-ungarske kejserdømme blive ødelagt tilsammen med det osmanniske rige, som vore jødiske venner fra Thesaloniki vil tage sig af. Jeg hører, de har planer om at myrde to millioner armenere, og fred være med det. De vil blive belønnet med det stykke land kaldet Palestina, som de har afgivet ønske om. Især glæder vi os til, at tyskerne kommer ned med nakken, for deres alt for effektive industri er ved fuldstændig at udkonkurrere den britiske. Det vil også være til gavn for den franske, der bestemt heller ikke er noget at råbe hurra for, hvis d'herrer tilgiver min ligefremhed.'
Jeg er nu sneget mig indenfor i et af de finere etablissementer i New York. Tilstede er en stak bankfolk. En af de ledende skikkelser ved navn Jacob Schiff har taget ordet:
'Lad os starte mødet med at konstatere, at vore europæiske samarbejdspartnere er fuldstændig på plads. Den Store Krig er klar til at udrulle, og de skal nok sørge for, at europæerne får deres at tænke på. Vi, derimod, har fået til opgave af Mr. R. fra London at komme op med en plan for at ødelægge Rusland. Edward har allerede givet grønt lys. Tsar Nicolai og hele hans slægt skal dø, for han udgør - ligesom tyskerne - en stor trussel mod vores verdensherredømme. Han er populær, han er elsket af sit folk, han bibringer velstand og fremskridt, han er en del af en trend med af frisætte tidligere livegne under feudalismen, han er i det hele taget utålelig. Så vi iværksætter en kæde af destruktiv masse-immigration af jøder, allesammen med et horn i siden på russerne, for de har alle en historie som udsmidt af deres hjemland af russere. De er alle efterkommere af khazarer, så de er alle blevet uddrevet af Khazakhstan, Ukraine og Hviderusland for 1000 år siden. De har intet at gøre med jøder fra Palæstina for 2000 år siden, men de ved det ikke. Vi giver dem en lejlighed til at tage hævn over russerne, og vi lader dem plyndre deres rigdomme, myrde løs på deres ledere og sidenhen alle og enhver. Vi stjæler alt, de ejer, og så nakker vi bønderne, der holder fast i det gamle samfund og dets friheder. Vi har lavet en ideologi med vores mand i London, Karl Marx, så det tager sig ud som en arbejdernes fremskrids-tanke. Vi er ikke en skid interesseret i de skide arbejdere, men det skal se sådan ud. De har bare at gøre deres arbejde for os.
Vi har også vores folk i Tyskland, som vi har tænkt os at smide penge efter. Her i ferieperioden har vi tænkt os at overtage den amerikanske økonomi. Det bliver på et sted kaldet Jekyll Island, og der vil være strenge sikkerhedsregler forbundet med det.

Og hvis I hører om en oceanliner ved navn Titanic, der synker et sted i Atlanterhavet, så er det noget, vi har fuldstændig styr på.
Dernæst har vor mand i London, Mr. Churchill, fuldstændig styr på sænkningen af et andet passagerskib, så USA kan involvere sig i den forestående krig i Europa. Det hører I om ved næste møde.'

Jeg har en tilståelse. Jeg kom til at mellemlande i Chicago. Der var forbud mod sprut, hvilket betød, at der var mere sprut end nogensinde. Forbudet var jo bare en gang fis i en hornlygte, og det ved de fleste med mere end to hjerneceller. Og ikke et ord fluers hjernekapacitet, tak!

Forbudet handlede om mørkelægning, så mafiaen kunne tjene gysser og slanter - det hed det dengang - og flyve under radaren, der ikke var opfundet endnu. De dansede Charleston, der var liv og glade dage i de glade 20'ere, og jeg kom til at stikke snablen i en pøl fra en knaldet whiskyflaske. Den lå i øvrigt ved siden af en blodpøl, men den slags drikker jeg ikke, det overlader jeg til satanisterne. Mit lille intermezzo betød, at jeg lige fik et blackout og en forfærdelig hovedpine dagen efter, men nu er jeg tilbage på banen i min tidsrejse.

Jeg ved ikke helt hvorfor, men fra at sidde i et tilrøget baglokale hos en stak mafiabosser i Chicago sidder jeg nu i et lige så tilrøget baglokale i en af de største banker i New York. Forskellen i røg er forskellen i prisen på cigarer, for der bliver røget seriøse havanesere her. Hvis man føler sig hjemme det ene sted, føler man sig hjemme det andet - er det ikke sært?
Anyway, formanden har ordet:
'Gentlemen! Lad os se det øjnene: vi har tjent kassen. Den Store Krig var en succes. Europæerne er nede med nakken, hvilket jo var hele formålet med krigen. Tyskerne er smadret og gældsbundne med Versaillestraktaten. Lad os se, hvor længe det holder, for de stædige krauts er svære at have med at gøre. J.P. fik sunket skibet, og et par af vore uvenner røg ved samme lejlighed. Tak i øvrigt til Mr. Churchill for at bringe os ind i krigen, som amerikanerne stadig ikke forstår, hvad de havde at gøre med. Goyim, I ved, hvad jeg mener. Englænderen kan vi gøre brug af en anden gang. Nu er det på tide at koncentrere os om vores næste tiltag. Vores darling, vores førstefødte, The Federal Reserve, vil være os mere end behjælpelige. Vi skal prikke hul i boblen og få økonomien til at bryde sammen. Vi har tjent kassen på krigen, og nu skal vi tjene kassen igen på slipstrømmen, mens den løber den anden vej. Gentlemen, let's do it!'
Jeg skal lige love for, at mine brødre og søstre havde forrådnende kroppe at sidde på i Den Store Krig. De så allerede frem til den næste. Men jeg kan forstå, at der hersker en vis uenighed om, hvornår den kom. Måske jeg kan være behjælpelig, for jeg sad i gardinet ved et af vinduerne i Rigsdagen i Berlin, da de modtog brevet. Det var syv år før, at den egentlige krig brød ud, og brevet var underskrevet et land, der ikke fandtes. For det var ikke lykkedes at skabe dette land i Den Store Krig. Landet kaldte sig for Judea, for kun lande kan komme op med en krigserklæring. Selvom de cigarrygende herrer i New York havde smidt penge i projektet, havde de stædige krauts vendt dem ryggen og sat deres centralbankvæsen stolen for døren.

Det er en meget interessant tid, og der bliver bagt mange rævekager. Jeg er i London i 1939 i et rævekagebageri, der kalder sig selv Focus. Der er folk med fingrene i statskassen og en række andre kasser. Der er velhavere, industrialister og socialister - er det ikke sjovt, når man kommer ind i de cirkler, så er socialisme lige pludseligt det samme som kapitalisme, selvom de er udråbt til hinandens værste fjender? 70 år senere har fjernsynskiggerne ikke fattet den indlysende sammenhæng ... for høvlan hvor var det et genialt svindelnummer, de udtænkte dengang!
Der er også en del typer i bageriet med sjove næser, og som vi senere har lært, var de vældig glade for socialisme. De var også vældig glade for krige og folkemord, og det var just det, de planlagde i Focus i 1939. Tilstede var også en vis Mr. Churchill, der var havnet i en ubetalelig gæld på grund af sin letsindige livsform med 20 tjenestefolk på sit landsted.
'Dear Winston, vi er i den fordelagtige situation, at vi kan hjælpe dig af med din gæld. Ret ubehagelig, old chap. Den onde foged kommer lige om lidt og bider dig i låret, og så havner du i gældsfængsel. Det må vi gøre noget ved. Vi er villige til at nulstille den og lægge lidt oven i bowlerhatten, men heller ikke mere. Vi håber, du forstår alvorligheden af dette?

Til gengæld skal du være os behjælpelig med at starte endnu en krig. En af de store. Den seneste var for så vidt en succes, men The Krauts er ikke nede med nakken endnu, desværre. De har fået en Fører, der er obsternassig og har sat vore bankfolk til side. Vi troede, vi havde ham ved hans ene nosse, aber nein! Du skal lave en lokumsaftale med polakkerne om at provokere Tyskland til krig. Franskmændene er mere end villige ligesom i den første krig, Versailles, du ved. Stalin er ved at marchere op ved østfronten og er klar til at vælte indover Europa, og vi har fuldstændig styr på deres latterlige revolution.
Du var jo helt fremme i skoen ved sænkningen af Lusitania dengang, så vi regner med, at du er med på en tur til i karusellen. Hvad siger du Winston, gamle dreng? Og så sørger vi selvfølgelig for både en kasse whisky og en kasse gin - hver måned.'
'Pearl Harbor, mine herrer, hvad taler vi om? Alle vigtige skibe er fjernet, den udstationerede general er en gammel nar, og vi har fået besked om, at vi skal i krig igen med utyskerne.'
Jeg er landet på selve generalstabens bord. Der sidder mangestjernede grønspættegeneraler om det runde bord 
'Amerikanerne bliver svære at overtale denne gang. Sidste gang fattede de ikke, hvorfor de skulle ud i en storkrig i Europa, hvor de intet havde at gøre, og hvor ingen havde fornærmet dem. Denne gang bliver det endnu sværere. Vi har konstant korrespondance med englænderne og vor mand i London, mr. Churchill, den fordrukne sut og narrøv har nu omsider startet krigen, og den britiske hær er allerede totalt ydmyget ved Verdunn og sendt hjem uden våben ... i fiskerbåde, Holy Ballony! Adolf og hans stab bliver ved med at sende ham tilbud om fred, men vi har sagt til ham: afslå, afslå og atter afslå!
Hr Weizmann har allerede korresponderet med Winston om vores involvering. Det kræver bare, at vi vifter med et seriøst falsk flag, og vi mener, at Hawaii vil være det rigtige sted. Vi har en japansk flyleder, der er villig til at medvirke, så mine herrer, læn dem tilbage i stolen.'

Kommentarer

Populære indlæg