TV-bedraget

af marco_hanuman 

aka morton_h 

the blogger 

Der skete underlige ting ved 9/11. De allerfleste mennesker har set videoklip, som blev frigivet til alle TV-stationer i verden. Hvis man kan bruge ordet 'se'. De har begloet dem, vil nok være mere beskrivende. Man kan glo uden at se.

Et fåtal har mere end gloet, de har set, dvs samtidigt reflekteret over, hvad det var for underlige billeder, de sad og gloede på, hvorefter de begyndte at se. Det samme fåtal blev også klar over, at der var en tredje kæmpebygning, Bygning 7, der faldt sammen på samme lodrette og perfekte måde som de to tårne - uden at være blevet ramt af fly.

For de, der dengang eller - som det har været for mange menneskers vedkommende - flere år senere lykkedes at gennembryde gloskærmen og stikke fingrene i ørerne for ikke at få tudet dem fulde af, hvad de skulle tro og mene om globillederne, skete der noget andet og mere. De begyndte at spørge sig selv om: Hvis dette er et så stort svindelnummer, som det lader til, hvad andet lignende eller ikke lignende er så også et svindelnummer? 

Forfatterne til bogen The TV Delusion - A Psychology of Belief, Simon Day og Joanna van der Leer har som en grundtese i bogen, at det er én ting, at folk ikke ved noget om disse svindelnumre og ikke mener, at de er svindelnumre. Noget langt mere betydningsfuldt er, at de ikke ønsker at vide noget, selvom de har tilstrækkeligt med indlysende muligheder for det. De har reelt ingen undskyldninger i dag for at være fuldstændig uvidende, og alligevel vil de skaffe sig undskyldninger i samme øjeblik, de bliver præsenteret for muligheden.

Montagen
Det er vigtigt at forstå, hvad det er, TV-montagen gør ved vores bevidsthed. Vi ser disse ufattelige billeder, vi bliver forvirrede og bagefter træder en eller anden autoritativ person frem, eller en kommenterende stemme giver os tydningen af det utydelige. I samme sekund holder vi op med at se og begynder at glo. Når vi gentager billederne igen som et replay af et fodboldmål fra flere vinkler, i slowmotion, billeder fra tilskuerrækkerne, totaler, nærbilleder, så ligger kommentator-stemmen hele tiden i samme rille. Vi har fået konklusionen og logikken på forhånd og vi har lagt vores nysgerrighed og kritiske sans på hylden. De fleste tog den aldrig frem igen.

TV-montagen spænder ben for vores naturlige og sunde måde at erhverve os forståelse på. Alle hvem, hvad, hvor og hvornår-spørgsmålene bliver stoppet i det sekund, vi føler, at vi har fået svaret på spørgsmålet: hvorfor. Indenfor klassisk erkendelsesmetodik er fuldbyrdet logik utidigt skubbet ind foran den generelle grammatik. Tænkningen er vendt på hovedet, hvorefter det bliver til et nærmest rutinemæssigt spørgsmål om fill-in-the-blanks.

Billedmontagens enorme kraft var kendt til fulde af propagandisterne i de to klassiske former for socialisme: nationalsocialismen og international-socialismen. Både nazisterne og bolsjevikkerne/kommunisterne kendte fra filmens barndom dens muligheder. Den sovjetiske AgitProp sammen med den nazistiske propagandamaskine lærte eftertiden næsten alt, der var at vide om manipulation med den menneskelige bevidsthed ved hjælp af billeder, lyde, musik og ord, altså montagen. Sammen med de behavouristiske skoler i psykologien og sammen med sociologien, videnskaben hvis udklækningsrum var krigen, hvilket de færreste er klar over, udviklede det 20. århundrede det visuelle-auditive medie til perfektion. Autoritets-fornemmelsen og overtalelseskraften i dette medie er fuldstændig overvældende for de allerfleste mennesker.

Det store spørgsmål er alligevel, hvorfor folk aktivt ønsker at nægte sig selv kendskab til sandheden. De fleste mennesker, der dengang eller siden begyndte at se og dermed forstå, at de havde set om bag en skærm, fik som en af de første indskydelser, at de måtte dele deres syn med andre. Det var der, det gik op for dem, at andre på ingen måde delte deres nysgerrighed og ikke var villige til at dele deres indsigt eller udsigt.

Hvis en budbringer ankommer med unormal viden vil få mennesker begynde at stille uddybende spørgsmål. De fleste vil udtrykke en mur af vantro. Andre vil begynde aggressivt at håne og bebrejde budbringeren for at bringe emnet på banen. Enkelte har oplevet at blive truet - i visse tilfælde på livet. Vantro kan man forstå, hvis emnet går på tværs af det normale. Men aggressiv hån og endog trusler virker ganske ude af proportion og bør afføde nogle spørgsmål om, hvad det er for psykologiske mekanismer, der er på spil her.

Forklaringen skal måske søges i enten frygt, eller at folks trossystem føltes angrebet. Det hed på gammeldags: anfægtelse. Et udtryk fra dengang, mænd bar blankvåben i bæltet. Hvis en eller anden stak sin sabel op i hovedet, blev man anfægtet og måtte gribe til eget våben for at forsvare sig. En lignende følelse kan have sneget sig ind i overført betydning. Det virker dog stadigvæk som en overreaktion, da en person, der præsenterer en anden for viden eller stiller kritiske spørgsmål. ved alment accepteret viden ikke nødvendigvis har som intention at anfægte den anden, men blot venskabeligt ønsker at dele viden eller spørgsmål til viden. Ikke desto mindre tillægges vedkommende ofte disse motiver, og der reageres på det som om.  

Kulten
Man kan med fordel studere den måde, en kult hyrer medlemmer på og senere fastholder dem. En person, der er blevet suget ind i en kult, forlader ikke kulten, så længe narrativet i kulten om hvem vi er som mennesker og vores plads i verden virker overbevisende og personen ikke føler, at han bliver hjernevasket. Tvivl falder ikke et øjeblik kultmedlemmerne ind, med mindre der sker et tydeligt tab af autoritet i forhold til de toneangivende i kulten, eller noget ganske særligt kompromitterende ankommer. Men selv dér vil kultmedlemmet ofte forsvare sin kult, for det er jo nok, fordi nogen ikke har den rette tro og ønsker at ødelægge det for de rette troende. Deres modhistorie må altså være løgn.

Det kultiske fænomen er ældgammelt. Men hvis du i det gamle Grækenland var dyrker af Dionysos, blev du ikke nødvendigvis opfordret til at bekrige dyrkerne af Demeter og alle de andre. Der er også andet lumsk ved kultiske fænomener i dag. De giver sig ikke nødvendigvis til kende. Jehovas Vidner gør. Men hvad nu hvis vi betragter popfænomener og kommercielle produkter - ofte et og samme - som kultiske fænomener. Apple giver sig ikke til kende som en kult. Rapmusik kalder sig ikke en kult. Demokratiet eller Staten kalder ikke sig selv for en kult. TV-mediet omtaler ikke sig selv som sådan. Men hvis man undersøger TV-mediet, så viser det sig, at det virker med de samme midler, som en kult.

Noget tyder på, at vores kulturer og måske hele vores civilisation har formået at udvikle et forkvaklet forhold til virkelighed og sandhed vha kultiske metoder. Man kunne starte med at filosofere lidt over begrebet sandhed, blot i den lille målestok som det folk anser for at være i overensstemmelse med virkeligheden. Sandhed i den universelle eller metafysiske betydning kan vi lade ligge til en anden gang.  

Korrespondance
Den første definition af sandhed er korrespondance. Et udsagn eller en fortælling er sand, hvis det korresponderer med en hændelse eller tilstand i den virkelige verden. Vi hører et udsagn, hvorefter vi starter med at observere, vi tjekker udsagnet ud ved at rette vore sanser og opmærksomhed mod virkeligheden. Herefter danner vi en hypotese om det, vi har observeret. Derefter evaluerer vi hypotesen. Det gør vi ved at danne en vifte af alternative forklaringer på det observerede, og i en vurderende afbalancering vælger vi den forklaring, der kommer tættest på det, vi har sanset. Som sidste del af processen foretage vi en kvalificeret konklusion.

Korrespondance: 
Observation >
Hypotese >
Evaluering >
Afbalancering >
Kvalificeret konklusion 

Denne måde at danne sit virkelighedsbillede på har som indbygget præmis, at vi altid kan tage fejl. Hvis der kommer noget andet for dagen, må vi køre tanke-algoritmen igennem igen og korrigere. Den er ikke lineær og lige ud af landevejen, og vi er som regel altid nødt til at foretage nogle loops og spring tilbage undervejs.

Direkte adspurgt vil de fleste mennesker med mere end to hjerneceller med egne ord beskrive en metode, der ligner denne. Men i realiteten danner de deres meninger om sandheden på en helt anden måde, som kan kaldes for konstruktivisme.  

Konstruktivisme
Begrebet konstruktivisme er ikke specielt intuitivt. Det lyder konstruktivt, men på mange måder er det det modsatte af korrespondance. Her dannes vores virkelighedsbillede efter autoriteter. Hvis en autoritet siger det, er det mere acceptabelt som sandt, end hvis en ikke-autoritet siger det. Ikke-autoriteten kan have så mange gode argumenter og så indlysende hypoteser, det skal være, for det er uden betydning i sidste ende.

Vi konstruerer vore meninger ud fra kandiderende konklusioner. Vi springer grammatikken over og går direkte på shoppingtur mellem logikkerne, konklusionerne. Vi scanner feltet for det, der fremstår som autoriteter (der fremstiller sig selv som autoriteter), så vælger vi den lækreste model. Det er just her, TV'et kommer ind på en sikker førsteplads for de fleste mennesker. TV leverer en samlet pakke af udvalgte autoriteter i en form, der kan indtages og fordøjes i små passende bidder. De kandiderende konklusioner er indsnævret til forskellige programmer fra forskellige TV-kanaler. Hvis en TV-forbruger i Danmark har for vane at se DR, dernæst TV2 og til sidst hører radioavis, så vil vedkommende have fået det indtryk, at disse forskellige kanaler er enige om virkeligheden og sandheden, så dermed er sagen klar. Lidet gør TV-forbrugeren sig klart, at disse tilsyneladende forskellige kanaler langt fra er forskellige. Selv med en kraftig udbredning til TV-stationer i hele Europa og i USA ville der på trods af den enorme mængde af kanaler og stationer ikke være synderlige forskelle på de nyheder, der ikke er strengt lokale. TV-kiggeren gør sig ikke klart, at ejerforholdene i de globale mainstream-medier og de bureauer, der forsyner dem med størstedelen af det grundlæggende nyhedsstof alle er drevet og koordineret af de samme mediesyndikater med de samme ejere i bagbutikken.

Vi kan nærmest formulere en ny variation af de klassiske falske logikker og kalde det for appel til ensartethed. Når så mange forskellige kilder siger nøjagtig det samme, må det være sandt. Men præmissen er gennemhullet, for de er overhovedet ikke forskellige.

Hvis feltet bredes yderligere ud til fx de alternative medier, bliver vi nødt til at træffe valg. Det sker ved hjælp af autoritets-filtrering, altså vha fravalg. Vi sørger for kun at lytte til det, vi ved bekræfter vores holdning i forvejen, hvorefter vi undgår de, der modsiger den. Især kan ikke undgå at bemærkes, at venstrefløjstænkende personer med stor konsekvens undgår at lytte til modspillere og altid sørger for at lukke munden på dem evt med karaktermord og dermed undgå egentlige facts og substans i enhver potentiel diskussion. Omvendt vil de altid i ligesindedes nærvær stryge hinanden med hårene og kun føre bekræftende samtaler om emner befængt med politisk korrekthed. Især blandt intellektuelle, såkaldt tænkende, mener de ofte, at det er nok, at de engang har taget en eksamen og læst en bog, hvorved deres egen mening i sig selv er en autoritet. De er jo lærde, ergo kan de ikke tage fejl. Egen-autoritet er jo selve klimakset af viden, det er dér vi skal hen. Men der, hvor disse typer fejler bigtime er, at de tror, de kan klø sig i røven samtidigt og fyre vitser af. Den sande egen-autoritet kræver ydmyghed. Den finder man zero-nada-nil-null af hos det såkaldt tænkende segment med eksamenspapirer og akademia-blåstempel. Bloggeren er selv en af dem, så han har ret til at udtale sig på standens vegne.

Hvordan danner vi vores autoritetsfiltre? Vi efterligner vore omgivelser, venner, familie, kolleger, omgangskreds. Folk indenfor kulturer og sociale grupperinger har en tendens til at have den samme opfattelse af virkeligheden, den samme fortælling. Vi falder ind i konformitet. Autoriteterne er ofte personer, og det kan synes, som om autoritet er én stor personkult. Vi fokuserer mindre på, hvad der bliver sagt end hvem, der siger det.

Efter at have beset vore kandidater og filtreret vore modkandidater, går vi direkte til absolut konklusion. Hvis der er noget her, der minder om meningsdannelse hos amerikanske vælgere for tiden, så er det bestemt ikke ved siden af. Bemærket ordet absolut. I modsætning til korrespondancemetoden er der ikke plads til tvivl, for autoriteter er jo absolutte, de er som Gud.

Man kunne overveje, om dette fænomen ikke er opstået ved overgangen fra polyteisme til monoteisme tilbage i præantikken? Det er netop de monoteistiske, de abrahamiske religioner, hvor den eksklusive fanatisme indfinder sig. Derfor er det enerverende at høre på folk, der udråber, at religion er roden til alt ondt. De har forsømt at gøre sig klart, hvad det er, de ikke bryder sig om ved religion, og hvor og hvornår dette indtraf. Hermed mimer de faktisk det, som de tager afstand fra og bliver til rettroende, eksklusive og autoritære ... mens de besynger deres egen frigjorthed fra autoriteter.

Nu begynder vi at forstå, hvorfor mennesker kan foretrække ikke at stifte nærmere bekendtskab med sandheden. Absolut konklusion giver folk en sikkerhed og tryghed, kvalificeret konklusion gør folk usikre og utrygge, for virkeligheden bliver noget, der konstant skal tjekkes ud og vedligeholdes, for den kunne forandre sig, eller nye fakta kunne indfinde sig.

Hvis man skulle være lidt arrogant, så kan man sige, at absolut konklusion tiltaler den dumme, den dovne og den duknakkede.

Et andet udtryk for autoritets-filtrering er kanonisk filtrering (en kanon er en lov). Alle de informationer, der understøtter de autoritative fortælling, vælges til, og alle andre vælges fra. Det er ikke uden grund, at kanonisk som udtryk findes indenfor religion og trossystemer.

Her bliver det sært og meget omvendt. Det sidste vi gør ifølge denne model er at observere. Vi har fået et par briller at glo igennem fra en autoritet, som vi har valgt og accepteret. Herefter går vi virkeligheden i møde med disse briller på. 

Konstruktivisme: 
Kandiderende autoriteter >
Autoritets-filtrering >
Absolut konklusion
Kanonisk filtrering >
Observation  

TV-bedraget og tænkningens ophør 
Vi har altså to modeller for erhvervelse af viden og dannelse af meninger om virkelighedens verden. Den eneste måde at overvinde lodrette modsætninger om fortolkningen om virkeligheden på er, hvis folk med modsatte meninger bliver enige om at vælge den første model, korrespondance-modellen. Men ejerne af TV-stationerne og mainstreammedierne er lodret uinteresseret i, at folk begynder at dyrke denne model. Af grunde, der bør være indlysende.

TV-bedraget kan udelukkende finde sted, hvis folk dukker nakken for ydre autoriteter og springer over, hvor gærdet er lavest. En af de skræmmende tilsigtede bivirkninger ved autoritetstro er, at vi holder op med at tænke. At vi giver os selv lov til at ophøre med at tænke, for der er jo tænkt færdig for os. Af autoriteterne.

• Ved tænkningens ophør starter troen. 
• Ved tænkningens ophør forstummer al kritik. 
• Ved tænkningens ophør bliver vi åbne for visse forslag. 
• Ved tænkningens ophør bliver vore reaktioner udslagsgivende. 
• Ved tænkningens ophør bliver TV relevant. 
• Ved tænkningens ophør er vi i følelsernes vold (med streg under vold). 
• Ved tænkningens ophør starter det hvide snit af lyksalig glemsel.

Tænkningens re-boot 
Hvad kan man stille op mod en mur af dumhed, blind autoritetstro og civil-kujoneri? Og propaganda, som vi møder som udsagn, der kommer ud af munden på folk, der har inderliggjort propagandaen og gjort den til deres egen - af mangel på bedre.

Når vi møder diverse udsagn fra konstruktivister = de hjernedøde autoritetstro, så stil dem simple spørgsmål, der tvinger dem til at komme op med detaljerede eksempler, der underbygger deres antagelser. Vi vil med garanti se deres øjne flakke og plirre rundt akkompagneret af øh-og-bøh, hvorefter de måske kommer op med ... noget. Herefter spørger vi stille og roligt videre. I løbet af ca. 10 minutter er deres udsagn gennemhullet. Ryg dem ud af skuret med spørgsmål, de aldrig har stillet sig selv og aldrig har søgt et svar på.

Behøver jeg næsten at sige det?
Sluk for dit fucking TV!