Dharma revival


af marco_hanuman, the blogger

De to kosmologier


Der findes grundlæggende kun 2 måder at anskue Universet på.

Organisme eller dødsmaskine?


Den ene fremkommer ved efter passende observation som en konstatering af, at Livet er meningsløst. Alting er tilfældigt, kaotisk, konfliktfyldt, det hele er én stor katastrofe. Verden er et i bund og grund fjendtligt og ondsindet sted – bortset fra, at der ikke er et sind. Det slår igennem som naturvidenskab dannet af Oplysningstidens reduktionisme/materialisme.

Den anden er grundlæggende en nysgerrig undren over, i hvor høj grad der synes at være en mening og en harmoni bag de umiddelbart observerbare fænomener. Jo mere man opdager, des mere står det klart, at Universet er et stykke suveræn intelligens, hvor en naturlig lov er til stede. Det viser sig ved en fænomenologisk eller naturfilosofisk tilgang til viden, for at bruge det steinersk-goethe’ske begreb.

Det første livssyn er en dødskult, der fører os ud i konflikt med Kosmos og os selv. Der er intet mellem Himmel og Jord. Det anerkender og forstår ikke Kosmos, som sådan, og ønsker sig i bund og grund ad helvede til – hvilket det så kommer, for det manifesterer helvede på jord. Det adskiller mennesket fra sin kilde. Det er et satanisk-dæmonisk projekt. Det ser makrokosmos (Universet) som en maskine, lige som det ser mikrokosmos (mennesket) som en maskine (lægevidenskabens apparat-model). Det er regressivt, men kalder sig for progressivt.

Det andet fører til en livsfilosofi, der opløser og forebygger konflikt med Kosmos og forener os med vores kilde. Det ser mennesket som en integreret del af Kosmos. Kilden er metafysisk, og der er altid mere mellem Himmel og Jord. Det er reelt progressivt i forhold til en fremtid for menneskeheden. Det er det, fordi det har bevaret en tradition, der er forsøgt skyllet ud med badevandet i Oplysningstiden. Men da den ikke er tidsbunden, men universel, vender den stille og roligt tilbage. 

Opklarende spørgsmål: er begrebet Dharma et hindu-koncept? 
Alle kulturer havde et begreb for naturlig lov, hvilket er den simpleste oversættelse fra sanskrit. Det fandtes i alle europæiske kulturer, før de blev frataget deres oprindelige kultur og oprindelige verdenssyn. Det fandtes i den druidiske, den såkaldt keltiske (et vrøvleudtryk fra 1800-tallet), den oldnordiske, den slaviske og den græske. Det fandtes i de riger og den fælles kultur, der strakte sig fra Atlanterhavet til langt ind i Centralasien og helt til Indien og Kina. Disse kulturer har fællestræk med den vediske kultur. Så, at folk tror, at det udelukkende er et vedisk eller, som de plejer at sige, hinduistisk fænomen, er ikke rigtigt, for vi har selv haft den samme tradition. Men den er blevet ødelagt efter invasion af de abrahamiske religioner.

I oprindelig kinesisk filosofi hedder det Dao. Hvem lærte kineserne om balance i kampkunst og meditation? En rødhåret krigermunk fra Kaukasus ved navn Bodidharma. I Japan hedder det Do. To do, or not to do. 

Abraham-kadabra 
Hvad kendetegner de abrahamiske religioner?
Vi forstår det, når vi læser historien om Abraham, manden fra Mesopotamien, fra byen Ur, der vandrede til Mellemøsten. I ørkenen har han et møde med et væsen, der lover ham guld og grønne skove. Alt dette land skal tilhøre dig, du skal herske over det, og det vil skaffe dig og din slægt velstand. Der er bare én betingelse: du skal tilbede MIG og ingen andre. Blot en strøtanke: minder det ikke i betænkelig grad om Faust og Mephisto? Herefter drejer menneskets forhold til Kosmos sig pludselig om tilbedelsen af en antropomorfisk, monoteistisk gud, der, som denne gud selv siger, er skinsyg (sindssyg?), og holder meget af at starte krige med alt og alle. Hvis i tvivl, læs det Gamle Testamente.

Herefter blev det muligt, ja, påbudt ved lov, at starte religiøse krige, hvilket ikke fandtes før. Der fandtes krige af andre årsager, etniske, territoriale, ressourcemæssige, men ikke religiøse, og med det besynderlige formål at påtvinge et andet folk en bestemt tro på et bestemt gudebillede. Dette er en abrahamisk opfindelse.

Den store konflikt i hele den velkendte del af menneskehedens historie har derfor været mellem den ældgamle dharmiske verdenskultur og opkomlingen: tilbedelsen af en skinsyg ørkendæmon.

Ud over de tre grene af den abrahamiske religion findes der i dag en fjerde. Den startede som en bevægelse væk fra den metafysik, der stadig fandtes i middelalderen som en reminiscens af den oprindelige dharmiske kultur. Den kaldes for Oplysningstiden. At der på ingen måde var tale om oplysning, men en ny formørkelse værre end den mørke middelalder, begynder at stå klart i dag. Formørkelsen var en mental-spirituel formørkelse, en faustisk pagt med Mephisto for at opnå magt og materiel kontrol. Revolutioner, materialisme, slavesamfund, åndelig forarmelse, hungersnød, rovdyrkapitalisme og verdenskrige blev resultatet. De syv egyptiske plager i al deres gammeltestamentelighed manifesteret som version 2.0 i vor egen tid.

Marxismen repræsenterer den 4. gren indenfor de abrahamiske religioner. At marxisten selvfølgelig sprutter af raseri over dette udsagn, er vedkommendes eget problem, og tyder mest på, at udsagnet rammer plet. Marxisme er sækulariseret abrahamisme. Bemærk at Karl Marx selv antydede det ved at klæde sig ud som Moses. Ufrivilligt? Tilfældigt?

Eskatologien er den samme. Efter den store dommedag og proletariatets diktatur, vil der indfinde sig et paradis på jord, et tusindårsrige. Profeterne Marx, Engels, Lenin og Trotskij har forudsagt det. Her vil den store synd, kapitalismen, blive vasket væk. Menneskeheden vil undervejs blive opdelt i de, der er med, og de, der er imod, og de sidstnævnte vil enten blive omskolet eller halshugget. Et præsteskab, en avantgarde, et kommissariat vil lede os på rette vej. Skrifter med dogmer vil opstå. Das Kapital er det gamle testamente i den socialistiske Bibel/bogsamling. Det ny testamente blev skrevet af Frankfurterskolen. 

Lighederne er talrige. Den fanatisme og autoritetstro, som kulturmarxister i dag præsterer, både ligner og overgår noget, der er set indenfor religiøs fanatisme. Det had, de udøver, er værre end fundamentalistiske jihaddister, jødiske bosættere på Vestbredden og vækkelsesprædikanter i bibelbæltet. Deres fanatisme overgås kun af én ting: deres stupiditet. Intet trænger ind bag det arrogante panser, som den fjerde abrahamiske religion har dannet omkring sine tilhængere. 

Heller ikke her hører lighederne op. Som i de andre abrahamiske religioner, findes der også her en inderkreds, en esoterisk kabbale, der ved, at det hele er et bluffnummer. Abrakadabra. Karl Marx selv vidste godt, at han bluffede, for han lod sig bestikke af den sabbatæiske bankfamilie, Rothschild, så han aldrig nævnte den hellige ko og dermed nøglen til forståelse af kabbalen: centralbankvæsenet. Som hr. Rothschild selv sagde: Jeg er ligeglad med, hvem der styrer, så længe de overlader kontrollen med pengene til mig. Det må man så sandelig sige blev respekteret i den Russiske Revolution, hvor landet blev plyndret for ALLE pengemidler. Med faldet af zarens Rusland faldt de sidste rester af den dharmiske kultur, som det traditionelle, agrare Rusland stadig havde bevaret.

Lighederne hører nærmest aldrig op. Inderkredsen, kabbalen, man ikke må nævne ved navn, er i færd med at gøre alle mennesker til deres disciple (læs: undersåtter), og deres version af paradis på jord kan passende kaldes for Globalistan. Som i det gamle testamente indfinder Armageddon sig – åh nej, nu igen! - og Guds vrede vil ramme de vantro. 10.000 filistre og andet kryb vil rammes af Samson(-missiler med nukleare sprænghoveder). Og Gud så, at alt var såre godt …

Behøver vi at nævne, at ovenstående hr. Rothschild og hans finansimperium er en integral del af den khazariske, sabbatæiske mafia og må dermed regnes som en af zionismens grundlæggere. Selvom han selvfølgelig aldrig nævnte den slags, han betalte bare for det.

Ikke sært, at had og blodsudgydelser i denne verden har antaget sådanne umenneskelige dimensioner. Men heller ikke så sært, ej heller overraskende, at et meget stort antal mennesker på Jorden, som gentagne ofre for agendaen, i stigende grad ikke synes, som den gud, der taler, når han siger, at hele svineriet er såre godt. 

Det Nye Testamente 
En højst besynderlig størrelse. Det er klart anderledes end det Gamle Testamente, og alligevel kan man ikke forstå det fuldt ud, uden at kende til profeterne, fx Esajas (forstudie til Jesus). Skriftsamlingen er ikke entydig, men flertydig. Dets autenticitet er højst tvivlsom grundet redaktionel indgriben, og fordi et fuldt autentisk skrift ville have været alt for farligt for tidens magthavere. Forsinkelsen fra de beskrevne hændelser til nedskrivning af disse, udgør i sig selv et autenticitets-problem, som selv en hær af bibelforskere har meget svært ved at løse. Heller ikke selvom de arbejder 24/7 for at reparere deres forklaringsproblem. Problem med tidsforskydning gælder også for Qur’anen og Islam, ligesom det gælder for rabbinsk jødedom, da tæppet, om man så må sige, blev trukket væk under dem i Jerusalems og Templets ødelæggelse. Jødedommens andet hovedproblem er den khazariske infiltration. Der er i det hele taget et grundproblem for skrift- og lovreligionerne fra Mellemøsten. Et skrift er langt mere manipulerbart end en mundtlig tradition, for skriverkarle skal aldrig se deres læsere i øjnene.

Blot indenfor det Nye Testamente synes der at findes et skisma og foregå en magtkamp. Den paulinske kristendom, som fx protestanterne er vældig glade for, er én trend. Det er her, man finder de gnostiske og kabbalistiske elementer. Messias blev til en solkult (Mithras, Sol Invictus). Det er også her, hvor Romerstaten slog igen. Hvor er det skæbneironisk, at netop protestanterne på denne måde blev indhentet af modreformationen og lemmet ind i nyligt ombyggede indhegninger af den katolske kirke. OK, I får jeres egen fold at æde og skide i, bare I giver kejseren, hvad der er hans. Det gjorde de så.

I andre passager i Det Nye antager Jesus-skikkelsen karakter af dharmisk lærer. Kan vi måske se den ovenfor beskrevne konflikt skinne igennem her? Var der en sådan skikkelse, der fremstod som en reformator? Eller er det mere komplekst, og var han i virkeligheden en traditionalist, der modarbejdede kabbalisternes og farisæernes korrumpering og manipulering af traditionen? Og hvem var han i øvrigt, for der synes at være seriøse huller i fremstillingen, ja, nærmest hele ar af noget, der er bortamputeret? Han berettes at have drevet kræmmerne ud af Templet med en svøbe. Usura blev regnet som den værste synd mod Gud = naturens love. Åger og gæld ødelagde alt i det menneskelige samfund. Læs Ezra Pounds berømte digt - og du ved, hvorfor ågerkarlene lod ham karaktermyrde og indespærre.

Kræmmerne, ved vi godt, hvem er. Vi ved også, at de ikke blot bedriver kræmmeri, men også sort magi. Penge/økonomi/finans bliver i hænderne på disse typer til et okkultiseret redskab for et illusionsnummer. Usura og Dharma er hinandens diametrale modsætninger. Forgældelse og trivsel, en anden måde at sige det på, går ikke hånd i hånd.

Det dobbelte kærlighedsbud i Det Nye Testamente kan anskues på flere måder. Vi kan anskue det som en påtvungen pacifisme for at stække den oprørske messianske bevægelse. Men vi kan også anskue det som et højst irriterende budskab, der smuttede igennem før deadline på redaktionen. Det er jo din næste, du bør elske. Din næste er din nærmeste, det er din familie og din nation. Det er også den vejfarende, der fortjener gæstfrihed. Du skal ovenikøbet elske dine fjender, men hvad vil det sige? Det vil blandt andet sige, at du ikke skal betragte eller beskrive dine fjender som udyr for at kunne slå dem ihjel med psykopatisk non-empati og mangel på samvittighed. Hvis du skal i krig, så vid, at det er mennesker, du er oppe imod. At vende den anden kind til, kan ses som underkastet pladderhumanisme og defaitisme. Det kan også anskues som ikke-konfliktsøgende. 

Et faktum er, at disse elementer ved Jesus-skikkelsen har været besværlige for magtudøvere, ja, for Kirken selv. De har været ris til egen røv. Kirken og de kristne levede på ingen måde op til egne foreskrifter, men myrdede og undertrykte, uden at blinke, i århundreder, fra Karl den Stores folkemord over korstogene til religionskrigene i Europa i 1600-tallet. De myrder stadigvæk løs. Islam ligeså. De krigeriske elementer i Qur’anen matcher det Gamle Testamentes, og Islam er født i en krigens tid. Profeten Muhammed var selv krigsførende. Og ja, vi kender og forstår, at også Islam har været udsat for en heftig korrumpering af Det Britiske Imperium, og at fundamentalisme og wahabisme stammer herfra. Men var det så ikke på tide med lidt selvjustits i den anledning? Muslimer har i dag lige så svært ved at forstå, at deres religion er blevet et politisk-kulturelt krigsredskab, som de kristne siden middelalderen. De kom til at lide af et religiøst Stockholm-syndrom, hvor de solidariserede sig med deres egne undertrykkere. 

Den 4. abrahamiske religion 
Den 4. abrahamiske religion anskuer diversitet, kultur og menneskelig forskellighed på en ganske anderledes måde end i det dharmiske tankesæt. Når de ser menneskelig forskellighed, ser de enten en mulighed for at skabe konflikt eller noget, der skal jævnes med jorden for at realisere deres egalitære utopi. Enten er diversitet et våben, eller også er det en skydeskive. Deres metode er social kontrol og manipulation. Enten sætter de folkeslag, ideologiske grupperinger eller klasser op mod hinanden (klassekamp, del-og-hersk, racisme, darwinisme, revolution, iscenesat stammekrig), eller også tværer de alle forskelle ud (kønsforskelle, nationale -, kulturelle -, ideologiske -) og forlanger, at alle skal være som deres middelmådige bastard af et menneske. Middel: politisk korrekthed, skyld, skam, frygt og censur. Familie, nation og tradition skal ifølge dem destrueres. Hvilket desværre er lykkedes langt hen ad vejen.

I Dharmisk filosofi og praksis – der er ingen forskel – vil forskellighed være en kilde til harmoni. Der er en naturlig grund til, at ikke alle er ens, hvorfor der er grund til at fejre det. I modsætning til den diversitet, som kulturmarxisterne hævder at forfægte, men som de fuldstændig udtværer (multikulturalisme, påtvungen masseindvandring), så vil den dharmiske kultur søge at bringe forskelligheder i harmoni. Dharma ser ikke forskellighed som en mulighed for undertrykkelse, hvilket udelukkende undfanges i hovedet på en person, der er opdraget med et undertrykkende og bekrigende livssyn, hvor man frygter sin gud. Dharma ser det som et komplementært puslespil, der skal gå op og danne et billede.

Da briterne ankom til Indien for at indlemme det i deres megalomane sørøver- drughandler- og slavehandler-Imperium, opdagede de de stivnede og forfaldne rester, men dog rester, af et dharmisk samfundssystem. Noget var blevet til overs, og i det omfang moderniteten og kulturimperialismen ikke har udryddet det fuldstændig, hvilket er svært i et så stort land, så findes resterne stadigvæk i dag. 

Det vediske samfund 
Så hvad var det, briterne så? De så på den ene side det, de selv havde mistet. Et gammelt og ubevidst lag i briten så, hvad det var, hans Imperium havde ødelagt i hans egen kultur. Han blev grebet af både beundring og misundelse. Det afspejles fx i den særdeles imperie-loyale forfatter Rudyard Kiplings digt fra 1892, Gunga Din, hvor der står: Gunga Din, You are a better man than me. Men briterne så også noget andet: et degenereret kastesystem, der mindede dem om det degenererede klassesystem, de selv hyldede. Her var noget, de kunne bruge. De så klasser/kaster som redskaber til underkastelse. Det var praktiseret darwinisme. Eksempelvis fandtes begrebet paria, kasteløs (dalit), ikke i det vediske kastesystem. Det var utænkeligt. Det findes intetsteds beskrevet i den omfattende litteratur, der kaldes den vediske. Her beskrives til gengæld systemet i sin fulde funktionalitet ifølge dets egentlige intention.

Præster (brahmins), krigere/adelsfolk (kshatriyas), handelsfolk/håndværkere (vaishyas) og arbejdere/servicefolk (shudras) var komplementære størrelser, hvor alle kom til deres ret ifølge deres personlige egenskaber. Omskrevet til dagens terminologi, ville det svare til, at en universitetsprofessor (brahmin) en morgen ikke kan starte sin bil. Her har han hårdt brug for en automekaniker (vaishya), der på alle områder indenfor håndteringen af biler er den stakkels professor overlegen. 

Systemet afspejler i sin sunde form en hensigtsmæssig og retfærdig måde at organisere et samfund på. Det afspejles i vort eget samfund og dets uddannelsesapparat. Der er universiteter for de lærde, der er militærakademier for krigerne, der er handelsskoler og erhvervsskoler for handlende og håndværkere og der er specialarbejderuddannelser for arbejdere og servicefolk. Plus hele raden af glidende overgange og gradbøjninger, selvfølgelig, men pointen her er, at strukturen er genkendelig.

Og til social justice warriors og deres selvretfærdige harme, hvor de hykler solidaritet med andre for at ophøje sig selv, gentager vi lige hovedpointen: Det kastesystem, som briterne mødte, var allerede degenereret.

Fordi kulturmarxismen har påtvunget os en manglende forståelse og anerkendelse af traditionen og har ønsket at ødelægge den, ser vi i dag en særlig sygdom i uddannelsessystemet. Alle skal være ens, alle skal kunne sidde på deres flade røv på en skolebænk i mindst 12 år – hvorefter de måske starter med at lære noget, de kan bruge i livet. Excellence er afskaffet ved jantelovs-dekret. At halvdelen af en ungdomsårgang skal hegles igennem gymnasiet, der tænkt som et forstudie til højere uddannelse, er fuldstændig sygt. Det er gået udover både de stakkels ungdommere og kvaliteten af uddannelse på højere læreanstalter. Selv uddannede akademikere kan ikke stave længere, og langt mindre en gymnasieelev. Bed en 2. g’er om at udføre et stykke simpel hovedregning, og du får et rungende døøh! Hvis du beder den arme pode om at placere en historisk person i tid og rum, får du at vide, at den slags lærer man skam ikke, for det er undertrykkende udenadslære, der – det har deres lærer selv sagt – tilhører den sorte skole med spanskrør og salmevers (pst … læreren kan ikke selv svare på spørgsmålet).

Resultat: nu flere generationer af historieløse og dermed stærkt manipulerbare individer. 

Tanken om Eurasiaen dharmisk revival? 
Lad det være sagt lige ud: det er langt fra blot en tanke. Det er en realitet. Både som et kulturelt kontinuum og som et revival-projekt, der for længst er sat i værk, og som vi ser vokse frem for vore øjne. 

Det kan man have mange meninger om. Oligarkiet i Vesten, globalisterne hader det, frygter det og bekæmper det med næb og klør. De har været villige til at iværksætte to verdenskrige for at forhindre det, og de vil være villige til at iværksætte en tredje. Hvilket de er i færd med i skrivende stund. 

Én ting er imidlertid indiskutabelt, når man erkender, hvori menneskets urgamle skisma består. At det eurasiske projekt er tendentielt (ikke 100% entydigt) et dharmisk projekt, ligesom globalismen er et abrahamisk projekt.

Den sidste del af udsagnet er der argumenteret for i rigt mål. Den første del er just introduceret i dette blog-essay og kræver en uddybning. 

Jeg refererer, som før, til den politiske filosof, der mere end nogen anden har klarlagt begrebet Eurasia og den rørelse, den ikke nedskrevne ideologi, der knytter sig til begrebet. Han hedder Alexandr Dugin. Han er blevet associeret med Vladimir Putin og er blevet kaldt hans spindoktor, hvilket selvfølgelig er noget sludder, som han selv skyder i sænk. Der er dog så meget om snakken, at der ses en ret tydelig sammenhæng mellem den eurasiske tanke og den geopolitik, som Putin repræsenterer.

Hvad taler vi om? Dugin ser, som Putin, Europa og Asien som et kontinuum. Han tager, som Putin, uforbeholdent afstand fra de tre politiske ideologier, der har plaget Vesten. Den første, liberalismen, den anden, kommunismen og den tredje,  fascismen. De to sidste er afgået ved døden, og tilbage står den første, der nu anser det for sin ret at herske over hele Verden. Det er globalisternes New World Order. Han tilhører, som Putin, den ortodokse russiske kirke, og nærmere bestemt, den gren, der kaldes for ’de gamle troende’, ukorrumperet af Peter den Stores overgreb. Altså, de, der bevarede den russiske tradition i alle de 70 år, den blev undertrykt. 

Derfor bliver Dugin, som Putin, hadet og frygtet af Vestens oligarki, der ihærdigt forsøger at starte en krig og at omstyrte det nye nationale projekt, der finder sted i Rusland i disse årtier, efter kommunismens fald. Dugin er blevet udråbt som verdens farligste mand af de amerikanske neocons. Slangen er bange nu, den tisser i sengen om natten. 

Husk i den forbindelse, at kommunismen var en vestlig installation, på alle tænkelige måder fremmed for den russiske folkesjæl. Lad os bare kalde det ved navn, selvom vi ikke må: et khazarisk-jødisk projekt, da de horder af stormtropper, der udgjorde de revolutionære i altdominerende grad var tilrejsende jøder fra USA og Europa finansieret af khazarisk-jødiske bankmoguler fra New York og ledet af khazarisk-jødiske frimurermedlemmer fra samme steder (Marx, Lenin, Trotskij + en helt stribe koryfæer). Altså, de samme typer, der ved Nürnbergprocessen aflagde vidnesbyrd om Holocaust, mens de massemyrdede deres egen befolkning i milliontal i deres dødslejre i Gulag. 147 millioner blev det til i Sovjettiden! Et troværdigt vidnesbyrd? Hvad siger du? Jeg spørger bare, som den idiot, jeg er. Ingen, INGEN! tør svare seriøst på spørgsmålet, alle går udenom det med halen mellem benene.
Se: Den hemmelige historie om Den Russiske Revolution 

Det Britiske Imperium, hvor den khazariske mafia har haft et af sine mest stabile opholdsrum – man kunne sagtens argumentere for, at selve aggressiviteten i Imperiet ville have været utænkeligt uden det abrahamiske element – var hjernen bag de to verdenskrige, hvis formål var at save Eurasia over på midten. Hermed kan vi også forstå den ynkelige rolle, Polen har spillet i begge krige, og nu er i gang med igen (store NATO-styrker opmarcherer i øjeblikket i Polen). Polen skal adskille Rusland fra Tyskland og dermed fra Europa. Tætte forbindelser mellem Rusland, med de enorme ressourcer, og Tyskland, med den suveræne know-how, er en helt naturlig-kulturlig konstellation. Det er dermed også den største trussel mod det angelsaksiske Imperium, det transatlantisk-globalistiske oligarki. 

Hvordan kan det være en trussel? Ville det ikke blot være til alles gavn?

Selvfølgelig ville det det! Selv et underskolebarn kan forstå sund fornuft. Men for et abrahamisk tankesæt ses omverden som fjender og ikke som venner, som en trussel og ikke som en udfordring, som et misundelsesobjekt og ikke som et eksempel til opfølgning. En udstrakt hånd opfattes som en hånd, der hvert sekund vil stikke en flad. Der står skrevet krig-krig-og-atter-krig langt ind i deres traumatiserede hjerner, og selv det at gå ned til købmanden og købe en agurk, opfattes som en krigshandling (handelskrig).

Tilbage til Eurasia. Hvordan kan vi hævde, at eurasianisme er dharmisk i sit tankesæt? Det kan vi, fordi Alexandr Dugins Fjerde Politiske Ideologi, der genfindes i mange af de geopolitiske tiltag, som Vladimir Putin har sat i værk – en ideologi, der vel at mærke er en invitation og ikke et færdigskrevet dogmesæt – som kerne har, at alle nationer har en selvskrevet ret til at vælge deres egen styreform og deres egne alliancer med andre nationer. Blot det at bruge ordet nation, er selvfølgelig en anfægtelse af globalisterne, hvis hovedformål er at udradere alle nationer og dermed al ret til selvbestemmelse. Derfor afstår Rusland klogeligt, og belært af bitter erfaring, fra at gentage Sovjetunionens kæmpebrøler og underkue, overfalde og ensrette deres nabolande. Der var aldrig tale om en ægte union, Sovjet var rendyrket imperialisme. 

Silkeruteprojektet er et eurasisk projekt. Jeg vil hævde, at det indeholder klare dharmiske elementer. Javist, de store magtfulde nationer kridter banen af, men Rusland og Kina er i fasttømret alliance via SOC og BRICS + en række andre netværksorganisationer. Nu er Japan også kommet med på den russiske bane som modvægt til Kina. En hel række asiatiske lande er allerede involveret i projektet. Det kan ikke stoppes. Kan det kuppes, så alle fordelene havner i lommen på Imperiet? Det kommer ikke til at ske, for nu vil man ikke finde sig i det længere. Kan en ny storkrig i Verden sætte en stopper for det hele? Det er allerede læst og forstået, at det vil blive forsøgt, men stærke kræfter er i færd med at sætte en stopper for det.

Globalisterne har begået globalt selvmål. De har skabt en verden, hvor alt er sammenvævet. Hvad sker der så, når der danner sig en majoritet i den selv samme verden, der har gennemskuet og opponerer mod roddyrs-globalismen? Fucking bomb dem tilbage til stenalderen, så kan de lære det … er globalisternes første tanke. Det var det, de plejede, det virkede i århundreder, de griber i posen. Nå-nej, for så bomber vi jo vores egen konstruktion tilbage til stenalderen – damn-it! 

Man kan kun save den gren over, man sidder på, én gang. Der er ingen Ctrl+Alt+Delete-knap. Når først x­-antal lande med x-antal mennesker i x-antal sammenhænge har fået smag for en ny verdensorden, der ikke er den New World Order, som globalisterne regnede med, så er Ordensmagten seriøst på skideren. Det store Nemesis efterfølger det store Hybris. Oligarkiets værste fjende var ikke deres erklærede og udpenslede fjende, men dem selv og deres enorme arrogance = troen på, at de også denne gang kunne trække x-antal kaniner op af hatten.


Kommentarer

Populære indlæg