En debattør rammer plet?

af morton_h, the blogger

Martin Paludan Müller har d.d. skrevet et nærmest mesterværk i form af et blogindlæg. Jeg har simpelthen valgt at bringe det i sin helhed - uden at spørge manden om lov.

Indlægget befinder sig i en liga hovedhøjder over standarden i det efterhånden fladtrådte klichee-medie: Dagbladet Information! Jeg læste med vilje ikke de ovenovenstående blogindlæg, men jeg gætter på, at det har provokeret, og at der er adskillige venstrefløjs-fornærmede verbal-gylpe iblandt.

Politisk-ideologisk korrekthed er - muligvis - den mest dødelige gift for enhver ægte debat. Politisk korrekthed er et troens felt. Det er dermed et uvidenhedens felt. Jeg tror, jeg bekender mig til, ergo jeg afstår fra at vide. Hvis du tillader dig at vide, er du en vantro. 

Indlægget rammer så plet, at det gør helt ondt. Al venstrefløjs-korrekthed, når den er værst, bruger de samme calvinistiske virkemidler: skyld og skam. Hvis du tillader at mene det uortodokst forkerte, er du skyldig og bør skamme dig. At den såkaldte højrefløj, når den er værst, gør nøjagtig det samme, behøver vi vel ikke at nævne her?
______________

Du er vist højreorienter, hva'? 
af Martin Paludan Müller, Information 02.11.13

'Alt er politik – men politik er ikke alt,' har et klogt menneske sagt. Men det er godt for en karriere med relation til kultur og humaniora at huske sin gamle frygt fra 1970’erne. I de rigtige miljøer er alarmen fast installeret – også for de yngres skyld.
Frygten for at være højreorienteret er arven fra 68’ernes regime. I 1973 på Københavns Universitet, litteraturvidenskab, heglede træskoklædte tutorer i murertøj os nye studenter igennem: 'Vi må have en fælles målestok, så litteratur kan måles og vejes, og det er den materialistiske historieopfattelse; vi begynder med Kapitalen, bind 1.'
Spagt lød det: 'Skal vi slet ikke arbejde med andre målestokke?'.
Så faldt der brænde ned: 'Det er jo borgerlig pluralisme!'.
Et klogere spørgsmål: 'Hvordan er studiet i Aarhus?', fremkaldte ægte proletarisk begejstring:
'I Aarhus er der nogle pissekvalificerede Kapital-gennemgange!'
Som den lamme rejste sig og gik, lærte en spejder fra Gentofte på få timer at være solidarisk med 'arbajderklæssen' – in abstracto.
Et par år senere kørte en venlig mand mig til færgen på Langeland. Da han hørte, at jeg læste dansk i København (lidt pluralistisk), undskyldte han, at han var sparekassedirektør.
En gøen af fyord
Træskotutorerne har givetvis navigeret smidigt gennem arbejdslivet og udbygget koden ’højreorienteret = dum’ til newspeak undervejs.
Men hvordan er det mon gået spørgeren med det bøjede hoved?
De rigtige har dygtigt afskaffet begreber om sund fornuft og næsten alle simple sandheder.
Lad os lige se på, hvad vi må sige i 2013 – uden for rækkevidde af deres politiske moralisme.
Hvis jeg ud fra uheldig erfaring kalder det en dårlig idé at blande te og kaffe, vil ingen blive forarget eller udlede, at jeg nærer had til en af delene. Og mener jeg, at Stalins idé om at vende floders løb var et galt, irreversibelt eksperiment, vil kun mandens sidste venner tage anstød. Her kan vi nok tale om simple, ufarlige sandheder.
Derimod skal ethvert udsagn forbundet med indvandring med djævlens vold og magt tvinges ind i en højre-venstre-dialektik, som mennesker med større kærlighed til egen intellektuel karriereprofil end til deres land konstant må positionere sig i forhold til – det lærte universitetet dem på den hårde måde. De minerede emner udløser pavlovske reflekser; det vigtige er aldrig sagen, kun at pege fingre ad en 'højrefløj', som den fromme heldigvis ikke tilhører.
'Anti-muslimer marcherer i dag i København', basunerede Politiken den 23. februar om en fredelig protest foranlediget af »mediehistorier om chikane af jøder på Nørrebro« – men om en »moddemonstration« hed det: 'De venstreorienterede demonstranter samles i krydset ved Nørre Farimagsgade og Gyldenløvesgade'. 30 forsamlede anholdtes dog for godhjertet voldsmarch.
At det overalt i Europa har vist sig umuligt at integrere store grupper af mennesker med kollektiv identitet bygget på lovreligion, apartheid og social kontrol i et sekulært, individbaseret rets- og velfærdssamfund, er for mig en simpel, lavpraktisk sandhed – ingen totalanskuelse eller højre-venstre, tak!
At ville bremse årtiers uoverskuelige og irreversible demografiske eksperiment udløser en gøen af fyord: racist, populist, højreorienteret, ikke stueren, der skal få almindelig fornuft til at bøje hovedet. Altid skal der findes et klogt ’på den anden side’, mens tiden går, og helvede bryder løs, som de renfærdige svenskere fik en lille forsmag på i år. Men vil man ikke bremse eksperimentet, støtter man jo, at det fortsætter. Det er et stort ansvar.
Nådesløst paradigme
Når nogen i 1970’erne omtalte de umenneskelige forhold i Sovjetblokken, var det klogt at sige, at der også var uretfærdighed til i USA. Denne besværgelse afsluttede sagen, blot ikke for de fængslede og mishandlede. Det virkelige emne er jo ens egen rigtighed: Her kommer det moderne, fordomsfrie menneske! Rifbjerg skrev et trygt og hånligt digt om Solsjenitsyn.
Paradigmet er gennemtrængende nådesløst. Totalpolitiseret frygter man når som helst det medlidende smil: Nå, du er vist lidt højreorienteret, hva’?
Paradigmets absurde forudsætninger står ikke til diskussion. Således er alt vedrørende kristendom højreorienteret og reaktionært, og kritik af denne er dermed progressiv og klædelig for en ’venstreorienteret’ eller ’kulturradikal’, som omhyggeligt undgår at skelne mellem Det Nye og Det Gamle Testamente.
Islam er derimod uløseligt forbundet med undertrykte folks permanente offerrolle trods denne lovreligions talrige vantro eller ulydige ofre (hyppigt kvinder) af alle racer. Det forklarer, at kritik af islam nu er tilstrækkeligt bevis på at være ’højreorienteret’ – helt uanset begrebets oprindelige fordelingspolitiske mening. Tilsvarende må der ikke skelnes mellem ideologikritik af islam og had til mørk hud.
Kortslutning + tabuisering = ’falsk bevidsthed’. Ideologi-kritikerne har stillet træskoene og undviger på listesko den logiske følge: at islam da måtte være 'venstreorienteret', sågar 'progressiv'. Foreholdt Koranens og islams syn på videnskab, demokrati, kønsroller, homoseksuelle, trosfrihed, ateisme, religionskritik, ytringsfrihed, kvinders frihed til at ægte ikke-muslimer osv. kan de magisk opløse al kritik med ufarlig henvisning til, at der også står slemme ting i Bibelen. At Jesus netop gjorde op med uforsonlig, farisæisk lovreligion, tør den rene ikke vide.
Obligatorisk had til danskhed
Ligesom det er forbudt at skelne mellem Det Gamle og Det Nye Testamente, har man pligt til at sætte lighedstegn mellem nationalisme og fædrelandskærlighed. En af de fordomsfrie radikale kvinder, Elsebeth Gerner Nielsen, udtrykte engang væmmelse over Dannebrog i landskabet. Iført tørklæde viste hun sig som et af de gode og meget moderne mennesker, som det tapre lille parti i tidens løb har sat ind i kampen for fred med ufredelige ideologier og tolerance over for intolerance.
Det obligatoriske had til danskhed har vel samme grund som det faktum, at navnet Adolf er gået af brug. Hvor længe skal vi dog paralyseres af hans forskruede ideer om det nationale?
Hvor mange vil hævde, at de elsker naboens familie lige så højt som deres egen? Nok ret få, men indebærer det, at flertallet i fuld alvor anser deres familie for bedre? Næppe. Overført til det nationale er dette just forskellen mellem fædrelandskærlighed og nationalisme, som den tyske filosof Herder fremhævede i 1770’erne.
Modsætningen til Herders kulturelle fædrelandskærlighed var dén nationale chauvinisme, der svarede til tidens økonomiske interesser og slagsmål om kolonier og markeder. I vor tid er borgerskabets åndløse nationalisme afløst af dets åndløse internationalisme – stadig med økonomisk vækst som eneste mål. Manglen på kosmopolitisk sans for andres kultur og sprog udstilles i den Europæiske Union, hvor mange franskmænd og især englændere nægter at beskæftige sig med fremmedsprog. ’Fællesskab’ kan være en eufemisme for den rå internationalisme, hvor just mellem-folkelighed savnes.
Her er masseindvandring og hysterisk åbne grænser som skabt til at få folkene til at ophøre med at føle sig som folk, så vi kan blive regerlige EU-borgere.
Hjælp! Er jeg nu højre- eller venstreorienteret? Jeg er så bange for svaret!
Det moderne radarmenneske lever fint med alt, nu fri af det forlorne arbejdertøj: Alt er politik og social konstruktion. Fremtiden tilhører mig, jeg er omstillingsparat, jeg er ikke højreorienteret, jeg er ikke dum!
Hm. Er du sikker?

 ______________

Det lykkedes ikke helt Martin Paludan Müller at undgå at falde i den grøft, han selv graver for venstrefløjen. Han kender målet for sine ironiske beskrivelse det nemme-at-narre venstrorienterede. But it takes one to know one. Han er selv et produkt af den tid, han beskriver. 

Man kan faktisk godt stikke spaden dybere ned. Paludan Müller er muligvis kristen, det fremgår ikke helt klart. Det er i allerhøjeste grad muligt at udøve idelologikritik af kristendommen, og de særlige voldelige træk, han tilskriver Islam er fælles gods i alle de tre abrahamiske eller jahwistiske religioner. Det gamle testamente er fuld af beskrivelser af en despotisk gud, der udsletter sine fjender, altså en slags jødisk-kristen jihadisme. Jamen, forsøger kristne så automatisk at redde sig i land, det var jo det Gamle testamente, det Nye er sandelig noget ganske andet


Og det er nemlig rigtigt på en ganske særlig måde, for det Nye testamente er et stykke vaskeægte designerideologi skabt af de flavianske kejsere for i første omgang at lamme de oprørske jøder med en pacifistisk udvanding og twist på messianismen, det indædte og fanatiske oprør mod det protofascistiske Romerrige. De fire skrifter + gerningerne er forfattet af netop den skikkelse, der smuttede ind ad bagdøren, den såkaldte Paulus, som ved nærmere eftersyn er ingen ringere en skriverkarlen, Josephus Flavius, jøden, der omvendte sig til romerkulten og leverede skytset. Joseph Atwill og Ralph Ellis har gennemtrevlet fænomenet, og det kunne egentlig være interessant for en litterat som Paludan Müller at skaffe sig indblik i den helt særlige jødiske skrivestil, som har forvirret verden i flere tusinde år. Disse skrifter kan ikke forstås uden at kende til jødisk typologi, hvor intet, gentager INTET, kan og skal tages for gode varer, før man har kombineret forskellige skrifter og gennemskuet deres stærkt allegoriske og mangelagede konstruktion. Josephus skabte simpelthen kristendommen. Skikkelsen Paulus har, som Atwill systematisk gør rede for, alle tænkelige fællestræk med Josephus selv, han har skrevet en glorificeret selvbiografi i Apostlenes gerninger og Paulus' breve, og man kan finde hele Tiberius og Vespassians kampagne i Palæstina indskrevet i testamenterne.

Socialismen som designer-ideologi er uadskillelig fra den kristne designer-ideologi. Begge er konstruktioner med en lignende agenda: passivisering af masserne med et færdigt tankesæt. Den kristne og socialistiske tidslinie er den samme: frem mod tusindårsriget. Avantgarden / præsteskabet vil føre dig, mellemstadiet er proletariatets diktatur / kirken er din hyrde, der fører dig til grønne enge, Herren og profeterne, kapitalanalytikerne og Karl Marx vil oplyse dig om, hvad du skal tænke (ikke hvordan du skal tænke), viden er opium for folket / religion er opium for folket, kommunismen / socialismen / nazismen / fascismen / feminismen og de andre -ismer ER religioner - religion defineret som afståen fra at tænke og vide og hengiven sig til tro. De ydmyge skal arve jorden / proletariatet-arbejderklassen skal overtage produktionsmidlerne. Gå ud og gør verden til mine disciple / gå ud og spred revolutionen til alle folk.

5-700 år efter skabelsen af den kristne designer-religion ankom så den næste designer-religion, Islam. Romerriget havde i mellemtiden morfet sig til den Katolske Kirke, same-same but different. Det var svært at udstrække kristendommen til det arabiske område, designet passede ikke. Og vupti, ankom Islam, skræddersyet til at kontrollere millionerne i udkants-civilisation.

Hvad ser vi så i dag? Vi ser en iscenesat konflikt mellem Islam og kristendom / den vestlige kultur. Med streg under iscenesat! Det kaldes for Clash of the Civilisations (Huntington). Konflikten er falsk og forloren, men hvis man hælder benzin på bålet og overstyrer fokus på forskelligheder = potentielle konflikter, så opstår det kaos, der er så frugtbart for masse-manipulation af mennesker. Multikulturalisme er specialdesignet til at skabe alle tænkelige konflikter i stil med dem, Paludan Müller beskriver. Det er i den kontekst og på den historiske baggrund, vi bliver i stand til at forstå vor tid og undgå at falde i grøfter, der for længst er gravet, og som synes at gentage sig selv i én uendelighed. Vi er simpelthen nødt til at udvide horisonten og tænke os væk fra den mental-lobotomi og sort-rød-tænkning, der har amputeret os i så lang tid. 

Kommentarer

Populære indlæg