En sofavælgers bekendelser

af morton_h, the blogger

For 5 år siden valgte jeg at smide den første stemmeseddel i skraldespanden. Det var i et øjeblik af desillusion, hvor jeg permanent fravalgte det repræsentative demokrati. Det var på samme tid, som jeg valgte at smide mit fjernsyn ud af vinduet og opsige mit avisabonnement. Det var også på samme tidspunkt, hvor jeg blev hjemløs for første gang og måtte bo på loftværelse, der ikke var beregnet på beboelse. Men det sidste har - og jeg har gennemtænkt det - ikke noget at gøre med det første. Desillusion er udelukkende møntet på det repræsentative demokrati og den stat, der baserer sig på det.

Det er ikke demokratiet, folket der styrer, som ide, der er et problem. Ikke så længe det er knyttet til republikken (folkets sag). Sagt med andre ord: Når flertallet bestemmer med fuld respekt for mindretallet går det fint. Det er den tilstand, som demokratiet har befundet sig i fra slutningen af det 20. århundrede og det nye årtusind, der udgør et problem. 

Nu skal man som bekendt aldrig sige aldrig. Men på det punkt er jeg realist og ikke utopist, og forudsætningerne for at jeg nogensinde igen skulle sætte et kryds på en stemmeseddel til et dansk folketingsvalg, et lokalvalg eller - vorherre bevares! et EU-valg - skulle i så fald være:

• At en ganske gammeldags type af politikere skulle finde på at dukke op på scenen, en type som føler et kald og ikke blot har en ambition om et levebrød eller et karriere-springbræt
• At seriøst tænkende mennesker uventet skulle finde på at stille op til et valg
• At et flertal af folkevalgte ikke var til fals for uvidenhed kombineret med påståelighed, dårlig information, dovenskab, intimidering, okkupering af medier og dårlig journalistik, spinndoktori, investeret interesse, levebrødsprofessionalisme.
• At oldnordiske dyder som medfølelse, lydhørhed, kompromisløshed, hæderlighed, ikke-reaktionær nationalfølelse, mod, individualitet og  kærlighed - ja du læser rigtigt - genindfandt sig på den politiske scene
• At mennesker, som ikke søgte magten ville påtage sig at forvalte den ud fra et ansvar for deres medmennesker og deres børns generation
• At mennesker, der FOR ALVOR vidste noget om verden og dens beskidte gang, valgte at åbne munden og træde frem på scene - OG IKKE MINDST at disse mennesker blev set og hørt og anerkendt af tilstrækkelig mange mennesker, der var trætte af den siddende politikertype.

Jeg taler her udelukkende om politikere. Det er muligvis ikke helt retfærdigt og muligvis heller ikke helt fyldestgørende. Jeg kunne og burde måske tale om systemer, institutioner, ideologier, herskende tilstande. Men når dagen er omme består disse tilstande altså af de mennesker, der skaber og vedligeholder dem. Politikerne vedligeholder dem. De aner desværre ikke, hvordan disse tilstande er blevet skabt, for de er lige så historieløse som alle andre. De ved, hvad de har lært i skolen, i gymnasiet, på business-school, på cand. politstudiet, i partiskolen. Det er hvad de ved. De har aldrig seriøst studeret historie eller geopolitik. De aner intet om videnskab. De har aldrig stillet de kompromisløse, svære spørgsmål. De har gået de lige veje ad de lige linier. De har gjort, hvad der krævedes for at komme dertil, hvor de er i dag.

Sofavælgeren
Mit liv og mine valg skal ikke defineres af disse menneskers behov og livsbane, for der er langt større ting på spil, som disse mennesker ikke har forstået.

Tillad mig at foreslå en ny definition af begrebet 'sofavælger'.

Sofavælgeren er den, der tager sin stemmeseddel og går hen på den lokale folkeskole en onsdag efter arbejde en tilfældig dag i februar og sætter et kryds udfor en ligeså tilfældigt politikers eller politiker-wannabe's navn, som har har hørt noget om, hvorefter han-hun går hjem og spiser spagetti med kødsovs, sætter sig I SOFAEN, åbner for fjernsynet, ser X-Faktor og glemmer alt om verden. Sofavælgeren regner herefter med, at de valgte politikere eller politiker-wannabe's sørger for at tage vare på de fleste af vedkommendes relationer til den truende omverden, og at de først igen om ca. 2-4 år igen behøver at lette røven fra sofaen og at gå hen på den lokale folkeskole en onsdag efter arbejde en tilfældig dag i februar ...

Jamen hør nu, vil nogen sige, det er jo ikke det, som ordet 'sofavælger' betyder ..

Undskyld mig igen! Det er NETOP det, som ordet betyder. Det er en person, der udøver sin demokratiske forpligtelse fra en sofa, hvilket vi desværre har vænnet os til i det repræsentative demokrati. Vi er strengt taget ikke tvunget til det, men det er sådan, det er blevet. Det repræsentative demokrati opfordrer folk til at blive i sofaen og acceptere deres rolle som tilskuere til et show. Sofavalget er den passive borger og den besynderlige ide om, at demokrati er noget man overværer, når man trykker på en knap på et TV kl. halv otte, planter røven i sofaen, sænker underkæben og siger døøh! Dagen efter copy-paster sofatypen det, han så, over frokostbordet i kantinen og siger 'Jeg har hørt, at de nu har besluttet, ...'

http://modsigelsen.net/livet-som-sofavaelger/