Adoption og eksil

af morton_h, the blogger
 
Jeg er adoptivbarn fra en tid, da der ikke var gået industri i at adoptere børn fra andre steder i Verden. Og jeg skal gerne - ved en anden lejlighed - bruge en hel blog eller flere på de uhyrligheder, børn udsættes for forskellige steder i Verden. Der skulle være nok at tage fat på: fx. Guds mafia, dvs. sagerne om samarbejde mellem fascisterne, den katolske kirke, læger og jurister, der bortadopterede børn i 1000-vis under og efter Franco. Alene med temaet 'den katolske kirke' kan man tage en makaber guided tour og komme vidt omkring. Hallejuja! Læg dertil organhandel, børneprostitution, børn der kidnappes til sataniske ritualer - i USA forsvinder der hvert år en halv million børn, og en stor del af dem dukker aldrig op. Eller børneslaver på fabrikker.

Det er ikke det ærinde, jeg har i dag. Dette er et indlæg i en underlig debat, der har kørt i Dagbladet Information med afsæt i forfatteren Jacques Berg, der skrev en bog om emnet, hvor alle adoptivbørn per definition groft sagt er rodløse eksil-individer. Da jeg, synes jeg da selv, som adoptivbarn har kvalificeret mig til at snakke med ud fra direkte erfaring, gør jeg det.

Jeg er resultatet af et samfund, der for 50 år + siden med skyld og skam fordømte ægteskaber mellem mennesker af upassende stand og herkomst, og som tvang en sandsynligvis ung mor til at afstå sit barn. Det gør en mor ikke af egen fri vilje, er min kvalificerede påstand.

Jeg siger 'sandsynligvis', for jeg kender ikke hendes alder, og har aldrig haft behov for at vide det. Mine adoptivforældre ER mine forældre, og det sted jeg er vokset op ER mit barndomshjem. Jeg har aldrig levet i eksil, og jeg har aldrig haft trang til at opsøge min biologi, fordi jeg 'manglede identitet'.

Identitet handler om, hvad man 'er ligesom'. Eksistens handler om, hvem man ER. Al denne snak om identitet er syg, fordi den fjerner vores fokus fra eksistens. Vores overfladekultur lærer os hele tiden, at vi skal kopiere og efterligne men INTET om, hvad det vil sige at blive et menneske.

Fremmedgørelse er noget, der bliver os alle til del i den verden og de tider, vi lever i, og hvor de store løgne dominerer alting. Jeg har uden tvivl oplevet fremmedgørelsen og adskillelsen på et meget tidligt tidspunkt, og det har uden tvivl dannet min opfattelse af mig selv som 'en fremmed' i denne verden. Men jeg spørger: Og hvad så?

Kunne det ikke, det er jeg overbevist om, have givet mig en større forståelse for netop eksistens? Kunne det ikke have givet mig en dynamik? Kunne det ikke have givet det spark, der gjorde, at jeg ikke bare kopierede mine adoptivforældres - med al respekt - småborgerlige liv? Kunne det ikke have gjort, at jeg en stor del af mit liv har arbejdet som kunstner?

Jeg var bestemt ikke, som den familie, jeg havnede hos. Men der var stor kærlighed og omsorg, ubetinget opbakning og støtte, selv når jeg gik mine egne veje.

Al den firkantede snak om biologi giver mig lidt kvalme. Det hørmer af noget eugenisk. Det er meget typisk for adoptivbørn, der ikke har fået det at vide fra starten, at de senere kører over i det store emotionelle blame-game: 'Så er DET HELE også bare mine onde forældres skyld, for de er ikke mine 'rigtige' forældre. Det bliver meget hurtigt selvoptaget og senpubertært, og offerrollen ligger til højrebenet.

Da jeg mødte op i 1. klasse, præsenterede min klasselærer mig: 'Og her er så Morten, og han er et ønskebarn'. Nåjj, sagde de andre så, DET er da noget særligt! Og det var det også, for der var jo en historie i det. Sådan skal det gøres. Det betød også, at jeg aldrig havde i den grøft, som fx. lyser ud af denne debat, hvor emotion, vrede og frelsthed trænger igennem.

Og uden at have læst Jacques Bergs bog, synes jeg det virker, som om noget løber af sporet. Eller sagt på en anden måde: barnet ryger ud med badevandet. Kunne det tænkes, jeg spørger bare, kunne det tænkes, at hans selvvalgte eksil som dansker, der snobbede for den fine franske kultur - jeg husker udmærket hans finkulturelle franskforelskede indlæg i DR for årtier siden - at dette eksil er gået i social arv?

Og mister en del af denne debat ikke fokus fra noget af det elementære: at et forældreløst barn via adoption rent faktisk får nye forældre i stedet for at omkomme?


Vi tror som forældre - jeg er selv en af dem - at vi er åh så uundværlige. Men enhver mor, der prøver at låne sit spædbarn ud et par dage til sin søster eller kusine, fordi hun skal på karrieretrip el. lign. og kommer tilbage og opdager, at ungen har adopteret søsteren som sin mor, får lige en klam fornemmelse. Mor er altså en 'funktion' og ikke en biologisk person fra det gudgivne, hellige forældreskab. Ups!

Det er intet, der forbyder eller forhindrer børn i at opsøge deres biologi. Og det kan lære dem meget om, hvordan de er sammensat af biologi og relation. Jeg har unge familierelationer, der har gjort det med deres koreanske baggrund. Deres liv er blevet rigere, og de har fået nye søskende. Men de har aldrig, ALDRIG fornægtet og forkastet de adoptivforældre, der gav dem et liv i Danmark. De blev dybest set bortadopteret, fordi vores allierede kulturelle storebror, USA, Englænderne og deres fucked-up finanselite kørte deres imperialisme i et land i fjernøsten og gjorde tusinder forældreløse i den første større iscenesatte krig efter 2. verdenskrig.

Og skulle nogen komme op med en gylp i retning af: 'Jamen var det ikke de onde kommunister, der startede Korea- og Vietnamkrigen' og ikke de gode amerikanere, så kan jeg anbefale at studere historien udover pensum i 7. klasse, især med fokus på, hvordan den onde kommunisme er kommet i stand. Ond var den, men hvem skabte og profiterede på den? For nybegyndere, start fx. her:
http://paradigmet.blogspot.dk/2012/08/lad-karl-marx-hvile-i-sin-grav.html

Altså: hvad med lidt indsigt i de større sammenhænge? Hvad med lidt større fokus på de forudsætninger for global forældreløshed, som vores del af verden er hovedansvarlige for? Hvor mange hjemløse skaber vi fra dansk side ved kritikløst at backe op om slagterierne og overgrebene i Irak, Afghanistan, Libyen, Syrien, osv. osv. Ligesom vi gjorde i Korea og Vietnam. Jeg tillader mig at sige 'vi' over en kam, fordi vi ikke som nation og folk tager afstand fra det. Og som bivirkning bliver vi nu oversvømmet af flygtninge-indvandrere, hvis livsbetingelser er blevet smadret et andet sted på kloden for at vi - og i særdeleshed en lille indspist elite af psykopater - kan opretholde en syg livsstil. Med os som deres med-misbrugere.

Det er DEN verden, der gør mennesker til hjemløse i eksil!

En anden vinkel kunne være følgende: Et barn fra Peru får et par danske forældre. Senere i livet kommer barnet i en krise. Første gang, det sker er uden tvivl puberteten, vor alle børn skal frigøre sig fra deres forældre. Og hvis man ikke 'får det overstået' her, så vil mange opleve en krise senere i deres liv. Desværre lever vi i en kultur, der infantiliserer mennesker, så de bliver ved med at være pubertære til op i 30'erne. Men så er det, jeg spørger: Hvordan håndterer vi så den krise, vi alle havner i, og som hos et adoptivbarn ofte har nogle forstærkende træk? Og hvad vigtigere er: Hvordan havde personens krise været, hvis det var vokset op hos 'sine egne' på et rådden børnehjem i Peru uden forældre? Mit gæt er, at en sådan krise ville have være kronisk og uhelbredelig. Men så var der ikke et par danske forældre, der havde gjort sig 'skyldige' og var blevet udsag for en avisdebat om emnet, der hælder skyld på skyld.

En tredje eller syvende vinkel kunne være alternativet til at adoptere et forældreløst barn, hvilket er kunstig befrugtning fra en sædbank, hvor en enkelt alpha-han lægger klatterne og i princippet kan have 100-vis af biologiske børn. Hvilke rettigheder og muligheder har disse børn, når de vokser op og gerne vil i kontakt med deres genetiske ophav? De rammer muren, for denne far er blevet garanteret anonymitet. Hvis du er et adoptivbarn, har du adoptionspapirer, hvor de i det mindste kan gå i detektiv-mode og opspore dine biologiske forældre. Om de så vil kendes ved dig, er en anden sag.

Så det korte af det lange: skulle vi ikke tage og lade være med at smide barnet ud med badevandet, når vi som voksne har været en tur i karet for at rense os selv for skyld og dårlig samvittighed. Vi glemmer det simple faktum, at et barn fik et sæt nye forældre i stedet for dem, samfundet eller skæbnen smed ud med toiletvandet. Jeg er et af dem.

Til allersidst: Jeg kender en kvinde, der adopterede et barn fra Afrika. Dette barn var selvfølgelig forældreløst. Inden det blev adopteret, har det selvfølgelig tilbragt et stykke tid på et børnehjem. Måden det blev fundet på fortæller med ret stor tydelighed, hvad der skete. Det kan simpelthen ikke være mere illustrativt. Det var en dreng. Han blev fundet i en skraldespand ...

Take the motherless children off the streets

Kommentarer

Populære indlæg