Den leende Buddha

af marco hanuman



Prolog

Det er ikke til at sige, om der er gået et par minutter eller en halv time, måske mere. Da han åbner øjnene, er alt som forventet. Her fra bænken kan man overse hele pladsen og samtidig dække ryggen som en måge. Bortset fra at en måge ikke ville være så skødesløs at falde i søvn.

Skulle der dukke et irriterende selskab op af typer, han ikke lige kan identifice sig med, er det muligt at lette øjeblikkelig og bevæge sig videre med fuldt overlæg. Se nu den gruppe unge mænd med bodega-røst og ditto-humor - starten af 30'erne, tøj de også gik i som 14-årige, åndelig udvikling i samme liga, allerede lettere overvægtige af øl og fastfood, småbrovtende, et par med kasket, bukserne under niveau for røvens kavalergang. De passerer, ingen grund til at lette.

Næste hold, tøserne med mobiler, den ene i færd med at eksponere sit sexliv over hele arealet, den anden i færd med en højlydt betroelse om en venindes bagtalelse, privatsfæren hængende ud over det hele, hæse stemmer slidt rå af røg, happy hour og forsøg på at overdøve støjniveauet fra anlægget. Hærg er sexet. De to andre ligner tømmermænd, drenge i pigekrop, piger med drengeattituder. De passerer også.

Studerende bosat i lejligheder købt af deres forældre i den foryngede bydel, der har udviklet sig fra kaserneområde for industrialiseringens hærskarer, ludere, lommetyve, drankere og narkomaner. Og hoteller. Nu færre narkomaner og lommetyve, og luderne er fra østeuropa traffikeret hertil af menneskepushere i dyrt tøj og sorte biler. Til gengæld flere nyindflyttere, der klager over gadestøj, som om de troede, det var en etageudgave af de forstæder, hvor de tilgengæld fandt det for kedeligt. Make up your minds! Studerende i 100-vis, der hænger ud i en af de in-cafeer, der er væltet op af jorden sammen med tøjforretninger. Før var der en antikvarboghandel, nu sælges der designer-streetware.

Så er der skaterne. De er som sunket ind i sig selv, det er kun hjulene fra brættet og de konstante kollisioner med brædderne og asfaltet, der høres. De er nærmest at betragte som ambient støj. Gadelydende er også ambience for dem, flere af dem har øreplugs og en iPod i lommen.

Og den smarte by-professionelle af den kreative klasse, der stopper op med sin mobilbamse, dybt nedsunken i en forhandling om hvem, der er ansvarlig for casting, og nu må den fucking rykke, det er i hvert fald en 70 kg, vi taler om, jeg sagde det til ham, vi flytter ikke deadline, … endelig hiver han stikket ud, synligt irriteret, samtalen er afbrudt, videre mod den næste potentielle event.

Her kommer mødregruppen i selvsving over deres vidundere. Det hele handler om, hvor fantastisk en gylp, det første vidunder præsterer, hvor højt det andet vidunder kan skrige, hvor meget det tredje forsøgsdyr slår ud på vaccinen, hvor mange uforståelige ikke-ord, den fjerde basunengel kan udbasunere, hvor lidt den femte kolikramte terrorist sov forrige nat, hvor meganuttet den sjette princesse er i dyrt designerkluns, der er for småt om 3 måneder, hvor vidunderligt det syvende vidunder er … når det ikke skider som lige nu. Og så brokker han sig ovenikøbet over, at han ikke får sex! De passerer også. Han filosoferer et par sekunder over, hvor mange af de parforhold, der ligger til grund for de opskregne 7 vidundere, stadig er eksisterende om 2 år, eller om de til den tid har meldt sig på banen som generation pap 2.0.

Bumserne er, hvad de er. Det er egentlig dem, der har mest brug for bænken, for de hænger ikke ud på caféerne. De er en rest af den by, der var før indtoget af studerende, neo-yuppier og børnefamilier. De brovter og skælder ud på hinanden - konstant. De kan høres, men som en rest af den by, der var, har de tegnet en cirkel om sig selv. De vader ikke indover de andres cirkler, især ikke i dag, for Bjarne døde forleden.

Han begynder at resignere overfor irritationerne. Måske er det netop bumserne og bænkevarmerne, der gør udslaget. Han sidder jo egentlig selv og bumser den, og så er han ovenikøbet faldet i søvn. Hvordan kunne han det? Han husker en svag uro, lige før han vågner. Det var noget med ...

Det er her, han opdager tasken, der står ved siden af ham. Den har helt sikkert ikke været der, da han satte sig. Hvad kommer den sagen ved? Den står der med vilje, ingen tvivl, den er ikke smidt på en tilfældig måde, den læner sig perfekt op af armlænet. Hvad bilder den sig ind? En let uro går igennem ham ved tanken om, at den er ankommet, mens han har et mindre blackout i solskinnet. Det går op for ham, at han har tænkt sig at åbne den. Det moralske påskud er, at nogen savner den, den egentlige årsag er snarere nysgerrighed. Og opportunisme. Den kan også være fuld af værdier, der i så fald bør udløse dusør. Model italiano, læder-hank-skulderstrop, ingen billig model.

Der er 3 rum i tasken, ikke meget indhold. Ret ligegyldigt, blyant, sammenklappet paraply, papirsservietter, en bog. Ingen guldskat, ingen ID-kort, ingen nøgler. Bogen har han hørt om uden at have læst den 'Laotsi: Dao De Ching', en klassiker. Ligesom alle har hørt i skolen om James Joyce's 'Ulysses', men få har læst den. Eller Bibelen. Det mest interessante er de to teaterbilletter, der er stukket ind som bogmærke på side 44. De er dateret til dags dato kl. 20, aldrig hørt om stykket. Og så lige en pung med 500 kr. og et par tilfældige papirlapper. Det er alt, ingen ID, ikke noget navn at gå efter, ikke de store muligheder for spejderdåd eller amoral - bortset fra at negle tasken og de 500 kr.

Flere potentielt irriterende typer, tyrenakker-pikhoveder, tidselagtige tatoveringer helt op i nakken, sweatshirts med hætter, kamphund i snor, én stor fuckness i fremtoningen. Men også de er helt i deres eget univers, indtil man kommer i vejen for dem. Det gør man så ikke. Man blander sig i det hele taget ikke for meget, tolerancen er egentlig enorm, folk kan tæves sønder og sammen eller dø på gaden, uden at der reageres. Alle er ligeglade med alle, alle er småbange for alle. Og dog, bumserne fra bænken ville faktisk reagere. Er det for hård en dom? Det er det nok. En dag var han faldet på cykel, han skulle bare over et kryds, kæden knækker, han ligger på fortovet og ser op i luften, da en neger og en gammel dame læner sig ind over ham og spørger: 'Er du OK, kan du rejse dig?' Spontan empati findes.

Han rejser sig for at gå, men en sidste indskydelse, en ikke færdigtænkt strøtanke kommer i vejen. Hvad nu, hvis man gik i teatret, hvad ville der ske? Der sker i hvert fald ikke andet den dag, og så kan man altid gå til politiet dagen efter. Findeløn 50 kr. Stort.

Kommentarer

Populære indlæg