'Påvirkningsloven' - DK STASI 2.0
'Påvirkningsloven'
Den 28. september bragte Arbejderen en artikel om Søren Papes “påvirkningslov”, der på et ikke nærmere angivet tidspunkt i september er blevet sendt i høring. Indtil videre er Arbejderen mig bekendt det eneste medie der har omtalt lovforslaget, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig – og alle de jurister jeg har talt med. Der er imidlertid mange, der ikke forstår rækkevidden af dette lovforslag.
Den mest basale absurditet ligger jo i, at al politisk virksomhed har til formål at påvirke vælgernes holdninger. Det skal man altså ikke længere kunne – med mindre man har de RIGTIGE holdninger. Denne lov - eller ulov, som den med rette må betegnes (Med lov skal man land bygge og med ulov land øde, som det fulde citat lyder – det stammer i øvrigt IKKE fra Jyske Lov oprindeligt, men fra Brenni Njáll – Njals Saga.) er det mest vidtgående indgreb i den personlige frihed til dato og kan med den fornødne mængde af ond vilje bruges til at lukke munden på al opposition.
Man har med de to terrorpakker tilvejebragt en retstilstand, hvor alle kan overvåges af PET uden medvirken af en dommer. Man har tillige skaffet hjemmel for hemmelige retssager, hvor de tiltalte ikke præsenteres for bevismaterialet, der KUN forelægges deres på forhånd sikkerhedsgodkendte forsvarer (dem er der kun en håndfuld af) og dommeren. (dommerne). Disse har også en særlig sikkerhedsgodkendelse.
Der ER faktisk gennemført hemmelige retssager. Den mest spektakulære var mod den finske professor ved Kbh's Universitet, Timo Kivimäki, som blev dømt efter den "milde" spionageparagraf. Den gengives her neden for:
”§ 108. Den, som, uden at forholdet falder ind under § 107, i øvrigt foretager noget, hvorved fremmed efterretningsvæsen sættes i stand til eller hjælpes til umiddelbart eller middelbart at virke inden for den danske stats område, straffes med fængsel indtil 6 år.”
Nu var det sådan, at der gik noget tid inden man fandt ud af, at retssagen skulle være hemmelig, så pressen nåede faktisk at redegøre for, hvordan Kivimäki havde forbrudt sig. 1) Han havde sendt nogle russiske diplomater en række artikler han havde skrevet om internationale sikkerhedsspørgsmål, og som alle havde været offentliggjort i anerkendte tidsskrifter. 2) Han havde sendt russerne en liste over sine bedst begavede studenter, angiveligt for at de nemmere kunne følge deres arbejde.
For dette modtog Kivimäki en dom på 5 måneders fængsel. Da dommen ikke er offentliggjort, kendes dens præmisser ikke. Danskerne kender derfor ikke retstilstanden for § 108. VI VED IKKE HVILKEN GRAD AF KONTAKT MED RUSSISKE STATSBORGERE DER KAN UDLØSE EN SIGTELSE. Kivimäkis forbrydelse bestod i, at han i 2012 ikke havde opdaget, at vi pludselig ikke var venner med russerne længere. Det havde jeg heller ikke. Bush og Putin var bon-kammerater og ”nære personlige venner”, og pludselig under Bush's efterfølger havde Putin så gennemgået en diabolsk metamorfose og var blevet til en trussel mod verdensfreden.
Grunden hertil er imidlertid blevet afsløret af Dick Morris, som var Bill Clintons nærmeste politiske rådgiver i 6 år og som nu skriver fast på New York Times. I 1990'erne - formentlig i 1993 - indgik man en aftale med russerne om handelen med uran. USA er ikke selvforsynende med uran, og det aftaltes derfor, at russerne skulle sælge alt det uran, der blev frigjort ved de-kommissionering af atomkraftværker OG atomvåben til USA for hårdt tiltrængte dollars.
Denne aftale udløb i 2013 og Putin nægtede at forny den. Samtidig lykkedes det ham via nogle selskaber at skaffe sig kontrol med et canadisk selskab, der kontrollerer 20% af USA's uranforekomster. Denne aktiehandel blev godkendt af et amerikansk udenrigsministerielt udvalg, som havde forsæde af Hillary Clinton. Næsten samtidig holdt Bill et foredrag i Moskva, som han - ikke fonden - fik 500.000 $ for. Fonden blev via forskellige kilder, der siden er indetificeret som russiske, tilført 100 mill $. Dette er formentlig grunden til, at Trump ikke bliver stillet for en rigsret. Man kan måske godt forstå, hvorfor USA føler sig provokeret. Hvad jeg har vanskeligt ved at forstå, er at uenighederne skal eskalere på den måde vi har set det.
Men nu til ”påvirkningsloven”, der jo tydeligvis har sigte på Rusland. Eller har den nu det?
Man kan let forestille sig, hvordan personer, der ytrer sig negativt om NATO, EU, USA, Israel og Danmarks samarbejde med disse (NATO er jo bare et eksempel; den er formuleret på en måde, så selv mishagsytringer om Dansk Landbrugs Fællesråd i princippet kan strafforfølges) kan blive udsat for hemmelige retssager, hvor beviset kommer til at bestå af dokumentation for, at man har læst artikler på RT, og at man kender nogen der kender nogen der kender nogen der af EU er blevet stemplet som russisk shill (jeg kender f.eks. journalisten Jesper Larsen, der dokumenterer de vestlige mediers løgnehistorier og fortielser om Rusland) og jeg har selv udstillet det komplet farceagtige i den måde, man har kørt efterforskningen i Skripal-sagen på. Det er simpelthen KOMPLET utroværdigt fra et efterforskningsmæssigt synspunkt, hvad der fremlægges i vestlige medier som ”beviser” i den sag.
Heri har jeg fuld støtte fra den tidligere engelske ambassadør i Uzbekistan, Craig Murray. Men han bliver nok også snart sat på listen over spredere af fake news.
Loven strider efter ethvert normalt tænkende menneskes opfattelse klart mod Grundlovens § 71 og 77 og mod FN's Menneskerettighedscharters artikel 19 og EMRK's artikel 10. Men der er nok stor mangel på normalt tænkende mennesker i Justitsministeriet.
Og ingen flytter sig en hårsbred for at forsvare vores demokrati. De partier, der kan tænkes at stemme imod – og det er vel kun EL, SF og Å – kan ikke mønstre de 66 mandater, der skal til at sende forslaget til folkeafstemning. Men så må de leve op til deres parlamentariske ansvar og i det mindste drage omsorg for, at loven forelægges Højesteret til prøvelse.
Carl Henrik Rørbeck
fraud examiner
folketingskandidat
Kommentarer
Send en kommentar