1. maj - er der noget at fejre?

af marco_hanuman, the blogger

Er der noget at fejre i Fælledparken?

Det kan der sikkert være.

Men lad nu være med at sige, at det er arbejderklassen, der møder op for at føre klassekamp. Det ævl er der vel ikke andre end en håndfuld afdankede anakronismer med slidte røde seler og partisantørklæde, der køber længere.

Lad også være med at prøve at binde os på ærmet, at vi fejrer revolutionen, det store folkemord på 300 millioner ved navn kommunismen/socialismen. Med den viden, som enhver med en hjerne og blot ½ mg ram i hukommelsen bør have om en af de største forbrydelser, der nogensinde er begået mod menneskeheden, må vi venligst anmode om, at det bliver stukket op, hvor det hører hjemme – gæt selv hvor!

Lad endvidere være med at lufte hykleriet om, at I kommer for at være solidariske. Babyboomerne har for længst vist, hvor deres solidaritet sidder henne: villa-volvo-vovhund, fede stillinger, høje lønninger, maksimal pension, gældfri og meningsdannende – i det omfang, de er i stand til at kæmpe sig ud af rødvinstågerne. Og deres børn og børnebørn falder i et vist omfang ikke langt fra stammen. Hvor blev solidariteten af, da imperialisterne smadrede Mellemøsten? Hvor er solidariteten med et af de mest tolerante og sympatiske folkefærd, syrerne, da vi tillod imperialist-horderne i form af US-Pentagon-NATO-Israel-Saudi-fænomenet ISIS, al Qaeda 2.0 at begå deres perfide folkemord? Hvor var solidariteten henne over for libyerne? Hvori består solidariteten ved at klappe i hænderne over et neo-fascistisk-nazistisk statskup i Ukraine? Er der nogen af de fede-flommede øl-og-champagne-socialister, der hæver stemmer i solidaritet med sudaneser, yemenitterne eller alle de kristne grupper i Mellemøsten, der bliver likvideret? 

Solidaritet og mine blankpolerede røvballer - stik den op mellem jeres respektive! 

Skulle der være en minoritet, der møder op under de mølædte faner, med anden intention end en druktur i solskinnet, er det for at dyrke deres FEEL-GOOD’ness, deres politiske korrekthed og deres ritualmord på deres fjendebilleder. Det er den sidste bastion for den bevægelse, der engang havde andet og mere på hjerte end deres selvfedme, rygklapperi og vedligeholdelsen af det selvbedrag, de købte dengang, og som vi alle sammen og hele Verden betaler prisen for i dag.

Men de vil alle sammen være at finde i Fælledparken 1. maj. En særlig afart er den unge generation af grønne fascister, social-retfærdigheds-krigerne, Agenda 21 FDJ’er eller hitlerjugend’er 2.0. Her sælges budskabet om, at organiseret masseindvandring og multikulturalisme er en velsignelse, selv om destruktion, voldtægter, bilafbrændinger, forbudte zoner, femte kolonne-terrorisme nu har ramt Europa big time. Kun med denne nye og absurde form for ideologiforgiftning kan man kalde kulturdestruktion og etnisk masseødelæggelse for en velsignelse, og højrøvet hævde, at der er noget galt i hovedet på folk, der ikke synes om at blive kultur-destrueret. Ihukommende, at FN’s definition på et folkemord netop er bevidst ødelæggelse af folks livsbetingelser.

I samme skuffe finder vi klimafascisterne, der frivilligt – og selvom man er dybt forvirret og hopper med samlede-spredte ben over en agenda, der smager politisk-emotionelt korrekt, og dermed lader sig forføre, så er der stadig tale om et valg, der træffes og dermed frivillighed – altså frivilligt går på gaden som advokater og nyttige idioter for en stak ultra-ultra rige finanssvindlere, der tjener milliarder hver dag på svindelnummeret, mens disse dør af grin over, at idioterne hopper på større og større absurditeter.

Fællesnævneren for alle disse afarter af selvbedragere er, at du ikke, selvom du oprigtigt ønsker og prøver, vil være i stand til at føre en egentlig samtale med dem, hvor de indgår med den åbenhed, som ægte samtaler fordrer, og hvor substans og facts og sunde argumenter er standarden. Lige så snart du prøver, glider de af, ryger ud i fornægtelse og benægtelse, griber det første det bedste stykke falsk logik og begår deres rituelle og stereotype karaktermord. De vil gøre alt for at slippe for substansen, men strø om sig med antagelser og praktiseret jantelov. En del af dem tror fuldt og fast på det, de selv siger, så hvorfor stille spørgsmål ved noget, der allerede er en højere sandhed. Andre har dette skingre attitude-panser omkring deres verdensbillede, for de aner et eller andet sted i deres formørkede sind, at hvis de først går ind i substansen, ramler hele deres konstruktion, hvorefter de er nødt til at mobilisere etik, tænkning og samvittighed – eller det, der er tilbage.

Så igen: Er der noget at fejre i Fælledparken?
Det kan der sagtens være.

En ting, som kunne fejres, er, at på trods af, at omtåget og formørket ideologiforgiftning stadig svæver over vandene og flyder gennem nervestystemerne, er vi vidne til en global vækkelse. Hvad skal vi kalde den? En anti-folkemordsvækkelse, måske? For den vil jeg gerne gå en tur i parken på en fin, skyfri omend halvkølig første majdag, som i dag.

Og glem så ikke, at den nu degenererede og afdankede arbejderbevægelse, hvis ikoner og profeter var mænd med skæg og blå briller, der havde den størst tænkelige foragt for dem, ikke har patent på 1. maj. Det er en gammel kultisk frugtbarhedsfest for Solens komme og væksternes fremvoksenhed.

Lad os bare holde en ølskapistisk fest for det.

<!>

Deres udsendte i marken
Man kan se det med det samme på typerne. De ligner nogle, der er kommet her i 50 år allerede. De kommer for nostalgifesten og for at blive bekræftet i, at de stadig tilhører den rigtige religion og det fællesskab, der bestod i at have de rigtige fjendebilleder. Hvor det egentlig var, de ville hen, har altid været tåget. 

Flottenheimerpølser med benmel og fedt - bare tre gange så store, og en masse anden tvivlsom street-junk-food. 

Taler, der begynder med: Kammerater! Vi fejrer i dag 100-året for revolutionen ... Så kom den, hvor forudsigeligt! Det må dog retfærdigvis siges, at taleren, en børstet kommunist med havnearbejderstemme, måske var den eneste, der fyrede en seriøs bredside af mod imperialismen. Man spekulerer på, om en længere snak med manden ville røbe en større indsigt i, at hans eget projekt var det største imperialistprojekt nogensinde: Bankmændenes Imperium, der ønskede at udrydde alle andre imperier og plyndre dem for deres rigdomme og ressourcer og samtidig skabe en global slavestat uden sidestykke.. Sandsynligvis ikke, ellers må det være meget svært at kalde sig kommunist i dag.

I challenge you! Hvis social-romantikerne kan komme op med én eneste god ting, som de revolutionære gjorde for den såkaldte arbejderklasse, så tager jeg hatten af. Bare en enkelt. Intet slavesamfund i menneskehedens historie har behandlet arbejdere og bønder så dårligt som Sovjet- og Kina-kommunismen. 

Skrald overalt, der sættes en ære i at ramme ved siden af alle skraldespande. Er den særlige festivalhygiejne, der er forbundet med at vade rundt i eget affald, et udtryk for en manglende mentalhygiejne? 

Masser af unge, hvis viden og engagement i politik er lig zero. Har de det fra fremmede? Til gengæld masser af engagement i en fest, uden andet indhold end sig selv. Fester i det traditionelle, agrare samfund var altid en fest for noget, der havde at gøre med livets gang og cyklus. Festen i Fælledparken er, ligesom alle gymnasiefester, en fest for intet andet end druk, pik og fisse. Og Narcissos.

Og så var der fest med de aldrende hippier og politrockere i teltet. De samme sange som for 40 år siden. Hvis der var et par nye, var de over samme læst. Man manglede en Niels Skousen, der med bittersød ironi og nostalgi kunne have sunget: 'Det er ikke det, at jeg sådan set er utilfreds. Det er bare en bagskid, der har varet siden 68'. 

Festen i Parken er en bagskidsfest med det musikalske b-hold. Og hvor er generationens største blevet af? Peter Thorup, der ikke gad det afstumpede politik-pis, men fastholdt sin gyldne-rustne bluesstemme. Poul Dissing, der insisterede på at være poetisk-naiv, med gentleman-hat og silketørklæde. Tilbage er Johnny Madsen og Alan Olsen, men de gider sgu da ikke troppe op i Fælledparken, for deres tekster er alt for poetisk-rå eller ironisk-underfundige.
 
Folkets stemmer, hvor er de henne i dag? Nåjo, hr. Spids Nøgenhat, Lorenzo Woodrose, alene og på slap line på hovedscenen. Nostalgi og 70'er-revival? Javist. Men når han synger Langebro, minder han os om, hvor intens Kim Larsen kunne være, før han solgte ud til babyboomer-selvfedmen og blev dansktop-schlager-millionær.

Og hvor blev Magtens Korridorer af? Og The William Blakes, nogle af de eneste, der der kan skrive politiske tekster og udføre dem uden af lyde som de afdankede hippie-polit-platugler i HK-teltet? 

Deres udsendte har været i Fælledparken, hvor han har fået bekræftet de fleste af sine fordomme. Det bliver sandsynligvis sidste gang. Livet er for kort til bagskid.