Infantil

af marco_hanuman



'Jeg er heldigvis ikke blevet voksen', kan man risikere at høre i samtaler mellem især mænd over 40. Der er endog hørt mellem mænd over både 50 og 60. Er jeg den eneste, der synes, at der måske er noget galt her? Eller hvad med kvinder i 40'erne, der ønsker at se sig selv som kvinder i 20'erne, forever, og opfører sig sådan? Hvor formfuldendt er en pubertetstøs egentlig?

Det infantile menneske er et 20. århundredes kulturfænomen. Det var til at få øje på i 70'erne, da generation babyboomer satte tonen. Mens Bob Dylan sang 'Forever Young', gik de rundt og sagde, at vi ligeså godt kun lægge os til at dø, når vi blev 30. Ungdom blev udråbt til at være en kvalitet i sig selv. De gamle røvhuller var affald, de sagde, at vi 'gjorde op med det bestående' og tog afstand fra det småborgerlige, hvis vi var med i det progressive selskab. Nye ord som generationskløft og ungdomsoprør blev hipster newspeak. Det var meningen at børn og unge skulle hade deres forældre. Det var på samme tid, hvor det var meningen, at kvinder skulle foragte og håne mænd. Det var meningen, at vi skulle hade alle traditioner, ritualer og skikke og kyle dem i skraldespanden. Når man kunne påberåbe sig en offerrolle og sige, at man var undertrykt, havde man automatisk ret. Så alle mulige grupperinger rendte rundt og dyrkede deres offerrolle.

De talte meget om frihed og lighed, hvorimod familie, ægteskab, troskab, loyalitet blev politisk og ideologisk ukorrekt og derfor noget, man skulle hade. Jeg tror allerede, at der tegner sig et mønster her. I en verden, hvor idealet om mennesket har ramt overfladen og har mistet enhver dybde, og hvor fladskærmens 2D-virkelighed er fuldt implementeret, bliver spædbarnet, møgungen, den pubertære yngling og barnekammer-onanisten til det højest opnåelige.

Det er et paradoks. De kasserede deres eget fødehjem, men åndligt set flyttede de aldrig hjemmefra. Børn, der bor hjemme hos mor og far betaler ikke husleje og har ingen seriøse pligter. De bliver forsørget, de har ikke ansvar for noget. I den nye ungdomskult bliver forældre per definition foragtede, men de har sådan set bare at levere varen alligevel, mens deres yngel klamrer sig til dem i foragt. Man får lyst til at sige: piss or get off the pot! Så fik ynglet lov til at gå i skole til 10. klasse, senere ankom de fede 60'ere, hvor babyboomerne - curling-generation 1.0 - voksede op, og senest deres børnebørn, curlingerne 2.0. Det tager generationer at bombe mennesket tilbage til børnehaven.

Ubekymret er dit mellemnavn
Den infantile voksne er en usund galning. Jeg ser billeder fra folkemordets og verdenskrigenes århundrede. Billeder af de ubekymrede, der skejer ud i tidens Partyland. Så danser de charleston og jive, så danser de jitterbug. Hvad er der nu galt med at være vild med dans? Jamen søde ven, det er ikke dansen, der er problemet, det er glemslen og flugten fra den alt for påtrængende virkelighed, alt det derude, som vi ikke forstår og som får os til at danse ind i døden!

Kunstig fastholden af et uansvarligt liv som voksent spædbarn er et symptom på en kultur i degeneration. Berlin efter 1. Verdenskrig var et sådant sted med et sådant liv. Det var én stor sindsygeanstalt af perversioner og menneskeligt misbrug, som kun narcissistiske bohemer og kultur-avantgardister kan se det skønne i. Berlin i dag er stadig det store LGBT-heaven, og det bliver et af de første steder, hvor det næste og grimmeste fremskridt bliver legaliseret og realiseret. Det har altid været der, men nu bliver det politisk korrekt: pædofili. Vi så det stikke sit grimme fjæs frem i den nyligt overståede amerikanske valgkamp med det perverterede mafia-ægtepar, the Clintons, begge dybt fedtet ind i pædofili, voldtægtsmisbrug og LGBT. Hvorfor er der ikke en begavet og talentfuld tegneseriekunstner, der tegner The Clintons som en twist på The Simpsons. Og lad os ikke tale om LGBT-ægteparret, The Obamas.

Det er ikke uden grund, at det 20. århundrede også blev psykologiens århundrede. I Sigmund Freud´s hjerne er ethvert menneskebarn fra fødslen af en del af et pædofilt kompleks. Drengebarnet er incestuøs med sin mor, pigebarnet med sin far. De har hver deres komplekser, der defineres som seksuelt perverterede per definition. Vi er altså ikke, ifølge Freud, sunde og uskyldige fra fødslen, vi er allerede små perversioner. Den jødiske læge generaliserede det 20. århundredes psykologi baseret på neurotiske overklassefruer fra Wien i slutningen af 1800-tallet. Hvorfor baserede han ikke sin psykologi på 8.-dags omskærelsens traumatisering og sociopatisering af jødiske drengebørn ... eller var det netop det, han gjorde? Måske gjorde han det ubevidst ;-)

Det dukkede frem for nyligt, at der er tre grupper, der på skift har tilstræbt dominans af Hollywood: jøderne, Scientology og LGBT-lobbyen. De sidste sidder efter sigende på flæsket i dag. Nogen vil måske hævde, at de via mønstergenkendelse ser en rød tråd. Med jøder menes ikke hr. og fru kosher-Goldbaum, der bare lever den fredelige fede i det forjættede land (og nej, det var ikke Israel, det var USA). Der menes sabbatæerne, zionisterne, satanikerne. Scientology er udsprunget af L. Ron´s forhold til Aleister Crowley, og så havner vi i samme sataniske kabbalisme. LGBT'erne er den udvidede køns-krig-kultur-destruktionskamp udsprunget af Frankfurterskolen og den subversive perversion (Marcuse), og så er vi der for tredje gang. Fællesnævneren er kontrol via balkanisering. Frankfurterne var efterkommere og intellektuelt øgleyngel fra de sabbatæiske frimurere, der skabte den russiske revolution, 1. Verdenskrig og Det Osmanniske Riges fald. Hydraen har et utal af hoveder, det en grimmere end det andet.

De styrer os ved at smide os ned i en infantil suppedas af kaos, fra Freud til Frankfurt, fra fjernsyn til frivolitet, fra feudal til føderal, fra fri sex til finanskrise, fra fremskridt til folkemord, fra fladskærm til fladpander - den der kommer allersidst, skal i den store Balkangryde, hvor vi alle lever i en slags mental 1. Verdenskrig, The Fucking Great War, en suppedas af længsler, fængsler og hængsler, gæld og spjæld, en tilstand hvor alt sker 'tilfældigt', en uvirkeliggørelse af virkeligheden, hvor søvngænger-apatien har indfundet sig.

Lad de små børn komme til mig, dem skal ingen hindre, står der skrevet. Og hvis I ikke bliver som børn igen, skal I ikke komme ind i Himmerige. Vi har barnetroen, til vi mister den. Den synes at forekomme et vist lingo i kristendommen omkring børn og barnlige sjæle. Lad os ikke være naive, for lige så nuttede de små fede englebørn er på de barokke altertavler, lige så dybt infiltreret i pædofili har den katolske kirke været.

Hvor gik det galt for det voksne menneske?
Teenage-kulturen, eller skal vi bare sige: teenage-kulten eksploderede sidst i 50'erne. Der opstår en lallende optimistisk slåen-sig-løs i det traumatiserede vakuum, der opstod efter de verdenskrige, som ingen helt forstod, men som blev solgt og købt som det godes sejr over det onde. Det er en omvendt Titanic - skibet er sunket for længst, men festen er lige begyndt. Men hvis det gode havde sejret over ondskaben, hvorfor var det så nødvendigt med to verdenskrige? Hvordan kunne ondskab være nødvendig for som hævdet at bekæmpe ondskab? Havde det gode opfundet ondskaben for at kunne bekæmpe den? Ikke flere spørgsmål, fest videre!

Infantilismen udvikler sig just i kølvandet på det store traume. Er det det, der hedder en regression?

Når man ser spillefilm fra efter krigen, har der indfundet sig en uskyld og naiv romantisk lethed og overfladiskhed. Hvordan kan det være anderledes? Verden lever nu endegyldigt i den store løgn og kan hengive sig til den. Velstand og forbrug indfinder sig. Letheden bliver så ulidelig let, at kedsomheden indfinder sig. Man fester og danser hver weekend for at ryste arbejdets kedsomhed af sig i festens kedsommelighed.

Hør popmusikkens tekster dengang som nu ... holy fucking Christ! A-be-baba-lu-lah, a-wham-bam-bam. Got a gal ... og 50 år senere: I'm a barbie girl, In a barbie woo-o-old. It's fantastisk, I am made of plastic. Det er lige før, man kunne opfatte Aqua-teksten som kulturkritisk, hvis det ikke var for popkultens fejren af, at kvinden nu er reduceret til en førskole-bimbo og manden en lallende tegneserie-nar. Hele popkulturen er en fejring af en pervertering af den voksne til en evig forlænget pubertet. Halleluja - livet er en gymnasiefest!

Aqua-Lene er en lader-som-om-uskyldig barbie-bolledukke, der sælger det fordækte budskab til piger fra den sene børnehavealder, mens Lady Gaga er en fuld-skyldig voldtægts-SM-ritualistisk porno-zombie, der sælger det videreudviklede og ikke længere fordækte budskab til teenagetøser og deres mødre. That's why, the lady is a tramp, sang Sinatra før den tid - på dansk: Det er derfor, kvinden er en luder. Men vi glemmer, at det skete med popkulturen. Før blev kvindens skønhed og kvindelighed beundret og besunget. Nu spreder hun bare ben.

Infantilisering og pornoficering - to alen ud af samme stykke. Måske vi bare skal bruge ordet pædofilisering.

Hvorfor er subverterings-kulten så bange for det voksne menneske? Det er den, fordi hovedmodstanderen er Naturen, og i naturen bliver væsener voksne. Ifølge en af subverteringskulturens genrer, darwinismen, er vi er blotte instinktvæsener, dyremennesker, abeyngel, stakåndede stakler der kæmper som bæster for vores overlevelse, og hvor kun den stærkeste overlever. Darwin brugte ikke udtrykket the fittest, men the strongest, for han var biologisk videnskabsideolog for Det Britiske Imperiums folkemord. Den stærkeste var Imperiet og den britiske overklasse.



Denne overklasse har en kode for de udsagn, de kommer med. Hver gang de udtaler sig om, hvor sørgelig en tilstand, verden er på vej imod, skal det forstås som den forfatning, de ønsker, verden skal bevæge sig henimod. Science Fiction er deres blueprint. Hollywood, Imperiets mediefabrik, fremstiller altid Dystopia, Transhumaninsmen, 3. Verdenskrig, Den Globale Landsby Det Postapokalyptiske Designerhelvede som ultra-lækkert, sexet, fascinerende, tillokkende. OMG, don't you just wanna go there? Når Huxley og Orwell fremstiller blueprintet som skræmmende, er det fordi deres opdragsgivere har givet dem opdraget: at sige bøh!

Infatilisering og animalisering af mennesket er det samme projekt. Måske vi bare skab bruge ordet darwinisering.

TV-underholdning - så bliver det ikke mere infantilt. X-Factor handler om skolebørn, der er til eksamen og dummer sig, hvorefter de andre børn i skolegården (seerne) griner skadefro af dem. Reality-porn, hvor en stak bimboer m/k er lukket inde i et reservat handler om, at de skal opføre sig som børnene i Fluernes Herre, lave hønsehakkeorden på hinanden - og om at tøserne skal prostituere sig.

Politik er blevet en slags reality-TV, der handler om at journalisterne ved at bringe politikerne på glatis skal få politikerne til at komme med afstumpede, infantile udsagn især om hinanden. Og ligeså infantile er menigmands udsagn om politikerne blevet. Der tales aldrig seriøst om politik blandt folk længere, der fyres nedgørende hånligheder og karaktermyrdende perfiditeter om den-og-den, hvis grimme fjæs, man ikke bryder sig om.

Jeg har et nyligt eksempel. En yngre veluddannet og intelligent kollega sidder alvorligt og udsiger over frokosten i kantinen: Er der ikke snart nogen, der finder på at slå ham der Donald Trump ihjel? Så infantil-fascistoid-afstumpet er selv det tænkende segment endt op med at blive. The lefties har mistet deres moralske kompas og anstændighed. Demokratiet er åbenbart fint, når det blæser deres vej, og hvis det blæser den anden, så træder staklerne i karakter som det, de inderst inde er og egentlig altid har været: totalitære.

Når voksne mennesker ikke længere kan tænke men er henvist til at reagere, er de barnagtige, infantile. Det tænkendes segment blev reaktionære, da de glemte, hvad det vil sige at tænke. De venstreliberale gik i barndommen ('Jeg er heldigvis aldrig blevet voksen'), da de mistede grebet om virkeligheden. Og det gjorde det, da deres ideologiske illisionsboble brast for 25 år siden, uden at de opdagede det. Der var her, de havnede i samme klub som de højreliberale som støttebevægelse for globalismen, hvor vi alle skal jingle rundt i den infantile globale landsby.

Globalisterne siger det aldrig lige ud. Men de så helst, at alle ældre blev aflivet den dag, de gik på pension. Altså lige med undtagelse af dem selv, skal det siges. Så slipper de for at betale pension til dem for lang og tro tjeneste i slavesamfundet. Men vigtigere endnu er det, at de ikke længere vil være i stand til at videregive deres livserfaringer. Globalisterne ved udmærket, at erfaring er farlig for deres verdensorden, og en ældre person, der har set lidt af hvert og derfor har mulighed for at danne sig noget, der ligner et helhedsbillede af verden - og der er rent faktisk nogen, for hvem det lykkes - udgør en ægte trussel imod den fordummelse, der er nødvendig for deres perfide verdensorden.

Infantilisme er en bevidst afsporing af enhver tænkelig livserfaring.

Kommentarer

Populære indlæg