2. Verdenskrig i baglys IV


2. Verdenskrig i baglys I
2. Verdenskrig i baglys II
2. Verdenskrig i baglys III
//
2. Verdenskrig i baglys V
Vi er nået til Del IV i en undersøgelse af 2. Verdenskrig, hvor vi ser på begivenhederne og deres sammenhæng på en lidt anden måde, end vi har lært i skolen. Vi går ikke som forventet ud fra, at det for længst er afklaret, hvem der er de gode, og hvem der er de onde. Vi tillader os for en stund at smide facitlisten væk. Vi kan derfor ikke nøjes med at regne baglæns og udføre de anbefalede 'fill-in-the-blanks'. Der kommer mellemregninger til syne undervejs, der nok kan overaske en og anden.

Ved at tage et par ganske andre briller på, kommer der noget ganske andet til syne. Men set i bakspejlet - i baglyset - er der en direkte linie og kontinuitet i hele paradigmet.blogspot.dk - bortset fra, at vi er gået lidt udenom den varmeste del af grøden. Det ligger i forlængelse af den fortløbende undersøgelse, der startede 3. sept 2011 med afsæt i bloggens forfader paradigme2010, der startede i begyndelsen af det år. 

Danmark før-under-efter 
Som dansker har jeg en fædrende og mødrende fortid i et midlertidig besat land, der bestemt ikke bød tyskerne velkommen. Og hvorfor skulle vi det? Med yderligere et stykke fortid i den 2. Schleswigske Krig, vidste vi godt, at tyskerne ikke var til at spøge med. Med mødrende familie i Sønderjylland kunne der ikke være meget at rafle om. Min morbror/onkel Christian hadede tyskerne så meget, at han sagde 'Kanst du Deutsch sprechen, kanst du auch mein Arsch lechen!'. Det var alt, man hørte ham sige på tysk, som han nægtede at tale, selvom han talte det fejlfrit, og selvom hans ene datter boede syd for grænsen. Min ene fætter - min mor var ud af en søskendeflok på ni! - var døbt Adolf. Han tog senere navneforandring til Adalf af grunde, vi næppe behøver at uddybe.

Selvom Danmark ikke havde deltaget i 1. Verdenskrig, havde vi dog profitteret på den på to måder. Nogle industriejere var blevet meget rige af at producere dåsemad (man kaldte dem fuld af foragt for gulashbaroner), og i 1920 som en udløber af Versaillestraktaten fik vi Sønderjylland tilbage.

Min onkel var gammel nok til at huske genforeningen. Men han var ikke gammel nok til at huske den 1. Schleswigske krig, hvor danskerne ikke opførte sig særlig pænt. De foranstaltede en borgerkrig i Nordtyskland og gjorde krav på områder ved Ejderen, hvor der ikke engang var danske lokale flertal. I min skuffe ligger en fortjenstmedalje for deltagelse i krigen 1848-50. På den ene side er et billede Frederik VII, konge af Danmark, ham med grundloven, du ved. Det var en krig, hvor man stolt delte medaljer ud, for den var 'gratis'. Arrogancen var desværre ikke taget af i 1864, da den danske konge groft fornærmede Bismarck, så han gav 'die dumme Dänen' en afklapsning. Det blev vort nationaltraume.

Da tyskerne kom marcherende igen d. 9. april 1940, var der ikke meget andet at stille op end dygtigt diplomati. Det måtte Erik Scavenius sørge for, og Danmark overlevede krigen på rationering, kaffeerstatning og mørkelægningsgardiner. Sammenlignet med andre steder i Europa, må det siges at være særdeles nådigt sluppet. At Scavenius ikke blev værdsat for sin kompetente og yderst snedige indsats, viste blot, at vi måske oven i købet fortjente betegnelsen 'dumme Dänen'. Havde Scavenius ikke udført det håndværk, han havde lært som statsminister under 1. Verdenskrig og topdiplomat i Berlin i mellemkrigstiden, var Danmark blevet smadret, og 100.000 danske mænd sendt til østfronten, blandt andre rædsler. Men det forstod de dumme, forkælede danskere ikke, især efter krigen, hvor hans eftermæle blev svinet til. Det var også efter krigen, at de danske kommunister vejrede opportunistisk morgenluft og fik vind i sejlene.

Myten om det kollaborerende Danmark har sat sig fast i historien. Selv en dygtig og kompetent historiker som Webster Griffin Tarpley har fået den ting galt i halsen. Han har opdaget, at 'Anders Fuck Rasmussen' er en fætter, der ikke er særlig sympatisk og har gang i noget ret dystert som NATO-chef. Men han udnævner i samme ånddræt Danmark som 'nazi-collaborator'. Intet kan være mere forkert. Der var modstand i undergrunden fra starten. Danskerne var bare ikke masochister og selvmordspiloter. Det helt underlige er, at den selv samme Anders Fuck Rasmussen - amerikanerne kan ikke udtale hans navn - som statsminister og wannabe-lissom Bush og Blair prøvede at slå plat på historieforfalskning og hævde, at danskerne skulle have kæmpet til sidste mand ved grænsen.

Anders viste sig her som en total nullitet indenfor historisk viden og et par kompetente historikerne protesterede højlydt mod hans manipulationer. Men et af hans perfide magtgreb var som bekendt mundkurv ved fyring af råd og nævn under betegnelsen 'smagsdommere'. Det minder i betænkelig grad om kommissær-terror - noget fra Sovjet. Men han skulle jo lancere sin Bush-og-Blair-venlige 'aktivistiske udenrigspolitik' for at lefle sig til en NATO-kasket, så hans ævl om krigen var rent show-off. Bush og Blair blev smidt ud af regeringskontorerne af deres egne befolkninger, der på det tidspunkt var trætte af usandheder og krigsliderlighed. Fuck-Rasmussen valgte at stikke af til Bruxelles, inden lokummet brændte under ham - efter at have smadret den danske nationaløkonomi ovenpå Nyrop Rasmussen. Herefter ankom endnu en navnebror, Ulykke-Rasmussen.

Og usandheder, hellige makrel! det er noget, den mellemste Rasmussen, ham med kasketten, kender til! Først historieforfalskning, og nu billedforfalskning 'Og her kan I bare se, hvordan russerne er rykket ind i Ukraine ...'. Ja, Anders And, det billeder dér stammer altså fra en øvelse for et år siden. Og det andet dér er sørme et screendump fra et computerspil.

Efter denne rundtur med løs hånd i dansk før-under-og-postkrigs-historie, skal vi tilbage til 2. Verdenskrig, hvor vi slap i Del III. 

En general undslipper 
Tyskland var på retræte på alle fronter. Russerne var halvt igennem Polen og det meste af Østeuropa, amerikanerne og briterne angreb fra syd og fra nord i Normandiet - med særdeles store tab.

En markant tysk skikkelse var General Leon Degrelle. Han var en af de sidste, der kæmpede ved østfronten og var personligt engageret i 25 'heavy hand-to-hand-combats' og blev såret flere gange. Han overlevede betingelsesløs overgivelse - hvilket ville betyde henrettelse eller deportation til Gulag - ved at flyve 2400 kilometer på tværs af Europa under konstant beskydning og nødlande hårdt såret i San Sebastian, Spanien. Han overlevede mod alle odds og døde i en alder af 87 år i Spanien. 

Vaffen-SS 
En af hemmelighederne ved Schutzstafel, Waffen-SS var deres træning, deriblandt deres fysiske træningstilstand. Mange af dem var i en form, hvor de kunne have stillet op til Olympiaden.

En af de ikke-fortalte facts om SS var, at de bestod af frivillige fra ca. 30 forskellige lande. Man kan spørge sig selv om, hvilken sag, der drev dem til at risikere deres liv i dette tyske korps?

Det var et tysk anliggende fra starten. Dernæst ankom efterkommere af tyskere fra hele Europa. Efter sammenstødet med Sovjet dannedes det Europæiske Waffen-SS.

Forholdet mellem menige og officerer var unikt i den tyske hær. Halvdelen af officererne blev dræbt sammen med deres respektive delinger. Der var ikke en hær i hele verden, hvor den slags forekom! Officerer deltog ingen steder på samme måde i direkte kamphandlinger, men befandt sig bekvemt bag fronten. SS-officererne var altid med fremme sammen med de menige. 

Racisme? 
Der hersker mange misforståelser om racehygiejne, eugenik. Vi kender det mest i betydningen: Imperiets indavlede aristokrati (omvendt eugenik) og deres ret til at bestemme, hvem der skal leve, og hvem der skal dø i denne verden. For tyskerne handlede det om at forbedre det folk, der var, og dets potentialer. Det samme ville gælde for alle andre folkeslag.

Det, vi ser i Europa og USA i dag, er i virkeligheden det modsatte af eugenik - vel vidende at dette nysprog er svært at tilbageerobre. Det vi oplever er mal-genik, det politisk korrekte multikulturelle helvede, uhæmmet indvandring af folk med malgenisk fætter-kusine-indgiftning, ødelæggelsen af den europæiske kultur, dæmoniseringen af 'den hvide mand og kvinde'.

Vi ser for tiden et af de mest groteske scenarier baseret på politisk korrekthed og bagvendt racisme udspille sig i England, i byen Rotherham. Et pakistansk netværk har gennem et par årtier systmatisk voldtaget og pædofileret 1200 !! britiske kvinder og børn. Myndighederne blev gjorde opmærksomme på allerede i 2003, men gjorde intet. De skulle ikke risikere at blive anklaget for racisme. Helt grotesk bliver det, da ofrene for disse overgreb selv 'går i luften' og beretter om perversiteterne, hvorefter de SELV bliver arresteret, irettesat og beskyldt for racisme! Så langt er vi nået med det kulturelle masseødelæggelsesvåben politisk korrekthed. 

Denne besynderlige form for aristokratisk malgenisk (omvendt eugenik, der ordret og strengt taget står for 'gode gener') racisme finder vi hos den Europæiske Unions åndelige fader Heinrich von Gudenhowe-Kalergi:
Fremtidens menneske vil være af blandet race. Nutidens racer og klasser vil gradvist forsvinde ved eliminering af tid, rum og fordomme. Fremtidens eurasisk-negroide race, der vil ligne folk fra det gamle Egypten, vil erstatte den diversitet, vi i dag stadig finder hos folkeslag og individer. I stedet for at ødelægge den europæiske jødedom, forfinede og uddannede Europa dette folk ved gennem en kunstig evolutionær proces at drive dem til deres fremtidige status som en ledende nation. Det er ikke overraskende, at det folk, der undslap deres ghettofængsler blev Europas åndelige adel. På denne måde gav Europa sin medfølende omsorg og skabte en ny generation (eng. breed) af aristokrater. Det skete, da det europæiske feudale aristokrati gik til grunde ved frigørelse af jøderne [grundet handlinger taget under den fransk revolution]
Hvis vi tænker, at dette blot er fantasivisioner fra en indavlet, zionistisk aristokrat, så behøver vi blot at studere, hvad der er sket og sker lige nu. Dette, undskyld jeg siger det: mentalt syge tankesæt gennemsyrer hele Kalergis idelologiske forfatterskab, og hans ideer blev bifaldet af Europæerne såvel som amerikanerne og de Forenede Nationer. Det lykkedes ham at få solgt sit projekt til at fremstå som et fredsprojekt, selvom det er dybt ufredelig og destruktivt i sin kerne. Det handler om nøjagtigt det samme som Frankfurterskolens, kulturmarxismens hovedformå: at destruere den vestlige kultur, som vi kender for at bane vejen for en ny verdensorden. Og for at dette nye globale slavemenneske kan være så slav-agtigt som muligt, må det svækkes rent genetisk såvel som socialt-mentalt. 

En parallel til tankesættet findes i og omkring Karl Marx selv. Zionisten Baruch Levy skriver til sin jødiske fælle Karl Marx:
'Det jødiske folk som helhed vil blive sin egen Messias. Det vil opnå verdensdominans ved opløsningen af alle andre racer, ved ophævelsen af landegrænser, udslettelsen af monarkier og ved etableringen af en verdensrepublik hvor jøder alle steder vil nyde privilegier i form af borgerrettigheder.
I denne Nye Verdensorden vil Israels børn kontrollere alle ledere uden at møde modstand. Regeringerne hos alle nationer, der danner verdensrepublikken vil uden vanskelighed falde i hænderne på jøder. Det vil da være muligt for jøder at ophæve privat ejerskab og alle steder at overlade ressourcerne til Staten. Da vil løftet fra Talmud blive fuldbyrdet, som siger, at den messianske tid er kommet og jøder vil eje alt i hele verden.'
Mere glamourøst-bizart-bastant, mere grådigt, mere psykopatisk storhedsvanvittigt kan det næppe udtrykkes. Marxisme ER zionisme, zionisme ER marxisme, skulle nogen være i tvivl. Og det er just denne agenda, vi har set udspille sig gennem forrige århundrede, og som nu fortættes endnu engang for Europa.
Se: Kommunisme 2.0 - seneste update

SS-international 
Så var nazisterne racister? Vi har tidligere beskrevet de 100.000 jødiske soldater, der tjente i den tyske hær. Senere inkluderede de 60.000 islamiske tropper i Waffen-SS. Ville en racistisk nation gøre det? Hver bataljon havde en imam, hvert kompagni havde en mullah. Disse traditioner blev respekteret. Der findes historiske fotos af Hitler siddende ved gæstebordet hos stormuftien af Jerusalem, den daværende leder af den muslimske verden.

Så hvad var den fælles forståelse af alle disse nationaliteter og deres frivillige, der meldte sig? Det var, at Hitler var den eneste - like it or not - der stod op mod den kommunistiske verdensbevægelse, der ikke som mål havde at tage sig af russerne og det russiske folk, men søgte verdensdominans på bekostning af både det russiske folk og alle andre folk. Alle folk, der kom i kontakt med kommunisterne blev som russerne selv behandlet som usle proletarer, kanonføde, kasserbart personel, et kollektivt felt, masseprodukter, dyr. Alle kommunistiske lande har sidenhen bekræftet den forudanelse, der drev frivillige til at joine den internationale brigade SS. Det sidste land, der velsagtens er tilbage af slagsen, er Nordkorea (Cuba er ikke rigtig kommunistisk længere). Og kære nostalgi-kommunist, hvordan synes du lige, det går i Nordkorea? Paradis på jord er det næppe ...

SS-tropperne var berømt - og hos de allierede berygtede - for deres 'guts'. De var folk, der havde svoret kamp til døden, og de mente det. I belejringen af Moskva døde 43.000 SS-folk. Man kunne påstå, at de var fanatikere, og det var de, hvis man ser på det med de øjne. Men hvis man sammenligner deres attitude med det, som Stalin påtvang sine tropper vha. lov nr. 227 om, at 'overgivelse var forbudt og ville blive straffet med døden', har vi en ganske anden dedikation, som baserer sig på et frivilligt offer og ikke et offer påtvunget ved hjælp af terror. Fanatisme? I virkeligheden var det et ældgammelt æreskodex for en soldat. Det var en ridders attitude. Men det passede ikke rigtigt ind i det 20. århundrede.

Javist, man ville som pågrebet med hemmeligheder nødigt møde en SS-officier. Deres forhørsmetoder var ikke fløjlsbehandskede. Ejheller ville man som modstander møde dem i kamp. De var frygtede af deres fjender, og det rygte, der omgærede dem, har uden tvivl hjulpet dem på vej. De gjorde i hvert fald intet for at afkræfte rygtet om dem, kan man sige. Men i de allieredes version får den måske lige en omgang for meget med skruen. De var nøgternt set elitesoldater af en støbning, som selv de allierede misundte. Og for Misundelsens Imperium betød det selvfølgelig begær efter karaktermord på misundelsesobjektet. Det er fra den berygtede version, vi kender SS i dag. 

Stalins udrensninger 
Da Stalins hovedstyrke vendte tilbage i 1944 blev de ikke sendt hjem. De skulle nu medvirke til et andet af mandens charmerende projekter: etniske udrensninger og deportationer.

De kaukasiske bjergfolk i Ingush, Karachay, Balkar og Tjetjenien oplevede den særlige form for russiske racisme og etnofobi, sammen med kamykker og mesketiske tyrkere. Landsbyer omringedes og bjergboerne blev deporteret uden nogensinde at forstå, hvori deres skyld bestod. Nu skulle de integreres i kollektivbrugene og slave som alle andre. De havde ikke lov til at vælge det land, deres forfædre havde beboet eller den livstil i bjernene, de havde valgt. Den slags havde man ikke lov til i Sovjetunionen. Det 'kommunistiske menneske' havde ikke sine forfædres ret til at være ... et menneske.

Da tyskerne forlod Rusland i 1943, var den paranoide diktator overbevist om, at tartarerne havde samarbejdet med fjenden. Den autonome republik for Krim-tartarerne blev opløst, og 400.000 indbyggere blev deporteret. 

Folkemordet på tyskerne 
Hvor Stalins hær kom frem, skulle andre nationer og folkeslag opleve hans ekstreme menneskeforagt og kynisme.

Østpreussens befolkning havde før krigen oplevet slavisk grusomhed, denne gang fra polske side. Nu oplevede de den igen fra russiske side - og i en ganske særlig perverteret form. Det anslås, at omkring to millioner tyske kvinder blev voldtaget af russerne! Voldtægt var altså ikke bare en særlig ondsindet soldaterforlystelse, det var en systematisk måde at ødelægge mennesker på ved dyrisk at svine dem til på det mest intime område af deres væsen, deres genetik. Her ser vi mal-genik i praksis. Hvad så, britiske, amerikanske og russiske historikere? Hvor meget fylder dette kapitel i jeres fine bøger?

Og det er blot en del af det manglende kapitel i historiebøgerne. Det folkemord, der foregik i den sovjettiske indrykning var et af de værste nogensinde. Overalt var der udsultninger, massakrer og voldtægter. Fra den øverste sovjetledelse var dette befalet. Målet var mordet på et helt folk, midler var ALLE. Etik var en by i Sibirien. Den anden bølge af indrykkende tropper bestod mest af asiater og mongoler, så nu oplevede europæerne de mongolske horder for anden gang. Der havde spredt sig en epidemi af galskab efter mord og voldtægt hos de russiske tropper, som er ubeskrivelig. 5-10 soldater voldtog den samme kvinde på en gang - i ugevis. Selv når de døde af det, blev voldtægterne ved, en særlig genre indenfor voldtægt. Og alle kunne blive voldtaget, fra 8-88, som man sagde.

En jødisk sovjet-kommisær, Ilya Ehrenburg skrev til soldaterne:

Brug jeres magt til at nedbryde racestoltheden hos disse tyske kvinder. Tag dem dem som jeres lovlige bytte. Dræb når I stormer fremad, dræb i heroiske soldater i den Røde Hær.


At det var ubeskriveligt er ingen forklaring på, hvorfor det ikke er blevet beskrevet. Jamen det var jo bare russerne, og de var vist nogle værre nogen børster, det har vi jo altid sagt, høhø... Næh vi civiliserede ... At det ikke er beskrevet, er på den anden side af både ubeskrivelighed, forglemmelse, naivitet. Den bevidste udeladelse var det efterfølgende SIDESTYKKE til disse grusomheder. Det er helt bevidst udeladt i historiebøgerne og er en del af det akkompagnerede ideologiske folkemord, der var godkendt og befalet fra højeste sted hos de allierede til at vaske blodet af deres hænder og beskrive de høje herrer som de 'guder', de anså sig for og deres krig som gudernes gave til menneskeheden.

De allierede terrorbombninger af Hamburg og Dresden og en række tyske byer, hvor det ikke drejede sig om militære mål overhovedet, for de var allerede smadret, men om efterfølgende aflivning og rædsel af hele byer, står ikke til bage for Stalins krigsforbrydelser. Har du set billeder af byerne, hvor boligkvartererne kilometer efter kilometer står som hule, sammensunkne skaller? Dette var på den anden side af begrebet krig. Dette var noget i en særlig kategori, som vi måske ikke har et navn for.

Dresden i særdeleshed var en intenderet massakre bestilt af Churchill selv. Måden, befolkningen blev aflivet på, var en særlig teknik for bombardementer, man skabte en ring af ild om byen, en slags højovneeffekt. Folk blev simpelthen brændt ihjel som et kæmpe krematorium. Englænder indrømmer kun 50.000 civile. Forsigte og konservative tyske estimater siger 200.000. Mindre forsigtige siger 800.000. Dresden var Slagtehus 5 og en af de største skampletter på krigens stolte sejrherrer.

I mange boligkvarterer ligger der stadig i dag masser af knogler under fundamenterne, da man var nødt til at bygge henover for at huse de millioner af hjemløse, som terrorbombningerne efterlod. 

De russiske krigsfanger 
Der var dem, der glade for at se den Røde Hær marchere frem. Fx. blandt de omkring to millioner russere, der var taget til fange af tyskerne og nu blev befriet.

Men nu var der blot Stalins lov nr. 227, som du måske husker. De 'befriede' blev overført til filtreringslejr, der blev kørt af det hemmelige sovjettiske politi. Stalin havde slået fast, at der ikke fandtes tilfangetagen sovjettiske borgere, kun forræddere! Du husker måske også fra Del III, at Stalins egen søn blev 'myrdet' af sin far, da han var så uheldig at blive taget til fange af tyskerne - han nægtede simpelthen at have en søn!

Det var først som 'befriede' fanger, at deres liv som fanger begyndte for alvor. Som straf for at være blevet taget til fange, blev den russiske sygeplejerske Tatjana Nanjeva idømt 6 års slavearbejde i Gulag. Mange oplevede det samme.

Behøver vi næsten at sige, at noget lignende skete med de tilfangetagne tyske soldater? 55.000 blev tvunget til at marchere gennem Moskvas gader for at folk kunne se dem og spytte på dem - før de blev smidt ombord på kvægtog og sendt til det yderste Sibirien. Som en patetisk symbols gestus blev gaderne bagefter disinficerede for 'fascistiske fodspor'. Omkring syv millioner fra Aksen, de tyske allierede, blev sendt til Sibirien. Omkring tre millioner tyske døde der, og majoriteten af de syv millioner kom aldrig til at se deres hjem eller familier mere. 

Cornelius Rost 
En enkelt historie lyser op i dette landskab værre end Dantes vildeste fantasier om Helvede - for Dantes beskrivelse af Helvede er i det mindste underholdende, hvorimod det Sibiriske Helvede var det store, golde, forfrosne, trøstesløse og håbløse Limbo, der er ubeskriveligt, eller som man ikke engang ønsker at beskrive.

Cornelius Rost var en tysk faldskærmssoldat, der var idømt 25 års tvangsarbejde og deporteret til området af Sibirien, hvor man næsten kunne se til Alaska. Han tog navneforandring til Clemens Florell for at undgå KGB's anslag. Det lykkedes ham ved en overmenneskelig kraftanstrengelse og hjælp af forsynet at undslippe, gå 14.500 kilometer, over 1/3 af Jordens omkreds i et af Jordens mest ugæstfri områder. Det tog ham tre år at gennemføre turen og vende hjem til sin kone og datter, hvis foto han havde bevaret hele turen.

Vejen ud af ubeskrivelighedens Helvede blev til gengæld beskrevet i en bog, der er oversat til 15 sprog og har solgt 12 millioner kopier. En prisbelønnet tysk film fra 2003 har genfortalt historien under navnet 'Så langt mine fødder kan bære mig'.

Hans flugt og hans tur startede i oktober 1949 efter fire års fangenskab, og han nåede München julen 1952. 

Vestfronten 
Aksemagternes tilbageslag i slutningen af 1944 var tydeligt, og Hitler og hans stab kommer op med en plan for et modsvar. Scenen bliver sat i de tætte skove i de belgiske Ardennere, og det ville blive et overraskelsesangreb.

I december 1944 blev amerikanske panserdivisioner mødt af tyske delinger i området. Det var et afgørende øjeblik i krigen, og hvis det ville lykkedes tyskerne at trænge amerikanerne og briterne tilbage til nordkysten, kunne der måske fremtvinges en fredforhandling. Planen gik under navnet 'Wacht am Rhein'. Vi er i den germanske mytologi, og den tyske front hed Siegfried-linien.

I hemmelighed begyndte tyskerne i største hemmelighed at flytte deres divisioner øst om de allierede panserenheder. En kvart million tyskere var på vej. De allierede nægtede at tro på deres egne efterretninger, da de var overbeviste om, at tyskerne ikke længere havde den militære styrke til den slags. Om morgenen d. 16 december oplyste tysk artilleri luften. Tæt tåge de næste par dage gav tyskerne dækning for at krydse vejene med panserenheder, og der skabes en 20 kilometer lang korridor til byen Bastogne, hvor de drejede af i retning af Meusefloden (Meuse, Mouze, Maas). De allierede blev forvirrede, for de opdagede tyskere både foran og bagved. 7.000 allierede soldater overgav sig.

Tyskerne havde regnet med krydse Meuse i løbet af to dage, men kom bagud for planen. Eisenhover beordrede d. 20 december general Patton at rykke mod Bastogne og befri byen. Sneen faldt tykt i bjergene. Sct Vette blev indtaget af tyskerne og de sværmede overalt omkring Bastogne og indkredsede amerikanerne i byen. Tyskerne stillede et ultimatum om overgivelse, men amerikanerne svarede nej under forventning af ankomsten af Pattons 3. arme. Vejret skiftede til klart, og amerikanske bombefly kunne bombe og droppe forsyninger i Bastogne. Den 2. tyske panserdivision stoppede lige før Meuse.

Tyskerne tabte panserkrigen på grund af den forsinkede 'Blitz'-effekt, og det stod nu klart, at de ikke længere kunne vinde på Vestfronten. Amerikanerne havde 19.000 døde, 47.000 sårede og 23.000 tilfangetagne. Tyskerne mistede 84.000 og hvad værre var, at de nu var løbet tør for olie. Vi husker, at Hitler gik efter oliefelterne i Baku, men tabte dem.

Et faktum, der er tyndt beskrevet i historiebøgerne, specielt de britiske, er, at allerede 1. Verdenskrig var en oliekrig - det var den første Golfkrig. Bush-gangsterdynastiets to olie-golfkrige var derfor nr. 2 og 3. Briterne så, at det tyske kejserrige var ved at etablere sig i Irak omkring deres oliefelter, og at der blev bygget en jernbane mellem Berlin og Bagdad. Og da Misundelsens Imperium havde brug for olien til at drive deres nye oliebaserede flåde (den gamle var på damp) til deres kanonbåds-imperialisme, skulle tyskerne stoppes. Ikke noget med, at der var nok til alle, nej, 'Vi vil have, så de må ikke få'. Det var og er stadigvæk hele grunddogmet for Misundelsens Imperium. Grådighed handler 'kun' om at rage til sig, misundelse handler om at ødelægge alt for andre - mens man samtidig rager til sig. 

Østfronten 
Russerne nærmede sig Tyskland. D. 17 januar 1945 rykkede de ind i et sønderbombet Warshawa side om side med polske soldater. Polakkerne klappede i hænderne ved indmarchen. De var ikke klar over, at en del af de polakker, der poserede som soldater, ikke var polakker over hovedet, men russere, der lod som om, de var polakker. Stalin havde ikke blot skabt nye 'polske' officierer. Han havde også skabt en helt ny 'polsk' regering.

I februar 1945 rykkede rødgardisterne ind i Budapest. Ungarerne havde allieret sig med Tyskland og havde kæmpet indædt mod den Røde Hær. Det skulle de nu komme til at betale for. Man trængte ind i bankerne, åbnede alle bokse og stjal ungarernes midler og opsparinger. Man trængte ind på museerne og fjernede tonsvis af kunstskatte. 90% af disse kunstskatte, deriblandt billeder af Renoir, El Greco og andre meste, har aldrig siden set dagens lys. Befinder de sig i private gemakker hos jødiske 'samlere' verden over?

Den ungarske befolkning led umådeligt. Selv de ungarske kommunister var forargede og sendte et klagebrev til de sovjettiske myndigheder. Døddrukne rødgardister havde voldtaget møde for næsen af deres børn og mænd. 12 år gamle piger var blevet slæbt ud af deres forældres hjem og blev gruppevoldtaget af 10-15 soldater. En del ungarske kommunister mistede deres naive, religiøse barnetro på den kommunismens lyksaligheder, da de så, hvad det forjættede land egentlig bestod i. 

Yalta 
Vi ser billederne fra konferencen. Churchill sidder og griner. Stalin sidder i stiveste militærantræk. Og Roosevelt sidder og ligner noget, der enten er på vej i graven eller er steget op for nylig. Det skulle vise sig at være det første. De allierede sidder og planlægger, hvordan 'freden' skal skæres efter krigen, ligesom Versaillestraktaten var skåret.

I Warshawa blev 16 polske uafhængige seniormedlemmer af regeringen 'inviteret' frokost under et møde af russerne. De fik at vide, at der var dækket op et sted 14 kilometer væk. Turen blev i stedet 1.100 km og frokoststedet hed Labjanka-fængslet i Moskva. De polske politikere havde gjort den store fejl at stole på de sovjettiske myndigheder, her blev de forhørt under tortur. Senere blev de stillet op ved en domstol og dømt for det absurde: 'Fjender af demokratiet, af freden og af den Polske nation.' Man blinker lige engang med øjne - jødisk-bolsjevikkiske kommisærer tillod sig at tale om 'demokrati og fred'. Og hvilken 'polske nation' var det monstro, de talte om? Absurditeterne kendte ingen grænser i de dage. 13/16 politikere blev sendt i fængsel.


Kommunisten Roosevelt var meget laid-back omkring Yalta-konferencen 4-11 februar 1945. Han havde meddelt, at han havde i sinde at holde sig ude af de europæiske tovtrækkerier og skrev til Churchill forinden, at han syntes, man skulle nedtone det 'russiske problem' så meget som muligt. 'Det var jo hverdagsproblemer, herregud, de ordnede sig altid'. Hans så sig selv som en kammerat i forhold til Stalin. Skyldtes det, at Stalin havde lovet at hjælpe med noget, der foregik i det fjerne Østen, i krigen mod Japan. Look no further. Han var med andre ord villig til at ofre halvdelen af de europæiske befolkningers velfærd i et halvt århundrede for at få dækket den røv, han havde fået i klemme i sit eget bagland. Japanerne var ikke en fjende, der var til at spøge med, så meget vidste han.

Taktikken hed 'Island Hopping', man hoppede fra ø til ø for at rense dem for japanere. Ved øen Iwojima havde man blot 8 dage efter Yalta indledt det mest massive angreb hidtil. De tab, det kostede på begge sider at erobre et skaldet vulkanø blot 13 kilometer bred, var ude af proportioner. 20.000/21.000 japanske forsvarere døde. Antallet af amerikanske døde var over 25.000, mere end under D-dag. Det galt om at vældig gode venner med psykopaten, Onkel Joe. 

Ødelæggelsen af Berlin 
Amerikanerne havde indtil videre bombet militære og industrielle mål, men nu joinede de briterne i at bombe civile mål.

I sportskamp kan man være en dårlig taber. Men man kan også være en dårlig vinder. Begge dele er et umodent, infantilt træk. Er man muligvis en dårlig vinder, hvis man i en krig går efter at slå så mange civile ihjel, som muligt? Vi så en lignende situation, da irakerne var på retræte i den 2. Golfkrig (jeg siger, at den 1. Golfkrig var i forbindelse med 1. Verdenskrig) efter Kuwait. De irakiske panserdivisioner og mandskabsvogne kørte gennem ørkenen på vej tilbage. International krigskonventiontion (som hverken englændere eller amerikanere har respekteret gennem tiderne) siger, at man ikke skyder på soldater i retræten. Men amerikanerne skulle lige prøve noget nyt legetøj, en teknologi de havde videreudviklet fra nazisterne efter krigen, der baseret på mikrobølger ødelagde levende væsener men ikke materiel. Irakerne blev kogt levende i 1000vis i deres vogne. Da man fandt dem, var man ude af stand til at sige, hvad der var sket med dem, for man havde aldrig set noget lignende. Hændelsen blev udeladt fra medierne.

Hitler vidste, at han var ved at blive omringet i Berlin. Der var dobbelt så mange soldater på march og fire gange så mange tanks. Mænd, kvinder og børn forberedte sig på en kamp imod alle odds. Selv i denne situation, var der opbakning til værnemagten.

D. 9. april 1945 nåede sovjettiske tropper Berlins forstæder, og gadekampene hus-for-hus startede. Ødelæggelserne blev enorme. 

Bunkeren 
Hitler havde selv på dette tidspunkt en skytsengel, Tysklands måske bedste jagerpilot, Hanna Reitsch, den eneste kvinde i krigen, der modtog jernkorset. D. 29 april styrede hun sit lette fly ind i Berlin og landede på Unter den Linden, hvorefter hun løber gennem ruinerne til bunkeren. Hun tilbyder at flyve ham ud af byen, men historien vil vide, at han vælger at møde sin skæbne der.

Hitlers sidste timer i bunkeren er beskrevet af hans sekretær, Traudl Junge. Hendes memoirer danner baggrund for filmen 'Der Untergang'. Filmen går så langt den kan i beskrivelsen af Hitler som et menneske. Det skyldes selvfølgelig, at bogforlægget er beskrevet af et menneske, der aldrig har oplevet ham som det monster, som mennesker, der aldrig har mødt manden, har malet af ham.

I Hitlers memoirer og testamente skrev han, at han ikke kunne adskille sig fra denne by og dets folk og at han ønsker at dø der. Han skrev også, at hans død ville forhindre et uskønt teaterstykke iscenesat af hans fjender og jødiske interesser. Men 'jødisk' mentes ikke, som man har ønsket at tolke, jøder som sådan. Han tænkte helt præcist på de zionistiske bankfolk og ideologer, der stod bag dolkestødet i 1. Verdenskrig, og som nu ankom i form af bolsjevismen. Vi minder om 'Overførselsaftalen' fra 1933 og de 100.000 jøder i den tyske hær. Begge facts har postkrigs-historien bevidst udeladt.

At Hitler - like it or not - fik ret mht. zionismens/bolsjevismens intentioner, vil du være klar over, hvis du har gjort dit hjemmearbejde i geopolitik. Det er nøjagtig de samme typer i forlængelsen af det samme netværk, der i dag arbejder på at ødelægge verden. I dag kalder de sig ikke for boljsevikker.

Jeg vil vove den påstand, at Hitler, selvom tyskerne efter krigen blev tvunget til at undsige føreren, nazismen, deres fortid og dem selv som tyskere og hengive sig til selvfornægtelse og masochisme, efterlod en vision om en tilværelse uden slaveri og duknakkethed. De havde set, at det kunne lade sig gøre at rejse sig fra ruinerne. De skulle vise endnu engang, at det kunne lade sig gøre. Tyskland genopbyggede de byer, der blev jævnet med jorden, og landet oplevet et Wirtschaftswunder under Adenauer og Erhard. I dag har Tyskland Europas stærkeste økonomi, og deres naboer er stadigvæk bange for dem - denne gang ikke på grund af deres militær, men på grund af den integritet, det flid, den sparsommelighed og den vilje, der gemmer sig hos tyskerne.

Hitlers dispsitioner i de sidste dage er svære at følge. Det er ikke nemt at forstå tankesættet hos en mand med så fanatisk offervilje, besluttet på at dø i sin rede. Han erklærede to af sine topfolk gennem hele nazitiden, Göring og Himmler, for forræddere, fordi de forsøgte at forhandle med fjenden. Det er måske her, kæden røg af rent mentalt for føreren. Deres lederskab blev overdraget til flådekommandant Karl Dönitz.

Hitler og Eva Braun giftede sig kort før de tog livet af sig. Historien fortæller, at hun døde med en cyanidkapsel, han skød sig selv. Historien fortæller endvidere, at deres lig blev overhældt med benzin og brændt.

Der er folk, der har problematiseret beretningen om Hitlers død i bunkeren. Der er muligvis problematiske forhold ved den, og et ganske vedholdende rygte med en række tilsyneladende overbevisende indicier som undbygning vil vide, at Hitler og hans kone ikke døde i bunkeren. Den streng vil vi ikke forsøge at gå ud af, selvom der gemmer sig en yderst spændende postkrigshistorie med Argentina som scene, og her foregik uden tvivl visse operationer bla af videnskabelig art, som også Peron-regeringen har været vidende om.

Der er dog tre gode argumenter for, at Hitler rent faktisk døde. Han skriver et ret tydeligt testamente dikteret til hans sekretær Traudl Junge, hvor han bekendtgør, at det er hans pligt at blive hos det tyske folk i denne stund, og at han ikke ønsker at medvirke til en parodi af en retssag, som vi i næste afsnit skal beskrive fandt sted i Nürmberg til de jødiske bolsjevikkers selvfejring. Hans handlinger som soldat i 1. Verdenskrig viser, at på ingen måde var en kujon, tværtimod. Dernæst er det svært at lave iscenesættelser i et så lukket og intimt miljø som førerbunkeren, og der er flere direkte vidner til selvmordet. Endelig er der tandsættet fra det kranium, som russerne beslaglagde, som er lige så entydigt som fingeraftryk i retsmedicinsk sammenhæng.

Så Elvis lever, det ved vi jo, men ...

Goebbels 
Joseph Goebbels og hans kone har ikke fået en blid medfart af historieskrivningen. Alle kender historien om, hvordan de tog livet af deres egne børn i bunkeren og dernæst sig selv. Alle er enige i deres fordømmelse. Og det er bestemt ingen godnathistorie.

Men det kan være lidt interessant at vende begreberne lidt og sammenligne med, hvad vi andre gange kan finde på at udråbe som heroisk. Det viser sig besynderligt nok, at grænserne er flydende og at man blot behøver at skifte lyssætningen en smule for at opnå et fuldstændig modsat resultat.

Jeg har været der, måske har du. Eller måske har du læst om historien eller set en film. I Israel ligger der en mærkelig klippeformation med ruinerne af en fæstning på toppen. Den hedder Massada. I år 73 e Kr. tog 1000 jødiske oprørere ophold her med deres familier og børn. De blev belejret af datidens brutale Imperium, romerne. Belejrerne byggede en kæmpe sandvold op af det stejle bjerg for at indtage fæstningen. Oprørerne vidste, at deres kvinder ville blive voldtaget og deres børn solgt som slaver. De selv ville selvfølgelig blive dræbt. Mændene trak lod om, hvem der skulle dræbe deres elskede.

Da romerne kravlede over muren, fandt de alle døde. Der var ingen levende mennesker, de kunne misbruge. De døde bliver i dag i Israel husket som heroiske martyrer. Hvis du har læst de fire dele af bloggen til nu, vil du ikke have svært ved at forestille dig, hvad bolsjevikkerne havde tænkt sig at gøre ved de overlevende i bunkeren. Joseph og Magda Goebbels valgte at gøre det samme som oprørerne på Massada, men vil blive husket som usle barnemordere.

Historieskrivning er ikke objektiv, men en baglæns projektion bestemt af eftertidens intention. 

Bleiburg massakren 
Den 7. maj 1945 overgav Tyskland sig officielt. Kampe fortsatte på Balkan, hvor tyske soldater og kroatere, mange med familie, kæmpede for at komme frem til den østrigske grænse for at overgive sig. Behøver vi at berette, hvad der skete med dem, der ikke nåede grænsen?

Ved Yaltakonferencen havde Churchill, Roosevelt og Stalin aftalt, at krigsfanger og flygtinge skulle udsættes for 'trungen repatriering'. Det var i direkte strid med de internationale aftaler, som USA også havde underskrevet. Man tilføjede blot med småt, at dette ikke galt dem, der blev sendt tilbage til russerne. Dette var at dømme millioner af mennesker til en tilværelse resten af deres usle liv - som slaver! De allierede skjulte efter krigen for offentligheden, at Stalin havde taget 5.000 allierede soldater som gidsler for at sikre, at de allierede levede op til hans krav.

Allierede soldater blev sat til at organisere tog pakket med kroatere, der skulle sendes tilbage til Jugoslavien. Hvis passagererne havde vidst, hvor de skulle hen, havde de nægtet at stige ombord. Men man løj for dem og sagde, at de skulle mod vest. Togene var ikke almindelig passagertog men kvægtransporter med lås på. Da togene begyndte at køre mod øst, vidste de, at de var dødsdømt. Dette er Bleiburg-massakren.

Da forskeren Julius Epstein de amerikanske militærarkiver i forbindelse med de amerikanske cover-ups af Katyn-massakren og deres forhåndsviden om den, stødte han også på dokumenter, der beskrev en vis 'Operation Kølhaling'. Denne handlede om disse tvungne repatrieringer. Heri stod der beskrevet, hvordan man skulle drive, tæske og bedøve fangerne med drugs eller sætte et geværløb for hovedet af dem for at få dem ombord på togene.

De omtalte 5000 allierede gidsler, som Stalin havde taget, blev aldrig løsladt, selvom de allierede opfyldte hans beskidte krav. Det forventes at det omkom i Gulag. USA havde i mellemtiden opdaget, at deres arkiver skjulte masser af disse yderst belastende dokumenter, hvorefter de begyndte at destruere dem eller klassificerede. Tidligere militær-bibliotekar ved Presidio-militærbasen i San Fransisco, Douglas Dietrich, havde gennem en årrække det job at destruere container-fulde af disse dokumenter. Via sin ekstremt velludviklede hukommelse og daglige notater gennem disse år er mange af disse oplysninger bevaret. Blot hans oplysninger om krigen mod Japan vil overraske mange: 

Til helvede med konventionerne 
Sovjet havde aldrig underskrevet Geneve-konventionen. Det havde de allierede derimod, men de fandt en særlig måde at omgå dem på. Ved at benævnet dem 'afvæbnede fjendtlige styrker' og ikke krigsfanger, kunne de behandle dem, som de havde lyst til. Englænderne, franskmændene og amerikanerne blokkerede nu det Internationale Røde Kors, så de ikke kunne tjekke, om tyske fanger blev behandlet efter konventionen i lejre i Tyskland.

I Eisenhowers fangelejre i Rhindeltaet blev fangerne hold under horrible forhold, hvilket først for nylig er kommet for dagens lys. Det er i dag estimeret, at 1.5 millioner fanger, soldater og civile, døde i disse lejre.

I et brev til sin kone skrev Eisenhower: 'Gud, hvor jeg hader tyskerne! Hvorfor? Fordi tyskerne er et bæst!' I hans dødslejre var basale menneskelige fornødenheder, mad, vand og et tag over hovedet,  ikke tilstede - efter Eisenhowers ordre. D. 22 april 1945 havde de allierede rationer til 50 dage til 5 millioner. De valgte blot ikke at uddele dem. D. 26. april godkendte 'the Combined Chief of Staff' i Washinton, at samtlige tyskere, ikke kun fanger og flygtninge, herefter kunne kaldes 'afvæbnede fjendtlige styrker', og at man derefter kunne behandle dem på samme 'ukonventionelle' måde.

1.5 millioner 'fjender' blev altså sultet ihjel, men man fortalte sin egen befolkning, at 99% af dem overlevede og snart ville vende hjem. En lodret, blåstemplet-beskidt regeringsløgn. Martin Brech, amerikansk militærvagt i dødslejren, Andenach, tav i 45 år med at fortælle, hvad der skete der. Han havde fået at vide, at det ville være nyttesløst at fortælle det, og at han ville komme i alvorlige problemer, hvis han gjorde.

________________________


Sidste del vil handle om den absurde Nürnbergproces, om de tilståelser hos de nazistiske ledere, der blev fremskaffet via tortur, om det vi tror, og det der i dag er afdækket om gaskamre og Holocaust.

2 Verdenskrig VAR Holocaust. Samtlige krige i det 20 århundrede var det udvidede Holocaust. Stalins og Mao's og Pol Pots massemord på 150 millioner russere, kinesere og cambodianere tilsammen, alle bolsjevismens udløbere, er Holocaust. Korea, Vietnam, Afhanistan, Irak, Libyen, Syrien, Ukraine og 90 andre militære overgreb siden WW2 er amerikanernes Holocaust. 3. Verdenskrig er allerede i færd med at tage form som ... Holocaust.

Hvor kan man blive træt langt ind i sjælen af, at Hollywood har taget patent på deres Holocaust.

Download hele undersøgelsen i fem dele som PDF:
http://modsigelsen.net/materie/ww2_revi.pdf

2. Verdenskrig i baglys I
2. Verdenskrig i baglys II
2. Verdenskrig i baglys III
//
2. Verdenskrig i baglys V

Kommentarer

Populære opslag