2. Verdenskrig i baglys II
2. Verdenskrig i baglys I
//
2. Verdenskrig i baglys III
2. Verdenskrig i baglys IV
2. Verdenskrig i baglys V
Hvis du har læst Del 1 vil du vide, at denne fremstilling af 2. Verdenskrig distancerer sig fra den gængse fremstilling af krigen, dens aktører, deres agendaer, dens formål og dens årsager. Og i sidste ende krigens udkomme, der ender med at blive det samme udkomme som 1. Verdenskrig. Fremstillingen forholder sig til dokumentation og facts, som ikke har været velset eller har været decideret forbudt at beskæftige sig med. Men facts er facts og kan ikke i længden holdes ude af betragtning. Netop fordi nogen ser det nødvendigt at udstede forbud mod at beskæftige sig med historie, hvor en undersøgelse kan risikere at fremkomme med andre vinkler og konklusioner end krigsherrernes egen ortodokse, netop derfor bør der lyse vise lamper: tampen brænder.
//
2. Verdenskrig i baglys III
2. Verdenskrig i baglys IV
2. Verdenskrig i baglys V
Hvis du har læst Del 1 vil du vide, at denne fremstilling af 2. Verdenskrig distancerer sig fra den gængse fremstilling af krigen, dens aktører, deres agendaer, dens formål og dens årsager. Og i sidste ende krigens udkomme, der ender med at blive det samme udkomme som 1. Verdenskrig. Fremstillingen forholder sig til dokumentation og facts, som ikke har været velset eller har været decideret forbudt at beskæftige sig med. Men facts er facts og kan ikke i længden holdes ude af betragtning. Netop fordi nogen ser det nødvendigt at udstede forbud mod at beskæftige sig med historie, hvor en undersøgelse kan risikere at fremkomme med andre vinkler og konklusioner end krigsherrernes egen ortodokse, netop derfor bør der lyse vise lamper: tampen brænder.
Langtidsvirkningen af denne overvældende skævhed er blandt andet, at en tysker i dag er nødt til at fornægte sin fortid og tage afstand fra sig selv som tysker. Han/hun er blevet pisket til at påtage sig det samme selvhad, som var den oprindelige agenda med 1. Verdenskrig. Tyskland rejste sig i protest mod denne fornedrelse – they were beating the horse too strongly – og straffen i eftertiden var endnu en fornedrelse, værre end den første, og den varer ved til i dag.
Lige så destruktiv fornedrelsen af tyskerne har været, lige så destruktiv og korrumperende har selvforherligelsen været hos de nationer og de folk, der har loaded sig selv med giften af den rus, der var i glæden ved at fornedre. Den psykologiske mekanisme er beskrevet i Del 1, og hvis du ikke har læst den, er dette et dårlig sted at starte.
Vi tager tråden op efter Der Anschluss med Østrig, genforeningen af Sudeterlandet og de polske massakrer i de tyske enklaver i Østpreussen, der førte til invasionen af Polen.
Slaget om England
Hvori bestod egentlig den påståede nazistiske trussel set fra Englands og Frankrigs synspunkt? Var det den tyske hær? Var det fordi Tyskland havde tænkt sig at overfalde og underkue sine nabolande? Var det fordi, sejrherrerne kunne gå glip af deres påførte krigsgæld? Vi har hørt det så mange gange, at bliver lyden af et ekko-kammer.
Det, Frankrig og England egentlig var bekymret for, var, at Tyskland skulle genskabe sig selv som ligeværdig finansiel og industriel konkurrent. Det er ren sandkasse-psykologi, hvor misundelig børn har mere travlt med at ødelægge det for andre end at være tilfredse med deres eget.
I start 1900-tallets verdensfordeling regerede alene briterne over landområder i Verden med befolkninger på 480 millioner mennesker. Frankrig herskede 1919-1939 over det meste af Nord- og Vestafrika, Madagascar, Palæstina, enklaver af Indien og Fransk Indokina samt Fransk Guiana hvor peberet groede. Briterne herskede i samme periode over Canada, hele bæltet fra Egypten til Sydafrika + de stater i Vestafrika, som franskmændene ikke havde raget til sig, områder af Mellemøsten, Indien, områder i Filipinerne og Indonesien og Australien/New Zealand. But The World is not enough.
Efter krigserklæringen mod Tyskland mobiliserede franskmændene, og der ankom 10.000-vis af britiske soldater til fastlandet ved Tysklands grænser. Tyskerne havde nu intet valg, ligesom de heller ikke reelt havde noget valg om, hvorvidt de skulle lade de tyske enklaver nedslagte i Tjekkoslovakiet og Polen.
Briterne havde erstattet den kompromissøgende Chamberlain med den konfrontationssøgende Churchill. Samme dag invaderede Hitler Frankrig via Belgien. Englænderne og franskmændene rykkede frem gennem Belgien og Holland. Men tyskerne skar sig syd- og bagom deres linier fra den gamle Maginot-linie og op mod kanalen. Hærene krydsede nærmest hinandens veje, og de allierede fandt sig lige pludselig lukket inde i en V-formet indhegning op med den engelske kanal. Deres opfattelse og forventning af en kontinental krig havde været en udmattelses- og skyttegravskrig som i 1. Verdenskrig, the good old 'Great War'. De syntes ikke at have lært andet af 1. Verdenskrig end sejrssikkerhed. Tyskerne havde derimod lært alt, og deres nye krigsmaskine med dens Blitzkrigs-strategi understøttet af et lynhurtigt luftvåben var uhørt effektivt. Tyskerne havde redefineret krig, og det tog kun et par uger at sætte modstanderne skakmat.
Her kunne tyskerne have valgt at have udslettet den britiske hær i en massakre, men efter befaling fra hærledelsen gav man briterne tid til at undslippe fra havnen i Dunkirk vha. civile handels- og fiskerbåde efterladende al deres materiel bag sig. Således med et enormt reelt ansigtstag valgte briterne i selvforherligelsens hellige (læs: patetiske) navn – og i fornægtelsen af ansigtstabet overfor egen befolkning - at stive sig selv af med at kalde det for en 'tysk fadæse'. Hitler rykkede dog ufortrødent videre mod Paris.
Versailles 2.0 med modsat fortegn
Hitler forlangte, at franskmændene skulle overgive sig i netop den togvogn i Compiègne, hvor tyskerne 21 år forinden havde måttet lade sig udmyge i total underkastelse og fornedrelse. Vogn nr 2149D blev rullet ud fra den garage, hvor den havde stået siden 11. nov 1919. Hitler havde svoret ikke at give op, før skammen fra 1919 var udraderet, og det skete netop den dag. Det er unødvendig at beskrive de jubelscener, der mødte ham ved tilbagekomsten til Berlin.
Kort efter begyndte Hitler at fremsende det ene fredsforslag efter det andet til briterne. Her kunne krigen have stoppet uden hverken tysk, fransk eller britisk total fornedrelse. Kapitulation, javist, men ikke fornedrelse. De afviste dem alle sammen, fordi de ikke tålte tysk national genoprejsning. Deres mål med 1. Verdenskrig havde været tysk fornedrelse og kulturel-militær-økonomisk udslettelse. Deres mål var det samme med 2. Verdenskrig, og tanken om, at det heller ikke denne gang ville lykkedes til fulde, var dem uudholdelig. Netop denne indædte destruktivitet kendetegnede det Perfide Albion. Tyskerne kunne have valgt på det tidspunkt at sætte over kanalen og som en anden Wilhelm Erobreren underkuet England, men det var aldrig Hitlers ønske. Gængs allieret postkrigs-historie har beskrevet det på samme måde som flovmanden fra Dunkirk: man fiflede med virkeligheden, og forherligede eget moralsæt og egne bedrifter for at skjule et reelt nederlag.
Tilbud om fred
Ikke-offentliggjorte regeringsdokumenter, som først blev frigivet ved ihærdig brug af loven om offentlig indsigt, har vist, at briterne modtog mere end to dusin tilbud om fred mellem 1939-41. Vi kommer i hu, at entente-magterne blev fuldstændig afmonteret af tyskerne i 1. Verdenskrig (Del 1), men nægtede at forhandle fred, for de havde jo modtaget et 'tilbud man ikke kan afslå' fra zionisterne, de jødiske bankmænd, der bestod af en lokumsaftale om amerikansk involvering i krigen som betaling for en stat i Palæstina kombineret med Tysklands udslettelse. Vi har nu i 1941 starten på 'Dolkestød 2.0', og Churchill ville gøre sit yderste for endnu en gang at trække USA ind i en krig, som de stort set INTET havde at gøre med. At det igen skulle lykkes viser blot, hvor fast et greb om nosserne på USA, briterne havde, og hvor nemme yankierne var at narre. Men det skete via en 5. kolonne på højeste sted, derom senere.
Briterne måtte dog også betale en pris denne gang. Deres gamle imperium ville slå revner og ophøre med at eksistere som sådan. Imperiet ville morfe og flytte position endnu engang i verdenshistorien. Man rækker ikke Djævelen en lillefinger, uden ...
Churchill
En interessant og særdeles 'shady' person. Vi springer lige hans tidlige karriere over for at vende tilbage. I perioden mellem 1919-29 var han ude af regeringen og blot parlamentsmedlem. Hans indtægter, 500 pund om året, lagt sammen med en ret ynkelig indtjening som journalist gjorde ham til en halvfattig mand. Men alligevel havde han et enormt forbrug i sit landsted. Masser af tjenestefolk, gartnere, kok, chauffør, m.m., 20-30 mennesker alt sammen for de indtægter. Hvordan lykkedes det ham? Han blev finansieret af en lille, hemmelig fokusgruppe kaldet 'The Focus'. De var en gruppe på ca. 30 mennesker bestående af britiske industrialister, bankmænd og tidligere politikere, en slags britisk P2-loge, der besluttede, at Churchill kunne bruges til noget senere, så de betalte for hans forbrug og hans livsstil - og hans seriøse alkoholisme. Gruppen bestod overvejende af jøder og socialister. Der blev på i juli 1936 udskrevet en check på, hvad der i dage ville svare til 3.5 millioner kroner til Churchill af formanden for Britisk Shell Petroleum, en jøde. Fra det tidspunkt begyndte Churchill at spille på den anti-tyske / anti-nazistiske tromme. Dem, der betaler for musikken, bestemmer også, hvilken melodi, der skal spilles.
Der var pro-tyske kredse i England på det tidspunkt. Edward d. 8 var en af dem. Vi har alle sammen hørt historien om, hvordan han frivillig fraskrev sig tronen og giftede sig med Wallis Simpson. Det var vældig romantisk, men historien bag var, at han blev tvunget af den samme lobby til at forsvinde, for han var for venlig stemt overfor Tyskland. Hvis man vil starte en krig, gælder det altid om at skaffe sig af med dem, der ønsker fred, og som vil stå i vejen for krigen. Især hvis denne krig aldrig var i landets interesse.
Hvad lavede Churchill, i øvrigt som parlamentariker under 1. Verdenskrig. Han var intet mindre end øverstkommanderende for admiraliteten. Vi støder her på historien om en oceandamper ved navn Lusitania, der sank med mand og mus. Vi ved i dag, at i krigens tidlige dage var det farligt at færdes i farvande med tyske ubåde. Men pludselig befandt skibet sig uden eskorte. Hvem gav ordren til det? Hvem var i position til at give ordren? Det var ingen andre end Winston Churchill! 1500 passagerer omkom, for at England kunne sige, at utyskerne havde gjort det, og nu skulle de have igen.
Churchill skriver i de dage:
Weitzman
Chaim Weitzman var lederen af den zionistiske bevægelse genne hele krigen og senere præsident for staten Israel. I 'Weitzman-papirerne' kan man studere korrespondance og notater fra hans møder med Churchill. Weitzman boede da i USA. I september 1941 skriver han, tre måneder før Pearl Harbor, hvor Churchill desperat forsøger alt for at hive USA ind i hans krig:
Churchill
En interessant og særdeles 'shady' person. Vi springer lige hans tidlige karriere over for at vende tilbage. I perioden mellem 1919-29 var han ude af regeringen og blot parlamentsmedlem. Hans indtægter, 500 pund om året, lagt sammen med en ret ynkelig indtjening som journalist gjorde ham til en halvfattig mand. Men alligevel havde han et enormt forbrug i sit landsted. Masser af tjenestefolk, gartnere, kok, chauffør, m.m., 20-30 mennesker alt sammen for de indtægter. Hvordan lykkedes det ham? Han blev finansieret af en lille, hemmelig fokusgruppe kaldet 'The Focus'. De var en gruppe på ca. 30 mennesker bestående af britiske industrialister, bankmænd og tidligere politikere, en slags britisk P2-loge, der besluttede, at Churchill kunne bruges til noget senere, så de betalte for hans forbrug og hans livsstil - og hans seriøse alkoholisme. Gruppen bestod overvejende af jøder og socialister. Der blev på i juli 1936 udskrevet en check på, hvad der i dage ville svare til 3.5 millioner kroner til Churchill af formanden for Britisk Shell Petroleum, en jøde. Fra det tidspunkt begyndte Churchill at spille på den anti-tyske / anti-nazistiske tromme. Dem, der betaler for musikken, bestemmer også, hvilken melodi, der skal spilles.
Der var pro-tyske kredse i England på det tidspunkt. Edward d. 8 var en af dem. Vi har alle sammen hørt historien om, hvordan han frivillig fraskrev sig tronen og giftede sig med Wallis Simpson. Det var vældig romantisk, men historien bag var, at han blev tvunget af den samme lobby til at forsvinde, for han var for venlig stemt overfor Tyskland. Hvis man vil starte en krig, gælder det altid om at skaffe sig af med dem, der ønsker fred, og som vil stå i vejen for krigen. Især hvis denne krig aldrig var i landets interesse.
Hvad lavede Churchill, i øvrigt som parlamentariker under 1. Verdenskrig. Han var intet mindre end øverstkommanderende for admiraliteten. Vi støder her på historien om en oceandamper ved navn Lusitania, der sank med mand og mus. Vi ved i dag, at i krigens tidlige dage var det farligt at færdes i farvande med tyske ubåde. Men pludselig befandt skibet sig uden eskorte. Hvem gav ordren til det? Hvem var i position til at give ordren? Det var ingen andre end Winston Churchill! 1500 passagerer omkom, for at England kunne sige, at utyskerne havde gjort det, og nu skulle de have igen.
Churchill skriver i de dage:
Det er meget vigtigt at tiltrække neutral skibstrafik til vore kyster i håb om at konfrontere USA med Tyskland... For vores vedkommende ønsker vi denne trafik - jo mere jo bedre, og hvis noget af den kommer i uføre, så meget desto bedre.Churchill beskriver her en soleklar iscenesat konfrontation, også kaldet 'falsk flag'. Her falder der et par brikker på plads. Med den 'fortjeneste' forstår vi bedre, at de, der profiterede på 1. Verdenskrig, endnu engang besluttede sig til at 'ansætte' Winston Churchill.
Weitzman
Chaim Weitzman var lederen af den zionistiske bevægelse genne hele krigen og senere præsident for staten Israel. I 'Weitzman-papirerne' kan man studere korrespondance og notater fra hans møder med Churchill. Weitzman boede da i USA. I september 1941 skriver han, tre måneder før Pearl Harbor, hvor Churchill desperat forsøger alt for at hive USA ind i hans krig:
Medmindre De giver os, hvad vi ønsker, hr. premierminister, hvilket er retten til at danne en hær i Mellemøsten med eget arsenal, egne våben og egne uniformer og flag, så er vi ikke på Deres side. Hvad vi vil gøre, hvis vi får disse ting, er, at agere på Deres vegne i USA. Og lad mig minde Dem om, at vi er den eneste magtfulde, forenede blok i USA, der bakker den britiske sag om i denne krig. Vi er den eneste, der kan bringe USA ind i krigen. Vi gjorde i den sidste krig, og vi kan gøre det igen.
Pearl Harbor bliver altså Lusitania 2.0, og triggeren på kanonen bærer de samme fingeraftryk. Ydermere har den engelske konge, George, haft fuld kendskab til planen, for den slags skal nøje planlægges, om at sænke skibet. Han spørger simpelthen aftenen forinden den amerikanske ambassadør, hvordan USA vil forholde sig, hvis en ubåd torpederede Lusitania!
Udover den zionistiske verdensorganisation og de korrupte/korrumperende elementer i det Britiske Imperium (afhængigt af, hvem man tilskriver den egentlige kontrol), må også medregnes den magtfulde kreds af industrimagnater og finansmoguler omkring J.P. Morgan og John D. Rockefeller, altså hele slænget omkring kuppet af den amerikanske økonomi ved Jekyll Island-mødet, der under radaren fik indført The Federal Reserve ('Colonel' Mandell House - sin tids Kissinger - Jacob Schiff, Paul Warburg, ...). Dette slæng må regnes som fundamentet for, at USA i dag næsten fuldstændig er bygget op omkring krigsindustrien og det militær-finansielt-industrielle kompleks, og at hele det 20. århundrede og starten på det 21. har været én stor flydende verdenskrig. Behøver vi at nævne, at præsident Roosevelt ligesom Churchill har været fuldt vidende, hvad 'passagerskibet' Lusitania indeholdt af såkaldt kontrabande: tonsvis af våben og ammunition. Ramt af blot én torpedo, sank skibet på 21 minutter!
Må vi i øvrigt minde om, at J.P. Morgan fire år før Lusitania-affæren havde gang i et lignende svindelnummer, intet ringere en sænkningen af Titanic, skibet der som bekendt aldrig sank.
For yderligere detaljeret analyse af Lusitanias sænkning se:
Churchill and J P Morgan sank Lusitania
For yderligere detaljeret analyse af Lusitanias sænkning se:
Churchill and J P Morgan sank Lusitania
Et ekko af Lusitania fandt sted i 1941, da destroyeren USS Greer blev beskudt af en tysk ubåd på vej til Island. Et engelsk patruljefly spottede ubåden og advarede skibet, der begyndte at jagte ubåden, der dykkede for at undgå at blive beskudt. Jagten stod på i to timer. Fordi USS Greer ikke bar flag, antog tyskerne, at de blev forfulgt af en engelsk destroyer. Der blev smidt dybdebomber. Som senere Pearl Harbor med større effekt, blev denne hændelse brugt som propaganda i forsøg på at trække USA ind i krigen. Roosevelt sidder og lyver for åben skærm for amerikanerne og hævder, at det var tyskerne, der angreb og skød først.
At det på ingen måde er søgt at sammenligne og sammenkæde Pearl Harbor med Lusiatania viser sig i en udtalelse fra admiral Dönitz, der fortæller ved Nürnberg-processerne hvordan han fik udtrykkelig ordre fra Hitler om ikke at beskyde amerikanske eskorterende destroyere, der beskyttede britiske handelsskibe - og husk: i krig er handelsflåden konverteret til krigsflåde - med det udtrykkelige motiv at man ikke ønskede et nyt Lusitania og dermed amerikanerne involveret.
Roosevelt var derfor nødt til at finde et andet falsk flag. For at studere Peal Harbor-affæren i detaljer, se fx James Perloffs artikel, Pearl Harbor: Rooosevelts 9/11. Vi bliver nødt til at sige det: manden der var præsident og dermed også ansvarlig for en endnu tidligere skibssænkning som påskud til krig, sænkningen af USS Maine, et falsk flag der startede den spansk-amerikanske krig i 1898 var såmænd ingen andre en Theodore Roosevelts fra, Teddy Roosevelt. Og senere gør Lyndon B. Johnsson nøjagtig det samme i Tomkinbugten for at starte Vietnamkrigen.
Hvornår lærer mennesker at genkende de mønstre, der nærmest råber dem ind i ansigtet?
Göringr
Göring insisterede på, at det tyske luftvåben i sig selv kunne lette England, og selvom Hitler udtalte, at han ikke brød sig om tanken, var han nødt til at give efter. Han havde oprindelig insisteret på, at det kun måtte være militære installationer, der skulle ødelægges, men i en tale 4. september, hvor englænderne havde bombet civile tyske mål i ugevis - bla med brug af bomber lastet med Anthrax (totalt bandlyst af Geneve-konventionen underskrevet af England), sagde han, at han ikke havde andet valg end at gengælde på samme vis. Englænderne havde indtil da aldrig formået at bombe om dagen, så de kom altid om natten. Her smed de bomber på alle steder, hvor der var lys – hvilket altid var byer med civile. Tyskerne krydsede kanalen om dagen og kunne rette sig efter militære mål. Vores forældre kan fortælle os om mørkelægning under den tyske besættelse.
Vi ved fra den historie, som det Britiske Imperium aldrig har brudt sig om, at nogen skulle fortælle - deres skrupuløse udslettelse af civile overalt, hvor de kom frem - at civile tab aldrig har betydet noget for dem. De udslettede den oprindelige befolkning på Tasmanien, de lod 20 millioner af indere dø af sult i ris-embargo, de gjorde det samme ved deres nærmeste naboer irerne under kartoffelpesten (irerne døde overhovedet ikke af kartoffelpest men af militært understøttet embargo organiseret af briterne). Listen af udførte folkemord med eugenisk undertone er næsten uendelig. Amerikanerne med britisk greb om deres gonader har videreført denne charmerende britiske stil.
Til gengæld elsker briterne at køre deres heroiske Sct. George-myte frem i rette tid. Den heltemodige ridder slår den grusomme drage og redder den yndige og hjælpeløse prinsesse. Disse mytologier er udelukkende designet som godnathistorier for folket, for historiefortællerne tror ikke engang selv på dem. Sov sødt, barnlille … Tyskland var nu dragen, ridderen var England og prinsessen var ... alle nationer, der lige den dag kunne passe på beskrivelsen. I dag vil man med tårer på kind kalde det for 'Responsibility To Protect', R2P. Man kan ikke undgå at få en sjov smag i munden, når middelalder-mytologi bliver spændt for en moderne krigsvogn.
USA i krig igen – hvad sagde amerikanerne?
Direkte adspurgt i 1940 ville INGEN amerikaner have støttet USA's involvering i endnu en krig på det europæiske kontinent. Hvorfor skulle de det? Det var ikke deres krig, det var nogle fine herrers krig, nogle herrer med mange penge og stor magt på jagt efter endnu flere penge og endnu større magt.
En af de tjenende ånder for de fine herrer hed Franklin D. Roosevelt. Han begyndte i sine taler i kongressen at håne amerikanernes manglende engagement i krigen. USA havde en lov om neutralitet, men denne fik han smidt i skraldespanden for at han kunne forsyne de allierede med våben. Samme år indefrøs han alle midler fra de nationer, der tabte 1. Verdenskrig, et brud på international lov. Briterne fik forærende 50 destroyere mod at forære amerikanerne baser i Britisk Caribien, og amerikanske piloter fik lov til at joine British Air Force. USA indledte olie-embargo mod 'aggressor-nationer' (læs: Tyskland og Japan). USA forærede/lånte England en milliard dollar (gang med 500 i dagens kurs), og tonsvis af våben begyndte at ankomme til England.
Görings ide om en luftbåren Blitzkrieg mod England med et hurtigt udfald syntes nu ikke længere at være mulig. Dette tidspunkt var også et af flere 'Points of No Return' i krigen, for det tvang Hitler til at vende blikket mod øst. Han vidste udmærket, at traktaten med Stalin kun var midlertidig, og at den egentlige fjende lå her, jf. München 1919 (se Del 1).
11. december 1940 gav Hitler en tale i Rigsdagen, hvor han sagde:
'Allerede i 1940 blev det klart måned for måned, at Kremls planer var dominans og destruktion af Europa.
Kun en en blind mand kunne overse, at en militær opbygning at verdenshistoriske dimensioner var i gang'.
Denne udtalelse var bestemt ikke uden belæg:
- 30 november 1939 blev Finland angrebet
- 21 februar 1940 blev Sverige bombet (vidste du det?)
- 18 juni 1940 blev Estland, Letland og Litauen invaderet
- 27 juni 1940 blev Rumænien tvunget til at afgive Moldavien (Besarabien)
Hitler vidste, at ikke kun Tyskland, men hele Europa vari stor fare. Bolsjevikkerne villeikke stoppe her, og han varfuldt klar over de rædsler, som de havdetænkt sig at udøve i deres fremfærd. Han så dem i Rusland i starten af revolutionen, han så dem i München, har sådem nu på fremmarch. Han genkendtedet jødisk-khazariske element, der giktilbage til det 8. århundrede. Khazarerne, disse ryggesløse, ubarmhjertige lejesvende og landpirater, der svindlede sig til en bekvemmelig status som jøder og i øvrigt stjal og myrdede med arme og ben. Han vidste også, hvordan deres efterkommere og overklasse nu sadi toppen af de zionistiske bank-imperier i Vesten. Europa skulleendnu en gang blive vidne til deres grusomheder.
Hitler besluttede sig til et forebyggende angreb på Stalins Rusland. Operation blev kendt under kodenavnet 'Barbarossa'. For at forstå, hvad det var, Hitler så og frygtede, må man kende til Stalins Rusland.
Onkel Joe
Kommunisten Franklin D. Roosevelt var en stor beundrer af Joseph Stalin, og han kaldte ham kærligt for 'Uncle Joe'. Men hvem var denne hyggeonkel, og hvad stod han for?
Stalin kom til magten efter Lenins død og regerede vha. frygt og tortur, henrettelser og deportationer i omkr. 30 år. Konservativt anslået blev han ansvarlig for 40 millioner russiske liv. Han udmanøvrerede Trotskij, som han anså for hovedrivalen.
I 1929 introducerede han 'kollektivisering'. De russiske bønder havde indtil videre solgt deres egne produkter på markedet. Lenin havde nationaliseret fabrikkerne, og nu beslaglagte Stalin alt land ejet af bønderne. Hæren blev sat ind mod dem, så de ikke kunne gemme en eneste pose korn for sig selv. Alt blev fjernet, også deres landbrugsredskaber. Det var verdenshistoriens mest omfattende tyveri – med staten som forbryder.
Ikke nok med at det var et gigantisk tyveri, det var også et gigantisk folkemord. Bønderne havde intet tilbage og kunne ikke længere brødføde sig selv. Det var helt i statens nåde, hvilket bestemt var meningen. Alene i Ukraine, Ruslands, ja hele Europas kornkammer, døde 6 millioner mennesker af sult. I Kazakhstan døde 2 millioner, og i Nord-Kaukasus døde 1 million. Kannibalisme begyndte at blive udbredt. Børn blev kidnappet og ædt af desperate bønder! Kommunismen havde forvandlet mennesker til noget, der var værre end dyr – hvilket bestemt også var meningen! Det var dog ikke lige sådan, kommunismen/socialismen solgte sig selv. Udover verdenshistoriens største tyveri og et af de største massemord, var der samtidig tale om verdenshistoriens største eksempel på 'falsk varebetegnelse'.
Alle, der kunne mistænkes for mistro og modvilje mod regimet, blev kaldt for 'kulakker'. Og alle kulakker, der ikke klappede i hænderne over at blive udsat for 'kollektivisering' blev indhentet og skudt. Alle præster og medlemmer af den Russisk Ortodokse Kirke var pr. definition kulakker og blev derfor henrettet. En anden måde at myrde folk på var at sende dem til døds/arbejdslejrene. Her var de slaver, indtil de døde af udmattelse. Meget få overlevede disse lejre, hvilket bestemt heller ikke var meningen.
I et sådan system fjerner man ethvert incitament til at arbejde. Et påtvunget kollektivt slavesamfund kan aldrig være et incitament, og intet kommunistregime på noget tidspunkt og noget sted i verden har vist sig i af stand til at producere nok til at opretholde et samfund, hvor deres befolkning trives. I et kommunist'samfund' finder man ikke sammen, man stuves sammen.
Og her støder vi samtidig på en af de lidet kendte egenskaber ved den russiske kommunisme. Fordi de ikke kunne brødføde sig selv, blev de dybt afhængige af støtte fra Vesten. De store New-Yorker-banker flyttede hurtigt ind i Moskva, for de havde været med til at finansiere Lenins og Trotskijs jødisk-bolsjevikkiske revolution. Denne tætte forbindelse mellem jødiske storbankere og jødisk bolsjevisme er stort set ikke-erkendt og ubeskrevet i mainstream-historiske fremstillinger. Bolsjevismen var et kæmpe socialt designer-eksperiment i et neo-feudalt samfund.
Roosevelt inviterede russiske diplomater til USA, for at han kunne give Stalin-Sovjet officiel anerkendelse.
Racismen – fornøjelsen er helt på deres side?
I vores fremstilling af Nazityskland fylder det gule jødiske armbind i Warshawa og Prag meget. Det fylder væsentlig mere i fremstillingen end sorte ghettoer i Amerika, hvor sorte stadig blev lynchet og hængt i træer, eller fremstilling af briternes racistiske behandling af deres undersåtter i kolonierne, for i briternes selvfremstilling er de aldrig racister. Blot en nærmere beskrivelse af behandlingen af boerne i Sydafrika, hvor mænd, kvinder og børn døde i britiske koncentrationslejre, fortæller dog en anden historie. Den britiske premierminister Winston Churchill var som soldat selv på stedet. Ingen briter blev siden draget til ansvar for grusomhederne i Indien, Afrika og Australien eller for masseforgiftningen af den kinesiske befolkning under opiumskrigene.
Amerikanerne massemyrdede 3 millioner muslimske filipinere i slutningen af 1800-tallet og der blev deporteret 2 millioner mexicanere mellem 1929-39, hvoraf 1.2 millioner havde amerikansk statsborgerskab. Amerikanernes etniske udrensningsprojekt mod den oprindelige indianske befolkning behøver ikke nærmere præsentation. Dem der overlevede massemyrderierne blev sendt i kostskoler, hvor lærerne fik besked på at 'myrde indianeren i dem'.
Helt op til 1960'erne var der raceadskillelse i USA ifølge 'Jim Crow-lovene'. Staten straffede dem, der interagerede med andre racer.
Arizona: Ægteskab mellem en person af kaukasisk oprindelse og en neger, en mongol, en malaysier eller en hindu skal strengt forbydes.
Florida: Hvis man bor sammen uden ægteskab som hvid og sort, skal man straffes med fængsel eller bøde.
Missouri: Alle ægteskaber mellem hvide og mongoler (amerikansk racistisk betegnelse for alle asiater) er forbudt og vil blive erklæret opløst.
Franklin D. Roosevelt havde gentagne gange modarbejdet republikanske lovforslag (Federal Law) om fordømmelse og kriminalisering af lynchninger af sorte, og i 1922 meldte den senere præsident Harry S. Truman sig ind i Ku Klux Klan.
En besynderlig historie udspandt sig omkring den fire-dobbelte sorte medaljevinder fra i Olympiaden i Berlin i 1936, Jesse Owens. Anti-tysk propaganda påstår, at Hitler var rasende over Owens sejr og ignorerede ham. Men hvis man spørger Jesse Owens selv og læser hans selvbiografi fra 1970, skriver han:
'Da jeg passerede kansleren, rejste han sig og vinkede, og jeg vinkede tilbage. Jeg synes, at skribenterne udviste dårlig smag i deres kritik.'
Da han vendte hjem til USA, blev han ikke engang inviteret til det Hvide Hus (var det måske fordi, han vinkede til Hitler?). Han sagde senere:
'Hitler ignorerede mig ikke. Det var FDR, der ignorerede mig, og han sendte ikke engang et telegram'.
Så sent som i 1960 smed en ung mesterbokser, Cassius Clay, senere kendt som Muhammed Ali, sin olympiske medalje i Ohiofloden. En servitrice i en restaurant havde sagt til ham: 'Vi serverer ikke for negere her'.
Briterne og amerikanerne har altid tilladt sig at svælge i pegen fingre af den racisme, de selv var verdensmestre i. Den, som fisen lugte kan, ...
Balkan
Italierne havde i 1940 allieret sig med Tyskland og bekæmpede briterne i Grækenland. På Balkan var der udbrudt krig, og her skulle nogle af de værste grusomheder under hele krigen komme til at udspille sig. For at kunne gå imod Stalin-Rusland, blev Hitler først nødt til at sikre Grækenland og Balkan. På seks uger var briterne ude af Grækenland og Mellemøsten. Kroaterne vandt ved samme lejlighed uafhængighed for første gang i 900 år.
Provokationen af Japan
Japanerne havde været i krig med Kina gennem 30'erne. Da Japan allierede sig med Tyskland, måtte den franske Vichy-regering overdrage Indokina til Japan. Briterne indefrøs japanske midler i juli 1941. Dette var en reel krigserklæring mod Japan af den simple og generelt tilslørede årsag, at finanskrig ER krig. Parallellen til situationen i dag er slående, og derfor vil det være rigtigere end forkert at hævde, at 3. Verdenskrig allerede er startet. Historisk statistik fortæller endvidere, at finanskrig altid fører til varm krig. Det fortæller samtidigt den tydelige historie, at samtlige krige siden centralbankvæsenets start med Bank of England i 1694 har været bankmændenes krige.
1. august 1941 påtvang Roosevelt olieembargo for at kvæle Japan, en ekstremt fjendtlig handling, der i realiteten ikke levnede japanerne anden mulighed end krig mod USA. Vi bør ikke overse, at Japan var en særdeles aggressiv magt, og at de bedrev egentlig imperialisme. Men det ragede i virkeligheden amerikanerne en fjer og som bidrag til forståelse af situation er det reelt uden betydning. At det derimod blev brugt, når Sct. Georg og dragen skulle køres i stilling af amerikanerne, der ligesom englænderne havde smag for denne mytologi, har til gengæld al betydning. Den ikke-erklærede krigserklæring mod Japan i form af handels- og oliekrig satte endvidere standarden for de senere over 100 ikke-erklærede krige, som amerikanerne har ført til i dag. Man fører krig og hævder, at det overhovedet ikke er krig. Det kaldes også 'low intensity conflict'. Efter Pearl Harbor kunne man for en gangs skyld med sindsro få lov til at erklære krig, for 'det var jo dem, der startede …'. Japaneren erklærede i øvrigt krig først. Hele hændelsen kaldes til gengæld 'Stand Down Operation False Flag'. Altså et svindelnummer, hvor man skyder på sig selv (stand down) eller lader sig beskyde for at offerrollen og den efterfølgende hævnaktion kan sælges til egen befolkning. Husk: kun egen befolkning kan stoppe en nations krig. Derfor er egen befolkning altid 'fjenden før fjenden'. Har man ikke forstået dette grundlæggende princip om krig, har man intet forstået om krig overhovedet.
Operation Barbarossa
Den russiske historiker Victor Suvorov skaffede sig adgang til dokumenter fra Kreml og KGB's arkiver efter murens fald, og disse hidtil hemmeligstemplede dokumenter viste, at det sovjetiske militær ikke var en forsvarsting, men en særdeles offensiv ting. Målet var at overrende Europa som en mongolsk horde. Man kunne oven i købet hævde, at kommunismen var en slags 'mongolisering' af den russiske befolkning, der omskabte dem til denne vanvittige horde. Han dokumenterer i sin bog 'Icebreaker', at Hitler var tvunget ind i et forebyggende angreb, hvis horderne og krigsmaskinen skulle stoppes eller blot bremses.
Man kunne måske kritisere tyskerne for, via deres afmontering af 11 landes militær at være med til at blotte Europa for Russisk storinvasion, og Stalin håbede da også på, at Hitler ville gå efter England, så han kunne få 'fred' (lidt malplaceret ord) til at foretage en sådan invasion. I stedet blev Stalin grebet på sengen, da 3 millioner topudrustede tyske soldater stod klar til at invadere Rusland. Det påtvunget ateistiske Rusland blev nu angrebet af en hær, hvor der stod 'GOTT MIT UNS' på bæltespændet. For tyskerne var det tale om en form for kristent korstog, et faktum, som er ubeskrevet i historiebøgerne, da kristne har det med at fornægte kristendommens 'dark side'.
2 juni 1941 skulle vise sig at være indledningen til den mest brutale konflikt mellem to nationer i historien.
Blot den første dag i operation blev 1200 sovjettiske fly ødelagt i et enkelt angreb. Hele divisioner fra den Røde Hær mistede forbindelsen til overkommandoen og måtte overgive sig. Stalin stak fejt halen mellem benene og forsvandt. Han havde al mulig grund til at gemme sig for det folk, som han havde mishandlet så voldsomt, og som han nu ikke engang kunne forsvare militært.
Selvom der var modvillig overgivelse de fleste steder, var der dog steder i Rusland, hvor tyskerne blev hilst velkommen. Ukrainerne så det som en mulighed for at slippe for det styre og den mand, der havde ombragt 6 millioner af deres folk – et historisk faktum, der må tages med i betragtning, når vi skal vurdere vestukrainernes indgroede had mod russerne. At vestukrainerne så ikke har opdaget, at Vesteuropa og USA i mellemtiden er blevet bolsjeviceret og Rusland med Vladimir Putin fuldstændig har skrinlagt stalinismen, kan man så tage sig til hovedet over. Men at de amerikanske krigsliderlige neocons og deres fascist-lakajer i Kiev blot udnytter dette gamle trauma for ussel vindings skyld giver en særlig dyb kvalme!
Ukrainerne dengang hilste tyskerne velkommen fra vejkanterne med kors i hånd. Rusland i dag har fuldt restaureret den Ortodokse Kirke, og Putin er selv ortodoks. Ortodoks-Paradoks. Verden er vendt på hovedet, men Verden har ikke opdaget det endnu.
Tyskerne var på vej mod Smolensk, Kiev og Leningrad. Enkelte enklaver holdt stand bag de tyske linier. Byen Brest forsvarede sig hårdnakket, og da den endelig måtte give op, erklærede Hitler sin respekt for byens mod. Han fremstillede det endog som en heroisk dåd, et eksempel for sine egne soldater. Men for Stalin var disse indbyggere ikke helte. Efter krigen blev alle dens indbyggere skammeligt sendt til Gulag. Man aner her en vis forskel i moralske begreber og ære. Hitler er fremstilletaf eftertiden som en psykopat. Stalin var en psykopat. Tyskerne havde et soldater-kodeks – like it or not. Russerne havde intet af den slags tilbage, for det havde kommunismen og dens mongoliseringsproces taget fra dem. Enklaven Brest som undtagelse.
Stalin forsøgte nu i desperation at straffe og true sin egen hær til ikke at desertere. Som den nye selvudnævnte Zar var han udmærket klar over, hvordan russiske soldater var deserteret i 1. Verdenskrig, fordi de heller ikke brød sig om den gamle Zar. Han trak kortet: Lov nr. 270. Denne ufattelige lov sagde:
Alle officerer og politiske embedsmænd taget til fange ved fronten er at betragte som forræddere. Hvis de nogensinde vender tilbage til Sovjetunionen, vil de blive arresteret og henrettet!
Man tror ikke sine øjne og ører! Især ikke når man hører, at det ikke kun galt officererne, men også deres koner, som blev smidt i Gulag. Børnene kan man tænke sig til …
Denne stramning tvang Hitler til en særlig indsats for at fjerne alle officerer og kommissærer + medlemmer af NKVD (senere KGB) fra de russiske byer. Flere steder ventede beboerne ikke på tyskerne, men begik selvtægt og fjernede selv deres kommunistiske undertrykkere og deres kollaboratører. Vi kan ikke undgå at bemærke den radikale forskel, der var mellem tyskernes opbakning til Hitler og russernes høje grad af manglende opbakning til Stalin.
Kommunisten Roosevelt sendte nu 11.3 milliarder $ (150 milliarder $ i dag) som støtte til dette styre, så kommunisterne kunne fortsætte krigen. Stalin led på dette tidspunkt af et nervesammenbrud, sagde man i Rusland. Men man sagde det ikke for højt.
I mellemtiden rykkede tyskerne hastigt ind mod Moskva. Hærgruppe Nord rykkede mod Leningrad, Hærgruppe Center rykkede mod Smolensk i direkte retning af Moskva og Hærgruppe Syd rykkede mod Kiev, hvor byen faldt 8. september 1941. Leningrad lå forsvarsløs foran værnemagten. Men det hele var et kapløb med tiden, for vinteren stod for døren, og den russiske vinter havde aldrig været til at spøge med.
I slutningen af september startede Hitler Operation Typhon med direkte kurs mod Moskva. 1.4 millioner tyske soldater deltog. Stalins eneste håb var, at vejret ville redde hans Sovjetunion. De nåede først frem til Moskva 3. september, og så var vinteren sat ind. Vejene blev til mudder om dagen og frost om natten.
Pearl Harbor
7. december 1941 havde Japan været under blokade i 5 måneder. Det var ikke et spørgsmål om, men hvornår japanerne var nødt til at svare igen. Den standhaftige krigsmyte om, at det var åh-så-overraskende og lyn-fra-en-skyfri-himmel er forlængst de-bunked, for vi ved det hele. I havnen i Pearl Harbor, Hawaii, var det vigtigste skibe evakueret, og kun de forældede og snart skrotbare var tilbage. Hele luftstyrken var sendt ud på en øvelse, og da japanerne ankom blev angrebet afvist som de tilbagevendende luftenheder. Amerikanerne vidste alt om angrebet via deres udbyggede netværk af fiskerflåder i Stillehavet, og helt op i øverste hærledelse var man orienteret.
Den amerikanske hærledelse ofrede kynisk deres egne marinesoldater, der overrasket vågnede op til lyden af fly og troede, at det var en øvelse. Esquadronleder Fushida, lederen af angrebet, sendte sine torpedobombere ind i lav højde mod de amerikanske skibe. Hagarskibet USS West Virginia var første mål, USS Oklahoma var det næste, USS Maryland det tredje. Dernæst USS California og USS Nevada. Skibene tiltede eller knækkede midt over ramt af de kraftige torpedoer.
8. december 1941 erklærede USA krig mod Japan. England fulgte samme dag, storebror var jo ankommet til skolegården.
Hvis man bladrede gennem de amerikanske aviser dagene forinden, kunne selv den menige avislæser læse om det forestående angreb. Men i krigstider er den kollektive hukommelse er skrøbelig størrelse, for den kan udraderes på samme måde som fjenden. Ingen krig kan startes uden en baglæns informationskrig. Amerikanerne vidste det ikke dengang, de vidste det ikke undervejs, og de allerfleste af dem ved det stadig ikke i dag. Den amerikanske befolkning var USA's første militære mål i 2. Verdenskrig. Og den succesfulde sejr over egen befolkning skulle vise sig særdeles vedholdende i alle de krige, der udsprang af 2. Verdenskrig, og som stadig springer som et generøst væld fra en tilsyneladende uudtømmelig kilde.
11. december, fire dage efter Pearl Harbor, adresserede Hitler kommunisten Roosevelts attitude overfor Tyskland. Han erklærede, at Tyskland støttede Japan. Italien og Kroatien fulgte efter.
Balkan og Mellemøsten
Kroatien havde sin egen historie om krigen. Deres uafhængighed gik under navnet NDH og blev skabt i 1941 under ledelse af Ante Pavelic og hans Ustase-milits trænet i Italien. Deres mål var – lad os bare sige det ligeud – etnisk udrensning af serbere, jøder og romanier. Serberne blev sparet, hvis de konverterede fra ortodoks til katolsk kristendom. Ikke særligt charmerende. Men hvis kigger ned gennem historien var det det nøjagtig det samme, som de engelske protestanter tilbød katolikkerne i middelalderen. Resten af forløbet er frygteligt. Balkan er en etnisk-historisk heksekeddel af fanatisme, extrem religiøsitet og æresbegreber i spil. Der er et klart ekko fra den gnist, der tændte kruddtønden i 1. Verdenskrig med en klam suppedas af desperate ideologier, socialisme, fascisme, kommunisme, monarkisme og serbisk/kroatisk nationalisme. Kroaternes særlige grusomheder har deres umiddelbare forhistorie i den måde, de selv blev behandlet på af serberne, tjetnikkerne og bolsjevikkerne på Balkan.
Da 100.000 kroatiske soldater overgav sig efter 2. Verdenskrig oplever de en af historiens ondeste bedrag og massakrer. Når man overgiver sig, forventer man respekt for international etik i krigstid. De overgivne lod sig lokke af briterne til at stige ombord på toge, der skulle køre mod vest. I stedet kørte de mod øst og endte i hænderne på bolsjevikken Marskal Tito. Da de ankom, blev mændene hevet ud af togene og skudt og kvinderne og børnene smidt i koncentrationslejre, hvor mange af kvinderne blev voldtaget – en særlig charmerende over-all bolsjevikkisk skik. Denne massakre var en af de værste i krigens historie og kendes som Bleiburg-massakren.
Et spring tilbage: I Jerusalem allierede Hitler sig med stormuftien Haj Amin al Husseini og i Kroatien dannede kroatere og bosniske muslimer den 13. bjergdivision. I de allierede postkrigs-historie fremstilles nazisme som indbegrebet af racisme. Der synes dog at være et problem med at forklare disse og andre etniske gruppers støtte til Hitler (afrikanere, slavere, asiater, arabere) – så det prøver man så at undgå at forklare. I tilfælde af nærgående spørgsmål vil man aktivt bortforklare det.
Så hvad kæmpede disse folkeslag imod? De kæmpede allerede dengang imod den 150 år gamle agenda om en Ny Verdensorden kørt af det Britisk-Franske Verdensimperium. Uden helt at vide, hvem der kom dem til undsætning, så de, at der omsider var nogen, der havde nosser til at sætte sig op mod denne agenda om en totalitær verdensorden, et globalt slavesamfund, hvor alle dukkede nakken for London, dens nye kamphund, USA og det lumske væsen, der krøb i skyggerne af Imperiet, verdenszionismen, og som nu for alvor var begyndt at træde i karakter. De havde set tilbage fra starten af 1800-tallet, hvordan briterne havde trukket deres lige streger i sandet, splittet folkeslag efter forgodtbefindende, plyndret alt, hvad folkene ejede, indsat korrupte nikkedukker som vasaller og udslettet landområder af mennesker, hvis det passede dem.
Umiddelbart efter krigen greb inderne chancen og løsrev sig. Historikeren Dr. Susmit Kumar skrev for nylig i sin blog:
Umiddelbart efter krigen greb inderne chancen og løsrev sig. Historikeren Dr. Susmit Kumar skrev for nylig i sin blog:
2. Verdenskrig havde en grundlæggende effekt på kolonimagten, fordi den fuldstændig ødelagde deres økonomi. Selvom Hitler begik forbrydelser mod menneskeheden (det skal man altid huske at sige, for eller bliver man overfaldet med det samme), giver jeg ham æren og ikke Gandhi for Indiens uafhængighed umiddelbart efter 2. Verdenskrig. Hitler ødelagte Englands og Frankrigs økonomi i en sådan grad, at de ikke længere kunne opretholde deres militære styrker og de var derfor ude af stand til at kontrollere de opkommende frihedsbevægelser i deres kolonier.
Vi har i dag en på mange måder parallel situation. Mange af de samme nationer har set WW2-agendaen forlænget på fuldstændig unaturlig vis i 70 år yderligere. I dag samles de om det nye håb, BRICS, der består af det transformerede af-staliniserede Rusland, det af-maoficerede Kina, det af-appartheitiserede Sydafrika, det af-imperialiserede Indien og det af-fascistificerede Brasilien. Det er altså alle lande, der har lært deres lektie som totalitære eller totalitært underlagte samfund, og som har erkendt med hele deres folkelige erfaringsgrundlag, at det ALDRIG mere bliver vejen frem. Læg i øvrigt mærke til, at Tyskland uden at bekende direkte kulør, har tætte handelsforbindelser med disse lande. Og ikke mindst (Imperiets værste mareridt) selvom BRICS foreløbig 'kun' er 5 stærke økonomier, står der mindst et halvt hundrede lande på spring til optagelse. Alle er trætte af Imperiets post-WW2-finanstyranni og uerklærede lav-intensitets-krige og deres forbandede efterretningsvæsener, der laver alt muligt andet end at efterrette.
Det ganske besynderlige var, at Hitlers hær og Waffen SS var den mest kulturelt, etnisk og religiøst brogede hær i verdenshistorien via deres fælles forhadte fjende: Imperiet. Tankevækkende at det Imperium, hele den globale undergrund i dag har identificeret som pestilensis globalis no one er det samme Imperium, som nazisterne bekæmpede. Og lur mig, om ikke Imperiet trækker Hitler-kortet, når de møder modstand. Hvor forudsigeligt.
Moskva
Hændelsen kendes i dag under navnet Forrædderiet mod kosakkerne. Hvis vi i dag spørger os selv om, hvem kosakkerne vil bakke op, hvis krigen i Ukraine eskalerer yderligere, så er svaret med stor sandsynlighed: russerne. Hvorfor det, vil du måske spørge? Stil i stedet for to andre spørgsmål: hvem var det, der forrådte dem? Og: Er Putin et synonym for Stalin, og er Rusland i dag bolsjevikisk? Det første spørgsmål kan du læse dig til her, så du behøver ikke være i tvivl. Det andet kræver, at du er i stand til at gennemskue, hvor al denne tidens anti-russiske kampagne kommer fra, og at der er tale om intet andet end en kampagne for at starte 3. Verdenskrig brygget sammen af de SAMME mørke kræfter, der allerede har påført Verden to monstrøse bestialiteter af samme skuffe, samt et utal, ET UTAL! af mindre bestialiteter (end en verdenskrig), der måske tilsammen udgør en monstrøsitet større end verdenskrigene tilsammen. Jeg skal spare dig for en samlet opremsning her, men du har allerede stødt på en del i Del I og Del II, og der bliver mere, hvor det kommer fra i Del III.
40.000 kosakker, mænd, kvinder og børn blev stuvet sammen på toge og sendt til Sovjet og videre til Gulag mod en sikker død. Mange af dem var ikke russiske statsborgere. Briterne brugte blot Stalin-Sovjet som bekvemt henrettelses-område, fjernt fra den vestlige verden og dens folkelige bevågenhed. Gulag var som at sende folk ud i stratosfæren, hvor ingen hørte om dem mere. Hvad man ikke ved, har man ikke ondt af. Og hvad man ikke har ondt af, slipper man for at stå til ansvar for.
Både 1. og 2. Verdenskrig er krige, der handler om ansvarsløshed. Og det selvom vi har hørt til hudløshed, at ansvaret så sandelig er placeret.
General Pannwitz forlangte at blive overgivet sammen med kosakkerne. Han udtalte: 'De stod ved mig i krigstid, jeg står ved dem i fredstid'. Han blev henrettet i Moskva 16 januar 1947, og for denne konsekvente attitude blev han kaldt 'Europas sidste ridder'.
Download hele undersøgelsen i fem dele som PDF:
http://modsigelsen.net/materie/ww2_revi.pdf
2. Verdenskrig i baglys I
//
2. Verdenskrig i baglys III
2. Verdenskrig i baglys IV
2. Verdenskrig i baglys V
Moskva
Både Hitler og de allierede forventede Moskvas fald hvert øjeblik. Stalin hyrede general Sukhov, der kom op med planen for et massivt modangreb. Sukhov havde havde sikret sig på samme måde, som Hitler havde sikret sig i Polen ved at lave en midlertidig pagt med Stalin om ikke-angreb. Russerne gjorde det nu med Japan i Manchuriet og blev derfor i stand til at trække halvdelen af de enorme østlige troppemængder mod Moskva. Den paranoide Stalin fulgte – for én gangs skyld – en af sine egne folks råd. 17 divisioner med fuldt artilleri og luftvåben ankommer. Og selvom det tyske gear var topmoderne, var de russiske tanks specielt designede til at fungere i selv den bitreste vinter. Ligeledes var sværmene at hurtige skitropper særligt gearede til vinterkrig. Den tyske belejring af Moskva blev brudt og tyskerne trak sig tilbage.
Stalins enorme ego og tro på, at han allerede havde vundet krigen og tyskerne var drevet ud, fik ham til at satse for hårdt. Belejringen af Moskva var brudt, men hele kampagnen kostede meget dyrt. 1 million russiske soldater omkom, og en masse materiel blev ødelagt. Fremrykningen gik helt i stå. Denne episode af krigen blev skjult for russerne i et halvt århundrede.
Tyskerne mistede ligeledes en masse materiel. Den hurtige tilbagetrækning tvang dem til at efterlade kæmpe skrotbunker af tungt udstyr. Dette blev en seværdighed, da Stalin stolt fremviste det for den britiske udenrigsminister Eden. Hverken England eller USA havde troet, at Stalin kunne overleve det tyske angreb. Men Stalin havde den samme attitude til menneskeliv som briterne havde vist i 1. Verdenskrig: mængden af menneskeliv, der kunne ofres som kanonføde var ikke noget problem. Det offer, som det russiske folk kom til at yde for at tilfredsstille deres uhyrlige diktator skulle i sidste ende blive enormt.
Stalins enorme ego og tro på, at han allerede havde vundet krigen og tyskerne var drevet ud, fik ham til at satse for hårdt. Belejringen af Moskva var brudt, men hele kampagnen kostede meget dyrt. 1 million russiske soldater omkom, og en masse materiel blev ødelagt. Fremrykningen gik helt i stå. Denne episode af krigen blev skjult for russerne i et halvt århundrede.
Tyskerne mistede ligeledes en masse materiel. Den hurtige tilbagetrækning tvang dem til at efterlade kæmpe skrotbunker af tungt udstyr. Dette blev en seværdighed, da Stalin stolt fremviste det for den britiske udenrigsminister Eden. Hverken England eller USA havde troet, at Stalin kunne overleve det tyske angreb. Men Stalin havde den samme attitude til menneskeliv som briterne havde vist i 1. Verdenskrig: mængden af menneskeliv, der kunne ofres som kanonføde var ikke noget problem. Det offer, som det russiske folk kom til at yde for at tilfredsstille deres uhyrlige diktator skulle i sidste ende blive enormt.
Kosakkerne
De etniske grupper og deres skæbne indenfor Stalin-Sovjet var eksempler på statens menneskesyn. Men flere af disse grupper meldte sig under de tyske faner imod Stalin. En af disse var kosakkerne på Balkan. De havde et ry som frygtløse, mobile og barske krigere. De påtog sig at rydde området for bolsjevikkiske partisaner, og de var ledet af en tysk officer, general Helmuth von Pannwitz.
I krigen på Balkan forekom der en række tilfælde af massevoldtægt og sporadiske henrettelser. Pannwitz gjorde det 20 okt. 1943 klart, at den slags forbrydelser var utilgivelige, og ville betyde dødsstraf. Da Pannwitz og kosakkerne overgav sig til den britiske hær 11. maj 1945, blev han og kosakkerne lovet, at overgivelsen ville ske i allieret område. Men i maj måned et halvt år senere kom det frem, at kosakkerne som perfid hævn for deres tagen parti og i total disrespekt for bottomline-krigsetik ville blive sendt tilbage til Sovjet, hvor de alle skulle krepere i Gulag. Nøjagtig som med kroaterne, der blev sat på toge, der pludselig kørte den modsatte vej, så blev kosakkerne folkemyrdet, og endnu engang viste briterne deres etiske standard, eller rettere: mangel på samme.
I krigen på Balkan forekom der en række tilfælde af massevoldtægt og sporadiske henrettelser. Pannwitz gjorde det 20 okt. 1943 klart, at den slags forbrydelser var utilgivelige, og ville betyde dødsstraf. Da Pannwitz og kosakkerne overgav sig til den britiske hær 11. maj 1945, blev han og kosakkerne lovet, at overgivelsen ville ske i allieret område. Men i maj måned et halvt år senere kom det frem, at kosakkerne som perfid hævn for deres tagen parti og i total disrespekt for bottomline-krigsetik ville blive sendt tilbage til Sovjet, hvor de alle skulle krepere i Gulag. Nøjagtig som med kroaterne, der blev sat på toge, der pludselig kørte den modsatte vej, så blev kosakkerne folkemyrdet, og endnu engang viste briterne deres etiske standard, eller rettere: mangel på samme.
Hændelsen kendes i dag under navnet Forrædderiet mod kosakkerne. Hvis vi i dag spørger os selv om, hvem kosakkerne vil bakke op, hvis krigen i Ukraine eskalerer yderligere, så er svaret med stor sandsynlighed: russerne. Hvorfor det, vil du måske spørge? Stil i stedet for to andre spørgsmål: hvem var det, der forrådte dem? Og: Er Putin et synonym for Stalin, og er Rusland i dag bolsjevikisk? Det første spørgsmål kan du læse dig til her, så du behøver ikke være i tvivl. Det andet kræver, at du er i stand til at gennemskue, hvor al denne tidens anti-russiske kampagne kommer fra, og at der er tale om intet andet end en kampagne for at starte 3. Verdenskrig brygget sammen af de SAMME mørke kræfter, der allerede har påført Verden to monstrøse bestialiteter af samme skuffe, samt et utal, ET UTAL! af mindre bestialiteter (end en verdenskrig), der måske tilsammen udgør en monstrøsitet større end verdenskrigene tilsammen. Jeg skal spare dig for en samlet opremsning her, men du har allerede stødt på en del i Del I og Del II, og der bliver mere, hvor det kommer fra i Del III.
40.000 kosakker, mænd, kvinder og børn blev stuvet sammen på toge og sendt til Sovjet og videre til Gulag mod en sikker død. Mange af dem var ikke russiske statsborgere. Briterne brugte blot Stalin-Sovjet som bekvemt henrettelses-område, fjernt fra den vestlige verden og dens folkelige bevågenhed. Gulag var som at sende folk ud i stratosfæren, hvor ingen hørte om dem mere. Hvad man ikke ved, har man ikke ondt af. Og hvad man ikke har ondt af, slipper man for at stå til ansvar for.
Både 1. og 2. Verdenskrig er krige, der handler om ansvarsløshed. Og det selvom vi har hørt til hudløshed, at ansvaret så sandelig er placeret.
General Pannwitz forlangte at blive overgivet sammen med kosakkerne. Han udtalte: 'De stod ved mig i krigstid, jeg står ved dem i fredstid'. Han blev henrettet i Moskva 16 januar 1947, og for denne konsekvente attitude blev han kaldt 'Europas sidste ridder'.
Download hele undersøgelsen i fem dele som PDF:
http://modsigelsen.net/materie/ww2_revi.pdf
2. Verdenskrig i baglys I
//
2. Verdenskrig i baglys III
2. Verdenskrig i baglys IV
2. Verdenskrig i baglys V
Kommentarer
Send en kommentar