Gåden om Kaspar Hauser


af morton_h, the blogger

Den mest interessante historiker, jeg er stødt på for nylig hedder Terry Boardman. Jeg kender ham fra en konference, en samtale, jeg havde med ham, fra mailkorrespondance og fra et par meget fine videoklip, der ligger på YouTube.
Videokvaliteten af dem er ikke fremragende - det er amatøroptagelser, der er lavet på en eller anden skummel pub i Dublin med fodboldkamp i baggrunden. Det er desuden ikke nemt at filme billeder på en overbelyst projektor samen med en person i et underbelyst rum. Til gengæld brænder Terry Boardmans fortælling igennem som få.
http://threeman.org/
Hans vinkel på historien skyldes bla. hans orientering efter den tyske spirituelle videnskabsmand, Rudolf Steiner
http://paradigmet.blogspot.dk/2012/10/menneskehedens-valg.html
Historieskrivningens problem
Mange historikere er fremragende fortællere, de har gjort en masse studier, de har en masse faktuel viden og de er dygtige skribenter. Men der mangler noget. Det, der er særligt ved Boardman's metode, er hans sammentænkning af historie, filosofi og esoterisk viden. Han sammentænker endvidere personlige biografier med verdensbegivenheder, hvilket alle historikere påstår, at de gør uden egentlig at gøre det. Boardman er fuldt opmærksom på, at det, vi ser, ikke altid er det, der sker. Han ved, at begivenhederne brygges af mennesker, der kender de skjulte understrømme og som er i stand til at udnytte dem til deres fordel. Han skammer sig ikke over at bruge ord på engelsk som 'conspiracy, elite, secret societies', for han kender deres agendaer og bidrag til vores fælles skæbnefortællinger. Da han på trods af sin uddannelse ikke har de sædvanlige mainstream-akademia-hæmninger, er han i stand til at skabe et sammenhængende billede af begivenheder og at kæde events sammen, der tilsyneladende ikke har noget med hinanden at gøre.
Det er det, der mangler i mainstream-historie, og som gør den underlig to-dimensionel. Så skete der det, og så ankom den krig [årstal] mellem den og den fyrste [årstal]. Eller også får vi alle anekdoterne om de store mænd, uden at det helt står klart, hvad vi skal med al den persondyrkelse. Eller rettere: vi skal selvfølgelig forgude dem, for har jo selv betalt for deres historiske portrætter. Selvfølgelig kan historikere etablere sammenhænge, men de sammenhænge de vælger, ligger ofte til højrebenet, så man har på fornemmelsen, at de har fået dem 'serveret', så at sige.
Jeg ved det, for jeg har selv det store kørekort i den gren af kunsthistorien, der hedder musikhistorie. Så sagde Mozart, men så sagde hans far, og er det ikke fantastisk, og hør lige 1. sats fra Jupitersymfonien, og hvordan han i gennemføringsdelen, … bla-bla. Italienske musikhistorikere er sammen med den engelske historiker Robert Newman for tiden ved at pille Mozart-myten i stumper og stykker, og når deres værk er tilendebragt, kan det meget vel vise sig, hvis deres grundtese holder helt til målstregen, at Mozart var en af de mest sælgende fake-skikkelser i musikhistorien. Han var iflg. denne gruppe forskerne en særdeles middelmådig musiker og komponist, der blev iscenesat af den wienske og venetianske musikindustri, der var opstået på dette tidspunkt. Kun ganske få af hans værker stammer fra hans hånd, men er skrevet af en hel stribe af de mest fremragende italienske komponister på den tid, hvoraf flere af dem er totalt underbeskrevne i musikhistorien. Geniet Mozart kan tænkes blot at være et vellykket PR-stunt fra oplysningstiden. Det vil få både musikelskere, musikere og forskere til at koge over af forargelse. De sidste især fordi alle de facts, som de skulle have fået øje på efter sigende skulle ligge 'smack in their face'. Lad os se, hvad det fører til.

En uheldig mekaniske - og det gælder ikke kun historieskrivning med alle grene af videnskab - er, at der ofte på et eller andet tidspunkt tidligt i fagets historie har dannet sig nogle præmisser, nogle bøger om emnet, der er blevet kanoniseret som gældende for eftertiden. Alle bygger på disse bøger og forfattere, som ofte er fagets nestorer. De kan være tæt på kilden fysisk og tidsmæssigt. Og det er her fælden klapper, for de kan tage grueligt fejl alligevel. En god videnskabsmand skal derfor være nærmest som en kriminolog eller detektiv, vende alle sten og stille spørgsmål ved alt.
Ikke-tilstedeværelse
Terry Boardman har i en af sine undersøgelser taget afsæt i en sagnomspunden skikkelse fra samme tid (lidt senere): Kaspar Hauser. Sammenlignet med Mozart er der ikke tale om et opreklameret geni med om et neddroslet ditto, et geni, der aldrig kom til ære og værdighed. Terry Boardman har interesseret sig i, hvad der sker, når noget 'bliver taget ud', når en brik mangler i et større spil. Der åbnes et hul, et sår åbnes for forblødning og forgiftning, der fifles med begivenheder, magtforhold og skæbner - personligt og kollektivt, og et ar efterlades. Denne interessante lidelseshistorie bliver således både et studie af ondskaben i dens mange facetter, og hvordan den bringes til verden og dernæst et eksempel på, hvordan man kan spænde ben for historien, så at sige.
Orwell sagde:  
De, der kontrollerer fortiden, kontrollerer fremtiden.
Og de, der kontrollerer nutiden, kontrollerer fortiden.
Udsagnet beskriver i en nøddeskal, hvad historieskrivningens - og dermed vores allesammens - største problem er. Problemet er den historieskrivende elites særinteresse i for enhver pris og med alle tilgælgelige midler at indprente os, hvad vores fortid har været for at kunne guide os til en fremtid, der er til for dem, og dem alene. Problemet kan også siges råt og simpelt: det er omfanget af løgn i de fortællinger, der beskriver vores fortid, der forgifter vores nutid og fremtid.
Historieskrivning og -genfortælling er en fast del af vores skolesystem. Historien om Kaspar Hauser er derfor også historien om tyske skolebørn, der får en skrøne at vide om, hvad deres fortid har været, og hvad deres fremtid derfor vil blive.
Den tyske spirituelle videnskabsmand, Rudolf Steiner, sagde:
Mennesker opdager kun det der er til stede,
de er ikke opmærksom på det, der IKKE er til stede
.
I historieskrivning ville det traditionelt være at betragte som kontra-faktuelt. Det har i lang tid været ganske forbudt i historisk forskning at beskæftige sig med hypoteser om, hvad der kunne være sket, hvis noget eller nogen havde været til stede, som blev taget ud. Folk er blevet myrdet på stribe i historiens løb. Hvordan har dette skabt historien, og hvad ville der være konsekvensen, hvis det ikke var sket? Det er ikke desto mindre særdeles frugtbart at anlægge den synsvinkel, for her går det op for os, at vi altid har alternativer og valg. Vi får alt for tit at vide, at noget var tilfældig, og at vi derfor ikke havde noget valg.
http://paradigmet.blogspot.dk/2012/10/tror-du-pa-tilfldighedsteorier.html
Man bliver derfor henvist til tilfældigheds-fatalisme. Og hvad også gør sig gældende: alle evt. ansvarlige slipper for tiltale.
Kaspar Hauser har været angrebet og ofret, både i den tyske og engelsktalende verden fra hans tilsynekomst på verdensscenen i Nürmberg i 1812 og frem til i dag. Terry Boardman faldt over denne skikkelse, da han forsøgte som historiker at forstå årsagerne til 1. Verdenskrig. Han følte ikke, at han havde fået en fyldestgørende forklaring via sine studier i University of Manchester om denne 'Verdenskrigenes moder'. Det var, som om officiel engelsk historieskrivning ikke 'ville ud med sproget'. Hvorfor?
Det gik hurtigt op for ham, at en englænder, Lord Stanhope, den 2. Jarl af Stanhope, spillede en særlig og ikke særlig charmerende rolle. Hans fremstilling foretager et stort loop ved at starte med i dag, gribe tilbage til 1800-tallet og arbejde sig tilbage til i dag.
Læn dig tilbage i sædet, dette var kun indledningen, og det bliver en længere tur. Du vil til gengæld opleve seværdigheder undervejs, du ikke har set før.
http://www.youtube.com/watch?v=xbzJH0Y4Qts
Europas Forenede Stater
Den 28 juni, 2011 fremlagde maoisten José Manuel Baroso og jesuitten von Rompoy et vejkort og en kalender til en total økonomisk og politisk sammenkøring af landene i EU. Altså EU's forenede stater med fuld supernational kontrol over alle nationale økonomier (fiscal integration) og ophør af al national uafhængighed. Ca. 100 år før, d. 28 juni 1914 blev ærkehertug af Østrig, prins Ferdinand myrdet ved et pistolskud i Sarajevo, hvilket startede 1. Verdenskrig. Versaillesfreden blev underskrevet 28 juni 1918. Dette er fodsporene efter ritual-manikere.
EU / Europa har allerede de facto et flag, en nationalhymne, en præsident, en udenrigsminister, et kommisariat, et parlament, en regering og en hær - den hedder NATO og er i lommen på USA, der er i lommen på det britiske imperium. Og som vi senere skal se, er EU undfanget af den britiske elite i 1800-tallet. Der mangler bare en formel superstat, Europas Forenede Stater.
Det fremlægges i de britiske publikationer, at det er Tyskland og Angela Merkel, der ønsker alt dette. Englænderne fremstiller det som et tysk plot til at fabrikere en europæisk superstat. Her er den igen: det var ikke os, det var de andre.
Den tyske udenrigsminister hedder Guido Westerwelle. Oversat vil det betyder: 'føreren i bølgen fra vest' - historien har ind i mellem disse ironiske navne. Han er en af spillerne i den transatlantiske gruppe i den tyske regering og medlem af flere af disse særlige 'tænketanke', der findes på tværs af atlanten. Den tidligere udenrigsminister, Joschka Fischer - manden der i de glade 68'ere og Baader-Meinhof-dage blev filmet, mens han smed en brandbombe ind i en politibil - siger, at vi kan takke finansmarkedet for, at vi nu har en velgørende total-union på trapperne.
Finansmarkedet er blot et andet ord for The City of London og Wall Street. Altså fx. George Soros og Goldman Sachs. Tidligere medlemmer af Goldman Sachs sidder nu som ledere i europæiske regeringer og institutioner i Grækenland, Italien og ECB. Herfra har de indflydelse på, at der tidligere arbejdsplads stadig har sugerøret i statskasserne.
Finansmagasinet 'The Economist' er den angloamerikanske elites organ og talerør. Bladet anbefaler nu direkte en europæisk superstat. Og bliver de europæiske befolkninger spurgt?
Niall Ferguson regnes som førende britisk historiker. Han giver svaret på det spørgsmål. Han er fuldstændig indspist med eliten og på den måde deres talerør. Han er insider, og alt, hvad han siger, er at betragte, som udsagn 'From the horse's mouth'. Han er bla Rothschild-familiens officielle biografist. Nu arbejder han i en anden elitær nøgleinstitution: Harward University. I hans skrifter siger han: USA skal fuldtud anerkende og overtage det britiske imperium. Han skriver endvidere, at man aldrig ville kunne opnå føderalisme i EU på demokratisk vis, men har været nødt til at snige det ind ad bagdøren. At europæerne kunne stemme imod det har aldrig været en mulighed. Her kan vi komme ihu, hvordan Irland blev bøllet til at godkende traktaten sidste gang. Nu ankommer unionen på samme bøllede måde: vha trusler og svindel. Ferguson antyder også, hvad mange har været klar over, at finanskrisen har været et stykke ingeniørkunst med et særligt formål: Europas Forende Stater i 2013.
Tilbageblik
Et skridt tilbage. Winston Churchill holdt en tale 14 maj 1947 i London, hvor han sagde:
'Vi foregiver selvfølgelig ikke, at et forenet Europa betyder en endelig komplet løsning til problemerne med alle internationale relationer. Etableringen af en autoritativ, almægtig verdensorden er det ultimative mål, vi tilstræber. Medmindre en effektiv overordnet Verdensregering kan sættes op og bringes i aktion, er udsigterne til fred og fremskridt for menneskeheden tvivlsom. Men lad der ikke være tvivl om hovedformålet. Uden et Europas Forenede Stater er der ingen udsigt til en verdensregering. Det er det påtrængende og ufravigelige skridt til en realisering af dette ideal.'
Churchill var i allerhøjeste grad en insider i den angloamerikanske elite. Vi hører i dag, at euroen måske kollapser. Men disse magtfulde elitære grupper har forfulgt deres mål i det mindste i 60 år. Skulle de opgive deres projekt så let? Næppe. Meningen er nok snarere, at vi skal blive grundigt nervøse.
Endnu et skridt tilbage. Ifølge Cecil Rhodes (1853-1902) var det kun de engelsktalende folk, der havde ret til at dominere verden. De var de nye romere og havde fået stafetten derfra. Altså ifølge dem selv. To af hans samtidige, W.T. Stead og Reginald Brett, var af samme opfattelse og dannede et 1891 selskab til dette formåls gennemførelse. Det skulle ske via flåden, og ved at England og USA, dets i 1776 frafaldne koloni, forenedes. Det har i dag fundet sted, da de engelske, amerikanske, canadiske, australske og new zealanske hære er samlede via deres våbensystemer, overvågningsudstyr, teknologi og tæt samarbejde. Ikke engang NATO har adgang til deres system.
Rhodes-trusten blev oprettet til det formål at bringe unge amerikanere og potentielle ledere over til Oxford for at fylde dem med imperiale britiske ideer. Clinton var en af dem, den australske præsident var en af dem, osv. W.T. Stead, der var socialist ligesom mange i den britiske elite dengang, skrev i 1902 en afhandling kaldet 'Europas Forenede Stater'. I traktaten opregner han tre faktorer, der skulle bringe 'denne mest fejende revolution i menneskehedens historie i værk':
  • Verden bliver givet de engelsktalende folk i hånde som det nye Rom
  • Samfundet bliver organiseret efter en socialistisk model
  • Kvinder anerkendes som havende de samme rettigheder som mænd
Det er jo interessant, at socialismens forfædre var elitære imperialister, at feminisme var en del af denne agenda, og at fænomenet var udtænkt af mænd!
http://paradigmet.blogspot.dk/2012/10/kussernes-oprr.html
Da vi var unge og naive, tænkte vi mest på socialisme som noget med at være god mod de fattige og pænt deles om goderne. Få har for meget og færre for lidt. Og dyrene og de gamle damer skal også have det godt. Vi tænkte mindre på, at socialisme betyder kollektivisme, undertykkelse af individet, flokmentalitet, statsundertrykkelse, censur, udskamning og beskyldning fra gruppen, pamperi, tab af civile rettigheder, osv. 
Stead skriver i et brev til Rhodes, at han ser deres forehavende som genopbyggelsen af Guds by og i det 19 årh. vha. moderne midler og tilbehør (teknologi) som middelalderkirken i det 9. århundrede på et fundament bredt nok til at omfatte hele menneskeheden. Han ser det som et neoklerikalt imperium, en tilbagevenden til en opskrevet version af det Hellige Romerske Imperium. Det var det, der blev dannet af Charlemagne, der blev kronet som kejser af paven i år 800. Altså igen: det, som vi i dag regner som progressivt, er og var i sin kerne dybt bagstræberisk.
Efter Churchill gik det slag i slag med Kul- og Stålunionen, Romtraktaten, osv., og for hvert ca. 7. år rykker man frem med et nyt tiltag, der bringer superstaten nærmere. Vi står i dag ved det sidste trin. Det bliver smurt af på tyskerne, for det er ikke politisk korrekt i England at gå ind for EU. Hardcore-toryerne mener, at EU er startet af nazisterne i slutningen af 2. Verdenskrig, hvilket ikke er helt forkert. De har dog desværre ikke studeret deres egen historie langt nok tilbage, for det var deres egne åndsfæller, der udtænkte den. Her kunne man så spørge videre, hvem der udtænkte nazismen, men det er en historie, som vi vil overlade til prof. Anthony Sutton.
https://www.youtube.com/watch?v=3sCpsq55uic&feature=related
I The Economist, beskrives Tyskland som en maskine, en motor, en serie tandhjul. De anser tysk kultur som irrelevant og usofistikeret - ikke som den britiske, åndfulde. Tyskerne laver solide biler. Nytænkning af økonomi, nej, kultur, nej, åndfuldhed, nej, undermålere, ja.
Denne undervurdering og arrogante højrøvethed overfor tysk kultur står i grel modsætning til denne kulturs reelle frembringelser. The New Statesman, et andet elitært og anset tidskrift, bringer et billede af Angela Merkel med halvdelen af ansigtet revet af og terminator underneden. Grove løjer! BBC har lignende propaganda kørende. Den engelske elites arrogance kender ingen grænser.
Kaspar Hauser
For dig, der aldrig har hørt om ham, beder vi bære over med den lange optakt. Der er lavet to film om ham: Werner Herzogs: Gåden om Kaspar Hauser (1974) og Andre Eisermanns prisvindende: Kaspar Hauser. Der Mensch, der Mythos, das Verbrechen (1994). Herzogs film var rørende og kunstfuld men byggede ikke rigtig på historiske facts. Det gør Eisermanns derimod. Filmen slutter med en sort skærm med hvid tekst, hvor der står:
I 1993, 160 år efter Kaspar Hausers død holder huset (fyrstedømmet) Baden dets dokumenter gemt af vejen for offentligheden og forbliver tavse om affæren.
An Emperor as a vagabond

Huset Baden er resterne af fyrstedømmet og staten Baden, i dag delstat BadenWürtenberg i det sydlige hjørne af Tyskland grænsende mod Frankrig og Schweitz. Kaspar Hauser var den formodede manglende arving til huset Baden, som blev smidt i en kælder i hele sin barndom for at forhindre ham i at arve titlen. Hvorfor?
To år efter, at denne film pegede en stor fed finger efter huset Baden, bragte Tysklands førende magazin, Der Spiegel, en artikel med titlen: Kaspar Hauser, den af-fortryllede prins. Stefan Aust, chefredaktører på der Spiegel, havde arrangeret et pressestunt i netop den park i Ansbach, hvor Kaspar Hauser blev dræbt og præsenterede, hvad der tilsyneladende var det genetiske bevis for, at han ikke var ud af slægten Baden. Det byggede på, hvad der hævdedes at være blodstænk fra Kaspar Hausers underbukser! De havde brugt to eksperter til undersøgelsen: en tysker og en engelsk regeringsansat videnskabsmand fra Birmingham, der hermed erklærer Hauser-historien som værende en romantisk fabel.
Underligt nok er der på forsiden af nummeret af Der Spiegel en notits om en anden artikel i bladet om: Agent Mause, den tyske 007, altså en ekvivalent til James Bond, med ret til at slå ihjel i hendes majestæts tjeneste - samtidig med at en britisk 'agent' for regeringen undersøger blodet. Men paralellen går endnu videre: manden der lod Kaspar Hauser myrde var Lord Stanhope, okkultist og hemmelig agent for den britiske krone. Vi minder her om den egentlige 007, videnskabsmanden og okkultisten og agenten, John Dee, Shakespeares samtidige - og sandsynlige mentor jf. Shakespeares manglende dannelse for at skrive på det niveau. John Dee havde europas største privatsamling af bøger. Han underskriver sig i sine breve med 007.
http://dimensionalchemist.com/masters-of-darkness-documentary-john-dee-part-1-of-5/
Videnskab kan være rigorøs og faktuel, men hvis materialet er falsk, bliver resultatet enten ligegyldig eller direkte skadeligt. Da videnskab ofte regnes for højeste autoritet, er der mange der gerne vil 'have fingre i den'. Men at videnskab har været indeover er ingen garanti i sig selv for sandhed, for videnskab er særdeles manipulerbar. Hvem siger, at de havde undersøgt de rigtige underhylere? Der Spiegel har stærke historiske bånd til den anglo-amerikanske elite tilbage fra slutningen af 2. Verdenskrig. Så hvorfor er bladet lige pludselig interesseret i vha af en forsidebasker at 'bevise' at historien er en romantisk fabel, hvilket folk i forvejen opfattede den som? Det er det, der på engelsk hedder 'demeanor behavour' - mistænkelig adfærd. Det skulle vise sig at blive et selvmål for der Spiegelse propagandistiske artikel.
Der findes tonsvis af artikler, bøger, afhandlinger og studier om Kaspar Hauser, der går helt tilbage til tiden efter hans død. Folk har kæmpet om sandheden for denne individualitet, og meningerne har været delt mellem ægthed og falskneri.
På Kaspar Hausers grav i Ansbach, 25 km fra Baden, står der på en sten:
Hic occultus occulto occisus est XIV dec MDCCCXXXIII - Her slog en ukendt en ukendt ihjel dec 1833
Men i dag ved vi, hvem han var, hvem der dræbte ham og hvem der stod bag det både lokalt og makro-politisk. Historien indholder en lille fraktal, en nedskalering indeholdende helheden, af historiens vingesus.
I 2001 udgav Martin Kitchen, prof. emeritus fra Canada en bog med titlen: Kaspar Hauser, Europas barn. Titlen hentyder til det navn som byen Nürmbergs borgmester havde givet ham efter hans opdukken i byen. Kitchen er ellers militærhistoriker med speciale i britisk og amerikansk militær, så hvorfor skriver han en bog som denne?, Den er til gengæld det værste angreb nogensinde på Kaspar Hausers person. Hvorfor al denne indædte aggession, hvis historien blot er en romantisk skrøne? Mistænkelig adfærd igen.
6 måneder senere blev et hidtil lukket rum fundet i Schloss Beugen, og i det afslørede bla. en tegning af en rød hest. Udenfor slottet var begravet 3000 soldater fra napoleonskrigene, der omkom af tyfus, hvorfor de lokale aldrig kom i nærheden af stedet. I dette slot var Kaspar Hauser gemt bort i halvandet år efter, at han blev bortført som baby i Karlsruhe. Det førte til at franskmændene via tv-stationen ARTE organiserede en anden dna-test på baggrund af en hårlok, der med garanti stammede fra Kaspar Hauser (ikke som underhylerne). Denne blev sammenlignet med den kvindelige linie i huset Baden. Det genetiske match var 95%, hvilket burde være så godt som fuldstændig sikkert bevis. Prof. Brinkman, der stod for undersøgelsen, konkluderede derfor, at Kaspar Hauser var prinsen af huset Baden. Der Spiegel har ikke siden svaret igen. Mistænkelig adfærd igen?
Englænderne har været særlig flittige til at svine Kaspar Hauser til. På den engelske Wikipedia - hvem sætter i øvrigt deres fuldstændige lid til den? - er de stadig i dag kategoriske ved at hævde, at historikere for længst har bevist legenden som et falsum. De henviser til bla. Heinrich Heidenreuter. Han viser sig så at være stats-arkivmester for staten Bayern, hvor Kaspar Hauser sad fægslet de sidste år af sit fangenskab. Og jarlen af Stanhope, der var kraftigt indblandet i mordet, blev i hele 2 år i Bayern bagefter, hvor han finasierede skrivelser, der alle skulle bagvaske Kaspar Hauser. På den anden side, men i samme ånd, er der henvisninger til bøger om jarlen af Stanhope, der lovpriser hans færden på jord, men udelader en senere over 600 sider lang og grundig bog om ham, der viser et ganske andet billede af ham.
Om ikke andet, så viser hele denne sag noget om historieskrivningens hovedproblem, som nævnt i starten. Den er konstant inficeret af løgn, og Imperiet er i sygelig grad optaget af at forfalske historie. Det skyldes, at Imperiet i så høj grad legitimerer sit privilegium ud fra netop historie. Hvis den rigtige historie bliver fortalt og forstået offentligt, ville de måske pludselig stå uden privilegier.
Historien om drengen
Nürmberg er en protestantisk by i et katolsk område. Kaspar Hauser dukker for første gang op på Umschlittplatz. Umschlitt er det fedt, der blev skåret fra de slagtede dyr for at fremstille lys. Det er næsten helt symbolsk.
Folk sad som sædvanlig og gloede ud af vinduet, for der skete ikke så meget, og fjernsynet var ikke opfundet. Så kommer denne underlige bondske fyr en dag ravende, og adspurgt svarer han på syngende bayrisk: 'Jeg vil være en rytter ligesom min far' - han syntes ikke at være i stand til at sige andet. Han kunne ikke sige, hvad han hed. Han kunne dårligt stå på sine ben, men måtte ligge ned konstant. Han blev afleveret hos politiet. Her kunne han ikke spise andet en vand og brød - fængselsmad. Men da man gav den store dreng, der nærmest syntes at have et sind som en 3-årig, et stykke papir og en pen, så skrev han sit navn: Kaspar Hauser.
Han blev anbragt i fængslet. Det var nærmest et offentligt udstillingslokale, hvor man kunne glo ind. Nogle hånede og gjorde nar af ham, andre gav ham gaver. Han kunne ikke tage det, og blev nærmest vanvittig af det. Den lokale borgmester fik øjnene op for ham. Der var noget ved ham, der tiltalte og rørte ham. Det var denne borgmester, det annoncerede ham som 'Europas barn' og lovede, at byen ville tage sig af ham. En dommer Feuerbach sagde, at man burde få ham ud herfra og finde en lærer til ham. De fandt en person ved navn professor Daumer, som indlogerede ham i 2 år og lærte ham forbløffende meget. Kaspar var utrolig lærenem og gjorde kæmpe fremskridt. Og grunden til at hele Europa lærte om sit 'barn' skyldtes, at Daumer nedskrev sin dagbog om sit arbejde med Kaspar og hver uge gav det videre til pressen.
Nürmberg
Albrecht Dürer malede verdenshistoriens første virkelig personlig portrætter her. Byen lå på handelsruterne med nord-syd og øst-vest. Det hellige romerske kejserdømme's Charles IV havde en særlig vision for Tyskland. Han proklamerede noget, han kaldte 'den gyldne kugle'. Han udkastede en vision for Tysklands styreform i fremtiden. Tyskland skulle ikke være en med rigid magt forenet stat på samme måde som de andre store lande i Europa, Frankrig, Spanien, England, Portugal, hvor monarkierne var blod- og arvebetingede. Kongeblod var roden til alt ondt. Det skulle i stedet være et valgt kejserdømme bestående af mange småstater. Det er jo en næsten en demokratisk tanke fremsat i sen-middelalderen. Fyrsterne i delstater skulle vælge deres kejser, og var derfor nødt til at være på talefod med hinanden.
Kronjuvelerne, regalierne skulle forblive i Nürmberg iflg. Charles IV. Rudolf Steiner kalder ham for 'den sidste indviede'.
Navnet på stedet stammer fra 'Norne-bjerg', og nornerne var de tre skæbner, der i foden af verdenstræet, Ask Ygdrasil, vævede deres tråde:
  • Urðr: det som er sket - farven hvid 
  • Verðandi: det som er i færd med at ske (som i vorden) - farven rød 
  • Skuld: det som bør ske (som i skyld og verbet skal) - farven sort
Nürnberg er den jordiske lokalitet for nornerne. Byen blev senere hjemstedet for en anden slags 'indvielse', denne gang af en anderledes mørk karakter. Nazisternes verdensbillede var dybt okkult, hvilket ofte bagatelliseres af historikere, fordi de ikke kan finde ud af at relatere til det, og fordi deres videnskab er plaget af den positivistiske fladhed, hvor de ligesom andre humane videnskaber har skullet legitimere sig overfor naturvidenskaberne ved at være puritansk faktuelle. Nazisterne valgte helt bevidst dette sted, der for dem repræsenterede Tyskland hjerte og sjæl. Så det ville også være stedet for den ultimative forgiftning med vold og had af Tyskland og hele Europa. Mens Berlin var den administrative hovedstad, var Nürmberg for dem den okkulte hovedstad.
Det var faktisk Napoleon, der bragte Kaspar Hausers forældre sammen. Napoleon forsøgte at forene Europa på den gamle måde, den romerske, med vold og magt og krig. Storhertug Carl af Baden indgik et politisk ægteskab for at forlige tyskere og franskmænd i området. På denne måde bliver Kaspar Hauser Napoleons barnebarn via indgået ægteskab. Da han blev født var Napoleon på vej mod Moskva. Vesten angreb Østen på samme måde som NATO i dag presser Rusland ved dets grænser mod syd. Projektet er nøjagtig det samme: Vesten besætter og ødelægger Østen. Det var i mellemperioden også en del af Hitlers projekt.
Tyskland havde før den franske revolution bestået af 360 småstater men blev derefter reduceret til ca. 30. med Bayern som den største. Baden var efter Wienerkongressen stort set uforandret.
2 uger efter fødslen annonceres det, at det ellers sunde barn, senere kendt som Kaspar Hauser, pludselig dør. I virkeligheden bliver han fjernet og erstattet med et barn af en tjener hos storhertugens kone.
1812 var et mærkeår. Tjajkovskij's 1812-ouverture giver mindelser om det og som et stykke program-musik beskriver det slaget mellem Napoleon og russerne ved Moskva. Kaspar Hauser bliver født. Og kometen Store Flaugergues viser sig på himlen. Folk gætter på, om dette varsel har noget at gøre med Napoleon, da man i folketroen sagde, at kometer betød komme eller bortgang af et stort individ.
Napoleon bekæmpede Czar Alexander I. Han var gift med Kaspar Hausers tante. Huset Baden bortgiftede, som det var adelens vane, af opportune grunde deres døtre til de forskellige fyrstehuse i Europa. Han havde således en tante i Rusland, en i Sverige og en i Preussen. Således det feudale Centraleuropa.
I England, derimod, så verden anderledes ud. Her var den industrielle revolution i gang. Man brugte børnearbejdere som slaver i underjordiske minegange (pga størrelsen), hvor de arbejdede 12 timer i døgnet. Børn ofredes på den nye industris alter. Kaspar kom på sin måde også til at opleve at blive ofret og smidt i et underjordisk hul. Indtjeningen fra de engelske miner blev forvaltet af Augustus Frederick, hertugen af Sussex (1773-1848), stormester UGLE i den engelske frimurerorden.
Hvis man ihukommer det imperiale hovedsymbol, den tvehovedede ørn, griber den om Europa. Kroppen og hovedet går som en akse med Danmark i toppen og Italien i bunden og Tyskland, Østrig, Schweitz i midten. Som de to vinger spreder Vesten sig med England, Frankrig, Spanien og Portugal som den ene vinge og Østen med Rusland, Polen, Belarus, Tjekkiet, Ungarn og Balkan som den anden. Vesten er stram og disciplineret og kontrolleret. Østen består af enorme og ukontrollerbare områder.
Frimureriet var stærkt og dominerende i Vesten og Skandinavien. Jesuitterne i Østen. Selvom jesuitterne stammede fra Spanien og havde haft fodfæste i Italien, var deres militante munkeorden blevet forstødt af paven i 1777 og havde søgt tilflugt i Preussen og Rusland.
Begge ordener havde forinden været splittet. Den engelske og irske gren var adskilt, men Augustus Frederick og hans fætter Hertugen af Kent, dronning Victorias far, samlede dem igen som magtfaktor. Samtidig blev jesuitterordenen genetableret af paven.
Attentatet
Kaspar blev passet på af familien Hiltel. Manden i huset var fængselsmand og havde set noget af det værste skravl. Men i Kaspars tilfælde sagde han: dette er et rent menneske. Læger og videnskabsmænd var også interesserede i ham og konstaterede, at hans knæ var bagudbøjede, som tegn på, at han havde været tvunget til at sidde på et stengulv. Dernæst var det borgmester Binder, der erklærede Kaspar som 'Europas barn'. Og som nævnt hans lærer, Georg Friedrich Daumer, som Steiner kalder for den sidste Rosenkreutzer, hvilket ville sige, en mand med en dyb spirituel bevidsthed kombineret med sin tids moderne videnskab.
Den uddannelse, Kaspar fik, havde virkning såvel som bivirkning. Han mistede nogle af de særlige evner, som han havde haft. Han havde før kunnet se i mørket. Han kunne føle folk bagfra på en afstand af 50-100 meter. Han havde underlige fysiske fornemmelser, når mennesker eller dyr rørte ved ham. Han kunne berolige dyr, som var aggressive over andre mennesker. Han blev snart en dygtig rytter, og heste havde en dyb betydning for ham. Vi kommer ihu, at han startede med at gentage: 'Jeg vil være rytter ligesom min far'. Der var også den røde hest i rummet i Schloss Beugen. Han havde sære reaktioner overfor farver. Han afskyede farven grøn og elskede farven rød. Man kan sige, at han mister barnets evner ved at blive voksen. Vi ignorerer som voksne ofte, hvor forunderlige børns evner er, og nedgør dem, når de giver udtryk for deres sansninger.
Daumer var elev af Hegel og var influeret af Shelling, Boehme og de tyske pietister. Han var også homeøpat - homeøpati var udviklet kort forinden.
Kaspars protegé, Anselm von Feuerbach, var en af Tysklands ledende kriminologer, og var helt klar over, at der var tale om en forbrydelse. Han ønskede at komme til bunds i sagen, og det tog ham et par år, hvorefter han diskret publicerede sine fund og konklusioner: Kaspar var den ægte prins af Baden og var blevet bortført og fængslet. Han var klar over sine funds sprængfarlighed og gave dem i hemmelighed til forskellige folk i eliten. Som en følge af det, blev han med sandsynlighed og efter eget udsagn - han var kriminolog og ikke en tilfældig paranoid! - forgiftet i maj 1833.
Herefter overtager en baron von Tucher protektoratet. Han var en anden af Hegels elever. Hegel havde undervist i Nürmberg 1808-16.
I 1831 dukker Lord Stanhope op. Han var efter eget udsagn efterkommer af Henry III og gammeldags tory, altså elitær konservativ. Husk hvad konservativ står for i den betydning: bevarelse af elitens privilegier overfor de lavere klasser. Derudover var han hemmelig agent og okkult forsker. Stanhope fjernede Kaspar fra sine beskyttere i Nürmberg og placerer ham hos et særdeles undertrykkende ægtepar i Ansbach, Johannes Meyer og frue. Her blev Kaspar bogstaveligt taget tortureret med latin. Stanhope betaler dem for at gøre det. Meyer skrev senere en bagvaskende bog om Kaspar, også betalt for og distribueret af Stanhope.
Da Kaspar blev stukket med en kniv i 1833, var han på højden af sin livskraft. Allerede hans evne til at overleve i et mørkt fangehul antyder en meget stærk fysik. Han var efter stikket i stand til at rejse sig op, gå tilbage til Meyers hus, fortælle ham om, hvad der var sket i parken. Meyer nægtede at lytte til ham, for han fortalte hele tiden Kaspar, at han var en svindler og en døgenigt. Han insisterede på, at Kaspar tog ham tilbage til parken - han havde ikke ladet ham tilse af læge, så han var ved at dø på det tidspunkt - og her fandt de den pung, som morderen havde givet til Kaspar for at lokke ham. Det var december og frysende koldt, en pervers tortur i sig selv.
Kaspar døde 3 dage efter, ubehandlet af læger. Meyer insisterede hele tiden på, at Kaspar havde stukket sig selv. Denne påstand var absurd, for folk, der virkelig kendte Kaspar på nært hold, vidste, at han ikke var i stand til at gøre en flue fortræd, mindst af alle sig selv. Tværtimod var han jo en overlever.
På knivskaftet var en ingravering med et motiv (skelet og ben), der var meget almindeligt i frimurerkredse dengang. Morderen er i dag kendt, og vedkommendes finansielle bagmænd og opdragsgivere ligeså.
Terry Boardman opsummerer de fem former for ondskab og individuelt mord / karaktermord, som Kaspar Hauser blev udsat for:
  • Personlig ambition fra to kvinder side (de to 'Lady Macbeth's i dette drama): Grevinde af Hochberg og storhertuginde Sophie i form af bortførelse og mord.
  • Territorial ambition fra to fyrsters side: Ludwig af Bayern og Ludwig af Baden via fængsling.
  • En personlig udåd fra to 'begivenhedens tjenere' side: Major Hennenhofer (morderen) og Lord Stanhope via bortførelse, forførelse, angreb, mord og bagvaskelse.
  • Begivenheds-design fra to større magters side: den britiske og den østrigske (habsburgske).
  • Fjendskabet mellem to spirituelle magtgrupperinger / tildækkede ordeners side: frimurerne og jesuitterne.
Det er betegnende, at magtkampen for kvinderne var personlig magt og magt over placeringen af deres afkom og deres gener, så at sige. For mændene var det en territorial magt. Det ene førte til bortførelse og mord, det andet førte til fængsling. Dernæst er der tjenerne, the wannabe's, spytslikkerne og hofsnogene og deres siderolle i de størres spil. Deres spil var via snedighed og intrige. Stanhope var så snedig i sin forførelse at Kaspar, at han fik ham til selv at bede om at blive overflyttet til 'torturkammeret' i Ansbach.
Den spirituelle magtkrig
Bag det hele ligge de større magter, den verdslige og den spirituelle. Måske man burde sige pseudo-spirituelle, da spiritualitet for både frimurere og jesuitter primært er magt, og spirituel viden blot midler. Som der stod over de gamle klosterskoler - jeg sidder i skrivende minut overfor min gamle latinskole (gymnasium) Odense Katedralskole: Viden er magt. Det betyder to ting. Du kan få viden her, hvis du er en god elev. Det betyder også set fra elitens synspunkt: vores viden og deres uvidenhed er vores magt. Altså, du eller de får aldrig det hele at vide, for vi holder det bedste for os selv. Om du er en af dem, afhænger af så meget. Latin som kunstigt sprog var så langt som muligt en måde til at kryptisere viden, så folk generelt ikke fik del i deres viden. Senere udvikledes andre og sofistikerede måder at kryptisere viden på, men det er en lang historie.
Men disse to pseudospirituelle grupperinger hører henholdsvis hjemme i England (frimurerne) og i Østrig hos habsburgerne (jesuitterne). Lad os her kalde dem pseudo-, for ellers bliver vi også nødt til at kalde Hitler, Göring, Himmler og hele nazitoppen for spirituelle mennesker, da de alle var opdraget af jesuitter og var manisk forgabte i okkulte emner. Himmler modellerede sin organisation efter Loyola. Eller også skal vi ud i en lang udredning for at kortlægge spiritualitet og dets tveæggede sværd.
De verdslige magters agenda, England og Østrig, var at sørge for, at ingen, der var relateret til Napoleon nogensinde fik adgang til en trone i Europa. Så da englænderne fandt ud af, at Kaspar Hauser aka den forsvundne prins af Baden var dukket op, sendte de en agent efter ham for at opspore ham og sørge for, at han forsvandt fra scenen permanent.
Når man vil myrde et menneske for alvor, skal man angribe alle aspekter af dets væsen: dets krop, dets personlige ego, dets identitet og dets sjæl. Kaspar Hauser oplever hele udtrækket.
Halvandet år før det endelige attentat, var der et attentatforsøg, mens Kaspar Hauser var i huset hos Daumer. Nogen forsøgte at hugge ham ned med en kødøkse, men han overlevede med et ar i panden. Hans overnaturlige evner var på det tidspunkt ved at forsvinde, men nu kom de underligt nok tilbage i en periode. Han blev, forståelig nok, meget frygtsom.
Kaspar havde flere slægtninge med paralelle skæbner. Bedstefaderen døde i en ulykke i Spanien. Han far blev forgiftet i 1818. Hans bror, Stephanie, levede kun i ét år inden han blev forgiftet. Kvinden bag dette, den første Lady Macbeth i historien, havde det sigende navn Luise Geyer von Geyersberg. Geyer på tysk er en grib så hun hed altså Luise Grib fra Gribbebjerget! Endnu et af historiens ironiske navne. Hun kunne godt selv se det, så hun ændrede sit navn til von Hochberg, det Høje Bjerg. Målet for hende var at indsætte sin egen søn, Leopold. Hun overtalte Ludwig, Kaspars far, til ikke at få børn selv, så han til gengæld kunne forblive storhertug og hygge sig med alle sine elskerinder. Det gjorde han så i 10 år.
En af efterkommerne i dag hedder Max von Baden, en af de rigeste landejere i Tyskland. Hans bedstefar hed også Max, og han var den sidste kansler i det tyske kejserrige. Han var kun kansler i 2 måneder, som han brugte til så at sige at lukke ned for kejserriget. I løbet af disse to måneder havde han et par gange et besøg af Rudolf Steiner, der førsøgte at overbevise ham om at skabe fred mellem nationerne i Europa efter 1. Verdenskrig på baggrund af, hvad han kaldte 'den tredelte struktur'.
http://paradigmet.blogspot.dk/2012/10/menneskehedens-valg.html
Von Baden valgte i stedet at indgå en fredaftale på baggrund af Wilsons 1 punkter, hvilket skulle vise at være katastrofalt for hele kontinentet. Steiner så katastrofen komme og dermed en ny krig, men von Baden var hverken klog eller uafhængig nok til at følge Steiners råd.
Steiner beskriver det som den spirituelle kapitulation fulgt af den militære kapitulation for Tyskland. Vi betaler endog prisen for det i dag.
Steiners samtale med Max von Baden i 19?? er den direkte følge af den forbrydelse, som skete i forhold til Kaspar Hauser udført af Gribben fra Gribbebjerget. Steiner tilbød von Baden til at genoprette, hvad hans egne forfædre havde gjort af uret mod menneskeheden, men von Baden føjede blot spot til skade.
Den løsslupne idiot
Endnu et tilbageblik. Her bliver intrigen lidt kompliceret. Ludwig af Bayern, den anden Ludwig i historien, led selv under en slags hjemløshed. Han voksede op i en ufrivillig enklave af Baden, som Napoleon havde stjålet fra Bayern og givet til Baden. Han brugte hele sit liv på at få dette stykke land tilbage til Bayern. England og Østrig tillod ham ikke at tage det tilbage med magt. Han arrangerede derfor bortførelse og fængslingen af denne prins, Kaspar Hauser, som de vidste var prinsen af Baden. Dernæst frigav de ham på det bestemt tidspunkt, hvor han var blevet til en idiot. De satte ham som en bonde tilbage på skakbrættet for at kommunikere: hvis I ikke giver os, hvad vi ønsker, altså det stjålne landstykke, så vil vi afsløre overfor hele verden, hvem denne dreng er. Og så er I på skideren.
Men forehavendet lykkedes ikke, og Leopold af Baden proklamerede, at var ligeglad, selvom hans mor havde været involveret i bortførelsen.
Ludwig af Bayern personlige rådgiver var jesuitten og biskoppen af Regensburg, Johann Michael Sailer. Jesuitternes taktik har gennem hele deres historiske virke være at klæbe sig op af fyrster og regenter som deres personlige skriftefædre og mentorer og korrumpere dem indefra, så at sige. Steiner har en særlig vinkel på det. Boardman er ikke helt med på at godkende denne teori, selvom han er Steiner-adept. Han er for meget historiker samtidig. Steiner mente, at jesuitterne var de egentlige bagmænd bag hele Hauser-sagen, hvilket ikke er helt usandsynligt. Men selve grunden til, at man ikke bare likviderede ham, skulle derudover skyldes, at de havde okkult viden. Jesuitterne var særdeles lærde folk med stor kendskab til Østens filosofi, og deres forbindelse til kinesisk filosofi var uovertruffen. De vidste, mente Steiner, at hvis man bare slog ham ihjel, ville han reinkarnere omgående og de ville have problemet igen. Derfor holdt de ham indespærret og blot karaktermyrdet i så lang tid som muligt. Og havde de ikke været for de engelske frimureres intervention, havde han været en ubrugelig idiot resten af sine dage. Boardman hælder mere til bonde-på-skakspil-forklaringen. Og vi er her i et af de ikke helt opklarede områder af hele gåden om Kaspar Hauser.
Det kan anbefales at høre det fulde foredrag og drage nytte af det omfattende billedmateriale, som Terry Boardman har samlet. Han kommer vidt omkring.
Blot noter her: Stanhopes forbindelse til en anden spion, Metternich. Stanhope på Sicilien, mafiaen og Cor Leone, Klingsor og skikkelserne fra Wagner-mytologien, der trækkes linier fra Sicilien til Nürmberg, London til Wien og Karlsruhe til Karlstadt, som tilsammen danner et særligt kors. Stanhopes uddøende slægt kortlægges, forbindelser til Lord Carrington, Margaret Thatchers udenrigsminister, Bilderberg-gruppen, Chevening scolarship for Commonwealth-lande, Stanhopes forbindelse til Benjamin Disraeli og Edward Bulwer-Lytton, der skrev en berømt esoterisk roman om den gamle og den nye skole for okkult indvielse - igen den underliggende strøm af masonisk hemmelighedskræmmeri og stræben efter magt vha. (sort) magi.
Bulwer-Lyttons søn blev i øvrigt ved Disraelis hjælp den første vicekonge i Indien, hvor han bragte England ind i den 2. afghanske krig (hvilket nummer i rækken har vi nu?). Betydningen af dette område (Heartland) er emnet for Terry Boardmans andet store foredrag om forholdet mellem Vesten og Kina, og hvorfor den vestlige elite lige nu tilstræber en længe forberedt storkrig med Kina - et kæmpe emne!
Disraeli formidlede også et ægteskab mellem Hannah de Rothschild og Archibald Philip Primrose, Lord Stanhope's barnebarn. Han beskriver Chevening, elitens uddannelsescenter, som 'paradis på jord'. Han var medlem af en gruppe af 'liberale imperialister' sammen med Sir Edmund Grey, premierminister Herbert Asquith og krigsminister Haldane, som førte England ind i 1. Verdenskrig.
Der tages blot noter her. Terry Boardman hiver yderligere tråde frem om, hvad disse mænd i Stanhope-kredsen fiflede med i deres fritid: okkultisme og sort magi. Det gør de på ingen måde, fordi de vil være oplyste individer, men fordi de er besatte af ideen om magt, der ikke kan ses, men som virker. Som alle imperialister har de et eller andet sted følt irritation over alt det blod, de pinlige attentater, de ugerninger på stribe, som de og deres ligesindede og forgængere har deltaget i, og har følt trang til en mere, skal vi sige, 'elegant' version af det samme. Ikke dårlig samvittighed, blot irritation.
Vi kan se en direkte linie til senere grupper, som fx 'The Fabian Society' af socialistiske, kollektivistiske og kyniske filosoffer udgående fra Cecil Rhodes og the Round Table over H.G. Wells og videre til Aldous Huxley og Bertrand Russell. Deres filosofi var, at de hjernedøde masser langsomt skulle opdrages til at elske deres eget slaveri, hvilket ville gøre alt det brutale slagteri overflødigt og dermed mindske deres egen grad af irritation. Blod klæber til fingrene. Det fabianske fingeraftryk kan ses i dag via Agenda 21.
Den tyske revolution startede i Baden og endte i Baden, hvor den blev knust af den preussiske hær. Hvorfor der? Fordi Baden var den mest progressive og liberale stat i Tyskland - i begge ords oprindelige og ikke senere perverterede form.
Hvis Kaspar Hauser med de personlige egenskaber, han besad, var blevet en ledende figur i det nye Tyskland, ville tingene have været anderledes. Men han var den manglende brik i spillet, han var fjernet. Men der havde været folk, som ville have samarbejdet med ham. Fx. den jødiske leder af den tidlige socialdemokratiske bevægelse, Ferdinand Lasalle, en ægte visinær og hjertelig person. Han blev dræbt i 1846 pga. sit væsen og attitude/potentiale. Eller Ludvig II, fantasten, der bla. byggede Neuschwanstein baseret på Wagners operaer, især Parsifal. Wagners operaer handler alle om kampen mellem fuldbyrdelsen af den germanske skæbne og anslaget mod den fra onde intervenører. Det er fejlagtigt blevet fortolket som carte-blanche til nazisternes perverterede version af samme fortælling. I det mindste har vi et Bayreyth-operahus pga. Ludvig II.
Svaneridderen Lohengrin er et billede på en ny type leder. Underligt nok var en af de sidste beskyttere af Kaspar Hauser en præst, pastor Furhmann, der konfirmerede Kaspar Hauser i Sct Umbertus kirke i Ansbach, i kapellet for 'svaneriddernes kirke'. De teutonske riddere er på spil her, efterfølgere til tempelridderne, som blev nødt til at gå under jorden efter Phillip den Smukkes attentat på ordenen efter 'fredag d. 13' og anslaget mod albigenserne i Sydfrankrig. Det er det, som hele Wagner-mytologien og dens grals-legende kredser om. Und so weiter.
Otto von Bismarch er mest kendt som en preussisk leder i al sin magt og vælde, men han var en langt mere nuanceret person en vi normalt får at vide. Han havde intim kontakt med Ferdinand Lasalle, og det var fra ham, han lærte om velfærdsstaten, som han senere satte op i Preussen. Det er også fra Bismarch, at vi hører særdeles kritiske bemærkninger om den brutale og grådige elite, der er i færd med at korrumpere Amerika på det tidspunkt. Og fra dansk synspunkt lider vi stadig nationalt af de tåbelige og pinlige fejltrin, der førte til krigen med tyskerne og det traumatiske nationale nederlag i 1864. Danskerne spillede Kong Gulerod overfor tyskerne og blev nakket for det. Bismarch tilbød Danmark til Flensborg/Nordschleswig, med den danske konge forlangte Danmark til Ejderen/Sydschleswig. Herefter sagde Bismarch: Hvis det er med dén på, så marcherer vi til Limfjorden og trækker os tilbage til Kongeåen. Og sådan blev det pga. den tåbelige danske konge og hans dårlige rådgivere.
Havde Kaspar Hauser været en ny monark, ville han have været i stand til via sine personlige egenskaber at have samarbejdet både med Bismarch, Ludvig II og Lasalle - og prins Albert af England. Han var gift med dronning Victoria, man var faktisk en ret interessant mand. Han døde alt for tidligt i 1861 (tilfældigt?). I stedet så eftertiden temmelig giftige og hadefulde relationer mellem engelske Edward VII og tyske Wilhelm II og 1. Verdenskrig.
Max von Baden blev som nævnt den sidste kansler i det tyske imperium d. 3 oktober. Samme dato blev Tyskland genforenet i 1990. Han afviklede repupublikken 9. nov 1918 - altså 9/11, en omvendt 9/11, ikke 11. oktober. Denne dato er også sammenfaldende med 'Kristalnacht' 1923, Hitlers forsøg på magtovertagelse i München. Og i vor tid 9. november 1989: Berlinmurens fald! Tilfældigt?
Terry Boardman går videre og videre og knytter hertugen af Edinburg, SS, Prince Charles, osv. til hele kabalen.
Men vi slutter her indtil videre.

Kommentarer

  1. hej M

    er der en opfølgning af denne artikel?

    Kan anbefale:
    Thomas Meyer som har eget forlag i Basel PERSEUS, og udgiver tidskriftet Der Europäer.

    Willy Lochmann: Lochmann Verlag udgiver bøger og et ugeskrift RUNDBRIEFE, har genudgivet Heinz Pfeifers bog BR¨UEDER DES SCHATTENS, her finder man mange af kilderne til Boardmanns arbejde.

    Læser af og til PARADIGMET, ville dog gerne vide lidt mere om personerne bag? er det muligt?

    alt godt
    ib kasper

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære indlæg