Lad ikke dit ego stå i vejen for dig selv og almenvellet


af ChaosNavigator

At bruge dit skelnende sværd
i en tid af tavshed og øjne gjort blinde
er at vide klingens værd
og knuse ufrihed bør du have i sinde
for tiden synes nu sort og meget knap
i et liv så kort hvor alle løber om kap
i et kosmisk spil vi ej kan fatte
vi er små lys på jorden satte
der må tændes med et chok
for at stoppe dette ragnarok

Tag bladet fra din mund i tide
mod en sådan magtens ondskab
så dine børn engang vil vide
at der var en godheds kundskab
Blandt mange af de toneangivende aktivister i DK, er reglen ofte, at de ikke vil have noget med hinanden at gøre pga. uenigheder, association, forskellige observanser, etc. Der kan være ræson i afstand i flere tilfælde, men i mange andre tilfælde er det dumstolthed og fnidder-fnadder. Det deler samling. Det var det samme efter 2. verdenskrig i Danmark, hvor frihedsrådet faldt fra hinanden fordi man ikke kunne enes om noget, men var samlede under krigen i fælles front. Det samme i 70'erne blandt aktivister og krigsmodstandere dengang.

Idag er det nærmest den omvendte situation, hvor jeg spår, at de danske toneangivende aktivister først vil samles for alvor, når DK ryger ud i langt mere utilsløret tyranni a la ændring af grundlovens §77 (ytringsfrihed), og andre (yderligere) drakoniske statstiltag STASI--tiltag, hvor 'dyret' bliver åbenbaret for langt flere mennesker end nu. Dvs. stærk samling vil indtræffe i en meget sen fase...



Over årene minder det aktivistiske miljø mig nogle gange om en form for kolonihave-mentalitet med indbyrdes allehånde forkvaklede skygger, åndsformørkelse, emotionel kvabbelse, uigennemsigtighed, en heksekedel af affekter, paranoia, rivaliseren og passiv (og åben) aggression, drama, jantelov, m.m. som saboterer sig selv og hinanden. I de værste tilfælde er det en form for kæltringe adfærd blandt krakilske, knudrede, kællingeagtige, krukkede knudemænd, iblandet flat earth-PSYOPS og alle mulige variationer i et broget spektrum af babelske begrebstårne (indbyrdes forvirring og rivalisering af verdensbilleder), prioritering af egne kæpheste, primadonna nykker, misundelse, konkurrence, narcissisme, misforståelser,
Truther's Red Carpet Syndrome, ego-inflation, etc. - og hvor stoicisme og psykologisk-emotionel selvindsigt kan ligge på et meget lille sted. Indre splittelse.

Det blev så slemt, at jeg skrev en letbenet okkult-spekulativ artikel om det i 2017 (som egentlig var skrevet i 2016); Når sandhedssøgende splittes, frydes mørket





 

Og i 2016:
"I 'Destructive Emotions' siger Matthieu Ricard, 'verdens lykkeligste mand', at mennesker er ofre for egne emotioner, som mennesker er ofre for knivstikkende tyve bagfra ( 'backstabbing thieves') på gaden"
https://paradigmet.blogspot.com/2016/11/sammenbrudscenarier-mindfulness.html
En anden variant af dette tema på engelsk: https://paradigmet.blogspot.com/2016/02/jedi-mind-underground-trojan-horses.html

Jeg tager det virkelig ikke så tungt altid, men jeg er biased (eller prækognitiv) på forhånd mht. samling af folk - deler blot igen min lamenterende teoretiseren og opfattelser. Der er ikke råd til en dansk udgave af debil jantelov blandt aktivister, oven i købet i en fælles sag, som nærmest er 'hellig'. Og det er et mindre sympatisk menneskeligt træk, specielt når almenvellet står på spil i en tid af enorm destruktion og forandring, hvor flertallet har behov for klarhed og stærke heroiske grupper af mennesker.

Det lover ikke godt for fremtidig samling og synergi, som fordres af almenvellet, når så mange toneangivende aktivister begynder at forstene i en art jantelovs-aktivisme, dumstolt isolation og splittelse, skyggeprojektion, etc. - og ikke vil have kommunikation indbyrdes pga. mindre bagateller, krukkethed
eller hvad det nu end er, som er årsagen til konflikt.

Man vil pludselig indse, at emotionerne er stærkere end ens gode vilje. Sagt på dansk; fanden-i-voldskheden tager fat  i en, men ikke på den gode måde.

Mindfulness af en eller anden art og/eller kutivering af stocisime, dét at stå sammen, hjerte, m.m. er der behov for. Aktivister kan blive (forståeligt) meget desillusionerede over de medmenneskers apati og døvhed, som de forsøger at vække fra søvnen. Men dertil kan der også opstå forbenethed og fjendskab indbyrdes. Jeg tænker ikke på én bestemt person, for jeg har set denne form for splittelse siden 9/11 - dette er et generelt fænomen, som jeg har oplevet over mange år. Human nature.

Sun Tzu: 'Knowing how to conquer is the first step, building the alliances to get it done is the second.'. The Art of War


Hvad nytter det for aktivisten at deklarere, at man udøver altruistisk aktivisme for alle mennesker, når den indre trojanske hest i form af uregerlige emotioner er på spil -  når den interpersonelle intelligens saboteres af indre nisser blandt egne nære kampfæller og dyrebare alliancer i en uhyre vigtig fælles sag!?

 Man bør hæve sig over uvigtige forskelle, ikke mindst insignifikant fnidder-fnadder, hvor man kan.

'Konspiranauter' er kun mere oplyste end andre mennesker på det vandrette plan (hvad som sker i verden under radaren), ikke det lodrette plan (fravær af reaktivitet, og evne til alkymisk at sætte sig ud over emotioner, detachment, spiritualitet, etc.). Dér er de som andre almindelige mennesker. DERFOR bør man have det indre med.






Der er nok af Del & Hersk udadtil, men der er også 'auto-deling' blandt kampfæller og grupper indadtil.

Faren er, at folk stivner i nag, emotioner, m.m. hele livet, og kommer aldrig videre.

Jeg lavede denne i 2016, da jeg iagttog, hvordan dumstoltheden regerede på Facebook:
Når de større katastrofer rammer os i fremtiden vil indbyrdes mindre stridigheder tage sig komplet latterlige ud, og mange vil sandsynligvis skamme sig over at have disponeret ud fra navlenuller vis-a-vis de store ting. Det er historiens evidensbaserede iagttagelse.

Selvom der kan være konflikter, misforståelser, emotioner og skurren, etc. så kan man stadig samarbejde fra tid til anden.

Man behøves ikke at 'marchere i takt', man behøves ikke engang at overvinde egne egoer i specielt stor grad - man behøves kun at marchere i samme retning, endda adskilte, men kan praktisk hjælpe hinanden fra tid til anden. Hvis man ikke kan være venner, behøves man ikke indbyrdes at være fjender (Modus Vivendi).


Al denne kompulsive emotionelle identifikation, uagtet evt. berettiget retfærdig harme, ER og FORBLIVER menneskers akilleshæl og trojanske hest, så længe de ikke kan se emotioner fra foroven. Man bliver pisket rundt med af sine egne affekter....emovare...


Der er i øvrigt nok af det i andedammen.
Emotioner styrer verden, ikke fornuft.


Jeg har venner og kender mennesker, som har forandret sin bevidsthed, oplevelse og selvoplevelse gennem meditation og skyggeintegration. De er dog sjældne, men meget anderledes at være omkring fordi der ikke længere er meget drama, larm, emotionel og mental knitren i de synaptiske kredsløb, i deres 'hoveder', og hos nogle meget lidt. Der er en åbning i hjertet som strømmer frit og utvungent, en stor underfundig compassion.  Dette betyder, at de er kvalitativt anderledes at være sammen med f.eks. og det er tydeligt følt. Hvis man ikke kan aspirere mod dette, bør man i det mindste kultivere et minimum af stoicisme indbyrdes, og bruge fanden-i-voldskheden udadtil mod fælles mål.

 

Foucault, Kant, Kierkegaard, m.fl. - stort set alle de største intellekter - gik aldrig den existentielt-meditative vej samtidigt, og kan derfor ikke udtale sig om den, og deres væsen vidner om det også; intellektuel ensidighed og emotionel reaktivitet og ubalancer, omend de gav andre værdifulde bidrag.

Jes Bertelsen talte om dette engang. En sofistikeret videnskabsmand på 60, kan stadig have den samme ubearbejdede rå emotionalitet, som en 16-årig.

I 'Munken og Filosoffen', en dialog mellem Matthieu Ricard og faderen, Jean-Francois Revel, pointerer Ricard ('verdens mest lykkelige mand'), at brilliante tænkere, videnskabsmænd, kunstnere, mangler selvindsigt og emotionel forvandling. Matthieu havde en meget lovende karriere foran sig, med nobelpris videnskabsmænd som hans lærere i molekylær biologi, m.m., og hans far var skuffet over, at han I stedet valgte den meditative vej:


Matthieu Ricard — ...Thanks to my uncle Jacques-Yves Le Toumelin, who is quite famous as a solo yachtsman, I also discovered the writings of the French metaphysician Rene Guénon. All this stimulated and nourished my intellectual curiosity about religion, without leading to anything more concrete. For me, it all stayed quite intellectual.

Jean Francois — Intellectual in what sense?


M. — I found that reading these works full of meaning satisfied me deeply and opened my mind, but didn't really bring about any inner transformation.


J. F — How old were you at this point?

M. — Oh, I suppose about fifteen. I'd also read some records of interviews with Ramana Maharshi, an Indian sage who was an Indian sage who was said to have attained knowledge of the ultimate nature of the mind,....

....In the world I'd grown up in, thanks to you I'd met philosophers, thinkers, theater people; thanks to my mother (Yahne Le Toumelin, the painter), I knew artists and poets like Andre Breton, Maurice Béjart, Pierre Soulages; thanks to my uncle (Jacques-Yves l.e Toumelin, the sailor), famous explorers; thanks to Francois Iacob, the eminent scientists who came to give lectures at the Institut Pasteur.
I'd had the opportunity to make contact with people who in many respects were fascinating.

I’d had the opportunity to make contact with people who in many respects were fascinating. But at the same time the genius they showed in their particular field was not necessarily accompanied by what you could call human perfection. All their talent, all their intellectual and artistic skills, didn’t necessarily make them good human beings. A great poet might be a rogue, a great scientist unhappy with himself, an artist full of self-satisfied pride. All sorts of combinations, good or bad, were possible.....I met Igor Stravinsky and other great musicians. I was lucky enough to mix with many of the people much admired in the West, and to be able to make up my own mind and ask myself, 'Is that what I aspire to? Do I want to be like them? But I had the feeling that something was still missing.

Despite my admiration, I couldn't help noticing that the mastery such people possessed in their particular field was often not matched by even the simplest human perfections — like altruism, goodness, or sincerity.

On the other hand those films and photographs gave me a glimpse of something quite different, which drew me to those Tibetan masters. Their way of being seemed to reflect what they taught. So I set out to find them." *


* Man skal tænke på, at disse 'tibetanske mestre' i mindfulness (og dybere meditationer), er selve inspirationen som har afstedkommet mindfulness revolutionen, der nu gennemtrænger hele den vestlige verden (men som også bliver misbrugt fordi den tages ud af 'the correct view', etikken og skelneevnen).

Kommentarer

Populære indlæg