Spirituelle Veje og Vildveje

af ChaosNavigator



Al den energi, der i den almindelige bevidsthed pulserer i tankerne, vibrerer i den højere bevidstheds ikke tænkende tomhed. Det liv, der gløder i jegets billeder og projekter, lyser i den højere bevidstheds billedløse og projektfrie tilstand. Den ild, der er i jegets begær og emotioner, stråler i tomhedens begærløshed. Tao er for modne mennesker. Jeget må kende sig selv og livet. Livet må være udforsket og levet, inden Taos livsvisdom kan praktiseres. Hvorfor slippe noget, man endnu ikke har haft? Først jeget og jegets liv. Så den højere bevidsthed og det guddommelige liv. Vær tom, det er alt.
- Bevidsthedens Befrielse, Jes Bertelsen

Psykologi blev udviklet i form af et healende fag. Det er et patologisk system; Freuds fokus handlede om patologiske forhold. Yoga [eller tantra] handler tværtimod om at transcendere egoet i stedet for at udvikle egoet. Samtidig kan psykoterapi være nødvendig for mennesker, der er følelsesmæssigt uafbalancerede; Det er passende for dem at udvikle et sundt ego, fordi det er grundlaget for transcendens af egoet. Derfor lærte jeg altid, at vi går fra bedring til selvopdagelse. "Bedring" betyder, at jeg vil komme til en normal tilstand. De fleste "normale" mennesker er dog syge; De fleste mennesker er skizofrene eller lever med interne konflikter, de fleste mennesker har frygt eller paranoia .... det er derfor, jeg siger, at yoga ikke blev udviklet til de patologiske forhold; Det blev udviklet for oplysning.
- Yogi Amrit Desai, 'What is Ego, EnlightenNext Magazine 2000


Om sammenblandingen af definitioner af ego mellem vesten og østen, eksistentiel mættelse og et stærkt ego som forudsætning for egotranscendens.

NB! Dette er igen en art interne research noter, forskellige citater arrangeret i en vis rækkefølge, mange kilder og hurtige indfald, og derfor ikke nogen helstøbt analyse, og emnet er igen enormt.

I vestlige skoler er definitionen af egoet bl.a. det 'selvorganiserende princip' - noget funktionelt og navigerende

Egoet i vestlig forstand er f.eks. kapaciteten til at tolerere aversive emotioner uden at gå amok (affekt tolerance), skelneevne, kritisk tænkning, evnen til fokus, og jeg-assertion; evnen til at sige 'nej', når man føler 'nej', og 'ja', når man føler ' ja' etc. Mentalt oplever jeget og 'forstår begivenheder i rækkefølger. Det ene følger efter det andet. Fordi…noget… så noget andet (diskursivitet). Fordi det regner, er gaden våd. Bevidstheden ordner og forstår i sekvenser efter hinanden, ligesom sproget er ordnet i ord efter hinanden, i sætninger, linje efter linje. Og Jeg'et oplever sig selv som adskilt fra andre mennesker og adskilt fra verden, som subjekt-objekt, (dette gør psykotikere f.eks. ikke nødvendigvis). Adskillelsen er en del af den almindelig bevidstheds dualiserende grundfunktion: Den almindelige bevidsthed fungerer ved at adskille subjekt og objekt.' - Steen Lykke (omformuleret)

Den østlige definition af ego er anderledes end den vestlige - det har at gøre med egoet som identitet og selvbillede (og tilknytningerne, anti-dyderne, emotioner, misundelse, grådighed, had, grasping, etc).

Min oversættelse af Mark Epstein:

"Her løber ind i en uheldig blanding af ordforråd. Det første er den vestlige psykodynamiske psykologis jeg- udvikling. Pludselig er der et spring eller skift til et orientalsk-baseret spirituelt ordforråd, der får det til at se ud som om, at dét ego, der er blevet dannet, er det samme ego der bliver opgivet.

Det er ikke egoet i den funktionelle vestlige betydning, der er målet for den buddhistiske indsigt men selv-billedet (self-concept), den faktiske indre oplevelse af sig selv, som er sagens kerne.

Hvad som bliver transcenderet er ikke egoet, snarere at selvbilledet, at selv-repræsentationen afsløres som noget der viser sig at mangle konkret eksistens. Der er ikke tale om noget virkeligt som bliver elimineret, men den essentielle grundløshed som bliver erkendt for hvad den altid har været. Med Dalai Lamas ord:

Dette tilsyneladende solide, konkrete, uafhængige jeg, fremstår som noget der faktisk ikke eksisterer overhovedet.

Mediterende med denne forveksling af de 2 betydninger føler sig ofte under pres til at fralægge sig kritiske aspekter af deres ego [i vestlig betydning] som de identificerer som det "usunde ego." Mest almindeligt; seksualitet, aggression, kritisk tænkning, eller første person ental af pronomen 'jeg' opgives - den overordnede misforståede idé værende den at give slip på kritisk tænkning eller 1. person ental, er det samme som at opnå egoløshed. .......Det er ikke egoet [i vestlig forstand], der forsvinder, men oplevelsen af egoets soliditet, selve identifikationen med egoet som løsnes.'
- The Varieties of Egolessness af Mark Epstein, Fra bogen ”Paths Beyond Ego – The Transpersonal Vision” (Udgivet på dansk med titlen ”Menneskets transpersonlige dimensioner” ).

Se også Otto Kernbergs og Jack Englers betragtninger om egoets natur [1]

Et længere citat:

'Overordnet set skal vores evne til at danne selvbilleder hjælpe os til at forme vores adfærd såvel som vores forståelse af os selv på en måde, så vi udvikler os inden for de socialt accepterede normer. Gjorde vi ikke det, ville vores overlevelse både som individer og som art være truet. Udviklingen af et tilpasningsdueligt jeg eller ego er med andre ord en evolutionær udviklet overlevelsesstrategi, som er medvirkende til, at den menneskelige race kan udvikle og opretholde sig selv og sin kultur.

Dynamikken i dannelsen af selvbillederne er som følger: Vi fødes uden selvbilleder. Spædbørn oplever ingen eller kun en begrænset skelnen mellem selv og omverden. De er bare. Netop fordi de endnu ikke har udviklet selvbilleder, er der ikke noget, der forhindrer dem i at glide ind og ud af kontakten ti l væren, til enheden. Spædbørn oplever enheden som perioder af lyksalighed og fylde...

...Det narcissistiske behov for at danne selvbilleder er således noget der opstår, når vi som spædbørn begyn der at opleve os som adskilte fra mor og dermed fra den ubevidste enhed med væren. Efterhånden som den narcissistiske afhængighed sætter ind, begynder vi at fordreje de spirituelle kvaliteter på en måde, så de understøtter de selvbi lleder og den adfærd, der bedst muligt sikrer, at v i kan få mors og senere hen også fars kærlighed og an erkendelse. Vi kan f.eks. have rigtig meget medfølelse med os, som en kvalitet, men hvis det er problematisk for vores forældre at forholde sig til vores medfølelse, fordi det får dem til at mærke smerten ved tabet af deres egen oprindelige kvaliteter, så lærer vi hurtigt at gemme den kvalitet væk og gøre os hårde eller bløde eller kærlige på lige netop den måde, som de synes om. På den måde får vi drejet vores medfølelse i en retning, som kan accepteres af forældrene. Samtidig afskærer vi imidlertid os selv fra at mærke følelsen af medfølelse i dens  oprindelige form. På tilsvarende vis vil de andre spirituelle kvaliteter, som vi har med os, blive sat bag den proces det er, at skabe sig et overlevelsesdueligt og socialt acceptabelt ego.

Efterhånden som egoet bygges op omkring de fordrejede kvaliteter, udvikler vi også et forsvar mod at mærke kvaliteterne i deres rene form igen. Hvis vi gør det, truer det vores identitet, fordi vi så ikke kan opretholde de selvbilleder , som egoet har bygget sig selv op omkring. En vigtig del af selvudviklingsprocessen er derfor gradvist at afmontere egoets forsvar over for at mærke kvaliteterne igen. ....Selv om kvaliteterne fordrejes når egoet dannes, kan man ikke sige, at egoet er udtryk for en fejludvikling. Det er helt igennem nødvendigt at udvikle et ego for at kunne begå sig i verden. Som børn er vi endnu for umodne til at kunne forstå og håndtere de kvaliteter, vi har med os på en måde, så de kan gøre gavn i verden. For at kunne det, skal vi først have udviklet et funktionsdueligt ego, dvs. et voksent ego som er i stand til at begå sig i verden. Her er det således vigtigt at skelne mellem egoet som en funktionel kapacitet, der f.eks. rummer evnen til at træffe bevidste valg, tænke rationelt, planlægge osv., og så egoet som identitet, dvs. som selvbillede. Det er netop udviklingen af egoets voksne funktionelle kapacitet, der gør, at oplevelsen af enhed nu kan forstås, fastholdes og integreres, hvilket spædbørn ikke er i stand til.

I en selvudviklingsproces afvikles egoets mange lag af opbygget identitet, men bevarer den evne til at fungere i verden, som egoet også rummer. Efterhånden som integrationen af kvaliteterne lykkes, kan vores sande identitet, vores oprindelige natur, skinne igennem, hvilket giver os en direkte oplevelse af vores enhed med den guddommelige kærlighed, der gennemstrømmer alt det værende.

....Ved blandt andet at bruge forskellige meditationsøvelser ved siden af terapien er målet at arbejde sig ind i og igennem selve den angst, der ligger bag egoets dannelse, og som gør, at det i hele taget føles afgørende nødvendigt for os at opbygge og vedligeholde selvbilleder livet igennem. Det er først når denne angst kommer frem, og man tør blive i den og undersøge den indefra, at der for alvor kan komme et gennembrud til kvaliteterne og til den spirituelle dimension. Egoet er en meget livskraftig og tilpasningsdygtig instans i os, så der skal lang tids seriøst arbejde til, før man får tygget sig igennem de mange forskellige lag af selvbilleder, det består af. ..Samtidig er det også klart, at man ikke bare kan rive selvbilleder ned i en lind strøm, uden at der kommer noget andet i stedet. Det er der ingen, der kan holde til. Selvudviklingsprocessen er derfor nødvendigvis forskellig fra individ til individ. Hvis der f.eks. mangler jeg-styrke, dvs. hvis selvfølelsen er for svag, og hvis al den psykiske energi går til bare at få personligheden til at hænge sammen, så kan det være nødvendigt først at styrke selvbillederne ved at bekræfte dem og støtte dem. Egoet skal være sikker nok på sig selv og sin egen evne til at fungere i verden, før det giver mening at arbejde med at nedbryde selvbillederne.

Egoet skal altså på den ene side støttes, når det er nødvendigt, og på den anden side brydes ned, når det kan holde til det. Hvis man forestiller sig, at man kun brød ned, ville det i værste fald kunne før e til et psykotisk sammenbrud i personligheden, hvor egostrukturen kollapser, og hvor vi bl.a. mister evnen til at skelne mellem, hvad der er virkelighed, og hvad der er fantasi. Derfor er processen en balancegang mellem ego støtte, ego nedbrydning og etablering af kontakt til kvaliteterne.

Når selvudviklingsprocessen bærer frugt, fører det til en permanent tilgang til den udvidede form for bevidsthed, hvor kvaliteterne nu igen mærkes i deres oprindelige form, og hvor enheden med verden og med kærligheden bliver den voksne bevidst heds nye omdrejningspunkt.

• Oplevelsen af en udvidet form for bevidsthed, hvor den normale identitet med kroppen og sindet erstattes af en følelse af en enhed med alt i universet. Altså en følelse af, at grænserne mellem subjekt og objekt opløses.

• Udvidelsen af bevidsthed fører ofte til oplevelsen ego-død. Dvs. man oplever at dø til den afgrænsede identitet som egoet er, til fordel for oplevelsen af enhed med den guddommelige kærlighed, der på en gang gennemtrænger, skaber og opretholder alt det værende.

• Oplevelsen beskrives som at vende hjem til det egentlige. Til det som er. Når man ser tilbage på den bevidsthed, man havde før, opleves den som søvngængeragtig og uden kontakt til virkeligheden.

På en måde fører det til en tilstand, hvor man er sig selv nok. Der er ikke noget, man mangler eller skal have fra andre. Det gør dog ikke, at det er en aflukket eller selvcentreret tilstand. Tværtimod, netop fordi man ikke længere er afhængig af andre, netop fordi man ikke længere konstant skal have ”fyldt hullet”, bliver det nu muligt at indgå i relationer baseret på et oprigtigt ønske om kontakt, og hvor den udveksling der sker, sker med udgangspunkt i kvaliteterne ikke i personligheden. ...når vi ikke længere danner selvbilleder, så har vi renset perceptionens døre. Så ser vi alting som det er, uendeligt. Så mærker vi den guddommelige kærlighed, som er det egentlige i os selv, og som vi jagter i alle mulige andre afskygninger, så længe vores bevidsthed er begrænset til kun at se verden igennem sprækkerne i den hule, som identifikationen med egoet udgør.

De spirituelle traditioner beskriver oplevelsen af spirituel opvågning som ego-død, fordi oplevelsen er forbundet med følelsen af, at den person, man hidtil har opfattet sig som, dør.

I et psykologisk perspektiv er tanken om ego-død svær at komme overens med, fordi egoet ikke blot forstås som en identitet, men også som en funktion. Det er egoet, der gør, at organismen kan strukturere sin tænkning, omgås andre mennesker og i det hele taget orientere sig udadtil mod verden og indadtil mod sig selv. I dette perspektiv er tanken om ego-død lig med ophør af ego-funktionen, og det giver ingen mening. Det er derfor vigtigt at være præcis her: De spirituelle traditioner beskriver ikke ego-død som ophør af ego-funktion. Spirituelt oplyste mennesker holder ikke op med at fungere i verden. Ego-død beskriver derimod en oplevelse af at dø bort fra personlighedens grundlæggende narcissistiske tendens til at stive sin selvopfattelse af ved hjælp af identiteten med forskellige selvbilleder. Det er dette identifikationsbehov, der dør i ego-døden, hvorefter ego-funktionen underordnes en anden bevidsthedsform, en kvalitativt anderledes måde at være i verden på. Ego-funktionen kan altså fortsætte, selv om ego-identiteten dør.

Dette er også forklaringen på, at nogle undersøgelser har påvist, at meditation fremmer ego-udviklingen. Jf. Sechrest, White & Brown (1979, i Alexander og Langer 1990, p. 331.) fandt eksempelvis en sammenhæng mellem meditation og udviklingen af ego-organisering. De undersøgte 90 indsatte i et fængsel og fulgte dem gennem to års praksis af Transcendental meditation. Resultatet var en markant bedring af ego-organisering målt efter Loevingers ego-udviklings skala, sammenlignet med kontrolgrupperne. Meditation kan altså øge egoets funktionsniveau samtidig med, at den sigter mod at afvikle ego-identiteten.'
- 'Meditation, Egodød og Voksenudvikling', og 'Selvudvikling er egoafvikling', Kristian Dalgas

Tanker er der altså stadig i den oplyste bevidsthed, når det er nødvendigt, men de oplever dem ikke længere som udgangspunktet for identitet, det er ikke ens 'gravity of center' mere. Af samme grund tænder man ikke af emotionelt på samme måde heller. Ramana Maharshi og Krishnamurti gør f,eks.brug af ekstrem analytisk tænkning, men dette betyder ikke, at de er fanget i deres hoveder, men at selve identifkationens centrum med basis i tanker er ophørt.




'Ramana Mahārshi læste aviser dagligt og omhyggeligt. Hvis der var "ingen verden" og "intet behov for sindet", hvad handlede denne daglige avislæsning so om? Kilder omkring Ramana siger, at han ikke blot "kigger på billeder" eller bruger avisen som en slags "kappe" eller "dækning" blot for at gå ind i andre bevidsthedstilstande. Han var virkeligt interesseret i trivsel for mennesker, dyr og samfund. Avisen (sammen med radioen, som han ofte lyttede) var en konventionel måde for ham at få adgang til oplysninger om følende væsener på andre steder, ligesom Mahārshi tilsyneladende også syntes at have paranormale måder at få adgang til oplysninger om dem også.' [2]

Når oplyste holder darshan/satsang/lectures, noget som kræver tænkning i sproglig kommunikation - så bruger de faktisk tænkning og intellektet i excessiv grad, men de er - til forskel fra andre - ikke længere eksklusivt identificeret med deres tænkning og emotioner. Dette gør, at de økonomiserer med tænkningen, og de véd, hvornår brugen af tænkningen er relevant og irrelevant.

Der er momenter hvor de er tanketomme, men i den praktiske verden, sprog, navigation, etc. kræves tænkningen, og denne evne tilhører jeget udviklingsmæssigt. Dette er en gave og velsignelse. Det er ikke tænkningen selv, der er problemet – det er den eksklusive obsessive identifikation med tænkning som jegets udgangspunkt for (falsk) identitet og selvbillede, som er problemet.

Såkaldt Jeg-svage mennesker kan i øvrigt ikke tåle mindfulness meditation ret godt eller self-inquiry - meditation er en afdækningsteknik. De har brug for opbygning af jeg-kvaliteter før, at de kan begive sig vellykket videre i spirituel udvikling - ellers kan bevidsthedsudvidende oplevelser være skæbnesvangre. Folk græder f.eks. ofte på længere retreats, endda skriger fra tid til anden, hvorfor terapi er nødvendigt i et helt andet regi end det meditative, som bedre vellykket forudsætning for dyb meditation.

'Dette at være vidne til sindets bevægelser, indhold og omskiftelser uden at blande sig og uden at vælge, kaldes neutral iagttagelse [mindfulness meditation] og er en tilstand – om end den i begyndelsen ofte kun varer ganske kort – som er en grad mere klare og vågen end den almindelige med sindet sammenvoksede bevidsthed. [det er derfor man får lettere ved at frakoble sig de negative emotioners magt f.eks.] Når man træner dette skift fra identitet til iagttagelse i praksis, opdager man at bevidstheden igen og igen bliver distraheret og dermed er tilbage i identifikation med sindsstrømmen.

Distraktionen kommer ikke igennem fokus og forfra. Den kommer mere listende fra siden og bagfra, gennem association, en lokkende fantasi, en interessant tanke, en lyd, en fugl og umærkeligt er sindet atter fanget i sig selv, iagttageren er slukket, bevidstheden er faldet i med sindet. Neutral iagttagelse er dual og kan som sådan forlænges til en tilstand der alt efter træning kan vare ved. Det er af afgørende vigtighed for den senere træning at bevidstheden lærer at skelne mellem det at være adskilt neutralt iagttagende, og det at være distraheret i den forstand at være identisk med sindet, uden distance til dets stemninger og overvejelser. Dag efter dag er det nødvendigt at holde skelneevnens sværd skarpt.

Det at iagttage sindet uden at blande sig lyder enkelt. Alle kan i korte stræk af og til gøre det.Vanskeligheden består blandt andet i at man efterhånden opdager at det der umiddelbart ligner neutralitet ofte er en blid skubben, en gyden olie over emotionelle vande, en subtil sigen nej, eller en lige så lavmælt styring af sindet hen imod det positive, det lette, det stille eller hvad den enkelte måtte favorisere.

Fortrængning består i at sortere og i at sige nej og skubbe væk. Meditation. vil ophæve fortrængningerne, hvorved det fortrængte stof (skyggesider, traumer, chok, infantile sider) dukker op af sindets kældre. Hvis ikke den terapeutiske og selvudviklingsmæssige bearbejdelse af jeget er dybtgående nok, vil det være vanskeligt at praktisere dybere meditation. En ubearbejdet personlighed vil ikke tillade meditation at underminere fortrængningsmekanismerne uden, at emotionelt svært forstyrrende stof dukker op'
- herfra

Om nødvendigheden af basalt arbejde, faren ved mistolkning i non-duale skoler, advaita, etc:

'En tredje forhindring er den spirituelle 'udenoms'- skole (spiritual bypass school) som forestiller sig, at hvis du finder ånd eller gud eller dit højere selv, vil alt andet på magisk vis tage vare på sig selv. Irriterende vanemønstre i forhold til job, arbejde, forhold, familie, fællesskab, penge, mad og sex vil alle forsvinde. Den fortvivlende og sørgelige kendsgerning er at det normalt tager ti eller tyve år at opdage at dette bestemt ikke er tilfældet, og hvorledes er dit liv da gået? Den første halvdel af dit liv er da i en vis grad vildført, den anden bittert.
Denne spirituelle omvej kan være meget listig, specielt – og ironisk nok – hvis man har at gøre med de absolut højeste non-duale skoler.

”One Taste”(udtryk for en meget høj oplyst bevidsthedstilstand) er en konstant nærværende bevidsthed (det er det naturlige og spontane sind i dets nuværende tilstand).

Præcis fordi ”One Taste” er ”altid-allerede” (always-already) tilstede, kan mange mennesker opnå et hurtigt men ekstremt kraftigt glimt af denne ultimative tilstand, hvis en dygtig og erfaren lærer behændigt kan formidle dette til dem. Og faktisk har mange store nonduale skoler - så som Dzogchen og Vedanta – komplette tekster, instruktioner som pointerer dette.

Når elever opnår et kraftfuldt glimt af denne ”altid-allerede”- opmærksomhed, kan visse uheldige ting ske På den ene side er man på nogle dybtgående måder frigjort fra den bindende natur af kropssindets lavere niveauer. På den anden side betyder dette ikke at disse lavere niveauer ophører med at have sine egne behov eller problemer, uanset hvor relative disse end er. Du kan være i denne One Taste'-bevidsthed og stadigvæk få kræft, stadigvæk have et mislykket ægteskab, stadigvæk miste et arbejde, stadigvæk være et fjols.

At opnå et højere stadie i udvikling betyder ikke at de lavere niveauer forsvinder (Buddhaer må stadigvæk spise), ej heller at du automatisk mestrer de lavere nivauer.

Faktisk betyder det ofte det modsatte idet du måske begynder at negligere eller endda ignorere de lavere niveauer - man forestiller sig at de ikke længere er nødvendige for éns trivsel, hvorimod de faktisk er udtryksmidlet for din trivsel og åndens befordringsmidler som du nu engang har.

At negligere disse befordringsmidler er at begå spirituelt selvmord' – dvs. du negligerer indtil døden dine egne hellige fysiske manifestationer.. ...Man behøves absolut ikke at udvikle perfekt beherskelse af et lavere stadie før at man kan bevæge sig videre til et højere stadie – alt som behøves er en bestemt, ikke specielt stærk kompetence. Men dette betyder at du kan opnå nogle meget høje udviklingsstadier og stadigvæk have alle slags problemer i de forskellige lavere stadier. Og det at koble sig på det højere stadie får ikke nødvendigvis de lavere stadiers problemer til at forsvinde.

Dette kan blive lidt af et mareridt med 'altid-allerede'-skolerne fordi; når man først opnår et stærkt glimt af One Taste'-tilstanden, kan man miste al motivation til at udarbejde hullerne i éns psykologiske kælder/fundament. Du har måske en dyb og smertefuld neurose men du bekymrer dig ikke længere om dette fordi du ikke længere er identificeret med kropssindet. Der ligger en vis portion sandhed i dette. Men denne attitude, er ikke desto mindre et dybtgående brud på bodhisattva-løftet, løftet om at kommunikere/formidle One Taste'-tilstanden til følende væsener på en måde som kan frigøre alle. Du er måske glad for ikke at bearbejde dit neurotiske morads men alle omkring dig kan se at du er en neurotisk knude, og derfor, når du annoncerer at du i virkeligheden befinder dig i 'One Taste'-tilstanden, vil de for enhver pris huske på at undgå denne tilstand * Du er sikkert lykkelig i din One Taste-bevidsthedstilstand men du mislykkes ynkeligt i at meddele denne tilstand i nogen som helst form som man kan være lydhør overfor, netop fordi du ikke har arbejdet på alle de mindre niveauer igennem hvilke du må meddele din forståelse.

* Kommentar: Folk får modstand/skygger på spiritualitet idet de associerer det med manglende helstøbthed såfremt personen som befinder sig i One Taste ikke samtidig har nogenlunde tjek på de såkaldt lavere niveauer; krop, levned, emotionel balance, afbalanceret livsførelse, etc. Dvs. alle livsaspekter som primært hører til de tre nedre chakras).

. One taste kommunikerer ikke med noget som helst fordi det er alting. Snarere er det din sjæl og dit sind og krop, dine ord og handlinger og gerninger, som vil viderekommunikere din tilstand, og hvis disse er ét stort rod, så held og lykke.

Det er ikke One Taste-skolerne som er fejlagtige. De viderekommunikerer den højeste tilstand man overhovedet kan forestille sig, men de behøver at blive komplementeret med forståelsen af, at arbejde også skal gøres (og behøves) på de lavere niveauer og mindre stadier (inkl. psykoterapi, kost og motion, sociale forhold, levebrød og livsførelse, etc.) for at en sandt integral orientering kan opstå.

Kun på denne måde kan en person viderekommunikere ”One Taste” til alle følende væsener, der selv primært lever i lavere niveauer og responderer beredvilligt på sunde meddelelser adresseret til disse lavere niveauer, ikke højere meddelelser belastet gennem neurotiske og fragmentariske lavere områder'
- Tirsdag den 24 Juni, 1997, Ken Wilber, fra bogen 'One Taste'


En anden type faldgrube for de mere intellektuelt-mentale typer:

'Do you think that the challenge of letting go, for the transpersonal psychologist, could potentially be that much more difficult because, in their case, there is that much more to let go of? Indeed, the direct experience of profound letting go, of having to radically abandon identification with knowing or being the one who knows, could be that much more terrifying?

KP: Yes, that is true. Though I find that basically to be true of all intellectual-type people. With them it's the philosophies or intellectual constructions that get in the way, and with other people it's something else. But certainly, here the irony of it is heightened because here we have people who essentially are seeking to free themselves from all these trappings—whereas other people may not have that as a goal. In wanting to pursue freedom and enlightenment, the theories become the trappings, and they become very, very powerful trappings.'
- interview with Kaisa Puhakka, enlightennext, summer 2000

Og end anden vinkel om det svage jegs faldgruber i spirituelt arbejde - fra 'Oplysningens Elixir' af A.H. Almaas):

'Vi vil måske tænke, fordi den åndeligt søgende føler, at han/huns jeg ikke har nogen værdi, vil det være lettere at give slip på jeget. Men betingningen af personligheden fungerer ikke på denne måde. Hvis individet føler en mangel på værdi, vil det ikke give slip på denne tilknytning til jeget, fordi meningen med dette er at bringe frigørelse og fuldstændiggørelse, og han/hun føler sig for værdiløs til at fortjene en sådan opnåelse. Et individ som arbejder på at opnå egodød vil blive forhindret i sine bestræbelser, hvis det ikke først meget klart og definitivt ser hvad ego er. Ego-grænser må først blive oplevet som uhensigtsmæssige. Det faktum at indvidet intellektuelt tror, at det må tabe sit ego, betyder ikke at det tror det i dybderne af sit hjerte. I sit hjertes dybder, forstår mange søgende ikke, hvorfor de må give slip på egogrænser. Temaet synes ikke relevant for deres sind, for deres hjerte, for deres livssituation. I virkeligheden er egodød en meningsløs ting, medmindre et meget højt og raffineret niveau af indre realisation er opnået. Ego vil ikke ses som et relevant tema medmindre individet allerede er tæt på en tilstand af kosmisk bevidsthed.

[instant enlightenment-skolen tager ikke højde for, at et menneskes modenhed skal være på plads før, at det kan realisere denne 'instant enlightenment' på en mere vellykket måde - ikke enhver bliver en Martinus blot ved at meditere kun én gang, og det er ikke tilrådeligt for alle heller at opnå kosmiske glimt for tidligt]

Rajneesh forstår dette når han siger, at en person må udvikle en individualitet før han kan give slip på den. I hans diskussioner om den esoteriske psykologi, taler han om syv bevidsthedsniveauer, om hvad han kalder de syv legemer. I dette system, ser han det femte niveau som det der er af krystaliseret individualitet. Dette femte legeme, som han kalder det spirituelle legeme, må først blive udviklet. Da bliver spørgsmålet om egotab relevant for individet. Han nævner også, at det femte legemes trin er det sværeste, den spirituelle individualitet, og når dette er opnået, er overgangen til kosmisk bevidsthed ikke svær. Dette betyder at de fleste mennesker behøver at udvikle det femte niveau først , før at tilstanden som Rajneesh legemliggør, kan være meget effektiv og transformerende. Så tilstanden som eleven behøver at se og lære er forbundet med det femte legeme, og en lærer som legemliggør denne bevidsthedstilstand, og opererer fra den vil være særdeles effektiv, for denne tilstand vil blive viderekommunikeret til de elever som behøver det. Det vil være opfyldelsen af deres eksakt personlige behov på det rigtige tidspunkt. Individet, hvis jeg altid var svagt og underdanigt, kan ikke forventes at betragte overgivelse, som noget hensigtsmæssigt.I virkeligheden er det hans problem, at han overgiver sig for let, ud fra selv-mangler, på en overfladisk måde, som hverken er sand eller virkelig.

Som Rajneesh har sagt; et individ må først have en fornemmelse af ego, som er kostbar og for hvilken det har arbejdet længe og hårdt for, før at det kan overgive dette; ellers - hvad er der at overgive? Hvis han intet jeg har, kan han ikke give noget til guruen eller til Gud. Og hvis han har en svag fornemmelse af jeg, da er hans overgivelse hul, intetsigende. Han er ikke virkeligt overgivende. Et svagt ego kan ikke overgive sig; det kan kun underkaste sig.

Selv når overgivelse er forstået, som overgivelse, er det ikke realistisk af bede eleven om overgivelse, fordi overgivelse - der føles som at være uden forsvar for de fleste mennesker - er ensbetydende med at blive såret.

Som børn havde mennesker kapaciteten til overgivelse. Deres hjerter var åbne. Men denne åbenhed bragte ikke fylde og nydelse. Barnet uden forsvarsværker, var gentagne gange såret i denne åbenhed. Derfor er hjertets åbenhed og overgivelse af forsvarsværker, i det ubevidste normalt associeret med sårbarhed, og dette tilbagebringer dybe sårs erindringer og frygt. Disse frygtformer, disse associationer af overgivelse, behøver at blive forstået og løst før at individet kan opleve overgivelse som noget hensigtsmæssigt....Spørgsmålet om ego eller ikke-ego bliver først en personlig sag for eleven, når han er tæt på slutningen af sin indre udvikling og spirituelle vækst. Før dette tidspunkt, vil spørgsmålet om selv og ikke-selv opleves som irrelevant...Denne illustration demonstrerer at en lære som kræver egoløs kærlighed af nybegynderen eller selv af den erfarne elev, er latterlig eller i bedste fald ineffektiv.'
- A.H. Almaas, Oplysningens Elixir


Auraens lag. 7 lag og bevidsthedsniveauer i mennesker (men kan inddeles efter flere. Man opererer med fysisk, æterisk, astral, mental, spirituel, kausal, formløs, etc.(en enkelt fejl; den astrale del burde komme før den mentale del, men på billedet kommer det astrale efter det mentale, hvilket ikke er korrekt):





Lagdelingen og sekvensen; fysisk > æterisk > astral > mental > spirituel > kausal, etc. eller hvilken diffentiering eller laginddeling man nu er til, kan clairvoyant direkte ses som adskilte, dog koncentrisk indbyrdes forbundne lag i auraen, hvert med sit bestemte karakteristika, vibration, etc. Blot ét udvalg af mange korrespondance-skemaer (det kan også inddeles yderligere; f.eks. har det æteriske 4 lag; 2 ydre og 2 indre. Der er også det lavere astrale og højere astrale):




Instinkterne og drifterne ligger i vores biologi, opretholdelsesdriften, sult, etc. det fysisk-æteriske, det reptilske system - alt det basale.

Begærsnaturen svarer til det astrale [som er et meget omfattende begreb]. Det er i menneskets individuelle natur den energetiske form af det som indholdspsykologisk svarer til emotioner, begær - og meget af dette er i det ubevidste - Jungiansk set (og det som kan determinere projektioner, skyggen). Det første billede (i toppen) er aurauen som anksuet afDora Van Gelder-Kunz med astrale afbildninger - den astrale del af auraen siger en hel del om et individs fælelsesmæssige dispositioner.

Alle mennesker er født med det astrale lag (og de andre lag), hvori begærsnaturen teknisk ligger - det subjektive er beskaffenheden af hver enkelts begær, forskellige typer af begær, men ikke desto mindre er begæret efter noget det som karakteriserer 99.9% af menneskeheden.

Og afidentifikationen med jegets tænkning betyder psykologisk, at man ikke længere rummer begær på samme måde og formentlig, at der ikke længere er noget håb, drømme, ønsker, forventninger (alle er fremtidsbetonede i deres væsen) i den forstand, at en form for begærsløshed er indtruffet. lidelsen ophører fordi den er tilknyttet fortid/fremtid, forventninger, tilknytninger, etc. smerten forbliver men den bliver ikke udstrakt til lidelse (via tankerne). Man er fyldt op med det som er. Man søger ikke i fremtiden noget som skal bekræfte ens væsen. Tanker er ikke ens identitet, etc. Dvs. oplysning af en ret høj grad, hvad dette så end er....

Det forekommer mig, at prisen for transcendens er enorm ubeskrivelig smerte fordi af-identifikationen (med kroppen, emotioner, tanker) er betingelse for virkelig transcendens.




Fra 'Cutting Through Spiritual Materialism' af Chogyam Trungpa


Når man kommer ud i nogle af disse tilstande, så kan der være voldsom angst fordi disse tilstande overskrider jeget. Sådanne åbninger kan være mere hensigtsmæssige og balancerede - og på den anden side meget uhensigtsmæssige (mange på psych-afdelingerne lider f.eks. skæve kundalinirejsninger, noget som Grof har vist også, fordi hans teoriramme opererer med transcendentale og parapsykologiske størrelser, mens det etablerede slet ikke anerkender eller er bevidste om det transpersonlige overhovedet, derfor massakrerer det).

Ifølge Bob Moore er alt som overskrider egoets grænser, per definition angstprovokerende, og der er 4 kollektive dybt ubevidste arketypiske angstformer i mennesket; angsten for døden (det ukendte), angsten for smerte, angsten for sindssyge, og angsten for sexualitet (fordi virkelig sexualitet transcenderer jeget) (Moore var en nærmet en form for indviet, en mesterlig healer og topclairvoyant, og permanent lejret i en højere bevidsthed).

Her i konteksten af meditation/bevidsthedsudvidelse/indvielse via Jes Bertelsen

'Illumination er en spiralagtig opstigning i en brøkdel af et sekund. Initiation er en mere bredt forberedt langsom opstigning, og selve perioden af at være vågen er længere. Derfor vil oplevelsen have en tydeligere struktur under selve oplevelses-perioden. Den information, som illuminationens - gennemstrålingens - glimt formidler, vil først efterhånden træde frem i perioden efter oplevelsen.

Under initiationen er informationsudvekslingen klar, og bevidsthedens udvidelse varer længe nok til at opfatte hele fænomenets natur og struktur. Enhver initiationsbegivenhed er omgivet af visse barrierer, visse spærringer, der er forsikringer mod, at en ikke parat personlighed møder disse højintensive energifænomener. Det, der spærrer, er væsentligst tre ting: dødsangst, angst for sindssyge og mulighed for fysisk eller psykisk smerte.

Jeget vil ikke kunne møde muligheden af jegoverskridelse andet end som en form for død. Jegtranscendens ligner døden. Skal et menneske derfor åbne sig for initiationsoplevelsen, må det gå gennem, konfrontere og acceptere dødsangsten. Ofte vil mennesker inden initiationsoplevelsen have oplevet en nærdødssituation - ganske bogstaveligt. Det kan dog også ske rent meditativt, eller det kan ske astralt.

Angsten for vanvid skyldes i denne sammenhæng, at for den almindelige jegbevidsthed vil jegtranscendens kun være kendt,som en sindssygelig ukontrollabel og ubalanceret tilstand (fx. ; typisk psykose, hallucinationer eller skizofreni) Det rigtige er, at disse sindssygelige tilstande faktisk beror på ubalanceret og uhensigtsmæssig åbning, løsning eller overskridelse af jegets grænser. Et menneske, hvis jeg derfor nærmer sig initiationens opløsningstilstand, vil naturligt ikke kunne skelne og derfor frygte, at det er en begyndende vanvidstilstand. Denne angst, og denne mulighed må mennesket lære af se i øjnene og acceptere.

Endelig er initiationsoplevelsen spærret af angsten for smerte.Dette skyldes, at når bevidstheden udvider sig på vej til initiationsfænomenet, vil bevidstheden omfatte det astrale niveau. I denne dimension findes en lovmæssighed: al den smerte, jeget i sin ubevidsthed eller tankeløshed har tilføjet andre, ligger opbevaret i den astrale dimension som smerte rettet mod jeget selv. Man kan derfor ikke begynde at blive vågen eller bevidst i det astrale uden samtidig at begynde at møde og føle den smerte, der er ækvivalent med den smerte, man har tilføjet andre. Dette er en simpel energigrundlov. Det er ingen straf, ingen hævn, det er en energigrundlov, en naturlov om energiens cirkulation. At turde møde og se denne smerte er nødvendigt for at kunne komme på ret vis til det bevidsthedsniveau, der er den initiatoriske opvågnen.
Disse tre faktorer: dødsangst, vanvid, og smerte hindrer den ikke parate, nysgerrige bevidsthed i at nå initiationens dimension. Konfrontationen med de tre kendsgerninger kan komme som forberedende 'prøver' inden selve begivenheden. Eller det hele kan ankomme i en vældig samlet pakke.'
- Energi og Bevidsthed, Borgens Forlag, 1984


Løseligt viser mange meditative erfaringer, at det er nødvendigt at gå gennem et 'knæk' i egoets 'frøskal' for at komme videre i 'blomstringen' af transcendental karakter, at der er en betragtelig mængde eksistentiel lidelse i at afidenticere sig med de 3 lavere led (krop, emotioner, tanker) som udgør egoets nexus (svarende til de nedre chakraer), hvilket meditative erfaringer viser - medmindre man nøjes med et liv, hvor egoet aldrig overskrides i sikker tilsyneladende tryghed.

Når der skrælles lag af gamle identifikationer og selvbilleder - hvor den gamle kyst er forsvundet, og nye kyster er endnu ikke i syne - så vil dét at give slip på det gamle være smertefuldt og angsfuldt (hvilket de fleste oplevelser før og op til, inkl. selve oplysningsoplevelsen beskriver som ekstremt intensivt)




Men set fra den såkaldte højere bevidstheds perspektiv, så er det at give slip på den gamle kyst, løsningen på egoets smerte og angst (tænkningen ophører ikke bagefter men centreringen fjernes til et andet punkt, hvor den eksklusive identifikation med emotioner og tanker løsnes (heraf den manglende emotionelle reaktivitet). Men dette kan egoet ikke se. 

Det kan formentlig ske blidere eller pludseligt og voldsomt.

En advarsel herom:

'Jeget er altså midt mellem to store, magnetiske, fascinerende, men samtidig strømmende og ukontrollable felter: det ubevidste og det højere bevidste. Betingelsen for, at jeget tør træde til side uden risiko for at blive overvældet af de ubevidste kræfter og indhold er, at overtrykket i det ubevidste først er lettet og integreret.......I den højere oplyste transduale bevidsthed er åbenbart en overvældende energi. Der er umådelig megen energi eller information eller lysstyrke i højere bevidsthedstilstande, hvad al meditativ og mystisk erfaring bekræfter. Når grænsezonen åbner sig, begynder denne energi at interferere med jegets duale dimension.
Der produceres erfaringer. Jeget, der nærmer sig grænsezonen, begynder at opleve. Og disse oplevelser er blandet sammen af mange typer af determinanter. Hvis det personlige og det kollektive ubevidste ikke er nok gennemarbejdet, så vælter stof fra disse duale skygge- og halvlysområder ind i systemet. Dette kan resultere i psykoser. Psykose er, at jeget bliver presset ud af kontrol af ubevidste spændinger. Jeget tvinges til at opgive styret. Dette er det diametralt modsatte af en mystisk erfaring; her er det jeget, der frivilligt forlader banen og opper styret. Psykosen tvinger et ubalanceret jeg ud. Og ind vælter det ubevidste.

Illumination fremkommer, når et balanceret jeg af egen fri vilje træder til side, og ind strømmer den højere bevidstheds transduale klarhed, Når jeget altså nærmer sig grænsezonen, så åbnes bevidstheden til den transduale funktionsmåde. Men når dualitet ophæves, så bryder alle grænser sammen, og så åbnes og bevidstgøres også den såkaldt ubevidste del af bevidstheden.

En ægte transdual tilstand er derfor samtidig en gennemlysning af det personlige og det kollektive ubevidste. Hvis en illuminativ ikke-dual funktion existerede samtidig med, at det ubevidste stadig var ubevidst og afgrænset, så var denne illuminative oplevelse jo netop ikke transdual. Så var der stadig dualitet. det ubevidste og den højere bevidsthed. Netop derfor er det så væsentligt, at mennesker først arbejder med deres dybereliggende personlighed (herunder terapi) inden den explicit meditative proces træder i fokus.'
- 'Bevidsthedens Befrielse', Jes Bertelsen



Mættelse VS Benzin på Bålet
'Det første 'er askesens vej. I kloster som 12-årig og ud i den stegende sol og lide og forsage og give afkald og lutres og gennemglødes i prøvelsernes tapas. Millioner af mennesker har i tidens løb forsøgt denne vej. Munke og nonner i vest, brahmachari'er og sannyasi'er i øst. Og nogle få har fundet vej igennem trængslerne og nået sjælens og sindets fred i højere bevidstthedstilstande. Den anden måde er i midten eller i slutningen af livet at begynde at slippe jegets trang til berømmelse, karriere, succes og centrum. Når jeget er blevet tilstrækkeligt mæt i sin livsudfoldelse og måske stadig føler et ekko af ungdommens ideelle længsler, så kan denne praksis begyndes, at leve med løse hænder, at begynde at afvikle stress og jag'
- Jes Bertelsen

Forventeligt spørgsmål: 'Vi må jo bakse med spørgsmålet om mæthed hver især. Hvor meget skal der til? Hvor befinder mæthedspunktet sig? Hvornår er nok nok?'

Det er vel individuelt men pointen er, at selve det punkt. hvorfra der slippes, betinges af, at der i det mindste først er en fornemmelse for, hvad det er man slippe. Således kan den kristne fyr jeg kender, formentlig aldrig slappe virkeligt af i meditation længere tid ad gangen, fordi hans forældre konstant har hamret ind i hans psyke, at sexualiteten er ond. Dog er det, hvad han tænker på konstant; han vil ikke kunne meditere ordentligt fordi der et intenst konflikforhold mellem hans begær efter kvinder på den ene side, længsel efter forelskelse og sex; en uforløst opbygning gennem 30 år (han er jomfru) - og på den anden side den indprentede 'ondskab' som sex har fået som mærkat i hans bevidsthed (han er i øvrigt så attraktiv, at han er omringet af smukke piger næsten hver weekend som hitter på ham, men fuldbyrdet samleje for ham er åbenbart forbudt - i mine øjne pga. hans forældres kristne dæminisering af sexualitet, som har præget ham). En sådan person kan vel ikke blot transcendere sexualiteten, når han ikke har oplevet dem. Han har ikke forsøgt at turde det, og dette (eller ethvert andet lignende konfliktaspekt såsom ubevidst aggression, manglende assertionsevne, emotioner, dvs. jegets rødder vil konstant være en magnet fra de lavere chakras, som en forstyrrelse i meditationsprocessen? Dette kan også ske for folk med store sexuelle erfaringer, men teorien er åbenbart, at den første type vil have meget sværere ved at slippe de basale jeg-konstituenter - hvis ikke umuligt - end den som har haft en vis fornemmelse. Og betingelsen er en vis form for erfaring og udlevelse, mens den anden forudsætning for 'spirituel vellykkethed', er, at man overhovedet påbegynder den spirituelle proces; meditation, bøn, etc. Kort sagt igen; "....på den ene side at tillade bevidstheden mættelse af disse erfaringer, og på den anden side ikke lade sig forføre af dem"

'The unprepared consciousness is more or less defenceless by the flood of impressions of any kind that invades consciousness when it attempts to be calm. When one is sufficiently and maturely saturated and balanced in the different personality-aspects or chakras, the countless sources of distraction - which the unprepared consciousness is moved by – will become calm.'

Man skal åbenbart kende egoets tre rødder; de 3 nederste lag/chakraer, til en vis grad leve disse ud før man kan transcendere det relativt uproblematisk.
Hvis det emotionelle lag (+ identifikation med tanker) ikke var der, bevidstgjort, arbejdet med, så er der vel ikke noget at transcendere? Konklusionen må vel derfor være: man kan ikke give slip på noget, man ikke ved hvad er: You have to be somebody before you can be nobody.....og at dette arbejde ikke er for anybody..

From Radiance of Being af Allan Combs:

'Along related lines, it is the general consensus among transpersonal psychologists that a healthy ego is an important prerequisite for beginning the spiritual work. Despite the fact that most traditions emphasize the ultimate transcendence of the ego in some form or other, the psychological stresses that are almost certain to occur during the early and middle stages of the work necessitate that the individual be well organized in order to overcome them. It is, likewise, a mistake to throw oneself into spiritual disciplines as a way to solve personal problems or as a substitute for psychotherapy. Such disciplines are not an answer to problems of immaturity, poor ego development, or poor adjustment in general. Indeed, engaging in them often makes one’s problems actually become worse. Ken Wilber once commented in an interview:

' If you’re doing meditation correctly, you’re in for some very rough and frightening times. Meditation as a "relaxation response" is a joke. Genuine meditation involves a whole series of deaths and rebirths; extraordinary conflicts and stresses come into play. All of this is just barely balanced by an equal growth in equanimity, compassion, understanding, awareness, and sensitivity, which makes the whole endeavor worthwhile.'

Practices such as meditation can, for instance, bring up repressed anger and hostility that have previously been keep under wraps. We have to deal with these. Otherwise we may, on the one hand, be overwhelmed by them, or on the other, find our lives degraded by subtle anger and depression of which we are largely in denial. This is not something to be taken lightly. For example, after years of intensive spiritual work, the writer, teacher, activist, and translator of Eastern thought, Ram Dass, found himself face to face with episodes of serious emotional turbulence for which psychotherapy was quite helpful. I personally believe it helpful for most students of wisdom traditions toengage in at least intermittent psycho therapy or analysis, say, of the Jungian variety, while continuing their spiritual work.
- Alan Combs





Den opadgående sol VS den nedadgående sol
Den gamle vej var den yogiske traditionelle vej; ingen ejendom, cølibat/bramacharya, og afsværgelse af egen suværenitet i solarplexus. Den såkaldt nye vej - i Bertelsens optik – er en tantrisk vej, som passer bedre med vestens mennesker; at have visse erfaringer indenfor de 3 områder (som yogierne og munkene fornægtede) og herefter slippe efter denne 'mættelse' har fundet sted (det foregår vel samtidigt, at man har erfaringer og øver sig på at slippe - dvs. det er ikke helt rigidt først det ene og så det andet, men det overordenede perspektiv er dette)

Mener at Jung sagde noget i retning af, at livstrategien for den opadgående sols bane er fra fødsel til ca. 50-årsalderen, hvor solen står i zenith,(idag formentlig senest 60-årsalderen). Den nedadgående sols bane fordrer en anden livsstrategi. I den første udfolder man barndom, teenager, voksenalder - med de ting som hører ekspansion til - hvorimod den nedadgående sols bane, er at lære at afvikle gradvist, at lære at dø fra tilknytninger, at 'leve med løse hænder' - en nærmest modsat livsstrategi. Man skal tage toget på perronen, når det går.

Selvom instant enlightenment-skolen har ret i en vis forstand - at man kan blive oplyst når som helst - har de dog ikke ret alligevel, hvis der forudsættes et rimeligt udviklet ego, og det virker som om, at der er mange omstændelige forhold og forudsætninger.

Mange skæbnesvangre episoder er beskrevet - det åndelige er ingen dans på roser (se f.eks. Gopi Krishnas kundalinioplevelse, først efter årtiers kamp kom han tilbage. Nogle kommer aldrig helt tilbage). En teknisk beskrivelse af, hvad som kan indtræffe:

'I grænsezonen mellem jegets duale funktion og den oplyste bevidstheds nonduale organisationsforrn optræder derfor en overvældende energi, der i selve grænsezonen - inden transmissions-gennembruddet - producerer en uendelig rigdom af erfaringer, der i en vid udstrækning er nyttige, men som i længden bliver en afvej. Man kunne billedligt talt sige, at grænsezonen mellem den duale og den nonduale bevidsthedsfunktion er fraktal.


I interferenszonen mellem disse to bevidsthedsfunktioner opstår en uendelighed af selvsimilære, men dog forskellige erfarings-zoom. I denne grænsezone kan hele den arketypiske uudtømmelighed strømme ind. Og alle arketyper er - således Jung - i grunden variationer over selvets ene urarketype. Altså kan man i grænsezonen, når det ubevidste ikke er i balance i forhold til jeget, slippe en uendelig selvsimilær arketypisk zoom af billeder løs.


Eller den kompensative karma åbner sin uendelighed. Som et pendul svinger sindet fra existens til existens i en selvsimilær evig dans fra det ene extrem til det andet, varieret gennem tider og kulturer, steder og konstellationer.


Eller i grænsezonen åbnes kundalini-fænomenerne; nu spejles den overvældende energi i det æteriske og i kropsspejlet. Uendelige selvsimilære symptomkæder produceres med strømme, ild, bobler, farver, hvirvler og spiraler i en evindelighed, der kan drive mennesker fra forstanden.'
- Bevidsthedens Befrielse, Jes Bertelsen


Uden at gå i detaljen med følgende teori, viser billedet en udvikling af de enkelte stadier i mennesket, og spænder fra præ-ego til ego og transegoiske stadier (vestlige systemer anerkender kun præ-ego og ego, ikke stadier hinsides egoet).


Skematisk udviklingteori (Ken Wilber):



Klik på billedet for at forstørre.

I de første udviklingstrin er det fødsel, den tidlige udvikling som er omdrejningspunktet, bevidsthedens idientifikation med kroppen, etc. I de næste trin er det identifkation med kroppen + emotioner, i det næste igen; identifikation med kroppen + emotioner + tanker. Man transcenderer men inkluderer de foregående trin eller led, osv. Ved cirka F7-omdrejningspunktet er det starten på trasnego. Man finder ud af, at man kan betragte kroppen, emotion, tanker fra et andet sted, en form for spaciousness - hvori tanker opstår, men man er ikke disse tanker. Man er rummet, spaciousness. hvori fænomener, emotioner og tanker opstår. Det interessante er i øvrigt, at en form for ufuldstændighed også kan indtræffe på de trans-egoiske stadier, selvom man har transcenderet nogle lavere led (hvilket viser at oplysning ikke betyder integration, men 'kun', at identifikation med de lavere stadier ophører, selvom disses mønstre kan fortsætte autonomt - se The Shadow of the Enlightened Guru) Billeder er fra Ken Wilber's bog, 'Gud, Livet og Universet', Borgens Forlag.

'En måde at tænke spirituel udvikling på er at se den som en forlængelse af normaludviklingen. Det har eksempelvis filosoffen Ken Wilber gjort. Wilber har ud fra de spirituelle traditioners beskrivelser af den spirituelle proces udledt tre niveauer af bevidsthedsudvikling, som han mener ligger i forlængelse af den normale udvikling. I Wilbers model handler spirituel udvikling ikke om at generobre kontakten til en essens tabt i de tidligste år, men derimod om at udvikle bevidstheden i retning af stadig højere niveauer af kompleksitet og dybde, således at man til sidst bliver i stand til at centrere identiteten omkring oplevelsen af enhed med den spirituelle væren.
Wilber mener desuden, at alle niveauer af bevidsthed udvikles på den måde, at de højere niveauer transcenderer og inkluderer de lavere.

Wilbers tre niveauer af spirituel eller transpersonlig udvikling kalder han for henholdsvis det synske/psykisk (psychic), det subtile og det kausale niveau. Disse niveauer kan man komme i kontakt med, hvis man ved hjælp af meditation fortsætter udviklingen ud over den refleksive bevidsthedsform som Bertelsen kalder for 3. ordens selvet, og som Wilber kalder for visionslogik.

De transpersonlige niveauer udgør - lige som de lavere niveauer - en udvikling i retning af stadig større kompleksitet og indre dybde (de transcenderer og inkluderer 0. til 3. ordens selvet). Dermed opnår de en dybde, der gør, at bevidstheden begynder at overskride identifikationen med det personlige, med egoet.

På det synske/psykiske niveau begynder personen f.eks. at erfare oplevelser af enhed med naturen og med de umiddelbare omgivelser.

På det subtile niveau opleves enheden mellem selv og omverden som værende udtryk for en dybere og bagvedliggende guddommelige enhed.

På det kausale niveau ophører forskellen mellem subjekt og objekt og personen oplever ingen forskel mellem sig selv, det guddommelige og verden omkring ham eller hende.

I dette niveau-perspektiv er det terapeutiske aspekt i den spirituelle udvikling mindre væsentligt. Det handler ikke i samme grad om at komme bag om egoets forsvar. Terapi handler her først og fremmest om at skabe et ego, der er velfungerende nok til, at det kan danne grundlag for en udvikling af bevidstheden i retning af de transpersonlige niveauer. Meditationspraksissen betragtes her som den centrale drivkraft i opnåelsen af kontakt til de transpersonlige niveauer.
Meditation er m.a.o. først og fremmest et middel til at udvikle bevidstheden, således at den gradvist bliver i stand til at blive i de højere niveauer i stadig længere tid, hvilket i sig selv regnes for at være nok til at ego-identiteten slippes'
-Meditation, ego-død og voksenudvikling, Kristian Dalgas


Kilder: A.H. Almaas, Mark Epstein, Jes Bertelsen, Ken Wilber, Alan Combs, Ramana Mahashi, Yogi Desai, m.fl.


Se også:

Spiritualitet og Sjælens Mørke Nat
Spiritual Pitfalls


_______________________________


FODNOTER


[1] Interview med Otto Kernberg:

WIE: Mange åndelige traditioner definerer egoet meget forskelligt fra den måde, den psykoanalytiske tradition normalt taler om ego på. Faktisk er egoet ikke set som noget, vi ønsker at dyrke eller udvikle, men som det meget kraftige i os vi skal kæmpe med og i sidste ende slukke, hvis vi vil udvikle os åndeligt. I disse traditioner forstås egoet som narcissismens og selvcentrismens kraft og som det umættelige og fundamentalt aggressive behov for altid at se os selv som adskilt fra andre. Disse traditioner ser egoet i den forstand som fjenden på den åndelige vej - som det, der modvirker vores højere åndelige forhåbninger. Har du i dit arbejde oplevet noget som dette inden for den menneskelige personlighed?


Otto Kernberg: Jeg er bekendt med denne tilgang til spiritualitet; Man finder det særligt i østlige religiøse bevægelser. Men det forekommer mig, at der er semantiske problemer her. Der er et psykoanalytisk begreb om narcissisme. På det kliniske niveau refererer "narcissisme" simpelthen til selvkærlighed, selvværd .... at den kærlige investering i sig selv og i andre forekommer samtidigt, og at under normale forhold, er selvkærlighed og Kærlighed til andre forenelige. De glade mennesker der er blevet behandlet godt, er mere i fred med mig selv, kan være meget selvsikre, elske sig selv og være meget engagerede i andre.


Dette er meget forskelligt fra unormale forhold, hvor der er unormal selvkærlighed. Patologisk narcissisme er, hvad der sædvanligvis kaldes et "egotrip". Dette er et individ med overdrevet 'kærlighed' til sig selv og i hvem der er en devaluering af andre. .... Så disse personer, der er meget fulde af sig selv på samme tid, har ikke en intern verden af ​​repræsentationer af vigtige andre eller rigdom i den indre moralske verden, og de er overdrevent afhængige af at blive beundret og accepteret af andre . På den ene side er disse mennesker meget grandiose, men på den anden side kan de let blive såret, føle sig let afvist og kan let blive meget misundelige og fornærmede af andre mennesker, der ikke lider af den samme overfølsomhed, som de gør. Når du har nogen med det, der opfattes som et meget stort ego, indikerer det normalt eksistensen af ​​unormale narcissistiske strukturer, hvor kærligheden er investeret i sig selv med en slags storhed, ret og hensynsløshed. Der er også en følelse af tomhed, der følger med dette, fordi livets rigdom kommer fra vores tilfredsstillende, intime relationer med betydelige andre såvel som fra vores påskønnelse af idealer, der ligger uden for os, for eksempel inden for sandheden eller videnskaben, Eller området for æstetik eller kunst eller inden for religion og moralske værdier. Personer med en unormal grandiøs selvforstand kan ikke investere normalt i disse værdier, og deres liv er fattigt.
- The Seeds of the Self - An interview with Otto Kernberg Enlightennext, 2000



Becoming Somebody and Nobody:
- Psychoanalysis and Buddhism.
- af John (Jack) H. Engler. Oversættelse fra ”Paths Beyond Ego”

Både Buddhistisk psykologi og objekt-relationsteori,definerer essensen af egoet på en lignende måde;...I begge psykologier er følelsen af ”jeg” – af personlig enhed og kontinuitet, af at være det samme ”selv” i tid, i sted, og på tværs af bevidsthedstilstande – betragtet som noget der ikke er medfødt i personligheden, ikke iboende i vores psykologiske eller spirituelle makeup, men at det udfoldes udviklingsmæssigt ud fra vores oplevelse af objekter.

Jeget er bogstaveligt konstrueret via vores objektoplevelse. Hvad vi antager at være vort jeg” og føler som så nærværende og virkeligt, er faktisk et internaliseret billede, en sammensat repræsentation, konstrueret gennem en selektiv og opfindsom ”erindren” af fortidige møder med objektverdenen.

Faktisk bliver selvet betragtet som værende konstrueret på ny fra øjeblik til øjeblik. Men begge systemer er ydermere enige om, at selvet ikke bliver ordinært oplevet på denne måde. Følelsen af selv er snarere karakteriseret ved en følelse af tidsmæssig kontinuitet og ensartethed.

Dette jegs skæbne er det centrale kliniske spørgsmål i begge
psykologier. Men dette jegs skæbne er også et spørgsmål, i hvilket de to psykologier synes at forholde sig diametralt modsat. Fra objekt-relationsteoriens perspektiv, er det dybeste psykopatologiske problem fraværet af et ego. De mest alvorlige kliniske syndromer – infantil autisme, de symbiotiske og funktionelle psykoser, borderline tilstandene – repræsenterer svigt, standsninger, eller regressioner i at etablerere et sammenhængende integreret selv.

I kontrast til dette er det psykopatologiske problem, set fra det Buddhistiske perspektiv, tilstedeværelsen af et ego. Iflg. Buddhistisk diagnose er den dybeste kilde til lidelse, forsøget på at bevare et ego, et forsøg som betragtes som både nyttesløst og tabt på forhånd.Den alvorligste form for psykopatologi er i Buddhistisk forstand nøjagtigt attavadupadana; klyngen sig til personlig eksistens.

...Er de to terapeutiske mål gensidigt eksklusive, udelukkende hinanden, som de synes at være? Eller fra et bredere perspektiv, er de faktisk kompatible? Kan den ene i virkeligheden være en betingelse, forudsætning for den anden? Det er denne sidste
betragtningsmåde jeg vil foreslå. Udtrykt meget enkelt;

You have to be somebody before you can be nobody [Engler mener ikke dette i rigid betydning, men at der skal være en vis form for egostyrke i funktionel betydningm som forudsætning for at afvikle afstivende selvbilleder som udgangspunkt for identitet].

Buddhisme har ingen udviklingspsykologi i vestlig forstand. Den har
ingen udviklingsteori [vestens merit er at kortlægge udviklingen fra barnets fødsel til fuldudviklet ego, dvs. fra præ-ego til ego]. Hvad Buddhistisk psykologi og praksis i stedet synes at have, er at forudsætte et mere eller mindre normalt udviklingsforløb og et intakt eller ”normalt” ego. I dets praksisser antager det at et niveau af personlighedsorganisation, i hvilken objektrelationsudvikling, specielt en sammenhængende og integreret følelse af selv, allerede er komplet fuldbyrdet. Der er en åbenlys fare hvis denne antagelse om normal selvudvikling(selfhood) ikke er forstået. Lærere kan instruere elever i teknikker som er designet for et andet niveau af personlighedsorganisation og disse kan have ugunstige virkninger for nogle elevers vedkommende.

Indsigtsmeditation...er en ”afdæknings”-teknik, selvom hvad som bliver afdækket selvfølgelig er forskelligt. Personer med ufuldstændigt differentierede og svagt integrerede del-objektrelationer kan ikke tåle afdækningsteknikker. Afdækning og fortolkning kan ikke være succesfuld fordi det iagttagende ego med mangelfuld selv-objekt differentiering ikke kan tage afstand fra det som det iagttager.

Indsigtsmeditation [mindfulness f.eks.] præsenterer således aktuelle risici for elever med et sådant funktionsniveau. Alle intensive og/eller ustrukturerede terapier indeholder betydelige farer for sådanne individer og løber risikoen for yderligere fragmentering af deres allerede skrøbelige og sårbare følelse af selv. Meditation adresserer ikke dette spektrum af psykopatologi, er ikke designet til det og er sandsynligvis kontraindikeret, selvom visse praksisser kan have en vis tilfældig lindring eller hjælp.

[...]

Men man må være nogen før man kan blive ingen (But one has to be
somebody before one can be nobody). Spørgsmålet i personlig udvikling er ikke om selv eller ikke-selv, men selv og ikke-selv. Både en følelse af selv og indsigt i det illusoriske af selvets tilsyneladende kontinuitet og virkelighed er nødvendige bedrifter. Sindssundhed og fuldstændig psykologisk velvære inkluderer begge, men i en passende fase-udviklingssekvens.

Forsøget på at omgå de udviklingsmæssige opgaver af identitetsdannelse og objektkonstans igennem et misforstået spirituelt forsøg på at ”tilintetgøre egoet” har skæbnesvangre og patologiske konsekvenser. Det er dette er hvad mange elever, som er tiltrukket af meditationspraksis og endda nogle lærere forsøger at gøre. Hvad der er behov for - og det som har været savnet i både kliniske og meditativte perspektiver - er en udviklingspsykologi som inkluderer det fulde udviklingsmæssige spektrum.

Både en følelse af selv og en følelse af ikke-selv – i den rækkefølge – synes at være nødvendig for at realisere den tilstand af optimal psykologisk velvære som Freud engang beskrev som ”idéel fiktion” og Buddha lang tid før beskrev som ”enden på lidelse” og det som han underviste i.
- John (Jack) H. Engler



[2] Faldgruber og mistolkninger vedr. Advaita:

* Neo-Advaita or Pseudo-Advaita and Real Advaita-Nonduality —traps and pitfalls


'Skrivning om disse satsang indfald var inspireret af flere års nøje observation ... Jeg plejede at besøge og hænge ud med to eller tre satsanglærere om måneden i flere år, da de kom gennem NYC [New York City]. Boy, jeg kan fortælle dig nogle historier. Jeg er glad for at se din site om craziness ved neo-satsang-bevægelsen. Der er ikke meget advaita ved det, så jeg kalder det ikke neo-advaita:.


LUCKNOW DISEASE - lingvistisk malaise..karakteriseret ved aldrig at bruge ordet "Jeg", for at vise en selv og andre, at der ikke er nogen hjemme her [intet ego]. I stedet vil de sige ting såsom "Denne form skal på toilettet"


DET NONDUALE POLITI - De, der plager andre med at bruge nondual terminologi. Når de hører nogen, der siger noget som om "Jeg går ud og henter kaffe", indskyder de i: "Hvem går ud for kaffe?" Det Nonduale Politi ønsker, at alle altid skal være i konstant Ramana-selv-forespørgsels-mode.


OVERHOLDELSES FORMULAREN - Forbuddet mod at besvare alle spørgsmål andet end med "Gå ikke ind i din historie, bare hold dig i selvet." Ethvert spørgsmål, der ikke blot kan besvares med denne formel, afvises som intellektuelle sindsprodukter eller blot involvering i ens personlige historie (MAYA). Alt er meget simpelt, og hvis du ikke tror det, er du blot fanget i sindet!


VULCAN COMPLEX - Vigtigheden af tale med stemme tone som er meget blød og jævn. Vis aldrig følelser eller lidenskab. Den, der viser et spor af omsorg eller bekymring for noget, er stadig tilknyttet og fanget i en mere personlig historie.


Papaji har en tendens til at negligere - og de fleste af hans disciple ignorerer dette næsten fuldstændigt - en gammel, gammel praksis blandt hinduistiske og buddhistiske vismænd i Indien for ikke blot at undervise en oplyst VIEW eller Lære, men også for at understrege korrekt oplyst eller hensigtsmæssig dydig opførsel eller MORAL.

The Buddha presented a complete and balanced triple training of morality, meditative stillness, and insightful wisdom (sîla, samâdhi, pañña)—NOT JUST WISDOM!

De oprindelige Advaita læerere tjente heller ikke penge på Satsang, Darshan, etc:

"---fully enlightened" teachers (as they usually style themselves) who go around the USA, Europe, India and elsewhere, presuming to teach (usually for a price) the supposed "highest level" of nondual spiritual truth?

Or is it going to be the real Advaita sages like Ramana Mahārshi, Nisargadatta Mahārāj, Rāmakrishna, Ānandamayī Mā, Anasuya Devī, Swāmī Gñānānanda, Nārāyana Guru, and much earlier luminaries like Śaṅkara, Jñāneshvar, Nāgārjuna, and other avatārs, adepts, sages and saints—who never charged any fees or "suggested donations" and who generously, virtuously, compassionately and heroically lived and exemplified the Advaita or Advaya, not just talked about it."


* A pseudo-advaitin's own misbehavior can rationalized away as merely "a dream," "God's will," "Māyā". On this point Ramana Mahārshi (1879-1950), has strongly critiqued this confused mixing of levels and "misplaced advaita" by saying that advaita should NOT be applied to action, in the sense of non-discrimination between proper and improper behavior.

The great Advaita master Siddharāmeshvar Mahārāj (1888-1936) and his famous disciple, the sage Nisargadatta Mahārāj (1896-1981), always taught that one must realize the Self "and behave accordingly," staying clear of desires, selfish behavior and anything else that binds one to the dreamlike samsāra-cycle of egoic rebirths according to the law of karma.

Yet one Western neo-advaitin has written, in the type of remark echoed repeatedly by other neo-advaitins: “Once awakening happens, it is seen that there is no such thing as right or wrong.... All concepts of good or bad, karma or debt of any kind are products of an unawakened mind ...

To this we can only reply: Oh really? Then the Buddha, Nāgārjuna, the Chan-Zen-Son masters, Śaṅkara, Ramana Mahārshi, Siddharāmeshvar Mahārāj, Nisargadatta Mahārāj and many, many other great advaitins were all by this neo-advaitin definition quite unenlightened, because all of them taught that, on the conventional level, we must still be able to distinguish between wholesome and unwholesome actions, and be well aware of karmic consequences.
http://www.enlightened-spirituality.org/neo-advaita.html






______________________________



PS:


CHUANG TSU´S TAO



»Søg ikke berømmelse. Læg ingen planer. Vær ikke opslugt af gøremål. Tænk ikke, at du ved. Vær bevidst om alt, som er, og dvæl i det uendelige. Gå, hvor der ingen vej er. Vær alt, hvad himlen gav dig, men gør, som havde du intet fået. Vær tom, det er alt.»


Do not seek fame

Do not make plans

Do not be absorbed by activities

Do not think that you know

Be aware of all that is and dwell in the infinite

Wander where there is no path

Be all that heaven gave you

But act as you have received nothing

Be empty, that is all. (Chuang Tsu, Inner Chapters)



Taoistisk livsvisdom, så enkelt sagt, at alle kan forstå det. Det er oplyst livsførelse; meditation gennemsigtiggjort ind i hverdagens nære gøremål. At leve sådan er at leve i den højere bevidsthed, leve ud af den og leve af den.



»Søg ikke berømmelse.« Men det er jo netop, hvad Jeget søger. Jeget søger succes. Jeget skal og vil lykkes. Jeget er i sin inderste forståelse verdens centrum og den tap, verdenshistorien drejer sig om. Når man lytter til sit eget jeg og til andres jeger også, så kan man høre, at jegets tanker og følelser kredser om jeget. Jeget lever af at være sin egen hovedperson Selv den i verdens øjne mest ubetydelige biperson er for sit eget jeg hovedperson. Dette er det patetiske ved egoismen. På en måde er det smukt. På en måde er det også en anelse komisk, På en måde har jeget oven i købet ret; ethvert menneske er en manifestation af den guddommelige ene bevidsthed, Men det enkelte menneskes guddommelighed er blot ganske anderledes end jeget forestiller sig.


Hvordan skal man kunne efterleve taoismens råd og ikke søge succes og berømmelse?


Hvis et menneske var galt nok til at prøve at praktisere dette som en teknik, sal er der to meget forskellige ender i et spektrum at forsøge fra.

Den ene måde er fra begyndelsen lidelsen af at døde trangen til succes og berømmelse. Jeget kunne begynde så snart det har fået skiftet mælketænder at dræbe jegudfoldelsesinstinktet. Dette er askesens vej. I kloster som 12-årig og ud i den stegende sol og lide og forsage og give afkald og lutres og gennemglødes i prøvelsernes tapas. Millioner af mennesker har i tidens løb forsøgt denne vej. Munke og nonner i vest, brahmachari'er og sannyasi'er i øst. Og nogle få har fundet vej igennem trængslerne og nået sjælens og sindets fred i højere bevidstthedstilstande.


Den anden made er i midten eller i slutningen af livet at begynde at slippe jegets trang til berømmelse, karriere, succes og centrum. Når jeget er blevet tilstrækkeligt mæt i sin livsudfoldelse og måske stadig føler et ekko af ungdommens ideelle længsler, så kan denne praksis begyndes, at leve med løse hænder, at begynde at afvikle stress og jag. Ikke at gøre noget for berømmelse. At leve blot og bart, At være til stede.


I det ene extrem ligger yogaens og askesens vej. I det andet extrem ligger den tantriske vej. Begge veje ender samme taoistiske sted: ikke at søge berømmelse.


At transcendere jeget gennem fornægtelse af jeget.

At transcendere jeget gennem accept af jeget.


»Læg ingen planer« Men planer er jo netop hvad jeget lever i og ånder for, Planer om i morgen. Konstruktive planer. Ferieplaner Arbejdsplaner. Bekymringens plagede planer. Hele kalenderindustrien beror på vore planlægningers nødvendighed.


Det lyder let: Læg ingen planer- »Se til himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade:« »Læg mærke til liljerne på marken, hvorledes de vokser; de arbejder ikke og spinder ikke; men jeg siger jer, at end ikke Salomon al sin pragt var klædt som en af dem,, (Matt 6).


Dette råd er i sin enkelhed skæbnesvangert for jeget. At følge rådet er at afvikle jeget. Vores hele driftssystem projicerer sig planlæggende ud i fremtiden. Libido strømmer i projekter. Selve existensen synes at kaste os udad og fremad i planer og fremtid.


Jeget bliver meget ked af det, når der ingen planer lægges. Jeget keder sig Eller jeget gør oprør og bliver utålmodigt og rasende, hvad er meningen? Meningen er planer, meningen - for jeget at se -ligger og lokker i fremtiden. Lykken enlige om hjørnet. Et lille tag til, så!


Det lyder let, når Chuang Tsu og Jesus siger, at man ikke skal bekymre sig og ingen planer skal lægge. Men kun en galning forsøger at leve efter det. Jesus tilføjer endda: »Søg først Guds rige.« Og Gudsriget er nuet; jegets transcendens. Den oplyste bevidsthed. Prøv blot en feriedag slet ingen planer at lægge. Prøv blot en dag, og se, hvad der sker Ingen planer om at gå i vandet. Ingen planer om polo. Ingen planer om en kølig pilsner. Ingen planer om mad!


Læg ingen planer. »Vær ikke opslugt af gøremål.«

Betyder det nu, at der overhovedet ingen gøremål er tilbage? Skal man blive til en lilje i græsset, der blot sidder hen i åbenhed for Gud?


Eller betyder det, at der nok er gøremål, der er handlinger, men det afgørende er, at opslugtheden er ophørt. Men hvad betyder det, at opslugtheden er ophørt? Gør man tingene uengageret og mekanisk som en robot? Er det en guddommelig robot, Chuang Tsu mener, vi skal blive forvandlede til?

Eller er det dette, at jeget normalt er tabt ud i sine handlinger, der er søvnen? Jeget er fortabt i sine gøremål, er et med dem. Det må være selvforglemmelsen, de vise er ude efter. Det må gælde om at standse selvforglemmelsen. Huske sig selv i handlingen. Vågne op i sine gøremål, og ikke være identisk med det, man gør.

Det er på sin vis den tilstand, som et meget lille barn er i, nærmest en nyfødt: et nyfødt barn søger ikke berømmelse, det lægger ingen planer - det kan simpelthen ikke - det er ikke opslugt af sine handlinger, det spræller gratis i luften, åbent og tillidsfuldt. Ren spontanitet.

Men det nyfødte barn er, præ-ego. Præbevidst. Den vise er transego, transbevidst.


En oplyst og en baby ligner på mange måder hinanden, Den ene er præ, den anden er trans, Prærationel, præsproglig, prælogisk, præego, babyen er præ.

Transrationel, transsproglig, translogisk, transego. Den oplyste er trans.


Ken Wilber har påvist, at i de hidtidige paradigmer, psykologiske og naturvidenskabelige, er der ofte sket en sammenblanding af præ og trans. Freud fx reducerer transtilstande til præ. Mystiske, spirituelle og religiøse tilstande ligner i det gamle, på dette punkt unuancerede paradigme, primitive og ubevidste tilstande, hvilket, ifølge Wilber, fik Freud til at reducere transtilstande til prætilstande.


Jung gjorde den modsatte, reaktive fejl, han udstyrede den ubevidste præpsyke med transegenskaber. Selvet - der tilhører avanceret transegoiske og transrationelle lag - blev af Jung (ifølge Wilber) blandet sammen med det kollektivt ubevidstes primitive prærationelle og præmentale niveau. Det er afgørende at adskille prætilstande, som er primitive for former, fra transtilstande, som er avancerede former, der ligger ud over den almindelige realiserede standard


Chuang Tsu beskriver den oplyste bevidsthedstilstand og den livsstil, der - i vort sprog - svarer til den. Man skal blive som børn påny for at indgå i Gudsriget. Som børn. Man skal næppe søge tilbage i barnets prævoksne psyke og bevidsthed. Gudsriget er den transduale bevidsthedstilstand, og den minder på visse måder om et barns præduale tilstand. Prædual er ubevidst. Det ubevidste er på vej til dualitet. Endnu ikke dualt. Transdual er højere bevidst. Ude over jeget.


I de gamle klosterregler, hvis stamform er Benedicts regel, formuleres de tre grundlæggende klosterløfter: ikke at eje. Ikke sexualitet, Lydighed.


Det er jegets tre grundpiller: rodcenteret med trangen til at eje. Haracenteret med lyst og sex. Solar plexus med magt og medbestemmelse. Klosterløfterne udhungrer jeget ved at udsulte jegets tre rødder. Dette er selvfornægtelsens strategi.
Den tantrisk-accepterende vej søger at opnå det samme med det gode. Mætte ejendomstrangen - og så slippe ejendommen. Mætte lyst til sex - og så forvandle og dermed slippe. Mætte solar plexus og slippe og forvandle.

Klosterløfterne tilsigter også en forvandling. Al den energi, der bruges vandret i materialitet, seksualitet, magt, standses og sendes indad og opad mod det guddommelige. Det er netop jegets tre grundpiller, Chuang Tsu er efter med sine enkle, men morderiske råd: Søg ikke berømmelse (bl. a. solar plexus). Læg ingen planer (bl. a, drift og lyst i hara). Vær Ikke opslugt af gøremål (bl.a. rodcenteraktiviteter).


»Tænk ikke, at du ved.« Men jeget tænker og jeget ved. Det gælder åbenbart om at droppe al forestilling om, at man ved. Viden er diskursiv. Tænkning er dual. Den meditative tilstand er hverken diskursiv eller dual. Meditation er hverken viden eller tænken i jegets kendte forstand.


Chuang Tsu begynder med fire udsagn om, hvad man ikke skal gøre. Efter de fire negative bestemmelser kommer de fire positive.

»Vær bevidst om alt, som er, og dvæl i det uendelige.« Denne bevidsthed om alt, som er, lægger ingen planer, søger ikke resultater, er ikke identificeret med sin genstand, denne rene bevidsthed om alt, som er, tænker ikke, og er ikke fyldt af viden. Den er »som et spejl, griber intet, forventer intet, den spejler, men holder ikke«. Og denne rene og skære bevidsthed hviler i uendeligheden. Bevidstheden er fri og ubundet. Den er i rigpa.

»Gå, hvor der ingen vej en«

En ikke dual bevidsthed går altid, hvor der ikke før er gået. Så snart bevidsthed er, hvor bevidsthed før har været, så er denne bevidsthed allerede formet. Når bevidsthed går ad kendte stier, så er landet kortlagt; det er udforsket; og koordinaterne er kendt. Men dette er netop det karakteristiske for den duale bevidsthed; den går i gammelkendte spor, tænker gammelkendte tanker. Første gang en tanke eller en ide dukker op, er den ny og kreativ. Den kommer fra grænsezonen til den højere altid nye og altid kreative bevidsthed. Første gang et menneske fik ideen til en gaffel var det nyt. Første gang hjulets ide glimtede i en bevidsthed, kom ideen fra grænsezonens kreative niveau.

Den højere bevidsthed skaber virkelighed, når den byder ind gennem grænsen til den almindelige bevidsthed.

Det første jeg på jorden var i højere bevidsthed i forhold til alle de jegløse stammefrænder. Det første jeg var umiddelbart udtryk for den højere bevidsthed. Og i grunden skjult i kilden er ethvert jeg stadigvæk udtryk for den højere bevidsthed. Men dette har jeget glemt og derfor er jeget ikke længere extatisk. Selvet er stadig ungt, så selvet opleves extatisk endnu. Engang, når selvet er alment eje, så flytter horisonten sig til det næste trin i evolutionen. Men selvets tilstand er stadig højere end jeget. Jeget stadig højere end det ubevidste. Det ubevidste stadig højere end materiens dødlignende søvn At gå, hvor ingen vej er, er en meditativ teknik. Bevidstheden forlader alt kendt, alt før set, alt før tænkt. Bevidstheden forlader alt før oplevet, den er på jomfrusne, ingen spor og ingen varder.


»Vær alt, hvad himlen gav, men gør, som havde du intet fået.« Chuang Tsu levede i Kina i det 4. århundrede før Kristi fødsel. Han var elev af Lao Tse, som Paulus var det af Kristus, Lao Tse var omtrent samtidig med Buddha og blomstrede omkring 600 før Kristus.


Den bevidsthedstilstand, som Chuang Tsu beskriver og skriver ud ad, beskrev Lao Tse således:

»I forsøget på at lære bliver noget erhvervet hver dag. I forsøget på Tao bliver noget droppet hver dag.«

(»In the pursuit of learning, every day something is acquired, In the pursuit of Tao, every day something is dropped)


»Mindre og mindre bliver gjort indtil ikke-gøren er opnået. Når intet er gjort, er intet ugjort.

Den vise har ikke sit eget sind. Han er opmærksom på andres behov.«


(»Less and Jess is done until non-action is achieved. When nothing is done, nothing is left undone.

The sage has no mind of his own. He is aware of the needs of other.«) (Lao Tse Tao Te Ching)


Jegets sind er planlægning jeget er tanker, og jeget er handlinger. Jeget er sin verdens centrum. Tao er, når jeget ikke er. Tao er ikke før jeget, men efter jeget. Tao er den højere bevidsthed. Tao er Gudsriget. At være i Tao er at være i rigpa. Frihed, jegløshed, nærvær.

»Vær tom, det er alt.«

Ikke tom og absurd. Taos tomhed er ikke Camus' absurde tomhed, heller ikke Sartres intethed (le neant).

Taos tomhed er heller ikke en sløv tilstand, hvor alle levende tanker er blevet dødet, og bevidstheden derfor dum. Tomheden, der menes, er ikke søvnens eller søvnighedens tomhed. Det er en levende, vågen, kreativ tomhed.

Al den energi, der i den almindelige bevidsthed pulserer i tankerne, vibrerer i den højere bevidstheds ikke tænkende tomhed. Det liv, der gløder i jegets billeder og projekter, lyser i den højere bevidstheds billedløse og projektfrie tilstand. Den ild, der er i jegets begær og emotioner, stråler i tomhedens begærløshed. Tao er for modne mennesker. Jeget må kende sig selv og livet. Livet må være udforsket og levet, inden Taos livsvisdom kan praktiseres.

Hvorfor slippe noget, man endnu ikke har haft? Først jeget og jegets liv. Så den højere bevidsthed og det guddommelige liv. Vær tom, det er alt."
- Bevidsthedens Befrielse