Vesten versus Kina - del 2
af morton_h, the blogger
For at forstå, hvad der foregår mellem Vesten og Kina, skal vi foretage en længere historisk omvej af optrevling. Hvis du ikke allerede har læst forrige blog, så vil det være godt at starte der, da de grundlæggende tråde er trukket frem der.
Det, der sker nu mellem Vesten og Kina, er af kommentatorer i de tænketanke, som vi kan kalde organerne for den Nye Verdensorden, blevet set som en parallel til det, der skete nøjagtig 100 år før:
1890-1914 ……. 1990-2014Dette er foruroligende, da vi ved, at disse tænkere aldrig nøjes med blot at kommentere og gætte i den blå luft. De ved, hvad de taler om, de er insidere, de sidder med ved bordene, når eliten lægger planer for langt ud i fremtiden. Skribenter fra The Economist er fx. de eneste, der bliver inviteret med til Bilderberg-møderne. De går ikke direkte ud bagefter og refererer, hvad der blev talt om, men langsomt siver det ud gennem deres artikler i magasinet og videre til teoretikerne, og dem med de digre afhandlinger. Disse skribenter kommenterer ikke blot, de afslører planlægningen, de forbereder os, til noget, der vil ske. Når de taler og skriver om denne parallel, er det fordi nogen ønsker, at denne parallel skal virkeliggøres og allerede arbejder på at få det til at ske.
Følgende er ligesom Vesten versus Kina - del 1 et kommenteret referat af historikeren Terry Boardmans fremragende foredrag i Dublin:
https://www.youtube.com/watch?v=yhnzUkoMSfk&feature=relmfu
1890-1924 var opbygningen af konfrontationen med det tyske kejserrige. 1. Verdenskrig førte til dette storriges nedbrydelse, hvilket hovedsageligt var meningen med krigen. Og den anden daværende trussel mod det britiske imperium, USA, kunne ikke splittes, som man oprindelig ønskede. I stedet valgte man strategien: 'If you can't beat them, join them'. Man indledte en symbiose. Flosklerne var dengang - nøjagtig som i dag: Menneskeheden, civilisationen, frihed, fred til alle tider, ressourcer, industri, velstand, handel, integritet, værdier, fælles interesse, det engelske sprog, kolonial succes, ridderlighed, uovervindelighed. Når Obama eller Cameron skal holde en skåltale i dag, griber de bare ned i den bunke af klicheer og floskler, der blev fremstillet for 100 år siden.
Pilgrimmene - den transatlantiske elite
I 1902 dannedes en gruppe kaldet the British Pilgrims, der var en slags middagsselskab for den transatlantiske elite. De mødtes, og mødes stadig, to gange om året for at samstemme deres fælles interesser. Ordet pilgrim henviser til den engelske forfatter Chaucer (1343-1400), engelsk litteratur fader, som han kaldes, der beskriver relationen mellem løven og ørnen. En illustration viser rytteren med en ørn bagpå og en løven ved siden og mottoet 'Hic et ubique' - her og alle steder. Genbruget af denne symbolik i 1800-tallet siger derfor, at det britiske imperium er her og overalt i Verden, og at USA er med dem. Løven er den venetianske løve, og som det måske vil være folk bekendt, er den britiske elite er formet af de metastaser, som blev skabt af venetianerne, da de blev tvunget ud af Venedig i en periode, hvor deres evindelige manipulationer blev for meget for deres naboer. Dette er beskrevet af historikeren Griffin Webster Tarpley. Hør hans fremstilling i et to timers interview om syntetisk terror og venetianerne:
http://archive.org/details/WebsterTarpleyOn911SyntheticTerrorAndTheVenetians
Fx. er hele begrebet 'civil service' - altså det, der i dag er administrationsapparatet, i virkeligheden selve Staten om man vil, en venetiansk opfindelse. Altså i den version, vi kender i dag og ikke Staten, som allerede Platon beskrev. Venetianernes religion var ikke kristendom, det var en statsreligion, hvor selve staten var Gud. Minder det om noget vi kender?
Lord Rosebery var premierminister i 1890'erne og formulerer denne symbiose sådan her:
'Når amerikanerne omsider bliver majoriteten, vil sædet for Imperiet måske være flyttet højtidligt over på den anden side af Atlanten, og England er blevet den historiske helligdom og europæiske forpost til verdensimperiet. Det ville være den mest sublime overførsel af magt i menneskehedens historie. Vi kan dårlig forestille os den procession, der foregår over Atlanten, det største herredømme med den største flåde i Universet, hvor ministre, regeringer, parlamenter højtidlig debatterer til fordel for den anden hemisfære … i livgivende favntag af Den Nye Verden (the New World).'Det bemærkes, at planeten ikke er stor nok til denne imperiale megalomani, her tales om Universet! Vi kommer også her i hu, at begrebet the New World Order netop stammer fra denne ide om, at USA, den Nye Verden, er det nye sæde for det britiske imperium, og at det er herfra verdensordenen skal dikteres. Ligesom London i sin tid blev det nye Venedig - the City of London er stadig en autonom, venetiansk bystat, hvor selv dronningen skal bede om lov til at komme ind - således metasterede hovedsædet til Washington. Venetianerne flyttede sig endnu en gang. Som vi så i del 1, går der således en ubrudt linie fra fønikerne og de folk, der senere flygtede fra hunnerne over venetianerne (eng: phoenicians - venetians) til det britiske og nu amerikanske imperium. Det er lykkedes den samme elite at bevare grebet om verdensmagten i to årtusinder! Vi kunne sikkert også have stukket spaden endnu dybere og var så havnet i Babylon eller Ægypten. Myteforskeren Michael Tsarion trækker dem tilbage til den ægyptiske oprører-faraoner Achenaton og kalder gruppen for 'atonisterne'.
Grebet for den britiske elite i forhold til sin rebelske koloni var iflg. Lord Rosebery, premierminister i et England på toppen af sin imperiale magt, at overvinde skismaet fra 1776-81. Altså reelt at smelte samme til én stat. Folk, der har studeret den amerikanske forfatning, har afsløret visse skjulte tegn på, at det allerede blev 'smuglet' ind i forfatningen ved den underskrivelse, og at det her er stadfæstet, at amerikanerne ikke er borgere i et frit land, men undersåtter til den britiske krone. Underskriverne måtte bla. bevidst udradere ordet 'subject' til fordel for 'citizen', da de underskrev forfatningen, så det står der altså så at sige: underneden.
Vi ser senere Cecil Rhodes og Round Table-gruppen forfølge den plan. Igen et dyk ned i mytologien, 'det runde bord' er det sagnomspundne runde bord for ridderne i Kong Arthurs hof. Dette knytter for øvrigt an til måden, hvorpå det britiske imperium har forfalsket historien på. Ligesom romerne stjal og plyndrede de både materielle og kulturelle skatte, de både fysiske folkemyrdede og kulturelt karaktermyrdede dem, de underkuede. Eksemplet med Wales' historie knytter netop an til Kong Arthur. Alan Wilson og Baram Blacket har i 30 år forsket via walisisk historie og afdækket, hvordan de to kong Arthur, for de var to, ikke er mytologi, men glemt historie - eller stjålet historie. Det skete i 1800-tallet via Oxford og Cambridge under George III. Det er dog en anden historie.
https://www.youtube.com/playlist?list=PLF6ED0CD6DD857A2C
Arthur Balfour var medlem af Cecil-familien. Han var en af dem, der var med til at danne de to grene af engelsk Secret Service. Denne familie havde så meget magt dengang, at regeringen kaldte dem for Hotel Cecil. Regeringen var nærmest pensionær på dette hotel. Det var med Balfour som premierminister, at en revolution fandt sted i britisk udenrigspolitik, hvilket dannede de alliancer, der var nødvendige for at starte 1. Verdenskrig.
Da Balfour var 'out of office' i 1909, kunne han skrive et brev til Theodor Roosevelt, hvor han skriver:
'Verdensfreden vil først ankomme, når disse magter (USA og England) har delt Verden imellem sig, eller hvis én nation bliver overvældende suveræn i forhold til de andre. Folk, der kan se fremad og fatte de essentielle faktorer, som kommer til at forme de fremtidige grupperinger af nationerne, vil være i stand til at udøve en stor indflydelse på den politiske fremtid i Verden.'Balfours vision er en realitet i dag. USA og England + dets sprogfæller har forenet sig mod resten af Verden! Hav-imperiet er selvfølgelig i dag udvidet til luft- og rum-imperium. De tyndt befolkede områder er alle de underkuede, udplyndrede lande i den såkaldte 3. Verden, der er områder for imperiets ressource-høst. Ingen permanent regering er påkrævet, for eliten styrer via deres lukkede selskaber bag skærmen.
I en løs føderation vil ingen ofre sin individualitet. En fælles patriotisme vil simpelthen blive anbragt hos englændere, amerikanere, canadiere, sydafrikanere og australiere. Hvis ikke, vil verden være et sted med evindelige krige, for et antal magter vil konkurrere om herredømmet. Hvis vi derimod forener os mod resten af Verden, vil vi være sikret mod angreb. Et sådan imperium ville være et hv-imperium uden landegrænser til at skulle forsvares. Det ville besidde tyndt befolkede områder og allle havområder. Det føderale råd skulle kun tage sig af præferencer og forsvar. Det ville ikke kræve en permanent regering, og en sådan føderation ville praktisk talt være uovervindelig og ville dominere Verden. Den vil praktisk talt diktere fred fra havet til resten af verden.'
Denne elite, pilgrimmene om det runde bord, sørgede for, at 1. Verdenskrig ikke endte i 1916, men blev kunstigt vedligeholdt i yderligere to år. Tyskerne tilbød fred i julen 1916, med medlemmerne fra Round Table i den britiske regering nægtede. Som et resultat af det fik vi den bolshevikiske revolution, Tysklands kollaps og som følge deraf 2. Verdenskrig. Balfour kommenterer herefter igen på krigen, som en velgørende event, der har bragt England og USA tæt sammen igen! Millioner og millioner døde i skyttegravene for at beskytte den britiske amerikanske elites 'middagsselskaber'! Meningen med 1. Verdenskrig var at genetablere Imperiet.
Hele den samme retorik blev gentaget af Obama i en tale til den politiske klasse i England, Westminster Hall 2011. Bifaldet var overvældende, selvfølgelig. Manden er jo en fremragende skuespiller taler. Politiker er han næppe, men den slags kransekager skal heller ikke føre politik, de skal se godt ud og holde taler, for 'everything is taken care of'.
Balfour's vision var Pax Britanica, dvs. Pax Romana 2.0. Midlerne til at gennemtvinge denne fred var moderne og sofistikerede, for selv eliten afskyr rå brutalitet og blod og lemmer, der flyder overalt - de får deres fine mad galt i halsen. Men skal det være, så skal det være. I dag er det ikke kun via søen, men via droner, Apache-helikoptere, missiler, satelitovervågninger, eksotiske rumvåben, klimaterror, info-medie-krige og disinformation, cyberterror, kvælende bureaukrati, afskrivning af civile rettigheder i en snigende glidebane, finansiel terror, hjernevaskende underholdning, osv. osv. Eliten har en kæmpe palette at spille på, og de har rigelig råd til den, for de har formået dygtigt at kanalisere alle de midler og penge over til dem selv, der mangler i resten af regnskabet, hvilket samtidig fikserer masserne i halvlunken eller fuldbyrdet fattigdom.
Alle gutterne fra eliten dengang - og i dag - har gået på fine privatskoler og elite-uddannelser. Her studerede de klassikken og så sig selv som arvtagerne af det gloriøse græske byrige og romerske Imperium. En Cameron fx., der stort set udelukkende arbejder for the City of Londons og dermed Imperiets interesse, er uddannet på Eaton. Andre er fra Oxford og Cambridge. Den amerikanske elite er uddannet på Yale, Stanford og Princeton og lignende elitære skoler, hvor man ikke bare bliver optaget, medmindre ens forældre har masser af penge eller nogen ser én som velegnet til at træde ind i elitens periferi og giver én et legat. Her lærer man - i modsætning til pøbelens skoler - trivium og quadivium. Man lærer at tænke. Men man lærer også, at tænkning er et masseødelæggelsesvåben mod - som ordet antyder: masserne.
Woodrow var præsident da kuppet / svindelnummeret omkring the Federal Reserve fandt sted. Han skriver i 1913:
'Siden jeg er trådt ind i politik, har jeg hovedsageligt fået at nys om, hvad der tænkes blandt mennesker i form af privatsamtaler. Nogle af de største mænd i USA indenfor handel og manufaktur er bange for nogen, bange for noget. De ved, at der findes en magt så organiseret, så subtil, så vagtsom, så sammentømret, så komplet, så allestedsnærværende, at de er nødt til at hviske, når de udtaler deres fordømmelse af den.'Wilson taler om netop denne konservative elite, der opererer bag skærmen. Før ham blev det samme konstateret af Alexis Tocqueville allerede i 1835 i bogen 'Democracy in America':
'Jeg søger at opspore de nye måder, hvorpå despotiet genopstår i Verden. Det første, der slår mig, er en utallig skare af mennesker, der alle ligner hinanden, og som alle uophørligt stræber efter at få fingre i de sølle glæder, de mæsker sig med i deres liv. Hver og en lever for sig selv og er fremmed for andres skæbne; hans børn og private venner udgør for ham hele menneskeheden. Hvad angår hans medborgere, så er han tæt på dem, men han ser dem ikke; han berører dem, men føler dem ikke; han eksisterer kun for sig selv og sig selv alene; hvis hans slægtning stadig er til for ham, kan han siges at have mistet sit land. ...Tocqueville så allerede før Hollywood, hvordan det var fat med amerikanerne - og dermed også med alle os, der bor i den store amerikanske eksportmarked for underholdning - altså hvordan mennesker kan bestikkes og passiviseres, og som han siger: fastholdes i en præpubertær tilstand med de rette midler. Ikke mindst så han, hvordan de, der leder dette samfund - det amerikanske, der så flittigt har eksporteret deres livsstil til Vesten og resten af Verden - ser det som deres fornemste opgave at sørge for, at dette finder sted. Staten er den store babysitter.
Ovenover denne race af mennesker står en umådelig og kontrollerende magt, som egenhændigt påtager sig at tilfredsstille menneskers behov og sikre deres fremtid. Denne magt er absolut, nøjeregnende, regulerende, forudseende .. og mild. Den ville være ligesom en forældres autoritet, hvis den som denne autoritet så det som sin opgave at forberede mennesker til at blive voksne; men den tilstræber i stedet at fastholde mennesker i en tilstand af evig barndom'.
Det paranoide imperium
Det, man frygter, bliver til en trussel. Den britiske elite er en paranoid elite. De frygter konstant. Før 1. Verdenskrig var deres frygt både kontsigtet og langsigtet. På kort sigt var det Tyskland. På længere sigt var det Rusland, men først - og dette var elitens konstatering - måtte man fjerne den tyske trussel. Tyskerne var på det tidspunkt ved at bygge jernbanen fra Berlin til Bagdad, Orientekspressen. Og her kan man godt blive lidt overrasket, når man finder ud af at 1. Verdenskrig bla. er karakteriseret ved: britisk invasion af Irak! Ja, du læser rigtigt. Den Irakkrig, du kender, er den 3. af slagsen, og den første handlede også om ...? Rigtig gættet: olie. Her spørger man så sig selv: hvorfor lærer vi ikke om det i skolen, når det nu var sådan, det foregik? I stedet for at skrive en 600 siders afhandlig om emnet: hvorfor lærer vi ikke om det i skolen?, så kan vi lave et overspring i ræsonnement og sige: fordi det ikke er meningen, at vi skal lære om det.
Den britiske geniale komiker, Robert Newman, beretter om det i sit eminente sceneshow: 'Robert Newmans History of Oil':
https://www.youtube.com/watch?v=2DCwafIntj0&feature=related
Der er tale om komisk sprogekvilibrisme, så der skal spidses ører. Til gengæld er det vanvittig morsom og dødsens alvorligt på en gang. Humor på allerhøjeste niveau.
Vi lærer ikke om det i skolen, ikke desto mindre det er et faktum. Briterne sendte flere regimenter deriblandt det navnkundige Indiske Regiment af sted for at invadere Irak. Briterne havde dannet British Petroleum Company for at sikre sig kontrol med udvindingen af olie i Irak. De havde brug for masser af olie til at fyre op under deres krigsskibe, så de kunne kontrollere Verden. The Royal Navy havde lige skiftet fra kul til olie. Forinden var nationalistbevægelserne i Ægypten og Sudan blevet smadret for at briterne kunne kontrollere Suezkanalen, hovedvejen til deres primære handelspartner - hvis man kan kalde en koloni den slags - Indien. Tyskerne var ved at gøre det samme. De byggede en hær - OG en jernbane til Irak. Det ville betyde, at tyskerne kunne bevæge sig ind i Irak, hvor olien befandt sig.
En teosofisk lektion
Briternes anden store frygt var dernæst Rusland. Her er vi nødt til at gøre en ny omvej, men hvis man har læst del 1, vil det ikke helt kommer som en overraskelse. En kilde til information herom er en overset person, en engelsk esotericist kaldet C.G. Harrison, der skrev en bog kaldet 'The Transcendental Universe'. Som esoteriker og okkultist i the Church of England - de findes bestemt indenfor kirken og lever et dobbeltliv (er al teologi ikke i bund og grund udkogt esotericisme og dobbelt tale?) - holdt han seks foredrag i noget, der kaldtes 'The Berean Society' om teosofi. Han var der i egenskab af repræsentant for den engelske højkirke. Han var teoretisk-protestantisk okkultist - i modsætning til praktiserende.
Harrison opstillede 3 såkaldte aksiomer:
- 7 er det perfekte tal.
Alt sker i serier af 7. Hvis man vil forstå liv, tid og evolution, er det et nøgletal. Det gælder både individuel, kulturel og global tid og liv. - Mikrokosmos er en kopi af makrokosmos.
Dette var førhen et udsagn, der kun fandtes inden for hermetisk tænkning. Fra 1980'erne er dette dog blevet en del af videnskaben via kaosteorien og fraktalanalyse. - Alle fænomener har deres oprindelse i vortex'er - spiralbevægelser.
Jf. punkt og periferi i del 1.
Helena Blavatsky (1831-91 er 'the grandmother of theosophy', og hun opererer med et historisk spænd, der tager udgangspunkt i Atlantis og fra og med dette udfolder der sig 7 kulturepoker. Vi befinder os i dag i den 5. epoke, der har sit kulturelle tyngdepunkt i Nord- og Vesteuropa / USA. I den 4. epoke, som svarede til den græsk-romerske tid frem til senmiddelalderen år 1500 blev romerne og katolikkerne, som blot var romerne i en ny form, tutorer for de germanske folk. De blev så at sige barnepiger og opdragere for 'barbarerne' altså germanerne. Blavatsky, og med hende Harrison, siger, at i fremtiden vil de engelsktalende folkefærd træde i karakter i den samme rolle som tutorer for de slavisk folk, der bliver de dominerende folkeslag i den kommende 6. epoke. Tidshorisonten er iflg. Blavatsky / Harrison 6. periode: det 4. årtusind.
De slaviske folk - og her viser det megalomane britisk-elitære islæt sig - har befundet sig i deres kulturelle barndom. Men han siger også, at selvom den vesteuropæiske kultur har nået en høj udvikling, så vil slaverne udvikle en endnu højre kultur. Det russiske rige må dø for at det russiske folk kan leve. Teosofferne taler om 'ariske underracer', og slaverne er den 6. underrace. De er nu begyndt at leve deres eget liv og er ved at komme ud af deres barndom som race. Harrison skriver - og dette er længe for socialismens fremkomst - at de slaviske folk vil udvikle sociale eksperimenter og socialisme, hvilket vil betyder utallige vanskeligheder for samfundene i Vesteuropa - set ud fra den britiske elites synspunkt.
Her kommer så pointen: den britiske elites opgave er at træne de slaviske folk, så de ikke fuldbyrder deres naturlige skæbne, men så de bliver sådan, som britiske elite ønsker, at de skal være. Hvor Blavatsky ville have sagt, at disse ariske subracer - og husk, dette er længe før ordet blev indsmurt af nazisterne - fuldbyrder deres skæbner ved at træde i karakter. Harrison - hvilket er arketypisk for den elitære tankegang - siger: hvad er der i det for os? Hvordan kan vi manipulere skæbnen og udviklingen, så den drejer sig til vores fordel? Dette er i øvrigt er nøjagtig det samme, der skete i forhold til den 4. epoke, hvor middelhavsimperierne dannedes. Romerne twistede og manipulerede al viden, den katolske kirke overtog deres metodik og twistede kristendommen. Senere kom germanerne og gjorde det samme med protestantismen, hvilket førte til industrialismen. Protestanterne havde modtaget træning fra katolikkerne, så det blev deres pornokrati og - pardon me saying so - blev villige ludere for deres agenda. Det var i øvrigt venetianerne, der finansierede protestantismen, hvilket er antydet ovenfor.
For en mere systematisk overblik over det teosofiske historiesyn kan kort siges, at det bygger på præcessionen af equinox'erne - de glidende jævndøgn, der for astrologikyndige er tidsspænd på 2160 år, hvor et nyt stjernetegn i zodiac'en overtager placeringen. Vi behøver ikke at tage dette for gode varer og bogstaveligt som teosofferne selv gør, men konstatere, at sådan tænker de altså. Og vi kan også bemærke, at 7-tallet går igen her:
- Lemuria: Afrika og det Indiske Ocean
- Atlantis: 7 aldre med Løven som det sidste. Regn selv baglæns, og husk at precessionen går mod uret i zodiaken.. Det er herfra løven som hovedsymbol for eliten stammer, for de regner sig selv som nedstammende fra Atlantis. Det var den mongolide subraces dominans - årstal 9387-7227 f. Kr. Det er i slutningen af perioden, at teosoffer tidsfæster de store oversvømmelser, overgangstiden og vandringen fra Atlantis til Asien og Nordamerika (man undrer sig lige over, hvor Europa, fx. Irland blev af … hmm, måske blev dette fjernet af de britiske teosoffer, mens de fjernede de oprindelige briters historie … Anyway - herefter starter:
- Den Store Postatlantiske Periode, igen 7 aldre startende med
Man kan mene om det, hvad man vil. Personligt mener jeg, at teosoffernes udgave af det hele er en kende skummel. Interessant er det på den anden side, at astroteologi, som dette jo er, blev taget dybt alvorligt af vore forfædre. Et nøje studie af mytologi og symbolik gennem alle tider og i alle kulturer vil afsløre, at det netop er astroteologi, der danner selve grundlaget for deres menneske- og verdenssyn. Sideløbende med astroteologi som en grundlæggende og ældgammel nysgerrighed efter at finde mønstre, forstå Universet, inddrage planetare, solare og galaktiske fænomener og bevidsthed i forståelse af virkeligheden, så har der meget længe været en gruppe af mennesker i denne verden, der - og det har været tilfældet for al viden og al teknologi, de kom i nærheden af - altid har spurgt sig selv: hvordan kan dette blive til et våben? Våben og magt er det samme for dem. Hver eneste gang noget dukker op med magtens potentiale - og viden er magt, uvidenhed er magtesløshed - leder de omgående efter dets våben-potentiale. Skjult viden, okkult viden, esoterisk viden er ingen undtagelse.
- krebsen - Indien og Mellemøsten
- tvillingerne - Persien, den ydre følelses tid
- tyren - den ægyptisk kaldæiske tid i Nærøsten, den indre følelses tid
- vædderen: Grækenland og Rom, 747 f.Kr - 1413, tænkningens tid
- fisken: anglo-germansk, Nord- og Vesteuropa, 1413-3573, selvets/individets tid
- vandmanden: Østeuropa, slaverne, 3573-5733, den kollektive følelses tid
- vædderen (enhjørningen): det amerikanske kontinent, 5733-7893, den kollektive viljes tid
De hermetiske videnskaber fik en kort en opblomstring fra da Corpus Hermetica dukkede op i Venedig (venezianerne igen), blev oversat fra arabisk og indgik som næsten standard-læsning hos alle tidens videnskabsmænd og forsvandt igen i Oplysningstiden. Det er samtidig med dannelsen af oprindelsen til de moderne videnskabelige sammenslutninger The Royal Society i England. Hermetisk viden blev frasorteret som stuerent og ægte naturvidenskabeligt samtidig med, at eliten, der havde stiftet the Royal Society, dyrkede den med største interesse i deres hemmelige selskaber. Materie og bevidsthed blev adskilt. Hvorfor? Fordi en videnskab, der byggede på en sammentænkning af disse indebar så stor mulighed for magt og våbengørelse af viden. Hvad der ikke kan ses, og hvad der officielt ikke findes, kan derfor ikke gøres til genstand for kritik og opmærksomhed. Det kan til enhver tid benægtes, og enhver bemærkning om det kan latterliggøres og afvises. Vi ser dette mønster i dag i den sværm af eksotiske teknologier, som elitens militærindustrielle kompleks og deres forskningsinstitutioner er fremkommet med og som alle officielt bliver benægtet under henvisning til, at det jo ikke kan ses og derfor ikke findes.
Eliten kløvede med andre ord videnskaberne med et romersk sværdhug og beholdt den del af dem for sig selv, der udgjorde et fremtidigt potentiale for usynlig magtudøvelse. Der var netop romerne, der lærte dem tricket jf. listen over nedbrændte biblioteker i romersk tid indeholdende den viden, der herefter gik under jorden i over 1000 år. Alene astroteologi, blot en af de hermetiske videnskaber, er et uhyre omfattende emne, og de der er interesseret i at gå ud af den streng, kan få en fremragende introduktion af fx. Santos Bonacci:
http://www.santos.net.au/truth-videos.php
Der er faktisk sider af den teosofiske verdensbeskrivelse, der kan være givende at gå ind i, i det mindste som et tankeeksperiment. Antikken udviklede tænkning i form af græsk-romersk filosofi, skolastiske tankeøvelser gennem senantikken og op i middelalderen. Masser af tænkning, ikke så meget individ. Netop i renaissancen, træder individet frem og centralperspektivet som et POV (point of view) ses i maleriet. I litteraturen udvikles romanen. I musikken udvikles dur-mol-harmonikken (det musikalske svar på centralperspektiv). Stat og borger træder frem som et udbredt tema, og bliver først rigtig tydelig i 1700-tallet. Her kommer den frie kunstner. I romantikken dyrkes geniet. Der sker altså et umiskendeligt bevidsthedsskred, som kan aflæses direkte i et studie af kunsthistorien (mit uddannelsesgebet). Tænkningen er på plads i 4. epoke - i 5. epoke starter anvendelsen af tænkningen til at spørge: hvem er jeg så som individ? Der starter en undersøgelse af selvets felt. Lige før forrige århundredeskifte fremkommer psykoanalysen.
Perverteret kollektivisme
Tilbage til Harrison. Vi er nødt til korrigere os selv her: han er faktisk ikke ægte teosof. Han er en teolog med faste rødder i the Church of England, der har studeret teosofien for at kunne imødegå den og sige: det kan godt være, de har fat i noget her, men VI har en anden agenda, og VI kan bruge deres indsigter til at overtage styringen af folkenes/racernes skæbne. Herfra stammer i virkeligheden racisme-begrebet - og dermed også eugenik, også kaldet race-hygiejne. Hos Blavatsky er der en upartisk fremstilling af racernes skæbne og den rolle, de spiller. Hos den engelske elite er der en næsten ubærlig besættelse af, at man skal ind og trække i historiens håndtag for at vride armen rundt på menneskenes virkelighed. Nogen går endda så langt som til at kalde denne kontrolsyge trang til altid at skulle forme virkeligheden for egen vindings skyld for sort magi. Man kan sige: et magisk verdenssyn kombineret med egoisme og kynisme. Eventyrfortælling for psykopater.
Harrison advokerer altså for, at den britiske elite skal 'opdrage' slaverne til at adlyde deres vilje i århundreder og måske årtusinder frem i tiden. Hans og elitens megalomani kender ingen grænser. Ej heller gør deres racisme. De ser simpelthen alle andre folk i Verden som inferiøre og dem selv som selvskrevne eller gudgivne dominanter over dem. Det er 'the white mans burden', hvilket snarere burde hedde 'the British mans burden'.
Rusland er ud fra dette tankesæt den næste fjende. Briterne foragter russerne. Hele setup'et som vi kender fra den kolde krig stammer fra denne ideologi. Men i 1890'erne bliver 1. Verdenskrig allerede beskrevet af den britiske elite. Et billede i et af deres magaziner viser den tyske kejser, der går i krig. Briterne svarer igen. Rusland bliver beskrevet som en ørken. Ud af denne krig kommer det socialistiske eksperiment. Her anes en ekstrem vriden-armen-rundt-på og pervertering af det esoteriske begreb med 'udviklingen af den kollektive følelse'. Eliten har altså studeret esotericisme, men har deres helt egen bias med den. Hos de rigtige esoterikere er det en ekspansion af individet, det fordrer altså det fuldstændigt udviklede individ, dets forståelse af sig selv og sin rolle i Verden. I elitens forståelse af kollektivisme er det pludselig blevet til: hvad er der i kollektivet for os? Vores individualisme på bekostning af vore undersåtters individualisme. Der visualiseres et menneskeoffer, en slagtning af individet til et højere formåls ære. Esoterisk set er begrebet 'undersåtter' et feudalistisk begreb for adelens, de ædle, ariernes, dem fra 'aries' dvs. vædderens tid, der stadig sidder på flæsket. Herudaf kommer de store kollektivistiske eksperimenter i det 20 århundrede, hvor man udvikler hele samfund og metasamfund, der udsletter individet og indsætter det som tandhjul i et kollektivt maskineri.
Sagt på en anden måde: socialisme er en pervertering og udkogning af 'den kollektive følelse' i esoterisk forstand med det formål at skabe en slavekultur som organ for den britiske elite. Socialisme er social ingeniørkunst, hvor dannelsen af menneskelige - nok snarere umenneskelige - samfund er det samme som at skrue en maskine sammen.
Et medlem af Round Table -gruppen, John Dove, sagde i 1919, at man ikke kan stoppe verdenshistorien. Hvis noget skal ske, så sker det. De slaviske folk vil altså få deres tid. Hvad eliten derimod kan gøre, er at kanalisere denne skæbne-energi i den retning, eliten ønsker. Så hvis de slaviske folk har en fælles følelse af broderskab og fællesfølelse, så er det muligt at kanalisere og pervertere det i en retning, som tjener elitens sag. Og se på, hvad der er sket. Det er netop, hvad vi har set i forrige århundrede! Den kollektivistiske tanke blev til en slavefilosofi. Slavisk skæbne blev til slaveskæbne.
Det er interessant, at det var det samme, der skete med kristendommen. Som Nietsche påpegede, er kristendommen, som vi kender den, en slavefilosofi. Det, der burde have været en frisætning af sjælen / individet via kærlighed, blev i stedet til en forlængelse af romernes slavefilosofi designet for deres ufri undersåtter baseret på frygt, angst og skyld. Socialisme er en videreudvikling af romersk kristendom. Det er et socialt eksperiment til udvikling af social kontrol indenfor rammerne af en Imperium.
Geopolitik
Halford Mackinder (1861-1947) er den britiske victoriansk-edwardianske stifter af videnskabsbegrebet: geopolitik. Han bliver i dag citeret flittigt at 'tænketankere' i fx. USA i dag. Amerikanerne ser sig selv i dag som de britiske gjorde 100 år siden, og som romerne gjorde for 2000- år siden. Mackinder taler om noget, der kaldes 'the Heartland'. Det er et område omkring Centralasien og Rusland, altså Rusland, Kazakhstan, Turkmenistan, Tajkistan, Uzbekistan, Kirgystan. Interessant nok også her, hvor al gas og olie befinder sig, altså det store område, som journalisten Pepe Escobar kalder 'Pipelineistan'.
http://www.tomdispatch.com/post/175050
Dette befinder sig for tiden indenfor russisk indflydelsessfære. Det er et problem for et nation som England, der er eksperter i at dominere til søs. Sø - vand - flydende. Interessant nok hedder den nye geopolitiske strategi, der kommer udfra Imperiet 'Liquid Wars' - flydende krig. Men ak-og-ve: the Heartland, som det iflg. Halford Mackinder er nødvendig at dominere for at kontrollere 'Verdensøen' dvs. hele Verden, er utilgængelig for dette flydende krigs-imperium. Den der kontrollerer the Heartland, kontrollerer Eurasien og Afrika og dermed hele Verden.
Mackinder skitserer derefter den geopolitiske strategi for at okkupere the Heartland. Springbrættet hedder Balkan. Hvis man kontrollerer Balkan, kontrollerer man Centralasien. Interessant: hvad gjorde man i starten af 1. Verdenskrig? Man satte ild til krudttønden på Balkan okkuperede Irak. Ren Mackinder. Senere generationer af geopolitikere, fx. Henry Kissinger, taler om 'balkanisering', dvs. destabilisering af et område for at fremskyde imperiet. Senere har vi set Balkankrigen i 90'erne, hvor NATO, den nu tydeligt i-karakter-trådte angrebspagt går ind og splitter et helt område, for at åbne det for dominans. I Kosovo, som skulle være et nyt frihedssymbol for demokrati og frihed, har de nu den største amerikanske base i hele Verden, hvilket i realiteten betyder despoti og ufrihed.
Vi ser sideløbende hele spillet om missilsystemer i Østeuropa vendt mod Rusland. Putin, som konstant dæmoniseres af Vesten, taler meget direkte om det i sin tale ved sikkerhedskonferencen i München i 2007:
http://www.youtube.com/watch?v=wH0eHekt84g
Altså: den mand fra det styre, som Vesten konstant dæmoniserer og fordømmer, taler her, som INGEN vesterlandsk politiker vover eller evner at gøre helt direkte om Vestens geopolitiske agenda - vendt mod bla. Rusland. Vi praler af vores frihed, demokrati, retfærdighed og gode vilje. Og alligevel er det ud af munden på den person, der repræsenterer det system, som vi betegner som ufrit, udemokratisk, uretfærdigt og fuld af ond vilje, at vi hører sandheden om os selv. Besynderligt, bemærkelsesværdigt!
Det er i denne geopolitiske agenda og master plan, at vi skal se amerikanernes tilstedeværelse i Afghanistan. De har selvfølgelig tænkt sig at blive der, selvom de ævler offentligt om det modsatte. Hvad man siger i NATO og blandt vestlige politikere er uden betydning. De er blot små køkkenhøjttalere, der har sat deres jackstik til den Store Sender og gentager: ngwaa-ngwaa-ngwaa, som et mekaniseret andekald, hvad det kommer ind. Danmark er også på skamløs vis fedtet ind i denne agenda, og render rundt som en hovedløs kylling og udfører Imperiets beskidte arbejde.
Zbignew Brzezinsky beskriver det i 'Det Store Skakspil' fra 1977, hvor han citerer Halford Mackinder. Brzezinsky er om nogen en eksponent for det amerikanske geopolitiske tankesæt. Han hader Rusland om en hals. Han ser det som sit livsværk at skyde en kile ind i og afmontere dette land. Brzezinsky og Kissinger var de to mest indflydelsesrige koldkrigeriske hjerner. De har været de drivende kræfter bag USA's aggressive geopolitik fra 70'erne og frem til i dag - Brzezinsky er stadig Obamas sikkerhedsrådgiver.
Indskud: hvorfor har russerne ikke udnyttet begrebet 'the Heartland' til at bemægtige sig Verden? Det er fordi, det hele er noget ævl, det er ideologi, det er en konstruktion, det er ønsketænkning præsenteret som en naturgiven lovmæssighed. Det har intet med højere virkelighed eller absolut sandhed at gøre. Russerne ser ikke sig selv som verdens-dominatorer. Kommunisterne gjorde måske, men kommunismen er skabt af Vesten. Rusland i dag er ikke kommunistisk, ligesom Kina i dag ikke er maoistisk. På det punkt har Vesten mistet sit greb om disse lande, hvilket Vesten nu prøver at genvinde.
Mackinder udvidede senere sit 'Heartland'-begreb til at omfatte hele Østeuropa. På et kort trækker han en linie lige der, hvor skæringen mellem mellem øst- og vestblokken gik i den kolde krig.
Verden ifølge the Economist
The Economist er som nævnt flere gange elitens talerør. I starten af september 1990 viser bladet et billede af det nye flag for verdensordenen: Eu-flaget er placeret øverst i venstre hjørne i det amerikanske flag. Den Nye Verden(s-orden) har symbolsk slugt den gamle. På forsiden er billedet af en araber, en saudisk prins, den gamle verdensorden. Inde i bladet er et underligt kort, hvor man ser Europa vokset sammen med USA, Asien og Afrika er adskilt fra det, Islamia svæver løsrevet mod syd. Indien er for sig og Kina kaldet Confusiania i en skrumpet version sejler løsrevet langt ude til højre. Et politisk ønsketænkningskort. En uge senere, d. 11 september - på selve dagen, husk tallet 11 er noget særligt for de hemmelige selskaber - holder George Bush Senior sin berygtede tale til kongressen , hvor han med navn nævner 'A New World Order' som det, Verden ifølge ham/dem har brug for. 3 år senere kommer Samuel Huntingtons bog: 'The Clash of the Civilisation' og en uge efter kommer FN-resolution 666, der bygger op til den. 2. Irakkrig - den 1. var, som nu er bekendt, under 1. Verdenskrig.
Altså ikke så snart er den kolde krig afsluttet med dens vertikale deling af Europa, før der optræder en ny opdeling af hele Verden både horisontalt og vertikalt - delt efter et kors. Endnu en version af Imperiets del-og-hersk-politik.
The Economist igen. Ind i mellem laver de en slags nytårsartikler, hvor de med en let humoristisk tone gør tankeeksperimenter. I dec 1992 - jan 93 forestiller de sig et tilbageblik fra 2993 til i dag og kalder det for: det katastrofale 21. århundrede. Reelt taler de kun om 50 år frem i tiden. Men de starter med 2011, hvor der sker et statskup i Saudiarabien. Herefter forener den arabiske verden sig med Kina - og her kommer Kina ind i billedet igen - som tilsammen angriber: Rusland. Husk stadigvæk, at når elitens eget talerør fantaserer om den slags, så er det fordi, det står på elitens ønskeseddel. Ca. 50% af aktierne i bladet ejes af Rothschild-familien, som er den ledende elitære familie i Verden. De ejer fx. engelsk økonomi, som de opkøbte i de tre dage, det tog postbudet at komme hjem til England på hest for at fortælle, at Napoleon tabte slaget ved Waterloo. I mellemtiden havde mr. Rothschild sevet rygtet om det modsatte, så alle banker og obligationer og alt, der kunne købes, faldt til et nulpunkt - hvorefter han købte hele lortet. Siden har de ikke solgt det igen. De er den ukendte 'shareholder' som er nævnt i Bank of Englands årsregnskab, og som - husk dette er en nationalbank, der i princippet slet ikke har aktionærer - hæver halvdelen af bankens overskud. Nogen siger, at det en den britiske kongefamilie, men det kommer ud på et, for Rothschild'erne er deres bankmænd.
The Economist nævner af samme grund intet om at angribe Israel og med et hug løse mellemøstkonflikten - baron Rothschild financierede oprettelsen af staten Israel - hvilket ellers ville have været et godt bud på, hvad et forenet stormuslimsk samfund, et kalifat, ville tage sig til. Men Huntingtons Clash of the Civilisations ligger meget tæt op af det. Ønskelisten for eliten er i denne artikel, at den ene fjende tæver den anden. Og det har de forskellige variationer af, som vi skal se. De gamle ledere af Arabien har tjent imperiet godt, så længe, der var brug for diktatorer og gammeldags despoter. Nu ønsker man så demokrater, da man i mellemtiden har fundet ud af, at demokratier er supernemme at manipulere med hi-tech og social ingeniørkunst. Demokratier er 100% styret af medier, og medier er 100% styret af eliten, so what's the problem?
Et land, som vi ikke kender ret meget til, vil ifølge artiklen komme til at spille en nøglerolle. Det er Uzbekistan. Brzezinsky nævner det udtrykkeligt i 'Det store skakspil' som et nøgleland. Vesten medier er meget fokuseret på det Muslimske Broderskab for tiden, og overser derfor en bevægelse, der har sit hovedsæde her: Hizb-Ut-Tahrir, befrielsespartiet. Det er stærkest dér, men det findes overalt, hvor der er muslimer. Det er en pan-muslimsk revolutionært parti. Man kan sige, at det er den muslimske verdens svar på kommunisterne eller socialisterne, før de overtog magten i Østblokken. De er 'residente' eller 'dormante'. De kan vækkes til live på et givet signal. Foreløbig etablerer de sig bare og venter. Deres hovedformål er skabelsen af kalifatet. Vi kender dem også fra Danmark, hvor de taler med glatte tunger til unge, rodløse, utilpassede muslimer. Vi husker måske Mona Sheik fra et år tilbage. Andre steder går de ind og laver socialt arbejde for at vinde sympati. De er ikke terrorister, de er demagoger, og de kender deres stof. De minder meget om marxisterne i rettroenhed og argumentationsform. De kan tale fanden et øre af. De er det 'hemmelige våben' til hvordan der vindes indpas i the Heartland, for Uzbekistan er the heart of the Heartland.
Det er meningen, iflg. the Economist, at Europa blot træder passivt til side og ser, hvordan Rusland bliver ædt indefra. Her skal vi så tænke på, at denne artikel kommer lige efter murens fald, hvor også Sovjetunionen falder fra hinanden. På det tidspunkt mente man, at planen gik efter … planen. I mellemtiden er der så sket det, at Rusland har genvundet meget af sin styrke via Vladimir Putin, der smed oligarkerne på porten og satte monopolkapitalisterne stolen for døren. Ikke som gammelkommunist, men som nationalist og skakspiller. Brzezinsky fik en modspiller, der også kendte til dette spils regler og snydetrick.
Rusland var før og under den russiske revolution propfuld af frimurere, der adlød ordrer fra deres brødre i London og Paris. De fiksede omstyrtelsen af det stærke og velstående zardømme, hele verdens kornkammer. Dette blev smadret, og via kaos overtog kommunisterne og indførte fattigdom og despoti. Romanov'erne var ærkefjenden for den vestlige elite, og man måtte for enhver pris fjerne dem. Vi er fra den kolde krig vant til at tænke på kommunisterne som Vestens fjender, men det er en historieløs attitude, for de har hele tiden været Vestens bedste venner og våben mod den seriøse konkurrent fra øst, som kommunisterne underminerede. Juri Lina har tydeligt dokumenteret, hvordan magtovertagelsen foregik, og hvordan Lenin og Trotskij blev smuglet ind fra deres bankmands og frimurer-finansierede liv i Paris, Tyskland og New York. Det er også dokumenteret, hvordan alle de firmaer, der byggede fabrikker i Sovjet efter revolution var vestlige firmaer. Anthony Sutton har læst alle bilagene. Amerikanerne hældte masser af penge ind i Rusland før og efter 2. Verdenskrig. Det var aldrig Sovjet-kommunist-Rusland, der var Vestens fjende, det var et uafhængigt og stærkt Rusland med en stærk national bevidsthed. Som under tsaren, og nu under Putin.
Det arabiske forår og de farvede revolutioner har en meget stor lighed med, hvad der skete omkring 1917. Destabilisering af et så stort land kan ikke foregå via direkte konfrontation, men må foretages via kræftceller, der æder det op indefra. Selv en så ubetydelig og latterlig event som nylige Pussy Riots skal ses i den sammenhæng. Rusland afskyr Vestens dekadence. Vesten støtter et ultra-dekandent fænomen, et kusse-oprør.
Hvad sker der med det ægyptiske revolution? Nøjagtig det samme, som skete under den russiske. Masserne starter en flodbølge via deres forførere. Dengang Trotskij, i dag de marionetfigurer, der træder ind som pladsholdere i den ægyptiske regering. Folket blev snydt igen og fik aldrig deres revolution. Russerne blev snydt dengang, og revolutionen betød overgangen fra oplyst enevælde med velstand til totalitært despoti med generel fattigdom og elendig produktivitet - hvilket selvfølgelig var meningen, USA kunne ikke tåle synet af en seriøs konkurrent. I Ægypten skal der skabes grobund for en bevægelse som Hizb-Ut-Tahrir, der kan tage over. Men det kræver tilstrækkelig mange radikaliserede og frustrerede unge, der hopper på en opdateret form for jihad. Saudierne trækker i trådene, ligesom de gjorde i Libyenkrigen. Og i Bahrain, som vi aldrig hørte om.
Krig mod Kina
En af de ultrakonservative skribenter, en af de elitære høge er Robert Kaplan, og han går stærkt ind for en krig med Kina. Man tænker tit på - det gør jeg i hvert fald, jeg ved ikke med dig? - hvad der er for en syg verden vi lever i, hvor den herskende elite ser krig som evigt saliggørende og svaret på snart sagt alle deres bønner før sengetid. USA mod Kina er iflg. Kaplan den ny bipolære orden (bipolær, er det ikke en mental sygdom?). Han skrev en bog i 2002 med titlen: 'Krigerpolitik: Hvorfor lederskab kræver en hedensk etik'. Han er fortaler for en før-kristen, brutal spartansk-romersk tilgang til geopolitik. Nak dog de svin, for helvede, og lad os få det overstået! Hvis de ikke er enige med os derude, skal de have bank.
Iflg. Kaplan er det vigtigt at få kontrol med det Indiske Ocean. Hvorfor? Fordi det er forgården til Centralasien og the Heartland. Der foregår for tiden en masse piratvirksomhed, der destabiliserer området omkring Afrikas Horn. Det bliver brugt som påskud til at drage NATO-landenes flåde ind i regionen. Piraterne er havets svar på Al Qaeda, der er påskudet for intervention. Det er en flåde, der aldrig ellers ville være i dette område. Hvad f….. laver fx. danske krigsskibe her? Ja officielt skal de beskytte skibe mod de slemme pirater. Hvorfor opererer der pirater her? Fordi de samme landes flåder har ødelagt deres fiskemuligheder ved at totalforurene farvandet. Adengolfen flyder simpelthen med gift, der er dumpet her af store tankere. Det var dem, flåden burde gribe ind overfor, men … Og hvor sidder mediatorerne, der betaler piraterne, når de kræver løsesumme? I the City of London. Det er jo ikke første gang, den engelske stat hyrer pirater. Det var helt almindelig praksis for hundreder af år siden, at den engelske konge og dronning hyrede 'privateers' til at gøre deres beskidte arbejde.
Kineserne har vigtige udskibningshavne for bla. olie i Pakistan og på Sri Lanka, begge i det Indiske Ocean. Hvad handlede i øvrigt hele konflikten med tamil-tigrene på Sri Lanka i øvrigt om? Hvis man undersøger elitens elektroniske organ, BBC, har de hele tiden ensidigt propageret til fordel for tigrenes oprør mod den buddhistiske centralregering, der ønskede at handle med Kina.
Briterne og amerikanerne har en plan for, hvad de ønsker skal ske i hele regionen fra Syrien til Pakistan. Syrien er i fuld gang, og der spilles konstant op mod pakistanerne. Fx. myrdede man en premierminister for et par år siden. Siden har man sendt droner efter dem. I armedforcesjournal.com vistes der i efteråret 2006 et ønskekort over regionen. Saudiarabien skulle reduceres, det samme skulle Pakistan og en ny stat, Frit Baluchistan skulle opstå omkring den omtalte havneby i nuværende Pakistan, Guadar. Vi ved nogenlunde godt, hvad ordet 'frit' betyder, når det bruges af amerikanerne: kontrolleret af os og ikke de andre, altså et ny-sprogligt buzz-propaganda-ord. Og hvor findes hovedsædet for løsrivelsesbevægelsen for Frit Baluchistan? I London. Imperiet har udviklet en fast strategi, en hel industri for seperatistbevægelser, der alle arbejder for dem. London er blevet en imperial revolutionsfabrik.
Brzezinsky refererer til området som Centralasiens Balkan. Husk, hvordan Kissinger talte om 'balkanisering', et synonym for imperial destabilisering af et område, før det blev rykket ind. Hvilket igen peger tilbage på situation før 1. Verdenskrig på Balkan, hvor området blev brugt til at sætte ild til krudtønden. Nu er det Centralasien, der er det nye Balkan. Strategien er at bruge etniske konflikter til at skabe kaos og dernæst kontrol. Området er gennemkrydset af vigtige rørledninger, pipelines, der transporterer olie. En linie ender i Guadar hvor olien så skal udskibes i et farvand, der kontrolleres af Vesten. Der går en anden ledning fra Iran via Pakistan til Indien - udenom Afghanistan mod nord, som Vesten til gengæld ikke ønsker skal fortsætte, for den går imod deres interesse. Iran og Indien må ikke have tætte forbindelser, for Indien skal bruges i den kommende krig mod Kina, jf. Bush, der for år tilbage solgte dem et billigt atomkraftværk som bestikkelse.
Og hvad laver amerikanerne og NATO i øvrigt i Afghanistan? Det er næsten så banalt, at vi ikke gider beskæftige os med det. Men altså: Taleban fik valget mellem at blive begravet i guld eller begravet i bomber for at tillade en pipeline gennem landet. Det sagde nej tak. Så fik de 9/11 og dernæst en invasion.
Kaplan skrev en artikel 'Foreign Affairs', organet for den elitære tænketank Council of Foreign Affairs. Titlen var 'Det store kinesiske kort. Hvor langt vil Kina række ud til lands og til vands?' På kortets ses Kinas interessesfære henover det centralasiatiske Balkan og ned om ørigerne i Det Indiske Ocean og det sydkinesiske hav. Men han tegner Indien og Japan som de to nationer, der skal klemme Kina. I samme nummer af magasinet er det en anden artikel med titlen: 'Hvorfor Rusland burde melde sig ind i NATO' skrevet af en mr. Kapchan. Begge disse skribenter er Kissinger-elever. Andre i den samme tænketank foreslår, at NATO og EU burde slås sammen. Altså NATO som EU-hæren, den nye globale politimand, da rollen efterhånden er blevet så betændt for amerikanerne, da USA's økonomi er ved at være kørt i sænk pga. af krig-krig-og-atter-krig. De advokerer dog også for, at de økonomiske systemer i USA og EU fusionerer.
Så her er altså den modgående strøm i forhold til briternes oprindelige plan om, at Kina skal tvære Rusland ud sammen med muslimerne. Her skal Rusland være med til at tvære Kina ud sammen med europæerne. Men resultatet vil blive det samme i sidste ende: Vestens overtag over the Heartland og til slut den totale verdensdominans.
I 1910 kunne man have læst sig til alle disse forberedelser via elitens magasiner og informationsorganer. Men det var der meget få, der gjorde. Vi har i dag mulighed for det samme, og endda større muligheder pga. Internettet. Problemet er her de hjernevaskede medier, der forsømmer deres pligt - kan man være så fræk at mene - til at fortælle os om, hvad der foregår. Men dumheden og dovenskaben hos journalisterne er ganske enorm. Frygten ikke at forglemme. En del af dem ville gerne forfølge disse historier langt længere, end de gør, men bliver stoppet i springet af enten deres redaktører eller deres egen frygt for at miste deres job.
I 1910 sov man i timen. Konsekvenserne blev ubeskrivelige.
Der finder en underlig mytologiserende kampagne for tiden, som man kunne kalde 'atlantisme'. Atlantis rejser sig fra havbunden. Der kommer film med temaet: Stargate Atlantis, Atlantis Rising, Atlantis the Lost Empire. Rumfærgen Atlantis. Hollywood er altid det billedmættede organ, der forbereder menneskeheden på noget, man ønsker at søsætte (den var ikke med vilje…) Man sælger budskabet emotionelt.
Elitens forlorne esotericisme har nået popkulturen. Folk mærker historiens dybe afgrund i dette begreb, som de ikke helt forstår, men blot føler. Eliten, der anvender disse forføreriske symboler, har næppe heller forstået dem, selvom de selv mener det. Men det får folk til at se i retning af den atlantiske region, hvor 'vandpytten' som eliten opblæst plejer at kalde den, befinder sig.
Altså vandet med de to versioner af Imperiet, den gamle og det nye.
Kommentarer
Send en kommentar