Hinsides Tænkningen...


af ChaosNavigator


Humans can be literally poisoned by false ideas and false teachings. Many people have a just horror at the thought of putting poison into tea or coffee, but seem unable to realize that, when they teach false ideas and false doctrines, they are poisoning the time-binding capacity of their fellow men and women....The map is not the territory ... The only usefulness of a map depends on similarity of structure between the empirical world and the map

- Alfred Korzybski


One of the most important achievements of Western philosophy of science is the recognition that scientific theories are nothing but conceptual models organizing the data about reality available at the time. They are only useful approximations to reality and should not be mistaken for a correct description of reality itself. The relationship between theory and the reality which it describes is that of map and territory in Korzybski’s sense (1933); to confuse the two represents a violation of scientific thinking-a serious error in what is called logical typing. Gregory Bateson, the famous American anthropologist and generalist, used to say that a person commiting logical errors of this kind may one day eat the menu instead of the meal.
– Stan Grof, East and West: Ancient Wisdom and Modern Science


Most fairly intelligent human beings know verbally all this and it is not too complicated. But they do not let all this go; they turn these facts into ideas and then struggle with the abstract concepts. They prefer to live with abstractions rather than with reality, with what is.
- Jiddu Krishnamurti



På et tidspunkt fandt ud af, at jeg hele mit liv har tænkt over mine egne tankeprocesser, dvs. ikke nok med, at jeg indtil da, havde tænkt over mine egne tanker - så blev jeg på det tidspunkt også bevidst om, at denne proces jeg udførte kaldtes metakognition -  indtil da havde jeg lavet metakognition uden at være bevidst om, at dette var metakognition.

At tænke over, at man tænker over tænkningen, er vel at være bevidst om, at det man gør er metakognition, men kan ende i infinit regres, da det jo kan fortsætte. Så kan man betragte sine egne tanker uden, at det er tankerne selv, som bruges som det undersøgende redskab? Hvad er værdien af dette tankespind, vil man spørge?




Al intellektuel refleksion er bevidst, men det er ikke alt som er bevidst som er intellektuel reflektion. Den meditative proces giver mulighed for at 'blive det rum' hvori tankerne opstår, at kunne se uden identifikation, at betragte tankerne uden at bruge tankerne selv som redskab. Det giver også mulighed for at spore, hvor ens tankegods kommer fra og at efterprøve ens normalt ubevidste tankeprocesser, at disse er afgørende for, hvordan man oplever verden, at det at kigge på et træ, taksonomisk eksklusivt, kan forhindre at kunne se på verden, uplettet af fortidens/tankens filtre, hvorved nye idéer gennem uplettet perception ikke opstår.

I learned very early the difference between knowing the name of something and knowing something
- Richard Feynman

The next Monday, when the fathers were all back at work, we kids were playing in a field. One kid says to me, “See that bird? What kind of bird is that?” I said, “I haven’t the slightest idea what kind of a bird it is.” He says, “It’s a brown-throated thrush. Your father doesn’t teach you anything!” But it was the opposite. He had already taught me: “See that bird?” he says. “It’s a Spencer’s warbler.” (I knew he didn’t know the real name.) “Well, in Italian, it’s a Chutto Lapittida. In Portuguese, it’s a Bom da Peida. In Chinese, it’s a Chung-long-tah, and in Japanese, it’s a Katano Tekeda. You can know the name of that bird in all the languages of the world, but when you’re finished, you’ll know absolutely nothing whatever about the bird. You’ll only know about humans in different places, and what they call the bird. So let’s look at the bird and see what it’s doing—that’s what counts.
- Richard Feynman

Livets mening opnåes ikke diskursivt med tænkningen, den findes a priori, når man ikke identificerer sig med tænkningen. Man bruger stadig tænkningen, som et nødvendigt og kostbart redskab, men den er langt mere præcis og økonomiserende, der er ingen emotionel-mental destruktiv støj længere - løsnelse fra autonome tyranniske sym- og antipatier, en stor del af den lidelse som opstår i forbindelse med mental-emotionel identifikation er ophørt, men empatien med andre er ekstremt forhøjet (man mærker andres smerte med et utvungent åbent hjerte), den mentale klarhed er voldsomt forhøjet, der er stilhed,  men stilheden kan være som en rasende flod af ild, dog er man calm in chaos, og ens identitet udledes ikke af tænkningen heller, for man identificerer sig ikke med den.


Den almene bevidsthedsstrøm er diskontinuert; enten tænker man fremad (bekymringer, planer, forventninger, begær) eller man tænker på fortiden (erindringer, associationer). Bevidstheden er ikke tænkende til stede i nuet. I nuet - totalt forstået - ER man, man tænker ikke i nuet. Når man tænker, er man enten i fremtiden eller i fortiden. Siger Kierkegaard. Meditation er: ikke at tænke på fremtid, ikke at tænke på fortid, ikke kommentere eller verbalisere nuet. Ingen billeder, intet indhold. Stilhed. Tomhed.


For at bedømme en kogebog må man prøve at tilberede retterne og smage på dem. Det giver slet ingen mening - end ikke inden for jantelovens rammer - at bedømme meditative anvisninger, uden at man har efterprøvet dem. Det tager desværre en ti års tid af intens meditation at optræne de positioner (derfor ved Chomsky, Foucault, Kierkegaard, Habermas, Kant, m.fl. ikke en døjt om dette, da de aldrig gik den eksistentielt-meditative vej, kun den analytisk-diskursive, og det er ikke transformation, men kun translation, og dét forslår som en skrædder i helvede, nemlig ingenting på hjerte at udtale sig autoritativt om, dvs. dette emne. De kunne og kan ikke udtale sig kvalificeret om den non-duale vej, alligevel gør de det! Ej heller studerede de det enorme komparative fænomenologiske intersubjektive materiale, der vidner om mystikeres konsensus, dvs. de samme indre rejsebeskrivelser på tværs af kulturer og mennesker. Alligevel afviser mange intellektuelle dette. Typisk (jeg selv har studeret mange spirituelle 'rejsebeskrivelser' gennem mange år, og haft nogle tilstande som var klart hinsides den almindelige jegbevidsthed, og genkendelige fra andres beskrivelser af samme tilstande, så det er ikke kun en platitude for mig at udtale mig en smule om).


Bevidstheden er almenmenneskelig. Den har et centrum, eller hvert menneske er og har et referencepunkt: jeget. Og bevidstheden deler alt op. Adskiller stort fra småt, ude fra inde, oppe fra nede. Bevidstheden adskiller som den ånder: logisk analyserende, at nemlig jeg er forskellig fra ikke-jeg; emotionelt vurderende: den ene er sympatisk, den anden ikke. Æstetisk deles ind og deles op. Etisk skilles det gode og lyse fra det mørke og onde. Religiøst skelnes mellem de frelste og de fortabte. Sexualiteten deler os i køn. Den indre virkelighed deles op, i følelser og emotioner, tanker og sansninger, fornemmelser og intuitioner. Og de enkelte følelser deles op i had over for kærlighed, lyst over for smerte. Den ydre virkelighed deler og adskiller: den seende og det sete; den hørende og det hørte, den talende og det talte.

For overhovedet at fungere skiller den almindelige bevidsthed verden i to: subjekt og objekt. Bevidstheden er dual.


I nær sammenhæng med disse aspekter af bevidstheden befinder sproget sig. Den almindelige bevidsthed fungerer i sproget. Sprog er jo ikke bare ord og sætninger. Sprog er musik, matematik, myter, arketyper, symboler, tegn etc. Sproget og den almindelige bevidsthed bærer hinanden. Hvis al sproglighed tav stille blot en generation, så er det meget vanskeligt at forestille sig, at den almindelige jegbevidsthed ville kunne opretholdes. Det er det levende sprog mellem moder og barn, og menneskene imellem, der opretter og vedligeholder jegbevidstheden. Barnet lærer jegbevidstheden gennem sproget. Jegbevidstheden lever af og i sproget. Forbindelsen mellem sprog og bevidsthed er så intim, at de fleste almindelige mennesker, og filosofferne med dem, overhovedet ikke opdager, at bevidsthed måske godt kan fungere uden om sproget. Det, hvorom man ikke kan tale, derom må man tie, siger sprogfilosoffen Wittgenstein. Og det synes jo unægteligt at være rigtigt. Imidlertid kunne det jo godt være, at det, der befandt sig i tavshedens dimension, kunne blive bevidst. Og det kunne endda være, at det, der principielt ligger uden for sproget, rummer klarhed og kraft af en helt anden orden, end hvad der ligger inden for sproget. Det er altså en grundegenskab ved den almindelige bevidsthed, at den deler og adskiller. Man kan skærpe formuleringen og påstå, at det er en livsbetingelse for jeget, for jegets bevidsthed, at der finder adskillelse sted. Hvis jeget ikke adskiller indre og ydre, sig fra andre, fokus fra periferi og figur fra grund, så falder jeget i søvn, dør eller ophæves på anden vis. Den almindelige jegbevidsthed adskiller, er dual og lever i og af sproget. Hvis et menneske existentielt-meditativt begynder at undersøge bevidstheden og dens kilde, så vil dette menneske erfare, at bevidstheden, når den vender sig indefter i sit væsen for at lede efter den skjulte kilde, enten falder i søvn eller støder på en træg, praktisk taget uovervindelig modstand. I begge tilfælde standses eller hæmmes processen. Når bevidstheden søger at finde kilden ved at fordybe sig indefter, dukker modstanden op: søvnighed eller søvn; drømmebilleder; adspredthed, rastløshed; øget tankeaktivitet, angst, vrede, uro i kroppen, erindringer, planer, associationer, larm. Disse erfaringer har alle mediterende haft til overflødighed.




 

Bevidstheden er en strøm Således oplever unægteligt den almindelige bevidsthed sig selv. Og således har digtere og filosoffer beskrevet bevidstheden i flere tusinde år. Heraklit gjorde denne iagttagelse til grundpillen i sit filosofiske system: alt flyder (nocvta pet); ingen kan stige to gange ned i den samme flod; thi hverken floden eller personen er længere den samme. James Joyce gentager tanken i Ulysses godt 2000 år efter: forstanden er et rør, som verden flyder igennem. Tanker, billeder, sanseindtryk, ideer og associationer flyder i hastig følge bestandig gennem sindet. Og dog synes forestillingen e0er følelsen af jeget at være konstant.

Nogle afviser denne kontante jegidentitet med empirisk skepsis. Hume analyserer bevidstheden og leder forgæves efter et livslangt ens indtryk, der kunne danne den erfaringsmæssige basis for ideen om jeget. Han finder intet konstant, kun bevægelse og forholder sig derfor afvisende og skeptisk til ideen om et ubevægeligt eller vedvarende jeg. Hume beskriver den erfarede virkelighed, der møder opmærksomheden, når den søger efter jegets røde tråd:

»Intet andet end et bundt eller en samling af forskellige perceptioner, som følger hinanden med en ufattelig hurtighed, og som er i en evig flimren og bevægelse.« (»Nothing but a bundle or collections of different perceptions, which succeed each other with an inconceivable rapidity, and are in a perpetual flux and movement.« {Treatise 252))
Altså, man kan fastholde oplevelsen af strømning og forskyde accenten fra bevidstheden til, at den er en strøm.





Men man kan også som Kant og efter ham Schopenhauer lægge vægten på bevidstheden, og søge at forklare oplevelsen af det vedvarende, samlede jeg.

Kant beskriver jeget som bevidsthedens form. Selve betingelsen for, at bevidstheden kan existere og være til er, at den holder sammen i én transcendental, erfaringsbetingende form, nemlig jeget. Enhver tanke, følelse, sansning, erfaring, idé, fantasi, erindring eller association må i princippet kunne ledsages af, at »jeg tænker det«. Alt, der strømmer gennem sindets rør, flyder nødvendigvis forbi samme punkt. Dette konstante punkt er jeget, bevidsthedens form, den transcendentale apperceptions enhed: selvbevidsthedens erfaringsbetingende enhed, hvis udtryk er jeget. (Dette: »JEG TÆNKER« må kunne ledsage alle vore forestillinger. Das »ICH DENKE« muss alle meine Vorstellungen begleiten konnen. Kritik derreinen Vernunft-i det følgende: Kr.d.r.V. - B 122).


Kant mener at overvinde Humes skepsis ved at påpege, at jegets konstans ikke hviler på noget indtryk eller nogen sansning, hverken indre eller ydre. Jeget er derimod betingelsen for overhovedet at have, samle og registrere de forskellige sansninger og indtryk. Men, siger Kant, jeget i sig selv kan ikke erkendes. Jeget i sig selv unddrager sig al erkendelse, fordi det jeg skal bruge for overhovedet at erkende jeget (bevidstheden, tankerne, begreberne, kategorierne, indtrykkene) allerede forudsætter jeget.


Jeget i sig selv er ikke et erkendbart fænomen: det er et uerkendeligt »noume- non« der kun kunne blive genstand for en intellektuel anskuelse; men en sådan er, siger Kant, ikke mulig for os. (Kr.d.r.V. B 308, A 350, B 569 »Vi kan ... intet kendskab have om subjektet i sig selv« - »wir konnen . .. keine Kentniss von dem Subjecte an sich selbst haben« A 350).


Man kan som Hume og Heraklit lægge vægten på bevidsthedens indhold og pege på strømningen. Sindet er i evig uro. Alt er omskifteligt. Eller man kan som Kant lægge vægten på bevidsthedens form og herved redde jeget, men samtidig gøre det til en principielt uløselig og uerkendelig gåde. Schopenhauer forfølger jegets konstans ind i det ubevidste, ned i selve livsprocessens blinde drivkraft: livsviljen. For Schopenhauer er det ikke tilfredsstillende, at Kant gør jeget til en uerkendelig hemmelighed. Derfor forsøger Schopenhauer at påvise, at det konstante, der henvises til med ordet jeg, i virkeligheden er livsviljens gennemgående tråd. Kants sætning: »Dette: »Jeg tænker « må ledsage alle vore forestillinger - er utilstrækkeligt; thi jeget er en ukendt størrelse, dvs. sig selv en hemmelighed. - Det, som giver enhed og sammenhold til bevidstheden, idet det er dens (bevidsthedens) underlag, dens vedvarende bærer, gennemgående gennem alle dens forestillinger, det kan ikke selv være betinget ved bevidstheden, det kan følgelig ikke være en forestilling: tværtimod må det være bevidsthedens prius og det træs rod, hvis frugt denne er. Dette, siger jeg, er viljen: den alene er uforanderlig og slet og ret identisk, og den har frembragt bevidstheden til sine formål.«

(Kants »Das Ich denke muss all unser Vorstellungen begleiten« ist unzureichend: denn das Ich ist eine unbekannte Grosse, d.h. sich selber ein Geheimniss. - Das, was dem Bewusstseyn Einheit und Zusammenhang giebt, indem es, durchgehend durch dessen såmtliche Vorstellungen, seine Unterlage, sein bleibender Tråger ist, kann nicht selbst durch das Bewusstseyn bedingt, mithin keine Vorstellung seyn: vielmehr muss es das Prius des Bewusstseyn und die Wurzel des Baumes seyn, davon jenes die Frucht ist. Dieses, sage ich, ist der Wille: er allein ist unwandelbar und schlechthin identisch, und hat, zu seinen Zwecken, das Bewusstseyn hervorgebracht. « WW 2, 153).



Schopenhauers vilje karakteriseres som en urkraft, der udfolder sig både i bevidste og i ubevidste funktioner (WW 2, 332). Dybest set grunder viljen i det principielt uerkendelige, i det, Kant kaldte das Ding an sich: »Vort indre derimod har sin rod i det, som ikke længere er fremtrædelsesform, men tingen i sig selv«. (»Unser Innerer hingegen hat seine Wurzel in dem, was nicht mehr Erscheinung, sondern Ding an sich ist.« WW 2, 370).


Viljens erkendelsesunddragende, ubevidste dyb beskrives til slut som søvnens bevidsthedsform, det kollektive ubevidste. »Den ubevidste del, det vegetative liv, med dets gangliesystem, hvori hjernebevidstheden går under, lig en lotus, der om natten sænker sig ned i bølgen, denne ubevidste del er et fælles liv for alle.« (»Der unbewusste Teil, das vegetative Leben, mit seinem Gangliensystem, darin im Schlaf das Gehirnbewusstseyn, gleich einem Lotus, der sich nåchtlich in die Fluth versenkt, untergeht, ist ein gemeinsames Leben Aller.« WW 2, 372). Den afgørende betingelse for at finde bevidsthedens kilde er, at bevidstheden falder til ro og bliver stille Men hvordan bliver bevidstheden stille? Ved at sætte sig ned og prøve.


Bevidstheden kan begribeligvis ikke tænke sig til tavshed. Bevidstheden må prøve at undersøge, om den kan lade være med at tænke. Kan strømmen afbilleder, ord, associationer, erindringer, fornemmelser og sansninger standses? På nøjagtigt dette punkt deler vejen sig. Den ene vej er den intellektuelle med samt den existentielle filosofi, den anden vej er meditation Filosofien antager tænkningen, tankestrømmen, som en præmis, noget, som filosofien ikke undersøger videre. Kant stiller ikke i Kritik der reinen Vernunft spørgsmålet om, hvorvidt bevidstheden kan være og fungere, vågen og klar uden tanker (kategorier, begreber, med dertil hørende anskuelsesmangfoldighed). Ikke at Kant ikke tænker over tomheden: »Tanker uden indhold er tomme, anskuelse uden begreber er blinde« (»Gedanken ohne Inhalt sind leer, Anschauungen ohne Begriffe sind blind« Kr.d.r.V. 75). Også jeget, der egentlig efter Kant (og dette viser jo tydeligt vejen) ikke er et begreb, og som er tømt for indhold:


»Den enkle og for sig selv i indholdet ganske tomme forestilling: jeg, om hvem man ikke engang kan sige, at det er et begreb, men en blot og bar bevidsthed, som følger alle begreber« (»Die einfache und fur sich selbst an Inhalt gånzlich leere Vorstellung: Ich, von der man nicht einmal sagen kann, das sie ein Begriff sei, sondern ein biosses Bewusstsein, das alle Begriffe begleitet« Kr.d.r.V. 404) forfølges bagudi grænsens cirkel: for at tænke over jeget, forudsættes jeget, da al tænken (brug af kategorier, begreber på anskuelsens forestillinger) forudsætter det tænkende jeg. Ergo - som allerede nævnt: jegets egentlige grundlag, jegets substrat er principielt uerkendeligt, det unddrager sig logisk forudsættende bagud.



Jegets sidste grundlag er et noumenon (Jeget kan »ingen kendskab have om subjektet i sig selv« »keine Kentniss von dem Subjekt an sich selbst haben« 350, jvf. 365). Nu er Kant jo ikke hvem som helst. Selv blandt filosoffer er han absolut at placere øverst i henseende til filosofisk dybsind. Med den energi og den formidable logiske klarhed Kant besad kunne en anden én godt have ønsket, at Kant havde fordybet sig indad i bevidsthedens kilder uden at tænke og analysere. Den meditative proces går netop gennem et forsøg på at rendyrke tomheden, holde opmærksomheden i blikket indefter. At forsøge at holde bevidstheden i jegets Kantsk talt indholdstomme og ikke begrebslige forestilling. Ikke for at erkende i begrebets form og ikke for at tænke jegets substrat (hvilket Kant jo har evig ret i er at bevæge sig i en cirkel eller en uendelig ulogisk og umeditativ regressus ad infinitum).



Når bevidstheden forbliver i jegets indholdstomme og ikke begrebslige forestilling, skulle det tjene ikke tænken, men væren. Når opmærksomheden fastholdes indbøjet i sig selv, skal det ikke føre til en filosofisk tankemæssig erkendelse, men det skal derimod føre til en direkte, ikke tankemæssig erfaring. Man kunne måske sige, at mystikerens erkendelser - teoretisk set galmandsværk - består i at forsøge at blive det noumen, som jeget grunder i, og som Kant med rette hævder, at jegtænkningen principielt ikke kan nå med de diskursive erkendelsesmidler. Jeget og den almindelige logiske, tænkende bevidsthed må omformes og på sin vis afvikles, før bevidstheden kan nå jegets erkendelsestranscendente og skjulte kilde.

Hos Kant er bevidsthedens afgørende knudepunkt selvbevidsthedens transcendentale (erkendelsesbetingende) enhed.
Denne enhed er ikke og kan logisk ikke være genstand for nogen erkendelse, da al erkendelse forudsætter netop denne enhed. Det er imidlertid nok denne enhed, som mystikeren søger, ikke at forstå begrebsmæssigt, ej heller at erfare diskursivt, men søger at blive gennem en intuitiv-intelligibel proces bort fra den fænomenale og ind i den noumenale dimension.





Noget af ovenstående er fra Jes Bertelsen. Pointen var bl.a. at understøtte min påstand om at betragte tankerne uden tanken som redskab, og med yderligere præcision i ord via hans kartografi baseret på direkte erfaring.


NB! Hvis man bliver irriteret over det og man synes, at den sproglige beskrivelse er for teknisk eller svær, er det formodentlig fordi man ikke har en perceptuel skelneevne tilstrækkeligt skarp til det som ordene beskriver (eller verbalt ikke kan formå at beskrive det man oplever) - eller sagt på en anden måde; det som ikke er oplevet personligt, forekommer for abstrakt eller mentalt - selvom det netop ikke er det, da skriftet omhandler det som går hinsides det mentale niveau - kun den sproglige beskrivelse involverer det mentale, men selve oplevelsen for den som har erfaret det, bruger den sproglige beskrivelse, som er hentet fra området hinsides tankerne. I virkeligheden er beskrivelsen meget 'simpel', siden landkortet (den sproglige beskrivelse) er meget grov i forhold til selve landskabets detaljerigdom, og en radikalt anderledes erfaring end den almindelige vågne tilstand (ordets bur stækker tankens vinger, specielt når man forsøger at beskrive erfaringer fra domæner som er hinsides tanken - men nå, nej, siger alle de kronisk mentalt fangede filosoffer; der er jo ikke noget hinsides tanken vi kan vide noget om - right, de har jo ALDRIG prøvet denne vej).


Essensen af min formulering: "At tænke over, at jeg tænker over tænkningen, er vel at være bevidst om, at det man gør er metakognition, men kan ende i infinit regress, da det jo kan fortsætte. Så kan man betragte sine egne tanker uden, at det er tankerne selv, som bruges som det undersøgende redskab?" - skal kobles sammen med dette: "ikke for at tænke jegets substrat (hvilket er at bevæge sig i en cirkel eller en uendelig ulogisk og umeditativ regressus ad infinitum). Når bevidstheden forbliver i jegets indholdstomme og ikke begrebslige forestilling, skulle det tjene ikke tænken, men væren. Når opmærksomheden fastholdes indbøjet i sig selv, skal det ikke føre til en filosofisk tankemæssig erkendelse, men det skal derimod føre til en direkte, ikke tankemæssig erfaring."


Dette giver autentisk erfaring som kan validere, at der findes noget hinsides jeget og tænkningen, en erfaring som for de fleste tager mange år, først i glimt. Når tusinder af mennesker i samstemmende konsensus har beskrevet de samme karakteristika uafhængigt af hinanden - et enormt komparativt intersubjektivt erfaringsmateriale - kan det ikke afvises.



For dem der ikke har tilegnet sig begrebet er og bliver det et postulat eller en hypotese, og det hænger naturligt sammen med det gængse verdensbillede - det newtonske, descartianske, positivistiske verdensbillede - som ikke giver plads for de specielle oplevelser af mystisk art. Det ville være lettest og mest sobert med Kierkegaard og Kant at afstå fra enhver talen om det "noumenale", det der ligger uden for den sædvanlige erkendelse, og som de betragtede som principielt uerkendeligt, skriver Bertelsen i "Bevidsthedens befrielse". Men problemet er, at der findes en veldokumenteret og for Bertelsen at se autoritativ samling af erfaringer og udsagn om erfaringer, der ikke kan rummes i et verdensbillede der går ud fra, at bevidstheden kun er jegets almindelige bevidsthed. Specielt hvad angår de såkaldt højere bevidsthedstilstande gælder, at de erfares meget oftere i dag end for bare 20 eller 30 år siden, og de vil efter Bertelsens bedømmelse blive erfaret endnu oftere i fremtiden. Derfor er det vigtigt at åbne for et verdensbillede der er tilstrækkeligt omfattende til også at rumme disse erfaringer. 


Bertelsen peger i denne forbindelse på det forhold, at det er de færreste af os der har primær erfaring med atomer og elektroner, og alligevel tvivler vi ikke på deres eksistens. Men faktisk kræver det langvarig uddannelse og træning at nå til et vidensniveau, hvor naturvidenskabens grundmodeller kommer inden for den personlige erfarings område. Det er også de færreste mennesker der har primær erfaring med meditation og den højere bevidsthed, for det kræver lang træning at nå til et førstehåndskendskab til de grunderfaringer der skaber basis for intuitive modeller.

Men hvis man tvivler på andres påståede erfaringer, bør man vel i alle tilfælde søge at skaffe sig primær erfaring, fremfor bare at afvise fænomenerne. De såkaldt mest intelligente og intellektuelle mennesker på planeten er typisk ligeså lidt udviklede som Menigmand Jensen mht. at være totalt identificerede med tænkningen samt ofre for negative emotioner. Chomsky, Foucault, Kant, Kierkegaard, m.fl. gik aldrig den meditative vej, og kan derfor ikke udtale sig om det i 1. person, og deres væsen vidner om det også, med intellektuel ensidighed, og manglende emotionel transformation, omend de gav andre værdifulde bidrag.


Med enkelte variationer i tema og udtryksform, er sådanne spirituelle enhedserfaringer blevet beskrevet mange gange i mange forskellige kulturer, og i moderne tid er de tiltagende.
Det, der går igen, er først og fremmest følgende:


• Oplevelsen af en udvidet form for bevidsthed, hvor den normale identitet med kroppen og sindet erstattes af en følelse af en enhed med alt i universet. Altså en følelse af, at grænserne mellem subjekt og objekt opløses.
• Udvidelsen af bevidsthed fører ofte til oplevelsen ego-død. Dvs. man oplever at dø til den afgrænsede identitet som egoet er, til fordel for oplevelsen af enhed , der på en gang gennemtrænger, skaber og opretholder alt det værende.
• Oplevelsen beskrives som at vende hjem til det egentlige. Til det som er. Når man ser tilbage på den bevidsthed, man havde før, opleves den som søvngængeragtig og uden kontakt til virkeligheden.
• Endelig beskrives de spirituelle oplevelser som havende en blivende effekt på dem, der har haft dem. Det er de færreste, som formår at integrere den udvidede bevidsthed på en måde, så den er mere eller mindre permanent til stede, men alle, der har haft en spirituel oplevelse, føler sig på den ene eller anden måde dybt berørt af den


Hvad som er radikalt er, at hvis den spirituelle vej er en universel formålsrettet vej (teleologisk), en lodret 'elevator-skakt' som ligger iboende i mennesker som sovende højere bevidsthedstrukturer, så er de lavere etagers udsigtspunkt i forhold til de højere etager nærmest at ligne ved forskellen på en neanderthaler (jegets normale niveau) og homo sapiens (de højere bevidsthedstilstande) - rent psykisk. Provokerende groft udtrykt. Men faktuelt set. I Østen siges det, at forskellen mellem en oplysts bevidsthed og en ikke-oplyst, er som forskellen mellem et menneske og et insekts bevidsthed (næppe ment fordømmende eller selvforstørrende).


I Munken og Filosoffen, en dialog mellem Matthieu Ricard og faderen, Jean-Francois Revel, pointerer Ricard ('verdens mest lykkelige mand'), at brilliante tænkere, videnskabsmænd, kunstnere, mangler selvindsigt og emotionel forvandling. Matthieu havde en meget lovende karriere foran sig, med nobelpris videnskabsmænd som hans lærere i molekylær biologi, m.m., og hans far var skuffet over, at han I stedet valgte den meditative vej:

Matthieu Ricard — ...Thanks to my uncle Jacques-Yves Le Toumelin, who is quite famous as a solo yachtsman, I also discovered the writings of the French metaphysician Rene Guénon. All this stimulated and nourished my intellectual curiosity about religion, without leading to anything more concrete. For me, it all stayed quite intellectual.

Jean Francois — Intellectual in what sense?

M. — I found that reading these works full of meaning satisfied me deeply and opened my mind, but didn't really bring about any inner transformation.

J. F — How old were you at this point?

M. — Oh, I suppose about fifteen. I'd also read some records of interviews with Ramana Maharshi, an Indian sage who was an Indian sage who was said to have attained knowledge of the ultimate nature of the mind,.... ....In the world I'd grown up in, thanks to you I'd met philosophers, thinkers, theater people; thanks to my mother (Yahne Le Toumelin, the painter), I knew artists and poets like Andre Breton, Maurice Béjart, Pierre Soulages; thanks to my uncle (Jacques-Yves l.e Toumelin, the sailor), famous explorers; thanks to Francois Iacob, the eminent scientists who came to give lectures at the Institut Pasteur.

I'd had the opportunity to make contact with people who in many respects were fascinating. I’d had the opportunity to make contact with people who in many respects were fascinating. But at the same time the genius they showed in their particular field was not necessarily accompanied by what you could call human perfection. All their talent, all their intellectual and artistic skills, didn’t necessarily make them good human beings. A great poet might be a rogue, a great scientist unhappy with himself, an artist full of self-satisfied pride.

All sorts of combinations, good or bad, were possible.....I met Igor Stravinsky and other great musicians. I was lucky enough to mix with many of the people much admired in the West, and to be able to make up my own mind and ask myself, 'Is that what I aspire to? Do I want to be like them? But I had the feeling that something was still missing. Despite my admiration, I couldn't help noticing that the mastery such people possessed in their particular field was often not matched by even the simplest human perfections — like altruism, goodness, or sincerity.


PS:  Den spirituelle lodrette vej kan ikke erstatte den horisontale vej eller vice versa.


Det horisontale er jegets liv og tænkningen, diskursivitet, m.m.


Non-dual bevidsthed giver f.eks. ikke konkret viden om og indsigt i farligheden ved f.eks. fluor,vacciner, aspartam, GMO, false flag terror, den forsætlige dumbing down af befolkningerne, deep politics og directed history, global warming svindel, m.m.m. (medmindre man altså har en ret specifik form for always-ready clairvoyance oveni, som kan erstatte viden via den diskursive logiske analyse ved tanken - urealistisk).

Pointen er ikke selv-hellig self-righteousness, men en konstaterende betragtning; hvis fluor, vacciner, kontrollerede massemedier, m.m.m. er destruktive, livsskadelige, bedrag og hvidvaskning i en uhørt stor grad uden at det bliver opdaget af flertallet, samtidigt som disse ses af flertallet som sande, gode og sunde, så er det - rent mentalt skelnende uden emotionel fordømmelse - et resultat af indoktrinering.


At være bøddel på sig selv og andre, uden at vide at man er bøddel - det er det mest absurde. De er per definition i deres handlings og adfærds konsekvens ofte farlige for andre, deres børn (gardasil vacciner f.eks., amalgam i gamle dage, etc.) - uanset om man mener det emotionelt fordømmende eller ej, så er sandheden tilbage! Nyttig idiot er ikke kun et nedsættende udtryk, men deskriptivt og neutralt sandt, når det er i overnensstemmelse med sandheden.
Mange spirituelle mennesker falder formentlig i mht. global warming, overpopulation, peak oil, vacciner, m.m. som alle er fabrikerede elite-memer, og kan på den måde blive nyttige idioter.


Vertikal indre spirituel udvikling giver ikke af sig selv horisontal viden om konkrete årsag-virkning forhold i den ydre verden. Så den åndsaristokratiske meditations-elite kan altså også falde i som nyttige idioter (hvorfor skulle Matthieu Ricard eller Jes Bertelsen tro på den falske global warming-teori (den menneskeskabte), eller Eckhart Tolle f.eks.i sin tid ellers anbefale præsident Obama?) Mange aktivister og dissidenter er derimod ofte bevidste om, at mange memer er elite-scams, at der er mindfuck manipulation en masse af befolkningerne, mens de til gengæld mangler den indre dimension a la meditation, spiritualitet, mindfulness, arbejdet med de negative emotioners magt, skyggeside, m.m. som 'Jes Bertelsen-folk', m.fl. arbejder med.


Den tredje kategori - 'the conspiritual' (etymologisk ukorrekt og slang-neologisme men alligevel...) gør begge dele eller er bevidste om begge dele. Denne gruppe er også voksende og altså afgørende for at den gamle slaveorden brydes ned.
Morfisk resonans, meditation og bøn erstatter ikke specificitet af sand viden og erkendelse i den enkelte om den ydre verdens forhold under radaren, der er påkrævet for at vikle sig ud af den uafvidende nyttige idioti.
Spirituelt oplyste mennesker kan være også være nyttige idioter, da viden, diskursivitet, analyse, ikke kan erstattes af den indre alkymisk postulerede proces, der evt. leder til non-dualitet, skyggeintegration, transcendens af negative emotioner, fravær af emotionel reaktivitet, negative aversioner, etc.


Omvendt kan de 'konspirativt' oplystes deep politics studier ikke erstatte den postulerede alkymiske indre forvandling af deres indre sjæleliv, og frigørelsen fra negative emotioner.


Mens mange directed history/deep politics-årvågne mangler den spirituelle bevidstgørelse og skygge-integration, mangler flertallet af den såkaldt spirituelle fortrop deep politics-narrativet (og the 'sheeple' mangler begge dele), men en tredje kategori som er bevidst om begge ting, er IMO a pristine priceless category of people.


Begge ting kræves optimalt.

Kommentarer

Populære indlæg