Anarkisten

af marco_hanuman, the blogger

Tak til anarkisten, Adam Kokesh, for at gøre det klart, hvorfor anarkisme ikke er en farbar vej. Dette er ikke et reaktionært udsagn, der skyldes hverken Kokesh's anarkistiske eller jødiske baggrund, for manden er både interessant, relevant og overbevisende, og tak for det. Men det har hjulpet til at sætte en besnærende idé ind i den rette historisk-filosofiske ramme, hvorved den tydeliggør sig som ubrugelig.

Anarkisme betyder statsløshed. Altså, der ønskes ingen stat, men løsrevne, autonome, frie, statsløse og nationsløse individer, der regerer sig selv. 

Anarkisme er besnærende, fordi det er forholdsvist nemt at blive enig over en kasse øl om, at Staten, når den udviser despotiske tegn, begår overgreb på sine indbyggere. Derfor bør Staten selvfølgelig aflives. Vold og tvang er tilladt for Staten. Staten bliver en religion, der ophøjer sig selv til Gud og forlanger at blive dyrket som Gud. Mennesker accepterer dette og dyrker Staten som Gud. Det modsatte må selvfølgelig være Statens totale fravær. Når man fjerner Staten, indfinder det modsatte af Statens dårligdomme sig selvfølgelig automatisk. Skål, er der flere øl i kassen?

Problemet med Statens totale fravær, er troen på, at det selvfølgelige 'frie' menneske af sig selv altid vil vælge det gode og det rigtige, og aldrig begå overgreb på andre. Adam Kokesh siger, at vi uvægerligt bevæger os imod det statsløse samfund, fordi den menneskelige natur selvfølgelig er sådan. Han forudsætter en modenhed, et suverænt tankesæt hos alle mennesker, der sætter alle i stand til at bedømme og vælge det rigtige, uden at nogen vælger og dømmer for dem. Sagt med lidt andre ord, end hans egne, beskriver han det oplyste, demokratiske menneske, som aldrig har eksisteret, andet end i en utopi.

Den demokratiske utopi er født i Oplysningstiden. Libertarianisme og utopisk anarkisme/revolution er født i samme tid som tanken om demokrati i den moderne forstand. De bygger alle på en abstraktion og en utopi. De forudsætter et menneske, der aldrig har eksisteret og aldrig (forhåbentligt) kommer til at eksistere, totalt frigjort fra tradition, familie, klan, nation, historie, social sammenhæng, genetik, race, geografi, miljø, biologi/genetik og i stand til at træffe sine frigjorte valg baseret på en total mangel på tilhørsforhold og forudsætninger.

Det anarkistiske menneske er ikke-regeret (an-arko) selvstyrende = autonomt. Der er blot et stort problem ved det løsrevne, autonome, frie, statsløse og nationsløse individ, der regerer sig selv. Det er så løsrevet, at det er ekstremt sårbart over for udefra og ovenfra kommende herskersyge. Det har allerede delt-og-behersket sig selv via dets løsrevethed. Det løsrevne menneske er rodløst, det har intet rodnet. Det ønskede ikke at være et får i flokken, men nu er det et får, der er kommet væk fra flokken og bræger udefra om at blive hørt, hvilket er endnu værre. You are all individuals (can't you hear me?!) - No, we're not! 

Man kan have megen sympati for mange af anarkisternes tanker. Man kan næsten ikke lade være. Men man kan ikke bygge et samfund på antipati, på negation, på det, man er imod. Hvis anarki skal skabe et samfund, må det organisere sig og overgive beføjelser til de, der er handlekraftige, beslutningsdygtige og initiativrige. I samme sekund, anarkiet gør det, har det taget skridtet væk fra sig selv. Anarkisme har en berettigelse som et snapshot af uvilje og spontan reaktion mod en tilstand, vi vil væk fra. Men hvis ikke vi kommer op med noget, vi ønsker og vil hen imod, er vi blot jagede dyr, der er løbet ud i skoven og kan skydes ned af det første jagtselskab, der kommer forbi.

Anarkisme er på sin vis en utopistisk social-religion. Man kan bede til den anarkistisk-utopistiske Gud, når den despotiske Stat går over gevind. Men man skal ikke forvente nåde og velsignelse, når Staten bryder sammen. Forvent anarki i ordets grimme betydning, forvent mafiavælde, forvent kaosvælde, forvent stammevælde, forvent neo-tyranni.

Alle rovdyrene står på spring, når en etableret samfundsstruktur bryder sammen. Vi så det med Sovjetstatens og Østblokkens sammenbrud. Hvis ikke samfundet meget hurtigt genetablerer en funktionel stat, med et beslutsomt lederskab, bliver de løbet over ende af ydre og indre fjender (same-same). Imod de ydre og indre rovdyrs forventning og planlægning, kom det ikke til at ske med Rusland, efter Sovjet. Nogen havde læst, hvad der var på vej endnu en gang. Nogen vidste, hvad-hvem-hvor-hvornår om Sovjet samt med hvilket formål. Nogen trådte i karakter og greb ind.

Kunne et anarki efter diktaturets opløsning have tilvejebragt det? Aldrig! Ville et anarki efter et såkaldt demokratis opløsning kunne tilvejebringe det? Aldrig, for Vestens demokratier ligner nu Sovjetstaten på afgørende punkter. Folk har lænet sig så langt tilbage i sofaen i demokratiet og er blevet så disinformerede, dovne, dumme, intimiderede, ligeglade, materialistiske, underholdnings-forgiftede og i visse tilfælde korrupte, at de ikke længere besidder de nødvendige egenskaber til at styre sig selv. Både Sovjetstaten og Demokraturet ødelagde det bedste hos deres borgere for at opretholde sig selv.

Anarkisten kunne sige: Der er to slags anarki. Det, som du beskriver, er det iscenesatte anarki, kaos, balkanisering, del-og-hersk-regime, hvor det ny diktatur straks tilbyder sig som en løsning på det, som det selv har iværksat. Stauning eller Kaos, Bush eller Balkan, Obama eller Opløsning, Hillary eller Helvede, Totalitærstat eller Terrorisme. Hvad vil I helst, hænges, skydes eller druknes? Vi, de gode anarkister, tilbyder på den anden side det spontane anarki, troen på det gode i mennesket (hvem kan være uenig?), menneskets ret til at styre sig selv (hvem kan være uenig?), frihed for tyranni (hvem kan være uenig?), uafhængighed af den misbrugeriske og formynderiske stat (hallelujah! hvem kan være uenig?).

Var det blot så nemt, så spontant og så smukt.

Et par spørgsmål til den troende anarkist:

• Ville du selv være i stand til at kende forskel på de to anarkier?
• Hvad stiller du op med den opløsning, som du nu selv er en del af?
• Tror du, at du og dine har forspringet til det nye samfund, fremfor de, der sad på spring og blot ventede på at etablere deres version af det gamle?
• Kender du din egen ideologis historiske rødder, og på hvilken afgørende måde adskiller de sig fra de sociale eksperimenter, der i 100 år har skabt Helvede på Jord.
• Hvilken styreform er anarki, siden ordets direkte oversættelse er ikke-styre?

Er den anarkistiske tanke da fuldstændig irrelevant? Ikke fuldstændig. Under ganske særlige betingelser, i isolerede og uforstyrrede bobler i tid og rum, kan man muligvis tale om anarki. Men det er kun i forhold til det større samfund, for hvordan styrer det anarkistiske lokalsamfund sig selv? Ved hjælp af anarki? Selvfølgelig ikke, for ellers falder det sammen på samme måde som det nedbrudte samfund, hvis nedbrud banede vejen for anarkiet.

Man kan næsten høre det på de to ord: anarkisme og anarki. Hver gang der sættes en 'isme efter et ord, er der tale om en abstraktion. Abstraktioner er ideer løsrevet fra lad-sig-gør-lighed, fra virkelighed. Det lyder godt fra en talerstol, det føles godt rundt om middagsbordet og over en kasse øl, det ser godt ud på papiret. Men i virkelighedens verden, med alle dens udfordringer, falder det til jorden. Ismen er utopistens og drømmerens abstraktion, det andet er den barske virkelighed.

You may say I'm a dreamer,

but I'm not the only one ... (Lennon)

Der er intet galt med at drømme og visualisere. Det er rent faktisk en forudsætning for at skabe noget, der er anderledes og bedre end det, der ikke er godt nok. Problemet opstår, når drømme forbliver frigjorte luftballoner, med barduner, sandsække og pløkke hængende i luften i deres frigjorthed på vej mod Stratosfæren.

Hvad skal vi i Stratosfæren, når vi hører til på jordoverfladen?