Spiritualitet og Sjælens Mørke Nat



af ChaosNavigator


Måske er mange beskrivelselser for abstrakte og for skematiske i skriftet.
Spørgsmålet er om de er sande!?


Dette bliver en spontan stream-of-consciousness smørelse og meget er ikke expliciteret. Dette er ikke en facitliste. Emnet er enormt.

Har lige læst skriftet BEVIDSTHED OG KÆRLIGHED (se forneden) som jeg stødte på for nogle år siden. Hvis det som beskrives er sandt, og det tyder mange sammenlignende erfaringer på, at det er - også fra mange sobre danskere som har brugt flere årtier på intensiv meditation og selvudvikling - er det angiveligt en ret præcis fin ordbrug, omend i skematisk noteform, måske irriterende eller fremmedgørende for mange som læser det.

Pludder. Abstrakt. 'Intellektuelt'. Varm luft?

Well, selve beskrivelsen er intellektuel qua ordenes nødvendighed i beskrivelsen af et svært erfaringsområde, men det som beskrives refererer til erfaringer og oplevelser som - ironisk nok - transcenderer tænkning og det intellektuelle fuldstændigt! Well, dette er postulatet...

Jeg har venner og kender mennesker, som har forandret deres bevidsthed, oplevelse og selvoplevelse i radikal grad gennem disse beskrevne meditationsmetoder. De er meget anderledes at være omkring fordi der ikke længere er megen larm, emotionel og mental knitren i de synaptiske kredsløb, i deres 'hoveder', og hos nogle meget lidt. Dette betyder, at de er kvalitativt anderledes at være sammen med f.eks. og det er tydeligt følt.

De som har 'nået' disse sålaldt jeg-løse tilstande i et mere permanent tyngdepunkt, oplever verden meget, meget anderledes med bl.a. stor afklaring og meget svært beskrivelige tilstande. Well, de mest avancerede, postuleres det, har en enorm afklaring, højere bevidsthedstilstande, m.m.m. (som Eckhart Tolle f.eks. som jeg har set 5 gange).

Nogle erfarne Benediktinermunke udi meditation tog MDMA (det reneste ecstasy) og udtalte, at det de oplevede var meget tæt på nogle højere tilstande oplevet via meditation gennem 15-20 år. Dette kan give en idé om den voldsomme kontrast fra den almindelige jeg-bevidsthed.

"Brother David Steindl-Rast, a Benedictine monk from the Immaculate Heart Hermitage in Big Sur, tried the drug at a conference on the medical uses of MDMA. Steindl-Rast, who was a psychologist before he entered the monastery, said the drug facilitates the search for the 'awakened attitude' all monks seek. 'It's like climbing all day in the fog and then suddenly, briefly seeing the mountain peak for the first time,' he said. 'There are no shortcuts to the awakened attitude, and it takes daily work and effort. But the drug gives you a vision, a glimpse of what you are seeking.'"

Benediktiner munken, Broder David Steindl-Rast

Martinus skulle 'skrue ned for blusset' overfor hans 'elever' fordi han simpelthen - når han glemte det - uintentionelt fik folk til hans kæmpeforedrag på de forreste rækker til at rejse sig ufrivilligt. Fysisk. De kunne ikke tåle den enorme energi og udstråling medmindre han 'dæmpede' den. Ligeså privat - mange rapporterer dette som var tæt på Martinus. De bad ham om at 'skrue ned' for ellers kunne de ikke sidde i stue med ham. Det var uforklarligt. Alligevel er der enstemmige beskrivelser af dette. 

Se dette i den nye danske dokumentarserie om Martinus


Martinus, en dansk mystiker


Her er en af Krishnamurti's oplevelser før han som 27 år gammel fik sin første såkaldt fulde oplysning:

Then, on the 17th August, I felt acute pain at the nape of my neck and I had to cut down the my meditation to fifteen minutes. The pain instead of getting better as I had hoped grew worse. The climax was reached on the 19th. I could not think, nor was I able to do anything, and I was forced by friends here to retire to bed. Then I became almost unconscious, though I was well aware of what was happening around me. I came to myself at about noon each day. On the first day while I was in that state and more conscious of the things around me, I had the first most extraordinary experience.

There was a man mending the road; that man was myself; the pickaxe he held was myself; they very stone which he was breaking up was a part of me; the tender blade of grass was my very being, and the tree beside the man was myself. I almost could feel and think like the roadmender, and I could feel the wind passing through the tree, and the little ant on the blade of grass I could feel. The birds, the dust, and the very noise were a part of me. Just then there was a car passing by at some distance; I was the driver, the engine, and the tyres; as the car went further away from me, I was going away from myself. I was in everything, or rather everything was in me, inanimate and animate, the mountain, the worm, and all breathing things. All day long I remained in this happy condition. I could not eat anything, and again at about six I began to lose my physical body"

Der er en ophævelse af dualitet, hvor subjekt (iagttageren) og objekt (det iagttagede) forsvinder, massivt udvidet bevidsthed. og en oplevelse af at helheden, oplevelsen af verden er markant og radikalt forandret.

To see a world in a grain of sand, And a heaven in a wild flower, Hold infinity in the palm of your hand, And eternity in an hour.
- William Blake - Auguries of Innocence


Jiddu Krishnamurti


I Ojai gennemgik Krishnamurti i august og september 1922 en intens "livsforandrende" oplevelse.Den er blevet beskrevet på forskellig vis som en åndelig opvågnen, en psykologisk forvandling og en fysisk renselse. De første tilfælde forløb i to adskilte faser: først en tre-dages åndelig oplevelse, og to uger senere en længerevarende tilstand, som Krishnamurti og dem omkring ham omtalte som processen. Tilstanden gentog sig, hyppigt og med varierende intensitet, indtil hans død.

Ifølge vidner begyndte det hele den 17. august 1922, da Krishnamurti klagede over en skarp smerte i nakken. I løbet af de næste to dage forværredes symptomerne med tiltagende smerter og ømhed, tab af appetit, og lejlighedsvise tågede hallucinationer. Han faldt tilsyneladende i en bevidstløs tilstand, men berettede senere, at han under tilstanden var fuldstændig opmærksom på sine omgivelser, og havde en oplevelse af "mystisk forening". Den følgende dag forstærkedes symptomerne og nåede et klimaks med en følelse af "umådelig fred".Disse begivenheder[ blev efterfulgt af den tilstand, der skulle blive kendt som processen, som blev en almindelig, næsten natlig begivenhed i september og oktober det år. Senere gentog processen sig fra tid til anden med varierende grader af smerte, fysisk ubehag og følsomhed, lejlighedsvis med regression til en barnlig tilstand, og nogle gange med en tilsyneladende ophævelse af bevidstheden, som Krishnamurti beskrev enten som en følelse af at hans krop gav efter for smerte eller også som om at hans sind "lukkede ned".


Disse oplevelser blev ledsaget eller efterfulgt af hvad der på forskellige måder blev beskrevet som "velsignelsen", "umådeligheden," "helligheden", "enormiteten", og som oftest, "andetheden" eller "det andet".Det var en tilstand forskellig fra Processen. Det fremgår Ifølge Lutyens klart af hans notesbog, at denne oplevelse af andethed var "med ham næsten uafbrudt" igennem hans liv og gav ham "en følelse af at blive beskyttet." Krishnamurti fortæller i sin notesbog, at tilstanden typisk forekom efter et akut tilfælde af processen, når han for eksempel vågnede op næste dag:


... Vågnede tidligt med den stærke følelse af andethed, en anden verden, der er hævet over enhver tanke ... der er en skærpelse af sensitivitet. Følsomhed, ikke blot for skønhed, men også for alle andre ting. Græsstrået var forbløffende grønt; græsstrået indeholdt hele spektret af farver; det var intenst, blændende og så lille en ting, så let at ødelægge ...


Denne oplevelse af andethed var med ham dagligt:


Det er mærkeligt at opleve, hvordan styrken, kraften i løbet af et eller to interviews, var i stand til at fylde rummet. Den føltes som om den var både i øjnene og i åndedrættet. Den kommer pludseligt og helt uventet, med en kraft og intensitet, der er ganske overvældende, og andre gange er den der bare, stille og roligt. Men den er der, uanset om man ønsker det eller ej. Der er ingen mulighed for at vænne sig til den, for den har ikke været der før og vil heller ikke komme igen ..."

Det er såkaldt højenergetiske bevidsthedstilstande, og med mange karakteristika, som Weekendavisens salonfæhige debattører og Kristeligt Dagblads inkvistorisk Buddha-fjendtlige projektioner, ikke kender til, og de kritiserer og afviser spirituelle oplevelser som selvoptaget sludder eller 'djævlen', med undtagelse af, når de er 'kristne' ( fangede i deres hoveder, klistret og kittet til af materialistiske eller religiøse uddannelsesskader, papegøje pensum-ideologier, skal de afvise spirituelle menneskers oplevelse som 'ugyldige' m.m.m. - som om de kvalificerede til det)



Religion og Spiritualitet

Spiritualitet er ikke religion som tro (tanker) men direkte perception. At tro, at tanker (i form af tro) om Kristus og Buddha er ens egen oplevelse, er slet og ret selvbedrag, for medmindre at der er personlige erfaringer eller intuition, er det indtil da blot en platitude, en remse, hvis man forveksler andres erfaringer med ens egen tro. Man skal selv gå vejen.

Many people are already aware of the difference between spirituality and religion. They realize that having a belief systema set of thoughts that you regard as the absolute truth – does not make you spiritual no matter what the nature of those beliefs is. In fact, the more you make your thoughts (beliefs) into your identity, the more cut off you are from the spiritual dimension within yourself.... ...how “spiritual” you are has nothing to do with what you believe but everything to do with your state of consciousness. "
- Eckhart Tolle, A New Earth
"Buddhismen bliver ofte fremlagt som en ateistisk tradition, der ikke udtaler sig om noget ”guddommeligt”. Som T.R.V. Murti gør opmærksom på er dette dog en fejltagelse. Nogle retninger inden for buddhismen taler ikke om noget guddommeligt, men i de tilfælde sker det ud fra den principielle holdning, at det guddommelige skal erfares, ikke tales om"
- Christian Dalgas

Som Krishnamurti skrev i sin måske mest personlige bog:

"The study and the understanding of the movement of your own mind and heart give birth to this intelligence. You are the content of your consciousness; in knowing yourself you will know the universe. This knowing is beyond the word for the word is not the thing. The freedom from the known, every minute, is the essence of intelligence. It's this intelligence that is in operation in the universe if you leave it alone. You are destroying this sacredness of order through the ignorance of yourself. This ignorance is not banished by the studies others have made about you or themselves. You yourself have to study the content of your own consciousness. The studies the others have made of themselves, and so of you, are the descriptions but not the described. The word is not the thing."
http://www.jkrishnamurti.org/krishnamurti-teachings/view-text.php?tid=42&chid=318

Religiøs erfaring er spiritualitet. Tro uden erfaring er en steril remse, et mentalt mantra, en afglans, som kan ende op som en substitut-sut fra vugge til grav. Blot tanker om idolet. Rådet er: Kill your Buddha and Christ! Bliv kristen eller buddhistisk mystiker i stedet, sufi, dzogchen, zen, etc. for så får du erfaringer og direkte perception. Transformation i landskabet, ikke nøjes med translation i landkortet (teori, tanker, tro uden fundament).


"Buddhas "gyldne ord" kan måske stille sig i vejen for den ultimative oplevelse; deraf Zen-udtrykket "Dræb Buddhaen!" Universet selv er Zens hellige skrift, og religionen er hverken mere eller mindre end værdsættelsen af det uendelige i hvert eneste øjeblik." (Matthiessin, The Snow Leopard)
Fra en anden kilde:
"I den kinesiske chan-buddhisme (der på japansk hedder zen) fortælles om oplyste mestre, der benægter overhovedet at have hellige tekster, da der i bund og grund ikke findes noget, der er helligt, som Bodhidharma sagde. En anden rev sutraer (hellige buddhistiske skrifter) itu, og endnu en brændte sågar en Buddha-figur af for at holde varmen. En japansk zen-kunstner har endda været så fræk at fremstille Buddha først som en kinaradise og senere som en tissemand. Sandheden kan ikke repræsenteres...Som mesteren Linji sagde: »dræb dine forældre, dræb patriarkerne, dræb Buddha'en«."

Ikke bogstaveligt selvfølgelig. Det henviser til, at man skal realisere det i det indre, at man skal 'dræbe' projektionen, idoldyrkelsen, at internalisere visdommen i sig selv. etc.

Det korte af det lange - her med A. H. Almaas' ord, den berømte transpersonlige ekspert pundit og mystiker:


"En kristen kan bevidst tro på værdien af Kristus-kærlighed, men han har reelt ingen oplevelse, ikke engang den fjerneste idé om hvad dette betyder. Han kan ikke handle ud fra det fordi han ikke ved hvad det er. De fleste kristne har ingen oplevelsesmæssig basis for at tro på egoløs kærlighed. Hvorfor burde de være egoløse? De ved det ikke, forstår ikke hvorfor det er en god ting. En sådan kristens sind og hjerte hverken forstår, endsige tror på egoløs kærlighed. Han tror ikke på det, fordi han ikke har noget vidnesbyrd som er attråværdigt. Han kan ikke se at egoløs kærlighed fører til frihed. I stedet ser han egoløshed som tab, tab af hvad han sætter højt og begærer.Der er megen snak om egoløs kærlighed, egoløs given, egoløs eksistens, etc. Men flertallet af menneskeheden ved ikke hvad “egoløs” betyder, endsige at det kan være en begunstigende tilstand. Siden de fleste mennesker ikke engang ved hvad det betyder at have et selv, hvordan kan de vide hvad det betyder at være uden et selv?"

Situationen er den samme med mange Buddhister. - se uddybende fodnote [1] nederst om dette konstante selvbedrag.


Spiritualitet, Sammenbrud eller Gennembrud, Impermanens
90% af New Age er også bull shit, ja, og mange spirituelle veje er svære at beskrive, er forskellige, og beskrivelser og modellerne er i læringskurven, så det er ikke let - specielt når mennesker forsøger at kortlægge disse ting, som handler om det som ligger hinsides ord og koncepter, med ord og det konceptuelle sind. Men de fleste skeptikere smider blot barnet ud med badevandet uden at have undersøgt det, hverken i dem selv eller komparative studier.



"Spiritualitet kan defineres som en stræben efter at erkende den dybere enhed, der findes i universet. En enhed som vi alle er en del af, og som, når den erfares, ikke lader nogen tvivl tilbage om, at der en dybere og guddommelig kærlighed bag og i alt det skabte.


Med enkelte variationer i tema og udtryksform, er sådanne spirituelle enhedserfaringer blevet beskrevet mange gange inden for såvel kristne som islamiske, buddhistiske hinduistiske og taoistiske kulturer.


Det, der går igen, er først og fremmest følgende:


• Oplevelsen af en udvidet form for bevidsthed, hvor den normale identitet med kroppen og sindet erstattes af en følelse af en enhed med alt i universet. Altså en følelse af, at grænserne mellem subjekt og objekt opløses.


• Udvidelsen af bevidsthed fører ofte til oplevelsen ego-død. Dvs. man oplever at dø til den afgrænsede identitet som egoet er, til fordel for oplevelsen af enhed med den guddommelige kærlighed, der på en gang gennemtrænger, skaber og opretholder alt det værende.


• Oplevelsen beskrives som at vende hjem til det egentlige. Til det som er. Når man ser tilbage på den bevidsthed, man havde før, opleves den som søvngængeragtig og uden kontakt til virkeligheden.


• Endelig beskrives de spirituelle oplevelser som havende en blivende effekt på dem, der har haft dem. Det er de færreste, som formår at integrere den udvidede bevidsthed på en måde, så den er mere eller mindre permanent til stede, men alle, der har haft en spirituel oplevelse, føler sig på den ene eller anden måde dybt berørt af den"
- "Selvudvikling er ego afvikling"

Hvad som er radikalt er, at hvis den spirituelle vej er en universel formålsrettet vej (teleologisk), en lodret 'elevator-skakt' som ligger iboende i mennesker som sovende højere bevidsthedstrukturer, og som på et eller andet tidspunkt, før eller senere (dette forudsætter reinkarnation, logisk set, da de fleste mennesker aldrig oplever sådanne fænomener i deres liv), stiger op i de 'højere etager', så er de lavere etagers udsigtspunkt i forhold til de højere etager nærmest at ligne ved forskellen på en neanderthaler (jegets normale niveau) og homo sapiens (de højere bevidsthedstilstande) - rent psykisk. Provokerende groft udtrykt.

I Østen siges det, at forskellen mellem en oplysts bevidsthed og en ikke-oplyst, er som forskellen mellem et menneske og et insekts bevidsthed (næppe ment fordømmende eller selvforstørrende).

Og at undlade at gå denne vej - på den ene eller anden måde (der er mange veje til non-dualitet, dette er kun én 'metode') - er derfor kun udsættelse af at påbegynde den spirituelle rejse.

Der er dog beskrevet meget heftige lidelsestilstande på den spirituelle vej, som udelades i nedennævnte beskrivelse, hvilket har at gøre med bl.a. jeg-identifikation med tanker og emotioner, som 'dør', dét som opleves som det velkendte 'jeg' afidentificeres, og heftige transcendenstilstande kan medføre dødsangst, sammenbrud, sjælens mørke nat, den yderste fortvivlelse, m.m. før man 'når' de højeste tilstande, hvis man er så heldig)

Her et kort selvudleverende citat fra egen oplevelse i 2010 - det er vel det man kalder eksistentiel angst, en form for glimt af endeligheden, en form for dødsangst også:





"Today I woke up with the chilling perception and deep feeling that goes something like this; that there are no narratives in existence to abide by or hold on to, not even the sentence itself (that there are no narratives.). It was an untold lonely inexplicable profound feeling an short very powerful frightening glimpse resulting in feelings of utter futility and impermanence, and in the subsequent reflection that memory by death is cut off and all relations in life are transient....There was nothing construed about the initial perception/feeling and no thoughts or isms were involved at all (like postmodernism or Buddhism)"


Så fandt jeg nogle mulige tolkningsmodeller i et forhåbentligt positivt, og ikke-patologisk lys:-):

"There are others who believe that this type of existential depression
is a necessary stepping stone to achieving a higher level of
transpersonal awareness and happiness...
http://depressioncures.blogspot.com/2005/08/existential-depression-and-ken-wilber.html


"The average person generally accepts her first thought with blithe
confidence and is satisfied to stop there until someone points out a
flaw. The mildly depressed philosopher worries that his first thought is off-target or too simple, that there are important objections he hasn't considered"
http://schwitzsplinters.blogspot.com/2006/07/depression-and-philosophy.html


"I would guess that professional philosophers as well as amateur
philosophers may be more prone to bouts of existential depression than people taken from a random population sample."
http://depressioncures.blogspot.com/2005/08/depressed-philosophers.html


"A pessimist and existentialist might, in fact, agree that the world
itself is screwed up, that social norms are themselves pathological,
that feelings of despair, anxiety, loss and pointlessness may be typical
in people who are exceptionally intelligent and observant. A person who is "depressed" may thus, on this view, see things others don't see, have keen insight into the waywardness of modern culture, have a refined sense of the good and the beautiful."
http://www.sgiquarterly.org/feature2007Oct-3.html

Fra et berømt studie som var indflydelsesrigt i forståelse af depression:

"Den umiddelbare respons til tab af positiv værdi er sandsyndligvis en følelse af håbløshed, akkompagneret af følelser , rangerende fra nød, depression, og skam til vrede.....det kan lede til tanker om håbløsheden af ens eget liv generelt. Det er sådanne generaliseringer af håbløshed som vi tror former den centrale kerne i den depressive forstyrelse (depression)."

Til dette responderer Obeyesekere (buddhist):

"Dette udsagn lyder mærkeligt for mig, en buddhist, for hvis det var placeret i en kontekst af Sri Lanka, ville jeg sige, at vi ikke har med en depressiv at gøre, men en god buddhist. En buddhist ville tage et trin videre i generaliseringen: Det er ikke kun den generelle håbløshed af ens egen situation; denne håbløshed ligger i verdens natur, og frelsen ligger i forståelsen og det at overkomme denne håbløshed."

[...]

Obeyesekere har en pointe: De tidligere Buddhist sutras generelt, og Theravada teachings specifikt, står på (1) at leve er at lide, (2) den eneste ægte lindring på lidelsen er at flugten fra Samsara (den fænomenale verden) fuldstændigt, og (3) flugten kræver, blandt andre ting, at opgive håb om at lykke i denne verden er mulig"


[...]

"Could one imagine a more disturbing image of human anguish? Yet, according to Theravada teachings, it is necessary to experience such despair — to confront the unmitigated horror of sentient existence — so as to acquire the resolve necessary to abandon the last vestiges of attachment to things of this world."
- Robert Sharf, side 3 (ekstremt skarp scholar)
http://buddhiststudies.berkeley.edu/people/faculty/sharf/documents/Sharf%20Is%20Mindfulness%20Buddhist.pdf


Kommentar: En mere 'positiv' tolkning på det sidste punkt (3) ("flugten kræver, blandt andre ting, at opgive håb om at lykke i denne verden er mulig"), gennemgående lykke i verden eller befrielse fra lidelse er ikke muligt før tilknytninger 'dør', 'at dø før man dør' - fra identifikationer, at man ikke kan finde lykke i ting som per definition er impermanente, og lidelsen vil derfor være der i samme grad, som man klynger sig til det impermanente, at være i verden men ikke af verden, osv.
Accept af impermanens og lidelse ved grasping (at holde fast), og glæden ved non-grasping synes bl.a. at være essensen af William Blake's digt:

He who binds to himself a joy
Does the winged life destroy
He who kisses the joy as it flies
Lives in eternity’s sunrise
- Eternity, William Blake, 1757 - 1827

'Nu er det måske ikke så svært at forstå, at det kun er et mindretal af befolkningen, der vælger at gå den vej. Vores voksne jeg’er er meget sjældent i nærheden af den angst, der er forbundet med opløsning, og når den nærmer sig, rejser hele vores psykologiske forsvar sig. Vores personlighed vælger ikke frivilligt at blive udslettet, og oftest kræver det megen lidelse i ens liv, før man vælger at tage kampen op...
..De følelser, der opstår hos mennesker, der går gennem denne selvudviklingsproces, minder om de følelser, der normalt er kendetegnende for narcissistiske, psykotiske og grænsepsykotiske tilfælde. Almaas mener imidlertid, at vi alle sammen besidder en sådan ”psykotisk kerne”, der ligger dybt begravet i vort ubevidste. De fleste kommer bare aldrig i kontakt med den, og de ved derfor ikke, at den eksisterer.....Ifølge buddhismen er det netop identifikationen med egoet, der er skyld i lidelsen. Egoet er et indsnævret prespektiv, der i sig selv er lidelsesfyldt sammenlignet med den tilstand - kaldet nirvana - det er muligt for mennekset at realisere, når det slipper identifikationen. Som Almaas formulerer det her, kan det mere specifikt siges at personlighedens konstante behov for bekræftelse, for at holde liv i identiteten, er en lidelsesfuld kamp, set i forhold til den kontakt der bliver mulig, når identiteten slipper, og personen vågner til hans oprindelige enhed med væren.

Inden personen kan komme fri af identifikationen med personligheden, må han dog komme igennem de følelser, der er forbundet med fastholdelsen af den. Han må med andre ord genopleve den oprindelige smerte, der er forbundet med tabet af essens og med konstruktionen af personligheden. Vejen ind i denne smerte vil som oftest være via de forstyrrelser, der kan være opstået i dannelsen af identitetsfølelsen eller i entitetsfølelsen. Det er i høj grad disse grundlæggende forstyrrelser, der bliver trukket frem af selvudviklingsarbejdet, og det er ved at gennemleve smerten forbundet med dem, at personen gradvist kan komme fri af identifikationen med personlighedsstrukturen"

- Christian & Vivian Dalgas, Narcissisme, spiritualitet og selvrealisering


Det er ikke det funktionelle ego som opløses, hvilket vil være psykose, disintegration, etc. men af-identifikationen med emotioner, tanker, som mister deres magt. Tanker vil stadig være der, men som det kendte billede med krusninger på havets overflade - tanker og emotioner - forstyrrer de ikke dybet i havet.



'The “dark night of the soul” is a term that goes back a long time. Yes, I have also experienced it. It is a term used to describe what one could call a collapse of a perceived meaning in life…an eruption into your life of a deep sense of meaninglessness. The inner state in some cases is very close to what is conventionally called depression. Nothing makes sense anymore, there’s no purpose to anything. Sometimes it’s triggered by some external event, some disaster perhaps, on an external level. The death of someone close to you could trigger it, especially premature death, for example if your child dies. Or you had built up your life, and given it meaning – and the meaning that you had given your life, your activities, your achievements, where you are going, what is considered important, and the meaning that you had given your life for some reason collapses.

It can happen if something happens that you can’t explain away anymore, some disaster which seems to invalidate the meaning that your life had before. Really what has collapsed then is the whole conceptual framework for your life, the meaning that your mind had given it. So that results in a dark place. But people have gone into that, and then there is the possibility that you emerge out of that into a transformed state of consciousness. Life has meaning again, but it’s no longer a conceptual meaning that you can necessarily explain. Quite often it’s from there that people awaken out of their conceptual sense of reality, which has collapsed.

They awaken into something deeper, which is no longer based on concepts in your mind. A deeper sense of purpose or connectedness with a greater life that is not dependent on explanations or anything conceptual any longer. It’s a kind of re-birth. The dark night of the soul is a kind of death that you die. What dies is the egoic sense of self. Of course, death is always painful, but nothing real has actually died there – only an illusory identity. Now it is probably the case that some people who’ve gone through this transformation realized that they had to go through that, in order to bring about a spiritual awakening. Often it is part of the awakening process, the death of the old self and the birth of the true self...

..You are meant to arrive at a place of conceptual meaninglessness. Or one could say a state of ignorance – where things lose the meaning that you had given them, which was all conditioned and cultural and so on. Then you can look upon the world without imposing a mind-made framework of meaning. It looks of course as if you no longer understand anything. That’s why it’s so scary when it happens to you, instead of you actually consciously embracing it. It can bring about the dark night of the soul – to go around the Universe without any longer interpreting it compulsively, as an innocent presence. You look upon events, people, and so on with a deep sense of aliveness. Your sense the aliveness through your own sense of aliveness, but you are not trying to fit your experience into a conceptual framework anymore.'
- Eckhart Tolle om Sjælens Mørke Nat




'Når åndeligt liv og udvikling betragtes fra et traditionelt synspunkt, forbindes det ofte med en opfattelse af forsagelse, lidelse, hårdt arbejde, sorg og smerte. Dette er ikke retfærdigt, for derved lægges der for stor vægt på et enkelt aspekt. Det skaber forvirring og endda modvilje og mismodighed hos begynderen på den åndelige vej.  Lidelse er kun et fremherskende og karakteristisk element i én fase, på ét niveau i det åndelige liv – den fase, der handler om renselse, og som følger efter vækkelsen af sjælen; den første åbenbaring af vor iboende Ånd. Denne vækkelse er fuld af glæde og jubel, og glæde slår tonen an for den fase, der følger efter renselsen, hvor sjælen er illumineret. Efter ”Sjælens mørke nat”, denne nye periode med skygge, hårdt arbejde og sorg, kommer det strålende mål....I denne tilstand er sjælen fyldt med lyksalighed og en varig og usigelig glæde.'
-  Roberto Assagioli
Om de dramatiske og lidelsesfulde aspekter ved den spirituelle rejse, skriver Jes Bertelsen:
"..at jeget, hvis det skal opgive sig selv, først må kende sine rødder, Disse rødder er arketypiske billeder, konstellationer, og en række basale, såkaldt negative emotioner: angst indtil rædsel og panik; aggression og vrede indtil mordlyst; forladthed; svigt, sorg, ensomhed. Det er denne skala af emotioner og tilstande, som de store spirituelle træningssystemer har hjulpet mennesker til at møde og integrere. Indvielsesritualer i mysteriekulte; shamanrejser til Himmel og Helvede; de ensomme syner og fristelser i bjerghuler og øde ørkner.......Det er, som om en spirituel proces som regel — men med undtagelser, ( fx Ramana Maharshi) — må gå igennem en forberedelsesfase, med selvkonfrontation og kraftfuld renselse. Had, kærlighed. Begær, isolation. Vold, Død. Ensomhed. Angst. Forladthed Lyst. Gennembrud. Disse tilsyneladende basale emotioner og billeder synes som regel uundgåelige. Men om de afspilles på barndomschok, eller på syner af Himmel og Helvede; eller ordnes i fødselsmatricer, eller fremstår som bardotilstande — det synes meget mere at være bestemt af andre faktorer."
- Bevidsthedens Befrielse





Christian Dalgas skriver denne kendte pointe:

"Vi er på ingen måde blinde for, at den spiritulle vej også kan rumme mange farer. Hvis man oplever enhedserfaringer før jeget er stærkt nok til at rumme dem, kan det f.eks. føre til psykotiske tilstande. Ligeledes kan oplevelser af kontakt til det spirituelle virke forstærkende på visse former af narcissistisk forsvar ved f.eks. at forstærke følelsen af overlegenhed og grandiositet. Sådanne negative effekter opstår dog som oftest, når personer oplever religiøs erfaring uden at være i forbindelse med en kyndig lærer og uden at være
tilknyttet en spirituel tradition med dertil hørende praksisformer."

Jes Bertelsen advarer om det samme:

Mystikerne og de spirituelle skolingssystemer antager existensen af højere nondual bevidsthed, Denne oplyste grundbevidsthed er den samme i alle mennesker. Altså er deri samme bevidsthed en individuel jegdimension og en oplyst enhedsdimension. Disse to forskellige dimensioner er ikke absolut forskellige. Det er åbenbart muligt at krydse grænsen. En dual bevidsthed kan skifte til nondual funktion.

Altså er der et interferensområde, en zone, hvor dual bevidsthedsfunktion på en eller anden måde er forbundet med transdual bevidsthedsfunktion.....I den højere oplyste transduale bevidsthed er åbenbart en overvældende energi. Der er umådelig megen energi eller information eller lysstyrke i højere bevidsthedstilstande, hvad al meditativ og mystisk erfaring bekræfter.

Når grænsezonen åbner sig, begynder denne energi at interferere med jegets duale dimension Der produceres erfaringer. Jeget, der nærmer sig grænsezonen, begynder at opleve. Og disse oplevelser er blandet sammen af mange typer af determinanter. Hvis det personlige og det kollektive ubevidste ikke er nok gennemarbejdet, så vælter stof fra disse duale skygge- og halvlysområder ind i systemet Dette kan resultere i psykoser. Psykose er, at jeget bliver presset ud af kontrol af ubevidste spændinger. Jeget tvinges til at opgive styret.
Dette er det diametralt modsatte af en mystisk erfaring; her er det jeget, der frivilligt forlader banen og opgiver styret. Psykosen tvinger et ubalanceret jeg ud. Og ind vælter det ubevidste. Illumination fremkommer, når et balanceret jeg af egen fri vilje træder til side, og ind strømmer den højere bevidstheds transduale klarhed.
- Bevidsthedens Befrielse
Jes Bertelsen - dansk mystiker og forfatter

Følgende må anses for at være en guide i pitstops. en teknisk rejsebeskrivelse qua de intellektuelle ords begrænsninger, sterilitet, samt det umiddelbart abstrakte pga manglende 'egen-referenter' til beskrevne 'oplevelser' (det poetiske ord er dybere men måske mindre præcist).







Landkortet (ordet, beskrivelsen) er ikke landskabet (det beskrevne). Man kan desuden føle sig fremmedgjort, irriteret. forvirret, da det oftest ikke refererer til noget genkendeligt.

Spritualitet er i sig selv et meningsløst ord.
Lidt ironisk, dersom disse beskrivelser er en del af vores latente potentialer, som 'blot' ikke er erfarede, ikke genkendelige, og derfor afvises på forhånd. Man skal være skeptisk men ikke afvise på forhånd.

Derfor ved Chomsky, Foucault, Kierkegaard, Habermas, Kant, m.fl. ikke en døjt om dette, da de aldrig gik den eksistentielt-meditative vej, kun den analytisk-diskursive, og det er ikke transformation [se fodnote [2] allernederst], og dét forslår som en skrædder i helvede, nemlig ingenting på hjerte at udtale sig autoritativt om, dvs. dette emne. De kunne og kan ikke udtale sig kvalificeret om den non-duale vej, alligevel gør de det! Ej heller studerede de det enorme komparative fænomenologiske intersubjektive materiale, der vidner om mystikeres konsensus, dvs. de samme indre rejsebeskrivelser på tværs af kulturer og mennesker.

Alligevel afviser mange intellektuelle dette. Typisk (jeg selv har studeret mange spirituelle 'rejsebeskrivelser' gennem mange år, og haft nogle tilstande som var klart hinsides den almindelige jegbevidsthed, og genkendelige fra andres beskrivelser af samme tilstande, så det er ikke kun en platitude for mig at udtale mig en smule om).


Med Jernesalts ord:

"Bertelsen peger i denne forbindelse på det forhold, at det er de færreste af os der har primær erfaring med atomer og elektroner, og alligevel tvivler vi ikke på deres eksistens. Men faktisk kræver det langvarig uddannelse og træning at nå til et vidensniveau, hvor naturvidenskabens grundmodeller kommer inden for den personlige erfarings område. Det er også de færreste mennesker der har primær erfaring med selvet og den højere bevidsthed, for det kræver lang træning at nå til et førstehåndskendskab til de grunderfaringer der skaber basis for intuitive modeller"

Beskrivelsen er noter fra en gammel psykolog (ikke Jernesalt) som angiveligt har været på Jes Bertelsen's kurser. Indrømmet, det virker sterilt i beskrivelsen, og kunne måske være mere poetisk (det er det i bogen 'Nuets Himmel' af Jes Bertelsen for en gangs skyld).

Det er ikke et nyt evangelie, men interessant fordi det er baseret på studier og personlige erfaringer som mange meditationsudøvere har haft og har. Jeg selv f.eks. er uenig med Jes på andre punkter, men det er ikke desto mindre interessante erfaringer.


Se også
Spiritual Pitfalls


Dette er kun én rejsemodel, og Almaas arbejder f.eks. på en anden måde end beskrivelsen her - selvom der er visse universelle kendetegn ved spriituelle oplevelser - så 'virkeligheden' ser ikke "sådan ud", statisk, én model, sådan som skriftet skematisk beskriver, men er langt mere mangefacetteret, flydende, med mange ubekendte (og ovennævnte er mangelfuldt, blot nogle fragmenter, hurtigt og spontant skrevet):
_________________________


Et meget kort uddrag først (oversigt):

"Bevidsthedsskala iflg. Jes Bertelsen

Non-dual fuldt vågen bevidsthed – højeste plan (7.plan)

Holografisk bevidsthed – er udover normal bevidsthed (5.-6.plan)

Vågen – neutral iagttagelse (4.)
[neutral iagttagelse er det samme som mindfulness]

Almindelig bevidsthed(3.)

Drøm(2.)

Dyb drømmeløse søvn(1.) "

Hvis man bliver irriteret over det følgende, og man synes, at den sproglige beskrivelse er for teknisk eller svært, er det formodentlig fordi man ikke har en perceptuel skelneevne tilstrækkeligt skarp til det som ordene beskriver (eller verbalt ikke kan formå at beskrive det man oplever)  - eller sagt på en anden måde; det som ikke er oplevet personligt forekommer for abstrakt eller mentalt (selvom det netop ikke er det, da skriftet omhandler det som går hinsides det mentale niveau - kun den sproglige beskrivelse involverer det mentale, men selve oplevelsen for den som har erfaret det, får sin sproglige beskrivelse fra området hinsides tankerne, det transmentale område).

Sagt på endnu en anden firkantet måde; beskrivelserne af bevidsthedsplan nr. 4, 5, 6, og 7, forekommer måske abstrakt og 'mentalt', når man primært oplever fra niveau nr. 3 (skæbnens ironi i denne sammenhæng er dog, at nr. 3 netop er det mest mentale niveau af alle niveauer fordi det er så identificeret med tanker, og opererer eksklusivt via tanker).

Og den anden ironi er, at jeget (3. niveau) også har disse overbygninger, disse øvre niveauer, og som kan blive beskrevet af erfarne meditationsudøvere, men for det ego som aldrig er gået hinsides, taget en tur i elevatoren opad, vil disse beskrivelser fremstå som uvirkelige,

Man skal tænke på, at når folk siger: 'det er kompliceret', 'det er for "intellektuelt", det er for abstrakt, etc., så er det for det første relativt. En biologs beskrivelse af én eneste celle kan forekomme abstrakt, kompliceret og forvirrende for ikke-biologen (faktisk har hver eneste lærebog om cellen hvert eneste år udvidet i sideantal, og er idag på næsten 2000 sider. Kun om cellen!)

Så når folk siger, at følgende er abstrakt og for kompliceret, må man tænke på, at den teoretiske forståelse ikke nødvendigvis er det på samme måde for the experienced experiental explorer (erfaringen i felten)- på samme måde som biologens viden om cellen ikke er så kompliceret for biologen (i modsætning til ikke-biologen).

I virkeligheden  er beskrivelsen meget 'simpel', siden landkortet (den sproglige beskrivelse) er meget grov i forhold til selve landskabets detaljerigdom, og en radikalt anderledes erfaring end den almindelige vågne tilstand (ordets bur stækker tankens vinger, specielt når man forsøger at beskrive erfaringer fra domæner som er hinsides tanken):




BEVIDSTHED OG KÆRLIGHED – bearbejdet fra Jes Bertelsen
 



Der er to afgørende træk ved bevidstheden:

1) Isolation og 2) Sekventialitet


1)Isolation:
Jeg´et eller opmærksomheden oplever sig selv som adskilt fra andre mennesker og adskilt fra verden.
Alle oplever at et sted er bevidstheden lukket inde i kroppen, adskilt fra de andre menneskers indre. Adskilthedens individualitet opleves som nødvendig som den anden side at det at have kontakt, af kommunikation og samhørighed.
Adskillelsen og jeg´ets grænsedragning er en del af den almindelig bevidstheds dualiserende grundfunktion: Den almindelige bevidsthed fungerer ved at adskille subjekt og objekt.



2)Sekventialitet:
Henviser til det særlige ved bevidstheden at den oplever, ordner og forstår kendsgerninger og begivenheder i rækkefølger. Det ene følger efter det andet.
Fordi…noget… så noget andet…. Fordi det regner, er gaden våd. Bevidstheden ordner og forstår i sekvenser efter hinanden, ligesom sproget er ordnet i ord efter hinanden, i sætninger, linje efter linje.



Bevidsthedsskala iflg. Jes Bertelsen

Non-dual fuldt vågen bevidsthed – højeste plan (7.plan)
Holografisk bevidsthed – er udover normal bevidsthed (5.-6.plan)
Vågen – neutral iagttagelse (4.)
Almindelig bevidsthed(3.)
Drøm(2.)
Dyb drømmeløse søvn(1.)



Den almindelige bevidsthed er isoleret, dual og adskilt. Den fungerer associativt, kausalt og sekventielt.

Den holografiske bevidsthed fungerer i samtidighed og a-kausalt, i en spontan øjeblikkelighed.

For at den almindelige bevidsthed kan skifte til den latente holografiske funktionsmåde, må den afstå fra eller aflære den isolerende sekventielle arbejdsform.

Det, som Jes Bertelsen kalder den dobbeltrettede bevidsthed, som også kunne kaldes ikke-rettet bevidsthed, er at opmærksomheden sprogløst véd af sig selv momentant.

Opmærksomheden træner gradvist den almindelige bevidsthed i at afstå fra den isolerende og sekventielle funktionsmodus.

I den almindelige bevidsthed identificerer subjektet sig med – eller interesserer sig først og fremmest for – objektet, hvorimod den dobbeltrettede bevidsthed handler om at subjektet (jeg´et, opmærksomheden) slipper interessen i og identifikationen med objektet og først og fremmes, i et øjeblik, sprogløst véd af sig selv.

Derved udlignes ideelt interessen for de forskellige bevidsthedsindholds forskellighed.

Alle indhold og tilstande egner sig lige godt til at opmærksomheden kan bruge dem som anledning til momentant at beskæftige sig med at vide af sig selv.

Det øjeblik, hvor opmærksomheden momentant og sprogløst beskæftiger sig først og fremmest med sig selv, dette øjeblik er åbent mod subjektets vågne, sprogløse essens. Denne praksis vænner langsomt bevidstheden til at fungere på en anden måde end den sekventielle, isolerede, dualiserende modus.

Øjeblikket er i princippet åbent – modsat det selvforglemte, lukkede, almindelige subjekt. Og dette øjeblik er i en vis forstand irrationelt, da det ikke hænger kausalt eller associativt sammen med hverken afsættet eller de efterfølgende sindstildragelser.

Det kræver tillid til at turde give slip på det vante og kendte, og åbne sig for det ukendte. Tillid til egen praksis, processen, til læreren.

Man skal være indstillet på at afgive troen på virkelighedskarakteren af den duale almindelige virkelighed.

Hvis der er noget som personligheden ikke vil afgive, så kan skiftet til det næste bevidsthedstrin ikke finde sted.


Den dobbeltrettede bevidsthed praktiseres for at vænne og træne systemet til denne given slip.


Man øver sig i at give slip på identifikationen med sindets tilstande og sansernes billeder. Man øver sig i at afgive fastholdelsen af, hvad der netop nu er i sindet. Følelser, stemninger, tanker og billeder, sanseindtryk, kropsfølelser, intentioner og fantasier, hvad som helst der er i sindet overlades til sig selv. Man siger ikke ja og fastholder, og man skubber ikke væk og siger nej; man kommenterer ikke, vælger ikke, prioriterer ikke, sorterer ikke. Man lader alt være nøjagtig som det er. Og i denne given slip, i denne afslappelse, husker bevidstheden sig selv. Vågenheden véd et øjeblik af sig selv.


Denne praksis er træning. Ligesom i en drøm er vi i vores normale bevidsthed kritikløst overbevist om at det der præsenteres som virkelighed er umiskendeligt virkeligt. F.eks. at vores følelser udtrykker virkeligheden.
Det ene centrale trænings træningsfelt består i, i den almindelige vågne tilsand, igen og igen, at lade opmærksomheden sprogløst og formløst huske sig selv i glimt. Det er den dobbeltrettede bevidstheds træning.


Det andet træk der forbinder den almindelige vågne bevidsthed med den højere, er kærlighedsfølelsens udadgående og forbindende kvalitet. Igen er dette (taknemmelighed, tillid, medfølelse, kærlighed til en anden) en ikke ganske almindelig ingrediens i den ellers almindelige bevidsthed, hvorimod denne følelseskvalitet er central og uundgåelig i den holografiske bevidsthedsfunktion.
Det andet centrale træningsfelt er derfor netop den eksistentielle forfinelse og nuancering af hjertefølelserne og fortrinsvis i deres udadgående aspekt.

I drømmeløs søvn er der ingen forestillinger om et jeg. Der er heller ikke noget objekt. Subjektet er slukket og objektet er sort skærm.

I drømme er der derimod forskel på subjekt og objekt.


Den vågne tilstand udmærker sig ved langt større klarhed, præcision og stabilitet.


Forskellen mellem den almindelige duale bevidsthed og den holografiske bevidsthed er lige så markant og kvalitativt tydelig som af standen mellem drøm og vågen, eller afstanden mellem drøm og vågen.


Identitetsfølelsen ændrer sig op igennem de forskellige trin. Den almindelige personlighedsfølelse, evt. nuanceret gennem selvudvikling, er tydelig, centreret og forbundet med kroppens sted og tid. I de lavere trin opløses denne identitetsfornemmelse på forskellige vis. I drømme er drømmejeg´ets identitet meget mere vag og diffus end det vågne jeg. Og i den dybe søvn synes al identitet at være forsvundet.


På det holografiske bevidsthedstrin (5.-6.trin) åbnes og udvides identitetsfølelsen afgørende. I disse bevidsthedstilstand synes identitet at være åben, flygtig og decideret usubstantiel. Den afgrænsethed og kernefølelse, der ledsager den almindelige kropsbaserede, individcentrerede identitetsfølelse.

Det, der almindeligvis udgør identiteten og individualiteten beror til dels på en afgrænsning fra og en isolation i forhold til andre individer. Denne atomisering og adskillelsesproces hænger sammen med dualiserende bevidsthedsfunktion.
Den mere omfattende holografiske bevidsthed er klarere og mere vågen end den duale,, vågne almindelige bevidsthed.


Men den åbne, løse eller ikke-tilstedeværende identitetsfølelse ligner ikke participation mystique eller andre vagere, gruppe- eller tranceagtige, bredere eller mere inklusive identitetsfølelser.


Når bevidstheden fra at have været i den holografiske funktionsmodus atter falder tilbage i den duale almindelige funktion, så efterlader gearskiftet en ændring i den førhen massive identitetsfølelse. Det at identificere sig som en krop, et jeg eller en personlighed forekommer at være en indsnævring, og den vante identifikationsproces gennemtrænges lidt efter lidt af mere humor og mindre selvhøjtidelighed, mere plads til andre og mindre selvoptagethed.


Neutral iagttagelse [Mindfulness]
Er et mellemtrin mellem den almindelige bevidsthed og de højere bevidsthedstrin. Den er dual som den almindelige bevidsthed, men den er én grad mere vågen end normaltilstanden. Den almindelige bevidsthed er identisk med sit indhold. Man er sulten, glad, man længes, man er sine indtryk og sine tanker. Men for os alle er det muligt at træde tilbage fra denne naturlige og umiddelbart givne identifikation. Noget i én kan tage sig ud af identiteten og iagttage indholdet. Man kan iagttage sindet og sansernes tilsynekomster.


Hvis denne iagttagelse er neutral, betyder det at man ikke accepterer nogle indhold og tilstande og ikke sætter andre til side. Man siger ikke ja, og ikke nej, man ser blot. Og man kommenterer ikke.


Dette at være vidne til sindets bevægelser, indhold og omskiftelser uden at blande sig og uden at vælge, kaldes neutral iagttagelse og er en tilstand – om end den i begyndelsen ofte kun varer ganske kort – som er en grad mere klare og vågen end den almindelige med sindet sammenvoksede bevidsthed.


[det er derfor man får lettere ved at frakoble sig de negative emotioners magt f.eks.]


Når man træner dette skift fra identitet til iagttagelse i praksis, opdager man at bevidstheden igen og igen bliver distraheret og dermed er tilbage i identifikation med sindsstrømmen. Distraktionen kommer ikke igennem fokus og forfra. Den kommer mere listende fra siden og bagfra, gennem association, en lokkende fantasi, en interessant tanke, en lyd, en fugl og umærkeligt er sindet atter fanget i sig selv, iagttageren er slukket, bevidstheden er faldet i med sindet.


Neutral iagttagelse er dual og kan som sådan forlænges til en tilstand der alt efter træning kan vare ved.

Det er af afgørende vigtighed for den senere træning at bevidstheden lærer at skelne mellem det at være adskilt neutralt iagttagende, og det at være distraheret i den forstand at være identisk med sindet, uden distance til dets stemninger og overvejelser. Dag efter dag er det nødvendigt at holde skelneevnens sværd skarpt.

Det at iagttage sindet uden at blande sig lyder enkelt. Alle kan i korte stræk af og til gøre det.Vanskeligheden består blandt andet i at man efterhånden opdager at det der umiddelbart ligner neutralitet ofte er en blid skubben, en gyden olie over emotionelle vande, en subtil sigen nej, eller en lige så lavmælt styring af sindet hen imod det positive, det lette, det stille eller hvad den enkelte måtte favorisere.



Da fortrængning består i at sortere og i at sige nej og skubbe væk, vil forståeligt nok træningen af den neutrale iagttagelse langsomt, men sikkert ophæve fortrængningerne, hvorved det fortrængte stof (skyggesider, traumer, chok, infantile sider) dukker op af sindets kældre.

Hvis ikke den terapeutiske og selvudviklingsmæssige bearbejdelse af personligheden er dybtgående nok, vil det være vanskeligt virkeligt at være neutral i iagttagelsen.


En ubearbejdet personlighed vil ikke tillade den neutrale iagttagelse at underminere fortrængningsmekanismerne. Iagttagelsen bliver i dette tilfælde ikke neutral, men krypt sorterende ved at vedligeholde glemselsbarriererne.


Neutral iagttagelse er altså vågen, usproglig, dual opmærksomhed på sindet, der skærper sig på distinktioner, holder spejlkvaliteten klar i neutralitet og vinder stabilitet over for det opstrømmende fortrængte stof.

Neutral iagttagelse begynder som regel som en slags ”teknik”, en mere eller mindre mental eller intellektuel ting.
Men efter nogle års regelmæssig træning synker den ind og bliver under praksis en form for holdning. En dyb vågen afslappethed i forhold til en selv, ens sind og ens sanseindtryk. En vid panoramisk åbenhed til alle kanaler og overladen alle kanaler og alle informationer til sig selv.
I begyndelsen – mere mentalt – prøver man sig i forhold til f.eks. én motion eller én tanke ad gangen: Adskille sig, spejle, ikke benægte, ikke acceptere, ikke kommentere.

Men efterhånden udvides praksis, sindet åbnes til tanker og følelser, til emotioner og drifter, til kropssansninger og intuitioner, til billeder og fantasier, til syn, hørelse og duft. Og indstillingen er: Alt hvad der viser sig i sindet og alt hvad der bevæger sig, se det, lad det være, slap af og giv slip, vær vågen og spejlende. Fra praksissituationer ender denne indstilling med at forplante sig til det daglige liv: Der kommer en større ro og en humoristisk pause mellem emotion og reaktion.


Det er et skift fra identifikation til iagttagelse, selv etableringen af neutraliteten.


Det næste skift er fra iagttagelse til iagttager. Opmærksomheden skifter accent fra sit indhold til sig selv. Sprog- og formløst véd opmærksomheden et øjeblik af sig selv. Dette er dobbeltrettet bevidsthed.


Den almindelige bevidsthed er polariseret i subjekt og objekt. Opmærksomheden har derfor, kan man sige, to retninger, den ene er intentionaliteten i retning af objektivitet, retningen mod fokus, mod objekter /tanker og ting, sansninger og intuitioner, syner, fantasier, stemninger og lyde er alt sammen eks. på objekter). Subjektiviteten er det der registrerer (jeg´et, vidnet, iagttageren, opmærksomheden, bevidstheden er alt sammen eks. på subjektsiden). Sædvanligvis er subjektet tabt i objektet, opmærksomheden vender udelukkende mod objektfeltet.

Dobbeltrettethedens praksis – bevidsthedens anden mulige retning – består i et kort øjeblik at lade opmærksomheden blive opmærksom på sig selv. I stedet for at beskæftige sig med det, der reflekterer sig i spejlet, beskæftiger ”man” sig et kort øjeblik med selve spejlet. ”Man” er et navn, som er hæftet på spejlet inklusive spejlets reflekser.


Andre formler, der søger at beskrive denne praksis, er f.eks.: At huske selve vågenheden. At søge iagttageren. At se efter bevidsthedens kilde. At lede efter kærlighedsfølelsens udspring.


Ordet ”dobbeltrettet” refererer til det forhold, at selv om bevidstheden skifter accent fra sit indhold til sig selv, vil bevidstheden stadig være åben i retning af objektfeltet.


Ordet ”dobbeltrettet” signalerer da det forhold, at opmærksomhedens åbenhed er åben i de to retninger som polarisationen mellem subjekt og objekt på et grovere plan er udtryk for.


Dobbeltrettetheden er momentan. Dette vil gælde for langt de fleste praktiserende, og det vil gælde i mange, mange år.

Den almindelige opmærksomhed er dualiserende. For at sanse, opfatte, erkende og sproglægge forudsættes en adskillelse i subjekt og objekt. Når opmærksomheden eller bevidstheden i mere end et kort øjeblik fastholder fokus eller retning så dualiseres automatisk det man fastholder. Opmærksomhedens strøm forudsætter polaritet og skaber objekter. Så snart derfor bevidstheden, sindet, opmærksomheden er ensartet eller hviler i en tilstand – måske i sekunder- vil den danne objekter. Den vil glemme sig selv og være beskæftiget i objektfeltet.

Derfor kan dobbeltrettetheden kun eksistere aktuelt i øjeblikkelighed. I et øjeblik kan bevidstheden ikke-dualiserende vide af sig selv. Umiddelbart efter skabes dualiserende tilstande.


Men bevidstheden og opmærksomheden har en anden funktionsmulighed: den kan være refleksiv. Opmærksomheden kan vide af sig selv.

Denne refleksive, vågne åbenhed har ingen form, ingen identitet, intet navn.
Former, navne og identitet hører til og forudsætter den dualiserede og den dualiserende bevidsthedsfunktion.


Den dobbeltrettede bevidstheds praksis hører derfor ikke til selvudvikling. Denne træning er tværtimod selvafviklende. Praksis handler ikke om at opleve og integrere, den handler om at vågne og afgive. Oplevelser koster vågenhed. Frivillig afgivelse af oplevelser – og deraf følgende afgivelse af identifikation og identitet i forhold til disse oplevelser – er i denne praksis en af hovedstrategierne til at vågne til den højere bevidstheds funktion.

Ved at dobbeltrette bevidstheden i oplevelsen frisættes den energi der ellers ville blive bundet i fascinationen af eller kampen mod oplevelsen. Den frisættes.
Enten er dobbeltrettethedens moment en realitet eller også er det det ikke.
”Husk vågenheden”,”søg iagttageren”, denne impuls og selvpåmindelse går forud for øjeblikket.

Når påmindelsen har fundet sted, skal sindet iværksætte det reelle, usproglige faseskift der består i at bevidstheden et øjeblik stopper op og véd af sig selv.
Der er i dette øjeblik ingen tankevirksomhed og ingen billeder. Sproget kan ikke fastholde og beskrive et sådant glimt af sig selv diende vågenhed, fordi sproget for at beskrive må dele og adskille og dermed falder sindet, situationen og den sproglige formidling tilbage til den almindelige duale modus.

Praksis består i at tilvejebringe det dobbeltrettede moment igen og igen i et roligt stabilt tempo. Dobbeltrettethed er en handling, men det er den sidste handling inden selve øjeblikkets handlingsløshed.

En af de største vanskeligheder i denne praksis er dens diskrete lethed. Det er meget vanskeligt for sindet og for personligheden at fæste lid til at disse anonyme og sommerfuglelette strejf skulle være den hurtigste, mest direkte vej til oplysning.

Sindets røde tråd hvoraf personlighedens og virkelighedens billede forløbende væves, må vi forestille os som spundet af mange finere tråde. Lad os forestille os at disse fine tråde ligger som lag uden om hinanden. De yderste lag svarer til bevidsthedens yderste lag, de fire nederste bevidsthedsplaner (det fysiske, det æteriske, det astrale, det mentale). De inderste tråde svarer i denne metafor til de to indre bevidsthedsplaner, den holografiske bevidsthedsfunktions to trin, det femte spirituelle plan og det sjette kosmiske plan.

Dobbeltrettetheden kan klippe trådene i forskellige dybde.
Først når det vævende samsariske sinds røde tråd momentant er skåret helt igennem, vil vi definere det dobbeltrettede øjeblik som værende identisk med rigpa.[oplysning] (Samsara: En eksistentiel tilsand, der kendetegnes ved en cyklus af liv og død i lidelse, bestemt af den karmiske tilbøjelighed og prøgning fr tidligere gerninger, det vil sige tilbagevendende vanemæssige mønstre.(A Handbook of tibetan culture)


Rigpa er den nonduale bevidsthedsfunktions rene, sprogløse, fuldt vågne selvgenkendelse, aktualiseringen af det syvende bevidsthedsplan, overgangen fra den holografiske funktion til bevidsthedens nonduale inderste.

Det tager normalt ca. 15 år at nå den maksimale dybde i dobbeltrettethedens øjeblik, med systematisk daglig træning (3 timer dagligt). Man kan skifte imellem intense retreats og kontinuerlig daglig træning.


[tror, at dette er en generel tommelfingerregel, og der findes selvfølgelig undtagelser]

Den naturlige initiationsproces
Jung inddeler initiationsprocessen i fire faser:
Skyggen, modsatkønnetheden, visdommen og den grænse, selvet, som processen tenderede mod uden dog nogensinde fuldstændigt at kunne nå.Terapeutiske og selvudviklingsmæssige strategier imødekommer, strukturerer dette.

Selvudvikling og terapi har primært at gøre med personligheden, således som denne er organiseret og lever i de fire første bevidsthedstrin (det fysisk-kropslige, det æterisk-bioenergetiske, det emotionelt-astrale og det mentale) Selvet som grænse har i denne forståelsesramme at gøre med det femte, spirituelle plan, altså det første af de højere bevidste indre planer.

De indre planer er: Selvets vågnen, illumination og enhed.


Inden for buddhismen beskrives også 3 initiatoriske situationer, knyttet til de 3 indre planer (de 3 buddhalegemer). Den første er centreret omkring det femte plan (lærerens hologram eller den arketypiske lærer, Buddha). Den anden er knyttet til det holografiske bevidsthedsnetværk, sammenhængen af oplyste, de oplystes sangha. Den tredje begivenhed knytter sig til aktualiseringen af den nonduale bevidsthed.

Terapi og selvudviklingsmæssige strategier støtter og faciliterer den naturlige individuationsproces. Spirituel undervisning og træning støtter på tilsvarende vis den naturlige individuationsproces.


Længslen som udløses, ofte af højdepunktsoplevelser eller kriser, kan ikke altid tilfredsstilles i selvudviklingsmæssigt regi alene. Hvis kernen i oplevelsen dybest set hidrører fra de indre planer, vil den af oplevelsen fremkaldte længsel eller stræben formentlig også kun kunne indløses i en spirituel træningsproces. Når dette bliver klart for et menneske, så vil dette menneske inde fra sig selv, fra sine egne erfaringer forstå to ting: Nødvendigheden af spirituel træning (øvelser, bøn, meditation) som en livslang og daglig disciplin. Nødvendigheden af konkret og praktisk vejledning i denne træning.

Vedvarende regelmæssig og omhyggelig træning i praksis vil efterhånden føre til større dybde i dobbeltrettetheden. Når dybden nærmer sig de indre planer, vil parallelt hermed sædvanligvis den første initiation og de med denne følgende modningsprocesser indtræffe. Det er først muligt at praktisere ind over femte plan, når dette er åbnet i en initiationsproces.


Hjerte og opmærksomhed
Praksis er som en fugl. For at den kan flyve skal begge vinger være udfoldede. Praksis´ene vinge er opmærksomheden, den anden vinge er hjertet.

Træningen af opmærksomheden sker i denne pædagogik gennem afspænding, neutral iagttagelse og dobbeltrettet bevidsthed. Dette betyder en forfinelse og nuancering af opmærksomheden og bevidstheden i retning af bevidsthedens inderste, det at vågenheden sprogløst og umiddelbart genkender sig selv.
Opmærksomhedens forfinelse er det ene træningsområde.


Forfinelsen og nuanceringen af hjertets empatiske følelser er det lige så vigtige, omfattende, andet træningsområde. De empatiske følelser er et spektrum der omfatter taknemmelighed, medfølelse, tillid, kærlighed, omsorg, nænsomhed, religiøs eller spirituel åbenhed, hengivelse og hengivenhed.

Forfinelsen og udfoldelsen af disse følelser finder i vores nutidige vestlige livsstil mestendels sted i de enkelte menneskers faktiske konkrete liv, i den måde hvorpå hver enkelt vælger at prioritere og strukturere disse følelser:

Vennen er ved at dø af kræft og kæresten venter længselsfuld hjemme med vin og hygge. Medfølelsen ved om nødvendigheden af nat efter nat at sidde hos den døende ven, trods lysten til at være hos kæresten. Igen og igen at vælge medfølelsen er at forfine hjertet.

Man er skilt fra den ene mand og dybt inde i et løfterigt forhold til den næste. At vedblive med at holde kontakten, vedligeholde venskabet og give til kærlighedsfølelserne i forhold til den tidligere mand uden at miste fortroligheden og forelskelsen i den nye, dette er at prioritere hjertet, at holde balance og muliggøre følelsesmæssig modenhed.


De fire store felter hvor denne livstræning og kærlighedskunst udspiller sig er i forhold til forældre, børn, samlevere og venskaber.

Jegfølelsen og identiteten er blandt andet knyttet til jegets behov (bolig, arbejde, penge, sex, lyst, emotionel udfoldelse).  [de aspekter som energetisk svarer til de 3 nedre chakras]

 
I skiftet fra den naturlige og sunde jegbehovstilfredsstillelse og den deraf resulterende sunde og naturlige selvfølelse, og i medfølelsen ligger bl.a. muligheden for nuancering af de empatiske følelser og den deraf følgende modning af hjertet.

Muligheden af opmærksomhedens forfinelse i retning af den højere bevidsthedsfunktion ligger i skiftet fra opmærksomhedens indhold, det oplevelsesorienterede, til opmærksomhedens anonyme åbenhed i at slippe identifikationen med og fascinationen af oplevelser. Begge holdninger handler om at slappe af fra sig selv.

Kombinationen af disse træningsområder sker naturligt når den praktiserende begynder at arbejde med dobbeltrettet bevidsthed, når de udadgående hjertefølelser spontant flyder.


Midt i medfølelsen, i taknemmeligheden eller i kærlighedsfølelsen: Lad bevidstheden føle sig selv. Åbenheden strømmer ud og over til et andet menneske. I dobbeltrettethedens øjeblik føler og kender åbenheden samtidig sig selv. Kærligheden husker sin inderste kilde. Den taknemmelige opmærksomhed ved et øjeblik af sig selv. Når praksis fungerer, kan dette ske uden at der finder en dæmpning sted af følelsesstrømmen fra hjertet. Et afgørende tegn på at en praktiserende virkelig kan praktisere dobbeltrettetheden korrekt, er netop at det er muligt i en aktuelt strømmende kærlighedsfølelse at huske kilden, at åbne i retning af bevidsthedens og kærlighedsstrømmens inderste uden at sinke eller bremse kærlighedens udtryk.


For den duale almindelige bevidsthed er hjernen og hjertet klart og fysisk adskilt. Tænkningen har ofte til huse i hovedet, mens kærlige følelser mener at bo i hjertet. Vi oplever spontant i vores almindelige bevidsthedsstrøm at opmærksomhed og vågenhed ikke nødvendigvis er kærlighedsfulde. Og omvendt er kærlige følelser ikke nødvendigvis det tankemæssigt klareste vi kender. 

Jo mere imidlertid opmærksomheden – og bevidstheden med den – forfines i den dobbeltrettede bevidstheds praksis, og jo mere hjertefølelserne får plads og gennemlyses af praksis, jo tydeligere bliver det for den praktiserende at medfølelsen og den refleksive opmærksomhed nærmer sig hinanden.
Når de indre planer begynder at åbne og dermed udfolde sig, viser det sig at kærlighedens og opmærksomhedens kilder flyder sammen.

I rigpa, den nonduale tilstand, er opmærksomheden medfølende. Det er ikke muligt at adskille de to.

Netop derfor har denne praksis to vinger: Opmærksomhed og medfølelse. 


Dobbeltrettetheden og medfølelsen er fælles om at forskyde accenten fra en selv og ens jeg til åbenheden og samhørigheden med medmenneskene.
Det der bliver tilbage når de duale drømme for et øjeblik vågner, er opmærksomhedens refleksivitet og medfølelsens samhørighed.


Træningen og vigtigheden af medfølelsen understreges i den buddhistiske pædagogik i forestillingen om bodhicitta, tanken om og motivet til oplysning.
Relativ bodhicitta defineres som ønsket om at nå fuld oplysning for at kunne afhjælpe alle levende væseners lidelse. Absolut bodhicitta er identisk med rigpa.
Bodhisattva-idealet er forestillingen om at træne og praktisere, primært for at blive i stand til at hjælpe andre lidende til lindring og befrielse.


Apperception
Det centrale tema i denne pædagogiske bestræbelse er bevidsthedens refleksivitet: det faktum, det mysterium at bevidstheden kan være – sprogløst og fuldstændig åbent – bevidst om sig selv.
Denne bevidsthedens grundevne eller grundkendsgerning kaldte Kant for apperception.
Apperceptionen er et skift fra indholdet til selv bevidsthedens faktum. I et normalt liv sker det meget sjældent.


Fra sprog til tavshed
Praksis arbejder primært uden for sprogets område. De instruktioner der strukturerer praksis, formidles nødvendigvis i begyndelsen sprogligt, i undervisningens bredere udveksling og, mere specifikt, i samtalens gensidige fortrolighed. Opgaven er derfor at overføre den sprogligt formidlede og i sprog iklædte instruktion, og bære denne med ind i den sprogløse stilhed og tavshed, således at den først forståede og senere indsete strategi kan udfolde sig og virke uden indblanding af sproglige hjælpemidler (ord, tanker, billeder, metaforer, kommentarer og betragtninger).

Instruktionerne glemmes imidlertid ofte i processen fra sproglig iklædning til tavshedens nøgenhed. Når sindet ankommer til grænseområdet mellem sprog og stilhed, mister sindet hukommelsen og husker ikke praksisinstruktionerne.



For at hjælpe i denne situation har mange spirituelle træningssystemer benyttet paradokser. Ideen er at hjælpe eller lede sindet ud i den sprogløse afgrund ved at definere denne afgrund fra begge sider, så den bliver tydelig. Zen har systematiseret dette i brugen af koan.

Man kan også sige fra den ene side af afgrunden: Dette er den letteste, enkleste og mest åbenlyse praksis af alle.


Men fra den anden side af samme afgrund er denne praksis den mest avancerede og derfor vanskeligste af alle: Den er selvcamouflerende, selvforseglende, skjult netop på det mest åbenlyse og nære sted.
Eller: For at være stillet rigtigt kræver praksis en afslappet tilstand totalt uden ambition. Men nøjagtigt samtidig: Uden en vedvarende lld og en absolut ambition vil målet ikke blive nået.


[derfor dette berømte paradoks; at ingen har 'opnået' oplysning uden at stræbe voldsomt efter den, og samtidigt har ingen nået den uden at opgive selve stræben efter 'den' - her forklaret af Tolle - youtube]

På den ene side er det sådan at alle har det, som praksis leder efter, og alle har altid haft det og kan ikke miste det. På den anden side finder erfaringsmæssigt kun ganske få det.


Og: Erfaringen viser, at det kræver et langvarigt og tidkrævende arbejde: Hjertet skal modnes, opmærksomheden trænes i en million dobbeltretningsmomenter, årtiers udholdenhed og vanskeligt opnåelige initiationsbegivenheder. Og på den anden side af denne afgrund: Det kan ske i et nu, på et øjeblik i en introduktionssituation.


Praksis udfolder sig svævende i en afgrund mellem paradoksikalitetens to stejle klippesider: Giv slip, stands op, se ind: Dobbeltrettet bevidsthed.
Ikke at stille sig spørgsmål.
Ikke at gøre sig forestillinger.
Ikke at danne sig meninger.
Men forblive i undrende vågen og selvforglemmende åbenhed.
Vejen er en ikke-vej. Ikke et mål, fordi enhver stræben fjerner dig fra målet. [og man kan ikke gøre et ikke-mål til et mål heller. Derfor beskrives oplysning af en zenmester som et 'uheld', og for at blive prædisponerede for et sådant 'uheld' mediterer man]
Praksis ophæver praksis.
Man kan ikke gå på en ikke-vej
Man kan ikke nå et ikke-mål.

----------------------------------------------------------------------------------------------




Kommentar fra Jernesalt om Jes Bertelsen generelt:

'Jegets virkelighed er der ikke mange der tvivler på i vor kultur, eftersom opdragelse, uddannelse og arbejdsliv meget ensidigt og succesfuldt satser på at styrke jeget.

Selvets virkelighed [Jung's udtryk] er derimod et fænomen mange endnu er forbeholdne overfor. De har ikke bevidst erfaret den og i mange tilfælde vel end ikke hørt om den. Eller hvis de har hørt om selvet, ved de ikke præcis hvad de skal mene om begrebet, for det er unægteligt ramt af sproglig usikkerhed. Selviskhed er det samme som egoisme, så umiddelbart lyder det mærkeligt, at selvudvikling og det at komme til sig selv skulle være det samme som at relativere jeget og dermed blive mindre egoistisk, mindre selvisk og mindre selvoptaget.

Selvet som individuatorisk begreb og dermed som udtryk for den psykiske helhed, skal sprogligt tilegnes som en fremmed glose og bliver først naturligt efter en vis tids praktisk brug kombineret med praktisk selvudvikling. Megen polemik kunne undgås, hvis dette vigtige individuatoriske begreb blev almindeligt forstået og accepteret.

For dem der ikke har tilegnet sig begrebet er og bliver det et postulat eller en hypotese, og det hænger naturligt sammen med det gængse verdensbillede - det newtonske, descartianske, positivistiske verdensbillede - som ikke giver plads for de specielle oplevelser af mystisk art.

Det er derfor meget forståeligt, at idéhistorikeren, psykologen og bevidsthedsforskeren Jes Bertelsen i sin systematiske bestræbelse på at øge kendskabet til selvets fakticitet, egenart og erfaringsmæssighed udgav "Selvets virkelighed" som et erklæret forsøg på at fremstille "et muligt verdensbillede i hvilket selvets fænomener og erfaringsbasis har en afgørende plads". Vores verdensbillede er efter Bertelsens mening ikke et helt tilfældigt appendix til vores dagligdag, men afgørende for hvilke oplevelser og hvilke tolkninger af oplevelser der er mulige for et menneske.

Det ville være lettest og mest sobert med Kierkegaard og Kant at afstå fra enhver talen om det "noumenale", det der ligger uden for den sædvanlige erkendelse, og som de betragtede som principielt uerkendeligt, skriver Bertelsen i "Bevidsthedens befrielse". Men problemet er, at der findes en veldokumenteret og for Bertelsen at se autoritativ samling af erfaringer og udsagn om erfaringer, der ikke kan rummes i et verdensbillede der går ud fra, at bevidstheden kun er jegets almindelige bevidsthed.

Specielt hvad angår de såkaldt højere bevidsthedstilstande gælder, at de erfares meget oftere i dag end for bare 20 eller 30 år siden, og de vil efter Bertelsens bedømmelse blive erfaret endnu oftere i fremtiden. Derfor er det vigtigt at åbne for et verdensbillede der er tilstrækkeligt omfattende til også at rumme disse erfaringer.

Bertelsen peger i denne forbindelse på det forhold, at det er de færreste af os der har primær erfaring med atomer og elektroner, og alligevel tvivler vi ikke på deres eksistens. Men faktisk kræver det langvarig uddannelse og træning at nå til et vidensniveau, hvor naturvidenskabens grundmodeller kommer inden for den personlige erfarings område. Det er også de færreste mennesker der har primær erfaring med selvet og den højere bevidsthed, for det kræver lang træning at nå til et førstehåndskendskab til de grunderfaringer der skaber basis for intuitive modeller som det æteriske energifelt, chakrasystemet, karmiske forhold, aura, højere bevidsthed, nåde og bevidsthedsfusion.
Men hvis man tvivler på andres påståede erfaringer, bør man vel i alle tilfælde søge at skaffe sig primær erfaring, fremfor bare at afvise fænomenerne. Det gælder naturligvis også selvets virkelighed og de hermed forbundne fænomener.'
http://www.jernesalt.dk/bertelverdbill.asp

_____________________


Kommentar: Den spirituelle lodrette vej kan ikke erstatte den horisontale vej eller vice versa. Det horisontale er jegets liv og tænkningen, diskursivitet, m.m.

Non-dual bevidsthed giver ikke konkret viden om og indsigt i farligheden ved f.eks. fluor,vacciner, aspartam, GMO, false flag terror, den forsætlige dumbing down af befolkningerne, deep politics og directed history, global warming svindel, m.m.m. (medmindre man altså har en ret specifik form for always-ready clairvoyance oveni, som kan erstatte viden via den diskursive logiske analyse ved tanken - urealistisk).

Pointen er ikke selv-hellig self-righteousness, men en konstaterende betragtning; hvis fluor, vacciner, kontrollerede massemedier, m.m.m. er destruktive, livsskadelige, bedrag og hvidvaskning i en uhørt stor grad uden at det bliver opdaget af flertallet, samtidigt som disse ses af flertallet som sande, gode og sunde, så er det - rent mentalt skelnende uden emotionel fordømmelse - et resultat af indoktrinering.

At være bøddel på sig selv og andre, uden at vide at man er bøddel - det er det mest absurde. De er per definition i deres handlings og adfærds konsekvens ofte farlige for andre, deres børn (gardasil vacciner f.eks., amalgam i gamle dage, etc.) - uanset om man mener det emotionelt fordømmende eller ej, så er sandheden tilbage! Nyttig idiot er ikke kun et nedsættende udtryk, men deskriptivt og neutralt sandt, når det er i overnensstemmelse med sandheden.

Mange spirituelle mennesker falder formentlig i mht. global warming, overpopulation, peak oil, vacciner, m.m. som alle er fabrikerede elite-memer, og kan på den måde blive nyttige idioter.

Vertikal indre spirituel udvikling giver ikke af sig selv horisontal viden om konkrete årsag-virkning forhold i den ydre verden. Så den åndsaristokratiske meditations-elite kan altså også falde i som nyttige idioter (hvorfor skulle Matthieu Ricard eller Jes Bertelsen tro på den falske global warming-teori (den menneskeskabte), eller Eckhart Tolle f.eks.i sin tid ellers anbefale præsident Obama?)

Se
'Cognitive Boddhisatvic Bypass Syndrome'

Mange aktivister og dissidenter er derimod ofte bevidste om, at mange memer er elite-scams, at der er mindfuck manipulation en masse af befolkningerne, mens de til gengæld mangler den indre dimension a la meditation, spiritualitet, mindfulness, arbejdet med de negative emotioners magt, skyggeside, m.m. som 'Jes Bertelsen-folk', m.fl. arbejder med.

Den tredje kategori - 'the conspiritual' (etymologisk ukorrekt og slang-neologisme men alligevel...) gør begge dele eller er bevidste om begge dele. Denne gruppe er også voksende og altså afgørende for at den gamle slaveorden brydes ned.

Morfisk resonans, meditation og bøn erstatter ikke specificitet af sand viden og erkendelse i den enkelte om den ydre verdens forhold under radaren, der er påkrævet for at vikle sig ud af den uafvidende nyttige idioti.

Spirituelt oplyste mennesker kan være også være nyttige idioter, da viden, diskursivitet, analyse, ikke kan erstattes af den indre alkymisk postulerede proces, der evt. leder til non-dualitet, skyggeintegration, transcendens af negative emotioner, fravær af emotionel reaktivitet, negative aversioner, etc.

Omvendt kan de 'konspirativt' oplystes deep politics studier ikke erstatte den postulerede alkymiske indre forvandling af deres indre sjæleliv, og frigørelsen fra negative emotioner.

Mens mange directed history/deep politics-årvågne mangler den spirituelle bevidstgørelse og skygge-integration, mangler flertallet af den såkaldt spirituelle fortrop deep politics-narrativet (og the 'sheeple' mangler begge dele), men en tredje kategori som er bevidst om begge ting, er IMO a pristine priceless category of people.

Begge ting kræves optimalt.










-------------------------------------------------------------------




FODNOTER




[1] En lærer som forventer overgivelse fra sine elever, uden hensyn til deres personlige situation, uden at hjælpe dem med at håndtere deres konflikter vedrørende overgivelse, er ligesom en præst som giver udlægninger om egoløs (selfless) broderlig kærlighed til sin forsamling, og derefter forventer af sine lyttere at opføre sig ud fra dette perspektiv, og er skuffet hvis de ikke gør det.

En kristen kan bevidst tro på værdien af Kristus-kærlighed, men han har reelt ingen oplevelse, ikke engang den fjerneste idé om hvad dette betyder. Han kan ikke handle ud fra det fordi han ikke ved hvad det er.

De fleste kristne har ingen oplevelsesmæssig basis for at tro på egoløs kærlighed. Hvorfor burde de være egoløse[uselviske]? De ved det ikke, forstår ikke hvorfor det er en god ting. En sådan kristens sind og hjerte hverken forstår, endsige tror på egoløs kærlighed. Han tror ikke på det, fordi han ikke har noget vidnesbyrd som er attråværdigt. Han kan ikke se at egoløs kærlighed fører til frihed. I stedet ser han egoløshed som tab, tab af hvad han sætter højt og begærer.

Der er megen snak om egoløs kærlighed, egoløs given, egoløs eksistens, etc. Men flertallet af menneskeheden ved ikke hvad “egoløs” betyder, endsige at det kan være en begunstigende tilstand.


Siden de fleste mennesker ikke engang ved hvad det betyder at have et selv, hvordan kan de vide hvad det betyder at være uden et selv? Så når vi prædiker egoløs kærlighed kommunikerer vi ikke med de fleste mennesker. Vi tager det ikke hvordan de tænker og lever i betragtning. Dette er ubetænksomt, når egoløs kærlighed og egoløs eksistens for dem er ret fremmed, både i deres sind og deres oplevelse.

Udviklingen og realiseringen af egoløs kærlighed, af Kristusbevidsthed, vil frigøre individet, vil forårsage en fuldstændiggørelse. Kristus´s forståelse af menneskelig lidelse er meget dyb og sand; hans løsning er universel.


Men det er ikke en let ting at forstå, at lære eller at legemliggøre. Mange ting må først læres. Mange ting må blive udviklet i sjælen før at det bliver muligt at se Kristusbevidstheden. Og derefter behøves mere indre arbejde og raffinering, før at egoløs kærlighed opstår. Spørgsmålet om selv eller ikke-selv bliver først en personlig sag for eleven, når han er tæt på slutningen af sin indre udvikling og spirituelle vækst. Før dette tidspunkt, vil spørgsmålet om selv og ikke-selv opleves som irrelevant.

Denne illustration demonstrerer at en lære som kræver egoløs kærlighed af nybegynderen eller selv af den erfarne elev, er latterlig eller i bedste fald ineffektiv.

Generelt ser vi, at hverken gennemsnits-individet i verden, ej heller eleven som har valgt en bestemt vej adresserer de spirituelle læresystemer på måder som giver mening for dem. Deres sind, deres situationer og deres bevidsthedstilstande bliver næsten aldrig taget i betragtning. De er præsenteret overfor læresystemer, som de kun kan se som fremmede i forhold til deres oplevelse, i strid med deres velbefindende. Så selv den søgende elev kan ikke gøre læresystemerne til sit personlige anliggende, fordi han ikke ser hvordan de relaterer sig til ham eller hans liv. Og gennemsnitspersonen kan ikke se nogen grund til at se nærmere på læresystemerne. Hvis vi ikke gør læren vores egen, kan vi ikke anvende den i vores liv, så kan læren ikke virke for os, uanset hvor dyb, sand og sublim den er.


[....]


Lad os for eksempel se på flertallet af Buddhistiske elever,. De tror på sandheden i Buddhas læresystem om begær. Men det berører dem ikke virkeligt eller deres liv på en måde som vil lede til deres frigørelse. Kun meget få vil respondere på den fuldstændigt.


Dette er højst besynderligt. Forståelsen er nøjagtig. Begær er faktisk en af hovedårsagerne til lidelse. Dette er blevet indset af alle realiserede væsener. Eleverne tror på denne forståelse, tror på deres lærere, elsker Buddhaen og hans lære. Hvor om alting er lever de egentlig ikke i overensstemmelse med denne sandhed - ikke på nogen betydningsfuld måde.


Lad os se nærmere på situationen. Eleven er overbevist om at begær er roden til lidelse, som Buddhaen og hans lærer eller guru har fortalt ham. Men er han virkelig overbevist om dette? Hvis han er overbevist, er han det med sit sind, med sit intellekt. Men hans hjerte er ikke fuldstændigt overbevist., ej heller er hans krop. Selvom han siger at han tror og på et vist niveau kan forstå at begær er roden til lidelse, fortsætter han med at begære nydelse, kærlighed, anerkendelse, sikkerhed, materielle besiddelser, berømmelse, etc. Og mere end blot dette; han tror stærkt på rigtigheden af sit begær. Han stiller ikke spørgsmålstegn ved disse begær på et dybt niveau. Hans liv er skabt ud af disse, på alle måder formet af dem. Mere end noget andet tror han på sine begær, specielt i dybderne af sit ubevidste. Og således, på dette dybeste niveau tror han ikke på Buddhaens læresystemer, uanset hvor meget han elsker og respekterer læresystemet og ønsker at holde fast ved det.


Og fordi han på dette dybe niveau ikke tror på læresystemerne og ubevidst i virkeligheden afviser dem, kan han ikke blive berørt af dem, og han kan ikke følge læresystemet i sit liv, eller finder det vanskeligt at følge, fordi han i den dybeste del af sit ubevidste ikke kan relatere sig til den. Hvis han virkelig ser på sin erfaring, vil han ikke kunne finde nogen grund til hvorfor han skulle være overbevist. Han har ikke oplevet sandheden i at begær er roden til lidelse. At tro på læren gør ikke dette til noget vidensmæssigt for ham. Han kan ikke tro dybt fordi han ikke har nogen erfaringsmæssig viden om at begær forårsager smerte. Han kan måske se at forfølgelsen af bestemte begær efter materielle besiddelser eller forhold eller status, for eksempel, er forbundet med hans lidelse. Han kan endda muligvis se at selv når nogle af hans begær er tilfredsstillede, fortsætter han med at lide. En ny bil bibringer kun en midlertidig stolthed, et nyt job en kortvarig styrkelse af selvværd. Men uanset hvilke begær som opstår for at erstatte de gamle begær, inklusive begæret efter at afslutte sin lidelse ved at blive “oplyst”, medfører det præcis den samme lidelse som de oprindelige “naive” begær.

En elevs overbevisning om læren hvad angår begær, er undermineret af den dybere vantro og afvisning af læren og han afviser læren fordi han tror på sig selv. Han tror på sin oplevelse. Hans lærer kan meget klart se at elevens vanskelighed skyldes hans begær men eleven kan ikke selv se dette.


Så eleven er ikke berørt af læren fordi han, i overensstemmelse med sin personlige erfaring som hviler på og altid har hvilet på begær, er det ikke sandt. Læren er sand for Buddha, men ikke for ham. Den er sand for ham på en ultimativ måde, men han ved det ikke. Faktisk modsiger læren hans fundamentale overbevisninger og al hans forståelse af egen erfaring. I dybderne af sin personlighed tror han at han vil få alt hvad han ønsker eller behøver, ved at begære det tilstrækkeligt, og at han ikke kan få hvad han ønsker sig, medmindre at han begærer det. I virkeligheden, i selve dybderne af sit ubevidste føler han og tror han at han ikke vil overleve fysisk hvis han ikke følger sine begær. Alle realiserede mennesker opnår realisation ved selv at se, at de faktisk troede på deres begær for den fysiske overlevelses skyld. Gennemsnitspersonen tror også dette, men han ved ikke at han tror det. Denne overbevisning dirigerer ikke desto mindre hans liv i en grad som meget få mennesker er bevidste om.


Den ædle sandhed at begær er roden til lidelse er en så dyb sandhed, at det ikke er let at se erfaringsmæssigt undtagen efter langvarigt indre arbejde. Det er naivt at forestille sig at eleven vil blive overbevist om denne dybe universelle sandhed blot ved at betragte sine begær i hverdagen, og ved at være opmærksom på den frustration som opstår. Når et individ lider på grund af begær, tilskriver vedkommende det til manglen på eller tabet af tilfredsstillelse, og ikke til begæret selv. Dette betyder at han tror begær er fint så længe tilfredsstillelse er forestående, hvis han får hvad han ønsker sig.


Men dette er ikke Buddhas lære om begær. Det er ikke et spørgsmål om muligheden for manglende tilfredsstillelse. Læresystemet er meget klar om at bevægelsen af begær i sig selv er lidelse. Men denne perception er meget subtil. Den kan ikke forstås, undtagen på meget fine bevidsthedsniveauer. I virkeligheden kommer den fuldstændige overbevisning om læren hvad angår begær, ikke før de senere stadier på vejen er nået, når et individ selv kan se og føle at læren i virkeligheden er sand.


For gennemsnits-eleven er situationen meget vanskelig. Ikke blot afviser eleven læren på en dybt ubevidst måde, men dertil kan han ikke se hvorledes læren er relevant for ham eller hans liv. Hans hverdagsbekymringer har intet at gøre, for så vidt han kan se, med spørgsmålet om begær eller ikke-begær. Hans optagethed med hverdagen, hvor hans opmærksomhed og interesser ligger, ligger ikke på et niveau hvor spørgsmålet om begær er relevant. Måske er han bekymret om bestemte svære livssituationer, og hans virkelige interesse ligger i at lære hvordan han skal håndtere dem. Måske er han optaget af nogle konflikter som først kræver at blive løst for blot at have energi til at tænke på sine begær. Måske er han primært optaget af problemer vedrørende selvbilleder der er svære at bryde ud af.


Selvfølgelig ligger der ved roden af disse bekymringer spørgsmålet om begær, men hans opmærksomhed kan ikke nå denne dybde. Han må først arbejde med sine bekymringer først, på den ene eller anden måde. At forvente af ham at se alle sine bekymringer fra perspektivet af begær er urealistisk.


Vi ser i alt dette, at selvom læren angående begær er nøjagtig og af stor værdi, er den ikke relevant for gennemsnits-eleven.


Den er ikke relevant fordi han ikke er i stand til forholde sig til den på nogen virkelig måde. Læren, som den er fremstillet og formidlet, er ikke passende for ham, hans liv, og for hans bevidsthedstilstand.


Læresystemet vil være kraftfuldt og effektivt, når det er givet til et individ, som har gjort et stort stykke indre arbejde, og som har udviklet sin opmærksomhed og sin bevidsthedstilstand til et meget subtilt og højt niveau. Når individet opnår tilstanden af indre udvikling hvor det er muligt, personligt at se begær som et emne kan læresystemet da virke. Men selv da er det ikke nok for individet at være i stand til at opfatte den subtile bevægelse af begær til at han villigt kan give slip på begær. Han må også være på et stadie hvor han ser og føler at begær er en plage, en forhindring. Han må være i stand til at se og føle, at begær er noget som må gøres noget ved.


Det er lettere at forstå dette punkt hvis vi ser på noget simplere end begær. Lad det være en person som er vanemæssigt kritisk og dømmende overfor andre mennesker. Denne person kan være ret opmærksom på sit sinds tilbøjelighed. Han kan også være opmærksom på hvor dårligt til mode han føler sig, når han er kritisk. Men dette betyder ikke nødvendigvis at han vil stoppe. Han kan fortsætte med at være kritisk på en meget retskaffen måde, uagtet hans opfattelse af situationen. Han ser stadigvæk ikke sin kritiske indstilling som noget uønskeligt. Dette er en meget almindelig situation.


Denne kritiske indstilling betragtes som “ego-syntonisk” for dette individ; det vil sige, i overensstemmelse med dets personlighed, og føles ikke fremmed eller uønskelig for det. Den følger med og er en del af personens opfattelse af sig selv. Den føles ikke som disharmonisk i forhold til hans velvære. Et karaktertræk som den kritiske indstilling, må blive “ego-fremmed” for at en person kan gøre noget ved det, eller endda blot se det som noget der skal forstås. “Ego-fremmed” betyder at det opleves som værende fremmed for egoet, som ikke-foreneligt med personens interesser, som konflikterende med resten af ham selv.


Således kan intet karaktertræk eller nogen del af personligheden, blive genstand for forståelse og opløsning, så længe det er ego-syntonisk. Når det bliver ego-fremmed, da vil personen føle sig ukomfortabel på en sådan måde, at vedkommende vil bekymre sig om at se på denne del af personligheden, og gøre noget ved det.


For gennemsnits-eleven opleves begær som ego-syntonisk i lang tid, og følgelig ses det ikke som et problem. Dette er specielt sådan for mennesker i samfundet som ikke har valgt at følge det indre arbejdes vej. Disse mennesker er meget langt væk fra at se begær som noget ego-fremmed. Faktisk er begær en del af strukturen af hverdagslivet for flertallet af menneskeheden.


Intet under da, at så få individer responderer på sådanne læresystemer. At sige til gennemsnits-mennesket at det må udslette begæret for at blive lykkeligt er absurd. For det første har det ikke nogen mening for ham, men endnu mere vigtigt; begær er stadigvæk ego-syntonisk. Den måde læresystemet er præsenteret på bliver oplevet som ego-fremmed af de fleste mennesker. Læren selv opleves som ego-fremmed. Den må opleves som ego-syntonisk for at der kan være en respons. Dette betyder at den må præsenteres på en måde som er ego-syntonisk. Læren må tage i betragtning, at eleven i sit eget liv må opleve at begær er en forhindring, at det modarbejder ham i hans formål.


Så problemet her, er ikke kun et spørgsmål om akkuratesse i at meddele læren. Hvis læresystemet skal være bredt og omfattende effektivt, må den præsenteres på en måde som er fordøjelig for den almene person, og fordøjelig for eleven. Dette er et spørgsmål om kommunikation, om behørighed, om takt, om behændighed, om forståelse. Individets sind og bevidsthedstilstand behøver at blive taget i betragtning, for at kommunikationen kan være passende og effektiv.


Vi har diskuteret situationen i meget generelle vendinger, og kun i forhold til læresystemerne vedrørende begær, men vores forståelse har en meget bredere anvendelse. Den henvender sig til de mere specifikke situationer, og til andre dybe aspekter af læresystemet.


I forholdet mellem lærer og elev, er det lærerens ansvar at kommunikere passende og med taktfølelse. Dette er hvad der gør en lærer god og effektiv. En effektiv lærer vil håndtere en situation på en meget personlig måde for eleven, tage elevens unikke situation og vedkommendes bevidsthedstilstand i betragtning. Han vil se at spørgsmålet om begær, for eksempel, må vente indtil den tid kommer hvor eleven er rede til at forstå begær. Han vil gøre hvad han kan, så at eleven eventuelt nærmer sig den tilstand hvor han oplever begær som ego-fremmed, som disharmonisk i forhold til velvære.


Men hvis læreren vedbliver med at holde foredrag til alle sine elever om begær som tema, uden hensyn til individuelle forskelle, vil han indlysende nok ikke være effektiv i sit arbejde med dem. Kun nogle få vil respondere og få gavn af det. Og vi spørger, hvorledes er dette elevens fejl?


Hvad vi finder her er, at det indre arbejde er en meget intim og personlig ting. Generelle belæringer, uanset hvor dybe og universelle, virker ikke. Læresystemet må blive formuleret og viderekommunikeret på en måde som vil have en effekt på den bestemte elev, på den mest intime og personlige måde. Læresystemet må tale til elevens hjerte. Han må være i stand til at relatere læresystemet til sit eget liv på en meget personlig maner. Han må se at den tilsigter hans hverdagsbekymringer og konflikter, specifikt og dybtgående. Ellers er læresystemet ikke brugbart men ineffektivt.


Der er lærere som tager sine elevers bevidsthedstilstand og bestemte livssituation i fuld betragtning. Men de er sjældne, og de fleste lærere, i det mindste de fleste velkendte lærere, opererer ikke på denne måde. De tilbyder læresystemets generelle principper til alle deres elever på en indiskriminerende måde, og deres systemer har fastsat principper og praksisser, som alle elever må underkaste sig uden hensyn til individuelle forskelle.


Individuel interesse i elevens situation må ikke blandes sammen med et personligt forhold til eleven. Læreren kan give personlig opmærksomhed til elevens smerte og fremskridt, men han kan stadig håndtere situationen som et hele ud fra perspektivet af læresystemets generelle principper. Med andre ord kan læreren meget vel have omsorg for den bestemte elev, men at tale til ham og forsøge at behandle ham ud fra et generelt perspektiv, er hverken passende, ej heller præcist i forhold til elevens situation og egen timing. For eksempel kan læreren forsøge at få eleven til at fokusere på spørgsmålet om det at have et selv eller ikke have et selv. Og selvom elevens problem på det dybeste niveau, bestemt er et spørgsmål om selv eller ikke-selv, kan eleven være meget mere optaget af og meget mere i konflikt over problemet om det at have eller ikke at have værdi. Eleven kan være så optaget af sit manglende selvværd, at han ikke kan relatere sig til spørgsmålet om et selv. Og som et resultat af dette, vil læreren måske fortælle eleven – om end kærligt og medfølende - at han er for optaget af sig selv, at han er selvcentreret og at det er derfor at han lider.


Selvom dette er sandt, er spørgsmålet om et selv stadigvæk ego-syntonisk. Uanset hvor meget eleven elsker og respekterer sin lærer, kan han ikke gøre spørgsmålet om selvet, til sin personlige bekymring. Han er optaget af at han føler at han ingen værdi har. Han siger, “Jeg føler og tror at jeg ikke har nogen værdi”. Læreren siger, “ Du er for optaget af dig selv. Måske skulle du disidentificere dig fra din fornemmelse af selv.” Eleven vil selvom han udadtil måske er enig, dybt føle: “Denne mand taler ikke til mig. Jeg lider fordi jeg føler mig værdiløs, jeg føler at mit selv ikke er noget værd. Jeg behøver at håndtere dette, før jeg overhovedet kan tænke på at have eller ikke have en fornemmelse af selv.”


Både lærer og elev har ret, men de kommunikerer på forskellige niveauer, og læreren har ikke forstået hvad som er afgørende for eleven at håndtere på dette pågældende tidspunkt. Faktum er, at hvis eleven arbejder med spørgsmålet om værdi og forstår det, vil han være i stand til at bevæge sig videre og vil eventuelt se at spørgsmålet om et selv ligger ved roden af det. Han vil nå dette dybe niveau i sit eget tempo, men ikke før at det mere presserende lag om værdi erkendes og bearbejdes.


Vil vil måske tænke, fordi han føler at hans selv ikke har nogen værdi, vil det være lettere for ham at give slip på det. Men betingningen af personligheden fungerer ikke på denne måde. Det er sandsynligt at hvis individet føler en mangel på værdi, vil det ikke give slip på denne tilknytning til selvet, fordi meningen med dette er at bringe frigørelse og fuldstændiggørelse, og han føler sig for værdiløs til at fortjene en sådan opnåelse.


Vi ser mere og mere at læren ikke kan udøves på en generel måde. Universel belæring, uanset hvor dyb og sand, må skræddersyes til det bestemte individs specifikke behov. Ellers vil læren være ineffektiv, og det er ikke elevens skyld.

- Oplysningens Eliksir, af A.H. Almaas , en af de mest interessante bøger.





[2] De såkaldt mest intelligente og intellektuelle mennesker på planeten er typisk ligeså lidt udviklede som Menigmand Jensen mht. at være ofre for negative emotioner.

Chomsky, Foucault, Kant, Kierkegaard, m.fl. gik aldrig den meditative vej, og kan derfor ikke udtale sig om det, og deres væsen vidner om det også, med intellektuel ensidighed, og manglende emotionel transformation, omend de gav andre værdifulde bidrag.


I Munken og Filosoffen, en dialog mellem Matthieu Ricard og faderen, Jean-Francois Revel, pointerer Ricard ('verdens mest lykkelige mand'), at brilliante tænkere, videnskabsmænd, kunstnere, mangler selvindsigt og emotionel forvandling. Matthieu havde en meget lovende karriere foran sig, med nobelpris videnskabsmænd som hans lærere i molekylær biologi, m.m., og hans far var skuffet over, at han I stedet valgte den meditative vej:


Matthieu Ricard — ...Thanks to my uncle Jacques-Yves Le Toumelin, who is quite famous as a solo yachtsman, I also discovered the writings of the French metaphysician Rene Guénon. All this stimulated and nourished my intellectual curiosity about religion, without leading to anything more concrete. For me, it all stayed quite intellectual.

Jean Francois — Intellectual in what sense?


M. — I found that reading these works full of meaning satisfied me deeply and opened my mind, but didn't really bring about any inner transformation.


J. F — How old were you at this point?

M. — Oh, I suppose about fifteen. I'd also read some records of interviews with Ramana Maharshi, an Indian sage who was an Indian sage who was said to have attained knowledge of the ultimate nature of the mind,....

....In the world I'd grown up in, thanks to you I'd met philosophers, thinkers, theater people; thanks to my mother (Yahne Le Toumelin, the painter), I knew artists and poets like Andre Breton, Maurice Béjart, Pierre Soulages; thanks to my uncle (Jacques-Yves l.e Toumelin, the sailor), famous explorers; thanks to Francois Iacob, the eminent scientists who came to give lectures at the Institut Pasteur.
I'd had the opportunity to make contact with people who in many respects were fascinating.

I’d had the opportunity to make contact with people who in many respects were fascinating. But at the same time the genius they showed in their particular field was not necessarily accompanied by what you could call human perfection. All their talent, all their intellectual and artistic skills, didn’t necessarily make them good human beings. A great poet might be a rogue, a great scientist unhappy with himself, an artist full of self-satisfied pride. All sorts of combinations, good or bad, were possible.....I met Igor Stravinsky and other great musicians. I was lucky enough to mix with many of the people much admired in the West, and to be able to make up my own mind and ask myself, 'Is that what I aspire to? Do I want to be like them? But I had the feeling that something was still missing.

Despite my admiration, I couldn't help noticing that the mastery such people possessed in their particular field was often not matched by even the simplest human perfections — like altruism, goodness, or sincerity.

On the other hand those films and photographs gave me a glimpse of something quite different, which drew me to those Tibetan masters. Their way of being seemed to reflect what they taught. So I set out to find them." *


* Man skal tænke på, at disse 'tibetanske mestre' i mindfulness (og dybere meditationer), er selve inspirationen som har afstedkommet mindfulness revolutionen, der nu gennemtrænger hele den vestlige verden (men som også bliver misbrugt fordi den tages ud af 'the correct view', etikken og skelneevnen).





Kommentarer

Populære indlæg