Den vestlige civilisations historie

by morton_h, the blogger 

Der er ingen grund til at slå for lille et brød op :-)

Indrømmet: Det er selvfølgelig ikke muligt at køre igennem hele Vesterlandets historien uden at blinke. Men man kan anlægge en særlig vinkel og undersøge netop den. Vinklen og det overordnede emne for denne blog er derfor 'De liberale (frie) kunstarters metode for uddannelse'. Det er en flere tusind års historie og er et hovedspor, en indre trend i den vestlige kulturs historie og i særdeleshed i forhold til den herskerelite, der har styret verden via dette Techne, dette håndværk til at fastholde sig selv og alle andre i et særligt og kontinuerligt greb. 

De frie kunstarter - i dag ville vi kalde dem videnskaber - handler både om viden og kunnen, deraf ordet 'kunst'. De deler sig i to grupper, Trivium, tænkningens grundstudie, grammatik-logik-retorik og Quadrivium, matematik-geometri-musik-astronomi. Det er ikke helt forkert at kalde det for de teoretiske og de anvendte videnskaber, men det er heller ikke helt rigtigt, for man skilte ikke felterne ad. Det hele var en del af det videns-og-kunnens-kompleks, som den frie mand havde del i, Vir Liber. Slaver var udelukket fra komplekset. Vi skal undervejs se, at den frie mand ikke er helt så fri, som ordet siger. 

Trivium-metoden og Klassisk Trivium er to forskellige ting, different-different-but-same. Man kan også sige at Gene Odenings revival af Trivium har en helt anden intention end Klassisk Trivium. Metoden hos Odening er intenderet frigørende for hvem som helst, der evner at lære metoden til at emancipere sit eget tankesæt og liv. Klassisk Trivium derimod var eksklusiv og kun tiltænkt den del af, kan man sige, kastesystemet, der var udnævnt til at være den tænkende og herskende kaste/klasse. Ordet kaste er på ingen måde ved siden af, da de britiske imperialister elskede det indiske kastesystem. De så i det det perfekte system til at matche deres eget klassesystem. Det så også sig selv som grækernes og romernes sande arvtagere.

I Gene Odenings metodiske version er Trivium et værktøj til kritisk tænkning. Det var det ikke i den klassiske Trivium, for grammatikken var givet på forhånd, og logikken var blot en automatisk følge af de brikker, man havde fået at flytte med. Det var ikke meningen, at en fri romersk mand skulle stille frække spørgsmål til sin lærer helt fra bunden. Vi finder elementer af det egentlig frie 'spørgeskema' tilbage hos de græske naturfilosoffer og Sokrates, men han blev som bekendt også henrettet for det.

Odening emanciperer metoden. Hovedvægten ligger hos ham på grammatikken og den kompromisløse lov til at spørge frit fra leveren: hvad, hvem, hvor, hvornår. Det er ikke anbefalet at konkludere, at fabrikere logik, svaret på hvorfor, uden at have gjort sit hjemmearbejde, for så bliver logikken netop: fabrikeret.

I den Klassiske Trivium finder man et lukket system, kunstig mangel, den Store Livskæde, historien som en organisk enhed. Grunden er her lagt til senere tiders social-darwinisme, imperial historieskrivning, det europæiske adelsvæsen, det monopolkapitalistiske system med evig gæld og mangel. Klassisk Trivium var et dogmatisk redskab til at forme kulturen.

Man finder en sær genklang af Klassisk Trivium hos kulturmarxisterne, der i 60'erne og 70'erne prædikede såkaldt kritisk tænkning. Det viste sig blot ret hurtigt, at den kritik, de mente, var en prædefineret politisk korrekt facitliste. Ligesom i kirken i middelalderen havde man tilrettelagt logikken, så den 'kritiske' udspørgen i det grammatiske felt var givet. Syntaksen var vendt om, og egentlig kritik var udelukket. Det viste sig, lige så snart kritikken blev rettet mod kulturmarxisterne selv.



Den Store Livskæde

Dette er et begreb, der stammer fra Platon, Aristoteles, nyplatonikerne. Hos Platon er det formerne, der gennemsyrer både fysik og metafysik, og hos Aristoteles fører det til opdelingen af levende væsener ifølge deres sjæls fuldkommenhed. Hos de middelalderlige nyplatonikere fører det til opdelingen af staten i tre dele. Ordet samfund blev ikke brugt dengang, det tredelte tankesæt handlede ikke om, at folk skulle 'finde sammen'. Vi finder en anden slags tredeling i den demokratiske lovgivende, dømmende og udøvende magt og senere den såkaldt fjerde statsmagt, medierne, en vedhæftning gjort i erkendelse, at opdelingens mulige svaghed og forfald. Middelalderens tredeling, derimod, var hierarkisk.

Den Store Livskæde er set fra den herskende klasses point-of-view et styresystem. Deres rolle i verden er at administrere den opdeling, som naturen/Kosmos (hos grækerne) og Gud (hos middelalderens katolikker) havde tilrettelagt og givet menneskenes herskere i hænderne.

Hvordan kan et koncept, der er 2500 år gamle have relevans i dag? Filosoffen og pædagogen John Taylor Gatto bruger ordet 'skæbnesvanger kontinuitet' for at beskrive vedligeholdelsen af denne Store Livskæde via institutioner og tradition.

Sproget er en form for teknologi. Sprog er knyttet til viden og dermed til magt. Viden og magt (det stod over porten til det gamle gymnasium) var ikke beregnet for masserne. Der var de herskende, de var insiderne, men herefter var der, krigermunkene, vagterne, plebes (det gemene folk). Alle outsidere var nægtet viden og uddannelse, de skulle ifølge kastesystemet - vi bruger herefter ordet også om den vestlige samfundsorden - falde på plads i den rolle, de var født ind i.

Historiens 'stratificering' (strata: lige linier, street, stræde, straight, strategi, strækmarch) er udelukkelsen af mængder af data for at fremme en lige linie, som vi kalder Historien. Historieskrivningen - læg mærke til 'skrivning' frem for 'fortælling', for der intet folkeligt over skrivningen - handler om et sådan destilat beregnet på udligning og ensretning. Vi ser det måske mest tydeligt i historieskrivernes beretning om krigen. Det kræver skriverkarlens og verbalmanipulatorens virkeligheds-abstraktion for at fremstille massemord som glorværdigt. Det kræver, at de få og udvalgte har viden, og at de mange og fravalgte er uvidende. Dette styringsprincip er ubrudt gennem 2500 år. Helt banalt: besiddelsen af sproget sikrer, at besidderen får sin vilje, hvor han står og går.

I den romantiske nationalisme vokser staten og ender med at blive Gud. I dens modsætning, vi har ikke her et navn for det (og det er ikke identisk med nyliberalisternes minimalstat!), er der tale om en begrænset stat, der kun har til formål at beskytte borgerne. I den forvoksede stat, som vi ser i dag, produktet af den 'skæbnesvangre kontinuitet', har borgerne mere end nogen sinde brug for beskyttelse - imod staten selv.



Enkýklios paideía - Encyklopedia

Cirkulær træning i et lukket system. Klassisk Trivium og Quadrivium er et sådan system. Vi ser det praktiseret som den Store Livskæde i middelalderen og den hierarkiske tredeling - den vertikale tredeling vel at mærke, ikke den demokratiske horisontale tredeling af magten. Den første klasse bestod af biskopperne, Paven og hele gejstligheden, som selv er dybt hierarkisk ligesom Romerstaten. Den anden klasse bestod af herskerklassen, adelen, kongen og ridderne. Den tredje og laveste klasse var bønder og købmænd. Senere blev delingen kendt som Kongedømmets guddommelige ret, altså de fås ret = overenskomsten og magtdelingen mellem konge og biskop, hvor - afhængig af, hvor man så det fra - kongen blev givet Guds ret af biskoppen til at herske over de mange, eller biskoppen fik lov til at understøtte kongen, for folket troede jo på Gud. Heraf hele det middelalderlige tovtrækkeri mellem kongemagt og kirke om, hvem der var stol, og hvem der var røv. Det forsvandt først i Oplysningstiden og ved feudalismens formelle ophør.

Når mans skaber et 'enkyklios'-system, et lukket system, skaber man kunstig mangel. Altså når man forholder viden for de mange, skaber man en tilstand af vidensmangel. Viden bliver kostbar, man bliver afhængig, og mangel er lig med afhængighed. Udsagnet og gymnasieporten til den gamle latinskole 'Viden er magt' betød derfor: 'Vores viden, deres afmagt'. Latinen var også kryptiseringen af viden, for folk forstod den ikke, ligesom en patient ikke forstår, hvad en læge siger i dag.

Hos grækerne var denne viden stadig tilgængelig på den offentlige plads. Sokrates havde et følge af byens sønner, og aristokratsønnen Platon var kun én af dem, andre kunne være tilfældigt forbipasserende. Hans akademi var et tilfældigt gadehjørne. De samme galt de vandrende filosoffer, der blev kaldt sofisterne, og hvis rygte i eftertiden har nedgjort dem. Sokrates var ikke meget forskellig fra dem. Med det enkykliske system sker der en solidificering, hvor viden rykker ind i klostergården og slottets studerekammer beregnet på de indskrevne og priviligerede. 


Isocrates, ikke at forveksle med omtalte berømte hjemløse 'bums' af en filosof, lavede den første retoriske skole. Han systematiserede den åbne plads' filosofi, han samlede viden fra sofisterne, de omvandrende filosoffer, der havde adskilt tænkningen fra den folkelige antikke dyrkelse af guderne i templerne. Filosofien var historiens første sækularisering. Isokrates kunne lave sin business og tjene penge på at tilrettelægge den cirkulære træning for borgersønnerne. Herved blev de statens grundpiller og 'med til at gøre Imperiet udødeligt', som imperie-hylderen Arnold Toynbee formulerede det.

Man har påstået, at det var preusserne, der i 1800-tallet ødelagde den højere uddannelse, hvilket ikke er forkert, men det var egentlig langt tilbage i antikken, at det startede. Det var indbygget i den Klassiske Trivium, Enkýklios paideía, som Isocrates skabte. Dette er grunden til begrebet 'almen dannelse'. Det blev senere indbygget i det preussiske skolesystem. Melancton - Luthers højre hånd, gymnasiets stifter - over Frederik den Store til Johann Fichte var den dets implementatorer, og dette er den Klassiske Trivium, kontrolsystemet. 

Der er en efterklang af det i De Forenede Nationers Verdenserklæring om Menneskerettigheder, hvor alle disse fine rettigheder bliver givet dig i 29 punkter, hvor punkt 30 så hiver det hele i land ved at sige, at hvis du ikke er enig med FN og deres fortolkninger, så er er du ude af det gode selskab. Rettighederne er her en gave, man allernådigst får fra en højere autoritet, og FN legitimerer sig selv som en sådan.

Det er det, der kaldes 'positive rettigheder'. De 'negative rettigheder' finder man fx. hos en af Amerikas 'founding fathers', Thomas Jefferson, der siger, at staten kun er til for at beskytte borgerne, og hvis de IKKE gør det, men kammer over og begår overgreb mod befolkningen, har borgerne ret til at 'nullificere' statens love og beslutninger, og undervejs har borgerne pligt til at overvåge staten for at sikre, at det aldrig kommer så vidt.

Dannelsen af den amerikanske nation er historisk signifikant, da det er det første eksperiment i nyere tid med at danne et egentlig folkeligt frirum, et forsøg på at starte på en frisk. Staten hos Jefferson, altså den egentlige grundtanke bag den amerikanske forfatning og nation, er ikke en opdatering af Imperiet og kronen, der generøst giver sine undersåtter sine gunstige rettigheder - med det skjulte forbehold, at de til enhver tid kan tages tilbage igen. Staten hos Jefferson er et serviceorgan dannet af befolkningen til at beskytte befolkningen mod netop Imperiet, helt konkret Det Britiske Imperium. Det var også her, det meget hurtigt gik galt for den nye nation, og i dag er der stort set intet tilbage af dette frirum, andet end drømmen om en drøm.

Folkets ret er naturgiven. Loven er en naturlig lov. Imperiets ret er Gudgiven, en kulturlig lov - jf. den middelalderlige hierarkiske tredeling, eller skal vi sige: dobbelt pålæg (kirke og krone) med rugbrød og fedt (folket) i bunden.



Auctoren og historiens organiske enhed

Historien bliver fortalt af historiefortællere. Disse har i vores kultur ét udgangspunkt, som de afstemmer deres nedskrevne fortælling efter. Som i et filmmanuskript skal alt holdes op mod præmissen, der skal kunne udtrykkes i to sætninger. I litteratur er organisk enhed det, der etablerer kontinuitet til et fælles tema.

Historiefortælleren arrangerer sine elementer i en bestemt orden. Karaktererne begynder at tage form. Fortælleren er stadig blot en håndværker. Hvis han er mere sofistikeret vil han observere sine karakterer skabe historien. På et tidspunkt bliver karaktererne 'kardinale', de får deres eget hjerte/liv, og de er herefter udenfor fortællerens kontrol. 

Historiefortællerne er auctorerne. Polis er bystaten. Politikê er organisationen af bystaten. Episkop er biskopperne, den gejstlige institution. Tilsammen danner de en hierarkisk autoritær (auctoritet) struktur. Politi, metropolis, polis, mono-pol. Disse 2500 år gamle koncepter genfindes i vor tids civilisation. Borgeren er i middelalderen den person, der er under Borgens kontrol og rækkevidde. Han nyder dens beskyttelse i krig, han betaler skat til dens hersker og dens hær, men han er kun under beskyttelse, så længe han underkaster sig. Borgerliggørelse betegner derfor allerede i feudalismen en underkuet, civil-servil person. 

Feudalismens grundlæggere i den form, der holder i 1000 år, findes omkring den kristne kejser Charlemagne og hans frankiske kejserdømme. Hvilket ikke er helt rigtigt, for feudalismens opfinder må snarere siges at være Konstantin den Store, kristendommens implementator. Feudalisme fordrer både kejser og kirke. Her etableres, hvad vi i dag forstår ved det feudale autoritetsbegreb. Autoriteterne er dem, der fortæller Imperiets historie ved at henvise til dets Organiske Enhed og den Store Livskæde. Der var en hel stribe symbolikker, der signalerede denne ret overfor det uvidende folk, så de både på slagmarken og i hverdagen accepterede og underkastede sig kongens/kejserens beslutninger, flag, heraldik, højravende udtryk, der henviste til tågede uimodsigelige hændelser, guddommelig intervention - '... og der kan I bare se, Gud ønsker det sådan'!. Man behøver blot i dag at besøge monarkiets og kirkens monumentale efterladenskaber for at se, hvor herskerne omgav sig med tonsvis af symbolik beregnet på at kue, skræmme, suggerere, imponere og kryptisere. 

Begrebet kybernetik starter med Isocrates' systematisering af uddannelse. Staten er som et skib, der skal styres af styrmænd. Skibet er stort og langsomt reagerende, og roret skal drejes lang tid i forvejen.



Teknokratiet

Et godt spørgsmål er, hvorfor man lavede et system, der lærte folk at tænke uden at være kritiske, altså uden at tænke for dem selv? Målet var for grækerne at forhindre Grækenlands forfald, Athens dekadens. Det skulle skabe et aristokrati, der kunne vedligeholde politikê, bystatens politik. Aristoteles uddannede fx. kongen, Nicolas, så han kunne være mere veluddannet end sit folk. Vi genfinder det i vor tids elite-universiteter, hvor der undervises efter denne metode for elitens børn, så de kan styre skibet. Jurister, økonomer og politter styrer stort set i dag det danske djøf-iserede samfund - i det omfang man kan sige, at et lands politikere styrer noget som helst og ikke selv er styrings-aggregater. Vi kan også kalde dem teknokrater.

Teknokratiet har skabt et videnshul mellem teknokraterne og resten af den befolkning, der ikke kender 'styresystemet' og dets teknikker. Det betyder også, at vi ikke kan tale om et egentlig demokrati, for folket styrer absolut intet længere. Med en lettere omskrivning af grundlovskongen Frederik VII's valgsprog kan vi sige: Folkets dumhed, vores styrke. Det gennemkryptiserede, nysprogs-indhyllede, medieforplumrede pseudo-demokrati har skabt en herskerklasse, der i dag prøver at slippe afsted med diverse manipulationer og en befolkning, der højest ryster på hovedet. Tilsyneladende. For der er også ved at ske det, at en del folk mere end ryster på hovedet.

Siden Kong Hans (1481-1513) har det åbenbart været på mode for danske monarker at have et valgsprog, hvori 'Gud' indgår i de fleste. Et bud: den næste monark, der så bliver Frederik X, dropper måske Gud i sit?

Forfatteren Dorothy L. Sawyers var en stor fortaler for, hvad hun kaldte 'the hidden tools of knowledge', den Klassiske Trivium. Ved siden af sit forfatterskab af kriminalromaner var hun også essayist. Her finder man en udtalt apologi for det Britiske Imperium og en total fornægtelse af den mørke side ved Imperiet. Hun går til gengæld kraftigt ind for 'christian home schooling', hvor børnene holdes væk fra offentlige skolesystemer, så deres tankesæt ikke bliver 'forurenet' af det. Man kan have stor sympati for hjemmeskoling, for de offentlige skoler er i dag ikke meget bevendt. Jeg kender personlig folk, der praktiserer det med allerstørste succes. Men D.L. Sawyer's udgave er den særlig kristne, som man også genfinder i sin variation hos Scientology, der også hjemmeskoler. Logikken er givet på forhånd, for Gud - eller L. Ron Hubbard - har allerede tilrettelagt den. Herefter behøver man blot at 'regne baglæns' og fylde den grammatiske blanket ud. Man kan tillade poderne at tænke, så længe det er indenfor boksen. Det kaldes vistnok indoktrinering. I christian home scooling stiller man aldrig spørgsmål om hvorvidt Gud skrev bøger, for det er jo selve præmissen, at han gjorde det.

Tilbage til Charlemagne. Alcuin af York (735-804) var en dekan ved kapellet i York, stedet der senere blev til domkirke og residens for ærkebiskopper. Han blev i 781 sendt afsted for at besøge paven. På vejen mødte han Charlemagne, der inviterede ham til slottet i Aachen, hvor han blev hoflærer for kejserens børn og andre børn, der trådte ind i den magtfulde benediktinerorden. Selve ordet Trivium opstår først her, for det blev ikke brugt i antikken. 

Trivium-Quadrivium var beregnet til at placere det kristne verdensbillede allerede i Trivium-stadiet eller metodik-stadiet, altså før man begav sig ind i selve 'studiet af Guds skaberværk'. Videnskab blev placeret i en boks, hvor Gud var kronen på toppen af de syv frie kunstformer - hvilket gjorde dem alt andet end frie. Hos grækerne var det filosofien. Indboksningen skabte senere store problemer for dem, der vovede at tænke selv, Gallileo, Bruno, o.a. Giordano Bruno var i øvrigt selv frafalden benediktinermunk. Gallileo gik under radaren, Bruno blev henrettet.



Fædre og grundlæggere

Thomas Jefferson var nationens tredje præsident og forfatter af den Amerikanske Uafhængighedserklæring tog afstand fra den Klassiske Trivium. I stedet dannede han University of Virginia, hvor han afskaffede immatrikulering og graduering, og hvor man kunne komme og gå til man følte sig uddannet! Læs lige det igen, det er ganske usædvanligt! Det varede kun, til han døde, hvor stedet blev overtaget af frimurerne og Klassisk Trivium.

Katolikkerne og jesuitterne især har deres egen udgave af Trivium. De fjerner ofte helt logikken og sætter i stedet Logos, Ordet, Gud. Hermed er det, der kunne være en lære i selvstændig tænkning fuldstændig i kløerne på dogmatik = uselvstændig tænkning. Man finder det fx. i jesuitternes 'Ratio Studiorum' fra 1599, hvor de efter Loyolas død i 1556 definerer den officielle plan for jesuittisk undervisning. 'Giv mig det fire års barn, og jeg skal give dig den voksne'.

Når Thomas Jefferson afskrev Klassisk Trivium i modsætning til jesuitterne, der på det tidspunkt var ankommet til Amerika for at gøre det, de altid havde gjort: infiltrere og manipulere, var det fordi denne klassiske metode satte guddommelighed over grammatik og logik. Man kan også sige, at metoden satte logik over grammatik og derved vendte tænkningens syntaks på hovedet, de var falsk logik (fallacy). Men ifølge Klassiske Trivium var det helt OK, det var sådan man gjorde, for man ønskede jo ikke selvstændig tænkning. Tænke-modeller skaber borgere, tænkning skaber individer. Jefferson ønskede at gøre op med det tankesæt, der lå bag hele det koloniale problem og folks afhængighed af falsk autoritet.

Ignatius, denne mærkelige, forpinte, mascochistiske mystiker fra byen Loyola, opdraget i Allumbrados-cirkler (spansk for Illuminati, de oplyste), ramt af en kanonkugle og krøblet, korsridder-wannabe, der udvikler disse 'åndelige øverlser' til ekstrem selvdisciplin og stiller sin kriger-munkeorden til rådighed for Vatikanet. Det falder ganske i hak med tidsånden under den Spanske Inkvisition og dens ekstreme grusomheder, og hvis man læser den edsaflæggelse, som jesuitterne sværger, når de forfremmes til officerer, får man sig noget af en forskrækkelse. Tortur og mord på vantro indgår i deres deres tro og love. De europæiske vantro beskrives og 'målsættes' på samme, som saracenere blev fremstillet på under korstogene.

Jesuitterne er blot en af de grupperinger, der tilstræber at tvinge andre til at være kopier af dem selv. Romerne gjorde det, grækerne gjorde det, frankerne gjorde det, venetianerne gjorde det, briterne gjorde det, nazisterne gjorde det, kommunisterne gjorde det, amerikanerne gør det. De var og er alle villige til at ofre individet til fordel for staten. Kollektivismen, statismen og individets død er selve deres varemærke. Og frimurerne gjorde det. Og endelig: zionisterne gjorde det. Israel er bygget op efter jesuitternes plan. 

Frimureriet er i den forbindelse en ambivalent størrelse. Oprindelig frimureri, bygmestrenes hemmelige viden, falder udenfor emnet, for denne tradition er blevet brudt. Visse kloge hoveder er i stand til at genskabe dele af denne viden, fx. arkitekten og frimureren Randall Carlsson. Men frimureriet som bevægelse, især den engelsk-skotske version, har siden 1700-tallet været en politisk garant for det Britiske Imperium. Vi finder dem i Cecil Rhodes Round Table-grupper. I logerne udvælger man de mænd, der er modtagelige og kan styre/styres. De syv klassiske liberale kunstformer er højt værdsat af frimurerne af samme grund. Den oprørske amerikanske frimurer, Thomas Payne, har beskrevet det nøje i bogen 'Origins of Freemasonry'.



De såkaldte oplyste

Den infamøse gruppering fra 1. maj 1776, De Bayriske Illuminati, er særdeles myteomspunden især i engelske kredse. Problemet er, at meget få kommentatorer og mytemagere har læst deres skrifter, for de fleste af dem er på tysk eller fransk. De var primært anti-monarkister, altså modstandere af monarkers guddommelige ret til at herske og arve herskermagt, og de infiltrerede frimurerbevægelsen med jesuittis infiltrator-metodik og plantede et lag ind i deres hierarkiske grads-system. Stifteren Adam Weisshaupt var omgivet af tidligere jesuitterpræster ved universitetet i Ingollstatt og lærte deres håndværk. En del af gruppens dårlige omtale skyldes bla., at de bekæmpede kirkens magt. De havde altså to fjender fra det gamle system.

I dag er begrevet Illuminati blevet så mytologiseret (senest via poppedrengen Dan Brown), at der nærmest er blevet synonym for alt konspiratorisk ondt i den samtlige vestlige verden og dermed et skældsord, man kan bruge ligesom 'fascist' uden at vide, hvad det betyder. Hvilket bloggeren vil forslå muligvis er en anelse ude af ballance med virkeligheden og en kende forvirrende, hvis man prøver at forstå historiens gang. Jeg mener: så udspekuleret kan nærmest ingen være, så der er måske noget andet på færde. Psykologer vil nok kalde det for en projektion.

Forgængerne for Bayrische Illuminati er franske grupperinger af spekulativ frimureri dannet i 1717, deriblandt Jabobinerne der flyttede til Frankrig og derefter til Tyskland under navnet 'Logen for Streng Observans' under ledelse af baron Karl Gottfried von Hund, hvilket var en ankomst af de engelske loger til Tyskland. Weisshaupt så en chance for at indføre et højere grads kontrolelement indenfor York-logerne, der transcenderede det nationale og gjorde dem til et internationalt mødeforum. Vi er i en tid, hvor man ikke kunne være for statens opløsning uden at være i livsfare og måtte derfor gemme sig i hemmelige selskaber. Her er også den spæde start på Socialistisk Internationale og de senere national-omstyrtende revolutionære bevægelser og kommunisme-marxisme. Så Weisshaupt blev altså et slags oplysningstids-gearskifte mellem jesuitterne og der, der senere skulle blive til marxisterne. Men det vidste han i sagens natur intet om, og ligesom Nietzches tanker for eftertiden er blevet misbrugt af nazister og Chicago-neocons, så er Weisshaupts initiativ for eftertiden endt som brokkassen for al konspiratorisk ondskab.

Frimurerloger i 1700-tallet var fx. muligheden for, at en fyrste kunne mænge sig med menigmand og diskuttere alle de emner bag lukkede døre, man ikke kunne tale om i offentligheden. Hvilket der ikke er noget suspekt i, det er nærmest et tegn på social sundhed. Illuminati-grupperne gjorde det samme. De foreskrev læsninger af visse bøger til deres indviede, bøger der måske ikke var velsete på læreanstalterne. Og de søgte indflydelse og magt ligesom jesuitterne, katolikkerne og frimurerne.

Illuminati-grupperne ankom også til Amerika i 1700-tallet. Johann Joachim Christoph Bode var medlem af 'The Social Circle', en de-facto frimurerloge, der gik ind for republikkens dannelse. En republik (Res Publica, folkets sag) er en ikke-imperial, ikke-royal statsdannelse. Bode var nr. 2 i det bayerske Illuminati-hierarki, efter at baron Adolf von Knigge med kodenavnet 'Philo' droppede ud.

Det vil være op til yderligere studier af originale tekster og dokumenter at afgøre, hvorvidt denne infiltrationsgruppe, for det var den uden tvivl, var årsagen til frimureriet korruption. I 1828 dannedes der en veribabel anti-frimurerbevægelse i USA. Folk fornemmede stanken af rævekager fra disse folk, og de blev forbudt og måtte blive endnu mere hemmelige.



Naturlovs-liberalisme

I disse særlige år, i 1770'erne var der en klar åbning. Den amerikanske nation var i sin dannelse, der kunne være sket noget afgørende, noget helt nyt, der kunne have undsagt det stivnede og selvopretholdende europæiske system én gang for alle. Vi har Illuminati, vi har starten på nationen, vi har Adam Schmidt's værker om kapitalisme, vi har Locke og Hume. Men i starten af 1800-tallet ankommer så det preussiske skolesystem, som er en genoplivning af Klassisk Trivium. Det kunne næsten tolkes i retning af, at den nye nation, Amerika, blev opfattes som et specifikt problem for den europæiske hersker-elite - bestående af de samme preussiske adelsfamilier i øvrigt, der blev til den britiske kongefamilie.

Jefferson var tilhænger af komparativ grammatik. Altså sproglig grammatik. Grammatik er ikke kun hvad-hvem-hvor-hvornår, men har i høj grad at gøre med sproglig meningsdannelse, da sproget er primært meningsdannende. Han studerede indianske sprog og levede i en tid hos Montauk-stammen, før den blev udryddet. Han fandt her ud af noget ganske spændende. Når en stammegruppering brød op fra hovedstammen for at danne deres egen stamme, dannede de samtidig en helt ny sproglig dialekt, som var uforståelig for den hovedstamme, de have forladt. På denne måde kunne hovedstammen ikke forlænge sin indflydelse.

Jefferson vidste altså, at der måtte ske et sprogligt og meningsfuldt opgør med 'hovedstammen', det Britiske Imperium, for at noget nyt kunne skabes. Han satte derfor et projekt i værk for at indføre neologismer, nye ord til understøttelse af naturlovs-liberalisme. Husk at 'liberalisme' var i ordets oprindelig betydning og langt fra fjerne perverterede efterklange med Fogh-Rasmussen og Løkke-Ditto. Sproget skulle understøtte 'negative rettigheder', de rettigheder vi har som mennesker, af den simple grund at vi er levende væsener, der trækker vejret og ikke de 'positive rettigheder', mennesker allernådigst har fået tildelt af deres regering. Altså nye ord til at beskrive en ny mening i en 'Ny Verden'. Det var meningen. Vi finder senere det samme hos en Buckminster Fuller.

Én ting var at undfange en ny nation med en ny og velmenende forfatning og dernæst en uafhængighedserklæring. En anden og mere seriøs ting var at forsvare projektet mod det tilbageslag, Imperiet satte ind allerede fra starten. Imperiets værste mareridt var, at et sådan initiativ skulle sprede sig og inspirere andre samfund til at gøre det samme, for så var deres dage talte. Hvis vi ser tilbage fra i dag, så er det lykkedes Imperiet at forlænge sig selv i ca. 200 år med alle det 20. århundredes rædsler, krige, udplyndringer og menneskelige ulykker som konsekvens. Og med Imperiet bør vi her udvide det Britiske til at omfatte de europæiske nobiliteter og deres institutioner.

Det Internationale Broderskab - 'Alle Menschen werden Brüder' - er en frimurertanke. Det knytter direkte an til den Store Livskæde og historiens Organiske Enhed. Samfundsbevarende i den forbindelse er ikke det nationale samfund, det er det Store Samfund, Tailor Gatto's Skæbnesvangre Kontinuitet. Frimurerlogerne var den tidløse, nationsløse garant for, at kontinuiteten hos 'the Empire, that never died' (Philip K. Dick) og dets hold om civilisationen. Det er ikke tilfældigt, at EU har valgt Schillers kiksede ungdomsmakværk af en Ode udsat af den desillusionerede revolutionære, Beethoven, som en wannabe europæisk nationalsang. Schiller ville i øvrigt have vendt sig i sin grav. Hvor langt er der i øvrigt fra 'én hellig, almindelig kirke', det katolske credo, til ode-teksten? Begge credo'er sigter mod et homo-socialt samfund. Hver tid har sine kardinaler, karakterer i historiefortællingen, der på egen hånd er i stand til at udøver filosofisk korruption af virkeligheden med den Store Livskæde som bagtæppe.

Rousseau's betydning for dannelsen af den amerikanske tanke er kendt. Han anså Klassisk Trivium som et forskønnende blomsterflor over virkeligheden, et illusionsnummer. I Tyskland dannes på samme tid den nationale idealisme. Filosoffen Hegel er en mangesidet person, der mest er taget til efterretning for sin dialektik - som i virkeligheden er en daoistisk eller konfuciansk tanke. Han siges at være en grundpille i marxisme-leninisme, men det er noget af en tilsnigelse, for et af hans konklusioner på sine filosofiske undersøgelser er, at menneskets sande natur er at være fri. Det fortalte tidens regeringer, at uret tikkede, at tiden var ved at være slut, og lige så snart det gik op for menneskeheden, at regeringerne var overflødige, så var de ... ja: overflødige. DERFOR har vi set en eskalering af kollektivisme, dvs. karaktermord på individet og dets frihed siden da. Imperiet rystede sagte i bukserne ved tanken om, at deres dage kunne være talte indenfor x-antal generationer. Hvis Hegel havde ret, og for mig er der ingen tvivl om, at han har fuldstændig ret på det punkt, så forklarer det også, hvorfor der har foregået en årtusinder gammel krig mod naturen. Det kristne værk sætter Gud over naturen, det billige skidt. Den måtte for enhver pris og med alle midler bekæmpes og underkues, ligesom den menneskelige natur, der er frihed.

Arnold Toynbee har udtalt, at uden venetianerne ville det Britiske Imperium ikke kunne være udødeligt. Venetianerne med deres udspekulerede åger-bankvæsen, spion-diplomati, infiltrations- og manipulationskraft, de 'sorte adelige', efterkommere af babylonere-fønikere, flyttede til Amsterdam, flyttede til City of London, flyttede til Wall Street, flyttede hver eneste gang, de blev opdaget. Jf. Webster Tarpley og Joseph P. Farrels bøger om emnet. Hvis man følger deres bevægelser, følger man samtidig den Store Livskæde, den energi, som ethvert Imperium suger sit livsblod fra, men hvis spor man altid søger at udslette. Imperiet hævder at opstå ved egen kraft, men det er altid en parasit på 'noget', der var før.

Imperiet er i sin natur en plyndringskultur og dets fjende er det produktive = det frie menneske. Plyndring versus produktion. Er der mon en sammenhæng her til den forsvindende produktion i de vestlige samfund? Tyskerne ved det, og belært af bitter historisk erfaring har de altid bevaret deres grundlæggende produktionskraft. Hver gang Imperiet har angrebet dem - og bagefter smurt skyld og gæld af på dem - har man forsøgt at ødelægge deres produktionskraft, så deres eneste overlevelsesmulighed har været en intakt produktion kombineret med sparsommelighed. Englænderne og franskmændene har altid misundt dem denne mentalitet.

Wilhelm Wundts (1832-1926) studier i psykofysik konkluderede (forsimplet), at mennesket blot var kød og nerver og stimuli. Herved blev den menneskelige psyke kvantiserbar og han er forfaderen til behavourisme og senere hi-tech mind control. Et så afsjælet og viljeløst individ var kernen i det preussiske menneskesyn. Går man endnu længere tilbage til Calvin, finder vi det samme: et non-individ uden sjæl. Begge har bidraget til at udvikle, hvad man kan kalde 'homo industrialis'. Det preussiske skolesystem understøtter i allerhøjeste grad fabriksmennesket under industrialismen, 18-1900-tallets og vor tids slave.



Cecil Rhodes

Hans betydning kan kun undervurderes. Hans mål var eksplicit at forandre den amerikanske forfatning, så Amerika blev skubbet tilbage i folden som en del af det Britiske Imperium. Hans projekt lykkedes i en grad, så amerikanerne først i dag så småt er begyndt at forstå det. Det virker oven i købet, som om man er ved at gøre sig klar til den Amerikanske Borgerkrig 2.0. Rhodes projekt er nøje beskrevet af historieprofessor fra Georgetown University, Caroll Quigley, i hans berømte bog 'Tragedy And Hope'. Rhodes opfattelse af menneskene på jordkloden var som den mest inkarnerede græske aristokrat: alle andre end englænderne og deres engelsktalende kolonitidsgrupper var at betragte som barbarer. Alle Rhodes scholarshipfolk, de kommende amerikanske ledere, blev indpodet denne indstilling, og resultatet ser vi i dag. Den britisk-amerikanske elite har en dyb foragt for alle andre end dem selv.

Rhodes filosofi er en ægte herrefolksfilosofi. Hele appartheit-fænomenet udspringer af denne. Appartheit er grundfilosofien i det Britiske Imperium.

Amerika skulle bringes helt bort fra den oprindelige nationalisme, deres selvsikkerhed og selvstændighed, og ånden fra uafhængighedserklæringen skulle vaskes ud af deres hjerner. Med George Bush og neocongruppens Homeland Security Act og Patriot Act efter 9/11 er alle de oprindelige civile frihedsrettigheder forsvundet. Moralen og befolkningens tiltro til deres regering er kraftigt smuldrende, lovløsheden og korruptionen er ubeskrivelig, enorm, altgennemtrængende.

Rhodes legacy, arven efter Rhodes, har bragt USA ind i to verdenskrige efterfulgt af næsten 100 større og mindre angrebskrige efter blot 2. verdenskrig. USA har udøvet mere vold og større skadelig indflydelse på verden end noget andet land på noget andet tidspunkt i menneskehedens historie. Flere løgne er udgået fra dette voldelige Imperium end nogetsteds og nogensinde. Hvis det Britiske Imperiums historie er historieforfalskning, så er det klart overgået af USA's historie. Flere 'false flags' er undfanget her end noget andet sted.

Alligevel kan man ikke forståe denne historie uden at forstå, hvordan USA regrederede til igen at blive en koloni af det Britiske Imperium. Helt efter Rhodes plan. Moderne globalisme tager sit udgangspunkt i Rhodes legacy, Carnegie og Rockefeller, Council of Foreign Relations, Trilateral Commission, Bilderber-gruppen + hele horden af globalist-tænketanke og agendaer tager deres udgangspunkt her.

Nationalisme var deres oprindelige træk for at tage kontrol over folk. Aggressiv nationalisme er imperial del-og-hersk. Nu ønsker de at gøre en ende på alle nationerne for at tage yderligere kontrol. Midlet er borgerkrige, farvede revolutioner, terrorisme, finanskriser, nationaltømninger.

Og eugenik. Her bliver det kvalmende.



Eugenik

Eugenik indebærer mere end tanken om, at en elitær gruppe har en medfødt ret, ja medfødt pligt til at bestemme, hvilke mennesker, der kan få lov til at leve, og hvilke der er nødt til at dø.

Aflivning af mennesker er et temmelig ucharmerende projekt og dertil temmelig svært at håndtere uden at vække modstand. Teknologi har hjulpet meget på det, for teknologien gør det så kryptiseret og uforståeligt for menneskeheden og der er så rige muligheder for 'probable deniability', for for simpel benægtelse - som regel akkompagneret af en mental sygeliggørelse eller latterliggørelse af dem, der har genkendt mønstret og bringer det på banen.

Det handler derfor om forførelse og om, at menneskene skal lære at elske, at blive behandlet som kvæg. Deraf hele det fabiansk-socialistiske projekt.

Eugenik handler dernæst om, hvordan de, der får lov til at leve, er skruet sammen i hovedet. Det er en komponent i et langt større projekt, der handler om at kortlægge det menneskelige individ for at bortskaffe menneskelig individualitet. Eugenik og kollektivisme er to alen ud af samme stykke.

Under nazisterne hed det racehygiejne. Det var racisme med videnskabsunderstøttelse. Englænderne kaldte det for eugenik. Da man opdagede, at denne eufemisme dækkede over et betændt og menneskefjendsk projekt, gik man under jorden en årrække og genopstod som molekylærbilologi og bio-etik. Udover den britiske elite var det Rockefeller og Carnegie, der dyrkede eugenikken. Det var også herfra pengene kom til Keiser Wilhelm Instituttet i Berlin og dermed nazisternes programmer. Ikke den anden vej rundt.

Eugenik hænger nøje sammen med statisme, kollektivisme, social kontrol. Eugenik har altid boet hos oligarkiet. Selv hos grækerne, hvor begrebet oligarki opstod, fandtes ideen. Det handler også om den del af menneskeden, som de selv tilhører og forbedringen af deres livskvalitet, gener, intelligens, livslængde.

Eugenik har et bagtæppe i lægevidenskab, fødevarepolitik, geopolitik, krig, skolesystemer, forskning og teknologi. Det menneskelige projekt er et afhumaniseringsprojekt. Transhumanisme er et eugenisk projekt.

Bagslaget for den elite, der har undfanget dette ældgamle, indædte og mentalt syge projekt er, at de - ved at påføre dehumanisering og folkemord på menneskeheden - ikke kan undgå selv at blive dehumaniserede. Ved systematisk at nægte andre mennesker deres individualitet, deres sjæl, har eugenikerne mistet deres egen sjæl. Det lider de i dag under. Og skulle det - forsynet forbyde det - lykkes dem at gennemføre deres projekt, vil de genopdage sig selv i en verden, hvor de ikke kan holde sig selv ud. 

_______________________


Ovenstående tager sit udgangspunkt i en samtale mellem Richard Grove fra tragedyandhope.com og hans gæst Kevin Cole.

Titlen på samtalen er:

The Trivium Method vs. The ClassicalTrivium - A Briefing by Kevin Cole 

Hvis man kender Richard Grove som et veltalende kritisk orakel, er Kevin Cole noget lignende på steroider og alligevel på en rolig og flydende måde, det flyder bare non-stop. Det kan stærkt anbefales at høre hele samtale-interviewet, der er på 2:30 timer.

Kommentarer

  1. Det monopolære kan nok ikke?, kaldes et projekt. Livet udtrykker sig multipolært i pulserende perioder, hvilket ses overalt i naturen og gælder også mennesket.
    Det giver indtrykket af, at perioder med passivitet i udviklingen bevirker monopolær tilstand.
    Debatten omkring tidens bevægelse lige nu anvender netop ordet 'multipolar' om folks engagement og indvirkning på begivenhedernes fremgang - kontra en 'monopolar' invalid netop passeret periode.

    Der er så nogen, der leger, at de har magt i de passive perioder, hvor ingenting foregår. Alså magt over ingenting. Hvilket jo hverken er magt eller afmagt, men snarere slet og bar absurd indbildning. Ligesom "Bilderburger" bilder sig ind.
    Indbildning giver plads til alting. Det mangler blot livet selvregulering. Hvilket tydelig ses af flittig brug af ideologi, teknisk styring og kontrol. Men selvkontrollen mangler - og vigtigst - det valide mål mangler helt. Hvilket indlysende indebærer selvdestruktionens magt over afmagt over ingenting.
    Menneskets underbevidsthed er sig dette bevidst og afventer derfor passivt næste periode i pulsen. Verden har styr på livet, og vi lever det. Ingen mennesker styrer verden eller livet - men vi, der bruger det, lever det og laver verdenen. Vi er multiforme væsener, og ingen kan ændre det uanset, hvad de bilder sig eller os ind. Seguridad de la vida.

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære indlæg