Den evige barndom - 2 essays
Den evige barndom
Livet har 3 stadier, barnets, den voksnes og forældrenes / lederens.
Barnet er afhængigt af andre. Det kan ikke skaffe sig selv føde. Det kan ikke beskytte sig selv. Det kan ikke holde sig selv i live. I dyreriget ophører dette stadium på det tidspunkt, hvor barnet er i stand til at udføre disse funktioner.
Mennesket burde gennemgå disse stadier i sit liv. Som fuldt voksen burde det nå frem til en tilstand, hvor det er sin egen regering uafhængigt af andre. At vi så vælger at regere os i selskab og fællesskab med andre er en helt anden sag. Men det er meget sjældent i dag at møde et menneske, der virkelig er suverænt, selvstændigt og er nået frem til det stadium, hvor det har overskud til at hjælpe andre med at gøre det samme, forældrenes stadium.
I det samfund, vi har skabt, er det ligeså sjældent at møde ledere, der er nået frem til det naturlige trin i deres udvikling, hvor de er i stand til virkelig at lede andre. De er grundlæggende set stadigvæk børn i voksne kroppe, der postulerer at være vore forældre. Vi er så til gængæld alle deres børn, dybt afhængige af, at de skal træffe beslutningerne for os. Og deres beslutninger er så snævertsynede, at de sender større og større gæld og ansvar over på deres børn og børnebørn.
Men vi har de ledere, vi har fortjent, for de er blot en afspejling af, hvordan vi selv er. Vi befinder os i en kunstig forlænget barndom, hvor alt, der opretholder vores liv er dybt afhængigt af andre, af en centraliseret energiforsyning, et centraliseret produktions- og forsyningsnet, et offentligt uddannelsessystem, at nogen tilbyder os et arbejde mod betaling, at nogen kan beskytte os mod overgreb fra andre og at nogen redder os, når vi falder i en vandpyt.
Vi kan vælge at anklage systemet for, at det har skabt og vedligeholder sig selv og dermed fastholder mennesker i denne kunstige tilstand af infantil afhængighed. Men når dagen er omme, findes dette system system kun, fordi vi hver især har valgt af afgive vores suverænitet, vores fødselsret og frihed til at træffe valg til systemet. Har mennesket en fri vilje? Ja. Vælger vi at eksekvere denne vilje? Nej.
Vi kan så studere dette system, dette matrix, vi har spundet os selv ind i. Vi kan undre os over, at vi vælger at udsætte os for dette Tivoli, dette Disneyland, denne X-Faktor-Big-Brother-reality-sæbeobera. Hvert element af vores dagligdag udgør en fraktal, en nedskaleret version af systemet, der repeterer systemet. Åbn for dit fjernsyn - hvis du har sådan et, hvilket jeg fx. ikke har - og det vælter ud i hovedet på dig: forbliv et barn, tænk som et barn, reager som et barn, kræv og skab dig som et barn, lav konflikter som et barn, bliv fornæmet som et barn, manipuler med de 'voksne' som et barn, vælg slik fremfor rigtig mad som et barn, smid legetøjet, når du keder dig som et barn, lad de voksne rydde op efter dig som et barn, mob de andre som et barn, tæv løs på de svage som et barn, stjæl hvad du begærer som et barn.
Kan det på den baggrund undre, at netop realityshows, der intet har med reality/virkelighed at gøre, har vundet så stor popularitet. Der savles løs i de små stuer over mennesker, der skulle være voksne trykke deres indre barn af i hovedet på hinanden.
Men hvad med børnene da? Deres barndom har vi stjålet fra dem ved at bure dem inde i institutioner til opbevaring og afretning. Vi kunne have ladet dem lege, opfinde, opdage. Vi kunne have opdraget dem til at tænke, udforske og skabe. Vi kunne have tilladt dem i barndommen af sig selv at spørge hvad, hvem, hvor og hvornår og tilladt dem at nå til det naturlige trin i overgangen fra barn til voksen, hvor de begynder af sig selv at spørge: hvorfor. Hvordan de så vælger at føre det videre, kunne herefter have været deres frie valg.
Støjens og belysningens tyranni
Derude:
Om natten er der musestille, ikke en lyd. Måske en ugle, men ikke hele natten. Stjerner på himlen, der står knivskarpt på en sort baggrund. Mælkevej. Om morgenen vågner fuglene, lyset står langsomt op, stilheden vågner.
Derinde
Der er partylarm fra naboen, fulde folk på gaden, biler der speeder op, overboen der traver hvileløst frem og tilbage på gulvet, manden tæver sin kone eller knepper hende, kvinden skælder sin mand ud eller smækker med dørene eller traver hvileløst frem og tilbage på gulvet. Eller gør rent for at rense støjen ud af det indre system. Gadelamper overalt og flimrende billygter. Kulørt flimmer fra fladskærme. Ingen stjerner. Hvis du er heldig, er der en solsort, der lader hånt om støjen og overbelysningen. En cikade, hvis du er på de kanter.
Om morgenen
Overboen går amok mellem kl. 6 og 7 af angst for at komme for sent på arbejde. Hvis hun ikke er karriere-A-typen, er hun måske efterløns-B-typen, der gør det samme mellem 24 og 02:30 om natten fordi hun ikke kan falde til ro. Kl. 7.00 starter vejmaskinerne på hjørnet, der graver kvarteret op. Asfaltsav eller gravko med måmonteret trykfuftsbor. Udadgående trafik. Smækken med døre i terrasso-opgange. Om vinteren motorer, der varmer op i halve timer.
Om natten
Ungdommere der råber kollektivitetens selvforherligelse gennem gaderne på vej til-og-fra værtshusene, in-stederne, privatparties, hele ugen. Gymnasiet er én lang fest uden begyndelse og ende, og virkeligheden starter måske bagefter. Overboen eller genboen med åbne vinduer har druk-og-90'er-musik-fest. Eller også ser han fjernsyn, video eller ungerne spiller skydespil. Eller også råber han i mobiltelefon til Pakistan eller hun gør det til veninden, der bor lige om hjørnet.
Derude igen:
Folk flygter ud til sommerhusene. Endelig fred i weekend? Måske om natten, men så bryder der et helvede løs af plæneklippere, motorsave og andet gør-det-selv-værktøj, for man skal jo nå at afreagere, inden man skal ind til støjen igen.
Derinde igen:
Den stilfærdige lyd af koste i baggården er nu afløst af en idiot, der løber efter en motoriseret bladpuster. Og her kunne der linkes op til det fulde sansefelt: smagen af junkfood og stanken af benzin.
Lyd og lys er terror, vi lever i det store Guantanamo. Mørke og stilhed er helsebringende og harmoniserende, men der er alt for lidt af det. Børn mærker det, de starter og slutter dagen med gråd. Voksne mærker det, de løber frem-og-tilbage for at undslippe det. Husdyr mærker det, de gør og hyler. Alle reagerer uden at vide, hvad de reagerer på.
Mørket og stilheden er overvældende på den gode måde. Det store moderskød, der kan omslutte os en gang i døgnet og kan genføde os til en ny dag. Vi kan indimellem stå udenfor lands lov og ret og opleve dem begge.
Men for storbymennesket kan det forekomme skræmmende i sin diametrale modsætningstilstand. Hvad er det, vi bliver skræmt af? Intet andet end oplevelsen af konstrast og dermed vores egen omvendte tilvænning til støj og overbelysning. Det normale sind tilpasser sig den unormale tilstand ved at lære at elske denne tilstand og selv blive unormalt - hvorefter det forlanger det unormale for at forblive normalt. En normalitets-kolbøtte.
Kommentarer
Send en kommentar