Demokratiet

af morton_h, the blogger

Hvad er et demokrati?
Definitionen siger folkestyre. En bedre definition burde være flertalsstyre. Flertallet bestemmer.

Men hvad nu hvis flertallet består af uvidende tumper, dovne, korrumperede, forædte kujoner? Så kan dette flertal samles som en lynch-hob, der i en kollektiv stemning af lavt selvværd har udset sig en udsat gruppe, der synes velegnet til at få skylden for at flertallet mistrives?

[read in English]

Det synes at være et af demokratiets problemer: flertalstyranni.

Et andet problem synes at være dets korrumpérbarhed. Folket kan bedrages, bestikkes, forføres og belyves. Giv dem brød, når de har brug for det, giv dem skuespil - masser af skuespil - når der er brug for det. Skræm livet af dem, giv dem en finanskrise, fortæl dem, at de er under beskydning, send dem i krig.

Eller pak dem ind i en dyne af medieforvirring. Folket sulter efter fortællinger, giv dem fortællinger. Giv dem godnathistorier, de elsker det. Dybt nede i deres underbevidsthed ved de godt, at det er løgn og latin altsammen, men de elsker det alligevel, de har lavet en pagt med hinanden og sig selv om ikke at sige noget. Don't mention the war! Verden vil bedrages, siger et gammelt ordsprog.

Vi er for tiden vidne til nogle meget omfattende skuespil, nogle globale storskærme, der bliver sat op for os. De viser os 24/7 designede og udtænkte virkeligheder i et gigantisk Laterna Magica. De største såkaldte demokratier i verden er for tiden hyperaktive på denne scene. Men de viser os også - for dem der stadig har øjne at se med, ører at hører med og hjerner, der er i stand til at tænke selv - at demokrati ikke længere er, hvad det giver sig ud for.

Vi skylder argumentationen at blive konkrete. Det mest toneangivende, trendsættende, forbilledlige - ifølge dem selv - demokrati: Amerikas Forenede Stater, USA, er ikke længere et demokrati. Og det er de ikke, selvom de fører den ene krig efter den anden overalt i Verden for - stadig ifølge dem selv - at forsvare dette såkaldte demokrati og bibringe det til denne verdens demokrati-underfrankerede undermålere.

I 'Guds eget land' findes der ikke længere folkestyre. Og hvad værre er: republikken er død. 'Res Publica' er 'folkets sag'. Det er den institution, der er udtænkt for at sikre, at demokratiet = flertalsstyret ikke begår overgreb på mindretallet og individet. Det er folkestyrets bedre halvdel. Skulle nogen være i tvivl om, at det forholder sig sådan, vil jeg opfordre kraftigt til at studere USA og dets institutioners forfald. Hvis man tør, for det er skræmmende og desillusionerende viden, der kommer frem.

Hvorfor tale om USA og demokrati? Simpelthen fordi, vi alle er amerikanere. Simpelthen fordi hele verden har set op til dette land, der lovede godt, men gik så grueligt galt. Simpelthen fordi, vi i meget lang tid har rendt i røven på denne nation, fulgt dens bud og impulser, overtaget dens kultur, set dens film, købt dens produkter, kopieret dens slogans, beundret dets præsidenter, spist deres burgere, kopieret deres neuroser, investeret i deres dollars, købt deres kampfly, nedsænket os i Hollywood, lært os deres smartsprog med ekstra kraftig kartoffelrulning, meldt os under fanerne i deres krige, indtaget deres mytologi intravenøst ... kort sagt: i et og alt identificeret os med dem.

USA har angivet tonen i Verden siden 2. verdenskrig. Og hvad er denne nation i dag? Hvordan er dens karakter trådt ind? USA er i dag et totalitært, fascistisk regime. Som Hitlers tyskland, Mussolinis Italien, Francos Spanien, Stalins Sovjet, Mao's Kina er der en total sammensmeltning af stat og virksomheder. Republikkens garant mod den uhæmmede, grænseløse udnyttelse af individer, borgeren, folket er udraderet i disse regimer. I 30'erne slugte staten virksomhederne. I dag har virksomhederne slugt staten. Resultatet er det samme, bare mere sofistikeret.

Mussolini frabad sig at blive kaldt 'fascist'. Han ønskede at blive kaldt 'syndikalist'. So be it. Syndikaterne = den samlede virksomheds-struktur = korporatismen er et ligeså dækkende navn for det, vi i dag ser i USA: det købte og korrumperede demokrati. På overfladen er det et demokrati = skuespil for folket. På bagsiden er det et oligarki, et sofistikeret fascistisk diktatur, et kleptokrati, et sen-romersk slavesamfund, et militær-industrielt-kompleks, en form for statsmonopoliseret gangstervælde. Ondt barn har mange navne.

I hele den vestlige verden ses den samme dekadence. Den Europæisk Union er gjort af samme stof. USA var eksperimentet, Europa er virkeliggørelsen, Verden er den våde drøm om det totale herredømme. Og Rom blev som bekendt ikke bygget på en dag.

Demokratiets store achilleshæl er, at det er korrumperbart, manipulerbart og forførbart. 'Demos', folket kan styres 'kratos'. Manden der undfangede den demokratiske tanke, Solon, filosoffen Platon's lærer, havde noget ganske andet i tankerne. Demokrati betød for ham: 'folket styrer for folket'. Ikke som i dag: eliten styrer for eliten via folket vha. illusoriske storskærme, så folket tror, at det selv har noget at skulle ha' sagt. I oldgræsk terminologi: oligarki (de 'bedste', aristokratiet, eliten styrer). Man kunne også kalde det illusorisk demokrati.

Platon havde ikke den store tiltro til demokratiet. Han havde set, hvordan denne lynch-hob havde dømt hans lærer Sokrates til døden. Det var en 'demokratisk' beslutning. I hans afhandling 'Staten' beskriver han den ideelle leder som den oplyste, 'filosofiske' konge. En slags 'oplyst enevælde'. Først skal man lære at styre den indre stat, så kan man styre den ydre. Levebrødspolitikere duer ikke, de bør tillades at bruge halvdelen af deres liv på politik for ikke at blive korrumperet af magt. For det sker uundgåeligt.

Manden fik ret 2.380 år senere, hvor det højt besungne demokrati er sunket ned til et absolut nulpunkt.

Det kaldes 'det repræsentative demokrati'. Som dumme, dovne, besnærede eller bare naive borgere sætter vi et kryds på en stemmeseddel og mener, at den hellige grav er vel forvaret. Vi mener herefter, at en person, der lever af at bedrive politik, og som er afhængig af at blive genvalgt 4 år senere, har det fulde overblik og fremsyn til at træffe beslutninger, der gavner både os og vore børn. Vi aner ikke, eller ønsker ikke at vide, at denne person er ligeså dum, doven, besnæret eller bare naiv som os selv. Og at det bliver værre dag-for-dag efter valget. Vi har de politikere, vi fortjener - de er et spejl og en projektion af os selv. Vi råber på at blive bedraget.

Et hovedproblem med disse folkevalgte er, at de har en horisont på max 4 år. Altså frem til deres næste genvalg. Et andet problem er, at de villigt eller nødtvungent lader sig fodre af lobbyister, embedsmænd og medier, der filtrerer og tilrettelægger al viden og alle grundlag for beslutninger. Et endnu større problem er, at disse medier, lobbyister og embedsmænd selv har deres viden fra det store vidensfiltrer. Medierne og journalisterne bliver fodret af de virksomhedsejede nyhedsbureauer. Hvis man spørger sig for hos videnskaben, spørger man en tilfældig person i en fragmenteret videnstruktur. Videnskabsfolk taler ikke med andre videnskabsfolk. De ægte eksperter siger fra, og dem der udtaler sig ved ikke nok - de vil bare gerne i medierne og ses. Egentlig vil de bare gerne have lidt kærlighed og anerkendelse. Medier og politikere har gennem årene udviklet en uhellig alliance, hvor de 'går i seng med hinanden'. Det er gensidig parasitvirksomhed med medierne som den 4. instans i staten.

Nyheder defineres udfra slagkraft og salgbarhed. Det tvinger politikere til at ytre sig afstumpet. Medierne leverer i dag ikke længere varen, men har i stor udstrækning svigtet deres pligt til at forfølge sandheden, hvorved de i stigende grad mister troværdighed. Det er et kæmpe problem for det, der er tilbage af demokratiet. Folk har udviklet en blanding af ugebladsfacination og lede ved politikere og politik i takt med disneyficeringen af den politiske 'arena', i særdeleshed i de visuelle medier, hvor det spektakulære senromerske skuespil foregår. Vi er daglig vidne til menneskeofring for underholdningens skyld i det elektroniske Colloseum.

Demokratiet er blevet et bordel. Nogle har ladet sig ansætte, resten er blevet kunder i etablissementet. Vi bærer alle ansvaret, også selvom vi fraskriver os det: det er nogens skyld, det er de andres skyld. Sofavælgere en én sag. Hvad meget værre er det omfattende apati, der hersker i tilskuer-demokratiet. Det højeste, vi kan mande os op til, er en gang imellem at heppe på dem, der bliver flået af løverne. Eller måske på løverne. Eller på vores yndlingsgladiatorer, der er i gang med at smadre et eller andet 'ondt' regime ude i den del af verden, hvor vi aldrig har sat vores ben, hvis folk eller hvis ledere vi intet kender til. På storskærmene fremgår det, at det er 'humanitære' krige, og at det er for de lokale staklers eget bedste, at vi kommer og smadrer deres infrastruktur, bomber deres byer og hjælper dem bagefter med at administrere deres naturressourcer, som de er for umodne til selv at tage vare på. Det fremgår også at onde mænd med langt skæg og Kalashnikov'er i ørkener og bjerghuler truer vores samfund og vores demokrati, som de i øvrigt bare er misundelige på. Krig bliver solgt som et forsvar for og udbredelse af demokratiet, mens det bag skærmene er regulær plyndring og nedslagtning.

Dette omfattende misbrug minder i ganske uhyggelig grad om den rolle, kristendommen har spillet. Det var den storskærm, som det romerske imperium, senere den romersk-katolske kirke holdt op for folk for at passivisere dem. Pax Romanorum hed det. Det var med korset i hånden, at missionærerne banede vejen for udplyndringen af verdens folk. Lige bag dem kom soldaterne i rustninger og skibene, der fyldte deres lastrum op. Så kom skriverne/bureaukrater og optegnede og opregnede. I dag synger mediemissionærerne salmer om demokrati før der sendes kamphelikoptere, hvorefter olieselskaberne ankommer. I begge tilfælde fortælles folket, at det er for deres egen skyld.

Det er blevet meget svært at kende forskel på det afdankede demokrati og det sofistikerede tyranni i dag. Det er også svært at kende forskel på de feudale samfund, hvor kongerne og kirken bestemte alt og det 21. århundredes udhulede demokratier, hvor koncernerne og korrupte kongresfolk gør det samme. Der er ved at danne sig billedet af et ny-feudalt verdenssamfund, hvor den nye verdensordens elektron-genetiske slaver befolker den globale landsby.

Filosoffen Solon, demokratiets fader, vender sig i sin grav og ser op mod stjernehimlen.