Vampyren

af marco_hanuman, the blogger

Troede du, at vampyren var en karakter opfundet af Bram Stoker iført kappe, hugtænder og gusten ansigtskulør, der sover i kister i stedet for på madrasser, som mangler skygge og spejlbillede, og som ikke kan dø?

Det er i bedste fald et dæmonisk, transdimensionalt væsen eller, hvilket jeg vil foreslå, et sindbillede på en menneskelig tilstand, der er langt mere normal end sjælden.

Vi møder vampyren hele tiden, og det kan siges meget kort og præcist: 

Vampyren er et menneske, hvis livsenergi er i underskud, og som har lært sig måder at suge andres energi til sig i stedet for at opbygge et overskud.

Vampyren er en parasit, der fodrer sig på andres energi, men er ikke nødvendigvis en ondsindet psykopat eller et monster. 



Vampyren kan sagtens være en stakkel, der er fanget i et energetisk fængsel, som han/hun ikke kan slippe ud af. Det er derfor Coppolas filmatisering af Dracula (hovedrolle: Gary Oldman) på trods af, at den blev underkendt, er mere rigtig - hvis man kan bruge det udtryk - end andre versioner inklusive sort-hvid klassikeren fra 30'erne med Bela Lugosi som den gotiske greve i Transsylvanien. Oldman personificerer det fundamentalt ulykkelige væsen, der ikke kan dø, selvom det begærer det mere end noget andet.

Iboende i vampyren findes et stærkt erotisk bindingselement, der handler om at høste livsenergi/sexualenergi fra sin kønslige modpol. Det handler også om ekstrem lidelse og længsel efter den uopnåelige forløsning. Det handler om at drage andre ind i sit felt for at udsuge dem. Det er ikke uden grund, at vampyr-mytologien blomstrede især i den mørke og egentlige 1800-tals-romantik og dens fascinerende besættelse af sjælens dunkle sider, psykologiens opståen, forvarslet og forudanelsen om et århundrede med hell-broke-loose med massemyrderier uden sidestykke.

Vi finder og møder vampyren i alle gradbøjninger, og psykisk vampyrisme forekommer hver gang et menneske ikke er integreret i sig selv, ikke har stand-alone styrke, har væsentlige huller i sit energifelt = mangler psykisk immunforsvar og derfor udvikler en patologisk afhængighed af andre. Vi er nødt til at tale om gradbøjninger for at undgå grøften med jamen de er jo allesammen bare sådan nogle, der ... Mange mennesker udviser vampyriske træk, det er nærmest helt normalt, ja endog accepteret at misbruge andre = betragte andre som midler for sig og ikke som mål i sig selv (udtryk lånt fra Immanuel Kant og hans idelle fordring). Vi kan udstrække et sådant begreb til tilstanden i samfund i hele Vesten, hvor mennesker behandles som midler, personel, tingester, dyr, slaver og ikke som Mennesker med stort M. Statsdannelse er langt hen ad vejen vampyrisk, skatteopkrævning er vampyrisk, det forslugne og forvoksede statsbureaukrati er vampyrisk, ågerkarlevæsen er vampyrisk, krig er ultra-vampyrisk. Som i Stat, så i individ - lad os holde os til individet.

Vampyren er en narcissist. Det ene øjeblik storhedsvanvid, det andet øjeblik mangel på selvværd. Anorektikeren-bulimisten er en vampyrtype, og tro mig, jeg ved, hvad jeg taler om, da jeg for 28 år siden var så uopmærksom at indlede et forhold til en sådan. Vedkommende kom efterfølgende ud af sin tilstand, men selvom man er 'udskrevet', kan man ikke undslippe sin egen personlighed, man kan kun lære at håndtere den via indkapsling. Både anorektikeren og bulimisten er manipulerende (omtalte stakkel var begge dele på én gang). I øvrigt: af en eller anden grund har ordet narcissist erstattet ordet psykopat. Måske er det fordi disse konstruerede ord med klinisk bismag har det med at blive slidt op ved at blive brugt lidt for ofte og forkert, måske er der en agenda bag, måske foregår der en infight i det psykiatriske mindfucker-segment, hvem ved.

Vampyren holder meget af mørke steder. Et kaotisk værtshus fuld af grønlandske selvmordere, narkomaner, afdankede hippier med 40 års junkkarriere bag sig, fritidsludere og lommetyve. Når man har været et sådant sted, er det ikke kun en hinde af potrøg og støv, man slæber hjem, der er også klæbende stumper af elementalisk dårlig energi.

Vampyren er just en klæber. Den udsender sine tentakler, den sætter sine kødkroge fast i dig, den er meget svær at slippe af med, og den er langt mere afhængig af dit selskab end du er af dens, selvom den vil gøre alt for, at skabe en gensidig afhængighed. Som den misbruger den er, har den brug for medmisbrugere. En ryger har altid brug for at have rygere omkring sig, en alkoholiker færdes bedst blandt alkoholikere, en narkoman (mis)trives i narkomiljøer, scumbags bor i Scumbagistan.

Vampyren fører ikke samtaler, der holder enetaler, og hvis nogen falder ind med egne meninger og fortællinger, sidder den ikke og lytter, den sidder og venter på en lejlighed til at bryde ind og fortsætte i sit eget spor. Den kan ikke holde ud at være udenfor centrum, den er ikke levende uden at blive set, hørt, lugtet og følt, for den er kun levende via kanalisering af andres livskraft og ikke via egen indre livsenergi. Den er ikke noget i sig selv, den er noget ved konstant at blive bekræftet. Hvis den ikke får sin opmærksomhed, vil den starte en konflikt, en intrige, et drama for at få den begærede opmærksomhed.

Vampyren forstår ikke sig selv. Derfor forstår den ikke, når den bliver gjort opmærksom på sit væsen og dets impact. Den vil af samme grund konsekvent og altid benægte enhver kritik af sin gøren og laden, for den opfatter sin gøren og laden som legitim, berettiget og begrundet og som noget, den ikke behøver at gøre rede for. Dens projektionsevne gør, at den ser sine egne karaktertræk udenfor sig selv hos alle andre end sig selv.

Vampyren er ikke et fantasimonster fra den gotiske litteratur. Den er levende (døde?) mennesker af kød og blod med tanker og følelser og personlig historie, som du møder i din hverdag i gradbøjet form. Afhængig af graden af psykisk vampyrisme, som den præsterer, bør du nok overveje graden af distance, som du lægger til den. Det være sig alt fra let's-get-the-hell-out-of-here-forever til du holdes i armslængde, inden du kommer for godt i gang. Hvis man rækker vampyren en lillefinger tager den altid hele armen.

Vampyren opererer forudsigelig og stereotypt i et parforhold. Den er karakteriseret ved, at den ikke kender forskel på partnerskab og ejerskab. Den definerer partnerens tilstedeværelse ud fra, hvad den selv mener, den har behov for. Det har den så ikke, for den kan ikke skelne mellem behov og begær og vælger derfor det sidste (honey I need you!, I need you), hvilket er selve definitionen på tragedie. Den komiske figur erkender sine behov i begærets afgørende øjeblik, den tragiske figur derimod forfølger altid sit begær.

Hvor kunne det være lærerigt, hvis de allegorisk-mytologiske fortællinger, sindbillederne og arketyperne kunne blive befriet fra deres tilfangetagen i det Store Fængsel skabt for dem af underholdningsindustrien, hvor de har mistet enhver relevans for menneskers forståelse af den virkelige virkelighed og er sendt i eksil i en infantil mental-kultur af høhø, nøøj, uhuu og fniis.

Forstå din indre vampyr og fortæl mig derefter, hvem du er.


Kommentarer

Populære indlæg