Selvbedrag 02 + hypotese og eventyr


af marco_hanuman, the blogger


the_blogger og hans ugle

Det er ikke muligt at overtale mennesker, der lever i selvbedrag eller frivilligt udsætter sig for bedrag. De er nødt til at erfare. Jo større bedraget er, des mere erfaring kræves der. En sådan erfaring kan tage menneskealdre, med mindre der indtræffer en så voldsom hændelse, hvorved tæppet hives væk, og selv den dummeste eller mest autoritetstro har svært ved at holde fast i bedraget.

De dummeste er egentlig ikke det største problem. De er, hvad de er og bær over med dem. Der er ovenikøbet håb for dem, for de er vant til at lytte til andre, der er klogere. Det er de nødt til, da de ellers ikke ville klare sig igennem dagen og vejen. Faktisk er de ofte ikke så dumme, som de selv tror.

Det største problem er de, der selv mener, at de ved noget. Et af problemerne er, at de fungerer som meningsdannere. Det er folk af den type, der besætter stillinger i medier, uddannelsesinstitutioner og politiske organisationer. De ved … noget, og det noget, de ved, er i deres optik i stand til at forklare virkeligheden. Det er også folk som dem, der får taletid i medierne, for de kan noget med ord.

De seriøst dumme, de imbecile er i særklasse. De skraber bunden, og de skal bare have et beskyttet værksted med dagligt opsyn. De kan ofte have værdifulde menneskelige kvaliteter. Med de funktionelt dumme, med det store intellektuelle kørekort, er det en helt anden sag. De er ofte ganske tabt bag den dyre vogn, og de vil med den mentale rustning, de har udviklet, være nødt til – for at sige det rent ud – at krepere, for at bedraget kan formindskes. Og nej, der advokeres ikke for at hjælpe dem lidt med at krepere, for de er overalt. De udgør efter sigende ca. 20% af en given befolkning. 

En hypotese 
Selvom de ofte er skønne, spildte kræfter, har de som udgangspunkt et potentiale. Lad os forestille os en situation, hvor en håndfuld af disse intellektuelle robotniks – helst af den yngre slags, som endnu ikke er fedtet for meget ind i karrieren - blev taget ned fra løbebåndet og fritstillet, med et usædvanligt opdrag. Eksemplet kunne tænkes omformuleret indenfor alle de større fagområder, hvor der ligger videnskab bag. Her bruger vi historieskrivning som eksempel:



Nu skal I høre, kære venner. Vi vil gerne have, at I ser lidt nærmere på perioden fra op til 1. Verdenskrig og til ca. 1920. Hvor langt I går tilbage, overlader vi til jeres skøn. Vi har bunkevis af imperial historieskrivning, der bortforklarer det meste, men vi er i dag nået til et punkt i historien, hvor vi ikke længere har brug for mere af den slags affald. Vi vil gerne have smeltet fedtet helt væk fra stegen, og hvis der viser sig ikke at være mere tilbage end skroget, når I er færdige, so be it! Vi ønsker at få fjernet propagandapparatet og skære ind til benet.

Vi ved godt, at I i jeres studietid fik besked på at skrive af efter imperialisternes selvbiografier, men I skal gå til de primære kilder, og vi har sørget for, at der er blevet frigivet en hel række, der hidtil har været tilbageholdt. Det svarer til Sovjetstatens lukkede arkiver, da de blev frigivet efter Den Kolde Krig. Dem får I selvfølgelig også adgang til, og vi vil sørge for, at I har løbende kontakt med lignende grupper, der er nedsat andre steder i Udkantsverden.

Målet er at gøre nutidige hændelser forståelige. De synes i øjeblikket at unddrage sig forståelse grundet den særlige kryptering, som fortidens hændelser har været udsat for. Vi kan også sige det på denne måde: Vi tillader nu, at vidensfilteret bliver løsnet, for til sidst, forhåbentligt, helt at fjernes.

Behøver vi at nævne, d’Herrer og ’Damer, at vi selvfølgelig betaler en langt bedre hyre, end imperialisterne er villige til. I skal vide, at I undervejs vil blive udsat for visse tilbud fra disse. Det står jer selvfølgelig frit for at falde for fristelsen. Men I skal vide, at I vil blive garanteret beskyttelse og al den hjælp, I måtte have brug for. Jeres resultater vil blive publiceret på de bedste platforme, og i det omfang de nuværende platforme viser sig uvillige, vil der blive skabt særlige platforme, der overhaler dem indenom.

Vi kan endvidere garantere jer, at jeres resultater vil blive læst om 100 år, hvorimod imperialisternes vil havne på særlige arkiver for ’fake history’. Ikke via censur og udrensning, for disse metoder tilhører imperialismens og globalismens æra. Det vil ske ved simpel præference.

Vi er klar over, at vi stiller store krav, og at I nok ikke kan gøre denne gigantiske opgave færdig. Det forlanger vi heller ikke. Vi forlanger derimod, at I fuldstændig opgiver tanken om, at der er en rigtig version, der er givet på forhånd, og at I skal gøre jer umage for at please jeres opdragsgivere. Det gælder også os, tro det eller ej. Vi har nemlig absolut tillid til, at I på ovennævnte opdrag og betingelser vil komme frem til sandheden. Bemærk også, at det ord herefter er tilladt at bruge igen.

 

Well, der trækkes lidt på smilebåndet, og historikerne får allerede strithår i nakken, for her er der jo tale om en tænkt situation, en hypotese, om kontrafaktuel historieskrivning. Hvad nu hvis, … ?

Tillad os at minde strithårs-historikerne om, at dette allerede finder sted. Det hypotetiske er, at der ankommer nogle BigShots fra det højere Echelon og opfordrer/finansierer/understøtter dette. I dag må de ægte historikere, der smelter fedtet væk og skærer ind til benet, kæmpe mod hele det store, magtfulde apparat, der bestemt ikke ønsker, at de skal gøre deres arbejde.

Det er bestemt ikke tilfældigt, at ordet fake er blevet implanteret i den offentlige diskurs. Det er symptomatisk, for det, man siger, er man selv. Forfalskerne beskylder nu deres kritikere for falskneri. Det er det eneste, de har tilbage, for de er løbet tør for sunde og sande argumenter. Tilbage er der kun karaktermord og tilsvining.

Mens vi taler om sundhed: Det er meget, meget sundt at bedrive kontrafaktuel historieskrivning. Vi skal øve os konstant i at træffe de rigtige valg, der fremmer liv og sundhed – mental som fysisk - og ikke død og ødelæggelse. Derfor er det faktisk en god idé at forstille sig, at visualisere, hvad der vil ske – og det kommer til at ske, for det sker allerede – hvis historikere ikke var bundet som skriverkarle for Imperiet. Så ville den Store Løgn om det tyvende århundrede og vor tid falde sammen. Og ikke nok med det. Når Løgnen ikke længere var salgbar, ville grundlaget for den evige repetition af dette århundredes ugerninger – der i sig selv er en repetition af forrige århundredes ditto – falde til jorden. 3. Verdenskrig ville pludselig blive usexet (som om den ikke var det allerede …). 

Hvorfor tøve og hvorfor ikke bare springe ud i øvelsen?
 

Et eventyr  
Tænk i arketyper. I eventyrerne oplever vi tit den tre-delte fortælling. De første to gange går det galt. Men tredje gang, hvad sker der så?



Der var engang tre brødre, Bisse, Bosse og Lille Bimp. En dag sagde deres far til dem: ’Her har i en sæk penge. Gå ud og erobr Verden og kom tilbage og gør jeres Daddy stolt’.

Den ældste bror, Bisse, købte en hel masse go'e, gamle kanoner og noget giftgas og sendte halvdelen af kontinentet ud i skyttegravene. Forinden havde han likvideret et dusin statsledere, der ikke var med på ideen. Samtidig arrangerede han et par revolutioner, udsultede halve og hele nationer, smadrede fire kejserdømmer ved at få dem til at slagte løs på hinanden, og stjal alle deres penge. Undervejs fik han tilbudt en fræk lille spansk virus, der slog 100 millioner ihjel. Til sidst arrangerede han en international konference, hvor alle ofrene blev stillet til ansvar for det farverige cirkus og dømt til at betale regningen. Det virkede som en rigtig god forretning, og Farmand ville helt sikkert blive stolt over det.

Den mellemste bror, Bosse, ventede til støvet havde lagt sig og tænkte: Sådan en herlig krig er en rigtig god idé. Så opgraderede han til nogle større kanoner og tankvogne og hangarskibe og mere giftgas. Han opfandt også nogle bomber, der rigtig ku’ sige bang. Så tænkte han endnu større og sørgede for, at hele Verden blev indblandet. I bund og grund gentog han skemaet fra storebror, hvor det ene imperium, der nu ikke længere kaldte sig for et imperium, slagtede løs på det andet imperium, der heller ikke længere kaldte sig for et imperium. Alt imens hans eget imperium skvattede sammen, hvilket blot betød, at dets afløser allerede var på plads – som heller ikke kaldte sig for et imperium, men et godartet demokrati. Til sidst sørgede han for, at den anden herlige krig aldrig ophørte, men bare ’gik kold’, og at en næsten uendelig stribe af mindre klatkager af nogle uforklarede og meningsløse krige holdt kanonløbene varme og frie for rust. Det virkede som en rigtig god forretning, og Farmand ville helt sikkert blive stolt over det.

Den yngste bror, Lille Bimp, der havde smadret fire par briller i skolegården, var blevet idømt fuldt pensum pga af pjæk (det skulle senere komme ham til gode), droppede ud af skolen for at drøne rundt på en cykel i skoven, fyrede en enkelt fed i ny og en enkelt i næ, kunne ikke rigtig se det sexede i at gå i sine brødres fodspor, med mindre han skulle til at gå i for små sko (han brugte en lille 49’er). I stedet startede han en cykelforretning, afskaffede statsfinansieret terrorisme, sendte en multi-trilliardregning til centralbankerne, gav jesuitterpaven et los i bollerne og indførte gratis lånerkort til Vatikanbiblioteket, nedlagde NATO og sendte alle grønjakkerne i arbejdslejr med fuld pension (der var sjovt nok ingen sure miner), udvidede Gazamuren til at omfatte hele zionistenheden – så de ikke længere kunne komme ud (gas var ikke nødvendig denne gang), og indførte tvungen selvstyre for alle nationer. Hvorvidt det var en god forretning, bekymrede han sig ikke om, men i løbet af blot et halvt år meldtes der om næsten ubrugeligt overskud over hele linjen.



Bisse, Bosse og Lille Bimp mødte op til deres fars 150 år fødselsdag for at ønske ham tillykke med de næste 150 år. Her kunne vi så have konkluderet eventyret ved at hylde det ene, det andet eller det tredje initiativ. Det virker nærmest omsonst belyst af historiens baglygter.
… OK så:



Sønneker. Far er behørigt imponeret. Jeg må sige, at I er gået til den, I har ikke drevet den af på kollegiet. So FAR, so good ... ahr, der var jeg vist lige lidt sjov :-).

Når det er sagt, så var der efter min smag lidt lovlig meget blod og bæ. I ved selv, hvad jeg hentyder til. Det kan muligvis skyldes, at jeg ikke fik udtrykt mig klart nok, da jeg sendte jer ud for at erobre verden. Det er på en måde ligesom Mesteren, der snakker løs og siger: Gå ud og gør alle folkeslag til mine disciple. Det kan nok være, at de efterføglende gik til makronerne og disciplinerede folkeslagene, men var det lige det, Mesteren snakkede løs om?

Nu har Bisse og Bosse så bedrevet alt, hvad der kan bedrives i Verden, og Lille Bimp har pisset bedriverne af på alle tænkelige måder. Så var det, jeg tænkte på, om ikke det var på tide at prøve noget andet. Ikke for at lyde som en den sure gamle stodder, jeg selvfølgelig er, men hvad med at prøve lidt kreativ fantasi? Hvad siger du, Lille Bimp, er det det, du hele tiden har gjort?

Jeg hører, hvad du siger og er ikke utilbøjelig til at give dig ret, men jeg foreslår noget helt tredje.

Hvad nu, hvis vi anskuer erobring som et åndeligt projekt?

Hvad nu, hvis korstoget har en etisk fordring?

Hvad nu, hvis ridderen skal ansvare sit togt og se sin påståede fjende i øjnene?

Hvad nu, hvis erobring ikke inkluderer plyndring ad libitum?
Hvad nu, hvis krigsførelse involverer respekt for en fjende, der er en nation af mennesker? 
Hvad nu, hvis kvinder, børn, oldinge, husdyr, træer og afgrøder og det land, det hele befinder sig på, er uantasteligt og kun våbenføre, voksne mænd kan betragtes som en værdig fjende?

Sagt på en anden måde. Jeg bryder mig ikke vældig meget om folkemord og krig i det hele taget, med mindre det er særdeles velbegrundet. Og seriøse begrundelser har jeg mildest talt lidt svært ved at få øje på i det forgangne. Jeg er sgu' ked af at sige det, drenge. Far er ikke vred, far er bare rimelig skuffet.


Kommentarer

Populære indlæg