Ustyrlighedsmanifestet og andre essays


af marco_hanuman, the blogger

Ustyrlighedsmanifestet

Denne verdens herskere overlader absolut INTET til tilfældighederne, hvis de kan undgå det, og overfor tilfældigheder i begrænset omfang har de også et styresystem.
Orden opstår ifølge en af deres læresætninger af kaos, og kaos er aldrig tilfældigt.
De elsker kaos, men hvad de frygter, er USTYRLIGHED !

Vi bliver derfor nødt til at lære at være ustyrlige.
Inklusivt ustyrligt morsomme :-)
Vi må lære at gøre Magten utryg ved at udøve bevidst ustyrlighed.
I et tyranni frygter folket regeringen. I et demokrati frygter regeringen folket.
Ustyrlighed er et omvendt masseødelæggelsesvåben.
De manges ustyrlighed er ødelæggende for de fås Vilje til Magt.

Ustyrlighed er mere end ulydighed. En ulydig hund påkalder sig blot slag med en kæp.
Ustyrlighed er ikke blot anarkisme og på ingen måde revolution. Hvorfor?
Fordi revolutioner har ALDRIG været ustyrlige, thi der ankom på mirakuløs vis ALTID et kommisariat, en bestyrelse i rette tid, der sørgede for at det på overfladen ustyrlige var styret i alle faser og om muligt til mindste detalje.
Revolutioner er teknokratiets brækjern.
Når hammeren har sønderbrudt muren, ankommer seglet, der høster de blodige frugter.

Ustyrlighed handler om tilbageerobring af det tilfangetagne frihedsbegreb fra det store såkaldte Oplysningsprojekt, hvor frihed blev et synonym for fængsel.
Oplysning - illuminering.
Javist, der tændtes lanterner og fyrtårne med lys, men visse lys var beregnet til at forlede fartøjer til at styre imod undersøiske rev og blive til vrag for plyndring.
Javist, der tændtes bål, men visse bål var beregnet til afbrænding af bøger og menneskekroppe, andre var tændt af den sorte væske fra jorden og $$
Javist, de bragte lys, men visse Lysbringere har stjålet lys fra guderne til egne formål.
Javist, de tændte lygter i fremskridtets hellige navn, men visse vejfarende kører med konstant blinkende forlygter for at distanceblænde.

Ustyrlig lyssætning er at tage distanceblænderiet, de blinkende forlygter og alle forhørslamperne og dreje dem 180 grader, så bødlerne og forhørsdommerne bliver belyst. Vampyrer hader dagslys.
Hiv alle mørklægningsgardiner til side og drej projektørerne, så alle kan se rotterne og kakkerlakkerne krybe langs vægge og hjørner. Alle skadedyr hader, når deres reder bliver åbnet. Hør deres skrig, når ilderen bider dem i halsen.
Brug deres egne våben imod dem, men lad dig aldrig forlede til at bruge dem på deres måde. Don't use the Dark Force!

Lad din samvittighed være Hellig Jord. Tål ingen vanhelligelse.
Brug ALDRIG løgn som våben. Sandheden er det skarpeste sværd.
Udgyd aldrig blod med mindre det er nødvendigt - og tøv da aldrig!
Krigeren ved, hvornår hans sværd forbliver i skeden (Sun Tzu kunne have sagt det ...)

Frygt ikke, som Mesteren sagde. Du kan dø som et menneske eller som en hund.
Lad ikke kujonernes usle moral afgøre, hvad du tænker, siger eller gør.
Kujoner respekterer dig ikke, fordi du slikker røv. Kan du i øvrigt lide smagen af bæ?
Vær ustyrlig men styr dine lyster. Uterlighed og ustyrlighed er ikke det samme.
Følelser er ikke Gud, følelser kommer og går. Hvem siger, at de er dine?
Tanker er ikke dine, med mindre du har lært at tænke. Hvad tænker du?

For at være ustyrlig, må du først få styr på begreber, facts og argumenter.
Hvis du mener, at det er et paradox, så må du lære at operere i paradokser.
Tilsyneladende paradokser er nemmere at håndtere end sort og hvidt.
Forlang ikke sort og hvidt, medmindre du ønsker at blive genindsat i The Matrix.
Hvis du er sort, mangler du den ene halvdel af Verden. Hvis du er hvid, ...
Undgå Styrlighedens faldgruber - abonnér ikke på sort-hvidhed.

Ustyrlighed er ustyrlig under alle omstændigheder.
Det virker også, når nogen kommer og tilbyder dig et nyt styresystem,
der begynder at stinke efter et stykke tid.


Mursejleren

Jeg så den første mursejler i dag d. 20 juli 2018 klokken 18:55.
Jeg så ikke bare én mursejler, jeg så hele tre. Tophastighed 120 km/t.
Fra min plads på bænken under stråtaget på et skivebord bestående af en europalle skruet ned i en træstub af anseelig størrelse gennemhullet af travle myrer, der for et par år siden fik et skud kanel, hvorefter de valgte at finde et andet sted at bo. Et klogt valg.

Resten af udsigten består af et bed med en afblomstret bonderose, en stak kæmpe peberodsblade, der er højt elsket af de hvide sommerfugle samt adskillige brombærbuske, hvoraf nogle hører til de højest tænkelige, og hvis bær i toppen du aldrig vil kunne få fingre i. De er velundt til de myriader af småfugle, der bebor det massive tornerosekrat, hvori der snildt kunne gemme sig en endnu ikke opdaget kæmpehøj eller sågar en pyramide. Bag skuret med bådebyggeriet hænger grene tunge af modne fuglekirsebær, hvis friske syrlighed er undervurderet blandt havens og skovens frugter.

Nu ser jeg dem igen. Langt oppe i luften. Nu er de overalt! Hvilken jubel!
Disse styrtdyk. Hvordan kan de vide, at de får et insekt i munden for enden af dykket?
Varmen har bagt hele dagen på jorden, og aftenen frigiver den første varme og tvinger alle små flyvende væsener opad, måske lige undtagen fru tung-i-røven mariehøne.

Det siges, at de store oprydnings-dyr først ankommer i slutningen af sæsonen.
De skal rydde op i den enorme biomasse af insekter, der, hvis ikke de blev ædt, ville lægge sig som en halv meter tyk affaldsdynge over hele jordkloden.
Vi taler om de herlige mursejlere. Vi taler også om flagermus og guldsmede.

Når der er helt stille om aftenen ude på landet, hører jeg denne lyd.
Først troede jeg, at det var en motor fra en gård i nærheden. Så gik det op for mig, at det var lyden af 100 millioner insekter i luften. 1 million insekter = 2-4 millioner vinger.

Måske mursejleren har et øre for små vinger, ligesom flagermusen har et indre øre for resonneret lyd. Måske gør den bare som en hval: åbner munden og pløjer gennem sværmen. I hvert tilfælde vil jeg beundre den herlige dans i 100 meters højde.


Tilfældigt møde

Jeg skriver dette 24 efter hændelsen. Jeg skriver det, fordi den endnu engang giver mig fornemmelsen af utilfældighed. Og jeg siger med vilje utilfældighed for ikke at skulle forklare, hvad det modsatte eller det anderledes i forhold til tilfældighed er.

Jeg stopper ved havnen under broen. Den er fuld af både men ikke mange turister. Det store, gamle strandhotel er nedlagt og står til salg, der er ikke så meget gang i stedet. men udsigten fejler ikke noget. Jeg tager et billede af et skilt, hvor der står at den nedlagte færgerute sejler to gange om weekenden, og at man kan booke sig ind. Jeg får en af disse indskydelser og drejer af og kører op ad en vej, der går mod nord langs stranden. Der skulle ligge en kirke, som ikke kan ses fra vejen, men jeg kommer ikke så langt, for der står et skilt til badestrand, og der er en parkeringsplads. Jeg er ikke til badning men nyder blot udsigten. Der er ikke en sky på himlen, og jeg er vild med disse udsigter til øhavet. De er som spontane påskud til meditative øjeblikke. Det må skyldes, at jeg ser det samme, som var der for tusind år siden, og som vil være der om tusind år, hvis ikke himlen falder ned.

Da jeg skal til at køre, kommer der en bil af næsten samme model som min egen og holder ved siden af, og ud stiger en gråskægget herre i kedeldragt. Jeg kommenterer på hans fornuftige valg af bil, og han tager det som et tegn på, at der er plads til en sludder. Det bliver først lidt mandfolkesnak om biler. Han fortæller, at han i foråret totalskadede en magen til, da en uopmærksom morgenbilist kørte direkte ud fra en sidevej. Det betød - og her kommer det første lidt utilfældige - at han fortæller om den fremragende og prisvenlige mekaniker, han brugte, og et af mine udflugtsmål er netop at finde en god lokal mekaniker. Det betyder også, at jeg en halv time senere har en aftale om et eftersyn på et, så vidt jeg kan fornemme, super-velfungerende værksted med en skarp værkstedsboss og et humoristisk-dynamisk ungt team.

Her kommer så den næste utilfældighed. Han spørger, hvor jeg så bor henne, og jeg fortæller ham, at jeg bor i den bestemte landsby. Kender du den? Ja, det gør han vel nok, han er født der. Jeg bliver nødt til at spørge i hvilket hus, og han siger adressen. Der er 50 husstande, så alle kender hinanden. Det er et hus meget tæt på det hus, som jeg lige er ved at købe, og som jeg flytter ind i om 10 dage. Vi får en snak om de sidste gamle i området, og han kender dem alle sammen. Han kender også den tidligere ejer til det hus, hvor jeg bor til leje lige nu. Og selvfølgelig kender han en af de tidligere ejere af mit kommende hus. Og her bliver det interessant.

Han hed Peter og han havde orner. A-wa, altså orner, grise? Ja, han tog rundt med dem til folk i omegnen og i landsbyen, når der var brugt for deres tjenesteydelser. Når de så var færdig med jobbet, så fik de et klask i røven, og så fandt de selv hjem. Det er jo intelligente dyr. Men så en dag kom Peter ud for en ulykke, og kørte ind i en kævlevogn, altså en lastvogn fuld af træstammer. En af træstammerne fløj ud over førerhuset og gennemborede hans bil, hvorefter han måtte undvære begge ben og sad i kørestol resten af sine dag. Og som min lokalkendte samtalepartner, hvis bil selv var lavet om til en handikapbil til sin kone, sagde: det var ikke en moderne kørestol men med et håndtag i hver side, som han med besvær kunne padle frem med.

Ja, jeg tror nok, min bror stadig bor i nærheden, siger han så. Din bror, det vil så sige, at du ikke har kontakt med ham? Og her kommer der så en af de smertefulde tragedier frem om ondskab i familien. Han er blevet forstødt af sin familie på grund af, at han giftede sig med den forkerte kvinde i deres øjne. Her gik det også galt, og han har ingen kontakt med sine to voksne børn. Plus en handikappet kone og en smadret bil.

Jeg synes godt, jeg kunne bruge 20 minutter på sådan en skæbne, og jeg kunne ikke undgå at være berørt. At manden så alligevel var generøs, og at jeg kørte derfra med gode tips og facinerende oplysninger, gør det hele endnu mere berørende.


Intellektuel

Den intellektuelle har et problem i disse tider. Hans tænkemuskel er blevet slatten.
Og fordi den intellektuelle endnu ikke har opdaget, hvor galt det er fat og stadig tror,
at han har styr på det hele, så er hans dumhed multipliceret med x-faktor.
Folk, der er dumme og ingen anelse har om det, er dobbelt dumme.

Den intellektuelle alias Kloge-Åge er nu så dum, at han går rundt og skilter med det.
Han holder sig ikke tilbage, selvom bulderet i den tomme tønde gør, at man ikke kan skelne ordene fra hinanden, og måske det er til staklens midlertidige fordel, for hvis det var helt tydeligt, hvad der blev sagt, ville det blive pinligt for alle og mest for Kloge-Åge.

Den intellektuelle alias den politisk korrekte har parkeret hele sin tankevirksomhed og, hvad der er endnu værre, hele sit moralsæt i en meningsfabrik. Den korrekte meningsklon tegnede i sin ungdom et abonnement hos meningsfabrikanterne, og han betalte en pris for det. En høj pris ville nogle mene: hans intellektuelle hæderlighed.
Han hensygner sine dage i en bagskid af irrelevans fra forrige årtusinde.

Den intellektuelle alias æggehovedet tog en universitetsuddannelse, hvorved han fik det indtryk, at det automatisk gav ham adgang til forståelse af Verden, som vi tror, vi kender den samt retten til at udtale sig i tvetydige vendinger, der simulerede entydighed. Det dunkelt tænkte er det dunkelt talte i en Verden med et fordunklet styresystem.

Den intellektuelle alias repræsentanten for det efter eget udsagn tænkende segment havde i mellemtiden glemt, hvad egentlig tænkning gik ud på og hengav sig til masse- og præfabrikerede copy-paste-meninger gangbare i saloner, ved middagsborde, blandt kolleger og sågar foran kameralinser i medier, der fabrikerede 2D-virkeligheden, hvor alle sammenhænge var fraværende og alle, der efterspurgte mangelvaren, var suspekte.

Den intellektuelle alias den nyttige idiot var imellemtiden blevet CIA-agent, og tilmed den dummeste og mest latterlige af slagsen, der ikke selv var klar over det, ikke fik medaljer og tak som følger og ikke var på lønningslisten men i stedet betalte med både penge, velfærd og integritet for sit medløberi.


Folkeskole

Det hele står lidt tåget for mig. Jeg er godt klar over, at de 9 år, jeg tilbragte i institutionen har været med til at danne mit væsen. Jeg er også klar over, at meget af det lærte inklusive efterfølgende gebrækkeligheder fra gymnasium og universitet i dag er forkastet og revurderet. Men hvis der ikke havde været noget af forkaste eller revurdere, hvordan kunne jeg så have gjort det?

Det første, jeg husker, var, at jeg som adoptivbarn blev indlemmet af en klog klasselærer, der introducerede mig som 'et ønskebarn'. I stedet for at mine klassekammerater skulle begynde at kalde mig for en horeunge eller hvad børns ubevidste ondskab ellers måtte forlede til, var jeg pludselig genstand for nysgerrig opmærksomhed. Det har altid stået for mig som et genialt træk. Det var fuldstændig understøttet af mine adoptivforældre, der siden jeg var 4-5 år gammel fortalte mig alt, hvad jeg var i stand til at forstå. Forestil dig den utilpassede og identitetssøgende teenager, der finder et sæt adoptionspapirer i skuffen, der siger, at ens 'rigtige' forældre havde kasseret én. Anklagen var i stedet faldet på et 'forkerte' forældre. Og sådan har jeg netop aldrig tænkt om dem.

Jeg husker, at jeg var den lidt gammelkloge brilleabe, der uden besvær klarede skolesagerne, som det hed, på en times tid og derefter spillede fodbold og kravlede i træer forresten. Men jeg husker også, at jeg smadrede fire sæt briller i skolegården, hvis nogen kaldte mig for brilleabe eller fessor, for jeg fandt mig ikke i det, og de skulle fandme have en på lampen! Jeg kender oplevelsen af at ligge øverst eller nederst i bunken i en slåskamp med horder af ådselsgribbe udenom og lyden af heja-heja! Det fine ved det hele er, at der var uskrevne regler, og at man bagefter ikke hadede hinanden. I modsætning til pigerne, der aldrig fik afreageret fysisk og gemte deres intrigante ondskab langt ind i sulet. Men det kostede alligevel fire sæt briller.

Et under, at jeg undgik at få konstante svedere for det. Til gengæld fik jeg den morsomste sveder, da jeg ved et uheld ramte gårdlæreren med en snebold i nakken. Han var lissom nødt til det ifølge reglerne.

Så var der engelsklæreren, en lidt imponerende type med vom og fuldskæg. Når der var ballade i klassen - og jeg er ret sikker på, at det var vand i forhold til nutidens nærmest totale disciplinløshed - så tog han en lineal og knaldede den ned i bordet foran snakkehovedets fingre - spanskrøret og korporlig afstraffelse var afskaffet - med bemærkningen: din andalusiske stridshingst! Jeg tænker sidenhen på, om et sådan udtryk ikke burde være opfattet som en kompliment. Det hele var teater, og vi vidste det godt.

Et lignende teater var dansklæreren i de sene klasser. Hun foregav at være døv, hvis man ikke talte HØJT og TYDELIGT! I øvrigt en superdygtig og krævende lærer, men respekten for hende var nok for meget i retning af frygt. En dag greb jeg hende i en fejl og gjorde opmærksom på det. Der blev helt tavst og tænksomt. Den næste time kom hun med en kasse æbler til klassen - altså det modstatte af klicheen om den behagesyge elev, der kom med et æble til læreren. Det var simpelthen fordi jeg havde opdaget en fejl i hendes fejlfrie undervisning. Ikke at formidle fejl var en æressag for hende. Jeg tænker tilbage på det som et udtryk for en svunden tid, hvor der rent faktisk fandtes ære.

Så var der tysklæreren. Også dygtig på sin vis, men man mærkede tydeligt, at han ikke havde tålmodighed til alle de håbløse grammatikmongoler. En dag fik han et raserianfald, gik op til tavlen og tegnede et sæt koncentriske ringe som en skydeskive, tog pegepinden/korthiverten, gik ned i enden af klassen, og galopperede som en turneringsridder op og gennemborede tavlen med spidsen af pinden. En rituel, offentlig henrettelse af staklen, der havde tilladt sig at maltraktere den tyske grammatik.

Det var en autoritær tid, hvor gammeldags værdier stadig var aktive. Men det underlige er, at jeg hverken dengang så eller senere ser det autoritære som et problem. Vi vidste, hvad vi havde at forholde os til. Vi var ikke fucked-up på samme måde som skoleelever i dag, der ingen grænser kender og derfor ikke kan forholde sig til dem. Forældre havde stadig autoritet, selvom ungdomsoprørets veldesignede modsætningsforhold mellem forældre, lærere og børn så småt var iværksat. Jeg kom for sent til det egentlige oprør og tilhører derfor ikke babyboomer-generationens mega-fucked-up-ness og narcissisme (i dag det nye synonym for sociopat/psykopat), men voksede stilfærdigt op udenfor heksekedlen af indoktrinering og hjernevask.

Det kom så BigTime i gymnasiet. Men jeg tænker bagefter: dér var det alligevel for sent!


Blodmåne

Det var once-in-a-lifetime, ingen af os kommer til at se noget lignende i 35.000 år.
Det startede med, at en skygge begyndte at æde af venstre side af månen.
Det var på en måde en hel månefase komprimeret til fire timer.
Bortset fra hvad der svarede til nymåne, hvor månen er helt fraværende.

Det var på et vist tidspunkt, hvor det var meget svært at få øje på den, men så kom denne mirakuløse overgangsfase, hvor en en bleg, transparent, rød måne dukkede op.


Efter et stykke tid med ensarted rødme, blev venstre side genfremkaldt.
Først som en lysning, en gradient, senere som en knivskarpt lyst segl som den tiltagende måne lige efter nymåne. Forskellen er, at man i starten stadig kunne se blodmånen, mens man i det første kvarter af den tiltagende måne kun kan se lysseglet.
Der gik ikke ret lang tid, før lyset var så stærkt, at resten af månen var helt væk.

Månen d. 27.08.2018 var en usædvanlig blodmåne. Månen var tættest på Jorden, der for sin part var fjernest fra Solen. Derfor fænomenet. Dernæst var planeten Mars ligeledes tættest på Jorden, og det siges, at de nyligt overståede støvstorme ville kunne ses i et teleskop. Selve konjunktionen, hvor Mars står lige ved siden af Månen i nærmest samme blodrøde farve, er unik, og jeg lader mig fortælle, at det muligvis ikke vil gentage sig den næste halve million år.

Min astrologiske informant ;-) advarede mod at engagere mig i social aktivitet, høj handlingsratio og træffe væsentlige livsbeslutninger under denne konstellation. Jeg valgte derfor at slå mig ned alene i bælravende mørke for enden af en 50 m lang sydvendt bådebro i det område af Sydsjælland, der har fået Unescos prædikat 'Dark Skye' iført et kamera med en 300 mm zoom, en pude, og et glas vodka. Det sidste var ikke for at holde varmen i den sibiriske kulde, for nattetemperaturen er ikke under 20 grader i århundredets sommer.
Et par meditative timer med en rød måne til erindring om tidens tidløshed.


De hemmelige selskaber

Man kan ikke adskille Deep State-politik og skyggeregimente, ej heller sorte budgetter og -projekter fra fænomet: De Hemmelige Selskaber. Hvis man udelader dem fra ligningen, skal man ikke gøre sig forhåbninger om at forstå, hvordan Verden hænger sammen bag facaderne, og hvad der har forårsaget de retninger og udviklinger indenfor politik, social strukturering, finans og videnskab, der har ført os til der, hvor vi er i dag.

Det er selvfølgelig ikke nemt at have med at gøre, og det er forståeligt, at de fleste mennesker enten ingen anelse har om den slags, eller, hvis de får et hint og en mulighed for at se det efter i sømmene, da vælger at gå i en stor bue uden om det. Men forståelse for folk bringer ikke forståelse til folk. Vi bliver nødt til at vende den slags sten, og det er ikke godt nok længere at se den anden vej. Vi kan ikke længere tillade, at alle afgørende beslutninger for Jordens befolkninger bliver truffet i lukkede cirkler af loger, tænketanke, broderskaber, lukkede kommitteer og kommissioner, elitære råd og nævn (bestående af folk, der har udnævnt sig selv til at udnævne deres rygklappere), globalist- og oligark-klubber, nepotistiske netværk, neoliberale lobbies, paramilitære kommandoenheder, industrialistiske indspisninger, fraterniserende frimurertempler, teknokratiske tegnestuer, sabbatæiske satanistselskaber og andet godt fra havet og Helvede.

De hemmelige selskaber har skabt en ring af ikke-tilstedeværelse omkring sig. De lukrerer på graden af usandsynlighed med mulighed for benægtelse. Ligesom efterretningsvæsener – der selv er hemmelige selskaber - sletter de så vidt muligt alle deres spor og planter falske i stedet. Via latterliggørelse by proxy udstiller de folk, der følger de falske spor. Via et internt hierarkisk slusesystem sørger de for, at intet slipper ud, og at ingen taler over sig. Vha et ligeledes internt disciplinært kodeks sikrer de, at medlemmerne er bundet på hænder og fødder, om nødvendigt med trusler på livet for dem og deres familier og evt. med statuerede eksempler som bagtæppe. Via mafiametoder sørger de for, at folk ikke kommer for tæt på deres gesjæft. Via kompartmentalisering gøres det svært at sidde inde med en samlet viden undtagen for ganske få. Ved løfter om magt og vinding indfanges alle aktører for teknokratiet med de midler, der svarer til deres profil. Alle folk har svagheder, alle svagheder kan udnyttes til binding og underkastelse.

Det er nogenlunde klart, at de hemmelige selskaber ikke blot er kælderklubber for nørder, der godt kan lide at bygge modeljernbaner uden at blive til grin. Der står noget meget mere alvorligt på spil. Selskaberne er institutioner for viden, der er af afgørende betydninger for primært dem selv og sekundært for resten af menneskeheden. Her begynder hemmelighedsfeltet imidlertid at differentiere sig. Det primære og det sekundære er ikke entydigt men et felt af gradbøjning.

Rudolf Steiner skelnede mellem det røde og det blå segment af de hemmelige selskaber, hvor de røde var de altruistisk-ansvarlige, og de blå var de egoistiske-uansvarlige, og de første var også dengang i mindretal. Man må forstå hans bagvedliggende organismemodel. De røde blodårer i menneskelegemet optager ilt og fremmer liv, de blå årer udskiller CO2 og forhindrer død. Steiner ser mennesket som mikroorganismen og samfundet som makroorganismen. De røde strukturer i de hemmelige selskaber bekymrede sig reelt om menneskehedens velfærd, hvorimod de blå gik efter egen vinding på alle andres bekostning. Og 'rød' skal bestemt ikke forstås i retning af politisk rød, snarere tværtimod, men det ville heller ikke være korrekt at sige, for Netværket, den hemmelige regering, som vi ikke ser, er bedøvende ligeglade med fløjpolitisk observans, da begge fløje og alt derimellem er kontrollerbart. De ved, at demokratiet er et teaterstykke for folket og et beskæftigelsesprojekt dum-i-arbejde for de folkevalgte.

De hemmelige selskaber har magt til at indsætte og afsætte regimer. For det meste foretrækker de demokratiet, da det blandt alle styreformer mest ligner noget, det ikke er. Andre gange foretrækker de åbenlyst tyranni, da det er nemmere at korrumpere og indsætte én mand og derefter omstyrte ham igen. De ved, at medierne i demokratiske samfund er absolut korrumperbare, og da kun de allerfærreste søger oplysninger om aktuelle emner udenfor mainstream, har de et stærkt begrænset verdensbillede, der er et implantat fra de hemmelige selskaber. Udover billedets begrænsning er det syntetisk-forlorent og tjener til passificering.

Ligeledes mener de fleste, at videnskab er en pålidelig instans, en til enhver tid standard og autoritet lidet anende, at de klassiske videnskabelige selskaber for flere hundrede år siden definerede, hvad videnskab skulle vide, OG hvad der skulle holdes undenfor videnskaberne. Videnskabsfolk, der af ren og skær videbegærlighed, forvarende eller uforvarende, er kommet til at overskride grænsen for tilladelig viden, har oplevet forskellige reaktioner og repræssalier. Enten er de pludselig stået uden arbejde eller fondsstøtte – videnskab i Vesten er dybt behængt med økonomiske bånd – eller deres kolleger har ofte intetandende om en bagved liggende agende på eget initiativ udøvet kollegial censur. Det er tilgengæld via de mest sejlivede af disse renegater at vi kan fornemme, hvilke forbløffende retninger, videnskab kunne have taget, OG hvad det er, styregruppen bag de originale videnskabelig selskaber så at sige har beholdt for sig selv.

Her er vi tilbage til det indledende udsagn, som hermed gentages:

Man kan ikke adskille Deep State-politik og skyggeregimente, ej heller sorte budgetter og -projekter fra fænomenet: De Hemmelige Selskaber. Hvis man udelader dem fra ligningen, skal man ikke gøre sig forhåbninger om at forstå, hvordan Verden hænger sammen bag facaderne, og hvad der har forårsaget de retninger og udviklinger indenfor politik, social strukturering, finans og videnskab, der har ført os til der, hvor vi er i dag.


Jeg gik en tur i min landsby

Jeg bor et sted, hvor beboerne holder loppemarked en gang om året. Det betyder, at de stiller alle de ting og sager ud på vejen, som de gerne vil af med. Det betyder også, at folk i en radius af 30 km har denne event i kikkerten og møder op.

Når jeg starter om formiddagen med at gå ned ad landsbygaden, kommer jeg ikke hjem før midt på eftermiddagen. Hvorfor? Fordi jeg gerne vil snakke med alle, og alle gerne vil snakke med mig. Især fordi jeg lige har købt et hus i byen, og folk spontant ønsker mig tillykke med det.

Gåturen gennem landsbyen er én stor kærlighedserklæring, for byens ånd er nysgerrig, åben og velkommende. Alle steder, jeg møder op, er folk på forkant og siger: tillykke med dit nye hus. Det betyder samtidig, at landsbysladderen er effektiv på den fede måde, der betyder, at alle interesserer sig for hinanden og rent faktisk taler sammen om andre i byen. Sladder kan løbe løbsk, men jeg tog min 4 timers vandretur – så længe tog det at gå gennem en landsby med 50 husstande – som en lejlighed til at dementere alle misforståelser og tage forkert sladder i opløbet. Det virkede!

Jeg har skrevet/sagt det før, og jeg siger og skriver det gerne igen. En landsby er det menneskelige idealsamfund. Det er en overskuelig enhed, hvor alle har mulighed for at kende alle. Alle ved tilsammen alt, hvad der er værd at vide om kunsten at leve. Hvis du mangler råd og hjælp til noget, så findes det indenfor en radius af 300 meter. Når du spørger folk til råds, så sætter de en ære i at finde en løsning på dit problem og hjælpe dig. Jeg er overvældet og taknemlig over hjælpsomheden i mit country hood.

Min eneste betænkelighed lige nu er, at alle efterlyser en house warming. Min betænkelighed går på, at der kan risikere at dukke 50+ mennesker op, og hvordan faen trakterer jeg dem? Hmm, jeg tror jeg bygger en midlertidig pizzaovn af mursten og L-jern, køber en allerhelvedes masse tomat-olie-hvidløg-mozarella-oliven-basilikum + en kasse italiensk Lambrusco og hyrer en amatør-pizzabager. 
 

Kommentarer

Populære indlæg