Tilfælde, vilje og kunst - og modernitetens forbandelse

af marco_hanuman, the blogger

Den tanke opstår undertiden i mødet med mennesker og forekomsten af hændelser: at tilfældighedernes spil syntes at udvise mønstre af underliggende tiltrækningskraft og struktur, der modsiger det tilfældige. Det kunne undertiden virke, som om der var tale om et resonansfelt, en musikalsk form i spillet af de hændelser, der afgjorde retningen på et menneskeliv. Undertiden var det selve overgivelsen til et tilsyneladende kaos, der var i stand til at åbne døre til den musikalske struktur bag støjfeltet. Pludselig var der en harmoni, en akkord. en puls, en række af toner, der gav mening. En vokal, en konsonans, måske en tydelig dissonans. Var den tonale struktur der hele tiden, og blev den først hørbar ved netop et tilfælde? 



Det kan være svært at afgøre bagefter, om der er tale om forudbestemmelse eller om der fandt en baglæns forståelse og tolkning sted. Eller noget midt imellem og helt tredje, og hvad er det så? Vi søger en mening med vores lidelser og gebrækkeligheder, og i det omfang, vi har lært noget af livet, vil vi gerne se det som en læreproces. Vi holder af at tænke på, at det hele har været besværet værd, og at især lidelserne ikke har været forgæves. Hvis det hele var forgæves eller formålsløst, ville det være uudholdeligt for mennesker, der tilstræber et liv med formål og mening, og som er udstyret med mere end to intakte hjerneceller i stand til at interagere med hinanden. Hvis de oven i købet er udstyret med noget så umoderne som samvittighed, så er det nærmest uladsiggørligt. 

Hvordan er det på den anden side med mennesker, der ikke synes at have lært noget som helst i deres liv og stort set må formodes at være lige så dumme den dag, de dør som den dag, de blev født? Tanker som disse er næppe opstået i deres sind, for så ville de ikke kunne holde deres eget liv ud - med mindre de er stært medicineret eller har fået det hvide snit. Eller at der skete noget for dem på et tidligt tidspunkt, der skræmte livet af dem, og som de aldrig kom sig over. Undervurdér ikke traumatiseringens fordummende kraft. 

Det er på den anden side svært at forestille sig skæbnens ufravigelige planmæssighed. Bastant forudsbestemthed antager karakter af et maskineri, der fratager mennesket en vigtig komponent, den frie vilje. Hvis vi mener, at dette liv på dette sted er en læreplads, så vil det være absurd at forestille sig mennesket uden en fri vilje, for hvordan skal det ellers frivilligt kunne begå fejl og derefter lære af dem? Absolut determinisme er absurd og selvmodsigende, for det ville kræve, at den detaljerede plan, hvis blanke, tomme felter i en skabelon, vi blot udfylder, indeholder en lige så detaljeret stillingtagen til alle de fejl, vi har tænkt os at begå. Med andre ord: hvis dine fejltagelser er fejlfri, så har du ikke ret meget at stille op med dit liv. 

Forestil dig Gud som hyper-determinist. Forestil dig, at han nøje har planlagt alle træk og modtræk i et gigantisk skakspil, der inkluderer alle levende væsener samt døde uvæsener i Universet. Hvor må det være røvkedeligt at betragte implementeringen af sit livsværk! Tanken er snarere en syg fantasi om den fuldendte kunstige intelligens i en programmørs hjerne, hvor Universet er en kæmpestor kontrollerbar maskine. Hvis Universet virkelig er en sådan maskine, må den anmeldes på samme måde som et dårligt kunstværk: Hvor forudsigeligt! Eller: Hvor er det det snedigt skruet sammen, men det rører os ikke. Dernæst ville være en selvmodsigelse. At anmelde Universet som et dårligt kunstværk ville forudsætte, at der var en kunstner, der havde skabt kunstværket, hvilket ville være en indrømmelse af en intelligens bag skabelsen. Den slags indrømmelser gør hverken darwinister, ateister eller nihilister, ej heller programmører, teknokrater eller kontrolfreaks, der alle ser sig selv som det ypperste i Universet. 

Men kunstneren da? Her bliver det svært, for der hersker tilsyneladende en vis forvirring om, hvad kunstneren er for en størrelse, og hvad kunst er for en tingest. Lad os fokusere på tilfælde og vilje og den filosofiske vinkel, der er anlagt. Bygger kunst på tilfældigheder, eller har kunstneren en vilje?

Kunstneren opererer i det kreative felt mellem tilfældighed og styring. Determinisme er dræbende for kunstnerisk skaben, fordi det reducerer kunstneren til en maskinoperatør. Absolut tilfældighed er også en dødssejler, der tildeler kunstneren rollen som voyeur og et sandsynligvis frustreret vidne til, at der udspiller sig en proces for næsen af sig. For overhovedet at kunne komme til, må materialet betragtes som både styrbart men samtidig med sin egen dynamik. Dernæst må kunstneren placere sig, så skaberprocessen bliver en interaktion mellem denne dynamik og den kunstneriske vilje. Hvis viljen er for stærk, bliver der ingen skabelse men en voldtægt. Hvis dynamikken er for stærk, vender materialet tilbage til sig selv, og der bliver ikke noget udtryk og kunstværk. 

Det er som en have. Hvis ukrudtet får lov til at gro, som det vil - har naturen en vilje? - så vender naturen tilbage til sig selv. Lad så bare være med at kalde det for en have / et kunstværk. Hvis haven bliver på den modsatte måde bliver overgjort med perfekte buksbomhække i snorlige rækker i faconer som puddelhunde og gulvvaser, så forsvinder det naturlige, og haven bliver til et design-interiøre. Er kunstfærdighed det samme som unaturlighed? Well, selv i japansk havekunst, der hører til det mest kunstfærdige, der kan tænkes, er der stadigvæk et zen-ideal om at fange essensen af organisk liv – japansk = ekstremt traditionalistisk. 

En stor del af den modernistiske kunst er livsforstyrret voldtægt af materialets indre dynamik. Af samme grund er der en overvægt af kunstmaterialer involveret. Kunsthstorikere med indsigt i samtiden for kunsten vil selvfølgelig forklare det med netop samtiden. Et århundrede, hvis livsform har været en dødskult, et orgie i voldtægt af de menneskelige samfund, måtte nødvendigvis fremstå som et voldtægtsoffer, for kunsten skulle jo afspejle, sagde man, alt i tiden. Javel ja, kunst bør vel ikke tilstræbe IKKE at være tilstede i tiden. Men i sin nedsynkning i materialisme blev tidsligheden så overvældende, at det tidløse forsvandt. Skønhed og harmoni blev forbudt ved lov og anset som småborgerlig virkelighedsflugt. Grimheden blev et mål i sig selv for kunstens berettigelse, groft sagt. Kunstkriteriet flyttede sig i retning af fragmentering, dekonstruktion, abstraktion, disharmoni. Kunsten blev til en medløber, der mimede den misbrugte Verden, der blev skabt i. Man havde ikke forstået, eller man glemte, at kunsten gennem tiderne ikke nødvendigvis mimede den på mange måder lige så grusomme og kaotiske Verden, som kunstnere befolkede. De vedkendte sig kunstens dannende, opdragende, løftende og fortællende opgave. Antik og klassisk kunst tilstræbte altid linjer og strukturer, der var set, hørt og oplevet i naturen. Og med naturen menes ikke kun planter og landskaber men hele udtrækket af naturlige fænomener i erkendelse af, at de havde iboende lovmæssigheder, der ikke byggede på tilfældighed og kaos. Kunsten var en dialog med Natur og Kosmos. Den modernistiske kunst var en fuckfinger til Naturen, eller som de dyrkede at sige dengang: et opgør! 

Meget modernistisk kunst er infantil. Man behøver ikke være rindalistisk kunstforagter for at konstatere, at 'det dér kunne min søn på fire år også have malet'. At en pubertær grafittimaler som Tal R er endt på de fineste gallerier er kejserens nye klæder. Det samme med Asger Jorn og de vilde smørerier. Selv så højt berømmede malere som Picasso og Miró virker, når man lægger tager sine snobbebriller af, som forvoksede børn. Javel, de tilstræbte det barnlige, det arkaiske, det uciviliserede, det oprindelige, og deres håndværk fejler ikke noget, for i modsætning til konceptkunstnere i dag, kunne de virkelig male, da de var trænet i klassiske færdigheder nødvendige for at kalde sig kunstnere. Kunst uden kunnen blev sidenhen come il faut, og man kan nu kalde sig kunstner og således berettige sig til at komme på Statens Kunstfond uden kvalificerende håndværk og udelukkende med spekulativt hovedværk som kvalifikation. 

Javist, vi generaliserer her. Jeg ville godt kunne udvælge mig en udstilling i det 20. århundredes kunst, som jeg ville elske at se. Det er heldigvis ikke så entydigt. På trods af modernismens ideologisk-filosofiske spændetrøje og på trods af den ulidelige dyrkelse af grimhed og disharmoni, lever der stadig talentfulde mennesker af kød og blod og sjæl iblandt os, der har givet sig selv lov til at skabe tidløse kunstværker, og som ikke har ladet sig kyse til at foragte skønhed for at tækkes en perverteret konsensus. 

Modernismens byggestil forbød al dekorativ udsmykning. Modernisme i arkitekturen blev til tekno-calvinisme, industriel puritanisme. En bygning udvidede og fulgte ikke længere landskabet, den trodsede og modsagde landskabet. Hvorfor? Fordi man kunne, og fordi industrialismens krav til masseproducerbarhed dikterede endeløse flader af firkantethed. Rundhed og mangekantethed blev forbudt af bygherrernes businessplan. Variation var irrationelt og urentabelt. Resultatet blev den særlige voldelige form for kedsomhed, som de enorme rande af etagebyggeri i randen af storbyer overalt i Verden tilbød for mennesker, der ikke havde overskud til at vælge noget bedre og mere humant. Og lad være med at påstå, at det er menneskenes mest inderlige drøm at bo i lejekaserner! Trængslen omkring metropolerne er et kunstig skabt fænomen, et udslag af industrialisternes behov for at stuve billig og villig arbejdskraft sammen i nærheden af deres produktionssteder. Samtidig er det et udslag af en bevidst forarmelse af landdistrikter i Verden, der systematisk har tvunget folk væk fra jorden og det liv, der er det mest naturlige. 

Projektet er kommunistisk i en bred betydning. Kommunismen som indbegrebet af modernistisk eksperiment smadrede først agrarsamfundet i Sovjetstaten og skabte en kunstig klasse af arbejdsslaver med en påtvungen modernistisk æstetik. Betonkommunistisk byggestil afspejler så sandelig det samfund, der var skabt: slavestaten, fængselssamfundet. Agrarsamfundets æstetik var organisk, det proletariske diktatursamfund er en maskine. Socialistisk æstetik er massemennesker, der bor i massekolonner og rækker af ensartede indelukker, og som producerer og forbruger masseprodukter i massevis. Det er kvantitetes herredømme (Guénon). Selv i en pink-fluffy socialdemokratisk udgave skabte socialismen endeløse rækker af lavere middelklassekvarterer bag ligusterhække med masseproducerede typehusvillaer og rækkehuse. Hvor keder mans sig mest, I Voldsmose-Gellerupplanen-Ishøj eller i Hvidovre, Kbh's største socialdemokratiske kommune? Næppe steder, der står højt på listen over turistmål og seværdigheder. 

Det gør til gengæld steder i Verden, hvor bysamfund er vokset op på naturlig-kulturel vis, og hvor modernismen aldrig har fået lov til at smadre helheden. Her bor der mennesker, der fuldstændig ligner indbyggerne i Voldsmose-Gellerupplanen-Ishøj, bortset fra, at de er lykkelige. Millioner af turister er hver sæson med til at hælde turistpenge i disse lokaliteter og desværre også forurene dem med den form for globalisering, det medfører. Man kan sige, at de har medbragt deres egen plastikkultur, og at lokalbefolkningen desværre ikke altid har kunnet modstå fristelsen til at give dem den plastikturisme, de har efterspurgt og stillet sig tilfreds med. Man skal heldigvis ikke ret langt væk fra turistfælderne for at slippe for simili-produkter, og bag gejlet er der ikke langt ind til den skønhed, der er essensen i disse samfund. 

Har folk altid tilstræbt det skønne. Det vil jeg påstå. Men det er ikke nødvendigvis på den kalkulerende designermåde. Det er noget, der kan opstå af sig selv, når man ikke besidder brutal magt til at skabe ud af abstrakt fantasi. Skønhed er meget konkret og ofte af uhyre praktisk natur. En kniv er smuk, ikke fordi en kunstner har designet den, men fordi en organisk æg er hensigtsmæssig, et ergonomisk håndtag følger håndens facon. En god kniv er smuk, fordi den forlænger en organisk krop til at udføre et organsisk arbejde og derfor er nødt til at besidde et organisk design. Naturens former er smukke, fordi de udnytter potentialet maksimalt til deres formål. Et fugleæg har en perfekt form, fordi det giver maksimal styrke. Et blad har en perfekt form, fordi det udfolder maksimal flade til opsugning af sollys, og træet, som bladet sidder på, er smukt, fordi det organiser samtlige blade til det samme formål. En kat er et smukt dyr, fordi dens krop giver den maksimal smidighed og springkraft som rovdyr. 

Landskaber er smukke, fordi de er dannet gennem meget lang tid af organiske kræfter med logaritmisk afrundede former - naturen organiserer sig optimalt energetisk ved hjælp af indbyggede logaritmer, altså såkaldt hellig geometri med Pi og Phi og det Gyldne Snit og alle de pythagoræiske åbenbaringer og afkodninger af Naturens blueprints. Både den store pyramide i Giza og en grankogle er bygget efter pythagoræiske principper - og Pythagoras er blot en sen arvtager af den videnskab, hvis alder vi kun kan gætte om (og mainstream-histore gætter med en vis legemsdel). Mennesket er et naturligt væsen, der søger det naturlige og genkender det, når det finder det. Modernismen var et projekt beregnet - og jeg gentager BEREGNET! - til at eksportere mennesket bort fra Naturen og importere det i et kunstigt, maskinagtigt pseudokosmos, der set i bakspejlet kun kan være skabt i hjernen på en syg demiurg, et dæmonisk væsen med kunstig intelligens i besiddelse af en - ville man sige i dag: overvældende processorkraft, ramkapacitet, harddiskplads og programmørevner til at skabe styresystemer og software. Silicon Valley er en af inkarnationerne af demiurgen, den 8. Sfære, der omklamrede Verden med sit kontrolprojekt. 

Når mennesket tilpasser sig til landskabet, åbner der sig et væld af muligheder, og æstetikken giver næsten sig selv. Vi behøver ikke med hjernevriden og panderynker i æggehovedet på modernistisk vis at genopfinde æstetikken fra bunden af. Vores skabende energi bliver ikke forbrugt til at konceptualisere (abstrahere, intellektualisere), men kan gå ubeskåret til skabende leg, der næsten med garanti fører til kunst. Pas på, det fører også til skønhed!

Modernismen hyldede det traumatiserede og patologiske som sin æstetik. Javel ja, af galninge og fulde børn skal man høre sandheden, men det betyder ikke, at FORDI man er en galning med et overforbrug af alkohol eller andre substanser eller er en åh-så-spontan barnerøv i voksenkrop, så har man en gudsbenådet indsigt i menneskesjælens dybder. Et patologisk, psykopatisk samfund skaber eksistenser, der som spontant selvforsvar er nødt til at blive galninge, men det er en helt anden historie. Man finder også semi-galninge som kunstnere i form af traumatiserede mennesker. Van Goghs personalhistorie viser, at han ikke havde meget andet valg for at redde sin mentale sundhed. Meget tyder på, at hans egen læge tog ham af dage for det, da han var en wannabe-kunstner, der misundte ham hans talent. 

Kunstneren blev undervejs en selviscenesætter, og for at tiltrække sig opmærksomhed og berettigelse måtte der skabes en offerrolle. Det er dybdegående beskrevet i Frederik Stjernfeldts (filosof) og Søren Ulrik Thomsens (digter) lille pamflet, Kritik af den opbyggelige fornuft, der gennemtrævler, hvordan modernismen skabte en praksis for offerroller. Hvis man kan fremstille sig som et stakkels uskyldigt og berettiget lidende offer, har man pr definition altid ret. Den politiske venstrefløj har skamridt den mekanik, for det var en fast inventar i kulturmarxismens strategi. Men ligesom alle andre marginaliserede grupper, der af kulturmarxismen var udset til at spille en rolle i destruktionen af den Vestlige Civilisation - de stakkels undertrykte etniske minoriteter, de stakkels undertrykte kvinder, de stakkels undertrykte homoer og trans'er, de stakkels undertrykte immigranter og flygtninge, de herlige romaer, der på den herligste måde stjæler med arme og ben, de stakkels undertrykte religiøse og politiske grupper - således blev også de stakkels undertrykte kunstnere en del af en agenda, som de aldrig forstod til bunds. Ligesom feministerne der forført-frivilligt smagte på varerne og lystigt udbrød: uhm, det smager godt, det er noget for os, det giver os magt og særstilling! ... hvorefter de smadrede familieinstitutionen og forholdet mellem mand og kvinde og børn til gavn for globalisterne/industrialisterne, på samme vis fik kunstnerne et redskab i hånden til selvpromovering. Se bare, hvor særlig et underernæret, underkendt og misforstået geni, jeg er, og er det ikke synd for mig, og skal jeg ikke omgående på Statens Kunstfonds som minimum treårige leget og helst på livstidslegat?

Anmelderiet i modernismen belønnede kunstnerne for deres evne til at destruere den Vestlige Civilisation. Jo mere promiskuøs, jo mere progressiv - det darwinistisk-marxistiske begreb progressiv i forvejen etableret som noget, alle var enige om som et plus-ord. Hvis du ikke var korrekt progressiv, var du reaktionær og derved dømt til fortabelse på social-evolutionens losseplads. Jo mere undergravende / subversiv, jo mere opbyggelig - jf. det ironiske i titlen på Stjernfeldts / Ulrik Thomsens bog. Ved nærmere eftersyn afslører begrebet reaktionær sig som en projektion, for det eneste, kulturmarxister er i stand til, og det eneste deres horder af abonnenter er leveringsdygtige i er netop: reaktion. De evner ikke tænkning, de evner kun emotionel reaktion og foragt for deres hadebilleder, som de vil gøre alt for at svine til og lukke munden på. De drak den trylledrik, som det kommunistiske tyranni var skabt af, og nu kan de ikke få den ud af systemet igen. Ideologisk narkomani. 

Der findes desuden - man tøver, første gang man hører det - dokumentation for, hvordan CIA var direkte involveret i promovering af modernistisk kunst i efterkrigstiden. Vi kender deres involvering i Hollywood og hippiebevægelsen / drugkulturen, og vi ved, at de er den globale hovedpusher for drugproduktion-transport-distribution. Der står CIA med kæmpestore omend tilslørede bogstaver på al opium/heroin fra Afghanistan til vestens hovedstæder. Da CIA skabte drugkulturen med Laurel Canyon - læs McGoverns bog - kom opium'en fra Den Gyldne Trekant, og drug som verdens mest indbringende forretning var hovedårsagen til Vietnamkrigen dengang og Afghanistankrigen i dag. Og hvad handlede den Beskidte Krig i Latinamerika om dengang? Rigtig gættet. Hvad havde mafiosoen Bill Clinton også sine snavsede fingre i dengang i Mena, Arkansas. Rigtig gættet. Hvorfor er Mellem-- og Latinamerika hærget af bander, der bekæmper deres regeringen, der prøver at bekæmpe dem? Rigtig gættet. Hvorfor er den amerikanske ambassade i Manilla en CIA-rotterede? Rigtig gættet igen. 

Men moderne kunst?! Når man først har forstået den modernistiske projekt, dets indre formål og dets metoder, og når man først har forstået, at der er tale om et design og ikke bare en evolution - og kunsthistorikere elsker denne semi-darwinistiske forklaring af kunstens historie - altså at der er en vilje bag til at twiste menneskeheden i en bestemt retning, hvilket de så kalder for 'evolution', så giver det fuld mening. CIA havde også lært af nazisterne og bolsjevikkerne, der før dem havde udviklet propaganda til perfektion. At nazisterne så var i direkte opposition til modernistisk kunst, gjorde det blot endnu nemmere at promovere den. Alt i det nationalsocialistiske Tyskland blev af Hollywood reduceret til en joke, og Forår for Hitler var et Broadway-tilløbsstykke. Depraveret porno-cabaret i 30'ernes Tyskland blev fremstillet som heltemodigt i Cabaret. Man er nødt til at vride sine hjerneceller for at forstå paradokset i, at det CIA, hvis fortid lå i OSS og dermed nærmest er dannet af afhoppende/importerede gestapoer, nu var involverede i Hollywood, der skabte en nazi-klichee og hyldede alt det, som tyskerne i mellemkrigstiden foragtede. Berlin var en dekadent enklave og helt uden for normen. Avantgarden var en bevidst provokation af og et frontalangreb på alt i den tyske kultur, ligesom den sovjetiske avantgarde var et frontalangreb på den russiske kultur. Her giver det mening igen, for Hollywood har vist sig at være det samme slags frontalangreb på alt det, der skabte Amerika som et dengang storslået land fuld af vitalitet og opfindsomhed. Alle værdier i det familiesammenhold og den iværksætterånd, der karakteriserede den amerikanske pionerkultur er i dag perverteret af Hollywood på fuldstændig samme vis som malerkunst og teater i 30'ernes Tyskland var en perversion af både tysk højkultur og tysk folkelig tradition. 

Hvis man fratrækker skamridtet, det destruktive i det modernistiske projekt, er det muligt at finde brugbare træk. Marxisterne var ganske gode til at kritisere bourgeoisiet og til at analysere kapitalstrukturer, så meget må man give dem. Til gengæld ejede de ikke skyggen af selvkritik, hvilket i dag er blevet deres nemesis. Da Marx (med vilje) ALDRIG nævnte, hvad der burde have været marxisternes egentlige hovedfjende og -anliggende: centralbankvæsenet, den store parasit i monopolkapitalismen, den babyloniske hore gennem alle tider, oligarkiet der fucking finansierede dem!! - så opdagede deres proselytter aldrig, hvad der ramte dem bagfra. Kunstnerne var gode til at visualisere fremmedgørelsen i industrisamfundet. Mellemkrigstidens kunstnere så virkningerne af Verdenskrigenes Sorte Moder, WW1 og blev gode til at visualisere dens grimhed, men de forstod aldrig, hvad meningen var med galskaben, hvorved deres kritik af grimheden og grusomheden blev til en accept af samme. Ganske få kunstnere deriblandt det 20. århundredes største digter Ezra Pound forstod det. Derfor blev han kaldt fascist og buret inde på en galeanstalt i 10 år på stalinisten F. D. Roosewelts befaling. 

Modernismen dømte dekorativ kunst ude som værende ikke-kunst af samme grund som betonmodernistisk arkitekturs bandlysning af alt overflødigt dekorativt i huse for modernitetens slavemasser. Hvem bestemte og hvorfor, at det var overflødigt, når nu flere tusinde års arkitektur vidnede om noget ganske andet? Interessant i øvrigt, at det billedlige udtryk for livets overflod blev bortcensureret til fordel for brutal arkitektonisk nøgenhed i samme periode, som fremkomsten af en ideologi, der agiterede for, at Verdens ressourcer var en mangelvare, og at der var alt for mange mennesker (= ubrugelige grovædere) på denne planet, hvorfor Jordens befolkning burde reduceres kraftigt. Både modernisme og eugenik (af FN forskønnet som: regulering af global overbefolkning) agiterede for en kunstig mangeltilstand (artificial scarcity). Den globale slavehob må lære at leve i mangel og underskud - før den omsider tager sig sammen til at krepere! 

Da dekorativ kunst blev regnet for irrelevant, vendte den tilbage som abstrakt, non-figurativ kunst. Landskaber, skikkelser og objekter blev tværet ud til ukendelige farveklatter. Ukendelighed og udefinerbarhed blev herefter regnet som dyb kunst. Dekorationer har alle dage været en billedliggørelse af selve livets overflod, men i dødskultens århundrede blev den bandlyst. Gå ind i en norsk stavkirke og se de snirklede vikingetidsmønste. Se på vikingetidens pragtstykker. Måske var overfloden et udtryk for høvdingens eller kongens rigdom, men selv fattigbondens redskaber var små kunstværker. Tag en tur på Frilandsmuseet og studer almuekunst i de lave stuer. Besøg det islamiske museum i Kronprinsessegade, Kbh. og se en rigdom af dekorativt geni. Glem for en stund, at det blev stiftet af en jøde, der handlede med gravrøvere.

Var denne overflod så kun for de velhavende i kulturerne? Du kender udmærket svaret, for selvfølgelig var det ikke eksklusivt. Ofte er overklassens kunst en videreudvikling, en forfinelse af den rigdom af udtryk, der var skabt af folket i generationer. De havde råd til at hyre folkets bedste kunstnere. Når de går en tur i souk'en, når du går ind i sidegaderne og hører hammerslag fra sølv- og kobbersmedene, når du ser de tekstiler, de producerer i Peru, Indien eller Kenya, når du falder over gadedøre i Middelhavslandene, der er rene kunstværker - hvor som helst du kommer blandt folk, der ikke er idømt den dybeste forarmelse men stadig viderefører deres forfædres liv, så finder du denne kunstneriske rigdom blandt almindelige folk. Måske kalder de det ikke engang for kunst men for håndværk. På engelsk har man to ord, der nærmest er identiske: artist og artisan. På dansk taler vi om kunsthåndværk. Men husk, at begrebet kunstner, som vi kender og bruger det i dag, er et begreb fra romantikken, hvor kunstneren pludselig bliver dette geni, dette unikum, og denne nærmest hellige aura omkring kunstværket opstår. Udtrykket stammer i øvrigt fra marxisten Walter Benjamin. Der er ingen aura i det fabulerende dokorations- og fortællings-kunstværk, som Elmelunde-mesteren skabte i Fanefjord Kirke på Møn. Er det så bare kunsthåndværk? 

Sagen er, at skillelinjen er en falsk linje skabt af en ideologi. Hele snobberiet omkring den rigtige og den forkerte kunst, hele anmelder-institutionen er noget bunkum. 


Længslen efter det tabte 

Jeg vil vove den påstand, at hovedmålet for en turist fra et vestligt samfund, hvor alt i hverdagen er modernitetsbefængt, er at opleve en Verden, der eksisterede før moderniteten. Vi søger det tabte, det som vi selv har mistet og i bund og grund selv har været med til at smide i skraldespanden til fordel for noget moderne glimmer. Vi søger det eksotiske i det fremmede uden at forstå, at vi søger det, som var engang i det nære, og som i museumsenklaver derfor virker eksotisk. Det kunne stadig have været en del af vores liv, men modernismen lærte os at foragte det og forkaste det. Vi var de indfødte, der solgte ud for en stak glasperler. Når folk valfarter til sommerhuslandet, foretager de i virkeligheden en rejse tilbage til den simple bebyggelse og det oprindelige landskab, som tilhørte deres forfædre med udsigt til det hav og de øer, der er Danmark i tusind år. Desværre medbringer de alle deres modernistiske bekvemmeligheder og har indrettet sommerhuset som en klon af deres dagligliv, og i stedet for gasblusset, køjesengen, brændeovnen, teltet og bålstedet har de jacuzzier, svømmepøle, fladskærme, hitechkomfurer og hele svineriet. Hvori består så ferien? 

Hvad med tilfældet og uforudsigeligheden? Når jeg hører kolleger tale om, at de i lang tid i forvejen har planlagt deres ferie til Australien og Østen og om, hvordan de virkelig må planlægge, hvor de vil bruge deres penge, når de går ud og spiser ... så tænker jeg på, om de stakkels karrierekvinder i stram buksedragt, der allerede har været ramt af sygefravær på grund af stress, ikke burde lære sig selv at synke ned i uforudsigeligheden og tilfældighederne, når de nu så gerne vil væk fra karrierestresset for en stund - i stedet for at køre management på deres fritid og frihed? 

Her er vi tilbage til udgangspunktet: hvor tilfældigt er tilfældet? Når man lader sig føre af tilfældet og hengiver sig til uforudsigeligheder, er der en ellers skjult del af ens bevidsthed, der overtager styringen. Når man får en diskret indskydelse, når man ikke ved, hvorfor man lige drejer om et bestemt hjørne, når man ikke kan argumentere rationelt overfor sig selv, hvorfor man går i en bestemt retning eller har en længsel efter at opleve et bestemt sted, så har ens daemon, ens alter ego, ens ikke-dominante del af hjernen overtaget initiativet. De mest spændende oplevelser venter ofte langs den vej, vi ikke troede, vi skulle tage. 

Livskunst er livets metode applikeret på kunsten eller kunstens metode applikeret på livet. Anyway you want. Konstrolsyge er livsfjendsk, og derfor er det menneskehedens største fejltagelse at tillade teknokratiet at overtage samfundsstyringen. Matematikere og programmører skal udføre det arbejde, de får besked på, de skal ikke spørges til råds om, hvordan vi skal leve vores liv. Vi begår kulturelt selvmord, hvis den globalteknokratiske drøm om Verden fuldføres. Ikke hermed sagt, at det så er kunstnere, der vil være de bedste til at styre et samfund. Det ville sandsynligvis være en ny form for katastrofe ovre i den anden grøft, for kun få kunstnere har en Václav Havels format. Det er noget tredje og fjerde, vi har brug for. 


Efterlysning: 
  • Statsmænd i stedet for korrupte aparatjiks og telepromptere  
  • Økonomer i stedet for banksters og finanssvindlere  
  • Filosoffer i stedet for ideologer og spindoktorer  
  • Moral/Etik i stedet for agenda-mageri og politisk korrekthed  
  • Kunstnere i stedet for selviscenesættere og pervs  
  • Krigere i stedet for terrorister og massemordere  
  • Journalister i stedet for propagandister og lystløgnere  
  • Mænd og kvinder af ånd og ikke helvedesprædikanter eller newage-guruer
  •  Mænd med nosser og kvinder med æggestokke og ikke LGBT hormonforstyrrede soyadrenge og kønsfrustrerede feminazier  
  • Seriøse kogekoner og -mænd og stjernekokke, der til gengæld holder sig i Michelin-reservatet  
  • Lærere og ikke pædogokker og indoktrinokker  
  • Politifolk, der går efter seriøst store fisk koste hvad det vil  
  • Videnskabsfolk, der går efter viden og ikke selvbekræftelse, opfyldelse af dogmekvoter, kollegialt smiger og næste fondsansøgning
  • Civil integritet og ulydighed i stedet for sociale retfærdighedskæmpere, politisk korrektheds-kommisærer, feel-good-fjolser, NGO-femte-kolonner, left-over-lefties og grønne fascister - samt andre skingre levn fra det forrige årtusind, hvor de burde være forblevet

Kunne vi blot have afvist teknokratiet, den store kulturelle livsdræber, anti-kulturens Antikrist? Ja, hvis vi havde set bæstet komme tydeligt nok. Hvis vi går generationer baglæns, så de den måske komme, men de vidste ikke, hvad det var, de så komme. Det nymodens pjat, var den hovedrystende overbærenhed, de kunne præstere. Det var jo fremskridtet, og det kan man jo ikke bare stoppe. Det blev aldrig defineret, hvor fremskridt = de nye og anderledes altid var overlegent bevarelse af hævdvundne kulturværdier. Blev der sagt, så det lærte man at gentage som det lille ekko. Senere blev tonen skærpet, og de tøvende generationer blev direkte angrebet og hånet af de fremstormende højrøvede generationer for at være nogle reaktionære gamle røvhuller. Og fremskridtet kræver et vist offer, kan vi nu forstå: vores menneskelighed. 

Mobilgenerationerne er nu mental-nomader. De bor ingen steder i ingen kultur med ingen historie i det åndelige ingenmandsland, NIHIL. De er alle steder og ingen steder på én gang i The Cloud, hvor fremskridtet har bragt os med villig hjælp fra de progressive kræfter, som det vist hedder. Vi er ankommet til landet OZ, hvor den store troldmand bor, og vi kan ingenting gøre ved det, siges der. De fremskridsvenlige tilbeder troldmanden og hans dampmaskine. Vi er alle indbyggere i en forstad til Las Vegas. Hør det festlige fyrværkeri af bomber og droneangreb derude i det fjerne. Danner det ikke på en skøn måde en lydlig baggrund for lirekassemusikken i vort egen distorsionfest. Er der ikke noget ekstra festligt ved salonmusikken på dækket af oceandamperen. Er det ikke nu, der skal festes i overmåde? 

Tilfældet og ikke en ond vilje i en ond drøm har bragt os i alt uføre. Står der i historiebøgerne. Skrev de i aviserne. Læser de op i TV-nyhederne. Fortæller vi hinanden. Jamen herregud, hvis det hele alligevel var tilfældigt, kunne vi jo ikke have gjort noget alligevel, og så kan vi heller ikke regne med at kunne gøre noget en anden gang. For det hele er forudbestemt, og det hele er tilfældigt ... til sidst kan vi ikke længere høre den grelle selvmodsigelse, hvorefter vi hengiver os til at modsige os selv. 

Vi hører os selv gentage vores egne håbløsheder, når tungsindet falder over os. Mennesker er af den Store Natur skænket en fri vilje, som det frivilligt afstår fra at gøre krav på at udøve. Deri består kunsten i al demagogi, folkeforførelse. Determinismen er en designerideologi beregnet på at aflære os udøvelse af fri vilje. Historisk materialisme bør også kaldes ved navnet teknologisk determinisme. Menneskemasserne blev udset til at opfylde forudbestemte roller i den historiske maskine. Det gik aldrig op for marxisterne, at den Golem, de havde skabt, gik sine egne veje og slugte sine egne skabere. Monstret var ikke opfyldt af taknemlighed mod Dr. Frankenstein. Hvor utilfældigt i øvrigt, at denne monsterfortælling udspiller sig i Ingolstradt nær illuministernes Frankfurt. Monstret er et billede på både revolutionens og teknologiens monster. Frankisternes og Jacobinernes franske revolutionsmonster, den jacobinske russiske frimurer-revolution, den frankistiske Dönmeh-revolution, de Unge Tyrkere, der smadrede Osmannerriget og bedrev et armensk folkemord, Frankfurt og Meyer Amschilds bankimperium (Rothschild, du ved...), Frankfurterskolen. Hvor utilfældigigt er alle disse tråde til dette sted med dette navn? 


Menneskeskabt utilfældighed 

Dette er den ene form for utilfældighed, det menneskelige beregningsfelt. Hvad de fleste mennesker mangler forståelsen af er omfanget. De forstår ikke, at de lever i en gennemkalkuleret verden, hvor hele deres liv er skemalagt. De fleste af de valg, som vedrører deres liv overordnet, er valg, de aldrig havde, eller også var det udstukne valg, de havde blandt en håndfuld, der alle sammen var lige skemalagte, hvilket gav dem illusionen af valg. De fleste af de historiske hændelser, der har skabt rammerne for deres liv og den virkelighed, de lever i, skyldes halve og hele århundredes social-mental ingeniørkunst bestilt af et vedvarende oligarki bestående af samlet set nogle tusinde personer i enhver generation, hvis nepotistiske og nederdrægtige privilegier er nedarvet blandt deres afkom og vedhæng i århundreder. 

Det naturlige mennesker er født med det frie valg, men det dresserede menneske føler på sin vis, at det er upassende og fornærmende at bruge sin medfødte evne og ret i væsentligt omfang, uden at det gør sig klart, hvem det fornærmer, og hvori fornærmelsen består. Det er blevet opdraget til at vælge ikke at vælge. Det 19. og 20. århundredes ideologier gjorde et meget stort nummer ud af at slå fast, at det frie valg ikke fandtes. Ideologerne vidste selv, at det var en falsk ideologi skabt med det formål at lamme det menneskelige initiativ og råderum. Hvad enten det var biologisk determinisme (darwinisme, genetik) eller socialhistorisk determinisme (marxisme) eller psykologisk determinisme (freudianisme), så var deres fælles mål en indskrænkning og i sidste ende aflivning af menneskets frie valg. Vi kunne tilføje videnskabelig determinisme (Einsteins fysik og termodynamikken - link). Og da 99 % af menneskeheden søger tryghed i fars beskyttende favntag og mors beskyttende skørter/skød, så har de accepteret en eller alle former for determinisme = mangel på frit valg og har hengivet sig til de autoriteter, de blev præsenteret for som værende autoriteter uden at spørge: Stop et øjeblik, hvad er det, I påstår, og med hvilken ret påstår I det? 

Ingen stiller dette fundamentale spørgsmål: med hvilken ret? For svaret har altid været det cirkulære argument: fordi vi er en autoritet er vi en autoritet, og derfor er det vi påstår autoritativt. De selvpostulerede autoriteter gjorde sig selv til Gud, og ingen kan jo betvivle Gud. Heller ikke selvom de selvpostulerede autoriteter hævdede, at Gud ikke længere eksisterede, for så kaldte de sig bare noget andet, der havde samme statur. Hvorefter relativismen indtrådte på den autoritative scene og gjorde krav på den særlige relativistiske absolutte sandhed, at ALT ER RELATIVT, hvilket er et absolutistisk og IKKE et relativistisk udsagn, hvilket gør relativister til larmende selvmodsigere vha blot 3 ord! Altså forklaret for dummies: hvis ALT er relativt, gælder det derfor også for udsagnet i sig selv, hvorved udsagnet straks åbner muligheden for, at NOGET ikke er relativt. Fx relativisternes eget dogmatiske udsagn om, at ALT ER RELATIVT, hvilket i samme splitsekund er ophøjet til en absolut, indiskutable sandhed – kaldet et dogme. De ideologier, der med næb og klør bekæmpede religion, afslører hermed sig selv som religiøse med alle religionens værste karakteristika. 


Universel utilfældighed 

Den anden form for utilfældighed er af en helt anden karakter. Den står i diametral modsætning til den menneskeskabte, beregnede utilfældighed. Den er ALT det, som skaberne af den beregnede utilfældighed frygter, hader og bekæmper. 

De frygter den, fordi den konstant bider dem i haserne og minder dem om, at der findes større former for utilfældighed, end de selv kan præstere, og de hader den, fordi de hader tanken om, at der over hovedet findes noget, der er større end deres megalomaniske selv. 

Højere former for utilfældighed har forskellige navne afhængig af måden, det bliver anskuet på og kulturen, der har formuleret det. Skæbne, som siger i Norden. Destino eller Fatum, som de sagde i Syden. Eller Fortuna, som romerne nogle gange kaldte det. I Norden var der tre Norner, der spandt skæbnens tråde, i Grækenland var der tre Moirai og i Rom var der tre Parcae. 

Dernæst er der menneskets forholden sig til sin skæbne. Dharma i Indien eller Arèthé i Grækenland er den rette vej, balancen med Kosmos og de veje, som du bør følge. Karma, som de sagde i Indien. Hybris-Nemesis, som de sagde i Antikkens Grækenland, er de repressalier, mennesket pådrager sig, når det kommer bort fra vejen. 

Når muslimen siger Om Gud det vil, så afspejler det en anerkendelse af skæbnen som en vilje, der er større end mennesket selv. Gå med Gud, siger vi i gammel kristen tradition, eller også Gud være med dig. Lad os ikke her fordybe os i mulighederne for misbrug af denne anerkendelse fra menneskelige utilfældigheds-skabere med skumle intentioner. Når vi med en velment hilsen Gå med Gud, og Gud være med os, så udtrykker vi et ønske om at leve i synkron sameksistens med formålet for vores liv på dette sted i stedet for at sprælle som fangstdyr i et net i et ynkeligt forsøg på at undslippe. 

Vilje og frihed er et stort paradoks. Når mennesket anerkender og følger den Universelle Vilje, vinder det sin frie vilje. Når det gør oprør mod den Universelle og Naturlige Vilje, Den Naturlige Lov, så mister det sin frie vilje. Et sådant paradoks er komplet ubegribeligt og uspiseligt for en nihilist – nihilisme er vor tids primære religion – for i nihilismens-rationalismens-materialismens kult(ur), findes der intet over mennesket og derfor ingen fri vilje. Humanisme – sorry folks – er et sådant nihilistisk tanke-implantat. Mennesket er enten begrænset af sin egen sammensunkne vilje, der er dybt afhængig af, hvad andre mennesker tillader. Eller også bilder mennesket sig ind, at det skaber sin egen virkelighed – magi, satanisme, luciferianisme – hvilket er direkte aflæseligt af den praksis, som det globale oligarki udøver og de retfærdiggørelser af deres praksis, som de formulerer. Og ikke nok med, at de skaber deres virkelighed for sig selv, de skaber den for resten af menneskeheden, og det har RET til det! Til gengæld behøver de aldrig at argumentere for, hvor denne ret kom fra. Hvem anfægter selve præmissen, vi tager den vel derfra, gør vi ikke? 

Skaber vi så vores egen virkelighed og skæbne? Vores skæbne skaber vi ikke, selv betonmarxister vover ikke den påstand, men til gengæld har de som industrialismens børn erstattet skæbnen med en historie-maskine. Vores virkelighed er vi til dels medskabende af. MEN, hvilket er den dårlige nyhed for nogle og den gode nyhed for andre: hvis vores virkelighed skabes i oprør mod vores egentlige skæbne, og hvis nogen forsøger at vride armen rundt på denne til egen fordel, så indtræder Hybris og Nemesis, så vil Karmas Lov gøre sig gældende. Og den vil tilfalde os alle i gradbøjet form, fra de, der var fuldt ud klar over, at de gjorde, som de gjorde til de, der accepterede sig selv som et redskab for de, der gjorde, som de mente, de kunne gøre. Vi gjorde det alle sammen i et eller andet omfang. 

Vores valg står mellem den menneskeskabte utilfældighed og den højere utilfældighed. I virkeligheden har vi ikke noget valg, for vi kommer til at vælge det sidste, når dagen er omme. Vi skal bare lige blive klar over det først. 

Er du forvirret på et højere plan? Velkommen i klubben. Stof til eftertanke.


Kommentarer

Populære indlæg