Den Store Glemsel, Jahweh og mr. Trump

af marco_hanuman, the blogger

Vi skal i dag prøve at sammentænke politik, psykologi, mytologi/religion. Vi vil prøve at forstå, hvordan de er sammenvævede og gjort af det samme stof. Vi starter med at anvende psykologi i forhold til mytologi, og C.G. Jung, Imanuel Velikovsky og Joseph Campbell har gjort det samme på hver deres måde. Udgangspunktet er dog en forsker, der kender alle tre i dybden, Joseph P. Farrell, der sammen med Thomas deHart skrev et lille mesterværk kaldet Yahweh the Two Faced God med en planlagt serie for øje kaldet Apocalypse Theatre.


Jahweh

Følgende er på ingen måde et referat af bogen, der går i andre retninger, men vi vil bruge den grundidé, at Jahweh er en psykopatisk figur. Blot fordi vedkommende kalder sig Gud og dyrkes som Gud, er det ingen undskyldning for at være en psykopat, der psykisk og fysisk misbruger mennesker. Ethvert menneske, der opførte sig på denne måde, ville blive fordømt for det, men selveste Gud er sluppet afsted med det! Der er et klaver, der ikke spiller rent her.



Jahwisme har en meget høj pris, som vi som mennesker betaler i en kollektiv psykotisk kultur, der er dannet synkront med de tre jahwistiske religioner. En af jahwismens moralske og filosofiske problemer er, at den erstattede Naturen med Bogen. Bogen består af nedskrevne åbenbaringer, hvorefter den højeste autoritet bliver selve Bogen OG den person, der fik åbenbaringen OG alle hans efterfølgere. Fra at være samtale og omgang med Naturen, dens højere og lavere aspekter, dens livgivende og nogle gange destruktive kræfter fik vi religion, som vi kender det: en underkastelse til Bogen, Loven og Præsteskabet. Vi siger i dag, at der altid har fandtes religion, men det er ikke rigtigt. Det er en projektion ned gennem tid og historie, hvor tyven tror, at hvermand altid har stjålet. I de ældste tider fandtes en måde at leve med og forstå Naturen i form af en gennemritualiseret hverdag, og hvor enhver handling havde en dyb mening og sammenhæng. Men det er ikke det samme som religion. 

Før oldtiden fandtes der en Videnskab. Vi kender den ikke længere i sin helhed, og det er svært at sætte årstal og lokalitet på, men det har været en global civilisation med en højteknologi, der overgår vores i dag. Dernæst fandtes i oldtiden en reminiscens af denne videnskab, der i mellemtiden var forfalden til glemsel. Oldtidens kulturer var arvtagere af denne videnskab i fragmenteret form. Til sidst fandtes blot skallen, hierarkiet, den kryptiserede tekst, museet for det afdøde, den fuldbyrdede glemsel. Jo bedre kryptiseret, jo bedre bevaret på en måde, for videnskabens bevarere havde i mellemtiden glemt, hvad det hele betød. De overleverede vidnesbyrd var ikke farlige som sådan længere, og man følte behov for at redigere, efterkryptisere, gemme af vejen eller vandalisere.


Vandal 

Definition. Vandalisme er ikke bare et ødelæggelsestogt udøvet af en gruppe polakker, eller snarere en stak beredne krigertyper, der mellemlandede i Silesien i år 200 f.Kr og et par århundrede senere blev tvunget af hunnerne til at flytte sydover, hvorved de selvfølgelig forårsagede en vis ødelæggelse, fx Roms plyndring i 455. Deraf udtrykket brugt af forfattere, der idealiserede Rom og dermed stillede sig solidarisk med de 'stakkels romere', der blev plyndret af de primitive og vederstyggelige stammer fra Sydskandinavien. 




Vidste du i øvrigt, kære læser, at beskrivelsen af den danske kongemagt med titlen Konge over de Gotere og de Vendere på latin hedder Rex Vandalorum? Lange Grethe er altså høvding for en stak vandaler! Havde vi dog bare haft lidt mere af den ånd og lidt mindre soyaprodukt. Og i øvrigt mener jeg, at Rom stadig bør ødelægges.

Vi husker måske noget om en anden gruppe barbariske vandaler, kimbrerne fra Himmerland (Kimberland), der en dag, mens de sad og hvilede deres bene på højens bautastene over en kop øl og en frikadelle, besluttede sig til at tage en lille charterferie sydpå og ... plyndre Rom! Vi husker måske også, at romerne en anden dag, nærmere bestemt år 9, begav sig nordpå til Germanien med tre legioner + det løse, i alt 25.000 mand, for langt om længe at tæve de oprørske vandaler og andre uorganiserede vildmænd, der så viste sig at være alt andet end uorganiserede og totalt udraderede den romerske hær i Teuteburg-skovene, hvilket bla. skyldtes en germansk officer, Arminius, som de selv havde været så letsindige og fejlvurderende at uddanne. Det vil endvidere være nogle bekendt, at vikingetiden på ingen måde var en stak tilfældige danskere og nordmænd, der en tilfældig onsdag - igen over en spand øl og en frikadelle besluttede sig til at plyndre omegnen til båds. Det var en nøje beregnet knibtangsbevægelse beregnet på at skræmme livet at frankerne og briterne, der havde planlagt at overrende dem. Hvilket lykkedes i 400 år.





Vandalisme som egentlig historisk fænomen er altså noget ganske andet et det, som ordet er kommet til at betyde: respektløs ødelæggelse af kultur og kulturskatte. Vandalernes fremrykken var som sådan ikke mere ødelæggende end hvilken som helst invaderende folkegruppe nogetsteds. Vikingerne ødelagde ikke kulturskatte, de stjal dem allerhøjest, for de kendte til deres værdi. Og hvis man én gang har set de (på det tidspunkt) kristne normanneres efterladenskaber på Sicilien, der består i de mest overdådige kirkerum i Verden, så må man tage udsagn som primitive og kulturdestruktive op til revision.






Det er i den forbindelse skæbnens ironi eller karma skulle man måske sige, at Romerne blev udsat for vandalisme, da romersk kultur nærmest byggede på kulturdestruktion. Det er lidt som en italiensk fodboldspiller, der er god til at takle modstandere og hive dem trøjen, men når han selv får en reel takling, smider han sig i græsset og filmer. Romernes ødelæggelse af hele den oprindelige etruskiske kultur i Italien er velkendt. Romernes og de kristnes ødelæggelse af det store bibliotek i Alexandria er systematisk vandalisme. Og det var ikke, som mange tror, en enkelt hændelse men en serie af hændelser helt fra Julius Cæsar år 48 f. Kr til den koptiske pave, Theofilius af Alexandria år 391. Biblioteket var heller ikke en enkelt bygning, for i 391 befandt det sig i Serapeum. OG, hvad der er endnu vigtigere, listen over biblioteker i den antikke verden, der blev nedbrændt af romerne, er meget lang, så tilfældet Alexandria har fået uforholdsmæssig stor opmærksom. En slags anti-videnskabelig vandalisme.

De tre jahwistiske/abrahamiske religioner, der voksede op i skyggen af Romerriget, fortsatte denne destruktion i modificeret romersk stil. Selv et tilsyneladende latterligt fænomen som Romerrigets arvtager, den Katolske Kirkes rituelle kastraktion af græske og romerske statuer ved at hugge det mandlige kønsorgan af og erstatte det af et figenblad, må siges at være vandalisme. Den systematiske afhugning af næser på 1000-vis af figurer i de egyptiske tempelkomplekser ligeså. Denne organiserede kulturødelæggelse foregik bla. i forbindelse med Napoleons invasion af Egypten, hvor en gruppe frimurere iværksatte vanhelligelse af kartoucher, som de fandt anstødelige. Det viser sig så ved nærmere eftersyn, at det anstødelige bestod i, at kartoucherne og hieroglyfferne dokumenterede, at de bibelske fortællinger og forestillinger var af præ-jahwistisk¸ præ-abrahamisk og for disse skumle frimurertyper præ-kristen herkomst. En slags ideologisk vandalisme.



En slag antik form for feminisme?

De islamistiske grupper i Centralasien og Mellemøsten har tilsyneladende også fået besked om at vandalisere de kulturer, de overfalder. De CIA-støttede talebanere smadrede de kæmpestore unikke Buddhastatuer i Afghanistan. Det CIA-NATO-Mossad-skabte Isis smadrede løs på det ligeså unikke sted Palmyra under Syrien-krigen. En slags efterretnings-vandalisme.


Hemmelighedskræmmer 

Vi har altså her at gøre med et af de mange manipulerende indgreb fra de hemmelige selskaber, en understrøm, der gennem menneskehedens historie har opereret og interveneret i netop: menneskehedens historie (hvoriblandt CIA kun er det seneste omend ikke mindst omfattende). Der var i 17-1800-tallet tale om frimurere, da kulturdestruktørerne på det tidspunkt havde infiltreret frimurervæsenet. 1700-tallets store kulturdestruktive event var som bekendt Den Franske Revolution. 

Der findes tre former for hemmelige selskaber: venstre, højre og dem i midten. Og det skal ikke i første omgang forstås, som vi bruger begreberne til at betegne politisk observans. 
  • Dem til venstre søger hemmeligheder for at holde på dem for dem selv og dem, de tjener. Jf. Jim Marrs' udtryk rule by secrecy, der nærmest er grundprincippet i angloamerikansk regeringsførelse. 
  • Dem til højre søger hemmeligheder for at løfte det menneskelige samfund fra dets dødvande. De ville gerne dele deres hemmeligheder men har indset, at de skal være forsigtige, for det kan misbruges. 
  • Dem i midten, der i mellemtiden har glemt, hvad det var, de kom i besiddelse af, og hvad det egentlig skulle bruges til. En slags esoterisk cargo-kult. 
At det så alligevel har en vis karakter af politisk venstrefløj, ses netop i den Franske Revolution, hvor kumpanerne og de revolutionære var placeret i venstre side af parlamentet i opposition til royalisterne i højre side. Venstrebegrebet er blevet hængende, men det stammer oprindeligt fra de esoteriske selskaber, og jacobinerne var dybt esoteriske/kabbalistiske. Ligesom deres højreorienterede modstykke gerondierne. Vi finder også højre-venstre-begrebet i dagligsproget. Højre - højere, den højre hånd = den bedste mand, to do the right thing, left - leftover, sinistra (venstre) - sinister - dyster, venstrehåndsarbejde.



Vulcans ødelæggende energi sluppet løs i en remake af Den Franske Revolution i Amerika

Jamen, hører jeg en 'progressiv' hangover-socialist, en left-over mumle i baggrunden, de ville jo frigøre arbejderklassen ... NEJ, de ville nøjagtig det, som de rent faktisk gjorde: skabe et nyt kommisariat, der skulle være et proletariatetets diktatur gentager: diktatur, ødelægge en hel kultur og herfra sprede denne ødelæggelse til en global ødelæggelse. Arbejdere i alle lande, fuck you! Det var, hvad både den franske, den amerikanske og den russiske revolution handlede om.

Jaamen, fremturer left-over'en, se bare på de højreorienterede amerikanske neocons, det er dem, der er skyldt i ... NEJ, de er overhovedet ikke højreorienterede, de er neo-trotskister, der hylder Trotskij og Lenins begreb den evige terror som politisk instrument, hvilket de så kalder for Krigen mod Terror (jahwister og kabbalister vender alting på hovedet for at forvirre). De har opereret lystigt-liderligt i både Bush- og Clinton-æraen og havde udset Hillary Clinton = en demokratisk (= venstreorienteret) neocon til deres næste nikkedukke, inden Donald Trump kom i vejen.




Interessant billede af to af det 20. århundredes største con-men og dæmoniske skikkelser. Begge kunne på det tidspunkt skrive folkemord på deres CV.


Jahwisme handler - som sovjetkommunisme gjorde - om magt, magtudøvelse, magtmisbrug, måder at rage magt til sig og beholde den. Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at det netop er ultra-jahwister i form af talmudiske kabbalister finansieret af jødiske bankmoguler, der finansierede og iværksatte den Russiske Revolution (eksemplificeret med det stærkt kabbalistiske, perverse blodritual, der blev udført ved mordet på Zar Nicolaj og hans familie). Jahwister er interesseret i ALT, der giver dem magt (viden er magt). Hvad enten det er zionister (sekulær jahwisme), jesuitter (evig jagt efter magtfuld viden), Vatikanet som et center for en politisk, økonomisk og ideologisk global magt, Det Ny Venedig i City of London, Wall Street og Basel/Zürich og alle deres horder af privateers. Magtpirater i alle lande, formum jer! 


Præsteskab 

Jahwisme iklæder sig altid fint tøj. Dens præster ophøjer sig selv for at fremstå som det ligitime præsteskab, som alle jo må følge (læs: underkaste sig). I de sammenhænge, hvor religion er indblandet, er de for så vidt bedøvende ligeglade med Gud. Som sådan. Deres formål er, at folk skal tilbede = underkaste sig DEM og DERES sag og DERES interesser, mens folk er fuldt overbeviste om, at det er for deres egen skyld. Heri består selve tricket, det magiske stunt. 

Jamen, hører jeg en forsamling af dybfølte katolikker og deres protestantiske kolleger udråbe: Du kan da ikke mene, at kirkens gode mænd er ligeglade med Gud?! Jo det da ved Gud og som ind i Helvede jeg mener! Her taler jeg ikke om kirkens mænd til hobe, jeg taler om kirken som institution og dens hånd-i-hanke med kirkens mænd. Her er Gud inderligt og yderligt uvedkommende. Et symptom på det er, at den Katolske Kirke altid har været særdeles nervøse for helgener, altså seriøst hellige mænd og kvinder. De blev skyndsomst og omhyggeligt institutionaliseret, inddæmmet/omklamret og dermed uskadeliggjort. Hvad kunne de ikke ellers finde på? De kunne fx. tænke sig at prædike, at Gud ikke så med milde øjne på en institution, en mega-korporation ville man sige i dag, et syndikat-kartel, et multinationalt firma med egen centralbank og Verdens højeste koncentration af ubetalelige kunstgenstande og opulente kirkebyggerier, hvor deres overhovede var så højrøvet at kalde sig Guds stedfortræder på jord og opførte sig som en romersk kejser. Der er kun en hårfin nuance, som adskiller den megalomani, der blev skabt omkring pavemagten, fra den tilsvarende romersk kejserlige, hvor Cæsar udnævnte sig selv til Gud. Hvis Kirken havde valgt at gøre som romerne og aflivet de hellige mænd og kvinder, der havde folkets bevågenhed og hengivenhed, ville der have været et seriøst oprør. I stedet blev de mandsopdækket og kanoniseret - ofte posthumt, hvor de ikke længere kunne gøre skade.




Så ja, Kirkens mænd i toppen af systemet var splitterravende ligeglade med Gud, for det hele handlede om, at Kirken havde skudt sig ind som et administrativt led, der brugte Gud som autoritativ legitimering af egen magt i form af en institution, der var skabt til samme formål. I Østkirken forholdt og forholder det sig noget anderledes, for en patriark er ikke en pave, en biskop er ikke et overhoved i et hierarki og nærmere Gud, men blot en tjenende embedsmand og præst med særligt ansvar. Menigheden er den højeste autoritet i den Ortodokse Kirke. Kultur- og mediekrigen mod Rusland, krigen mod Serbien i -92 og finansovergrebet mod Grækenland er alle hver for sig angreb på hovedsteder for den Ortodokse Kirke. Der følges nøje med i Vatikanet og i jesuitternes hovedkvarter i Rom. Læg i øvrigt dertil det armenske folkemord og overfaldet på Syrien, to af de ældste kristne-ortodokse lande i Verden. Tilfældigt, og hvem har stået bag?



De serbiske ledere blev dæmoniseret, men dæmonen, den egentlige krigsforbryder, Madeleine Albright, slap afsted med et folkemord. Serbien blev beskyldt for folkemord i Pristina, men efter at have gravet i 20 år, fandt man ifølge FN-kommisær Carla del Ponte ikke massegravene. Milosevic blev fængslet og tvunget til selvmord i sin celle i Haag. 25 år efter blev han frikendt for samtlige anklager, hvilket blev beskrevet i en lille notits forneden på midtersiderne i dagens aviser - men den lige så iscenesatte amerikanske valgkamp stjal al opmærksomheden. Tilfældig timing? Næppe. Forfatteren Karadzic gik under jorden hjulpet af Serberne og lever muligvis stadig. Det samme gælder for General Mladic.

Glemsel 

Der tegner sig et billede af målet for vandalismen, kulturødelæggelsen. Hvad skal det hele til for, hvad er det, der er blevet ødelagt? Vandalisme ødelægger hukommelse. Vi kan sige det med ret stor sikkerhed, for der er aftegnet et mønster, som det er umuligt at negligere. Kulturvandalerne er systematisk gået efter alt, der kunne minde mennesker om, hvem de var, hvor de kom fra, hvad de kunne vide og hvad de er i stand til. Kulturvandalismen har været ALTOMFATTENDE, da alle elementer i kulturen har båret på viden. Kultur ER hukommelse. ALT fra bygningsværker, traditioner/skikke, ritualer, højtider, sprog, billeder, institutioner, nationer, klaner, familier, kunstformer, ALT er hukommelse. 

Hukommelse er frigørende styrke. Kulturvandalerne har omdefineret frigørelse til at betyde det modsatte: frigørelse fra frigørelse. At være traditionsbunden er nu et negativt udtryk takket være kulturmarxismen. Men et individ, der således er 'frigjort' = afskåret fra sin egen kulturelle hukommelse, befinder sig pludselig i et fængsel i tid og rum. Tiden er nu et fængsel, hvor hukommelsen før havde kunnet skabe et stort tidløst kontinuum af høren-til og formål. Når menneskene ved, hvor de kommer fra, ved de, hvor de er, og hvor de skal hen. Når menneskene glemmer det, er de lost in translation i tid og rum. Kulturvandalerne, glemselsmagerne, arkitekter i det Liberale Projekt vidste, hvad de gjorde af ubodelig skade.


Jerusalem 

Jahwisterne vil gerne genopbygge Templet på klippen i Jerusalem, det Ny Jerusalem. Behøver vi at sige, at det ikke kan ske, uden at den Gyldne Moske, Al Aqsa, bliver jævnet med jorden. Zionisterne lægger ikke engang skjul på det. Første skridt var annektering af landområdet Palæstina og oprettelsen af et illegitimt jødisk settlerregime. Andet skridt var en storstilet etnisk udrensning af millioner af palæstinensere simultant med terrorvirksomhed overfor alle nabolande. Tredje skridt var korrumpering og lobbyistisk magtovertagelse af amerikansk udenrigspolitik. Fjerde skridt var medfinansieringen af terrorkrigen Libyen og senere mod Syrien. Femte skridt er flytningen af ambassader til Jerusalem, selvom Israel ikke er en anerkendt nation, der overhovedet er berettiget til ambassader men blot et illegitimt settler-regime. Sjette skridt vil være med et iscenesat påskud at indlede en krig med Iran. Syvende skridt vil være en iscenesat hændelse, der jævner Al Aqsa med jorden - de skal nok finde en eller anden grotest bortforklaring (det var sateme russerne, der gjorde det - igen!), hvorefter et neo-babylonisk tempel opføres, hovedsædet for deres perverse fantasi om en verdensregering.


Zionister og hjernedøde evangelister har en fælles globalistisk drøm.

Altså ifølge deres våde drøm og langtidsplan. Som alle Jahwes psykopater vil de prøve grænser skridt for skridt, indtil de bliver definitivt set og stoppet. Med det hastigt skiftende magtforhold i Mellemøsten for tiden, virker deres våde drøm en anelse tør i spyttet. Hele Verden har dem i kikkerten, og selv et så halelogrende-følgagtigt land som Danmark vælger ikke at anerkende deres tiltag med ambassaden. 


Rusland 

Interessant er det i tider, hvor der rykkes på Templets genopførelse, at Rusland hele tiden er i skudlinjen. Noget tyder på, at Jerusalems genopbyggelse ikke fandt sted, hvor man tror, men at der er tale om noget så overraskende som selveste Kreml, det oprindelige Moskva! Hvis forskerkredsen omkring matematikeren Fomenko og Den Ny Kronologi holder stik, er det ret sensationelt.

Der er ingen tvivl om, at Rusland via Vladimir Putin har spændt ben for den våde drøm. For israelerne hedder drømmen et Storisrael fra Nilen til Eufrat som beskrevet allerede hos stifteren af settlerregimet, Theodor Hertzl, og senere specificeret af general Yinon. For Saudiaraberne er det et Mellemøsten, hvor den korrupte kongefamilie kan skalte og valte, og hvor alle de arabiske lande ser til dem som deres rige onkel. For amerikanerne er det same old shit med en unipolær verdensorden og Mellemøsten i kaos til deres fordel. Alle tre slyngelstater ønsker Iran smadret. For briterne og franskmændene gælder det, at de aldrig er kommet sig over tabet af deres imperier, hvor de kunne skære Mellemøsten op som en kage for fordele stykkerne imellem sig (Sykes-Picot-aftalen).






Syrienkrigen var vendepunktet for over 100 års kolonial, post-kolonial og neo-kolonial misbrug af regionen. Det var, som om Verden havde fået nok. Statsledere og regeringer i Verden havde set det ske i Irak, Afghanistan, Libyen og Ukraine, og de vidste, at turen var kommet til Syrien og dernæst Iran. De er ikke så dumme i udkantsverden, som vi går og tror, så de ved godt, at terrorisme er iværksat af en håndfuld nationer i Vesten og Mellemøsten = alle fem ovennævnte slyngelstater. De så, hvordan amerikanerne brød alle indgåede aftaler med Gaddafi, myrdede ham og smadrede hans land. De så, hvordan et fascist-neonazist-regime blev indsat i Kiev - delvist som straf for at at blande sig i Syrien-overfaldet, delvist som afledningsmanøvre, så kampagnen kunne genoptages. De så, hvordan malaysiske fly blev skudt ned eller forsvandt. De så, hvordan en kunstig og iscenesat bølge af indvandring blev brugt som etnisk masseødelæggelsesvåben i Europa. De så en hel masse ting. Og deres hukommelse svigtede dem ikke, da de så, at de havde set det i flere hundrede år. 

Verden er ved at vågne af Den Store Glemsel i allerelevte time på kanten af fullblown WW3. Vi bliver nødt til at tro, at det ikke er for sent allerede. De sidste, der kommer til at vågne af deres velfærdsforstoppede skønhedssøvn er ... gæt selv, rigtig gættet, de dumme danskere. Vi har kompromitteret os så heftigt ved at solidarisere os med USA og dets angrebskrige mod uskyldige nationer. Vi nærmest elsker NATO og EU om en hals, selvom begge er korrupte US-operationer. Vi har medier og journalister, der dagligt gentager alt det propagandistiske bullshit, som de bliver fodret med fra de CIA-inficerede korporatisktiske nyhedsbureauer. Vi har et efterretningsvæsen, der er inficeret af CIA og Mossad. Vores såkaldte nationalbank er ejet af et udenlandsk familieejet banksyndikat. Vi har politikere, der er villige til at sælge det nationale energiselskab til finansmafiaen. 


Donald Trump - vi går ud af en streng her 

Og hvad skete der så? Der skete Donald Trump. Er det så gode eller dårlige nyheder? Det er begge dele. 

Lad os starte med, hvad der synes at være dårlige nyheder. Sagen om flytningen af den amerikanske ambassade til Jerusalem. Denne sag scorer han kun point på hos zionisterne og hans svigersøn (det er måske der, den ligger, hans familie er i seng med dem). Det næste er, at han er indkapslet af CIA, så han ikke kan gøre det, som han sagde han ville - lige med det samme. Den tredje dårlige nyhed er, at han synger med på zionisternes solosang, hvorved den bliver flerstemmig med med temmelig falsk intonation i harmonierne: En krig mod Iran. Det virker dog mere som sabelraslen end ladsiggørligt. Den fjerde og femte er hans støtte til Saudiarabien og værst af alt, passiv seen gennem fingre med og dermed støtte til det absurd beskidte folkemord, som ingen taler om og ingen medier fortæller om: Yemen.






De gode nyheder kan være følgende, uden at vi dog kan sige det med sikkerhed. Den første er faktisk den, som de fleste kalder for en dårlig nyhed: handelskrig med Europa. For det første vil det rent faktisk gavne amerikansk industri, og det har de hårdt brug for, efter at globalisterne har foræret det hele til Kina. For det andet vil det betyde, at de bindinger, som EU blev skabt med, altså som redskab for amerikansk økonomi (hvilket få desværre har forstået), nu bliver skåret over. Europæerne svarer igen. Det samme kan gå hen og ske med NATO, der altid har været et instrument for Pentagon. 

Den næste gode nyhed kan gå hen og blive en forsoning mellem Nord- og Sydkorea. Den er allerede i gang, og det skyldes som sådan ikke Trump, men at de i Østen har fået nok af, at USA har vedligeholdt den konflikt, de skabte ved Krigen ingen aner, hvad handlede om, altså den beskidte angrebskrig ved navn Koreakrigen, hvor et helt land blev sønderbombet. Det bliver Ruslands og Kinas og de to Korea'ers egen fortjeneste, men Trump er nødt til at spille med på spillet, for amerikanerne ved, at deres tid er omme her, og at deres tilstedeværelse som besættelsesmagt i Sydkorea ikke længere er holdbar. Hele Verden vil noget andet, og da de ikke længere har det illusionsgreb om Verden, som de fik via 2. Verdenskrig, så er de nødt til at give slip for ikke at tabe ansigt og übertüdeligt fremstå som just det, de er: misbrugeriske konfliktmagere, ikke en løsning på problemet men en del af problemet, men mindre vi skal gå hele vejen og sige SELVE problemet.

Den næste serie af nyheder er, at Trump har formået at sætte sig op imod det amerikanske establishment¸ believe or not. I første omgang repræsenteret ved Hillary Clinton, der igen repræsenterede hele det sammenrend af våbenindustri, mediemonopolisme, Silicon Valley datamafia, Wall Street finansmafia, israelsk lobbyisme, Hollywood-pædofilisme, neocon-krigsliderbukke, CIA-nikkedukker og resten af spillerne i verdens største u-demokrati, der havde postet uhyrlige summer i hendes valgkamp. Det fik dem efterfølgende ud af busken, så de begik en række pinlige fejl. En af dem er den totalt mislykkede kampagne om, at det var russerne, der ødelagde deres Hillary-show. Briterne spillede med på det, og deres Skripal-sag faldt fuldstændig til jorden synkront hermed. Det eneste, vi hører nu, er mediernes ekko af et stykke fake news, der er blevet pumpet med for meget tarmgas.



En særlig feature ved at være venstreorienteret er åbenbart, at man ikke er i stand til at genkende en psykopat, når man ser den. Det falder i tråd med marxismen, der var nogenlunde skrap til at gennemskue det bourgeoisi, de ikke brød sig om, men yderst sløve til at gennemskue deres egne grusomheder og mangel på selvindsigt. De forstår simpelthen ikke sig selv, hvilket deres pinlige reaktioner efter valgnederlaget viste.


I det hele taget er det en god nyhed, - uanset om man kan lide manden eller ej, hvilket er totalt irrelevant for at forstå fænomenet - at det statskup, der fandt sted i forbindelse med mordet på John F. Kennedy, er begyndt at ryste i sin grundvold. Og her bliver det interessant, for der er en personlig og historisk forbindelse mellem den (næsten) efterfølgende præsident Nixon og Donald Trump. De var tæt forbundne, og Nixon udtalte til Trump dengang, at han synes, Trump skulle gå efter præsidentposten - altså 40 år før, han rent faktisk gjorde det! Nixon er lissom den præsident, som alle mener var en slemmert, men hvad konsensus-opinionen ikke har forstået er, at Nixon blev sat op som en forbryder af CIA og FBI og alle de Deep State operatører, der også udførte Kennedymordet, eller rettere: Kennedy-mordene, for Robert Kennedy blev myrdet, da han stillede op for ... ja for hvad? For bla. at genoptage sagen om hans bror, der var blev mørkelagt via Warren Kommissionen. Så både Kennedy og Nixon havde altså forstået i lidt for høj grad, hvori statskuppet af det amerikanske regeringsapparat bestod. Den ene blev korporligt myrdet, den anden blev karaktermyrdet. 

Efterfølgende installerer Deep State en stribe præsidenter, der alle er deres folk. Reagan var bare et senilt, folkekært fjols. Bush og Clinton-mafiaen var sikre kort. Chokoladedukken Obama var bare en skuespiller. Hillary var bare så magtliderlig og samtidig så kompromitteret af Clinton'ernes forbryderiske virksomhed, at hun blev anset for at være 100% instrumental. Men så ankom der minsandten den første mønsterbryder siden Kennedy og Nixon - og vandt valgkampen! Herefter damage control.






Venstrefløjen fattede intet af fænomenet Trump, og de anede ikke, at hvad der ramte dem var deres egen karma i form af en ond ånd. Det er både underholdende og pinligt. Aldrig har man været vidne til så meget patetisk dårlig-taber-klynk fra the left-overs, som da deres korrupte kandidat endte med håret i den politiske postkasse. Men også kvalificerede kommentatorer, inklusive superskarpe hoveder i mit eget personlige netværk har haft meget svært ved at forstå fænomenet Donald Trump. Ikke så sært, og regn bare mig selv med. Sagen er, at fænomenet ikke er entydigt. Vi vil åh-så-gerne have, at fænomener er entydige, og vores små grå hjerneceller vil gerne vende enten den ene eller den anden vej. Vi har alle en lille George Bush i hovedet, der siger: Hvis du ikke er med mig, er du imod mig (det var så ikke et udsagn, han selv havde opfundet). Når folk mener, at de har forstået noget, vil de gerne have det hele overstået ved at über-generalisere (jamen de er jo bare alle sammen sådan nogle, der ...). Altså ud med mellemregningerne, ud med nuancerne og gråtonerne, ud med modstridende lag i ligningen. 

Donald Trump er bestemt ikke en type, man kan være uforbeholden begejstret for. Det var hverken Kennedy eller Nixon for så vidt heller. Kennedy, the womanizer (hvad så i øvrigt problemet med det var for andre end feminister og puritanere?) og Nixon Tricky Dicky. Men hvor meget af det var så anti-spin fra disse to modspillere til Deep State? En ting er i hvert fald sikker: Donald Trump har stået mål til en umådelig shit load af anti-spin! Og han står stadigvæk, hvilket han ikke kunne have gjort uden en support fra visse magtfulde kredse i sit bagland. 


Militær 

Et af kredsene har uden tvivl været det amerikanske militær. Man må ikke forveksle militæret med militærindustrien. Ågerkarlene i bestyrelseslokalerne i industrien skal ikke selv sidde i Lockheed-Martins fly, men det skal militærets piloter den dag, en krig med Rusland bryder ud for fulde. Militærets soldater skal ligge i de body bags, der vil ankomme i tusindvis på grund af endnu en bankmændenes krig. Deres officerer skal i krig med ikke blot Rusland og Kina og Iran, men en formidabel bunke nationer, der nu indgår i det militære netværk, som især Rusland har opbygget i Putin-æraen. Regn Indien og Pakistan med (what!? de er jo ærkefjender ifølge den britisk-imperiale verdensorden, der splittede Indien i to stater i et fornærmet anfald af politisk vandalisme). Og det er vel at mærke IKKE et netværk, der ligesom den globalfascistiske lejehær ved navn NATO har tænkt sig at overfalde Verdens dyreste hær - og hvorfor fanden skulle de det?! Det er er regulært forsvarsnetværk af nationer, der er trætte af et århundredes UK-US-krigsførelse på deres bekostning, men som ikke desto mindre nu er rede og udrustet til at slå igen, hvis USA angriber dem. Og de forsvarer sig med primært russiske eller kinesiske våben, der er fuldt kompatible med amerikanske. Læg dertil den ofte oversete med næsten altafgørende forskel: de er højmotiverede og vil kæmpe for deres land, mens amerikanerne er demotiverede og aner ikke længere, hvad de kæmper for. Man kan sige, at der har dannet sig en slags global ikke-angrebspagt med en musketér-ed, som oprindelig var NATO's, før den blev udhulet af transformationen til en de facto angrebspagt, hvor NATO nu angriber lande også udenfor deres jurisdiktion på skrømt.




De sprang banegårde i luften, de myrdede ministre, de hyrede fascister, de smurte det af på kommunister. Det var dengang i 70'erne. I dag sprænger de lande i Mellemøsten i luften, myrder statsledere, hyrer terrorister og smører det af på de statsledere, de endnu ikke har myrdet. Eneste forskel: de kaldere det ikke længere for Operation Gladio.


Det er ikke det amerikanske militær, der er interesseret i 3. Verdenskrig. For det er det, vi taler om. De er ikke interesseret i blot at være et finansielt industriprodukt. I mit interview med finansmanden Mads Palsvig gør han opmærksom på en hændelse 18 november 2017, hvor nogle tusinde specialtropper fra militæret landede tæt på CIA's hovedkvarter i Langley, Virginia og udbad sig listen over placeringen af CIA's opiums-heroin-operationer i Afghanistan. Og hvorfor gjorde de det? Hør interviewet. Men baggrunden er det faktum, som alle med minimum to stadig aktive hjerneceller har fået færden af uden måske helt at erkende omfanget: at CIA er Pusher no. 1 for denne Verdens opiums-heroinhandel, hvilket er en af hovedårsagerne til amerikansk militærs tilstedeværelse i Afghanistan og før den tid Vietnam og Mellemamerika (hvor det var kokain, who cares, bare der er $$ i det?). Den anden årsag er olieledninger (Pipelinistan jf. Pepe Escobar). At Vestens medier aldrig har fanget netop de to kernehistorier beviser, at de ikke opfylder minimumskravet for tilstedeværelsen af aktivt funktionelle hjerneceller. En sidebemærkning, at CIA's rollemodel, det britiske MI6 har sine rødder tilbage i det Britisk Ostindiske Kompani, så det handlede allerede den gang om organiseret og masseødelæggende opiumshandel (opiumskrig) og masser af $$$. Og endnu mere på sidelinjen er, at Federal Bureau Agency (FBI) oprindelig er skabt af bankkartellet Rothschild, så vi er tilbage til kolonikrigen mellem den britiske krone og de frihedssøgende amerikanere. Intet har forandret sig, undtagen lakken på karosseriet.






Vi har nævnt Nixon-Trump-forbindelsen, og den er interessant i forbindelse med Kina. Det var Nixon, der gjorde det, som ingen før ham havde formået: at åbne det lukkede Kina som handelspartner for USA. Hvad skete der derimod for Obama, da han ankom til et G20-møde i Kina i slutningen af sin præsidentperiode? Han kunne ikke komme ud af flyveren, fordi kineserne nægtede at køre en trappe frem til hoveddøren, hvorefter han måtte snige sig ud af bagdøren (flyveren sked ham ud som en lort). Da Trump senere ankom på statsbesøg, fik han ikke blot trappen og den røde løber, han fik en uhørt gestus i form af en operaforestilling i den Forbudte By opført for første gang i 100 år. Begge hændelser er symbolske og demonstrative handlinger, der viser henholdsvis foragt og respekt. 

Igen: det er irrelevant, hvorvidt man bryder sig om BigBusiness-typen Trump med den sjove paryk eller ej. Hvad der er relevant er, at kineserne, som er et handelsfolk om en hals, anerkender, at der er ankommet en amerikansk præsident, der har forstand på handel og som derfor må være interesseret i at indgå handler. Hvorvidt han er en trickster og en hård handelshund eller ej, er de ligeglade med, for det ved de, hvordan de skal forholde sig til. En sleezy løgner og pretender som Obama the Fake havde de zero respekt for, ligesom Putin ydmygede sjoveren ved flere lejligheder. Filipinernes Duterte havde næppe heller respeklt for ham, da han mindede ham om amerikanernes folkemord på filipinske muslimer i starten af forrige århundrede. En Hillary ville ingen af dem have haft egentlig respekt for, med mindre man med respekt mener mafiarespekt (You gotta pay me some respekt, or ...!), og se lige, hvordan hun for ganske nylig desperat har skabt sig bitch-åndsvag ved at svine Putin til. Af svin skal man forvente svinestreger, og den slags perler er nu det eneste, svinene har tilbage i sækken. Man kan ikke engang have ondt at typer som hende, man kan kun væmmes over hendes ynkelige måde at være led på.


Jahweh - Ahriman 

Vi hopper frem og tilbage, men jeg tror, du har fanget ping-ponget efterhånden. Interessant i øvrigt, at begrebet Ahriman er taget fra oldpersisk mytologi. Interessant i disse tider, hvor Iran og dermed den ældgamle persiske kultur endnu engang er udset til at være mål for et angreb. 

Vi behøver blot at backtracke og minde om det iranske folkemord (blogpost på engelsk) udført af englænderne mellem 1919-21, hvor halvdelen af befolkningen blev aflivet vha. organiseret hungersnød. Dernæst indsatte invasionsmagten et dukke-regime vha Pahlawi-slægten, den senere indsatte Reza Pahlawis far. I 50'erne oplevede Iran en lomme af demokrati, der ophørte i det øjeblik, den demokratisk valgte præsident, Mohammed Mossadeq tillod sig at mene, at iransk olie burde tilhøre iranerne. Hvorefter CIA og MI6 iværksatte et statskup, hvor Shah-dømmet blev genindsat. Da dette dukke-regime blev for belastende - og det gør imperialt indsatte diktatorer på et tidspunkt, specielt fordi de ved for meget - så ankommer der en iscenesat omvæltning. Britisk efterretningsvæsen havde i mellemtiden trænet en aldrende imam ved navn Ayatollah Khoumeini til at lede en præsterevolution. Præstestyret andre medlemmer gennemskuede slynglen og hjalp ham til at 'gå på pension' - hvilket inkluderede 72 jomfruer i islamisk Paradis, af hvilke flere bar fuldskæg. Like it or not: det iranske præsteskab har sidenhen stået for stabilitet i det imperialistisk-kolonialistisk udpinte land. Og hvad skal de i øvrigt med Vestens hykler-demokrati? 

Ahriman er et globalt dæmonisk-energetisk fænomen. Det svarer til det begreb, som vi i den kristne begrebsverden kalder for Djævelen, og som i den islamiske begrebsverden kaldes for Eblis. Personificeringen bør forstås allegorisk. Vi udelader den jødiske begrebsverden her, for vi får ikke noget pålideligt begreb fra det hold, hvilket måske skyldes det sjældent udtalte faktum, at deres gud, Jahweh, har lidt for mange lighedspunkter med netop Ahriman. Det kan også skyldes den indstilling, som kabbalisterne har: Gud er både god og ond. Også når vi gør det onde, udfører vi Guds værk. Men en bestemt intention, kan et sådan kryptisk udsagn meget let blive til, at det er godt at gøre ondt med vilje.

Hvis vi konsulterer en af Vestens største spirituelle lærere, Rudolf Steiner, så forstår vi, at Ahriman er en ultimativ ondskab af kosmiske dimensioner, som vi ikke kan slippe for. For ondskaben er samtidig vores læremester. Don't take it personal. Det er nødvendigt, at menneskeheden er udsat for den ultimative ondskab for at overvinde den. Et andet navn fra den mellemøstlige kultur er Shaitan, hvilket betyder modsigeren/udfordreren/benægteren. Vi kender det i retorikken som begrebet Djævelens Advokat. De græske filosofiske skoler (Platon, Aristoteles) bruger modsigeren i deres dialoger beregnet på at træne/skærpe elevernes sans for uimodsigelig sammenhæng og handling (trivium = grammatik, logik, retorik). For at gøre det helt klart betyder det ikke, at vi skal hengive os til eller dyrke denne ondskabsenergi, tværtimod. Det betyder, at før vi har erkendt den og set den i øjnene, så slipper vi aldrig for den.
Steiners skulptur af Ahriman. Selvom han pointerede, at det ikke var en person, visualiserede han alligevel et ansigt. Bestemt ikke venligt ansigt.


Med den kikkert for øjnene, er der pludselig en hel masse, der giver mening i den absurde Verden af ondskab og opvågnen, vi lever i. Det interval af åbne tidslommer med 100 års interval, som Steiner talte om efter 1. Verdenskrig, er nu effektueret. Vi befinder os i den anden lomme. Det er i den forstand - kald det kryptogylle eller ej - at vi skal forstå fænomenet Donald Trump på et dybere plan. Hvorvidt han er sig det bevidst eller ej (og jeg gentager: det er underordnet): han vader rundt som en flodhest i en bagerbutik og støder ind i alle opsatserne. Etablissementet aka Deep State er panisk over det. Venstrefløjen i både USA og Europa er rundt på gulvet over det, for de forstår intet af fænomenet, ligesom de heller ikke forstår sig selv. Globalisterne i Davos/Basel og omegn ryster i bukserne over den rødmossede ronkedor med det sjove hår. Bilderberg-tænketanken har indkaldt til et historisk møde i Torino Italien i år, hvor en sort perlerække af tidens mest krigs- og kontrol-liderlige personager er indbudt, og hvad skal de mon diskutere her? Skal de tages i ed og sendes tilbage til deres lokale Deep States for endnu en gang at være garanter for, at alle er med på ideen om en krig mod Rusland, der har stillet sig op som leder af en global modstandsbevægelse mod den neo-liberale New World Order = det global-syndikalistiske centralbanksystem og alle dets vedhæng, IMF, WTO, CFR, EU, NATO ... osv. To af deres planlagte hovedprojekter, det Transatlantiske Partnerskab og Transpacific Partnerskab gik fløjten, fordi de blev gennemskuet som globalfascistisk-neokolonialistiske tiltag. Rusland og Kina implementer nu deres modspil til SWIFT, det korrupte pengeoverførselssystem. Petrodollaren afgår stille og uroligt ved døden - derfor Syrienskrigen, besættelsen af Afghanistan og modstanden mod North Stream, der alle handler om olieledninger udenom US-kontrol.




Læg mærke til skiltet bag på bilerne. Finansvæsenet har altså deres eget politi ved Bilderberg-mødet i Torino.


Jahwisterne - og blandt dem må vi udover Israel regne Saudiarabien, der ifølge (et leak fra) selveste CIA er en gammel korrupt jødisk slægt, der via britisk imperialistisme/kolonialisme blev bragt til magten for at være Imperiets regionale styringsredskab - bekæmper på bestilling og med næb og kløer alle lokale tiltag til egenbestemmelse. Vi har nævnt Yemen, og vi nævner det igen. Deres værste mareridt er en Verden, hvor fattigfolk i underkuede nationer har taget sig lov til at handle, relatere og agere FRIT - i ordets sande betydning - indbyrdes udenom deres kontrol. 

Jahweh siger i Det Gamle Testamente gang på gang til 'sit folk': ... gør ditten og datten, thi jeg er en skinsyg Gud! Gud lider altså af smålig misundelse! Hvor lavpandet, egoistisk og psykopatisk og ret beset en barnagtig en gud er det ikke? Og hvor ødelæggende har dyrkelsen af en sådan karakter, som vi i dag ville kalde for narcissistisk, ikke været for både dens dyrkere og alle andre? 


Det kosmiske statskup 

Jamen, hører jeg ateisten sige, det har jo ikke noget med mig at gøre, for jeg tror jo ikke på Gud. Pointen er misset, tiøren er ikke faldet. Da kristendommen fejlede i sit forsøg - eller blev forhindret i det via afsporing - at gøre op med den gammeltestamentlige dæmon og i vor tid omsider måtte vige for materialismen og videnskapismen (scientism = science fucked up by agenda, videnskab som religion), så vendte dæmonen tilbage i nye klæder. Det skete i tiden mellem den Franske Revolution og industrialismen + den klassiske imperialisme. Uden en fast ikke-materiel = spirituel forankring er døren åben for 'andre aktører'. Den type religion, der engang blev skabt med det kosmiske statskup, som indsættelsen af en dæmon på Guds trone må kaldes, vendte tilbage i nye ateistiske former, der af dens abonnenter ikke blev identificeret som sådan. Oplysningsfilosofien, illuminismen, darwinismen, marxismen-leninismen er alle dybt jahwistisk-religiøse i deres form og virkning. De havde alle en hypnotiserende, forførende virkning, der fik menneskemængderne til at løbe i det rigtige-forkerte retninger. 

Og det kan godt være, hr og frk letbane-socialister, at I ikke render rundt og kalder jeg revolutionære og går ind for guilotineringer og nedskydninger ved standretter som de klassiske revolutionære, men I har i det omfang, I har abonneret på jeres designerideologi medvirket til det kulturdestruktive vandalprojekt, der er essensen i alt revolutionært. Re-volo = ruller baglæns eller ruller igen. Revolution er relancering af Jahweh, det er gammel dæmon på nye flasker. Når der kommer opmærksomhed på dæmonen, skifter den skikkelse.

Hvis der foregik et statskup af det amerikanske statsapparat i forbindelse med Kennedy-mordet, så foregik der med andre ord en gang i oldtiden et langt større kup af selve Virkeligheden. Om kuppet bestod i, at en stak kupgeneraler indsatte en afstumpet diktator ved navn Jahweh, eller om denne skikkelse selv besad magt til at indsætte sine kupgeneraler, fortaber i uvished. Om skikkelsen er transdimensionel i sin oprindelse (alien), om det er et archonisk væsen, en tronragende demiurg, en falden engel, der er blevet påkaldt, er uvist. Om det er en menneskelig skikkelse, der er blevet mytologisk ophøjet, eller om det er en tulpa, en tankeform skabt via sort magi, en slags præantik AI, der dernæst lever sit eget liv, er ligeledes uvist. 

For så vidt er det underordnet. Det, der er essentielt, er, at skikkelsen gebærder sig psykopatisk og i bedste fald ustabilt bipolært overfor sit folk, de undersåtter, der dyrker ham. Gud, Jahweh, slipper afsted med en adfærd, som man ALDRIG ville lovprise ved et menneske, så hvordan er det lykkedes at opstille en sådan rollemodel som Alfader og få folk til at hoppe på den? Her må være noget også for jødiske psykologer at gå i gang med.

Svaret må ligge i virkemidlet: FRYGT. Det er bemærkelsesværdigt, hvor mange gange, der står i Det Gamle Testamente, at man skal frygte Gud. Hvis der kun havde stået, at man skal elske Gud, som han elsker sit folk, havde det været til at bære. Det står der så pludseligt ind imellem, og heri består det bipolære. Jahweh er et Janushoved, der det ene øjeblik hævder at elske og beskytte sit folk og det næste øjeblik smadrer dem, for som der står: De var ulydige! Javel ja, Gud er altså en mellemting mellem en 1800-tals skolelærer udstyret med spanskrør og en feudal ridefoged, der pisker hovbønderne, hvis de ikke pukler tilstrækkeligt - udstyret med et foruroligende psykopatsmil som en Hollywood-nazist. Det er lige før, at man skal have ondt af Gud - I må forstå, hvor ondt det gør på mig, når jeg er nødt til at æde jer ...




Satan som den menneskeædende Saturn fanget på bunden af Dantes Inferno tegnet af Gustav Doré. Et meget esoterisk billede, hvis man vælger at se det som sådan. En stor destruktiv kraft, fanget i bunden af sit eget fængsel. Bliver kraften sluppet løs, bliver Verden ødelagt.


Jahweh-kulten har fået lov til at dominere den vestlige halvkugle og via imperialistisk virksomhed resten af kuglen. En gennemført mentalt usundt fænomen har været det styrende styresystem i et par tusinde år. Frygt, glemsel og kulturvandalisme har været systemets virkemidler. Først nu synes uddannelseseffekten af psykopatvældet at slå igennem. Derfor lever vi i en særlig tid. Vi er priviligerede, for vi kommer som den måske første generation til at opleve paradigmet, der skifter. Steiner så det klart for 100 år siden, og vi kan - hvis vi ellers kan - se dét, som han så.




Kommentarer

  1. At 2200 marines skulle have landet ved CIA's hovedkvarter i Langley, er en fake historie - en del af den disinfokampagne, som går ud på at mudre vandene for rigtige researchere, for at lade dem fremstå som fake news, så de mister troværdighed, og at fodre falsk håb i Trumpisternes øjne....overordnet en del af den Cass Sunstein'ske kontrollerede strategi, Q-Anon, etc. Ved at cirkulere rygter om 'snarlige massearrestationer' konstant, 'sealed indictments', etc. spiller man på paralyse og forvrring blandt sandhedsbevægelsernes hoppen-på-limpinden... a la tomorrow, snart vil der ske noget, draining the swamp, etc....men intet sker...

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære indlæg