Djævelens tidsalder

af marco_hanuman, the blogger





Med blot 18 års afstand, er vi allerede i stand til at se det. Det 20. århundrede var et sygt århundrede. Vi er på ingen måde sluppet af med sygdommen, men der er tegn på, at der finder en helbredelse sted. Det er som med somatiske sygdomme, hvor symptomerne er værst, når kroppens immunforsvar er mest aktivt. Cancer som eksempel, for hvis man fjernede kilden og styrkede immunforsvaret, ville kroppen være i stand til selv at skaffe sig af med canceren.

Essensen i den kulturelle cancer, som Vesten har lidt af - for det er i Vesten, den er opstået og herfra, den har spredt sig - er dens karakter af selvhad, dens foragt for sin egen tradition og dens tilsyneladende frivillige destruktion af det, der er kernen i dens historiske identitet. Dens folkesjæl har ladet sig korrumpere, den er blevet forført til utroskab mod sig selv. Mere frivilligt har det heller ikke været, for forførelse er en lumsk og magtfuld ting, der tilsidesætter fri vilje. Behøver vi at sige, at hadet og foragten kom resten af Verden til del? Men alt had bunder i selvhad, al foragt er dybest set selvforagt, alt misbrug af andre er et forudgående misbrug af sig selv. En kultur, der er afklaret med sig selv og ved, hvad den er, vil aldrig have problemer med at genkende og anerkende andre kulturer.


Sygdommens symptomer

Det 20. århundrede var diabolsk, det var menneskefjendsk. Gå igennem et af de menneskefjendske bygningskomplekser, de modernistisk-stalinistiske forstæder til storbyer, der nu findes overalt i Verden, og oplev et direkte aftryk, udtryk, undertryk/overtryk eller bare: tryk. Det er trykkende, det ånder ikke, der er intet organisk liv eller bare liv over det. Det er et dødens landskab af koncentrationslejr-, kasserne- eller fængselslignende grå ensartethed. Med al respekt for alle de, der prøver at opretholde et menneskeværdigt liv i forstæderne på trods.

Det handler om et af sygdommens værste træk: centralisering og globalisering. Millioner af mennesker har i løbet af industrialismen og post-industrialismens tidsalder forladt deres landområder, hvor deres slægt har boet i århundreder og måske årtusinder og ladet sig lokke af en stribe falske løfter. Der var fattigdom på landet, men den trøstesløse fattigdom i byerne, som de byttede sig til, var langt værre på sigt.

Denne overordnede konstatering indeholder ingen nostalgi i forhold til feudalsamfundets mishandling af mennesker på landet, men med industrialismen glemte folk, hvem de var, og hvor de kom fra. De glemte traditionerne og generationernes visdom. De er i dag nødt til at genopdage deres ophav og i mange tilfælde genopfinde det, hvis ikke de har givet helt op og ladet sig opsluge i Intetheden svømmende rundt som historieløse alger i brakvand af glemsel. Meget er allerede gået tabt som uddøde dyrearter, der næppe vil vende tilbage. Noget står til at redde, måske.


Amoral

Det 20. århundrede er kendetegnet ved demoralisering med endestationen amoralisering. Hele nationer blev som metaindivider bragt i retning af amoral. I 150 år er der pågået en træning, en uddannelse i non-empati og anti-etik. Det 20. århundrede var i sandhed sociopaternes usande århundrede. Det var løgnens århundrede [link], og post-verdenskrigs-generationerne har meget lidt begreb om, hvad det hele handlede om, og i hvor høj grad de og deres kultur er designet af folkemordene. Hvordan skulle de begribe det, når de ikke engang ved, at der var tale om diabolsk organiseret folkemord? Hvordan skulle de kunne orientere sig i en Verden, hvor al ondskab blev smurt af på et enkelt folkeslag og dets lederskab, mens deres eget lederskab fik grønt lys til at forherlige sig selv?

I de priviligerede egne af Verden oplevede vi en luksus-velfærds-udgave af centraliseringen. Men det var på ingen måde mindre destruktivt for det, som var vores indentitet og kollektive sjæl. Det agrare søland med øer og fjorde og strande blev til et industriland, hvor selv landbrug først blev til kemisk-mekanisk industri og dernæst et serviceland, der ikke reelt producerer noget. I midten af det 20. århundrede var denne aforisme populær: Ja, vi kan jo ikke leve af at barbere hinanden! 50 år senere var der stort set ikke andet end funktionelle barberer tilbage.

Selvom det måske er bedre at bo i et lavbudgets typehus på en villavej bag en ligusterhæk end i en lejekasserne i en forstad, er det blot en variation af en trøstesløs anonymitet, en lurende kedsomhed, en truende vold på lavt blus, en frygt for Verden udenfor og en fornemmelse af, at dette varer ikke ved. Der er en virkelighed af glemsel og følelsesløshed i raden af carporte, lavere mellemklassebiler, fladskærme, elementkøkkener, sofahjørner, parabolantenner, Webergrille. De kører om morgenen ind ad motorveje, indfaldsveje og ud ad affaldsveje om eftermiddagen. Om weekenden tænder de for hele striben af benzin- og eldrevne redskaber og går bersærk på naturens anmasen. På plejehjemmene sidder de gamle og rådner op, og i børneinstitutionerne skriger de lungerne ud som rotter i bur, med snotten hængende ned ad hagen. I midtbyen hænger de ud i hipstergade med alle de andre mobilbamseonanerende anonymiteter.

Et 20. århundredes paradoks i Vesten er den konstante hyldest til individualismen. Bag den falske varebetegnelse er det intet andet end isoleret og kollektiv anonymitet. Individualisterne er sjovt nok alle sammen individuelle på den samme måde. Ungdommerne udtrykker deres postulerede individualisme ved en særlig tatovering, der, udover at den ikke betyder en skid andet end at se sej ud, ligner alle de andres åh-så-individuelle udtryksfulde tatovering - og derved ikke udtrykker andet end præfabrikeret, neo-tribalistisk, hjernedød konformisme.


Demo

Det 20. århundrede var det århundrede, hvor det til sidst stod klart, at demokratiet enten var ædt op indefra eller også i selve grundtanken var en gang korrupt svindel. Demokrati blev til et kommercielt og propagandistisk shownummer med falsk varebetegnelse. Et naivt, intellektuelt segment prøver at holde tanken ved lige, men de holder samtidig den grundlæggende illusion ved lige om, at de har reel indflydelse på de fundamentale og væsentlige beslutninger, med afgørende betydning for dem selv og deres efterkommers liv. Deres hyldest af EU-kratiet viser, at de aldrig var interesseret i udvikling af egentligt folkestyre, men gik efter totalitært kommissærvælde, hvor en bureau-teknokratisk overklasse = dem selv i deres unipolære magtfuldkommenhed kunne definere politisk korrekthed og lukke kæften på alle, der mente noget andet end dem selv.

Havde demokratiet haft de egenskaber, som der postuleres, så ville Verden og livet for menneskene se ganske anderledes ud. Folk ville have kontrol med deres egen økonomi, og Staten ville være en garant for, at globalistiske syndikater ikke fik en fod til jorden og tilbageleverede det meste af det, de ragede til sig. Der ville ikke eksistere statsgæld, og en skattebyrde på samlet set 83%, når man gør det fulde regnestykke for den danske befolkning, ville være utænkelig. Der ville være fuld gennemsigtighed om, hvad den såkaldte Nationalbank var for en størrelse (og hvilke private interesser, der ejede og kontrollerede den), og både ufrivillig arbejdsløshed og slaveagtig overarbejdskultur ville være irrelevante fænomener. Det ville ikke være muligt for politikere at nægte indsigt i deres beslutningstagning, og medierne ville ikke slippe af sted med at fyre den ene løgn efter den anden af om, hvad der foregår indenrigs og i særdeleshed udenrigs, for de ville være det, som de selv praler af: den fjerde statsmagt, der holder Magten i ørerne. I stedet for ER de magten og bestiller ikke andet end at stryge deres egne ører MED fimrehårene.

Altså HVIS vi havde haft demokrati. Men det har vi ikke.

Først og fremmest ville folk ikke være apatiske og desillusionerede i forhold til politik og medier. Vi kan også vende det om og sige, at forudsætningen for, at demokratiet skulle give mening ville være, at folk kom ud af deres amnesiske apati, deres illusoriske dorskhed og deres inkompetente uvidenhed og indså bedraget. Bare i et eller andet omfang. Javist er der politikerlede, javist gider folk ikke læse avis længere, men det betyder ikke, at de udfolder civil politisk aktivitet eller søger ægte information i Non-Fake medier. Forførelse og kulturskred eller ej: folk bebor den Verden, de selv har godkendt.


Fake

Det 20. århundrede er historien om fakeness. Nogen burde sætte sig ned med det formål at beskrive fake-kulturen i alle dens faser, for de seneste fænomener i den internationale medieverden er netop kun de seneste. Det ville blive en tyk bog, for der er sket en langsom opbygning og skred frem til, hvor vi er i dag, og hvor de etablerede medier i Vesten er korporatiseret og koordineret i hidtil uhørt grad. Når en kampagne ruller ud udtænkt og startet af efterretningsvæsener, tænketanke og andre deep state-strukturer i de mest magtfulde lande i Vesten, så bliver alle udsagn i kampagnen replikeret ordret, bogstaveligt og omgående i ALLE hovedmedier i ALLE lande. Det tager både tid og kræfter at blive klar over det og indse, hvor skræmmende det er. Det er samtidigt også årsagen til, at det er meget svært for folk at acceptere, for hvordan kan ALLE de medier, som folk har accepteret som ansvarlige autoriterer, fortælle en løgn på samme tid?

Det 20. århundrede er det mest totalitaristiske århundrede nogensinde. Spørg russerne, for de levede i 70 år i verdenshistoriens mest gennemførte kommissær-tyranni og var med brutal og altomfattende kraft tvunget til at forråde alle deres nationale og folkelige traditioner i påtvungen ideologisk selvundertrykkelse. Det er grunden til, at de vender sig imod det og vender tilbage til der, hvor de slap. Det er også grunden til den absurde, diabolske fake-hadekampagne, der er blevet udrullet imod dem. Hvor vover de ikke at adlyde Vestens krav om selvfornægtelse? Hvor vover de at hive bukserne ned på Vestens fakeness og insistere på, at der findes sådan noget som Sandhed? Hvor vover de at have en mening om, hvilken styreform, der er bedst for dem selv, og at det demokrati, som Vesten har solgt som en evigt saliggørende religion, som minimum skal modificeres, hvis ikke helt skrottes?

Spørg, sammen med russerne, en markant samling af nationer, der for længst har mistet tilliden til, at Vestens oligarker har noget at tilbyde Verden andet end død, ødelæggelse, krig, udplyndring, svindel og korruption. Altså neo-kolonialistisk og -imperialist eddike på ny flaske. OG, hvilket er vigtigt: ser, at der er nogle store nationer udenfor eller i periferien af Vesten, der tør og evner at gå i spidsen med en ny attitude og en agenda, der ikke er den samme. OG, hvilket er lige så vigtigt: er klar over, at Vestens oligarker er i færd med at miste deres magt, og i desperation over tabet blamerer sig med deres åbenlyse amoral, røber sig selv og deres diabolske forehavende og ikke længere er i stand til at gennemtvinge den splittelse, den del-og-hersk-terrorisme, som de har mestret i 150+ år.

Hvad var det, der stod i Bogen: Jorden skal tilhøre de ydmyge. Er det en vældig okkult og klarsynet-profetisk udtalelse? Egentlig ikke, det er blot en kernesund, psykologisk sand konstatering af, at Magtens selvopretholdelse er baseret på løgn, at kolossen står på lerfødder, og at den en dag vil falde, for det er kun et spørgsmål om tid. Tiden er moden. Og det er ikke engang en profeti, det er et pågående faktum.

Kommentarer

Populære indlæg