Halvabernes tidsalder



af marco_hanuman, the blogger



Halvabernes tidsalder 

Jeg færdes undrende i en verden af halvaber 
Hvor halve meninger og halve sandheder har højeste prioritet 
Eller som minimum laveste fællesnævner og tilsvarende risikograd 

Jeg ser mig om i en verden af halve løsninger 
Hvor halvkvædede viser gør fyldest, tilsyneladende 
Eller giver halvvejs udsættelse af pinlige afsløringer og afgørende beslutninger

Jeg støder konstant ind i halvhjerner 
Hvor jeg tænker: Hvor har de gjort af den bedre halvdel? 
Eller hvad fanden er meningen med al den halvering? 

Jeg lægger dagligt øre til halvdårlige vittigheder 
Hvor et bøvet karaktermord gør det ud for daglig underholdning 
Eller tjener som trækkanal for vittighundens manglende vid 

Jeg går gennem halve bydele af halvhjertede engagementer 
Hvor hele gader er opført på den halve tid til den dobbelte pris 
Eller som de siger: Vi skal jo holde gang i branchen 

Jeg præsenteres for halvfordøjet viden med halvfordærvet stank 
Hvor fordøjelsessystemet kører baglæns og lortet kommer ud foroven 
Eller også serveres der skumfiduser som hovedret og tanketorsk til dessert 

Jeg vender hovedet halvt om halvt på halvdistancen 
Hvor jeg må konstatere, at den Halve Verden ikke længere orker det 
Eller rent ud sagt ikke finder sig i det længere 

Jeg har som halvstuderet røver svært ved at sige dem imod 
Eller sagt på en anden måde: Det tog det halve liv at blive klar over det


Intellektuel fake - vent lige lidt 

Dette er en minimalistisk elevatorudgave af historien om, hvordan de intellektuelle blev indfanget, tæmmet og perverteret. 
Dette er en synopsis til en afhandling om de intellektuelles moralske forfald, degenerering og afstumpning. 
Om det var dér, det skete, og om det var en afgørende event, er diskutabelt, men i hvert fald blev det tydeligt for måske første gang: Efter 9/11 begyndte de intellektuelle at sige nøjagtigt det samme som dem, de hævdede at forholde sig kritisk overfor. 
Er det ikke besynderligt? 

Det lykkedes simpelthen det globale spindoktori, hjernevaskerværket, den massepulende meningsmaskine - hvis fysiske lokation er diffus og forgrenet og alligevel koordineret - at vride hoved og hals rundt på selv de, der blev kaldt for de dannede, de bedste hoveder, de efter egen opfattelse tænkende, de studerede, akademikerne, de meningsdannende, intelligentsiaen, blomsten af Danmarks ungdom, der burde være blevet voksne i mellemtiden, så de HELT FRIVILLIGT afstod fra at tænke og blot herefter udspyede det, som de korporatistiske tænketanke, institutterne for social behavorisme og efterretningsvæsenernes mindfucker-programmer lod dem tilflyde via diverse - og jeg mener DIVERSE medier. 

Men vent lidt, det skete også 9 år forinden, da Balkan oplevede noget, der gav ekko fra 1. Verdenskrig, hvor drugdealer, finanssvindler-hangout, voodoo-dyrker, Rhodes-scholar og Rockefeller-protegé Bill havde fået som opgave fra baglandet, The Deep Blue State, at smadre Jugoslavien. De intellektuelle så også fjernsyn, MASSER af fjernsyn, og de fik også dengang alle de lækre billeder og lækre holdninger serveret. Medierne var i mellemtiden - hvor lang tid taler vi om? - blevet opkøbt af krigs-liderbukke-syndikatet alias Mr. Global med den våde drøm om verdensherredømmet, så folk ikke ad vanvare kom til at se ulækre billeder af stats-koporatistisk - læs: global-fascistisk, neocon-liberalistisk folkemord. 

Men vent lidt, det skete også 30 år forinden igen, da de intellektuelle kom lidt for godt i gang med at forholde sig til USA's engagement i Vietnam. Man skal åbenbart bare give dem en sutteklud, et pseudosurrogat for tænkning. De fik NewAge og hippiekultur, de fik sex, drugs & RR, og hvis de var tilpas æggehovedformede, fik de universitetsmarxisme og feminisme. 

Så er det simpelthen sådan, det skal gøres, når de potentielt farlige = de potentielt tænkende skal uskadeliggøres og derefter nyttiggøres som intellektuelle idioter? 

Tiderne skifter, men tricket skifter åbenbart aldrig. 

Men vent lidt, for det skete også 40 år forinden de 30 år forinden de 9 år forinden, hvor Rusland blev smadret af kommunisme, og et folkemord og en kulturperversion uden dimensionelt historisk sidestykke blev iværksat, finansieret af Wall Street finansoligarker - og hvad i hede hule helvede havde storkapitalisterne af interesse i det projekt, når Karl påstod, at de var klassefjenden? Havde Karl grundlæggende misforstået det hele, eller var Karl på deres lønningsliste? Ja, jeg spørger bare ... 

Men vent lidt, for det skete også 128 år forinden de 40 år forinden de 30 år forinden de 9 år forinden, hvor Frankrig blev massepulet = synonym for manipulet - af kabbalistiske Jacobinere, frimurere, rationalistiske oplysnings-ideologer, materialister, illuminister. Hvad er forskellen på Robbespierre og Trotsky? Der er ingen forskel. Begge var intellektuelt begavede og overlegne masseforførere. 

Men vent lidt, for var disse intellektuelt begavede ledere, som vi har tilladt os at kalde forførere ikke også forførte? Eller bestukne og korrumperede? Eller hjernedøde på et højere niveau? Eller blot - hvilket forklarer mangt og meget - udset til at gøre deres udåd som udsete, typecastede, headhuntede, elitært udvalgte stjernepsykopater? Er det ikke bare det, de er? Altså den særlige hjernedød, der karakteriserer psykopaten, hvor frontallappen og dermed al empatisk følelsesaktivitet er degenereret. 

Men vent lidt! Vil det så ikke hermed sige, at intellektuel fake, forfalsket tænkning og fake news som forlorent substitut for vidensformidling er et stjernepsykopatisk projekt? Og vil det så ikke sige, at psykopater i ALT for lang tid og på ALT for mange måder har styret denne verden?? Jeg spørger bare.


Statistik 

Statistik er et synonym for løgn, siger de. Passer det?

Det er både fuldstændig rigtigt og fuldstændig forkert på én gang. 

Eller delvist rigtigt og forkert, hvis du foretrækker det på den måde. 
For statistik kan placeres i kategorien masseødelæggelsesvåben eller masseoplysningsredskab alt efter intention. 

Statistik er potent på det sæt, at det giver indblik i en virkelighed, der skjuler sig bag en væg af mængder, tid og usammenhængende forekomster af hændelser, størrelser, transaktioner, ressourcer, you name it. Alt, der kan måles og vejes og kvantiseres, kan udgøre statistisk materiale. Det er statistikkens styrke, at den med den rigtige kalibrering af måleinstrumentet kan frembringe en mængde af data, der er i stand til at beskrive ... måske ikke virkeligheden som sådan, men reelle forekomster i et relevant udvalg af virkeligheden.

Statistikkens svagheder er de samme som dokumentarfilmens. Resultatet afhænger af øjet, der ser, vinklingen, kameralinsens udvalgte retning, tilstedeværelsen af observatøren. Der findes ikke noget, der hedder den dokumentaristisk-statistiske neutralt-objektive flue på væggen, for nogen har truffet et valg allerede før indsamlingens eller optagelsens fase. 

Dernæst afhænger resultatet af den intention, som det statistiske materiale bliver udsat for. Hvis vi nulstiller og siger, at alt andet er lige, så kan selv seriøs statistisk data blive til det, som statistikkens over-en-kam-kritikere og -afvisere beskylder metoden for: manipulatorisk løgn. Men husk lige, kritiker, at al manipulation [manipulus: håndfuld, -ation = action: handling, hånden udøver en handling] kræver en manipulator, en agerende person med dennes agenda = vilje til handling. Lad være med at gøre dig skyldig i en 'manipuleret' sammenmudring af statistik som redskab og manipuleret brug af det statistiske redskab. Kritiker, husk din skelneevne, uden hvilken du skyder dig selv i foden. 

Statistik er en metode. Hvis metoden beskrives og følges omhyggeligt, OG hvis brugen af det statiske materiale fremlægges åbent og gennemsigtigt, så ydes der et værdifuldt bidrag til at kortlægge et aspekt af virkeligheden til brug for beslutning og handling. Men hvis nogen har den intention, at virkeligheden ikke skal frem eller skal tilsløres og forvrænges ved at præsentere data om virkeligheden i en til lejligheden konstrueret og manipuleret version, OG brugen af det statistiske materiale ikke fremlægges åbent og gennemsigtigt, så er statistik blot et powertool for stedets og tidens herskersyge magthavere, og statistik er reduceret til en logisk fejlslutning, som - da den tilsyneladende ikke har noget navn - kan kaldes for: appel til data eller appel til statistik. 

I virkeligheden er det blot en variant af appel til autoritet, for man har forinden blot henvist til statistikken som den højeste autoritet. For læsere, der har glemt, hvad logiske fejlslutninger er for en størrelse, så tjek en af de mest læste blogs på paradigmet.blogspot.dk: De 76 falske argumenter

Statistikeren Bjørn Lomborg er et eksempel på, hvordan brugen af statistik kan være dybt politiseret. Her tænker jeg ikke på Lomborgs eget arbejde, som efter sigende skulle være både seriøst og særdeles kompetent. Jeg tænker på, hvordan højrefløjen først brugte ham, da det passede dem. Fogh Rasmussen finansierede et institut for ham, da han lugtede minimalstat og besparelser. Det betød så, at venstrefløjen per automatik reaktionært harcelerede over ham. De elsker politisk korrekte tegneserieklicheer, og de forstår kun det, de er imod, og har ikke noget bud på, hvad de går ind for, så Lomborg røg i den æske, for det kunne de forstå. Så ankom klimaagendaen, og Mr. Wannabe Fogh blev hvisket i ørerne af sine opdragsgivere, globalisterne, at nu var klimasvindel in og Lomborgs statistisk baserede realisme var dømt ude, for den handlede om, hvordan man kunne bruge penge langt mere effektivt på fattigdom og udvikling på kloden i stedet for at besynge den nye religion med klimakorrekthed og CO2-korstogskrig mod det stakkels vejr. 

Så både højre og venstre fattede ikke en dyt af, hvad statistik var for en størrelse, for de misbrugte den begge til at fremmanipulere deres bekvemmelige, klamme skræmmebilleder med vanlig befængelse af skyld-, skam og frygt. 

En teori: teknokratiet smider alle de politiserede og agenda-inficerede fortolkninger i hovedet på folk, mens de høster de statistiske data til egne formål. Bare en teori. 


Fuga 

Den flygter ikke. Den er i fugleflugt. 
Den er altid på vej et sted hen. Destinationen er sikker og usikker på samme tid. 
Dens primære struktur er deterministisk, dens sekundære er uforudsigeligt ekspansiv. 
Dens spørgsmål er et svar på samme tid. Svaret er implicit. 

Den afslutter, mens den starter. Den fører an, mens den følger efter. 
Den opstår som et væsen skabt i tid. Dens sande væsen er hverken i tid eller rum. 
Mens du troede, at du kendte dens bane, bed den sig selv i halen. Ouroboros.
Mens du troede, at dens gentagne bane var den samme, skiftede den kurs. 

Den er både planet og komet, klode og måne. Dens bane er Harmonia Mundi.
Den er i det små som i det store. Som i Himmelen, således også på Jorden. 
Kun for det utrænede øre, er den et lukket kredsløb. Alt åbner sig for øret, der hører. 
Kun for de hovedløse ryttere, rider hesten i blinde. 

Den lytter, mens den taler. Den hører, om de lyttende forstår det talte. 
Den taler, mens den lytter. Den bekræfter og understøtter det talte. 
Dens natur er det indlysende paradoks, den højere enhed af forskellighed. 
Dens natur er alkemisk transformerende. Hverken den eller dens gæster er uforandrede. 

Den holder sig til temaet. Den kan bevæge sig forlæns og baglæns, muligvis sidelæns. 
Den er af natur selskabelig. Den stiller dog krav til samtalens niveau og dannethed. 
Lytteren, der ikke blander sig i samtalen, vil med tiden opnå samme grad af dannelse. 
Lytteren vil endog blive i stand til at stille ind på hovedfrekvens af stilhed og svævende tid. 

Den er karakteriseret ved samtidighed. Dobbelt og halvt tempo er uproblematisk. 
Den foretrækker både maskulin og feminin tilstedeværelse, ung såvel som gammel. 
Vi taler om monotematik, ikke monoteisme. Forskellen er væsentlig. 
Vi taler fuld stemmevis individualitet i fuldt integreret kollektiv. 

Man skulle tro, at det var et sindbillede på det perfekte samfund.
Det er bare musik. 


Bue med bagkurve 

Når den ikke har strengen påmonteret, vender den baglæns. 
Eller i virkeligheden forlæns i forhold til skudretningen. 
Dens styrke og dynamik består i spændet fra den ene yderlighed til den anden.

Vi taler om den bue, som man brugte i de gamle riger fra Kina til Ungarn. 
Hvorfor lige Ungarn, spørger du? Fordi her ender tartarernes togt mod vest, og fordi ungarerne er efterkommere af centralasiatiske steppe-rytterfolk, som dette stykke sofistikerede og dog simple teknologi tilhører.
Dens modsætning er den europæiske langbue, der kun vender én vej. 
En tung og dødelig sag, der krævede, at man stod stille. 
Bagkurve-buen kan betjenes i alle tænkelige former for handling og bevægelse.




Kineserne, koreanerne, japanerne, manchurerne, hunnerne, tartarerne, mongolerne, tyrkerne, perserne, araberne og saracenerne brugte den. Den var så elegant, at en dygtig rytter kunne betjene den fra hesteryg. 

Kun fra araberne og saracenerne har vi beskrivelser af kunsten at betjene den.

Her ved vi, at det krævedes af en bueskytte, at han skulle være i stand til at affyre tre pile på halvandet sekund. Det kan godt være, at Robin Hood kunne skyde længere og mere præcist, men det tog ham mindst halvandet sekund bare at spænde buen. 

Der er beskrivelser af, hvordan man kan skyde rundt om en forhindring. 
Vi taler om bueskydningens svar på en screw ball i fodbold eller tennis. 
Der findes endog beretninger om pile, der vender tilbage til sit udgangspunkt.

Langbuen var en lang, stiv og besværlig stang af træ. Alle, der har prøvet, ved, at det kræver et muskuløst mandfolk at håndtere den, før den giver mening. Den slanke bagkurvebue var lavet af en hel række materialer, der tilsammen skabte dens kraft. Den består af træ, ben, sener og snor, limet, kogt, smeltet, brændt og bundet. Intet enkelt stykke træ kan have disse fleksible egenskaber. Den kan betjenes af alle, der ved hvordan. Ingen bue kræver store overarme, de kræver rygmuskler. 

Bueskyttens paradoks er, at i splitsekundet for affyring, bliver pilen presset og udløst, hvilket betyder, at den svinger fra side til side. Den har ikke retning mod noget som helst. Først når den retter sig ud, får den retning. Bueskytten må lære at stole på, at det vil ske. 


Ezra in memoriam 

De kaldte ham fascist. 
Det er ingen kunst at kalde folk ved navne og myrde deres karakter. 
Hvis de dernæst har råd og magt til at udgive deres navngivninger, 
så har de også råd og magt til at undslippe ansvar, tiltale og modsigelse. 
De behøver ikke at svare, og de kunne til enhver tid svare til det, som de til lejligheden kaldte andre. Hvis man har råd, er alting gratis, inklusive ugerninger.

De spærrede ham inde. 
Det er ingen kunst at spærre folk inde, hvis man råder over diagnoser. 
Men fangen på Sct. Elisabeth's vil altid blive husket, 
og hans dommere og fangevogtere vil nedstødes til evig glemsel 
eller hugges med mejsler på skamstøtter for nedrige niddinge og kujonagtige kæltringe. 

De fratog ham hæder og ære. 
Det er ingen kunst at stjæle hæder, kunsten består i at vinde den. 
Uærlighed er ingen kunst, uværdighed er ingen ære værd. 
Hans protegéer modtog nobelpriser, utænkelige uden ham. 
Et helt århundredes poetisk formgivning og fornyelse ligeså. 
Antik blev nyere end nyt, hvor fascistisk er det lige? 

De svarede ikke på tiltale. 
Hos Usura ramte dem på både forfængelighed, samvittighedsløshed og uvidenhed. 
I slagskyggerne fra Den Store Krig stillede han det store spørgsmål: hvorfor? 
Alle hans venner var døde for den store ubesvarede intetheds skyld. 
For ussel mammon, magt og misundelse, var en hel generation slagtet i skyttegrave. 

De forstod ikke ordets sande væsen. 
De forstod kun én ting: at ordets magt var stor, og at de som ordets kupmagere kun kunne gøre sig forhåbninger om at sætte ordet i fængsel, forbyde dets færden, korrumpere dets betydninger og forgifte dets tilstedeværelse blandt dets værdsættere. 
Magtens øje ser ikke sig selv. Han så dem ikke se og gav os andre synet tilbage.


Fordumsfuldhed 

Jeg lever i bøgetræets land. Der er ikke noget galt med hverken birketræ, balsatræ og baobab, ej heller palme, kæmpefyr eller ginkotræ, ej heller bøgetræets sameksistenser eg, fyr, elm og pil. De findes. 

Det er bare det, at bøgetræet er besunget som bærer af identitet. Sådan er det, det er indiskutabelt, og det er overflødigt og støjfyldt at høre på identitets-, kultur-, køns- eller klimaforvirrede, der måtte mene noget andet. Giv mig en Verden med fordums nærvær. 

Jeg lever i øernes og strandengenes land. Der er ikke noget galt med hverken ørken, tundra, bjerg, dal og floddelta, ej heller taiga, steppe, jungle, ej heller øernes og strandengenes sameksistenser hede, mose, skov og søeng. De er der alle sammen. 

Det er bare det, at landskaberne er besungne som bærere af overlevering. Sådan er det, det er uomtvisteligt, og det er spild af tid at lægge øre til traditionsforvirrede asfalt- og karrébeboere og andre postindustrielle non-eksistenser, der tilbringer deres liv på motorveje, i byggekomplekser af beton, aluminium, glas og et plethorium af syntetisk biprodukter med samt deres digitale pseudovitale, algoritmegenererede virkelighedsversioner. Giv mig fordums fylde og ikke fordomfuldhed eller fordummelse. 

Jeg lever i æblets, rugens, det græssende kvægs, bistadernes og ålerusernes land. Der er ikke noget galt med hverken kamelflokke, rismarker, sydskråninger med vin, olivenlunde eller bjørnejagt, ej heller arktisk harpunjagt, kokospalmer eller kaffebuske. Alt på sit sted. 

Det er bare det, at fermentering er besunget og fejret som fundamentet for madkulturen, fordi mad og forebyggende medicin er ét og samme. Det er bare det, at ingen æbler i verden kan måle sig med de tykhudede arter på øerne. Der er ingen grund til at tage dem alvorligt, der hævder, at de ikke kan undvære eksotiske produkter fløjet og sejlet og kørt i dyre domme rundt om kloden, produceret af underbetalte slaver i udkantsverden - der indeholder noget, vi ikke har brug for på vores side af kloden på det tidspunkt på året, da vi har noget så eksotisk som årstider, hvilket de ikke har ved Ækvator. Giv mig den næring, der skabte de mennesker, der skabte det land, jeg lever i. 


Motorvej 

Du tror, du ved, hvad en motorvej er, fordi du har kørt på den. 
Det troede jeg selv. Altså, før jeg købte en bil for første gang i mit liv.

Her er scenariet. 


Karl Femøre alias Hiway Hugo starter frisk og frejdig kl. 5 om morgenen på en 110 km tur fra udkants-DK til den finere del af hovedstadsregionen, hvor et lønslaveforhold har finansieret indkøbet af en VW Caddy 1.6 l 105 hk 7 pers. årg. 2009 pruttet ned til 27.000 og efter forskelligt sigende et knaldende godt køb. Det vil så vise sige sidenhen. Dytten har bestået prøven ved at køre upåklageligt fra Nykøbing F. til en mellemlanding i en landsby langs Østkysten af Sjælland. Føreren har for så vidt bestået prøven, da han endnu ikke har smadret bilen eller kørt den i vandet. Orienteringsevnen har plads til forbedring, da det lykkedes Karl-Hugo at vælge den helt forkerte afkørsel mellem Falster og Sjælland og stikke i retning af Møn ... døøh, er der også en ø og en bro den vej? 

Så kommer den pinlige detalje, der består i aflæsning af instrumentbrættet. Den der underlige skive til venstre for speedometeret må vel være benzinmåleren. Det var den så ikke. Til gengæld dukker der et mystisk ikon op i højre side, der ligner en gammeldags benzintank, og her burde der have lyst et par røde lamper såen rent internt. Det betyder nok, at du er på reservetanken, skulle der have stået på skærmen. Det gjorde der så ikke. 

I det heftigste motorvejs-fletvæk i hele Storkøbenhavn, der som bekendt ligger i en trekant mellem Vallensbæk og nowhere, oplever jeg den underlige fysiske fornemmelse at tabe kontrollen over speederen. Der er lys og strøm, men motoren går langsomt ned. Jeg når at trække ind i vigesporet, dummere er jeg så heller ikke, og må bare konstatere, at den ikke starter igen. Aha, tænker Karl Femøre, for hvem tiøren er faldet, der er ikke mere benzin på tanken, det er altså det, som benzintank-ikonet betyder! 

Ud af bilen, luk for det hele, på med tasken, hen ad motorvejen. Det er -7 grader, det er mørkt, der er 1000-vis af biler med 110 km/t + på vejen, det hele er ad Vallensbæk til! Jeg når 100 meter, før der er en varevogn, der kører ind til siden og samler mig op og sætter mig af ved nærmeste benzintank 3 km længere fremme. Kæmpe tak til manden, hvis udgangsbemærkning er: Jamen, vi må jo hjælpe hinanden! 

Yderligere stejl læringskurve: køb af 5 liters dunk og optankning, håndtering af hele benzintank-systemet. For en person, der aldrig har ejet en bil før, er et sådant sted én stor kryptisering. Den rare vognmand, der samlede mig op, spurgte mig i øvrigt, hvordan jeg havde tænkt mig at komme hen til bilen igen. Det var sateme et godt spørgsmål, som jeg troede, jeg kendte svaret på. Jeg havde taget GPS-koordinaterne på parkeringen (), men jeg undervurderede både afstand og besværlighed. 

Blot det at finde den rette indfaldsvinkel som fodgænger til et opkørselsrampe fra en motorvej i mørke, myldretid og -7 grader er et problem. Det er et reverse-ingeneering-project med at bevæge sig tilbage i de samme fodspor. Man kan ikke bare vade ned ad en opkørsel, for den har ikke noget vigespor, så jeg kravler direkte ned på vigesporet fra broen. Næste problem er at krydse rampen længere fremme. Det skal ske i de sekunder, hvor der ikke er biler på vej op og i hurtigt løb, hvorefter jeg smider mig hen over autoværnet. På den anden side er der nedklippede stubbe af alt muligt ugræs - der er knaldhamrende stivfrossent, så jeg falder over dem og egne ben og bliver næsten gennemboret af dem som et svin i en asiatisk bambusfælde. Tak her til min lædervams. 

Dernæst gåturen, der er meget længere end beregnet. Du har måske, som jeg havde, en fornemmelse af, at der kører en del biler på en motorvej, men den intense strøm af 1000 biler i minuttet - inklusive lastbiler, der dytter med megahorn af en skide fodgænger i rabatten, for hva' faen laver idioten også der?, når du GÅR modsat malstrømmen, er mere en blot 'en del', den er ubeskrivelig, surrealistisk, mareridtsagtig! 

Det er med bankende organer, at jeg omsider fylder de 5 liter på tanken - hvis kapsel jeg først skal finde (og som selvfølgelig sidder ud mod trafikken) og dernæst lære at låse op med nøgle og stivfrosne fingre. Starter den, eller starter Motorvejs-Morgen-Mareridt del 2? Det er så heldigvis bilen, der starter, sådan nærmest provokerende selvfølgeligt med et autogrin på, for hvad havde den nye ejer tænkt sig? Jeg forestiller mig, at en hest kunne finde på det samme for at teste, om den nye herre var værdig til at sidde overskrævs på den. Hippomorft. Trafikken er så tæt nu, at jeg må vente, før jeg kan speede op i vigesporet og flette med malstrømmen. Dagens lektion: benzintank. Husk det, spade!


Det store eftersyn ved 100.000 km 

Blandt de alt for mange ting og sager, der findes love og regler for, og som ikke burde være der, er dette ikke en af dem. Det er ikke foreskrevet, det er ikke engang anbefalet, ja, det er sgu nærmest det modsatte, hvilket så må hedde afbefalet. Når jeg nu tænker mig om og åbner de små, søvnige, klatbefængte øjenglugger lidt og tager et tjek på, hvad der åbenbart er gang i, så er der nogen, der arbejder for, at der alligevel skal findes love og regler for det, hvilket vil sige: Det skal være totalt forbudt!

Når det så er sagt, så kører folk rundt i mental-ideologiske køretøjer fra forrige årtusind and beyond, de manøvrerer i bevidsthedsfartøjer lastet med statiske kort over verden og virkeligheden, der er ude af sync med et landskab af fuld bevægelighed.

Tag blot bremsesystemet. Det findes ikke! Indehaverne af de og-de-kan-være-sig-nok-så velpolerede veterankøretøjer mener åbenbart ikke, at der er brug for den slags, så de fortsætter bare ligeud for rødt lys med bommen nede og broen oppe. Køretøjet mangler både side- og bakspejle, så føreren kan ikke se, hvad der kommer bagfra. Og da øsen også mangler forlygter, kan staklen heller ikke se, hvor vejen er anlagt.

Burde det ikke være indlysende, at al tagen-for-givet om, hvordan virkeligheden er vedtaget at være som minimum burde til syn mindst én gang i livet? Burde der ikke ske en øjeblikkelig genindførelse af midtvejskrisen, så personer, der har ofret halvdelen af deres liv som slave i Modernitetens Romerstat, blev rystet i deres grundvold, så de øjnede konturerne af et bedrag? Burde deres køretøj ikke udsættes for om ikke en totalskade, så dog et mekanisk nedbrud, der tvang dem til at konfrontere en motorsagkyndig, der kunne konstatere, at ALLE ædlere dele i fartøjet var slidt op?

Det sker bare ikke. Hvordan det? Og hvorfor går det ikke galt? Fordi trafikken er gået helt i stå. Der findes en mental motorvejskø, der holder helt stille, så der ikke engang kan opstå et sundt, tiltrængt trafiksammenstød. De offentlige transportmidler holder også helt stille, så alle befinder sig samme sted, som for 20-40-70 år siden. Folk sidder og glor dumt i deres kabiner og karosserier. Det forlyder, at der arbejdes på at rydde vejen længere fremme, men ingen har set tegn­ på det for nylig.

Altså c'mon, maskinparken er dybt forældet. Enkelte vehicler har håndsving, de fleste kører højst et par kilometer på literen, der ses båthorn med gummidutter, og sikkerhedsseler er ikke opfundet. Der er tæring og rust og slidte bremser. Der er ratslør og utætte ventiler, og den ene cylinder er gået sig en tur. 

Men her kommer det mest fantastiske: ejerne opfatter deres køretøj som sidste skrig og i perfekt stand! De kører rundt i en mental tilstand af forrige årtusind. De befinder sig en konceptuel modernitet af forældelse, forbipasseret modernisme. De kan ikke engang kalde det vintage, det er pulterkammer med spildelvæv, støvmider og møl. De er tabt i oversættelse af et sprog, der ikke tales længere, med ord, hvis kategorier er udgået eller afgået. Deres Utopia har nået sidste holdbarhedsdato.

De hjælpeløse stakler nåede ikke at få foretaget det store eftersyn, mens tid var, og de har ikke opdaget, at nummerpladerne i mellemtiden er blevet klippet. Måske er der enkelte reservedele, der kan pudses op, smøres og genbruges, men resten er til ophug.

Det er en smule nostalgisk. Der var gode takter undervejs - både to- og firetakters - men det var, som om at de allerede var forældede, da de kom frem. De var skabt til at køre på veje, der gik i bestemte retninger, men hvem siger, at det var den vej, de skulle? De var vanskabninger fra starten med et forkert formål og forkerte køreegenskaber. Hvem holder dog af at at høre, at man hele sin eksistens har kørt rundt uden mål og med i en forkert retning? Det er et sørgeligt syn, det er malplaceret malplacerethed.

Hvad tænker du? Det er klart, at vi ikke taler om biler, og analogier holder kun et stykke ad vejen. Der var den igen, ad vejen. Vi taler alligevel om en slags fartøjer for bevidstheden. Sjælens køretøjer skal ikke være dysfunktionelle skrotdynger uden hjul, den fortjener luftskibe, havgående katamaraner med storsejl og flyvende tallerkener. Selv en velsmurt cykel er at foretrække for et tog med tekniske problemer, manglende signal, pakket ind i nedfaldne køreledninger med en død pensionist på skinnerne. 


Tag den til syn, få konstateret, at lortet ikke virker længere og tag den derfra.

 Jamen, det har jeg da hverken tid eller råd til! 

OK, Batman, indtil videre har du haft tid til at holde her og glo en menneskealder og råd til ikke at få råd. Så, hvad siger du?


Kommentarer

Populære indlæg