Et spørgsmål om penge

af marco_hanuman, the blogger

 

Et stærkt kryptiseret emne. Det er ofte fremstillet som utilgængeligt for lægmand. Det kræver eksperter, der bruges mange uforståelige ord, det er meget teknisk. Når disse eksperter så ankommer og nedlader sig til at tale til lægmand, er det iført seriøse panderynker. Dette er ikke noget, man spøger med. 



Se efterfølgende Et spørgsmål om penge - The Movie

To hurtige spørgsmål, der kan danne et afsæt for at tale/skrive om emnet: 

Er det så uforståeligt?
Altså, kræver det virkelig eksperter for at fatte essensen af emnet?
Eller gemmer der sig noget simpelt bag kompleksiteten, som det ikke er meningen, at vi skal fatte?
Dette var kun ét spørgsmål, selvom der var tre spørgsmålstegn. 


Hvorfor har det været nødvendigt at skjule det simple i det kryptiserede?
Det andet spørgsmål er måske allerede indeholdt i det første, så vi ikke behøver at spørge hvorfor. Det vil måske være indlysende, hvis det viser sig ikke at være så uforståeligt, som det fremlægges. 


Der kræves eksperter og professionelle for at forstå teknikaliteterne og gennemskue kryptiseringen, og alligevel virker det, som om selv garvede finanseksperter ikke forstår emnet til bunds, selvom de forstår sig på en bunke af detaljer. Og, hvis de har forstået noget under overfladen, at de ikke er villige til at tale om det. De har jo et arbejde, de skal passe. 

Én ting er i hvert fald overtydelig: At et vist segment af menneskeheden finder det relevant at tilsidesætte alle vedtagne principper for hæderlighed for penges skyld. De er villige til at slå andre mennesker ihjel, endog i stor skala, for penges skyld. De er villige, ja, de anser det endog for retfærdiggjort, at de lyver, stjæler, myrder, bedrager, at de misunder andre, beskylder, belurer og befamler andre for penges skyld. 

Lad os endvidere starte med en indlysende konstatering: at penge, som så meget andet, er et fænomen, der træder i karakter ifølge intention. Altså at det kan være en velsignelse, en livsfremmende foranstaltning, et medium for menneskelig velstand og lykke. Eller at det kan være et redskab for magt, undertrykkelse af velstand og lykke, et dødeligt våben, et omdrejningspunkt for al tænkelig menneskelig korruption. 


Pengenes kosmologi 

Der ligger en hel kosmologi bag penge. Der ligger et menneskesyn bag penge. Meget forsimplet sagt foregår der for tiden et globalt spil i Verden, der drejer sig om, hvorvidt det bestemte og ovennævnte segment, der gerne vil kryptisere forståelsen af penge, skal have lov til at håndtere penge og gebærde sig, som de i lang tid har gjort. Nøgleordet er pengeskabelse. Bemærk det velvalgte ord bestående af to ord: penge og skabelse. Der er en særlig aura om penge, der kræver begreber, som man ellers tillægger Gud, Universets Skaber. De har skabt pengene i deres eget billede og ved et magisk håndgreb, som Gud har skabt Verden og menneskene i sit billede. 

Vi genkender hermed panderynkerne fra de alvorlige mænd, der har fortalt os om, hvordan Gud skabte Verden. Især er der et ord, der går igen fra pengeverdenen og den religiøse verden, og som giver et hint om, hvad det drejer sig om: skyld. Eller gæld. Eller Usura, gældsbaseret pengevæsen, ågerkarlevirksomhed. Som med penge, er der også to former for religion bestemt af intention. Re-ligio, det der igen og påny forbinder os som mennesker med Universets Skaber og dermed vores inderste kerne og ophav. Eller det, der binder os til et præsteskab af selvbestaltede mellemhandlere, pushere, kommissærer og fortolkere af Universet. I begge tilfælde bliver emnet pakket ind via kryptisering. Begge felter af menneskelig tanke og handling og dertil associeret følelsesliv bliver konsekvent præsenteret som svært og uforståeligt, hvorfor det selvfølgelig kræver særlig ekspertise. 

Men har det altid været sådan? Det har været sådan i lang tid. Ikke for alle mennesker alle steder, for der findes også andre måder at udveksle værdier og indgå handler på end ved hjælp af penge. Penge repræsenterer i deres simple form blot en kontrakt mellem mennesker. Vi har arbejdet så og så længe og frembragt det og det. Hvis ikke vi indgår blot en mundtlig aftale, hvor vi stoler på hinanden, hvor tillid er baseret på en erfaring af menneskelig integritet, hvor et ord er et ord, så nedfælder vi det på et relativt bestandigt materiale. I oldtidens Babylon - et bestemt ikke tilfældigt eksempel - gik de så langt som til at nedfælde det på brændte lertavler med kileskrift. Mange af de 10.000'er af tavler, der er bevaret, omhandler regnskaber. Så selvom en ussel brændt tavle ikke i sig selv har nogen værdi, så repræsenterer den en værdi. 

Re-præsentere = bringe til live igen, gøre til nutid igen. Penge er et middel til at håndtere rumlige enheder over tid. Fortid bliver udløst i nutid eller lagret til fremtid. Så potente var de sumeriske/oldbabyloniske lertavler, at segmentet har fundet det nødvendigt at invadere Irak for at stjæle dem fra museet i Baghdad. Det skyldes også, at disse lertavler indeholdt andet end regnskaber, hvilket igen skyldes, at penge siden Sumer/Babylon har haft det med at flette sig ind i alt andet. Et andet ord for penge er likvider, det flydende, eller på engelsk currency, hvis anden betydning er strøm/elektricitet (fx alternate current) og hvis tredje betydning er her-og-nu (fx current situation). Penge er det vand, der her og nu flyder i naturen, eller det blod, der flyder i organismens årer. Penge er elektricitet, energi, der sætter strøm til det hele. Hvilket bringer et tredje vidensfelt ind sammen med finans og religion: fysik. 

Alle tre vidensfelter smelter sammen om et fælles syn på Universet. Spørgsmålet er, om dette Univers er en utømmelig kilde til velstand, en guddommelig gave, et evigt fornyende energifelt, et åbent system, et cirkulært energifelt, en tilstand af overflod og liv. Eller om det er et lukket system med en start og en slutning, en mangelvare, et entropisk selvdestruktivt forløb, en dampmaskine, der går død, når der ikke er mere brændsel, en tilstand af underskud, af evig gæld og skyld og mangel og død. 

Implikationerne af de to verdensbilleder er hver for sig: umådelige! De er altafgørende. Det første er en livskult, det andet er en dødskult. Så simpelt kan det siges. Så først blev det voldsomt mere kompliceret ved at inkludere tre fulde vidensfelter, og så blev det simpelt igen ved at reducere deres udgangspunkt til et livsprincip. 

Universet indeholder begge principper. Også døden og destruktionen har sin plads. Alle kulturer har begreber for det. Det vediske udtryk Brahman er det skabende og udfoldende princip. Det modsvares af udtrykket Shiva, der er det fortærende princip. Det afbalances igen af udtrykket Vishnu. Når religionsvidenskab taler om 'guder', har de ikke forstået det essentielle, at disse skikkelser er antropomorfe billedgørelser af universelle principper. Det er fysiske principper i sin reneste form. Men det er den hemmelige fysik, der, ligesom den hemmelige økonomi, ikke må formidles til almen forståelse. Det er åbenbart ikke åbenbaret = båret åbent frem. Økonomer, der ævler om evig vækst for samfund og virksomheder, taler om Brahman uden Shiva og Vishnu. Bankmænd, der praktiserer evig forgældelse, dyrker Shiva (fortæring) uden Brahman (skabelse) og Vishnu (visdom). 

Vi valgte her at bruge udtryk fra et bestemt videnssæt. Vi kunne have valgt et andet gammelt videnssæt, daoismen. Vi kunne også have valgt at tale fysik og bruge udtryk som elektricitet og magnetisme. En dybere forståelse af de to komplementære principper er temmelig underforstået, eller bør vi sige ikke-forstået? i almen fysik, hvilket skyldes en historisk diskontinuitet, der også har kryptiseret fysikken. Som med religion og finans, er denne diskontinuitet bragt i stand med vilje og ikke via tilfældigheder. 

En anden simpel måde at tale om penge på, er som husholdning. I de agrare samfund, hvor husholdning og produktion af de værdier, der opretholdt mennesker, var meget direkte og tydelig, var det ofte kvinderne, der var garant for husholdningen. Det behøvede strengt taget ikke at involvere penge, for værdierne var fysiske og konkrete. Men i det omfang, der var penge med i husholdningen, indgik de i den normale husholdning med den sparsommelighed, der skulle til. 


Arvesynden 

Ideen om konstant mangel og dermed forgældelse som grundprincip er kommet snigende over tid. Vi ved, det startede i Babylon. Vi ved, at det ikke fandtes i det gamle Egypten. Ikke at egypterne ikke praktiserede magi, men den særlige form for magi, og man skulle måske sige kabbalistiske manipulationskraft, som Usura indebærer, er en babylonisk opfindelse. Et af ekstremerne i dette slavesystem er, at en familie var nødt til at pantsætte deres egne børn, hvis de ikke kunne betale. Et barn, født som ufødt, var en slave fra starten, og dets forældres gæld til Staten var tilstede fra starten. 

Det fandt sted allerede for 5.000 år siden, og det har ikke forandret sig andet end i overfladisk form. Via forgældelse til bankmænd har den danske stat i dag pantsat børn og børnebørn og idømt dem til slaveri. At arbejde for at betale forældres gæld fra fortiden, kan ikke kaldes andet end slaveri, med mindre man prøver at bortforklare det som faktum. 

Vi går efter sammenhænge, der ofte skjuler sig. En sådan overset sammenhæng er forbindelsen til darwinisme og eugenik. Ved skabelsen af det lukkede system og den evige tilstand af mangel/gæld blev spillereglen, at der altid ville være vindere og tabere. The survival of.... Darwinisme er et postbabylonisk tankesæt genformuleret i 1800-tallet af det britiske oligarki, der havde brug for noget, der antog karakter af videnskab, og som kunne argumentere for deres ret til at gøre, som de gjorde med menneskeheden. Imperialismen - det store plyndringstogt i udkantsverden er den logistisk og økonomiske forudsætning for industrialiserede og det, som marxisterne kaldte for kapitalismen. 


Venetianerne

I oldtidens Rom blev der slæbt tusindvis af slaver ind fra de besatte provinser, blandt andet Lilleasien og Centralasien. Nogle af disse var kaldæere, altså babylonere. I dag ville vi måske kalde dem irakere eller syrere. Det var ikke blot simple arbejdsmænd, det kunne være folk med stor kyndighed for at håndtere penge. Når en slaves herre døde, ville hans slaver blive frigivet. Disse slaver kunne i visse tilfælde arbejde sig til tops i administrationsapparatet, og de begyndte langsomt at fortrænge romerne og overtage kontrollen over Staten. Den oprindelige befolkning, den etruskiske, blev fortrængt til den Iberiske Halvø. Romerriget var blevet inficeret af en svamp, der førte til dets forfald. 

Ved de mongolske invasioner og plyndringer er deres efterkommere som datidens etablissement nødt til at flytte sig. Forfatteren Joseph P. Farrell beskriver deres tilflugtssted i lagunen, i dag kendt som Venedig, som en flugt fra mongolerne for at redde deres velstand. Lyndon LaRouche lægger en lidt anden synsvinkel og hævder, at venetianerne stod i ledtog med mongolerne. Begge er ikke i tvivl om, at venetianerne havde mere end en finger med i spillet i forhold til korstogene, i særdeleshed det fjerde korstog, hvor målet ikke var det Hellige Land, men Konstantinopel og dermed adgangen til Sortehavet i det handelsimperium, som bystaten Venedig havde pustet sig op til. 

Her og på den tid skabes det pengesystem, vi oplever i dag. Det er en maskine, der opererer udelukkende til etablissementets fordel. Borgerne i bystaten og det søbaserede imperium, de skabte, fik kun lov til at beholde hovedet, hvis de underkastede sig herskerne af bystaten. Deres hemmelige politi opererede som Gestapo og CIA, folk blev tvunget til at angive, som i Sovjet og DDR, juntaen, De Ti's Råd, styrede alt, og kun en håndfuld familier blev lukket indenfor. Det var oligarki, det var mafia, det var totalitært. Familierne styrede kontinuerligt over århundreder, deres styreredskaber diplomati (spionage og politisk manipulation), monopolisering af handel, deres sørøveri, deres korruption dannede bystaten, deres militarisme (overdimensionerede lejehær) var backup og garant for styret. Og intet har forandret sig frem til i dag. 

Den gennemperfide mentalitet i det venetianske system har dannet det fundament for et militær-industrielt-finansielt kompleks, der hærger også vor tid og verden. Krig blev en nødvendighed for at sønderbryde samfund, der var bygget på sunde og retfærdige principper. Korruption var nødvendig for at slavebinde ellers frie mænd og kvinder. Korrupte personer og styreformer fandtes overalt, men venetianerne satte det i system. De kendte princippet, som vi folkeligt benævner 'at række fanden en lillefinger'. De blev verdensmestre i kunsten af simulere venskab og tjenstvillighed, læse folks begær, give dem hvad de ønskede sig, for så, efter kompromittering som modydelse, at lægge en lænke om deres hånd - for livstid. 

Når den Internationale Monetære Fond i dag ankommer til en nation, der er blevet udset som et mål og et offer for udplyndring, er det den venetianske model, som de praktiserer. Verdensbanken opererer efter denne model. Det globale centralbankvæsen og deres hoved Bank of International Settlements er en videreførsel af den venetianske model. Det angle-hollandske system fra Amstardam og City of London, med udløber til Wall Street, er den venetianske model. 

Guldstandarden er venetiansk. Et af formålene med det 4. korstog og plyndringen af Konstantinopel var at indføre guldstandarden i stedet for den sølvstandard, man havde brugt fra Lilleasien til Kina. Guld er sjældnere en sølv. Når noget er sjældnere, er det i højere grad en mangelvare. I det gamle Rom var kobber standarden, og kobber var langt mere rigeligt. Guld er en eksklusiv og elitær repræsentation for værdier og dermed giver den større magt til den, der kontrollerer den. Venetianerne kunne opkøbe store guldmængder, som de deponerede. Stater, konger, kejsere kunne optage store lån til deres ekstravangancer og krige, og når de skulle betales tilbage, var markedet tømt for guld, så de ikke havde råd til at gøre det. Inflation og deflation var en del af det venetianske system, ligesom den evige tilstedeværelse af ubetalelig gæld. Der er ingen af de skummelheder indenfor finans- og bankvæsen, der finder sted i dag, der ikke i en eller anden form var forstået og praktiseret af venetianerne. 

De opfandt deponeringsbankvæsenet, ligesom bankmændene i Firenze opfandt det merkantile bankvæsen. Tilsammen udgør deres praksis monopolkapitalismen, det globalistiske finanssystem. Globalisme eller neoliberalisme er den venetianske model, og ligesom hos venetianerne, er systemet ikke fuldført, før det behersker HELE VERDEN! Som hos venetianerne, medfører det krigeriske handlinger og folkemord i ALLE afskygninger.


Krigens århundrede 

Titlen og også titlen fra K. William Engdahls bog. Eksemplet krig viser, hvor tæt sammenvævet penge og krig er. Penge er årsag til krig, krig er et middel til at lave penge. Der findes økonomer - ikke overraskende amerikanske - der ikke er blege for at komme med udsagn som, at vi nok igen burde have en lille rask verdenskrig for at sætte gang i økonomien. 

Den slags kyniske udsagn viser for det første, at et bestemt elitært segment selv opfatter det sådan, og at deres tankesæt er identisk med en pirats, en gangsters, en mafiosos kombineret med hjernen på en psykopat. Dernæst viser det, hvor stor fantasiløshed, der findes i segmentet. Deres tankesæt stammer fra tiden før 1. Verdenskrig and beyond, hvor de med hovedsæde i England vha. venetiansk diplomati og bedrageri kunne udmanøvrere stort set hele dets omverden. Det er endnu ikke gået op for dem, at deres tid er forbi. Deres metoder er stereotype og monomane. 

For årtier siden var det i det mindste sådan, at investeringsbanker arbejdede for firmaerne og begge fik noget ud af det. Efter det store finansialiseringsryk, gik investeringsbankerne, fx Goldman Sachs, Morgan Chase, Barclays og alle, der havde mulighed for det, over til at begå finansielle likvideringer (likvider, likvidering). Deres ofre kunne være firmaer, det kunne være segmenter af befolkningen (boligspekulation, tømning af pensionskasser). Obamacare var en sådan operation. Det kunne også være hele lande, og ikke blot i den 3. Verden, men også i det nyproletariserede Sydeuropa, Grækenland, Italien, Spanien, Portugal. Det cypriotiske bankvæsen blev angrebet og bailed in. 

Finansialisering betød nedlæggelse af interne arbejdspladser og overgang til dårligere betalte og ikke reelt produktive servicejobs. Investeringerne i infrastrukturen holdt op. Det produktive arbejde blev outsourcet til lande, der endnu ikke var blevet finansialiseret, en meget kortsigtet disposition, der viser rovdyrkapitalismens blinde øje. For når disse lande profiterer på at have overtaget Vestens produktionapparat, og man som Kina løber med bolden hele vejen, er det lige pludselig et problem for dem, der startede finansialiseringen, for nu er de udpegede slavestater blevet en seriøs konkurrent og dermed fjender. Og fjender skal bekriges ifølge den propaganda, der er skreget ind i ørerne på os i den Nye Kolde Krig, der startede, efter at Vestens neo-liberalister mente, at Verden nu var deres og deres alene. 

Krigens århundrede, det 20. århundrede, var samtidig oliens århundrede. De færreste er i tvivl om, at der er en dyb sammenhæng mellem olie, krig og finans. Da USA i 70'erne opgav guldstandarden, trådte oliestandarden ind i stedet for. USA skabte i stedet petrodollaren ved hjælp af samarbejde med en korrupt, despotisk ørkenstat. Og vi fik et kemiens århundrede og dermed også medicinalindustriens århundrede. Navnet var Rockefeller. 

I 80'erne overgik oliehandel fra at være noget, der foregik mellem producenter og købere, til noget, der foregik på Wall Street. Oliehandel blev finansialiseret/wallstreet'ificeret. I 2010 blev branchen kørt af 85% spekulanter og 15% producenter. I samme periode fandt dereguleringen sted startende med, at Clinton-administration afskaffede de reguleringer, der siden den Store Depression i mellemkrigstiden havde sørget for, at der trods alt var grænser for grådigheden. Banker var nu blevet så stærke, at de kunne diktere regeringerne at følge deres skema. Velkommen til det store Casino. 

I samme periode blev uddannelserne forringet. Som underviser i gymnasiet så jeg generationer af elever, der dårligt nok kunne stave, som fik en mikrofon for munden, og når de kom med et uformående grynt, var det meningen, man skulle rose dem for, at de havde en 'mening', hvad de absolut ikke havde, for meninger skal kvalificeres og kræver et stykke arbejde. Til gengæld var generationen gode til at drikke sig fulde og holde fest hver dag, undtagen mandag, hvor de pjækkede, med tømmermænd. Generalisering? Selvfølgelig, og dybt fornærmende mod de seriøse i enhver årgang, men jeg taler om en vending, en trend, der bestemt var virkelig. 

Uddannelse er også en investering. Et land som USA holdt gennem krigens århundrede op med at investere i deres ungdom. De kom ud af anstalterne med ringere viden end deres forældre og bedsteforældres generation. Til gengæld kom de ud med noget så skammeligt for et land som en kæmpe gæld fra starten. Bankerne havde tjent kassen på dem, allerede inden de var kommet i gang. Er der en sammenhæng med en kultur, hvor der ikke investeres, og hvor entreprænørskab er en sjældenhed? You bet! 


Hvad skal der til? 

Hvad skal der til for at fravriste det globale oligarki sit årtusindgamle kvælertag på menneskelig velstand og afmontere det parasittiske system, de har etableret? Det må være 1000 dollar-spørgsmålet? Som ikke-ekspert kan jeg kun brainstorme min begrænsede viden, og jeg tager det som en excercits. Det er i dag søndag d. 4 februar, og om fire dage har jeg sat en finansekspert stævne for at udveksle meninger og viden og blive lidt klogere på emnet. Det er en ekspert, der har forstået meget mere end gængse bankfolk og finanspolitikere. Det lykkedes manden i en dokumentar for et par år siden at bringe stort set samtlige toppolitikere i forlegenhed, ved et folkemøde på Bornholm, ved at bede dem høfligt om at fortælle, hvem der stod for pengeskabelsen i Danmark. De anede ikke, hvad de skulle svare, og de, der svarede Nationalbanken, fik et dobbelt BEEP! for Nationalbanken er ikke national, og det er ikke den, der skaber pengene. 

Det fører til det første svar i rækken. 

1. 
De private banker skal fratages retten til at skabe penge ud af den blå luft, når der bliver optaget et lån og stiftes gæld. 

Og, mens vi er i gang, så kommer der 11 yderligere forsøg på svar:

2. 
Der skal oprettes en ægte nationalbank, og ikke som nu en privatbank ejet af en udenlandsk familiefond. 

3. 
Denne bank skal være drevet af Staten, og Staten alene, hvilket i et demokrati ville være en Folkets Bank. Den skal udstede rentefrie lån, da Staten aldrig bør bedrive ågerkarlevirksomhed. Den slags skal kun være for spillefugle og finansgamblere på egen risiko, hvorved en blackmail-situation, som i 2009 med bailouts, ville blive umulig. Gamblere, private såvel som banker, skal have lov til at gøre det, men ikke på samfundets og borgernes regning. 

4. 
De multinatinale selskaber og globale karteller skulle tvinges til at betale blot 1% i skat, hvilket ville give samtlige borgere en skatteprocent på NUL. Et sådant tiltag ville kræve en stærk sammenslutning af suveræne enkelnationer, da det ville være svært for et enkelt land at dæmme op for karteller/syndikater, hvis økonomi ofte er mange gange større en nationernes. 

5. 
Skattevæsenet, som vi kender det, skulle enten afskaffes eller fuldstændig omstruktureres, da skatteopkrævning for det første er ulovlig, i og med at det er en kunstig forlænget krigsskat, og skatteopkrævning ville for det andet være irrelevant og unødvendig, da pengene ikke forsvinder fra denne bank, som hos privatbankerne og centralbankerne, og som en vis herre udtrykte det: fosser ud af statskassen. 

6. 
Staten skulle udbetale de penge til borgerne, som den ikke længere er hi-jacket til at betale til de globale ågerkarle, og vi taler om flere hundrede milliarder på årsbasis. Staten skal ikke agere som formynder for borgerne, men genoptage den 'glemte' rolle som borgernes beskyttere mod blandt andet de globalistiske karteller. 

7. 
Der burde stadig findes privat bankvæsen, men der skulle være en skarp skillelinje mellem bankvæsen for private borgere og spekulativt bankvæsen, som i den forgangne Glass-Steagall-akt. 

8. 
Disse tiltag burde finde sted i alle lande eller som en start i sammenslutninger af lande med stærke økonomier og erkendelse af det dysfunktionelle i det bestående. Hvis enkelte lande hver for sig tager så afgørende skridt i retning af sund samfundsøkonomi, vil de blive angrebet af de institutioner, der blev dannet efter 2. Verdenskrig, og som fra starten af, var udtænkt som redskaber for angloamerikansk og neo-venetiansk finansimperialisme. 

9. 
De organisationer og institutioner, der blev dannet efter 2. Verdenskrig som redskaber for verdenskrigenes iværksættere og sejrherrer, altså en meget snæver anglo-amerikansk elite og deres medløbere, bør afvikles og som minimum få et kvalificeret modspil. Det gælder den Internationale Monetære Fond og Verdensbanken. Det gælder også NATO. Det gælder FN, der i dag er en gennemkorrupt organisation infiltreret af parasittiske globalister. Det gælder en hel række lignende, større eller mindre, kendte eller ukendte foretagender. 

10. 
En række nye organisationer og institutioner, der repræsenterer et frivilligt samarbejde, finansielt-politisk-kulturelt-militært og handelsmæssigt, uden armen vredet om på ryggen og et kanonløb for panden, ser allerede dagens lys. De bør styrkes og konsolideres af et stigende antal lande. 

11. 
For en tid vil det være nødvendigt at beskytte disse med stærk militær magt. Det er ønskværdigt, at mange lande, også mindre lande overalt i verden, har et militær, der er stærkt nok til at beskytte landet mod de hensygnende misbrugeriske stormagter i Verden og deres proxy-hære af terrorister, deres del og hersk-politik. Begrebet forsvar vil træde i karakter som beskyttelse af et lands befolkning mod Den Venetianske Verdensmodel og dens postulerede og praktiserede behov for endnu en ny krig i dag, i morgen og i overmorgen. Det gælder alle former for krigsførelse, inklusive handelssanktioner og -embargoer. 

12. 
Nationalstaten vil få en ny tid. Globalismens systematiske nedbrydning af nationer peger ingen steder hen. Kun stærke og suveræne nationer, med en høj grad af bevidsthed om og respekt for deres egen kultur, kan på sund vis indgå i sammenslutninger med andre og lignende nationer. EU som elitær og teknokratisk organisation er et væsentligt eksempel på teknokratiske og korrupte institutioner, der fejlede, fordi de var tænkt som redskaber for US-kontrol over Europa og Verden og bør derfor opløses, mens en række nye tiltag i forbindelse med den genfødte eurasiske tanke om et storstilet samarbejde fra Fjernøsten til Europa og Afrika, med den Nye Silkevej som en af de vigtigste og mest omfattende. 


Det var 12 hurtige punkter skudt fra hoften. De dækker bestemt ikke hele spektret, for det er umuligt at anskue pengeøkonomi som et afgrænset og veldefinderet fænomen. I bund og grund er penge ikke et uforståeligt fænomen, men det bliver komplekst og uoverskueligt på grund af deres indvævning/entanglement med alt andet. 


Energipenge - sort som olie, eller ?

13.
Et emne, der burde være på listen som nr. 13, har en særlig status: Energiproduktion. En serie af nye energiformer begynder at se dagens lys. De findes allerede, men få har hørt om dem. Deres betydning for verdensøkonomien er af en hidtil uhørt karakter, og de flyver meget diskret ind under radaren for tiden. 

Og nej, vi taler ikke om vind- og solenergi, med al respekt. Vi glemmer, at det stadig er dyre teknologier at producere, og at en vindmølle bestemt ikke er vedvarende, men slider sig selv ihjel. Vi glemmer også - hvis man kan bruge ordet 'glemmer' om noget, de færreste har hørt om - at produktionen af solceller er voldsomt ødelæggende for de områder i Verden, især Kina, hvor der findes de sjældne jordarter, der bruges til produktionen. Enorme landskaber efterlades i en sump af giftig radioaktiv forurening, når jordoverfladen ødelægges. Vi kalder det rent og bæredygtigt, men det sidste er en tilsnigelse, og det første er blot vores oplevelse af det, for det virker jo rent, når det når til forbrugeren. Det samme med en elbil, men elektriciteten skal produceres et sted, hvilket betyder forurening. 

Vi taler om helt andre energiformer, som energiselskaberne og deres bagmænd/bankmænd har brugt mega-ressourcer på at undertrykke, og de har gjort det med voldsom kraft i 100 år. For de vidste, at de strukturer, som de havde investeret i, var truet. Visse af disse nye energiteknologier har muligheden for at bringe folk off-grid og er nedskalerbare til et hus - en enhed. Vi taler direkte om husholdnings-atomkraftværker! hverken mere eller mindre.

LENR (Low Energy Nuclear Reaction) er en virkelighed. Nogle har kaldt det for kold fusion. Indien udvikler i øjeblikket atomkraftværker, der drives af thorium, en jordart, der findes i næsten uudtømmelige mængder, som er ufarlig og ikke producerer beskidt affald. Faktisk kan thorium-reaktoren være med til at skaffe os af med det beskidte affald, der fylder i underjordiske sikkerhedsbunkere fra den hidtidige atomkraft. Kineserne og japanerne har gang i deres energiprogrammer. Det har ventet på sig, men der vil ske et gennembrud indenfor 10 år, der vil forandre Verden. Olie vil ikke slutte med at bruges som energikilde, og olie er i øvrigt hverken 'peak' eller fossilt, en gammel skrøne. Olie bliver produceret konstant via vulkansk aktivitet i Jordens indre, og alle oliekilder, der får lov til at stå ubrugt i årtier, vil fylde sig selv op. Og olieselskaberne ved det. Men langsomt vil også nødvendigheden for energiform beregnet på forbrændingsmotorer forsvinde. 

De nye teknologier har dårlig nok fået et navn endnu. De bygger endvidere på en ny fysik, så modstanden har ikke blot været hos pengemændene, der følte deres finansimperium truet, men også fra videnskaben, der følte deres etablerede videnskabelighed truet. 

En foruroligende sag, der viser den tætte sammenhæng mellem finans, energi og teknologi er fænomenet The Breakaway Civilisation. Vi taler om de manglende trilliarder i visse landes budgetter. Hvor er de forsvundet hen? Hvilke eksotiske teknologier er de gået til at udvikle i underjordiske anlæg rundt om på kloden? Og endnu mere foruroligende: hvad har deres udviklere tænkt sig, de skal bruges til? Rumfart, javist. Og nytårsaketternes tid sluttede med Kennedy æraens rumoptimisme. Vi taler om en helt anden teknologi med omkostninger, der alene kan forklare de manglende trilliarder og det sorte budget. Ingen skatteydelse i Verden har kunnet betale for det, så den globale breakaway-elite har måttet stjæle, svindle, myrde og lyve sig til det. Og forhindre, at andre fik kendskab til og fingre i det. 

Den venetianske model er på vej ud i rummet, BigTime. Nu taler de også om, at det nye store krigszone og felt for mangelvare-krig mod menneskeheden er vand. Men deres våde drøm er allerede dødsdømt fra starten, for planeten består nærmest af vand, og teknologier til at omdanne havvand til ferskvand er nu blevet rentable. And we ain't seen nothing yet!

Er der grund til optimisme taget i betragtning, at der er så stærke og veletablerede kræfter, der hænger fast i fortidens dødsøkonomi? 
Svaret er, at der er andre og stadig stærkere kræfter, der viljestærkt arbejder for livsøkonomi. 

Forfatteren John Perkins, tidligere økonomisk hitman for Verdensbanken, fik til sin store overraskelse invitationer af både læreanstalter og virksomheder, til at tale om de kontroversielle emner, han havde skrevet om. For hvem ville dog høre om den slags, når man selv var en del af det dødsøkonomiske system, der havde hyret hitmen, som ham? Det ville lederne af virksomhederne, for de var selv ulykkelige ved situationen, men turde ikke rykke sig løs. Husk, hvor løst i sadlen en CEO sidder på trods af sin status og høje løn. Bestyrelsen kan fyre ham til enhver tid. Og hvem er disse folk, der sidder i virksomhedsbestyrelser? De er rejseholdet, repræsentanterne og garanterne for det Globale Venetianske Oligarki. De er fangtrådene i vor tids Council of Ten. 

Virksomhedsledere er ikke nødvendigvis de stereotype skurke i det slette spil, for de er også magtesløse, disempowered og frustrerede i den venetianske model. Mange af dem er lede ved den korruption, de har måttet leve under. De vil bare gerne køre en virksomhed med succes, og de hader tanken om, at det er nødt til at være i form af rovdyrvirksomhed. Europæiske firmaer protesterer mod, at de har været tvunget til at medvirke til rovdyrspillet vendt mod deres naturlige handelspartnere, Rusland (spil, game: bytte - rovdyrets bytte).

14.
Den absolut tåbelige og destruktive polarisering mellem det såkaldt politiske højre og venstre bør snarest muligt afgå ved døden. Denne falske og forlorne modsætning (dichotomi) har afholdt mennesker fra at føre egentlige samtaler, udveksle egentlige og kvalificerede meninger og bidrage ligeværdigt med nødvendige komponenter til løsningen af de egentlige problemer i denne Verden. 

Behøver vi at nævne, at denne opsplitning af sund menneskelig meningsdannelse i et usundt og ofte infantilt helvede af tomatkastning, ekskludering, tilsvining, afstumpning, fordømmelse er helt intentionel og har eksisteret i demokratiet fra starten. I et sådant politisk mentalt klima vil der aldrig dannes langsigtede løsninger men kun kortsigtet status quo til gavn for nutidens magtelite. Behøver vi at dvæle længere ved det næsten ufattelige bundskraberstadium, demokratiet på det seneste er ankommet til.

Den forlorne modsætning er i dag irrelevant. Ikke at den ikke stadig findes, men dens eksistens er irrelevant, uddateret, efter sidste holdbarhedsdato. Den vedligeholdes ved kunstigt åndedræt, men også den vil forsvinde. 

15.
Mediekulturen har det på samme måde som demokratiet. Den er dens alter ego, dens spejl. Demokratiets ynkelige forfatning er mediernes ditto. 

Der tales meget om mainstream media. Det er bare ikke mainstream længere, det er syndikaternes, kartellernes, korporationernes medier, for de ejer medierne, og medierne fremlægger udelukkende deres synsvinkel. Det er disse corporate media, der advokerer for intet mindre end 3. Verdenskrig (en lille rask krig til at sætte gang i ...).

Disse medier bør gøres ansvarlige for deres medvirken til FOLKEMORD. Ja, du læser rigtigt. Og dette ord bør igen bringes på banen til at beskrive fænomenet når det forekommer.

*  

Se efterfølgende Et spørgsmål om penge - The Movie

Relevant personsøgning / litteratur / sites:

K. William Engdahl 

J.P. Farrell (gizadeathstar.com)
John Perkins 
Catherine Austin Fitts (solarisreport.com)
Lyndon LaRouche
Webster Tarpley (tarpley.net)
Alexandr Dugin 
Michel Chossudovsky (globalresearch.ca)
Vineyard of the Saker (thesaker.is)

Interviewet med finansmanden er på plads. 
En ny liste vil ankomme herefter.




Kommentarer

Populære indlæg