Krigen ingen aner hvad handlede om

af marco_hanuman, the blogger

Koreakrigen. Hvad ved folk om den? Stort set intet. Spørg dig selv eller lav en hurtig rundspørge. Der vil ikke komme meget andet ud af det end noget med, at Nordkorea blev kommunistisk, og så måtte amerikanerne gå i krig for at forsvare de stakkels sydkoreaneres frihed. Og sådan er det stadig i dag, hvor de har et ondt diktatur, der hele tiden truer hele verden og især de frihedselskende amerikanere med atomkrig. Nåjo, og så var vi på de godes side dengang, og så sendte vi et helt skib derud med sygeplejersker, så Kim Larsen kunne lave en sang om det. 




Seriøst! Det er noget i den stil, der bliver svaret, hvis du spørger 9,999/10.000 i den vestlige verden - bortset fra at ingen andre end danskerne har hørt om den mest velhavende popsanger i DK og sangen om Jutlandia. Men vi vil nu prøve at stikke spaden lidt dybere end endnu en popsang om emnet, og her tænker jeg ikke på Kim, og fred være med ham og hans millioner og finurlige hr. og fru Danmark-pop. Jeg tænker på den mindre harmløse, men bestemt ikke mindre profitable 'popsang' eller salme, skulle man måske sige, som er afsunget om Krigen, ingen aner hvad handlede om. Den har en ubehagelig, men særdeles informativ historie at fortælle om vores egen tid, og vi kan ikke undgå at gå ud af diverse sidespor undervejs for at forstå parallelliteterne.


Hvad rager det os?

Først og fremmest, og lad os lige få det på plads fra starten, HVORFOR er det overhovedet nødvendigt at forstå noget om Krigen, ingen aner hvad handlede om? Svaret er direkte affødt af spørgsmålets formulering. Når vi ikke ved, hvad noget handlede om dengang, så ved vi ikke, hvad det samme handler om, når vi ser det ankomme igen. Uhyre simpelt, totalt indlysende, hvor svært kan det være!? Det er åbenbart så ufatteligt svært for de fleste at forstå det. Jeg hører ustandseligt de samme stupiditeter, klicheer og amerikano-propagandistiske neo-koldkrigeriske letkøbtheder om Nordkorea. Nordkorea er et tegneserieland med en tegneseriepræsident ... hvilket selvfølgelig afføder tegneserieagtige talebobler fra alle de nitwits, der forveksler et lille hurtigt karaktermord iført smørret grin med en udtalelse om politik. De ligger lige til højrebenet, de bliver serveret på et sølvfad i soundbites i alle medierne. Ingen, INGEN gør sig den ulejlighed at spørge sig selv om, hvorfor det monstro-hmm-hmm-oh-gosh-golly kan være, at nordkoreanerne hader amerikanerne. DERFOR!



Den krig, der kostede 4 millioner koreanere og 35.000 amerikanere livet, er blevet stående for eftertiden som en sær parantes mellem den 'gode' krig (WW2) og den dårlige krig (Vietnam). God/dårlig også i betydningen PR-mæssigt. For sådan forstår amerikanerne Verden: som de gode og de onde. De har ingen fornemmelse af, at deres egen regering og den måde, deres land har ageret udadtil, kan være andet end den retfærdige kamp for det gode, som det blev etableret via to verdenskrige og dets dualistiske sort-hvide narrativ. Dette underligt hjernevaskede folk lider af en slags national bipolær mentalsygdom, vel i realiteten den form for racisme, som de arvede fra det Britiske Imperiums syn på Verden, internt såvel som eksternt. Englænderne havde deres klassesamfund og deres syn på dem selv som verdens herrefolk (hvilket de så senere projicerede over på nazisterne, det store skraldespandsbegreb for alle de allieredes svinestreger, for det skulle jo ikke hedde sig ...), hvorefter der kun var de gode og de onde tilbage. Og de gode var tegneserieagtigt gode, mens de onde var det stik modsatte.



Koreakrigen var noget med kommunisme - som de ikke forstod - i forhold til demokrati - som de ikke selv havde, selvom de pralede af det. Vi ved, at der umiddelbart efter slutningen på Anden Verdenskrig blev holdt møder i de elitære tænketanke om, hvordan USA fremover skulle legitimere deres militære tilstedeværelse overalt i Verden. Det ville se lidt for dårligt ud, hvis de bare kom væltende uden grund. Nu havde man banket Europa på plads gennem to verdenskrige og havde kunnet omdanne det i USA's billede. Allerede her går det galt i folks verdensforståelse, for de kom jo bare for at hjælpe os. Ligesom med Koreakrigen, ved amerikanere den dag i dag ikke, hvad de lavede i Europa i 1. Verdenskrig. De var der bare.

Amerikanere er meget lidt gearet til retrospektiv selvransagelse. For meget graveri i historien regnes for byrdefuldt. De er et folk, der historisk set for ganske nyligt lod sig rive op med historisk rod og omplante til en helt ny verden. Rodløshed og historieløshed danner i en eller anden udstrækning baggrund for alle amerikaneres selvopfattelse og verdensbillede. De er som folk det ene af vor tids store eksperimenter (kommunismen var det andet), der viser noget om, hvad man kan gøre med massemennesket via social ingeniørkunst. Deres vej frem mod totalitarismen har været anderledes og senere end kommunismens og fascismens, men målet var hele tiden det samme. I dag ser vi de bitre frugter af det projekt. I det omfang, det er lykkedes USA at eksportere deres historie- og rodløshed via deres kulturimperialisme, høster vi alle i dag de frugter.

Og endnu en gang fik amerikanerne andre til at rydde op efter deres krigssvineri.
Det skrev Kim Larsen så en sød sang om.

Efter WW2 sad tænketankene og blev enige om en efterfølgende strategi. Det er her, vi ser dannelsen af de forskellige instrumenter for amerikansk overherredømme. FN var de allieredes redskab for en slags verdensregering i støbeskeen. IMF og WTO var redskaber for amerikansk dominans af verdensøkonomien, finansiel imperialisme. NATO var forlængelsen af den amerikanske besættelse af Europa. Strategien var, at alle krige, okkupationer, interventioner skulle begrundes og retfærdiggøres med, at Amerika som frihedens forkæmper bringer demokrati til Verden. Humanitær Intervention og Responsibility to Protect blev ikke opfundet af Hillary Clinton og hendes neocons - det var allerede på plads i 1946.

Det er i dette dualistisk-bipolære koncept, at vi skal forstå, hvordan det i 50'erne var muligt at retfærdiggøre smadringen af et asiatisk land. Daværende udenrigsminister John Foster Dulles kaldte det 'nødvendigheden af en kristen krig'. Det var CIA-stil korstogsretorik. USA's manifesterede skæbne var at videreføre briternes White Man's Burden, og hovedfjenderne blev udråbt til at være kommunismen og nationalismen.

Interessant makkerpar som fjendebillede, da kommunismen allerede var iværksat af netop briterne og amerikanerne for at ødelægge primært én nation: Rusland. Kommunismen var international i sit koncept og altså i sig selv designet til at ødelægge nationalisme. Interessant også, at nationalisme blev set som fjendtlig for projektet. Der blev aldrig skelnet mellem nationalisme som chauvinisme/jingoisme, en aggressiv nations ambitioner om Imperium og nationalisme som et lands beskyttelse af sig selv imod netop sådanne aggressioner. Viljen til nation blev over en kam udråbt som noget ondt. Altså bortset fra amerikansk patriotisme, men det var ikke selvmodsigende for den bipolære amerikanske no-brainer. Vi genfinder også begrebet i ordet protektionisme. Økonomisk selvbeskyttelse blev omdefineret som værende ondt. Så, problemet med nation var og er, hvis vi skal oversætte det til forståelighed, at det er ensbetydende med nationale stopklodser for det store rovdyrkapitalistiske tag-selv-bord. Vi finder begrebet igen i newspeak-ordet frihandel, det globalistiske begreb for frihed til udbytning.

Nationalisme er grundlæggende set anti-kolonialisme. Det var nationalister, der smed englænderne ud af Imperiets Kronjuvel, Indien. Alle de bleeding heart politisk korrekte venstrefløjere, der kører frem med, at nationalisme er roden til det onde, har lige glemt, at en af deres helte, Gandhi, var nationalist. Nåeh, siger de så måske, men han var jo pacifist! Bullshit, han var ikke-voldelig politisk aktivist og nationalist. Indiens løsrivelse fra Det Britiske Imperium var et 100% nationalistisk projekt. Fat det!

Tag ikke fejl af duen på flaget. Den står ikke for duknakkethed. Indierne valgte en anden måde at afvikle kolonialismen på end nordkoreanerne. Årsag: en uhyre mængde forskelle i kultur og historisk position. Gandhis demonstration af, hvad civil ulydighed kan præstere, er ikke desto mindre et studie værd. Kunne nordkoreanerne have valgt det? Næppe, grundet deres påvirkning fra datidens to kommunistiske stormagter. Et bedre spørgsmål er: kunne de opnå noget ved det i dag?


Den store glemsel

Et verdensbillede, der kan føre til en Koreakrig, kan kun fødes via glemsel. Amerika er født i glemsel af indvandrernes fortid som fattiglemmer i den tidlige industrialismes Europa efterfulgt af en glemsel af det store folkemord mod tomahawksvingende indfødte, efterfulgt af slaveriet og endelig efterfulgt af en dyb glemsel af, hvorfor Verden var nødt til at undergå to verdenskrige. En lignende glemsel blev projiceret over på tyskerne, der via det store skyldkompleks lærte at glemme, hvordan Tyskland oprindelig var blevet sat op af briterne og ved 'håndspålæggelse' var oversmurt med skyld, skam og gæld for hele herligheden. Amerikanerne lærte glemsel ved at blive rykket op med rod og omplantet. Tyskerne lærte glemsel via traumatisering. Russerne skulle lære glemsel via kommunisme. Problemet var, at det store agrare og dybt traditionelle Rusland aldrig rigtig glemte, men gemte. De gik i vinterhi og ventede på, at kommunismen skulle gå over. Og da den så gik over, opdagede de, at de selv samme parasitter som i 1917 endnu engang var ankommet, hvorefter de hyrede en præsident, der sagde NIET!

Der ligger dyb racisme bag både Koreakrigen og senere Vietnamkrigen. Der lå allerede dyb racisme bag briternes angreb på Kina 100 år tidligere (1839-42 og 1856-60) i Opiumskrigene. Og i amerikanernes massakrer mod indbyggerne på de filippinske øer omkr. 1905. Mens vi taler om glemsel, er disse svinestreger aldrig blev glemt, og præsident Duterte var så uopdragen at minde præsident Obama om det for et par år siden, hvilket denne ikke rigtig brød sig om. Amerikanerne har aldrig været i stand til at kende forskel på østasiatere, for dem var de woks og gooks allesammen, skævøjede risgnaskere, undermennesker, om overhovedet mennesker.

En amerikansk journalist, I.F. Stone skrev en bog to år inde i Koreakrigen (1952) med titlen Hidden History of the Korean War. Her røber han et mildest talt besynderligt og bagvendt sprogbrug. Krigen var en kreation af hovedsagelig én mand og spindoktor ved navn William Manchester med tilnavnet Den Amerikanske Cæsar. Han bruger udtryk som truslen om fred, fredsalarmer, anti-freds-offensiv. Stone beskriver, hvordan de amerikanske krigsherrers værste mareridt var, at freden skulle bryde ud! 


Det er just denne form for retorik indlejret i overskrifter,
der danner forberedelsen til en VILLET krig.

Parallellen til i dag er forbløffende, slående. Der sker i øjeblikket fredelige tilnærmelser mellem Sydkorea og Nordkorea, og USA gør ALT for at forhindre det, inklusive at tale direkte om, at atomkrig bør anses som en reel mulighed! Deres værste mareridt i dag er, at konflikten skal finde en løsning, ligesom i parallel-tilfældet Nord- og Sydvietnam. Nordkorea har i et halvt århundrede været selve USA's påskud for militær tilstedeværelse i området, og den medie-stereotyp, som Nordkorea bekvemt har udgjort, har været helt uundværlig for del-og-hersk-konfliktmageren USA. Sydkorea har været et funktionelt besat land med 50.000 amerikanske soldater i landet og en inden-og udenrigspolitik dikteret af USA. Nordkorea fremstilles som en krigsgal atomtrussel, men faktum er, at der peger 2000 amerikanske sprænghoveder mod dem og at landet er som et stort fængsel, en slags Gazastribe i form af et helt land i Østasien. For nylig har man forsøgt at tage livet af dem ved at forhindre deres naboer i at sælge fisk til dem. De er som en stædig middelalderborg, der er belejret. Ingen nordkoreanere har lyst til at leve sådan eller under deres parodi på et regime, men de OG regimet har været tvunget til det som værn mod amerikansk aggression. De blev kommunistiske nationalister for at overleve.



For at vedligeholde propagandaen under Koreakrigen, var General MacArthurs kommandanter nødt til at fremstille de amerikanske bedrifter helt ud af proportion med virkeligheden. De tapre amerikanere udslettede ifølge dem 4600 mand om dagen, altså en hel division i ingenmandslandet syd for Seoul, hvilket ville svare til klimakset ved Stalingrad i WW2. Det blev skrevet i amerikansk presse, at de amerikanske soldater konfronterer 'endeløse horder af asiater' - bemærk igen det darwinistisk-racistiske sprogbrug, der umenneskeliggør fjenden og retfærdiggør blodbadet. Det er så propagandisk løgnagtigt, at selv britiske medier (Daily Mirror) må skrive artikler med titler som Godnathistorier fra Korea. Journalisten Stone viser, hvordan MacArthur levede op til sit rygte om at kunne skabe et godt show. På samme måde, som amerikanerne skabte et godt medieshow ved invasionen af Grenada i 1983 og starten på de løbende Golfkrige startende i 1991.

Så hvad skulle amerikanerne egentlig på det tidspunkt i Sydøstasien? Til ingens overraskelse genfinder vi de tre perverse P'er: Power-Plyndring-Profit. De gamle kolonimagter i Europa var bankerot efter to verdenskrige. England havde mistet sit Imperium, franskmænd, spaniere og hollændere var udmattede, tyskerne var helt færdige. Og Japan, der havde startet den panasiatiske bevægelse som modspil mod britisk imperialisme - se Den hemmelige historie om Østasien - og resten af Verden - var nede med flaget. Hvor havde japanerne i øvrigt deres hemmelige produktionsfaciliteter under WW2? I HungNam (Konan) i Korea. Hovedparten af den japanske hær befandt sig intakt på den Koreanske Halvø helt frem til 2. Verdenskrigs egentlige formelle afslutning i 1953. Så Koreakrigen handler altså også om, at Verden fik at vide, at japanerne havde overgivet sig, og at krigen var vundet. Virkeligheden var en anden. Og hvor blev den overlevende del af Stalins hær standset (pensionister til hest, for de andre var døde mod tyskerne)? På det sted, hvor der i dag findes det demilitariserede bælte mellem Nord- og Sydkorea. Og hvordan blev de standset? Med atomvåben - ja, du læser rigtigt. Japanerne havde atomvåben, som de havde fået af tyskerne. Ikke Big Boy-typen, men mindre atomvåben, dog kraftige nok til at stoppe Stalins hær. Ikke just en del af den officielle historieskrivning. Jf. militærhistorikeren Douglas Dietrich, der som den måske sidste har stået med de fysiske dokumenter i hånden, før han som militærbibliotekar på Presidio Military Base blev sat til at destruere dem.



Masseødelæggelse - den anglo-amerikanske stil

Altså, amerikanernes post-WW2-togt i Sydøstasien var beregnet på at samle tabt tyvegods og afhængighedsforhold op fra de afdankede europæiske kolonimagter. Allerede Winston Churchill havde ved krigens slutning i tankerne at forlænge krigen i Østasien - som briterne bevidst havde forlænget 1. Verdenskrig ved med zionisternes hjælp at bringe amerikanerne ind i krigen, som de havde gjort i 1. Verdenskrig (jf. Chaim Weitzmanns brevvekslinger med Churchill). Og - by the way - WW1 blev reelt set vundet af The Army Flue, den spanske syge udviklet ved kemiske laboratorier i USA og implanteret til Europa via en deling overført til Spanien, og som sammenlagt i alle dens forgreninger tog livet af 100 millioner mennesker i Verden. Ledere i alle lande i Europa kendte dette faktum, i dag er det som så meget andet overgået til glemsel. Men Churchill fik ikke lov til at køre det løb, for englænderne var dødtrætte af hans krige og fyrede ham som premierminister.

Igen en særdeles ubehagelig parallel til nutiden. Den bulgarske journalist Dilyana Gaytandzhieva, der først afslørede, hvordan amerikanske fly med diplomatisk immunitet transporterede våben til terroristerne i og omkring Syrien, har også optrevlet et netværk af private firmaer på kontrakter for Pentagon, der ligeledes med diplomatisk immunitet har oprettet ulovlige forsknings- og fabrikfaciliteter i mere end 25 lande omkransende Rusland, hvor der udvikles biokemiske masseødelæggelsesvåben specielt skræddersyet til lokalbefolkningerne. Vi ved, at det samme fandt sted i Vestafrika, da der udbrød Ebola-epidemi. Disse udbrud, hvoraf der bl.a. har været et i Ukraine, opstår altid i nærheden af disse klassificerede faciliteter, der er betalt af amerikanske skatteydere, uden deres viden og under navnet 'forsvar'. Hvordan kan udviklingen af kemisk-biologiske masseødelæggelsesvåben være forsvar? Det er mildest talt grotesk, at det land, der galper op om masseødelæggelsesvåben her og hisset, er verdens største og nærmest eneste udvikler og producent OG bruger af dette svineri! Vestens medier har absolut mundkurv på imod at skrive om den slags, og den bulgarske journalist blev fyret fra sin avis for at gøre det.



Journalisten Stone's bog fra 1952 beskriver den totale destruktion af Korea nord for den 38. breddegrad. Ikke bare nogle, men ALLE byer blev sønderbombet. Militære mål var ligegyldige, det var selve befolkningen, der skulle rammes, lige som det var den tyske civilbefolkning, der var målet for briternes brandbombardementer i WW2 - som Churchill sagde det, uden at blinke: Dette er ikke en krig mod Nazityskland, dette er en krig mod selve det tyske folk! Det var meningen at sønderbombe hele den nordlige del af den Koreanske Halvø med klyngebomber og napalm og biologisk krigsførelse, der allerede var i brug dengang, og det var først 10 år senere under Vitnamkrigen, at det gik op for den amerikanske befolkning, at det var sådan, at man plejede at gøre det. Det skyldtes muligvis populariseringen af TV-mediet, for det var billederne, der gjorde udfaldet. Alle husker billederne fra My Lay-massakren. Vi må ikke glemme at sige, at USA reelt tabte både Koreakrigen og Vietnamkrigen, for befolkningen overgav sig ikke, på trods af ødelæggelserne. Vi bør i samme åndedrag konstatere, at de er ved at gentage fiaskoen i Afghanistan, ligesom de gentog den i Syrien. Og Libyen, der blev udråbt til en succes for smadremændene, er ovenikøbet ved at rejse sig igen.

USA er altså på regulært plyndringstog i Østasien, et lavpandet, afstumpet og forbryderisk formål forklædt og indpakket som humanitær velgørenhed og forsvar for det højhellige demokrati. Som briterne før dem, havde de udsigter til mega-profitter alene med opiumshandel, der fra 1949 blev kontrolleret af CIA fra Shanghai. Senere under Vietnamkrigen fløj CIA's American Airlines hver dag tonsvis af opium fra Den Gyldne Trekant, Laos, Cambodia, Vietnam, og heroin videre til Europa og USA. I dag gør de det samme i de Gyldne Bjerge i Afghanistan. I Syd- og Mellemamerika gjorde de det med cocain - bare spørg Bill Clinton. Spørg ham også om en anden 'glemt' krig for nylig, Kosovo, landingspladsen for heroinen fra Afghanistan, og USA's største militærinstallation i Europa.


The war against Peace

Koreakrigen tjente også som etablering af det militærindustrielle kompleks, den disproportionelt forvoksede og nu forslugne kæmpebaby, der var produktet af WW2, og som krævede noget at tage sig til. Krigen mod kommunismen var en fake war, ligesom hele Den Kolde Krig var. Vi kan sige det med allerstørste sikkerhed, alene af den grund, at kommunismen er en britisk amerikansk opfindelse finansieret af Wall Street i form af Den Russiske Revolution. Ligeledes var Mao Tze Dong og den kinesiske revolution en operation med fuldt overlæg fra den globale finanselite. Mao var Yale-scholar. David Rockefeller roser maoismen til skyerne. Nanking-massakren smurt af på japanerne var en CiA-maoistisk operation udført af terrorister forklædt som japanere - mens man sad og forhandlede fred i et skib. Man var 'bange for at freden skulle bryde ud'. 


Manden til venstre skal efterhånden passe på, hvis han ikke skal ende som lige så stor en kliché som manden til højre. Og ja, vi kan sige alt muligt om, at Trump nu er blevet indhentet af TheDeepState, hvilket han uden tvivl er. Bliver man ikke det som amerikanske præsident? Spørgsmålet er, om det nytter noget at undskylde ham med det længere? Manden er blevet en udenrigspolitisk katastrofe. Og ja, vi skal huske at sige Mattis og Tillerson og en hel stribe andre navne. Vi skal også nævne, at han trods alt ikke har startet nogen NY KRIG som Bush og Obama - endnu. Iran står på listen.

USA havde i længde svært ved at skjule, at der var indbygget et konstant element af racisme i deres krige. Da Muhammed Ali nægtede at lade sig udskrive som soldat i Vietnamkrigen, var det med begrundelsen, at hans fjender ikke var mørkhudede vietcongs, men lyshudede warmongerers i hans eget land. Den russiske filosof Alexandr Dugin beskriver et af neo-liberalismens hovedtræk som netop racisme. Krigsmagerne tabte meget på hjemmefronten ved ikke at kunne skjule, at de førte krig ude i Verden mod en masse folk af anderledes hudfarve. Under Truman var apartheitstyret stadig ikke afskaffet i USA. I dag er det privatiserede fængselsindustri i USA overbefolket med mørkhuder, der gratis udfører slavearbejde for systemet.

Den seneste trend er nu, at magteliten - på samme måde som de dengang trak demokratikortet op af lommen og se hvor hellige vi er, nu trækker det politisk korrekte anti-racismekort op med black lives matter og lignende klamt. Deres hykleri kender ingen grænser. Hvis det var kommunismen, der var hovedfjenden, hvorfor bedriver de så kulturmarxistisk korrektheds-tyranni? Svaret er selvfølgelig: fordi det virker, og fordi de selv skabte det.

Den mest direkte parallel til Korea og Vietnamkrigen er i dag Afghanistan. Et af dagens nyhedsbreve 27.01.18 fra min utrættelige kilde til info om geopolitik (han plejer at sende 5-6 stykker om dagen), Claus Spenster, skriver, at Turkmenistan lige har inviteret det russiske olieselskab Gasprom til et samarbejde. Landet har nogle af verdens største olieressourcer. Invitationen går på deltagelse i TAPI-ledningen, der skal føre olie helt til Indien. Problemet er ustabiliteten i Afghanistan. Der skal først bringes ro på her. Det ved amerikanerne godt, så de optrapper deres konflikt i Afghanistan, og den - må man efterhånden konstatere - udenrigspolitiske katastrofe, Donald Trump, sender yderligere 1000 special forces til landet til de i forvejen 15.000. Amerikanerne angriber det kinesisk-russiske One Road, One Belt-projekt, altså den nye Silkevej. Den energi og de ressourcer, amerikanerne kunne have brugt på at genopbygge den produktionskraft, som de har tabt til bl.a. Østen, bruger de nu på at ødelægge det for andre - samt at forsøge at forhindre andre = hele Verden i at få at vide, hvilke bjerge af svinestreger indtil videre, de hviler deres fede røv på.

USA's nationale IQ rammer nye dybder på skalaen. Vestens oligarki lever i sin helt egen afstumpede verden, i en mental tidslomme fra midten af 1800-tallet, som forsøges opretholdt langt ud over dens sidste salgsdato.

*

Kilder: Dr. T.P. Wilkinson, artikel på Global Research, 18.09.14
Claus Spensters geopolitiske nyhedsbrev
Joshhua Blakeney: Japan Strikes Back
Douglas Dietrich: Kompilation af flere radioforedrag
I.F. Stone: The Hidden History of the Korean War

Kommentarer

Populære indlæg