Den Ny Kronologi




af marco_hanuman, the blogger 


Historie er uden sammenligning den mest forvirrende og forvirrede videnskab indenfor videnskaberne. Og det i en grad, så vi ind imellem nærmest må afskrive historie som videnskab overhovedet og flytte bøgerne over til hylderne reserveret til mytologi og fiktion. Samtidig kan vi begynde at støve de gamle mytologier af og læse dem som faktisk historie. Det er højest mærkværdigt!




Indledende overvejelser

Når man begynder at gå i kødet på diverse hovedkapitler og klimaks i den nedskrevne og accepterede historieskrivning, viser de sig at være alt fra lettere skumle, upræcise til direkte forfalskede. Hvad der bliver studeret som et videnskabeligt fag på universiteterne, doceret for skolebørn som pensum, populariseret i History Channel og solgt i kioskerne som tidsskrifter med farvebilleder og i det hele taget accepteret bredt hele vejen ned gennem hovedgaden, viser sig at være befængt med politiserede skrøner. Javist, kiosklitteraturens populærvidenskab krydres hele tiden med, at nu er historikerne kommet op med nye beviser for ... det vi godt vidste i forvejen. Eller også har de fundet lige netop de manglende brikker, der leverer et par pikante, men i det store hele ubetydelige brikker til den hidtil ukendte historie om, hvorfor Christian IV's hvide hest i virkeligheden ikke var hvid. Altså harmløs revisionisme, anekdoter, udpenslinger af mainstream accepta eller også en eller anden heldig eller smart historikers lykketræf af et fund, der kan udfylde et hul i helheden. 

Det er uhyre sjældent, at der bliver gået til stålet ved at anfægte præmisserne. Det kan selvfølgelig skyldes, at hele historien er korrekt, og at det bare handler om at tilføje detaljer og uddybe det i forvejen eksisterende kompendium. Det kan også skyldes, at omfanget af det historiske bedrag gennem århundrederne, og faktisk gennem årtusinderne har antaget en dimension, der overstiger de flestes formåen. Det er simpelthen for stort. Historikere har skrevet videre på kilder, der er skrevet videre på kilder, der ... men stop lige et øjeblik, for hvad nu hvis den primære kilde er fuld af løgn. Eller hvad nu, hvis den primære kilde ikke findes, men blot en afskrift af den, og hvad kan der være sket i mellemtiden?

Det er selvfølgelig ikke muligt ej heller ønskværdigt at tilsidesætte historieskrivning. Den er vigtig, alt for vigtig, og mange historikere har gjort et stort stykke arbejde, de har som minimum gjort deres bedste, eller hvad de anså for at være deres bedste. Så hvorfor er det ikke godt nok? Det er det ikke, fordi historikere bare er videnskabsfolk, og netop videnskabsfolk har ofte svært ved at forstå, når andre interesser, særlige interesser blander sig i deres skriverier. Herregud, de vil jo bare gerne bladre i gamle bøger og skrive ud og hjem om dem, så lad dem da gøre det, og giv dem nogle penge for det, giv dem en karriere, giv dem eventuelt anerkendelse og endog berømmelse. Eller tag det hele fra dem og lad dem forfalde i frustreret elendighed efter livslang forberedelse til en position i det akademiske parnas. Historikerne lukker øjnene, når deres videnskabsfelt bliver politiseret. De beskriver gerne og ofte krigsherrernes gloriøse bedrifter og udelader velvillig eller i det mindste nødtvungent det, der eventuelt kunne kompromittere det gloriøse narrativ. De bliver til Imperiets skriverkarle.

Men disse tider er ganske særlige. De er Apokalypsis, afsløring, tæppefald, slutspil. Alle bedrag kommer for dagen, således også Historien med Stort H. Og her skal der selvfølgelig passes på, for der kan godt slippe noget naturgas ud, der ikke bør indåndes. En ny form for bedrag kan opstå eller implanteres for at forlænge det oprindelige en tid endnu. Bedraget og dens vedligeholdere ønsker ikke, at hverken det eller de skal afsløres, så bedraget prøver at reparere sig selv med helgarderinger. Heller ikke dette vil være bæredygtigt i længden. Afsløringen vil ikke ske på én gang og i én portion, men i mindre bidder. Fair nok, det hele skal fordøjes, det tager tid, det tager generationer. Lige nu går det bare stærkt, og der er dårligt tid nok til at spænde sikkerhedsbæltet.

Selve den bedrageriske historie er selvfølgelig vigtig at få styr på. Men samtidig må der spørges til, hvad bedraget dækker over, hvilken historie, der IKKE måtte komme for dagens lys, siden der blev lagt så mange kræfter i at forhindre det og kreere et surrogat. 



Et indspark fra sidelinien

Anfægtelsen af mainstreams narrativ om historien ankommer ofte fra uventet hold. Måske fra en helt anden videnskab end historieskrivning. Således i tilfældet Anatoly T. Fomenko, en russisk matematiker, der i 1970'erne undrede sig over, at de historiske optegnelser af månefaser var ustabile i visse perioder, især gik det galt i en periode mellem år 800 f.Kr til middelalderens år 1000. Fomenko brugte to hovedkilder som afsæt for sit projekt - han vidste på det tidspunkt ikke, at hans matematiske studier skulle bringe ham ud i et historisk-revisionistisk projekt af de helt store - den ene var den amerikanske astrofysiker, chef for NASA's computercenter, Robert Russell Newton. NASA arbejdede på et projekt med navigation i rummet - og hvis du er flat-earth-fladpande, så hiv stikket ud her og pil næse i baglokalet, eller hvor du ellers piller dig - der bl.a. byggede på alle kendte historiske optegnelser af måneformørkelser, altså historiske krøniker, der opregnede sådanne. 370 af sådanne måneformørkelser var optegnet indenfor kendt tid. Ved hjælp af computerprogrammer kunne disse helt regelmæssige fænomener understøtte beregningen af månens eksakte bevægelse om Jorden. Forresten, hvis du yderligere tilhører de mentalspassere, der tror, at ingen har været på månen, men at det BARE er Stanley Kubrick, der har været der, så join fladpamperne i baglokalet, så kan I gokke den af sammen. Og ja, selvfølgelig har Kubrick deltaget i et cover-up projekt af, hvad de egentlig fandt på månen, og kineserne har lige ladet det hele hænge ud for at provokere amerikanerne. Spørg Richard Hoagland om Moon Rabbit. Og kan vi så komme videre?

Fomenko, og før ham R.R. Newtons beregninger - hvilket herligt navn for en 20. århundredes astrofysiker - påviste, at månen i en 1800-årig periode begyndte at køre hurtigere end forventet rundt om Jorden. Newton tilskriver det en ukendt faktor, der så rent faktisk får månen til at løbe stærkt og bagefter pludselig får den til at køre normalt igen. Fomenko går i en anden retning. Først og fremmest afviser han med begge ben på Jorden, om vi så må sige, at der ikke findes påviselige fysiske love, der tillader den slags slinger i valsen. Det britiske Academy of Science forsøgte i 1972 ved en konference at løse problemet, men floppede. Newtons beregninger var tilsyneladende korrekte, men hans konklusioner var ubrugelige og briterne var uduelige. 

Fomenko var også stødt på en anden russisk videnskabsmand ved navn Nicolai Morozov, der mente, at de gamle optegnelser af måneformørkelser var ukorrekte og burde korrigeres. Han havde publiceret sine resultater i et 7-bindsværk ved navn Christos, altså Kristus, hverken mere eller mindre! Morozov flytter de optegnelser, der er gjort af måneformørkelser i antikken til den tidlige middelalder! En ganske enorm ommøblering af tidsregningen, må man sige. Ved at kombinere Newtons algoritme med Morozovs algoritme blev der genskabt en fuldstændig konstant tidslinie med den urværksagtige præcission, som månen nødvendigvis må besidde. Altså: de gamle krønniker i den form og transskription, de er overleveret til eftertiden, er forkerte. Hvordan kunne noget sådant finde sted?


Det er kendt, at den overordnede systematik bag historisk datering blev leveret af en fransk filolog og kommentator af gamle tekster ved navn Joseph Scaliger, en sproglærd jesuit, i anden halvdel af 1500-tallet sammen med en anden jesuit ved navn Petavius. Sproglærd og sproglærd ... ved nærmere eftersyn viser det sig, at jesuitten Scaliger havde en vis tendens til at digte i sine oversættelser og kommentarer. Han omskriver simpelthen de bøger, han læser. Dernæst tilbyder han en kronologi baseret på sine omskrivelser af tekster fra antikken. Han var, hvis man skulle stille en diagnose, et slags mentalforstyrret sproggeni fra renaissancen, der enten selv troede på sine fantasmorgasmer eller også som jesuit var programmeret til det og var på en mission. Det ene udelukker ikke det andet, men med kendskab til netop jesuitternes intrigante og manipulerende taktikker og agenda, deres funktion som kirkens Gestapo eller CIA, må det stærkt antages, at d'herrer Scaliger og Petavius udmærket vidste, hvad de gjorde. De havde fået et opdrag.

Historikerne kom straks op af stolen, med forargelse over, at en matematiker vovede at blande sig i datering af historiske events, hvilket var noget, som DE havde patent på ifølge DERES historiske metode. Fomenko blev i det mindste ikke ignoreret, men debatteret. Han havde ramt et ømt punkt. Historikerne var ramt af deres egen dobbeltstandard. De har altid holdt af at underbygge deres dateringer med astronomiske = matematiske målinger = rigtig videnskab, for humaniora har altid haft kvababbelser med at legitimere sig selv som videnskab.



Mellem 1973-80 udviklede Fomenko sin metode til datering. Det meste af tiden helt alene, men senere sammen med andre (Gleb Nosovsky, Vladimir Kalashnikov, hans kone Tatiana, i Tyskland Eugene Gabovitch), hvorefter arbejdet tog fart. Metoden er matematisk og præcis og tillader et tjek på alle historiske dokumenter, optegnelser, kort og biografier fra dynastierne. Ved hjælp af metoden kan alle dokumenter underkastes en krydsrefererende rigorøs analyse. 

Se Chronologia.org. På dette uhyre omfattende site findes bl.a. en hel online-bog ved navn How It Was In Reality, hvor en fremlæggelse af hele projektet finder sted. Der er læsning til de lange, sibiriske vinteraftener. Der findes også et galleri for Fomenkos grafik, der er fremragende! Manden er en kunstner. Hans hjerne er matematik, der transcenderer til kunst - kreativ matematik, når det er bedst. Startbilledet på bloggen stammer derfra.


Metoden

Hændelser beskrevet i historiske dokumenter kan være fra forskellig tid og sted og alligevel handle om det samme. Er det muligt og hvordan? Og selvom man kan have en mistanke, kan det være svært at bevise. Vi kan være belastet af barndommens stereotyper og have svært ved at tilnærme os objektivitet. Fomenkos matematiske analyse kan påvise, hvordan tekster adskilt i tid og rum, og uden umiddelbare ligheder, kan være ganske tætte på hinanden. Ligesom det er muligt at sammenligne profilen på to nøgler fundet forskellige steder og ikke har deres lås at prøve dem på, er det muligt at profilanalysere tekster på samme måde. Alle konkrete parametre kan indgå, kapitler, afsnit. linier, ord, antal tegn, antal år, måneder og dage, de beskriver, osv. Disse kan beskrives i kurver, der danner tænder eller bjergtoppe kaldet lokale maxima. Metoden kaldes derfor korrelation af lokale maxima

Metoden er afprøvet på historiske dokumenter, som man er sikker på beretter om den samme hændelse, og der viser sig en tydelig korrelation. Hvis dokumenterne beskriver forskellige hændelsesforløb, vil kurverne være ude af sync. Det interessante opstår, hvis tilsyneladende og formodede urelaterede dokumenter om forskellige hændelser i forskellige tidsperioder pludselig viser sig at give ens udslag. Her kan der være tale om fejldateringer af dokumenterne. Historisk materiale kan være genbrugt og forskudt i tid. Navne og steder kan være omdøbt. Vi har ved tidligere lejligheder set på historien om Jesus og sammenlignet med de arthuriske legender, Josephus's beskrivelser og beretninger om skikkelser i samtiden, der ikke før er sat i forbindelse med den besynderlige historie om Kongen, der forsvandt fra verdenshistorien. Og ophavsmanden til denne opdagelse, Ralph Ellis, har ikke brugt Fomenkos matematiske metode, men blot sammenlignet de samme parametre på måder, som historikerne BURDE have gjort for længst, men er gået udenom af forskellige årsager. Vi ved fra netop uafhængige og modige forskere som Ellis allerede en hel del om, at der er - om vi må være så frie at sige: totalt ged i historien på væsentlige og ømtålelige punkter. 



Man kan allerede bringe sig på sporet og i skudhøjde, hvis man spørger: hvilke hændelser i historien viste sig bagefter at få afgørende betydning for forandring, omvæltning og retning i historien? Disse hændelser vil være de mest sandsynlige mål og ofre for unøjagtighed, hvis vi skal sige det diplomatisk, eller forfalskning, hvis vi skal være uforskammede. Der er måske tale om politisering af hændelser til fordel for omvælterne. Hvis omvælterne ovenikøbet har været et velhavende maskineri som fx Romerriget, så har de kunnet købe, befale og organisere sig fra en konfiskering og/eller destruktion af oprindelige kilder og en syntetisering/erstatning med et andet sæt. 


Kortkunster

Gamle kort kan fortælle meget interessante ting. Et kort er blot en repræsentation af menneskers syn på steder i Verden på et givet tidspunkt. På et tidligt tidspunkt havde folk måske et primitivt billede af verdenskortet, selvom også det kan drages i tvivl. Men lad os bare antage det. I takt med at havene blev besejlet og landmasserne gennemtrevlet af handelsruter, krige og folkevandringer fandt sted, så blev kortene mere og mere præcise og detaljerede. 



I et sjældent kort fra 1522 ser Verden noget anderledes ud. Grønland er en lang halvø, der forlænger den nordlige del af Europa med noget, der ligner en mammutsnabel (bemærk den lille elefant, der står for enden ...) Allerede Cornelius Nicholas' kort fra 1598 er langt mere præcist. Der kan selvfølge være tale om, at det tidligere kort, ligesom Piri Reis' berømte kort, er en kopi og aftegning af langt tidligere kort, som var opbevaret over tid i Byzans og senere sluppet løs en gang efter det 4. korstog og Columbus' rejser. 

Fomenko og Nosovsky tilbyder en præcis metode til at datere kort, en kortkode, der bygger på en nøjagtig beskrivelse af kortet vertikalt og horisontalt. Alle parametre skal beskrives inklusive forvrængninger og abnormaliteter i forhold til de faktiske kartografiske linier på det formodede tidspunkt for kortets skabelse. Jo nyere kort, des mere præcis - bortset fra de anormaliteter som fx Piri Reis' kort, der præcist aftegner Antarktis under isen. Men så er vi ude i reminiscenser fra en tidligere, glemt civilisation, hvilket der mere og mere tegner sig et billede af som en mulighed. Men generelt blev man bedre til at tegne kort på den tid, så, uanset et helt andet og endnu større scenarie, er der tale om en målelig progression indenfor kortkunst.

Man kan kort fortalt - sorry ... sige, at kurven gennem senmiddelalderen og til i dag udviser en helt jævnt faldende kurve for upræcision (en lidt bagvendt måde at sige det på, men sådan aftegnes det på Fomenkos kurver). Det samme kan ikke siges om de kort, der er dateret til den kritiske periode, hvor der også er vrøvl med måneformørkelserne, altså fra ca. 1000 f.Kr. til år 800-1000. 



Her bliver det interessant. Ifølge Fomenkos test, placerede det berømte kort tilskrevet Ptolemæus fra år 200 f.Kr sig i 14-1500-tallet. Forståelsen af verdensgeografien hos Ptolemæus er den samme som på Columbus' tid. Hesiods og Euklids kort fra 5.-3. århundrede f.Kr forskød sig til 11-12-hundredetallet. Peutingers kort fra det sene Romerrige hoppede op i 1400-tallet. Det virker altså, som om folk engang har haft detaljerede og avancerede kort, en kunnen, der pludselig forsvandt til fordel for en langt mere primitiv og næsten barnlig stil. Altså noget, der kun ville være muligt, hvis en stor katastrofe fandt sted, hvor civilisationen skulle opbygges fra et lavere niveau. Men en sådan fandt ikke sted på dét tidspunkt.


Skyggeimperier

Historikere ansat hos konger og herskere har altid haft for vane at nævne fjerne forfædre sammen med den siddende regent for at danne en konstans for dynastierne over tid. Fomenko indkodede alle væsentlige oplysninger om konger/kejsere, militære ledere, religiøse ledere i sine skemaer. Derudover alle beskrevne forekomster af død, naturkatastrofer, astronomiske fænomener, krige, sammensværgelse og andet, der knytter sig til den pågældende skikkelse og vedkommendes regeringstid. Med dynastiernes ledende figurer kan hele dynastiet kortlægges, fx en arvefølge af 20 regenter over tid. 



Når forskellige dynastier dermed er kortlagt, kan man få et såkaldt flow af formkoder. Den første leder af ét dynasti kan sammenlignes med første leder af et andet dynasti og videre op gennem tid. Et dynasti får hermed et præcist fingeraftryk, dets historie er blevet kvantiseret til matematisk-logisk sammenligning. Metoden svarer til at tage fingeraftryk eller dna-profil på et menneske. Det kan ikke forfalskes på samme måde som ansigtstræk, navne, forklædninger m.m.

Her sker der det besynderlige, at Byzanz mellem 602-1448 danner den samme kurve som England 865-1327. Kongeriget Judah -600-0 danner nøjagtig den samme kurve som det Østromerske Rige -300-700. Det samme med middelalderens Hellige Romerske Rige -900-1300 og det middelalderlige Habsburgske Rige -1200-1650. Statistisk set er chancen for en så nøjagtig lighed mellem to Imperier 1:100.000.000.000. Fomenko og hans team har fundet et par dusiner af disse fantomdynastier. Det vil med andre ord sige, at fantomet ikke fandtes på andet end papir. Skriverkarle havde enten været der på bestilling, eller også fandtes der to dokumentationer af samme dynasti, som grundet sprogvanskelligheder blev fortolket som to forskellige dynastier. 



Den første mulighed er, hvad den er. Den kan korrigeres, og selv historikere vil kunne overtales til at medvirke dertil. Altså bortset fra, at hele deres system ville falde fra hinanden. De har nedarvet en fejl, som de har bygget videre på, og de vil ikke gerne tabe ansigt ved at indrømme, at de måske har sovet lidt i timen. Men i princippet burde de kunne overtales, måske især yngre historikere, der ikke har en hel hyldemeter publikationer bag sig. Altså måske, for de skal jo til at skabe sig en karriere, og hvis de lægger ud med at være for kontroversielle, så ... Men hvad så med ældre historikere, de har jo ikke noget, de skal bevise? Videnskabsfolk er desværre meget forfængelige, og indrømmelser på deres gamle dage ville jo ødelægge deres eftermæle. 

Det er forklarligt, at historikere i ét land kunne finde på at beskrive hændelser i et andet land med andre navne. Når senere historikere skal prøve at danne sig et overblik over fortiden, må de samle de forskellige krønniker, der er tilgængelige. Hvis person- og stednavne er forskellige, må det vel dreje sig om forskellige dynastier. Og da der ikke er plads til mere end ét dynasti på samme sted og tid, må de fordeles over tiderne. 

Den anden mulighed er noget mere seriøs og betændt. De to årtusinders forskydninger skyldes, at der af særlige politiske grunde i middelalderen og renaissancen altså mellem år 1000-1600 blev iværksat et storstilet projekt for forfalskning. En hel række virkelige hændelser fra Middelalderen blev kopieret, omdøbt og omskrevet og sendt tilbage i tiden. De blev posthumt lands- og tidsforvist. Den tyske historiker, Eugene Gabovitch, der arbejder med Fomenko-Nosovsky-metoden, siger direkte, at 'han nærer et stort håb til, at vi via metoden kan bringe de filologiske og ideologiske løgne om fortiden, der ikke beskriver fortiden, men i bedste fald er en slags fantasifortid til selv at blive en del af fortiden'. Man ser det for sig: Et museum/mausoleum for fejlslagen eller forfalsket historieskrivning. 



Jo længere væk i tid, des mindre opmærksomhed. Det er ligesom folk, der starter med at skrive dagbog i skolen og fortsætter ind i voksenalderen. I skolen står de samme kammeraters og søskendes navne på hver side, men når de bliver voksne, får uddannelse, flytter sted, danner familie osv., forsvinder navnene eller bliver mindre hyppige. Ude af øje er ude af sind. Kronikørerne i dynastierne har forsøgt at være nøjagtige med beskrivelsen af deres egen tid. Historieskrivning i forhold til datering i perioden 1600-1850 er derfor stort set, hvad den giver sig ud for. Selvfølgelig vil den siddende kejser stadig gerne have fuld opmærksomhed, men der kan stadig sammenlignes med andre kilder fra andre dynastier. Især det Britiske Imperium er i stigende grad grebet i at forfalske deres historie. Men hvis man bevæger sig udover den periode, begynder tingene at skride. 

Den russiske filosof, skribent og logiker Alexandrovitch Zinoviev siger: Da jeg læste Fomenkos bog, var jeg chokeret og følte for første gang i mit liv, at jeg var vidne til en stor videnskabelig opdagelse. Vitali Sundakov, journalist og rejsende, sammenligner Fomenko med Giordano Bruno eller Galileo. 
Statuen af Bruno på Campo de' Fiori i Rom, hvor kirken og inkvisitionen skar hans tunge ud og hængte ham. 400 år senere forlangte italienerne hans helgenkårelse af Kirken.

Metoden har selvfølgelig store konsekvenser for historien i forskellige områder. For Europas og Asiens vedkommende, er den blevet forlænget. I Rusland er den blevet forkortet. De hidtidige resultater af metoden i anvendelse er så omfattende, at det tog Fomenko 7 tykke bind at beskrive med titlen: Historie - videnskab eller fiktion? Altså endnu et 7-bindsværk, som ovenfor nævnte Nicolai Morozovs Christos, der var et af afsættene for Fomenko.

Det er alt for omfattende at gøre rede for her. Omfanget af projektet er ENORMT! Ganske antydningsvis, så forsvandt bl.a. det største Imperium nogensinde fra verdenskortet og historien. Det bar navnet Tartaria, og kort fra 15-1600-tallet viser helt tydeligt et kæmpe sammenhængende rige, der omfatter både Rusland og Kina, altså nærmest hele det tempererede Asien. Til gengæld opstod skyggeimperier. Hvorfor er dette udeladt af historieskrivningen? På sigt - ikke i denne omgang - bliver det også nødvendigt at gå i dybden med, hvem der udførte bedraget - bortset fra skriverkarlen Scaliger og co., men det var hverken ham, der startede eller bestilte arbejdet, han ydede blot et væsentligt bidrag. Hans umiddelbare opdragsgivere, jesuitterne, opstod heller ikke ud af intet, husk Loyolas maniske besathed af korsfarerdrømmen kombineret med en overmenneskelig/umenneskelig selvdisciplin. Forbindelsen mellem jesuitterne og venetianernes De 10's Råd er etableret af Joseph P. Farrell. Det jødiske fingeraftryk er tilstede, da alle generaler for Society of Jesus har været kryptojøder. Igen er det vigtigt at spørge: hvilke jøder, og ikke bare jøder over en kam. Så vi har hermed - for at gøre antydningen kort - en forbindelse helt tilbage til Babylon som minimum 5. århundrede, hvor Kabbalah opstod på twistede fragmenter af den babyloniske magi, hvis oprindelse fortaber sig i det historiske Abyss og en formodet tabt højkultur.



Den flittige, fascinerende, omend lidt newage'ede, videoblogger, en kvindelig, russisk amatørforsker, har under pseudonymet Newearth på en YouTube-kanal dynget en masse materiale op baseret på Fomenkos værk.

I stedet for at prøve at komprimere, vælger vi et case study, der viser metoden i praksis - bortset fra matematikdelen, der er alt for nørdet til at formidle. Det betyder selvfølgelig, at der er noget at komme efter i kommende blogs.


Case study: Jerusalem - Moskva

Jerusalems ødelæggelse står beskrevet i Ezras Bog i Det Gamle Testamente, og ifølge den, blev den jævnet med jorden af den babyloniske konge, Nebukanedzar. Her starter også det jødiske folks babyloniske fangenskab. Det fortælles også, at byen blev genopbygget 70 år senere. Det fortælles bare ikke, hvorvidt den blev genopbygget på samme sted. 



Der findes mange udgaver af Biblen. I nyere versioner står der hos profeten Nehemias, at murene om Jerusalem blev repareret. Men i gamle versioner af samme skrift står der, at murene blev opført, som man ville beskrive opbygningen af en by fra grunden. Så, hvor blev byen genopbygget? Det står der ikke noget om i Bibelen. Her kommer Fomenko og Nosovsky ind i billedet. Udsagnet og konklusionen er temmelig overraskende og, indrømmet, umiddelbart en anelse svær at sluge. Det viser sig, at Nehemias Bog beskriver opførelsen af Kreml i 1500-tallet! Altså hele metoden går i sving overfor Nehemias Bog, hvilket flytter den til 1500-tallet. Der kan kun være tale om én eneste opførelse af en større hellig by på det tidspunkt, og det er Kreml. Allerede denne datering er en forandring af dateringen af Kreml, for historikere har placeret den 100 år før. 

Her er det selvfølgelig vigtigt at huske, at Fomenko og Nosovsky aldrig har interesseret sig for ideologisering af historien, og der er velsagtens ingen by i verdenshistorien, der har været udsat for så meget ideologisering som netop Jerusalem - det bliver ved for fulde gardiner den dag i dag. At associationen med Kreml selvfølgelig vil blive forsøgt ideologiseret, hvis opdagelsen bliver studeret i videre kredse, er der til gengæld ingen tvivl om, og der kan sagtens tænkes at være elementer af det i de løbende absurd-groteske spindoktorier, som amerikanere og zionister fyrer af mod Rusland og deres præsident for tiden. Vi kan bare forestille os alt fra Netanyahu til NeoCon-slænget i Washington rulle med øjnene ved tanken - Kreml som det Nye Jerusalem! 



Det er selvfølgelig antaget, at Nehemias Bog er forfattet længe for år 0. Så hvad har det at gøre med en hændelse i 1500-tallet et helt andet sted? Det har at gøre med bygningen af Kreml, der er selve befæstningen Moskva. Det blev antaget af historikere, at den blev bygget i 1400-tallet, men at den nedbrændte og måtte genopføres af Ivan den Grusomme. Men Fomenko og Nosovsky skyder den i sænk og konkluderer, at Ivan byggede byen og dens murværker fra bunden 100 år senere. Kreml har to murværker, og det er generelt accepteret, at de ydre mure er fra 1500-tallet. Indbyggerne i byen måtte altså vente 100 år på, at deres by var sikret mod angreb i en periode, hvor der var angreb fra khanerne fra Krim. Endnu 100 år måtte ovenikøbet gå, før den tredje mur blev opført. Lederne af Ruslands hovedstad havde altså ikke forstået vigtigheden af det dobbelte murværk, der var nødvendig standard på den tid for at forsvare en vigtig by? Det er næppe sandsynligt. Moskva blev aldrig angrebet, selvom den ville have været et nemt bytte. Den må afgjort være opført med tredobbelte murværker fra starten, ligesom Byzans. 



En østrigsk diplomat ved navn Herbastein besøger Moskva i 1400-tallet og tegner et detaljeret kort over byen. Problemet er, at hans kort på ingen måde ligner Moskva, bortset fra beliggenheden ved to floder. Forklaringen er simpel, Moskva var overhovedet ikke bygget på det tidspunkt. 

Bibelens Gamle Testamente er formodet skrevet for mere end 2000 år siden. Hvordan kan Nehemias så beskrive bygningen af Moskva 2000 år senere? Den moderne version af Bibelens påståede gamle del er først på plads ret sent. Det fører selvfølgelig til et par hovedrystende spørgsmål om, hvornår Det Nye Testamente så er skrevet, altså, om vi skal bytte fuldstændig rundt på det hele? Eller om vi skal splitte Det Gamle Testamente op i det, som det egentlig er: en bogsamling, en antologi, hvor kapitlerne/bøgerne er fra vidt forskellige perioder. Det er de uden tvivl i forvejen, for de første 5 bøger, Toraen, mosebøgerne, har hele kapitler afskrevet og omskrevet fra sumeriske kilder. 

Før 1500-tallet fandtes der ikke en samlet kanon, en autoriseret samling af det, vi i dag kalder for Bibelen. Det Nye og Det Gamle Testamente var ikke samlet. I statsarkiverne i Moskva findes der omkr. 500 slavo-bibelske manuskripter fra det 9. til det 13. århundrede, med enkelte tekster, evangelier, salmer, åbenbaringer osv., men der findes ingen Bibel med stort B. Det Nye Testamente indeholdt flere bøger end i dag og det Gamle Testamente indeholdt færre, hvoraf nogle af dem optræder for første gang. Der blev med andre ord skrevet videre på Det Gamle Testamente i 1500-tallet! Noget som teologiske historikere i Vesten ville korse sig over at høre og højlydt protestere imod, og hvilken formastelig helligbrøde at påstå ... og jeg skal gi' dig, ska' jeg! 

Lidt bibelkronologiske noter: Den første trykte Bibel i Rusland udkommer 1581. Til sammenligning udkom King James' Bible først 1611. Den Katolske Kirkes officielle kanon-udgave af Bibelen er fra 1545 ved Trenterkoncilet, altså modreformations-forsamlingen provokeret af Luther (1517) og Reformationen. Husk i den forbindelse, at Loyola skriver sine meditationer i 1548, og at Scaliger og Petavius starter på deres Magnum Opus med at forfalske historiske dokumenter fra 1560-70'erne. I Grækenland må de vente 300! år på deres bibel, der først ankommer i 1800-tallet.


Teologer og teologiske bibelforskere - vi kan jo ikke have ordinære historikere til at fucke dette felt op, så, der er ganske særlige historikere ansat til det - kan ikke gøre rede for, hvorfor Bibelen først bliver samlet så sent. De kan heller ikke gøre rede for fraværet af Krønikernes Bog, Makabæerne og Judiths Bog, ligesom Ezras Bog og Nehemias Bog glimrer ved deres fravær. Hvilket betyder, at modargumentet mod Fomenkos og Nosovskys konklusioner, altså, at bygmestrene i Moskva skulle have brugt Nehemias Bog som model for Moska, hvilket i så fald skulle forklare lighederne, falder til jorden, for bogen er ikke ankommet endnu! 



Nehemias Bog

I Jerusalem blev der bygget 6 befæstningsporte, som i Moskvas befæstning. I Jerusalem findes Fårehyrdernes Port eller Jerusalemporten. I Kreml hedder det Spasskyporten eller Jerusalemporten, hvor Sct. Vassilijkatedralen ligger. Udenfor porten ligger det sted, hvor der blev handlet med dyr. Biblen taler om Fiskeporten. Det svarer til Konstantin-Jelenin-tårnet i Kreml. Indenfor murene er der en gade, hvor der blev solgt fisk. I Jerusalem fandtes Den Gamle Port. I Kreml findes Nicholskyporten også kaldt Den Gamle Port. Det refererer til den græske Sct. Nicholas, og indenfor ligger undervisningsstederne og boghandlerne. Her lå også Det Gamle Nicholskykloster, det trykkeri, hvor Ivan Fjodorov trykkede de første bøger i Rusland, deriblandt den første Bibel. Dernæst er der i Bibelen De Snavsedes Port eller De Fæles Port, også kaldet Trinityporten. I Kreml findes der ligeledes De Snavsedes Port eller Treenighedens Port. Flodbrederne her var altid mudrede og snavsede, og dertil befængt med kloakslam. Det var - pardon my french - byens røvhul. I Bibelen tales om Lavlandsporten. Den svarer i Kreml til Borovitskyporten, der går ud på sydsiden og ned ad en skråning mod dalen. 

Det eneste sted i Nehemias Bog, hvor der står konkrete byggemål, er det sted, hvor afstanden mellem De Snavsedes Port og den næste port beskrives som 1000 cubit. Det er et mål, der blev brugt af bl.a. egypterne, og som varierer lidt fra sted til sted. Det svarer til det, vi kalder for en alen, som er ca. afstanden mellem fingerspidser og albue. Hvis man anvender den syriske cubit, der var den mest brugte, og måler afstanden mellem Trinityporten og Borovitskyporten, kommer der med et par meteres forskydning tæt på de 1000 cubit. Så hvis den russiske standard på cubit blot var 1 cm længere, hvilket den sagtens kunne have været, er målet fuldstændig præcist. 



Den sidste reference til en port i Bibelen er Kildens Port. I Kreml korresponderer det med Tajnetskytårnet. Porten befinder sig på det eneste murstykke, der løber langs Moskvafloden. Tårnet var forbundet med en bro over floden og indeholdt også en kilde inde i tårnet. Som konklusion må derfor konstateres, at alle seks porte i Kreml korresponderer med de porte, der er beskrevet i Nehemias Bog fra Det Gamle Testamente i eksakt samme rækkefølge, som de nævnes her. Parallellen er simpelthen ideel og uden slinger og svage punkter.

I Bibelen beskrives også tårne, der ikke indeholder porte. De hedder Meah og Hananeel og befandt sig mellem Fårehyrdernes og Fiskenes tårne. Der findes netop to tårne på det sted i Kremls murværk. Det ene hedder Zarens Tårn og ligger ovenpå muren, uden at rage ned. Zar Ivan den Grusomme skulle have haft for vane at betragte folkemængden fra dette tårn. I Bibelen fortælles også om Ovnenes Tårn. Her bliver det lidt tricky, for der er tale om en sproglig misforståelse, hvor ordet hjørne ligger meget tæt op af ordet for kul, der blev brugt i ovne. I det ene hjørne ligger arsenalet, der svarer til den beskrivelse.




Indenfor murene

Den første helligdom, der nævnes i Nehemias, ligger lige ved Kildens Port og kaldes for Davids By. I Kreml findes Katedralpladsen, og Davids By var zarens oprindelige palads, der ikke findes længere, for i stedet findes Kremlpaladset. Både Davids By og paladset beskrives som forbundet med trapper til pladsen, og i det oprindelige palads fandtes de røde trapper, hvor zaren stod frem for folk. Overfor findes den kirke, hvor alle zarerne er begravet. I Bibelen kaldes det for Davids grav. 

Så kommer Nehemias til De Modiges Gårdsplads. Det svarer i Kreml til Ribaritsa. Den ligger lige overfor Arsenalet, hvor soldaterne opholdt sig, derfor De Modige.

Den næste lokalitet tilbyder en indsigt i bibeludgaver, og hvordan der ganske tydelig er blevet redigeret. Fomenko og Nosovsky bruger tre russiske bibeludgaver, den ældste kaldes Ostrokh Bibelen, den nyeste kaldes Den Synodiske Bibel. I den gamle udgave kommer Nehemias til en bygning overfor 'det stærkeste hjørne'. I den nyere udgave kommer Nehemias til et sted modsat udgangen til Arsenalet i hjørnet. Hvorfor er det en vigtig forskel? Fordi førsteudgaven ikke nævner Arsenalet, men blot hjørnet, af den indlysende grund, at det Store Tårn, der udgør Arsenalet ikke blev bygget før 1701, efter ordre fra Peter den Første, så derfor kan førsteudgaven ikke nævne det. Interessant. Det er så tæt, vi kommer på en blank indrømmelse af, at Kreml, Moskva ER Det Ny Jerusalem, og at nogen var ganske klar over det, i hvert fald den eller de nogen, der forfattede Den Synodiske Bibeludgave. 



Herefter spadserer Nehemias til Ypperstepræstens Bolig. Vi er simpelthen på en guided tour med profeten ansat ved Moskvas ... jeg mener Jerusalems turistkontor. Og hvis I ser til venstre, så vil I se Ypperstepræstens bolig. I Kreml på det beskrevne sted findes Patriarkens Gård på bagsiden af Dormition-Katedralen. Herfra går Nehemias til det sted, hvor han startede ved Katedralpladsen. Her beskriver han en høj søjle nær ved Davids By/Zarens Palads, og her findes i Kreml Ivan den Stores Klokketårn. I dag er det en del af en kirke, i 1500-tallet stod det alene som en høj søjle. 

Hesteporten og Gamifkadporten. Hesteporten er Borovitskyporten, hvor der oprindelig var en hestegård - svarende til Christiansborgs Ridebane. Til slut på sin rundtur ankommer Nehemias til Gamifkad eller Dommens Port. Trinityporten blev ikke kun kaldt for Den Snavsede Port, men også Dommerporten, for lige ved siden af lå domhuset. 

Men Nehemias stopper ikke med sin rundtur indenfor murene, han beskriver også landskabet omkring Jerusalem. På vejen til Jerusalem passerer man Dragernes Kilde. Ved Borovitskyporten passerer man Djævelens Kilde. På gammelt russisk er drage og djævel synonymer. Kilden i Moskva var djævelsk, for når det regnende meget, blev hele pladsen oversvømmet med mudder. I dag ligger der en metrostation og kilden er lagt ned i rør. 

Bibelen har andetsteds en lidt underlig beskrivelse af klimaet i byen. Her må vi gå til Ezras Bog, en anden af de bøger, der først ankom i 1500-tallet, før den blev en del af samlingen, og hvor Jerusalems ødelæggelse også beskrives. Der står, at folk blev kaldt sammen på byens pladser. Der står, at det var i den niende måned, at det var vinter, og at snevejret var så stærkt og bitterligt koldt, at man ikke kunne stå i det! Hallo, snestorm i Jerusalem! Jeg tror aldrig, der er faldet et snefnug i Jerusalem. Man skal til bjerglandskaber i det nordlige Irak og til Tyrkiet for at finde den slags. Der er badehoteller i dag ved Rødehavet, hvor turister render rundt i bar røv i juleferien. Denne beskrivelse findes kun i Ostrokh Bibelen, da man senere blev klar over, at selv russerne, der måske ikke lige have været på badeferie, nok ikke ville hoppe på den skrøne. Herefter står der bare vintertid, hvilket er mindre steghedt end om sommeren, men altså ikke med fygende slavisk snestorm. I helt nye udgaver er det blevet til regnvejr. Som om det blev bedre af det, for Palæstina er et knastørt ørkenklima med meget begrænset regn. Der står endog, at regnen skræmte soldaterne væk - mon ikke der skal mere til end en gang regnvejr for at skræmme barske krigere?

Pas på her, en sibirisk snestorm er på vej. Helt sikkert!


Hvorfor?

Jeg ved ikke med dig, kære læser, men jeg sidder i hvert fald i min loyale og open-mindede attitude til denne yderst spændende og velunderbyggede hypotese - og Fomenko og Nosovsky siger klart, at de tilbyder det som en hypotese, som de selvfølgelig underbygger i alle leder og kanter, men som de ikke hævder, er bevist og hævet over enhver tvivl - altså, jeg sidder med et stort spørgsmålstegn. Hvorfor høvlan var forfatteren til Nehemias Bog nødt til at dække det hele ind ved at skrive Jerusalem, når han lige så godt kunne have skrevet Moskva. 

Her er det så, at jeg ikke helt kan følge de to forskere. Fomenko siger, at der ikke er grund til at tro, at der er tale om en tildækket historie. Forfatteren skrev i sit eget sprog med sine egne navne, og folk på den tid vidste godt, at der var tale om en poetisk fremstilling af Moskva. Forfatteren følte blot trang til at bruge det bibelske sprog. Hvilket så gør fremstillingen til et kristent og ikke et jødisk anliggende. 

I 1663-udgaven af den russiske bibel udgivet på befaling af Zar Alexei Michaelovitch er der en illustration på en af de første sider bestående af et kort over Moskva, sammen med en masse krummelyrer typisk for den slags illustrationer. Over kortet og mellem benene på den dobbelthovedet
 ørn, der er Romanov-slægtens våbenskjold, står der: Rejs dig, rejs dig, Jerusalem - skrevet baglæns! Var det for at skjule sig for de ikke indviede?



Moskva var uden tvivl den mest imponerende by på det tidspunkt i den sene middelalder. Tilrejsende var grebet af måben, når de så byens pragt af katedraler med forgyldte løgkupler, tårne og paladser og enorme murværker. Deres beundring har affødt trangen til et bibelsk sprogbrug for at prøve at beskrive den næsten himmelske herlighed, som de oplevede. 

Behøver vi at nævne, at det ikke stopper med dette case-study, men at der findes 100-vis hvis ikke 1000-vis af lignende studier, der hermed er sat i vandet, uden at være kommet i havn. 

Kommentarer

  1. Jeg har besøgt Moskva 3 gange indenfor de sidste 3 år - og der er dæl-dulme flot og pivinteressant. nå- seriøst - orker ikke at læse dit indlæg til bunds - men udsnit af det lyder troværdigt, og jeg tror jeg kender den kvindelige historiker du omtaler- jeg er FB ven med hende. Hvorfor skulle østens riger ikke være fantastiske - det sagde Marco Polo da. Han kom i fængsel for at sige det. Men han kom da ud igen. Er Venedig iøvrigt ikke "opbygget" efter disse "optegnelser" - altså Marco Polo's .

    SvarSlet
    Svar
    1. Er det hele narrativ i vesten i vore dage (og før) ikke dette- vesten er så god og klog - østen er så dum og ond. Hvem tror dog på det -OG FAKE NEWS) - kun retarderede. Alene egyptens 3 -
      4 tusinde års bygningsværker er fantastiske - kan slet ikke laves i vore dage. Historien , mænd og al deres vrøvl. minder mig om at meget (i vesten) kan reduceres til- min tissemand er større end din.

      Slet
    2. Iøvrigt er jeg ikke helt med på din evige kritiseren" af romerne. Først da Rom/italien var blevet invaderet i over tusind år (Fønikerne fra år 1200 fk, grækerne fra år 743 fk. nordlige /østlige italien ligeledes - SÅ LAGDE ROMERNE PLOVEN og gik igang med at invadere disse lande. Ikke før. Tror da pokker... Vikingerne har da invaderet ligeledes- og der er da aldrig nogen der har invaderet os. Normannerne regerede på Sicilien omkring to hundrede år.

      Slet

Send en kommentar

Populære indlæg