Hjernevaskeriet

af marco_hanuman, the blogger



Hjernevaskeriet

Velkommen til Hjernevask Generation 3.0. Efter at have placeret dit betalingskort, sæt dig trygt til rette i boksen. Efter at have valgt program, vil hjelmen glide på plads af sig selv og processen begynde.

Du har nu mulighed for at vælge det program, der passer til dig.

I kategori A finder du politisk-ideologisk kulørt vask. Du kan vælge mellem klassisk blå og ren rød og nuancerne blåsort (blågrøn (envy), grågrønrød (radikal), lyserød (blød fascisme), skrigrød (genocide), pinklilla (kusseliberalist) og rødsort (antifa) - at forveksle med bæbrun gadefascisme.

Uanset præference og valg vil du med garanti aldrig siden være i stand til at udtrykke en politisk ukorrekt, selvstændig og original tanke og bagefter have fuldstændig styr på, hvem der er de rigtige og de forkerte, hviliket er alle de, der har valgt en anden farvenuance.

I kategori B finder du pseudofilosofi-programmet med mulighed for at tilsætte genmodificeret religiøst skyllemiddel. Du kan vælge mellem en hel række over- og underkategorier indenfor kulturmarxisme, socialdarwinisme, newage-spiritualisme, nihilistisk materialisme, filosofisme og videnskapisme.

I kategori C finder du vores særdeles populære vaskeprogrammer, hvor der er mulighed for at vælge en overdosis Hollywood, Facebook, Twitter og Instagram, en medium-dosering mainstream-TV (det er rigeligt), eller lynprogrammet, hvor du downloader og installerer en pædofilramt pop- eller Hollywood-stjernes hjerne, hvilket garanterer, at du som genfødt zombie aldrig kommer til at tænke en sund tanke igen og herefter vil være i stand til uden besvær at indgå i alle de uforpligtende og smertebehandlede sammenhænge, der i fremtiden vil være tilgængelige for dig og andre mennesker.

Du har nu valgt program. Luk øjnene, programmet er med garanti smertefrit, og din hjerne vil efterfølgende være renset for alle skrupler, kvababbelser, bekymringer, og din samvittighed vil være ren, uanset hvor meget lort du har i lommen.


På befaling

Hvis din gud befalede dig at gå ind eller hen eller over eller op eller ned
og slå din nabo ihjel, ville du så gøre det?

Og jeg er larmende, bedøvende ligeglad med, hvem din gud er, om han er han eller hun, om navnet er Yahweh, Mammon, Marx-Lenin, Maos spøgelse, Staten, Korrekthedskommissariatet, Videnskaben, Hitlers genganger eller bare den dér stemme i dit hoved.

Og jeg er totalt kold i bagdelen overfor diverse abstraktioner om, at det sker for en højere sag, et godt formål, et mål der helliger midler, en undtagelsestilstand, en ædel løgn, et retfærdigt korstog, en fuldbyrdelse af profetier, en historisk-materialistisk nødvendighed

Vi taler ikke her om en eller anden fortænkt, undtagelsesvis situation, hvor din nabo er i færd med at voldtage og partere din datter eller har placeret en bombe under hele ejendommen med 28 beboere og skal til at trykke på udløseren. Vi taler om din udmærkede nabo, et fredeligt menneske, der så vidt du ved ikke har gjort en kat fortræd, og hvis han måske har smidt et æble efter en kat, der var ved at skide midt på hans græsplæne, på ingen måde har gjort sig fortjent til at blive slået ihjel, hvilket du i øvrigt, selvom han havde, IKKE har lov til at udføre på egen hånd.

Vi taler om, at din gud, hvem eller hvad det så end er, din højeste og dermed absolutte autoritet, har givet dig det ultimativt grønne lys uden røde lamper, en anbefaling grænseoverskridende til et påbud om, at du er udset til at være den, der uden konsekvenser, uden efterfølgende tiltale, men som ovenikøbet vil blive lovprist og dekoreret for det - ville du så gøre det?

Inden du svarer, så tænk dig godt om. For der mangler ikke eksempler på, at folk, der sikkert ligesom du og din nabo har været udmærkede mennesker, men som, uden at blinke mere end et par gange, har gjort det, UDEN at de og deres familier og venner er blevet blevet truet på livet, hvis ikke de gjorde, som der blev sagt.


Løvfald

Bladene falder fra grenene.
De sidste hindbær falder fra deres kviste.
Æblerne falder fra deres stilke - afhængig af sort og beskaffenhed.

Det er tid til at falde. De kalder det for fall.
Det siges, at Mennesket faldt, og at en Engel faldt fra Himlen.
De kalder dem for Adam og Lucifer, atomet og lysbringeren?

Æblet falder blødt i græsset, hvis det er langt nok.
Æblet gennemskåret fortæller en hemmelighed.
Æblet var forbudt viden at spise for mennesket.

Et æble om dagen holder doktoren på bagen.
Et æble falder sjældent langt fra stammen.
Et sygt træ kan ikke bære en sund frugt.

Kun en morbid kult ser løvfaldet som en død.
Kun en perverteret eskatologi taler om den store høst.
Kun en forfejlet fysik påstår, at entropisk varmedød er Universets bestemmelse.

En ækvatorianer vil ikke kunne forstå dette.
Siddende i vendepunktet for året i stedsegrøn sommer.
En beboer på Hawaii vil spille ubekymret ukulelemusik hele året.

En arktisk beboer forstår det næsten heller ikke.
Ikke så snart har de lavstammede gevækster sat bladvækskt,
før de er tvunget af nordøstenvinden til at smide dem igen.

Løvfaldet er livet, der genskaber sig selv af egen frugt med egen gødning.
Det har ikke brug for NPK, DDT, GMO, traktose eller monokultivering.

Den store biokemiske organisme er ingen maskine, for den ved det selv.


Iskappe

Vinteren er som et skød.
Hvordan kan det være anderledes?
Hvis der kun fandtes udfoldelse og ingen sammenfoldelse,
ville alt gro til og gå i gevækstig hårknude,
som en gigantisk kræftbyld af evig vækst og profitmaksimering.

Alle små og store væsener kravler ind i sig selv.
Musene graver lange gange under sneen, men ovefor sidder polarræven
med spidsede ører vendt mod nord – har den et magnetisk muse-gps-system?
Indtil den springer op i luften og dykker med sin spidse næse, som gennem vand.
Et herlig syn kun at se ben og hale stikke sprællende op af sneen.

Sneen lægger sin store lyddæmper og isolationstæppe
som beskyttelse af jorden, træerne og husene, se en iskrystal i mikroskop!
Bare ikke her til lands, hvor det aldrig sner mere end en uge ad gangen,
hvorefter det tør igen, så alle begynder at fryse og skotøj vrider sig i tøsalt.
En fuld, smådeprimeret grønlænder længes tilbage til rigtig vinter.

Der er tre muligheder for at oveleve: vintersøvn, 17 ugers charterferie eller pels.
Hvis man ovenikøbet kan lægge sig i en stor klump af pels, er det fint.
Og mørket, det velsignede mørke, hvis bare ikke workaholic-samfundet
havde afskaffet årstiderne og lod som om, det er sommer hele året,
så man er nødt til at tage af sted og hjem igen i mørke – så gik den skide dag.

Alle burde være velundt at sove mindst to timer længere om vinteren.
Al aktivitet burde sættes i halvt gear og kun finde sted i et udvalg af lyse timer.
Fedtforskrækket mad burde være bandlyst om vinteren – bortset fra at lovbefalet bandlysning er uterlig indblanding fra Statens side, så vi prøver lige igen:

Fedtforskrækket mad er ikke at foretrække, det er derimod alle de bedste afgrøder fra året, der hele tiden gik og hele tiden er på vej og rundt i den Store Cirkel af det, der synes som liv og det, der synes som død, men som alt sammen kun er facetter.


I samme stue

Jeg har et interessant forslag at stille dig. Tillad dig en gang imellem eller blot for én gangs skyld om ikke andet at være i stue med folk, du grundlæggende er uenig med, eller TROR, du grundlæggende er uenig med. Jeg vil dog lige advare på forhånd om, at et vist mål af intern attitudehåndtering er en forudsætning. Det vil sige, at mobilisere humor, nysgerrighed og evne til behovsudsættelse af især ét specifikt behov, der i virkeligheden ikke er et behov, men et begær (needs <> wants), hvilket er et flertal af menneskers utålelige trang til ALTID at få ret og ALDRIG blive sagt imod.

Hvis du har overstået det, om man så må sige, pubertære stadie af duknakket, konfliktsky curlingangst for eventuel modstand, og hvis du for en stund har forladt bavianflokkens sociale kløen hinandens pels og halvædle dele og herefter med sans for venlighed træder ind i en forsamling af potentielt anderledes tænkende, så vil du opdage noget ganske besynderligt.

Her er det på sin plads at introducere et filosofisk-epistomologisk begreb ved navn falsk dichotomi, hvilket for ikke-latinkyndige betyder en falsk modsætning. Du vil opdage - men altså kun under forudsætning af, at du har smidt dine implanterede fordomme om dig og de andre, de rigtige og de forkerte, enten med mig eller mod mig, de gode og de onde, de røde og de blå, de sorte og de hvide, de rettroende og de vantro, de progressive og de reaktionære (hvilket nu viser sig at være fuldstændig omvendt, hvilket gør begreberne latterlige) - så vil du opdage, at du umuligt kan være så absolut uening med de absolut anderledes tænkende, som du gik og troede. Det er i det hele taget lidt belastende med alle de absolutismer, der går under dæknavnet relativisme.

Lad mig forklare nærmere. Hvis du tænker dig grundigt om, så er du hele dit liv – er du straks uenig, så tænk dig om igen - blevet tvunget eller som minimum opfordret til at vælge side. ALT, hvad de sagde ovre på den anden fløj måtte nødvendigvis være forkert. Så hvad gør du? Du mener udfra denne logik, at dit synspunkt per automatik må være det modsatte. Du kaldte dig selv for progressiv, og pludselig med et trylleslag er du blevet reaktionær. Hvad faen skete der lige dér?


Hvis du på den anden side kaldte dig selv for konservativ, altså bevarende i forhold til velfungerende traditioner og overleverede velgørende menneskelige værdier, så kunne du nemt falde i en grøft, hvor du i stedet for at advokere for familie, tradition og deres velgørenhed kom til at snakke globalfascisme, militarisme, monetarisme efter munden.

Hvilket viser, at de, der har introduceret resten af menneskeheden for deres falske dichotomi er FUCKING! ligeglade med, hvad folk tænker, føler, tror og agerer på, bare folk er så tilpas snotforvirret optaget af de falske modsætninger, at de aldrig opdager, at helheden er skåret over i 147 stumper og smidt tilfældigt udover landskabet, så intet levende og tænkende væsen opdager, at stumperne er en del af en oprindelig helhed. Imperiet kalder det for del-og-hersk, og her gik vi og troede, at imperialisme handlede om underkuelsen af udkantsverden og dens kulturelt underfrankerede etniske kvægstammer, men for den opmærksomme læser står det klart, at det i allerhøjeste grad handlede om os selv, og at VI var imperialismens hovedmål. Alle hottentotterne, kloakbeduinerne, risgnaskerne og de andre underfrankerede udkantsvæsener, der stod et godt stykke nede på den socialdarwinistiske tjekliste over udryddelsesberettigede, ubrugelige grovædere, var i virkeligheden kun de sekundære mål. Del og hersk er inde i dit hoved.

Her er vi så ved at nærme os sagens kerne, nemlig hvorfor vi render rundt i denne sump af falske modsætninger, der i virkeligheden ikke eksisterer, men som vi TROR eksisterer, og som vi vedligeholder med et kologiganormisk kalorieforbrug af falsk forargelse, forloren ophidselse, misforstået opposition, uberettiget uenighed, uhensigtsmæssigt had, der, hvis det blev omregnet fra kalorier/kilojoule til hestekræfter, ville kunne trække samtlige DSB-lokomotiver i landet hele året rundt. Det gør vi af den simple årsag, at når vi SELV gør det, så behøver DE ikke at spænde ben for os.

Og her kommer så det besynderlige, som du opdager, hvis du en dag med sans for venlighed – det er en forudsætning! - træder ind i en forsamling af potentielt anderledes tænkende. Hvilket er, at mindst halvdelen af det, som de sidder og mener, er noget, du selv umiddelbart kunne mene, hvis det ikke bare var fordi, at bavianerne dérovre, hvor du kommer fra, har besluttet, at den slags må man ikke mene af den åndssvage grund, at det er noget DE ANDRE mener. Når du først har opdaget det, så bliver det fandeme sjovt at være i stue med de andre. Så er det bare at satse på, at de andre synes det samme.


Masochismens kultur

Det er sygt det her, jeg ved det.
Det handler om alt det, vi gør mod os selv.
Og det virkeligt syge er, at vi gør det helt af egen vilje og med overbevisning,
mens vi i realiteten afskriver vores universelle og suveræne naturlige ret,
og læg mærke til, at jeg ikke siger menneskeret, men naturlige ret,
da denne ret er givet alle levende væsener under Himlen.

Det er masochistisk at underkaste sig den politisk korrekte jantelov
for kujonagtigt at stille den skjulte, feje tyran tilfreds, så HAN ikke kommer efter dig.

Det er masochistisk at opgive sin ret OG pligt til at tænke selv,
fordi din virksomhed og dine management-forordnede siger, at DE allerede har tænkt.

Det er masochistisk at klynge sig selv op på en fabrikeret skyld,
fordi medierne siger, at DU er skyldig i klimaforandringer og alverdens ulykker.

Det er masochistisk at bekende sig til arvesynd,
når henholdsvis kirke og bankvæsen kommer og afkræver DIG betaling.

Det er masochistisk at skrive under på,
at mennesket er født ondt og er skyld i alle de grusomheder, som DE har skabt.

Det er masochistisk at censurere sig selv og blankt indrømme, at man er en mobber, en hadetaler, en racist, blot fordi en eller anden OPPORTUNIST har sat en label på dig.

Det er masochistisk at dukke nakken, når socialkommissærerne endnu engang
hælder en spand sort tjære af SKYLD, skam og frygt over dig.

Det er masochistisk og tilmed kujonagtigt at lukke øjnene og sluge sin egen gift,
når far og mor STAT siger, at det er for eget bedste.


Munden for fuld

Jeg tager for en sikkerheds skyld munden for fuld,
hvis jeg ikke gør det, er der ikke noget at spytte ud af.

Jeg smører for en ordens skyld tykt på,
hvis ikke jeg gør det, er der ikke noget at tynde af.

Jeg lægger for en vindings skyld an til det lange kast,
hvis ikke jeg gør det, er der ikke mulighed for at trække i land.

Jeg slår for rigelighedens skyld et for stort brød op,
hvis jeg ikke gør det, er der ikke krummer i bagværket.

Jeg kører for et syns skyld med det lange lys tændt,
hvis ikke jeg gør det, vil jeg ikke kunne se det store billede.

Jeg taler for et øjebliks skyld, før jeg har tænkt færdigt,
hvis ikke jeg gør det, vil øjeblikket lukke sig, og intet vil blive sagt.

Jeg stikker i nyfigenhedens navn næsen for langt frem,
hvis ikke jeg gør det, kommer jeg aldrig under vejrs med virkeligheden.

Jeg går for ulejlighedens skyld ud af en streng,
hvis ikke jeg gør det, vil jeg aldrig opdage, hvad der ligger for enden af regnbuen.

Jeg kører for forståelsens skyld på umagens overdrev,
hvis ikke jeg gør det, kommer jeg til at køre i ring på magelighedens motorvej.

Jeg stikker for himlens skyld ikke fingrene i jorden, før jeg


Anmelderi

Det er godtnok et besynderligt udtryk. Hvem er det, der anmeldes, og hvilken myndighed anmeldes de til? Findes der et autoriseret smagspoliti, der sidder med hele lovteksten om, hvad det er tilladeligt at udtrykke, hvad der er stort og småt og skidt og godt? Eller er det, som under den Franske Revolution, pøbelen, gadens parlament, der er den højeste autoritet - der selvfølgelig underforstået som under denne og ALLE efterfølgende revolutioner ikke har åndsevner til selv at skelne og bedømme, så de skal nok have lidt hjælp til det.

Hvad er egentlig forskellen på anmelderi og angiveri? Folk bliver af en personage, der har udnævnt sig selv, solgt sig selv til et medie som kvalificeret indenfor anmelderisme, anmeldt, dvs. enten udstillet på en piedestal med indskrifter og lovprisninger eller udstillet i gabestokken på torvet til offentlig bespottelse eller ét eller andet lunkent gradbøjet sted mellem de to yderligheder.

Og hvem er denne anmelder egentlig? Er det en helstuderet eller halvstuderet røver, er vedkommende en forsmået, falleret talentfattig wannabe-kunstner, der aldrig selv har turdet sætte røven i klaskehøjde, og som nu har fået carte blanche til at ophøje SIG SELV og sit ufattelige vid ved at nedgøre eller højlove andre

Nåmen hr. digter, eller hvad du nu er for en hjerneskade, hvad nu hvis du selv gik hen og fik en knaldende god anmeldelse og solgte en knaldende masse bøger?

Det skal jeg sige dig. For det første er det en knaldende tænkt situation, for det kommer ikke til at ske. Men i en tænkt virkelighed, så ville jeg sælge en knaldende masse bøger og skrive lige, hvad der passede mig, og jeg ville gøre det i erkendelsen af, at det i sidste ende ALDRIG er anmeldelsen til smagspolitiet, der gjorde udslaget, men at den stakkels anmelder ikke havde andet valg, hvis han ikke ville have sit publikum på nakken - for han har jo også et publikum og er ligesom politikere hverken værre eller bedre end de, der har givet ham lov til at være mellemhandler mellem en autoritet, der reelt ikke eksisterer og mennesker, der godt selv kan læse, lytte, se, høre, smage og bedømme, og som reelt ikke har brug for den stakkels anmelder, ligesom vi reelt ikke har brug for hverken præster eller politikere som mellemhandlere. De må da gerne stille sig til rådighed som anbefalere og formidlere, de må gerne scanne feltet, hvad vi ikke har tid til i dagligdagen, og de må gerne - hvis de evner det - hive niveauet op. De må i det hele taget gerne stille sig til rådighed, men så skal de satanædemig også tage sig sammen og som udgangspunkt forstå ordet RÅDIGHED og dertil forstå, hvilken ydmyghed, der kræves i samme åndedræt.

Og undskyld mig, det er altså bare ikke det, jeg ser, når jeg for min part og fra mit udsigtspunkt scanner feltet af mellemhandlere, der 'tilbyder' visse ydelser af mere eller mindre suspekt karakter.

Forestil dig et eksperiment. Der blev nedsat et bredt panel af - lad os bare sige læsere af litteratur indenfor alle genrer - hvor der blev udvalgt en række værker udgivet indenfor de sidste 10 år. De valgte hver 10 værker, som de havde anskaffet sig og læst, og som de selvfølgelig som læsere havde en mening om, hvilket er læserens privilegium, som ingen kan tage fra vedkommende. Herefter blev læseren præsenteret for 10 forskellige anmeldelser af hvert værk, som læseren så blev bedt om AT ANMELDE. Hvad tror du, resultatet af det ville blive? Spurgt på en anden måde, tror du, at det var en skøn overensstemmelse mellem læsernes opfattelse af litterær kvalitet og det højt hævede anmelderes?

Det kan ikke udelukkes, at der er en vis indbyrdes tiltrækningskraft mellem de to. Altså at læserne på deres side foretrækker, køber og læser, hvad de har hørt skulle være vældig godt, og at anmelderne på deres side stikker fingeren i jorden og trendsætter, hvad de mener, bliver anerkendt - og SALGBART, glem ikke den side af sagen! En anmelder er også en salgsagent, hvilket du som anmelder selvfølgelig fnysende og skinhelligt vil benægte. C'mon, drop hykleriet, du ved sgu da godt, at det, du roser, har det med at blive solgt i højere grad end det, du sviner til. Så du er altså, hvad enten du piver eller synger, en luder for en salgsmaskine.

Samtidig må det jo også ærgre anmelderen, at de underfrankerede masser, som han som smagsdommerisk hyrde er sat til at vogte og lede, har det med at læse det, som de selv foretrækker, hvilket tvinger anmelderen til at fnyse en gang ekstra over det mål af ignorance og dårlig smag, som fårene udviser.


Bedrevidende

Du skal ikke tro, du ved bedre, for så får folk bare en ubehagelig fornemmelse af, at de også burde tage sig sammen og komme op med noget bedre viden, hvilket som bekendt er FRYGTELIG krævende, da det kræver, at de samme folk begynder at forholde sig ægte kritisk og ikke bare standard-akademiker-kulturkritisk, læs: post-babyboomer-prefab-copy-paste-pkorrekt-skabelon-ekkokamme-har-I-allesammen-hørt-hvor-kritisk-jeg-er.

Du skal ikke tro, du har forstået sammenhænge, at der er sammenhænge at forstå, og at folk ikke har forstået alle sammenhænge - og så skal du ikke komme og sige, at det var en selvmodsigelse i samme udsagn. Det er jo simpelthen diskriminerende!

Ja, undskyld, det er ikke for at være bedrevidende, det er bare af nysgerrighed, at jeg under mig over, hvorvidt ordet at diskriminere ikke egentlig betyder at skelne? Siden hvornår er det blevet odiøst at skelne?

Du skal ikke tro, at du har lov til at skelne på egen hånd, og at du som menneske er udstyret med en medfødt skelneevne, der under gunstige betingelser altid udvikler sig, læs: en naturlig opvækst med naturlige udfordringer uden kreative benspænd og epistemologiske obstruktioner, oversat: at et skolesystem gør dig dummere end dit medfødte potentiale.

Du skal med andre ord ikke tro, at du imod alle disse odds er i stand til at skelne, at skaffe dig viden, at gennemskue mønstre og sammenhænge og så komme her, ja, nærmest ... komme her og-og-og påstå, ja, for det er jo det, du gør, du påstår - OK, nåmen så ANTYDER du, at du påstår, at du har skelnet, skaffet viden og gennemskuet bare ved at udbede dig en forklaring, ja, for det er jo det, du gør, når du stiller alle disse spørgsmål, som enten er irrelevante, da de allerede er besvaret - og det er satanædeme heller ikke en selvmodsigelse! - for det er der nogen, der har skrevet bøger om, og der er eksperter, der har udtalt sig på TV i prime time om det, og så skal du ikke komme her, for det er det, du gør!

Fint nok. Hvad det var, jeg tænkte på: Er det det, der hedder jantelov?


SALIGIA

Hovmodet står for fald, Superbia er hendes navn, hun er Hybris, der føder Nemesis, og Karmas lov er uundgåelig.
Megalomanens uhelbredelige og uheldsvangre tro på herredømmets umistelighed, der i tidens fylde vil aktivere det indbyggede program for selvdestruktion, Aftenlandets undergang, Imperiets dekadence, Titanics forlis, lad falde, hvad ikke kan bære sig selv, men selv befaler at bæres rundt i en stol af guld, hævet over de svedige masser, som en unilateral solgudinde.

Grådighedens gebyrgrib, griskhedens grisefest, Avaritia er hendes navn, hun er begæret efter alt det, hun ikke har brug for, men alligevel kræver.
Flynder, flynder, nu vil jeg være dronning og bo på et slot, selvom konen bare havde brug for en bakke med seks æg, den forspiste bidronning, og hvis hun så blot selv lagde en masse æg, der blev til larver, men nej, hun bare æder og æder - og skider - og æder igen, og så var der muddergrøften, dén så hun ikke lige komme.

Minkpels lavet af 48 opsprættede væseldyr, Luxuria er hendes navn, walk-in-closet med 400 par sko, forfængelig femme fatale, en tjener på hver hånd, og skulle de ikke være for hånden så en lille snapchat offerrolle, en tilpas dosis blondine-bimbo-befippelse, en cheer-leader cuteness eller en drama queen-bitch-scene, og så kan det nok være, at Luxuria bliver vartet op i hoved og popo. Feminist om en hals (det handlede aldrig om ligestilling, men om særstilling). Et setup, der eventuelt kalder på en Rhett Butler og et velplaceret: Frankly, my dear, I don't give a damn!

Den ledeste harpe blandt strenge instrumenter, Invidia er hendes navn, hun er villig til, ved et dinner party, at flå øjnene ud på en anden kvinde, der har den samme kjole på.
Hun er grådighedens overtrumf, for ikke nok med, at hun vil ha' og og ha', hun bliver syg langt op i understellet ved synet af, at andre har noget, der er deres, hvilket af samme grund straks skal konfiskeres, og i det omfang, det ikke er muligt, destrueres!
Hun er Feernes Dronning over det Perfide Albion, Misundelsens Imperium, der misunder ALT inklusive menneskeliv, og for hvem folkemord er nødvendig for selvopretholdelse.

Overfyldte indkøbsvogne, supersize madtallerkener, opulente 4-hjulstrækkere, overdimensionerede samtalekøkkener, for én god portion er aldrig nok, og Gula, fråseriet er hendes navn.
Biproduktet er bjerge af affald, udskyllede næringsstoffer, fedtsugninger - eller det ligeså syge modstykke, der er alen ud af samme stykke: fedtforskrækkelse, for den græske skønhedsdronning Anorexia Nervosa er søster til Bulimia, den bulgarske grovæderske, forbrugerismens lurende lede ved sig selv.

Vreden, Gudinde, besyng, for Ira er hendes navn (på græsk Eris) ...
Men hov, nu bliver jeg forvirret, for er hun den samme vrede, vi taler om? Er vrede overhovedet en dødssynd, og hvis man har stillet det spørgsmål, hvori består disse katolsk-skolastiske begreber, som Thomas Aquinus systematiserede og benævnte med et postulat om, at de var arkaiske og oprindelige? Hvilket fører frem til det store spørgsmål: hvorfor taler vi overhovedet om synd, og hvad er synd for en størrelse? Nej, undskyld, nu kom jeg til at afbryde et digt ved navn SALIGIA.

OK, jeg får en tanke, og indrømmet: dette er en strøtanke, en spekulation. Skolastikeren mente for det første ukontrolleret og uproduktiv vrede = had, hvilket vil sige modsætningen til et andet skolastisk begreb, kardinaldyden selvbeherskelse - som om kardinalerne i den katolske kirke var ultimative garanter for dyder i den klassiske betydning. Dernæst var Kirken berettiget nervøs overfor folkets vrede, for den kendte til den retfærdige vredes magt, når den først blev sluppet løs, og den vidste, at den selv ville blive denne vredes primære mål grundet dens egne synder - eller som man i dag ville sige: forbrydelser mod menneskeheden. Befolkningens og folkenes vrede var det farligst tænkelige for Magten. Så vrede blev selvfølgelig til en dødssynd! Eller et afsæt for menneskekontrol, og hvis du er i tvivl, så tag en snak med jesuitterne - der selvfølgelig benægter alt, men læg da mærke til måden, de bekræftende benægter på.

Hun gider ikke mere, hun springer over, hvor gærdet er lavest, for hendes navn er nu Acedia, dovenskab - og værst af alle er den åndelige, intellektuelle dovenskab, der betyder, at hun kan have en mening om hvad som helst, uden forudgående kvalificering af sin ugidelige mening. Det kunne jeg så beskrive i detaljer, men det gider jeg ikke i dag, så længe leve dovenskaben.


Livsårti

Jeg indskriver mig i et nyt livsårti - i skrivende stund.
Det er efterhånden blevet en vane, men det er mere interessant at observere,
hvilken betydning folk tillægger det, end hvad det rent faktisk betyder.
Det betyder ikke andet, end at det står mig frit at tillægge det enhver tænkelig betydning.

Jeg tillægger det derfor som udgangspunkt følgende løsagtige betydninger.
Det bliver et årti, hvor jeg for første gang tillader mig at anlægge mig et rigtigt fuldskæg.
Det bliver et årti, hvor jeg for første gang tillader mig at anskaffe mig eget hus og bil.
Det bliver et årti, hvor jeg for første og vistnok sidste gang lader mig pensionere.
Det bliver et årti, hvor der for første gang er sandsynlighed for at blive tiltalt bedstefar.

Det meste er vældig forudsigeligt. Jeg kunne ovenikøbet overveje at gå med Borsalino, anskaffe mig en spadserestok og bruge vendinger som 'dengang jeg var ung...'
eller 'ungdommen er af lave' - hvilket de i så fald ikke har fra fremmede.
Jeg er åben overfor muligheden af at melde mig til bankospil eller bridge i det lokale forsamlingshus sammen med andre mimrende gubber, men jeg anser det indtil videre for en nødløsning på en endnu ikke opstået mangel på påtrængende udfordringer.

Det nye livsårti vil uden tvivl blive brugt til eksperimenter udi nye genrer.
Det kunne være at realisere en livsdrøm om at blive øboer, en ensom særling med økuller udenfor lands lov og ret, der æder dybfrosne, selvdøde katte midt om vinteren
- hvilket selvfølgelig er noget ævl, da de danske øer bebos af normale særlinge uden økuller eller selvdøde katte på menuen, og som selvfølgelig passer på hinanden, siden de nu alle bor på en ø, hvor der ikke er andre end dem selv.

Mit livsårti arbejder synkront med denne verdens livsårtier.
Jeg kan ikke skille de to fra hinanden og har heller ikke tænkt mig at forsøge i højere grad
end at bevare en i forvejen etableret distancere til en tingenes tilstand,
hvor intelligens er konstant i fald, hvor diverse moralske kompasser er i flimmer,
hvor mennesker i stigende omfang er apatiske, forvirrede, selvfede, afstumpede, korrupte indlogeret på et skib, hvis kurs står direkte mod turbulens, høj sø og rørte vande.


Mit sprog er vort

Mit sprog er vort sprog, tro ikke, at jeg beholder det for mig selv.
Mine ord er vore ord, engang var de hellige, og deres betydning var vigtig.
Mine fortællinger er vore fortællinger, deres oprindelse er uadskillelige.
Min vrede er vores vrede, for gudinden besang den, før den greb os.

Hvis det ikke er mit, vil det aldrig være vort.
Hvis det ikke er vort, vil det aldrig blive mit.

Vort land er mit land, jeg vedkender mig mit og vores ophav.
Vor arv er min arv, hvis ikke jeg varetager den, vil ingen arve den.
Vores fortid er min fremtid, uden den ene ikke den anden.
Vores samvittighed er det, vi sammen ved og gør.

Hvis ikke vi sammen ved det, brænder jeg inde med værdifuld viden.
Hvis ikke jeg sørger for at vide det, er der ingen viden at dele ud af.

Deres projekt for millenia er hverken dit, mit eller vores tilsammen.
Hvis du og jeg og vi to sejled' i en træsko, ville meget se anderledes ud.
Deres fartøj er en romersk galej, og du og jeg og vi to har kun billet til nederste dæk.
Deres farvand er grænseløshedens hav serviceret af en maritim curlingkost.

Hvis ikke vi siger det, så siger jeg lige noget, og så kan du overveje, hvorvidt vi siger VI.
Hvis ikke jeg eller nogen bryder tavsheden, så vil tavsheden en dag sønderbryde os alle.

Deres sprog er så nyt, at der allerede gror mug på det inden sidste salgsdato.
Vores sprog er så ældgammelt, at det muligvis trænger til at blive støvet lidt af.
Deres sprog er så omstillingsparat, at det aldrig går af vejen for omvendte betydninger.
Vores sprog kalder en spade for en spade, og intellektuel uhæderlighed for, hvad det er.

Hvis ikke tilstrækkelig mange til at danne et VI fatter om både spade og hæderlighed,
så er vi også på den galej med sikker kurs mod Intetheden. 


Prøveløsladt 

Jeg har ved selvtægt prøveløsladt mig selv fra en livstidsdom for uagtsom mentaldød,
medvirken til masseapati og aflæggelse af falsk vidnesbyrd om virkeligheden.
Løsladelsen er på ubestemt tid, og i selvtægtserklæringen har jeg nedfældet,
at god opførsel udenfor murene kræver intellektuel hæderlighed og civilt mod.
Hverken mere eller mindre.

Jeg har idømt mig selv forpligtelsen til at vaske øjnene, pudse brillerne, rense ørerne,
vende de sten der skal vendes og feje for den dør, der skal fejes for.
Der vil ikke være brug for socialarbejdere, værger, formyndere og kontaktpersoner
til det store, altædende Hotel Tremmely, Klemmefabrikken, Cirkus Vand & Brød..
Hverken nu eller siden.

Det er for mit vedkommende slut med at udtjene min straf for at være ankommet,
og da det en dag gik op for mig - jeg husker, det var lettere overskyet, det var onsdag og klokken var omkring 14:45 - at murværkerne, pigtråden og jernporten var illusorisk, gik jeg til min egen forbløffelse gennem samtlige murværker, uden at blive set.
Hverken af vagter eller overvågningsudstyr.

Jeg har overstået, udstået og afskrevet min tid som medlem af Fangernes Kor,
så hellere opskreget baggårdstenor end brummer bag tremmer,
så hellere førsteviolin på en tømmerflåde end fransk klovn i et tugthus,
for jeg er færdig som spillemand og orker ikke flere dårlige popsange.
Hverken med eller uden trommemaskine og pornofon.

Det er slut med gårdture under overvågning af Gulag's Gorillakorps.
Jeg har klippet min fodlænke og konverteret min chip til computerkraft.
Jeg har smeltet jernkuglen om til krumsabel, køkkenkniv og katana.
Der vil ikke længere blive lejlighed til at klynge mig op på falske indicier.
Hverken i år eller eller næste årti. 


Egnet til menneskeføde 

Her gik vi og troede, måske, at føde for levende væsener bestod i noget der groede op af jorden og havet eller af dyr, der havde ædt noget, der groede op af jorden og havet, og som på denne måde indgik i et kredsløb, hvorved vi selv forblev en del af dette kredsløb. Det synes på en eller anden måde at være rimeligt udfra en længere stribe betragtninger.

Men her måtte vi så tro om igen, du gamle, for der kan anlægges helt andre synspunkter på den sag, så vi ikke længere behøver at begrænse os selv til det i forvejen næsten grænseløse udbud af gevækster og gesvømster og i visse tilfælde geflyvster samt de utallige bebenede, bevingede eller befinnede mellemled, der ifølge overleveringen som minimum har været særdeles fyldestgørende for som minimum ti tusinde generationer af andre opretgående, intelligente væsener.

For omkring hundrede år siden ankom et væsen til planeten Jorden, der så denne basale og naturskabte kredsløbstanke som fremmed for sin egen menneskefremmethed. Denne alien entity ankom ikke i flyvende køkkentøj i warp speed gennem transdimensionelle portaler fra et sted på den anden side af det galaktiske centrum. De ankom blot i limousiner med skudskikre ruder, og deres UFO's var Uidenficerede Finansielle Objekter, der trin-for-trin udviklede et stigende antal Uindentificere Fødevare-Objekter med det formål at frigøre menneskeheden for det i deres optik stærkt begrænsende krav om organisk nedbrydeligt og næringsholdigt materiale frembragt af gevækster og animalier.

Vi fik nu for første gang i menneskehedens historie muligheden for at nyde anomalier i stedet for animalier, gesvulster i stedet for gevækster, kemokunst i stedet for kogekunst. Det åbnede for helt nye perspektiver. Det blev muligt i små mængder ad gangen, men i det lange løb i formidabelt omfang at processere noget, der ellers ville være idømt en krank skæbne som stygt affald. Næringsværdi må nu betragtes som stærkt opreklameret.

Et stort fremskridt for the alien invasion af det humane fordøjelsessystem, så vi i dag er omvandrende genbrugsanstalter. Og hvad er problemet? Det er billigt, det kan holde sig i umindelige tider over utænkelige afstande! Æd savsmuld og e-stoffer og klap gællerne i! 


Buttplug 

Indgangen til en højttaler plejer som regel at sidde på bagsiden af devicen - mest for den simple foranstaltnings skyld, at man ikke skal rende og falde over den.

Nu kom jeg så til at sige bagsiden, hvorved jeg begyndte at fundere over, hvor line-in sidder på de mange millioner kødhøjttalere, der går rundt på to ben helt frivilligt for egen regning og til vores alle sammens fornøjelse udsender propaganda for Central Intelligence Agency, og på denne måde spreder ben for efterretnings-uvæsenet, Big Brother de Luxe, globalfascismen, det store plyndringstogt, det løbende folkemord med tilhørende redigering - for at sige det en anelse underdrevet - af menneskehedens virkelighed og historie fra næste blok henne om hjørnet til horder af underfrankerede, ubrugelige og irrelevante befolkninger i Udkantsverden, hvis synspunkter det ville være fuldstændig spild af tid at lytte til nu, dengang og i fremtiden.

Nu kom jeg så til at sige spreder ben, men det må jo betyde - altså under forudsætning af, at vi stadig fastholder tanken om, at line-in må sidde på bagsiden af devicen - at alle de omvandrende kødhøjttalere er udstyret med noget i retning af en usynlig buttplug, hvor signalet ankommer for i samme splitsekund PLØARP! at vælte ud som munddiarrée mellem tænderne på dem. De er medier - lyder det spiritististisk? det ER spritistisk!

Nu kom jeg så til at sige munddiarrée, men det skyldes muligvis, at det er lidt besværligt at skide med den bageste og nederste ende, når der sidder en buttplug, hvorved det kan være nødvendigt at gøre det med den forreste og øverste ende.

Nu kom jeg så til at sige frivilligt, men det ville selvfølgelig kræve, at de omvandrende kødhøjttalere forfægtede deres grundlæggende medfødte ret til at udøve fri vilje, hvilket de på et tidligt tidspunkt i den kollektivistiske, statsdrevne opdragelse kaldet skolegang har lært at lægge ned på bunden af en kiste og derefter smide nøglen væk.

Nu kom jeg så til at sige buttplug, men jeg håber sandelig ikke, at folk med andre erogene præferencer føler sig diskrimineret, hvis de nu foretrækker at placere plug'en i andre tilgængelige åbninger, hvilket er deres ret. Det kan skam også fungere, og selvom man fx skulle finde på at proppe den i munden, hvis man nu mere er til oralt input, så vil det output, der i så fald er nødt til at finde en anden ledig membran, derfor være en højttalende ringmuskel eller et par skamlæber og i øvrigt ikke adskille sig væsentligt fra det ufrivilligt propagandistiske lort, der ellers ville være kommet ud foroven.

Nu kom jeg så til at sige ufrivillig, og det kan jo lyde selvmodsigende, at vi frivilligt har valgt ufrivillighed, altså at vi har valgt IKKE at vælge, hvilket i et repræsentativt demokrati hedder afgivelse af sin stemme ved et rituelt kremerings-ritual omfattende en stemmeurne, der midlertidigt lagrer din rituelt afbrændte stemme.

Nu kom jeg så til at sige d-ordet, det dyre ord, det hellige ord, ordet, som når man udtaler det, har den magiske virkning, at man per definition placerer sig selv på et moralsk højdedrag: demokrati! uhuhu, sig det igen: DEMOKRATI! Hvad mere har den omvandrende kødhøjttaler brug for end blot at nævne den hellige ko, hendes højhellighed Demokratia Nervosa Bulimia, for at retfærdiggøre - og vi nævner i flæng - nedskydningen af en folkemængde et ikke nærmere beskrevet sted i udkantsverden, der ikke har fattet demokratiets velsignelser, så vi er nødt til at aflive dem? Hvilket posthumt er for deres egen skyld, så de kan lære det, for vi bekymrer os ...

Nu kom jeg så til at sige ordet moral - de bliver safteddersuseme også dyrere og dyrere og mere besværlige de skide møgord - så for at lette folk for det besværlige besvær med at tænke, spørge og vurdere, FØR de plaprer ud med deres ukvalificerede meninger, så er der opfundet en kanal (ital. canalje: endetarm), så folk i stedet for at tænke, kan nøjes med at plugge ind med deres buttplugs og transmittere præfabrikerede, præfordøjede, præ-tilrettelagte tankeklumper, hvilket fratager folk for de moralske skrupler, der hører til at tænke, spørge og vurdere.

Hvad som helst kommer ud af munden på talende køddukker i disse tider.

Du lytter til CIA-News gennem munden på en ikke-betalt og derom ikke-bevidst kødbehængt agent omhandlende den seneste, den nuværende eller den næste event for det løbende overgreb mod menneskeheden. Tænk ikke nærmere over det. Det gør vores agenter ikke. Det kan vi forsikre om. De sutter tommelfingre! 


Verdens håb 

Der findes de, for hvem der ikke er håb i deres nuværende form og til hvem, ingen kan adressere nogen form for håb og forvente en opfyldelse. Om dem vil jeg ikke tale.

Jeg vil tale om de, der har håbet forgæves så længe, som deres slægt har hukommelse. 
Jeg vil tale om de, hvis lidelser påført dem af denne verdens selvudnævnte herskere, har nået ikke blot det fulde bæger, men det overflydende bæger, der selv trues af oversvømmelse af lidelsernes overflod. Nok er nok. 
Jeg vil tale om de, der har alle beskrivelige grunde til håbløshed, men som aldrig fuldt hengav sig til denne og dybt i deres sjæl bevarede håbet i en lille æske omviklet med skrøbelig tråd gemt på et sted, som kun de kendte. I deres lille æske gemte de verdens håb. De tænkte måske ikke på det som sådan, de tænkte, at det var deres eget håb, måske slægtens håb. Enkelte tænkte på det som nationens håb. Engang prøvede de, måske, at indfri deres håb, men denne verdens herskere vendte altid tilbage skummende af raseri og frådende af misundelse over, at nogen formastede sig til at håbe, på bekostning af DERES Imperium.

Når man tror, at man er den eneste, der gemmer en lille æske, er man magtesløs. 
Når man ser, at ens nabo gemmer på en æske, er man stadig magtesløs. 
Når man ser, at hele landsbyen og landsbyen for enden af floden og byen på den anden side af bjergene, og landet på den anden side af havet også gemmer på et utal af små og mindre små æsker af forseglet og nedgravet håb, er man nødt til at pakke håbet ud af æsken, vise det frem, holde det op mod solen og synge dets pris. Koste hvad det vil. Dette er tiden for det hengemte håb. Det er uvist, ganske hvornår rygtet har bredt sig i tilstrækkelig grad, og hvorvidt graden overhovedet er tilstrækkelig. For hvornår er den det? Og hvornår kan man tale om, at tiden er moden, som om den var et æble, der faldt fra sin stilk på sin gren på sin stamme? Et århundrede er som et blink med et øjenlåg i tidens store ansigt.

Det forunderlige skete, at rygtet nåede så langt væk, at det så sig selv over skulderen. 
Det forunderlige var, at rygtet opstod flere steder på samme tid, 
og at det vendte tilbage til stedet for oprindelse og endestation på én gang. 
Det forunderlige bestod i, at magtens legitimitet vendte tilbage som et legitimt behov. 
Selve forunderligheden består i, at den Store Samtale nu er genoptaget.
Kulturfornægterne fornægtede den postmoderne bæbunke af ikke-samtale, ikke-sammenhæng, ikke-mening, ikke-historie, ikke-fortælling. 
Kulturfornægterne begik fornægtelsens Hybris, og deres Nemesis består i netop den samtale, der er genoptaget, og som taler om fornægtelsen og alt det, der blev fornægtet.

Så hvori består håbet? 
Håbet består i ikke længere at insistere på fornægtelse.
Håbet består i afsløring og overflødiggørelse af fornægtelse. 
Håbet består i samtale sammen med afsløring af, hvordan al konstruktiv samtale mellem mennesker er blevet destrueret og fornægtet i destruktionens og fornægtelsens antikultur. Verdens Håb består i den samtale, der nu finder sted. Så tal dog, vantro! 


Byvandring 

Vis mig dit kvarter, og jeg skal sige dig, hvem du er. Du er, hvad du bor i. Der er huse og gader for mennesker og huse for zombier, robotter og postindustriel kanonføde. 

Jeg ved, hvad du vil sige: du kan ikke generalisere. 
OK, du bor måske et sådant sted. 
Jeg ved, hvad jeg vil svare: hvis jeg ikke generaliserer, kan jeg ikke specificere.

Lad være med at prøve at fortælle mig, at et liv i endeløse, ansigtsløse, udsigtsløse og fantasiløse boligkomplekser ikke er bevidsthedsskabende. 
Lad være med at påstå, at du, hvis du virkelig skulle vælge, ikke ville bo i et hus med skæve vinkler, der var anderledes end nabohuset, med smukt dekoreret facade, bygget af naturens bedste materialer med et stort saftigt træ til at læne sig op ad i en gade, hvor børn kunne lege og gå frit henover. 
Lad være med at lade som om, at dit øje fryder sig over kilometervis af glas- stål og betonfacader beliggende langs en vej, hvor dit øre og din næse fryder sig over 55.000 dagligt forbipasserende biler. 
Lad være med at fornærme din egen intelligens ved at bilde dig ind, at et stykke spekulationsbyggeri med en indrømmet estimeret levetid på 30 år ! er et sted, som du og din familie, hvis du er i nærheden af en sådan, regner med at blive boende i. 
Lad være med at ignorere det faktum, at det ovennævnte designerslum på sigt er de 15.000 værd i månedlig husleje, som du frivilligt betaler for det. 

Jeg ved, hvad du vil sige: jeg havde ikke noget valg. 
Jeg ved, hvad jeg vil svare: du havde altid et valg, du traf det bare ikke. 


Samfundet 

Hvad høvlan, hulan, som ind i helbredsundersøgelse bilder de sig ind at kalde noget for et SAMFUND, der består af et sammenklasket, sammengennet sammenrend af sammenkørte forskræmtheder pevet på plads af de sammensvorne socialingeniører med behavouristisk behændighed? 

Hvornår er det lige, at vi har FUNDET SAMMEN i et samdrægtigt, samhørigt samfund? 
Hvornår har vi samvittighedsfuldt og samstemmende samlet dette såkaldte samfund? 
Fandt vi overhovedet sammen, eller fandt nogen sammen med ligesindede ondsindede på, at naturlige sammenhænge kunne undermineres af samvittighedsforladte, sammenregnede og sammenstykkede pseudo-samtaler?
Var det et sammenfald af tilfældigheder, der skabte et samfundenes sammenbrud? 
Hvem gavnede centralismens sammenlægnings-sammensurium samlet set?
 
Et samfund er for folk, der finder sammen i samfindsomhed. Hvis det finder sted, og vi finder ud af det sammen, så findes der fred. Hvis vi tror, at vi er tvunget til at finde os i hvad som helst, så ingen finder på at finde udveje, så findes der ufred.  

Vi befinder os ved et sammenfald af sammensunkne befindelser og samfældigheder i samtidigheden, hvor der er brug og genfunden samdrægtighed, samvittighed og opfindsomhed. Der tilstræbes findeløn for sammenhold og samme løn for findpåsomhed.






Kommentarer

Populære indlæg