Helt eller junkie

af marco_hanuman, the blogger

Heltemodets tid er forbi. Det siger de. Ligesom det er slut med andre højtravende betegnelser fra det sproglige skatkammer. Smålighedens tid er for længst ankommet. Det siger de, selvom de ikke tør sige det. Hvis man ikke kan være en helt og udvise ekstraordinært menneskemod - mandsmod er det også slut med at sige, for det er kønsdiskriminerende - så kan man heller ikke være en ussel kujon. Til gengæld kan man være en ikke-kønsdiskriminerende vatpik og blive lovprist for det. [dis-kriminere: at skelne]


 

Så hvis menneskeheden ikke har lov - hvem har i øvrigt givet nogen lov til at hævde, at de kan give lov? - til at forholde sig til skikkelser i for- og samtid, der udviser denne nu politisk ukorrekte form for menneskemod - hvem er de, der bestemmer korrektheden? - hvad skal menneskeheden så forholde sig til? Den store lallende pøbel? Efter erfaringen fra den franske og russiske revolution synes det at være en rigtig dårlig idé, især fordi folkets vilje og handlemod lå bedst i kommissærernes lomme. Mente man. 

Teknokraten vil bilde os ind, at vi blot skal forholde os til en algoritme, der er spyttet ud af noget, de kalder for kunstig intelligens eller noget på et stort regneark forfattet af medlemmer af DJØF, der kan reduceres til kurver i et koordinatsystem eller en stak bullit points i en PowerPoint slide. Udover dets ræbende kedsommelighed er det blot endnu et eksempel på bedragerisk autoritet, der arrangerer landskabet efter eget landkort. 

Skal mennesket forholde sig til sig selv? Se, det lyder lige straks som en god idé. Og var det bare så vel. Faktisk kan det meget vel være så vel. Rent faktisk kan det blive nødvendigt i en situation, hvor der ingen andre findes, der kan tænke og handle på ens eller andres vegne. Det kunne meget vel være en helt, vi taler om her, en person, der ikke selv har udtænkt sin senere status som helt, men er blevet udråbt til det efter blot at have gjort, hvad situationen og samvittigheden krævede. 

Men er det ikke en lige lovlig heftig fordring af hvert eneste menneske, at de kun skal forholde sig til sig selv? Er det ikke i virkeligheden og på paradoksal vis det samme som at sige, at man aldrig har lov til at følge sit eget hoved? Når vi alle er isolerede individer, så er der ingen, vi kan forholde os til eller stole på eller synes udviser forbilledlighed. Hvad skal barnet forholde sig til, når det ser sig om i sin Verden efter skikkelser, det ønsker at ligne eller følge? Det ensomme menneske er flokmennesket i en flok af ensomme. Det er derfor, flokken aldrig har sin egen vilje, for vi har ikke stærenes, fiskenes eller myrernes kollektive sjæl - et tredje ord, det er forbudt at bruge. Mennesket er ikke bare 'hive mind', det er noget andet. Det er et kollektivt og et individuelt væsen på samme tid, og de ideologier/filosofier, der hævder kun det ene, er fulde af løgn.

Her kommer så det store paradoks blandt en række mindre: Popkulturen er oversvømmet af helte - tilsyneladende. Tegneseriehelte. Totalt uduelige og ubrugelige skikkelser, selvom vi labber billederne i os. Hvad skal barnet med monsterlignende zyborgs i spandex? Jamen, de elsker dem jo, siger de i underholdningsindustrien. Jamen, vi elsker dem jo, siger børnene. 

Fascistiske helteikoner serveret for børn

Her ankommer vi til et vigtigt punkt: Helten som opdragelsesredskab. Spørgsmålet er bare, hvem er opdrageren og opdragsgiveren, og hvad er det, der bliver opdraget til? Er opdrageren en industri tømt for etik, hvis eneste formål er opfyldelsen og fastholdelsen af en business case via evig kontrol over folks hjerner, hjerter og fysiske krop? Eller er opdrageren en kultur overleveret gennem mange slægtled, rodfæstet i folkenes fortid, der med sig bærer et ønske om at se unge mennesker vokse op med deres bedste egenskaber i fuldt flor? Er det BigBusiness, der har købt og korrumperet sig til et produkt af hjerne- og hjertedøde narcissister, der ALDRIG evner eller vover mellem vugge og grav at stoppe og sige: Lige et øjeblik, hvad er det for en gang lort, jeg sidder og fordøjer, hvad har jeg gang i, er dette virkelig virkeligt, hvor skal jeg hen med det, hvor skal VI hen med det, og hvad er det i øvrigt, de dér typer har gang i derude? Eller er det rent faktisk sådan, vi bør gøre, inden vi går i graven som opbrugt medløberslam.

Helten i hverdag og myte 
Lad os endnu en gang spørge Joseph Campbell, manden der skrev The Hero with a Thousand Faces, hvad helten - og læg mærke til, at han taler i ental: THE Hero - er for en størrelse. Helten er en tidløs og stedløs arketype, der personificerer enhvers rejse mod at blive et menneske (eng. selfhood). Du er kun født som et potentielt menneske, og hvis ikke potentialet realiseres, ender du dit liv som en hund. Helt eller hund? Helten kan have tusind ansigter, og rejsen kan følge tusinde stier og veje, men som en arketype, et indkodet sindbillede på både det individuelle og det kollektive plan, vil helten møde sine udfordrere, sine portvagter, sine rådgivere og hjælpere. Det er igen et paradoks, for der er på sin vis tale om en forudbestemmelse, men det er kun som potentiale. Helten skal erkende sin retning og træffe sine valg selv. Både grækerne og nordboerne havde deres ord for skæbne, men det blev ikke forstået mekanistisk. Opfyldelse af sin skæbne var at betræde den vej, der skulle betrædes. Hvorvidt du valgte vejen var, som ordet siger, dit valg.

Vi taler om at træde i karakter. Vi taler om, at valget står mellem at følge sit begær eller sit behov. (wants <> needs). Men her bliver det svært, for hvad er egentlig heltens = dit behov i livet? Og netop fordi, det kun er dig selv, der kan træffe dine valg hjulpet af rådgivere og hjælpere, som du selv vælger og accepterer som sådan og udfordret af modstandere, som du i bund og grund selv har valgt via en indbygget tiltrækningskraft til at påminde dig om, hvori dit behov består, og at du ikke kommer udenom at træffe valg. Her vil helten = du selv møde portvagterne, der tester, om du har forstået, hvori dine valg består, og om du er rede til at træffe dem. Med efterfølgende konsekvenser, for valg har altid konsekvenser. 



Heltens rejse er en psyko-mytologisk handlingsfilosofi, hvilket forklarer, hvorfor forbrugerist- og underholdningsindustrien har været så besatte af at okkupere heltens fortælling ved at karaktermyrde de helteskikkelser i den menneskelige historie, der eksemplificerer den fuldbyrdede rejse. De har skabt deres industrielt-syntetiske tegneseriehelte, som ingen alligevel kan bruge til noget, og som det barn, der juleaften efter udpakningsræset siger, at det elsker dem, men som efter kort tid dumper dem i rodkassen med alt det andet plastiklort, de er blevet overdynget med. Selvfølgelig elsker de dem, for de er blevet til forbrugsnarkomaner. Forbrugerismen er et tidsligt udtryk for alt det, som helten skal overkomme på sin rejse: valget mellem begær og behov. Når man altid får, hvad man begærer, lærer man aldrig at forstå sine behov. Når man aldrig møder kvalificeret modstand, bliver ens livsvilje slatten, ens psykiske immunforsvar svagt, og ens evne til at træffe beslutninger udhulet. 

Hvis nogen synes, at denne generaliserede beskrivelse passer på en kæde af generationer, fra babyboomerne til generation curling, så er det fuldstændig rigtigt. Du skal med andre ord være en meget gammel mand eller kvinde, hvis du ikke falder indenfor det generationsspænd, hvor den kulturnarcissistiske slattendom holdt sit indtog. Det startede med to verdenskrige, der dybt traumatiserede Europa og Vesten og resten af Verden i nævnte orden. Efter et årti med møjsommelig genopbyggelse af de værste ødelæggelser og nødtørftig helen af de dybe sår i sjælene, som folkemordet skabte, ankom de underholdningssyge og virkelighedsflygtende generationer, med midt-1960'ernes babyboomere som den første seriøst narcissistiske generation. 



De kunne få og fik alt, hvad de pegede på, mens de svinede det samfund til, der havde givet dem alt, hvad de pegede på. De hånede deres forældres og bedsteforældres generationer - det havde de lært af deres kulturmarxistiske 'rådgivere' - selvom de gamle havde ydet ofre, som ingen generationer før dem i nyere tid. Alt imens hengav de sig til en CIA-fabrikeret hedonistbølge af sex, drugs og rock'n'roll, og som surrogat for helte, tiljublede de potrygende, heroinjunkende mænd i dametøj og teenageludere i bukser, hotpants og bare patter. En generation, der lærte, at omgående behovstilfredsstillelse var way-to-go, for nu var der forbrugsfest. 50'er-teenybopperne havde varmet dansegulvet op, og nu trykkede 60'er-beatnikkerne den af. Wa så, er du flipper eller disker?


Og hvad skal du så være, når du bliver stor, lille ven? 
Jeg skal bare lissom realisere mig selv ved at gøre op med det bestående.

Man får lyst til efterfølgende at belære den lille ven, der som det første afgørende valg på sin rejse som helt i sin egen fortælling allerede har truffet det forkerte valg ved at gå efter et højst tvivlsomt og illusorisk begærsbillede, i stedet for at gøre sig klart, hvad selvrealisering virkelig ville sige. Det er en NewAge designerfilosofi, at man frit ud i den blå luft kan virkeliggøre sit personlige potentiale. Intet menneske svæver frit i et supermarkedslignende tag-selv-bord af løsrevede muligheder, ingen egentlig virkeliggørelse eksisterer uden rødder i tid og rum. Narcississistgeneration 1.0 gav fuckfingeren til den kultur, der bar på nøglen til deres virkeliggørelse, og flygtede over i det store eskapist-trip. De, der ikke valgte NewAge-vejen, var på ingen måde uberørte, for allehånde eskapismer bød sig skamløst til. Hjemme i liguster-parcellen behøvede man ikke gå i seng uden en passende dosis valium. Der var den ene slags junkie, og så var der den anden og den tredje slags. Alle var med på deres udgave af forbrugs- og eskapistfesten.  

Jamen, kan jeg ikke bare være junkie og så realisere mig selv ved siden af? 

Her kommer et lille grundkursus i behovstilfredsstillelse. Livet sætter naturlige grænser for, hvornår tilfredsstillelse opstår. Det tager tid, det kræver tålmodighed, der kræver et stykke arbejde. Herefter opstår tilfredshed. I dit arbejde, i forhold til din kunnen, i det familieliv, i din økonomi. Hvis du bliver heroin-kokainvrag, kæderyger, shop'aholic, erotoman, alkoholiker, trøstespiser, sukkerjunkie, spillefugl, social media-zombie, mobil-onanist, unødvendig medicinforbruger, TV-slave eller videospils-freak eller bare mener, at tirsdag-søndag skal være én stor gymnasiefest (og på syvende dag hvilede Gud ved at pjække fra skole), indtager du en form for junk, der på syntetisk vis udløser dopamin i dit system. Deraf navnet dope. Det er et biokemisk stof, der er stærkt vanedannende, og du lærer dit system, at vejen fra begærsimpuls til tilfredsstillelse er direkte og omgående. Enhver modstand mod direkte tilfredsstillelse vil herefter opleves som smertefuldt og som noget, der skal undgås for enhver pris.

Det lyder som sådan noget nypuritansk noget.
Det er ikke sjovt nok, det gider jeg ikke. 


Du taler som et barnagtigt fjols, og dit brug af ordet gider, røber det. Sagde jeg noget om, at god mad, en god brandert, et overdådigt måltid eller brugen af mobiltelefon skal forsages? Du forstår ikke gradbøjningsfeltet mellem grænseløs hengivelse og forsagelse, og fordi du ikke forstår det, er du røget i den værste af to grøfter. Du er helt åbenlyst ikke fundamentalistisk veganer - det er deres problem - for så var du ikke endt som dopamin-junkie. 



Joseph Campbell beskriver noget, der i de gamle kulturer var ritualiseret. Når vi bruger det kristne udtryk hedning eller det romerske ord pagan (bonderøvene derude i udkantsverden), så tror vi, at det var deres religion. Det var det ikke, de havde en 100% ritualiseret hverdag og en ritualiseret livsbane. Deres overgangsriter før voksenlivet viser det. Alle stumperne af de gamle ritualer - hvoraf nogle stadig lever, omend i en ofte forvreden og udhulet form, hvor vi har glemt den egentlige betydning - vidner om, at de gamle kulturers hverdag var lige så ladet med betydning, som forbrugerismens hverdag er ladet med tomhed og ligegyldighed. Ritualisme <> Nihilisme.

Overgangsriterne var en ramme om et livsvigtigt stadie i heltens rejse. Det var en indvielse. Vi har fra og med generation babyboomer myrdet og på deres opfordring 'gjort op med' alle ritualer og lever i u-indvielsens infantilkultur. Mødet med de universelle udfordrere blev forstået og respekteret af de gamle. Ritualet var til for at beskytte og guide den kommende indviede mod de reelle farer, der var forbundet dermed, for livet er både livligt og dødeligt. Men det var uden curling-attitude, for mødet med det farlige og skræmmende var uundgåeligt. De folkelige fortællinger indeholder altid elementer af noget farligt og en diskret vejledning i, hvordan man møder det, uden at komme galt afsted. I Disneys perverteringer af de klassiske børneeventyr er det farlige gjort tuttenuttet og ufarligt og helten er blevet til en smartass. I Hollywoods konstante pervertering af arketyper og klassiske mytologier bliver vi konstant pumpet med billeder beregnet på - udover at udløse den vanedannede dopamin, så vi er nødt til at vende tilbage efter mere - at fuldbyrde den destruktion af samtlige oprindelige værdier, som vore forfædres kultur overleverede os, værdier, uden hvilke egentlig fuldbyrdelse af heltens rejse, bliver umulig. Hollywood er et surrogat, simili, FAKE. 



Det forlyder, at Disney-koncernen nu har købt mediekanalen CBS. Det store mytologi-surrogat har længe ædt sig ind i informationsverdenen, hvilket er helt efter bogen. Der er ikke længere forskel på underholdning- og bevidsthedsindustrien og mainstream-medierne, for alt er nu fiktion og FAKE. Nu kan vi VIRKELIG for alvor tale om pervertering af helten. Her bliver perfide afstumpetheder og terrorister beskrevet og hyldet som helte! Et eksempel: The White Helmets, en terror-support-organisation, der har opereret i Syrien som støtte for ISIS og al Qaeda/al Nusra og al Ya'Ska'Gidaskaja, bliver indstillet til fredspriser og international hæder, selvom de har fungeret som ambulance-skraldemænd for terroristerne! De disneyficerede, de CIA- og Hollywood'ificerede medier lovpriste disse folkemords-hangouts, der for egen part organiserede FAKE redningsscenarier optaget med lækre billeder udenfor Syrien. 

De og deres imperiale opdragsgivere får en sko i hovedet herfra af foragt. 



De virkelige helte i den krig er nogle helt andre, og de får absolut ingen plads i medierne, med mindre de er så fremragende, at medierne beslutter sig til at svine dem til. Her er det, at vi har brug for en Antiimperial decoding-manual for at gennemskue, at medieudskregen tilsvining af en person eller gruppe af personer på scenen med største sandsynlighed er et tegn på tilstedeværelse af helten. Det kræver stort civilt mod at stille sig op mod Imperiet, med deres hord af medier som giftblandere. 

Kommentarer

Populære indlæg