Fobi

af marco_hanuman, the blogger


Pas på dræbermulvarpen!


Fobi   

Der findes arachnofobi, agorafobi, klaustrofobi og xenofobi. Det har vi lissom på plads. 

Altså væmselige edderbasser med otte ben, åbne parkeringspladser med eller uden springvand og folkemængde, ubehaget ved at blive lukket inde i et kosteskab med en død rotte samt fremmede stoddere, der taler kaudervælsk og lugter af hvidløg. 

Jeg for min part ville også have en vis agorafobi i forhold til at jaywalke Hans Knudsens Plads i myldretiden, men det er åbenbart ikke et problem for en særlig type af lettere sindsforvirrede fortravletheder, der har det med ufortrødent og uden påviselig grund til at have travlt til at vælge den særlige diagonalløsning - for de er højst sandsynligt på kontanthjælp og går først i seng klokken halv syv om morgenen - at vade eller cykle tværs henover hvilketsomhelst trafikhelvede, uden hensyn til eget eller andres levned, så hvad skal vi kalde det? Det må være det modsatte af fobi. Ibof? Antifobi? 

Men vidste du, kære poetiske læser, at d'herrer psykiatere/psykologer også har opfundet neo-latinske eller -græske betegnelser for 285 fobier for alle tænkelige og utænkelige fænomener, som en eller anden personage en eller anden gang i den fobologiske verdenshistorie er flippet ud over, fordi det var det første, vedkommende så for sit øje og faldt over, da han/hun/den/det en dag ankom med begge forkerte ben ude af sengen? 

Hvad siger du lige til zemmifobi, angsten for muldvarper?
(se billede og skid i bukserne!)

Hvis græsplænen fænomenologisk repræsenterer dagsbevidstheden, så må dette frygtindgydende, blinde pelsdyrs undergravende virksomhed repræsentere underbevidsthedens snirkelgange. Gad vidst om en eller anden CIA eller KGB-agent kunne beskrives som lidende af zemmofobi, og gad vidst, hvilke særlige og fagspecifikke fobier, medlemmer af disse fobisk-paranoiske-agenturer kan siges at lide af? Det må kræve en helt ny liste af, som det hedder på volapsykisk: customiserede termer. 

Vi går videre med triskaidekafobi, angsten for tallet 13. 
Javel ja. Gad vidst om det inkluderer angsten for ham dér Jesus, der som bekendt var den trettende til bords, efterdi og -som der jo som bekendt var tolv disciple? Og efterdi og -som, hvilket nok kun er de indviede og hjemmearbejdende bekendt, at Jesus = Kristus er Solen placeret i midten af zodiak'en af tolv tegn eller huse på himlen og derfor er fæstet på korset, der er enten vertikalt-horisontale eller diagonale eller begge liniesæt på en gang, hvis du ønsker at blive katolsk-esoterisk doubble-crossed, så må triskaidekafobi være ensbetydende med en semi-okkult skræk for Solen. Der findes jo en løsning på den fobi: bliv månedyrker og flyt til Ørkenstan, hvor frygten for Solens destruktive hede har udløst en månekult. 

Vi kan så i samme åndedræt nævne paraskavedekatriafobi, angten for fredag d. 13. 
Sig navnet hurtigt ti gange i træk, og du har bestået. Udtaleegnethed er ikke et issue for psykiatriske fobi-opfindere. Vi må gå ud fra, at denne særegne fobi ikke også inkluderer en viden om, hvor udtrykket stammer fra, altså at den franske konge, Phillipe den Smukke, beordrede en massehenrettelse af Pauperes commilitones Christi Templique Salomonici, også kaldet tempelridderne fredag d. 13. år 1312, hvilket i så fald enten ville være angsten for hemmelige loger på den ene side - og der kunne nok være et og andet at være bange for, når man ved, hvor meget d'herrer har haft deres snavsede fingre i - eller angsten for at tilhøre en sådan, hvis folk skulle finde ud af, at man har udført latterlige ritualer som fx at ligge nøgen i en kiste med en rød sløjfe om dilleren. 

Hvad siger du lige til septenterrafobi, angsten for nordmænd? 
Hvori består lige angsten for sjove mænd og koner med skihue, der er helt oppe og køre, når deres fodboldhold enten taber eller vinder, som seriøst mener, at en agurk i et supermarked skal koste 85,95 norske banditos, og som har røven fuld af oliepenge? 

Det ville du ikke bagatellisere, hvis du var indbygger i en østengelsk landsby omkring år 912, hvor der ankom en stak langbåde udstyret med det syvende lands langskæggede, læderpåklædte, økse- og sværdbehængte, sved- og saltvandshørmende atlanterhavsturister, der ikke stod tilbage for at æde dine svin, stjæle din seneste høst og kneppe din kone og ældste datter for sjov efter 38 dage på søen. Tænk lidt over det!

Så er der selvfølgelig mortecastrafobi, angsten for koncentrationslejre. 
En betegnelse, der er så ideologisk specifik, at den kun kan være opfundet af neurotiske jødiske psykiatere. Og her tænker man, at betegnelsen rammer fuldstændig ved siden af, for det trauma, som en tidligere fange i en koncentrationslejr i Nazityskland, Rhinlandet under Eisenhower i 1945, Gulag fra Lenin til Stalin 1917-60, Guantanamo fra Bush til Obama 2001 og videre - er ikke angsten for koncentrationslejre, men regulært ubehag ved mishandling og indespærring. Hvor kompliceret klinisk kan det gøres til at være? 

Vi er nødt til at nævne det længste navn for en fobi alene af den grund, at det viser, hvor absurd fobilogien er: Hexakosioihexakontahexafobi, angst for 666 og dyrets tal. 
Altså bare det, at nogen indenfor psykiatrien tager navngivningen af en postuleret observeret fobi alvorligt, må vække en vis bekymring. Måske man skulle navngive angsten for unavngivne områder for menneskelig bekymring for nonfobifobi, angsten for ikke at have et navn for en mulig bekymring i det menneskelige tankefelt, der således ikke er til rådighed for diagnostificering, sygeliggørelse og deraf følgende medicinering med deraf følgende indtjening i milliardklassen for industrien stillet i udsigt. Der burde også være et tilsvarende ord kaldet fobimani, der beskriver den - og andet ord findes der ikke for det - sygelige trang til at opfinde specifikke fobier og helt overordnet en terminologi - og her siger vi velkommen i flokken til en ny vanskabning - diagnosticitis, den lige så sygelige trang til at finde på en ny diagnose. 

Her er en interessant fobi: epistemofobi, angsten for viden. 
Den er meget basal og nem at forklare. Når jeg ved noget afgørende og af betydning, er jeg nødt til at handle på min viden. Ellers er jeg et uansvarligt, samvittighedsløst menneske. 
Hvordan unddrager jeg mig ansvarligheden og samvittighedsbudet? 
Ved at hævde at være dum som det snot, der hænger fra min tud! 
Angsten for viden er angsten for handlingskonsekvenserne af at vide. 

Det bliver mere og mere morsomt: barofobi, angsten for tyngdekraft. 
Den må godtnok være svær at leve med. Altså man kan forstå, at der kan forekomme en vis angst, når man står på kanten af en klippe med et fald på 100 meter og er lidt småbekymret for at hoppe ud. Det ville jeg sådan set også være, men er det en fobi? Det er som bekendt ikke faldet og flyveturen, men den pludselige måde, landskabet stopper din faldende krop på, der er problemet. Men hvis man hele tiden er bange for, at ens legeme, der ligger på den seng, man har lagt sig i, ikke svæver op under loftet, så bør man muligvis ansøge om et tålt ophold på en planet på størrelse med Pluto. Her kunne man så muligvis forestille sig en helt ny liste af fobier. 

Listen over psykiatriske fobier er noget nær uendelig. 
Jo flere fobier, des flere behandlingsmuligheder. 

Nomofobi, angsten for at være uden mobiltelefon. Vi kunne også kalde det offlinefobi.
Seriøst seriøs! Grænseløs uhadada uden sidestykke og historisk fortilfælde! 

Det er angsten for postuleret social udstødelse, hvis du ikke hvert nanosekund er online ift. en af datamafiaens digitale skabninger: Google, Facebook, Instagram, Twitter eller Snapchat. Her må man for en gangs skyld være enig i, at der har været svært brug for at navngive en ny fobi, for man behøver ikke at se sig langt omkring for at få øje på mindst otte personer i den samme S-togskupé, der er dybt forsuttede i deres mobilbamse. 

Faktisk må nomofobi kandidere til det nye årtusinds mest trendy fobi, da den rammer så mange på en så afhængighedsskabende måde og gør millioner til mobil-kokainister. Prøv at tage digitalsutten fra en teenagetøs i en uge, så skal du edderdunkeme se symptomer på abstinenser! Altså en kold tyrker fra de ca. 2000 daglige skud socialerotisk stimulans. Aldrig har en generation selfiedokumenteret sig så meget og samtidig bidraget i så ringe grad til verdenskulturen. Ligheden med den uduelighed, der rammer narkomaner, er ganske simpelthen rammende. 

Eller hvad med en stak unge mænd, egentlig blot en stak hundehvalpe forklædt som voksne, siddende om samme bord på værtshuset med hver deres fadbamse, og så tænker man: ville man ikke forvente, at de sad og braldrede lidt derudaf, er det ikke det, man gør på et værtshus? Men nej, de sidder sgu alle sammen ufestligt hensunkent døde i blikket og onanerer med hver deres mobildildo! 

Vi slipper ikke for den, fobifobi, angsten for fobier. 
Det må være trumfkortet for psykiateren, der sidder overfor en ny nervøs klient og simpelthen ikke kan finde en fobi på listen med 285 muligheder og er lige ved at få et anfald af nonfobifobi, angsten for ikke at kunne finde på en fobi, når nu han så gerne vil give sin klient en diagnose. Men tadaa! Jeg tror, vi må konstatere, at du lider af fobifobi! Du er simpelthen bange for, at du skal have en fobi, men det har du ikke, så det har du hermed! Tillykke. Jeg udskriver straks noget Ritalin, så symptomerne kan dæmpes. 

Psykiateren kan nu tørre sveden af panden og selv diskret nappe en Ritalin i pausen.


Her gik vi og troede 

Her gik vi og troede, at det hele var velment velbeskrevet og til at stole på, at velbeskriverne som minimum indrømmede, når de ikke havde styr på det, og at de ifølge de højhellige principper for udformningen af deres velbeskrivelser og den metode, de sagde, at de beherskede og havde fopligtet sig til at anvende, selvfølgelig altid ville tage deres udsagn op til overvejelse, når noget kom for dagen, der fortjente overvejelse. 

Her gik vi og troede, at der krævedes noget så gammelskoleagtigt som hæderlighed og ubestikkelighed, når det drejede sig om noget så almenvældigt som at tage vare på vores fælles fortid, og beskrive, hvordan vores samtidighed er kommet i stand, så vi sammen og hver for sig på samme tid vil kunne besinde os på, at fremtiden beror på at følge den rette vej belært af fortidens forsyn og fejltagelser. 

Og hvad skete der? Måske var det netop bestikkeligheden, der var det svage punkt. Der flød penge ned i lommen på velbeskriverne. De fik lov til at boltre sig. De fik fine stillinger, forfremmelser, måske endog professorater, hvis det var det, de begærede. 

Og med fine stillinger ankom fine fornemmelser. Måske var det forfængeligheden, der gjorde det. De fik anseelse, de solgte bøger, de fik en læserskare, de blev anmeldt i rosende vendinger af ligesindede, de fik titler og ordener og lov til at stå på talerstole. De fik velvilje for velbeskrivelse. Måske blev de berømte. Far og mor klappede dem på skulderen og sagde til poden: Godt, min blomst, og med pragt i stemmen til deres bekendtskaber: Ja, min søn har altså lige, og nu får han lov til at, og de siger om ham, at han - for nu kaster det succesfulde afkom glans på sit ophav og gør alt det, de selv havde drømt om, men aldrig fik gjort, og skam skulle da stå i de gamle, hvis de kom til at spørge: Det dér, du skriver om, er du nu helt sikker på, at ... 

Måske var det frygten. Her havde de gået hele deres kostbare ungdom til langt op i voksenlivet og uddannet sig, og hvad nu hvis de aldrig fik den drøm og løbebane, de havde arbejdet på, og hvad med alle de penge, de nu skyldte stat og bankvæsen? Hvad nu, hvis de kom til at skrive noget, der blev ugleset af kolleger, presse og øvrighed? Og hvad nu, hvis de kom til at stikke fingrene i hvepsereden og vende en sten, der ikke måtte vendes, for under stenen gemte sig et stykke kryb, der ikke måtte velbeskrives? 

Først og fremmest hvad nu, hvis de opdagede, at de velmente velbeskrivelser, som de selv havde stolet på, som alle havde stolet på, og som de mente og hævdede, at de havde styr på, var en konstruktion? Hvad nu, hvis de i et ubevogtet, ucensureret øjeblik eller blot i et uterligt anfald af optimistisk overmod eller blot og bar naivitet kom til at følge de højhellige principper for udformningen af deres velbeskrivelser og selve metoden, de sagde, at de havde forpligtet sig til at anvende og altid ville tage deres udsagn op til overvejelse, når noget kom for dagen - og gennemskuede konstruktionen? 

Vi tør slet ikke tænke på, hvad der ville ske, hvis de så fik et anfald af samvittighedskvaler over at have medvirket til noget, der nu mere og mere antog karakter af en konstruktion og ovenikøbet af formidable dimensioner, der var startet generationer før dem og havde forplantet sig som en implanteret og intentionel kædereaktion af velbeskrivelser, der skrev af efter velbeskrivelser, der igen skrev af - altså hvis de i et sådant utilbørligt anfald gik i gang med at velbeskrive det ubeskrivelige og gøre det beskriveligt. 

Men altså, her gik vi og troede, og meget langt hen ad vejen gik de selv og troede på deres velbeskrivelser, for så længe de bevægede sig indenfor den afstukne indhegning og blot tog sig af, hvad der blev lagt frem for næsen af dem, hvad der var korrekt og come il faut og velbehageligt velbeskrevet, så var alle glade og ingen sure. Eller var de? 

Var der ikke antydningen af dissonans? Var der ikke en tone i kanten af det hørbare område, som i lydbilledet til en idyllisk scene i en thriller som suspense, før noget ubehageligt skulle til at ske? Kunne skønmaleriet i længden opretholdes med bestikkelse, forfængelighed, frygt og kikkerter for det ene øje iført skyklapper og højlysfilter? Kunne skriverkarlene i længden nøjes med at klamre sig til deres lille hyldemeter af afhandlinger, der var skabt for at tilfredsstille deres opdragsgivere, mens disse var i færd med at indføre endnu en udåd, der også skulle velbeskrives, både før, under og efter? 

Måske var det udåden i sig selv. Den gik ind i kød og knogler og nervebaner og gjorde, at vi gik og troede, og de gik og troede, og vi gik alle sammen og troede på det hele. Vi var lige ved at overgive os ganske og aldeles til denne tro af religiøse dimensioner, hvor selve omfanget af udåden blev ensbetydende med dens uafvendelige herlighed. Den havde jo bevist denne herlighed alene i form af sin vedholdenhed. 

Det var så her, dissonansen indfandt sig. Vi begyndte at høre den, og de begyndte at høre den. Den havde været der hele tiden, men nu var den bare direkte hørbar. Selv opdragsgiverne og iværksætterne af den besynderlige guitar, der afspillede dissonansen - vi kan kalde dem for konstruktivisterne - selv de begyndte nu at føle sig irriterede over lyden. De viste tydeligt tegn på ubehag, de vred og vendte sig for at komme et andet sted hen, men det var svært at finde steder, der kunne ankommes med metoder, der kunne anvendes. Og nu havde de glemt alt om, hvordan man stemte en guitar. 

En meget interessant og, vil nogle sige: historisk situation. Bør den så ikke velbeskrives? 


Solhverv 

Vi værdsætter først vores jordiske gods, når vi har oplevet at miste det. 
Vi kender først vores fødested, når vi har været langt væk og mærket længslen hjem. 
Vi ved først, hvad livet er, når vi har set døden i øjnene. 

Vi forstår først lyset, når vi befinder os midt i den mørke tid. 
Det siges, at folk, der frivilligt har ladet sig befinde i ugevis i totalt mørke, 
har aktiveret en kirtel i hjernen, der er i stand til at skabe billeder fra det hinsides. 

Lyskuglen er næsten ikke i stand til at løfte sin krop over kanten mellem himmel og jord. 
De Hellige Tre Konger, er på vej om bag forhænget til det allerhelligste 
for endnu en gang at forhandle om, hvorvidt Solen får lov til at vende sin bane.

Solen kan hverves ved Solhverv - som om man kan hverve en almægtighed til noget, der med blot en enkelt elektromagnetisk udladning kan udradere livet på denne planet. 
Det ene hverv for Helios består i at vende sin bane, så levende væsener ikke fryser ihjel i en tåge af flydende helium, det andet består i at vende sin bane, så de ikke bliver stegt. 

Hvem siger i øvrigt, at Solen, der således kan hverves, ikke er et levende væsen?
Hvis den var en maskine eller blot en komponent af samme, hvorfor så hverve?
Man hverver ikke en maskine, man aktiverer og anvender den, man trykker på knappen. 

Når det Store Hjul endnu engang skifter gear, fejrer vi det lille hjul. 
Fuckfinger til Disney-Hollywood-jul, supermarkeds køb-dig-ihjel-jul, plastiknisse-jul!
Lad det store og det lille hjul gå i sync i dets fælles hjerte. Lad der være hjertefest. 


Nytårstalen 

Så sidder jeg her igen i en rygepause med opsat hår behængt med dialysiske, dionysiske, diabolske diademer og diamanter, behængt og befængt med tabloid omklamring, beklemt med familiær indavl og in-fight, belemret og beluret af presseliderlige papparazi hyret af populist-psykopater, belastet af en kongerække af tysk lavadel ankommet til ære, værdighed og indbildsk hovmod førende til nationalt 1854-post-traumatisk syndrom - og forventes at levere en kærlig opsang med stumper af bid i til en nation, kirken, regeringen, søens folk, nordatlantiske stumper af et indsunket imperium samt andre 'lændinge, som jeg aldrig har mødt, uden en form for indføringshylster bestående af officielle mellemled ved repræsentativt festlige lejligheder og derfor reelt ikke kender. 

Så sidder jeg her igen som en prøvløsladt guldfugl fra sit kongelige kornkammer. Jeg lader som ingenting, jeg spiller spillet, jeg holder talen, der er godkendt af kummerherren, jeg rasler med juvelerne, jeg blander mig af princip og konstitution ikke i politik, mens jeg mellem sidebenene lukker en stribe politiske korrektheder på bestilling ud om befolkningens dårlige form, mangel på offervilje i trange tider og mangel på lalleglad tolerance overfor etnisk masseødelæggelse, og nu skal vi også passe på med at ... 

Så sidder jeg her med et indavlet, nedarvet og nedgroet neglesæt om de europæiske royales luskebukserier for at bevare privilegier i tider, hvor de revolutionære tog over. Vi kender udmærket de revolutionære og deres misundelses-tankesæt, og indrømmet: der var monarker, der fortjente at miste hovedet grundet degenereret kurrupthed. Men vi så efterfølgende, at de revolutionære blot var wannabees, og at de overhalede alle vore royale dårligdomme indenom med 100 kilometer i timen. 

Vi forsøger blot en tid endnu at bevare det privilegium at høste en særlig kontanthjælp kaldet apanage ved som showstykke at prostituere os for den noget videre slatne institution kaldet folkestyret, hvis speciale er at stikke folk blår i øjnene om, at de og ikke fascismens bagmænd styrer, mens vi plejer vort netværk af hosebåndsordener og andet obskurt masonisk under-radaren-overklasse-netværk og tænker på, hvortil og hvorhen vi skal trække os, når folket afsætter os, som de anakronistiske mosefund, vi er blevet. 
Gud barbere Danmark, det er saftsuseme blevet for langskægget, det her ...


DJØF'ologisk managementterapi  

Ja og velkommen til sidste stormøde i år, hvor jeg har tænkt mig at fremvise nogle slides om, hvilke pejlemærker og gevinstrealiseringer, vi kan forvente med de nye tiltag til at implementere værdibaseret ledelsesstrategi. Som det fremgår af organisationsdiagrammet, er vi nu kommet frem med en slankere og mere effektiv virksomhed, hvor vi selvfølgelig i forhold til fremtidens globale krav og Big Data forventer et offer fra alle sider i form af omstillingsparathed, innovation og større produktivitet, så vi iflg. vores handlingsplan og omstrukturerede businessmodel kan skabe den fornødne vækst og nå nye højder med faglige fyrtårne, et forbedret, bæredygtigt vidensregnskab kombineret med en stærk governance. Vi har haft et konsulentfirma med fremtidsforskere inde over for at kunne kortlægge behovet for lederudvikling og evaluere, i hvor høj grad vores trivsel-op-undersøgelse kan inddrages i LEAN-tænkningen på sigt, så vi kan fokusere på kerneydelserne, og så vi kan arbejde i sprint frem mod første release af det nye virksomhedsdesign med parallelt synergetiske platforme bestående af 14 siloer. Vi har i samarbejdsudvalget i koncernledelsen lagt vægt på at have fuldt fokus på forenkling af bundlinien frem til de næste budgetforhandlinger, så vi kan sikre, at alt personel ved medarbejderudviklingssamtalen kan dokumentere forbedrede kompetencer på CV'et. Det kræver også, at vi fra ledelsens side oparbejder en tydelig profil.  

Så, når I nu går i summegrupper og brainstormer, så bliver det over følgende problematik, som I ser på skærmen: Hvad kan vi sammen bidrage med i 2018 i forhold til at skabe vækst? Så hvis der ikke er nogen spørgsmål, så ... ja, hvad siger du?  

Ja undskyld, men er det, du siger ikke neolingvistisk verbalgrød, genetisk modificeret ordsuppe, management-macaroni på et leje af medarbejdersovs, hjernevasket akronymsalat med dressing af buzzwords og semantisk sumprotte stegt i egen begrebsforvirring?  

Jeg hører, hvad du siger, men jeg er ikke sikker på, jeg helt forstår spørgsmålet.
Kan du ikke formulere det på dansk?



Kommentarer

Populære indlæg