Asiatisk økuller, en overlevelsesdagbog


af marco_hanuman, the blogger



12. august 1905
Mit navn er Martin o'Neil. Jeg tæller dage fra nu af, efter min ufrivillige ankomst til et sted, jeg ikke ved, hvad hedder. Jeg skriver til to personer, måske en tredje. Den ene er mig selv. For det tilfælde, at ingen andre kommer til at læse dette, så vil jeg i det mindste have holdt mig selv med opmærksomt selskab. Den anden er den, der finder min dagbog efter min bortgang og ikke-overlevelse. Denne ukendte person skal i det mindste vide, at jeg fandtes.



Den tredje person er min forhåbning om en identitet og lighed mellem den første og en overlevende person. Hvis jeg nogensinde slipper levende herfra, så vil jeg, den tredje person, læse denne dagbog og ovenikøbet ære den, udbygge den og kommentere den. Den tid, den eventualitet, den glæde. Jeg forudgriber intet, jeg forventer det værste, mens jeg håber på det bedste.



Min dagbog som overlevende burde have startet flere dage tilbage, hvor skibet forliste i stormen. Vi var fire af de 12 ombordværende på skibet, der udløste en af de to ophængte, påmonterede redningsbåde og i det øjeblik, skibet krængede over og dermed frigjorde båden. Søen var vanvittig, og på det tidspunkt var der ingen af os, der regnede med at overleve. Vi holdt fast i tovværket i siden og oplevede de største og mest utænkelige bølger i hele den nat, vi blev kastet rundt.



Den ene person, skibskokken, blev slynget overbord i et uopmærksomt øjeblik. Mine to medpassagerer havde et konfliktfyldt forhold fra starten, og opholdet i båden gjorde det kun værre. Det lykkedes dem at tage livet af hinanden, hvilket jeg ikke skal komme nærmere ind på, da det synes uvedkommende for min dagbog. Den ene var en usædvanlig ondsindet satan, der gik helt amok på den anden, og jeg vil blot i forbifarten nævne, at han måtte have lidt hjælp i sidste ende til at tage livet af sig selv også. Mere vil jeg ikke sige om det, men det er en af årsagerne til, at jeg er i stand til at skrive dette på dags dato. Da jeg selv ankom, hvilket vil sige strandede på øen, var jeg helt alene i live med to ombragte personer, og det eneste, jeg i princippet kunne gøre, var at sørge for ved førstkommende lejlighed at begrave dem. Det sørgede havet midlertidigt for, og hvorfor Neptun besluttede at spare mig for samme skæbne, må du spørge den gamle om.



Jeg skal indrømme, at ovennævnte derfor ikke var min første bekymring, men derimod, hvordan jeg skulle tilbringe min første nat på dette åbenlyst øde sted. Båden overlevede ikke, men blev smadret i brændingen og det rev, som den ramte. Jeg måtte svømme det sidste stykke, indtil jeg fuldstændig udmattet slæbte mig i land på stranden. På det tidspunkt havde jeg intet andet end livet i behold og en gang vådt tøj.



13. august

Stormen aftog i løbet af resten af de lyse timer. Natten blev lang og fuld af lyde, jeg ikke kendte til. Jeg havde ingen anelse om hverken floraen eller faunaen på dette sted, og der var uden tvivl diverse giftigt kryb iblandt. Jeg ønskede ikke den første aften at vove mig længere væk fra stranden, så mit første shelter var fire afbrækkede grene boret ned i sandet, hvorimellem der var lagt yderligere fire grene bundet sammen med barkstrimler. Jeg fik brug for mit gebis, da jeg ingen redskaber havde til rådighed andet end hænder og tænder. Det lykkedes mig at trække tilstrækkelig mange barkstrimler til at danne et netværk i toppen, hvorimellem jeg kunne indflette brede blade fra palmer. Det var ikke ideelt, og jeg havde en bedre konstruktion i tankerne. Men indtil videre måtte det være tilstrækkeligt. Det lykkedes mig også at samle sammen af moslignende gevækster, så jeg kunne sove nogenlunde bekvemt.



Da jeg vågnede næste morgen ved solopgang, måtte jeg konstatere, at jeg rent faktisk havde sovet, hvilket ikke var uden grund. Det skyldtes simpelthen udmattelsen fra fire dages anstrengelser i den nu sønderskudte båd. Jeg kunne godt have brugt den nu. Ikke at jeg tror, at den kunne have reddet mig, men dens last ville have været nyttig. Det var derfor til min store forundring og efterfølgende jubel, at jeg så kassen, der var drevet i land på stranden. I de følgende dage dukkede der ovenikøbet flere dele op fra båden inklusive sejldug, mast, ror og en del planker fra skroget. Jeg skal kun prise mig lykkelig, at mit eget sølle skrog havde undgået samme skæbne.



Kassens indhold var kærkomment, omend sparsomt. Læg imidlertid mærke til, hvor velvalgt det syntes at være. Der var en stor kniv, en saks, et tæppe, en kikkert, to ruller sejlgarn, noget tovværk, to slags nåle og tråd, en æske søm, et blikkrus, en jerngryde med to hanke, en ske og en gaffel samt en pose med stenhårde beskøjter. Overlevelsesudstyr for en strandet sømand. Og glemte jeg at sige en logbog med blanke sider, en fjerpen og et blækhus, uden hvilke, jeg måtte have skrevet dagbog med min hukommelse alene. Så stor var min glæde midt i håbløsheden, at jeg faldt på knæ og takkede den Gud, som jeg aldrig havde haft et tillidsfuldt forhold til, men som jeg i denne stund besluttede mig til at tiltale. Hvis ikke et menneske spændt ud mellem skabelse og undergang er i stand til at fatte storheden i dette ultimatum, så har han måske fortjent at dø som en hund og strandvasker. Jeg tolkede denne gave indpakket i træ som en gestus og en håndsrækning fra forsynet og besluttede mig til at vise mig denne gestus værdig - om ikke andet så til den bitre ende.



I min situation var tre ting nødvendige som en start på overlevelse. Tag over hovedet, rent vand og noget at spise. Ikke småting, men netop tre grundlæggende forudsætninger for menneskeliv. Det betød, at jeg måtte forlade tryghedszonen på stranden og trænge ind i skoven, der gik helt ned til stranden. Den syntes uigennemtrængelig. Der var hele tiden åbninger, men når man fulgte dem, blev skoven meget hurtig tæt. Jeg ville bruge alt for meget kraft på det og måske fare vild. Problemet med tropisk regnskov er, at alt regnvand hurtigt bliver opsamlet af træer og planter, og at der kan være langt imellem egentlige vandløb. Jeg måtte gå flere timer, før der var et fersk vandløb, der løb ud af skoven og ned i havet. Jeg besluttede mig til at flytte mit shelter til løbets udmunding, hvilket tog den halve dag.



Mit næste projekt var fremstillingen af et sæt primitive jagtredskaber i form af en bue og et sæt pile. Hvis ikke jeg ret hurtigt fik etableret en måde til at skyde en fugl på, eller en gnaver eller en fisk i det lave vand i lagunen, så ville sulten hurtigt melde sig og kræfterne aftage. Jeg måtte prioritere for denne dag. Jeg fandt et perfekt stykke træ til en bue, som jeg flækkede med kniven og hovedet af mukkerten. Strengen var i første omgang et stykke sejlgarn. Det lykkedes mig at finde en stak lige grene, der var egnede til pile. Jeg var så usædvanlig heldig, at jeg fandt en stak fjer fra en død fugl nedlagt af ... ja, hvilket dyr havde nedlagt en fugl på dette sted?



Mit shelter denne nat var ikke bedre end gårsdagens, snarere tværtimod, men min prioriteringsliste havde tvunget mig til at sætte selve beboelsens bekvemmeligheder på hold. Måske var min prioritering forkert, men set i bagklogskabens lys, kunne jeg ikke have gjort andet. Mit tag af palmeblade var særdeles interimistisk, og da det tropiske regnvejr satte ind midt om natten, var der ikke længere tale om shelter. Det blev den vådeste nat i mit liv, vådere end den uge, hvor jeg sammen med tre overlevende fra skibet drev rundt i farvandet omkring den ø, der skulle blive mit opholdssted i skrivende stund.



14. august

Regnen ophørte et par timer før solopgang. Jeg havde for længst opgivet at blive mindre våd end totalt gennemblødt. Eneste mulighed var at smide alt tøjet og lægge det til tørre på stranden næste dag. Jeg lærte dog, at det eneste tørre sted, var den kasse, jeg havde fundet. Det betød endvidere, at min prioritering flyttede sig til et effektivt tag på mit shelter. Det tog det meste af dagen, men det betød også, at jeg var ganske tilfreds med min konstruktion af palmeblade lagt i flere lag, på samme måde som teglsten bygget op nedenfra og op og afslutte med en mønning og holdt på plads indefra og udefra af sammenflettede og sine stede sammenbundne grene. Jeg forsøgte at undgå at bruge af min kostbare ration af sejlgarn og udelukkende bruge barkstrimler, og det lykkedes. Min anden sejr for dagen var, at jeg i en tur op langs vandløbet stødte på træer, der bar frugter. Jeg kendte ikke navnet på dem, og jeg vidste endnu ikke, om de trods deres spiselighed ikke var giftige. De smagte fantastisk, de læskede og mættede, men jeg vidste rent faktisk ikke, om jeg ville overleve.



Hvor stor var egentlig, denne ø? Jeg havde ikke overblik. Eller var der overhovedet tale om en begrænset ø? Det var min fornemmelse og noget, jeg på sin vis havde besluttet, men jeg vidste det i virkeligheden ikke. Fra mit landingspunkt havde jeg udsigt i adskillige kilometer i hver retning. Større øer i denne del af verden ville uden tvivl være beboede, men mindre øer kunne sagtens være ubeboede. Tiden ville vise, med forsynets hjælp og den opsathed, jeg havde mobiliseret, hvad der gemte sig bag de yderste punkter og bag den tætte tropiske regnskove på øens midte. Selvom luften var uigennemsigtig i stormen, så jeg, før det ubehagelige sammenstød med revet, konturerne af et kegleformet bjerg via de glimtvise lyn fra uvejret. Så jeg formodede, at det var en ø af en vis størrelse, siden der var plads til den slags terræn. Jeg vidste heller ikke, om stedet rent faktisk var øde, eller om jeg blot var havnet på den ubeboede del.



Resten af dagens projekt var pilespidser og fjer. Æsken med søm var meget bekvem, det var næsten, som om nogen havde tænkt på muligheden, hvilket de nok ikke havde. Med en stor sten som primitiv ambolt og en mindre som hammer, fik jeg koldsmedet hovedet på et søm, så de dannede pilespidsens modhager, og så resten af sømmet blev fladere. De blev kilet ned i den ene flækkede ende af pilegrenen og fastholdt med sytråd. i den anden flækkede ende var der plads til at kile en styrefjer ind og vikle yderligere tråd om. Min bekymring var, at jeg hurtigt ville løbe tør for tråd, så jeg trevlede noget sejlgarn op i stedet. Men også her måtte jeg økonomisere, og jeg ville i den forhåbentlig kommende tid være nødt til at lære mig at bruge plantefibre og barkstrimler til det samme.



Buen havde bestemt ikke smældkraft som en middelalderlig engelsk langbue. Den ville også have været til besvær i det landskab, jeg nu skulle udforske, hvor jeg ikke havde brug for kraften til at sende en pil over de størst tænkelige afstande. Men på kort afstand blev jeg med et par timers øvelse i stand til at ramme med nogenlunde præcision, og faktisk satte hovedet sig så fast i en træstamme, at jeg skulle være forsigtig, når jeg trak den ud for ikke at hive spidsen af. Jeg opfandt til lejligheden et udtrækkerredskab bestående af to små stykker træ bundet tæt sammen i den ene ende. Alle disse detaljer var nu blevet hele min verden. Er det ikke underligt, som opmærksomheden snævrer sig ind, når det når til at dreje sig om overlevelse?



Jeg er sømand af profession og har været det lige siden, jeg som stor dreng stak af fra en fiskerflække, jeg var vokset op i ved navn Kilronan på øen Inishmore, den største af Aranøerne. Jeg havde nok allerede dengang lidt økuller. Min mor var død kort forinden. Ære være hendes minde, for hun insisterede på at lære sine børn at læse og skrive. Mine større søskende var andetsteds, og min far blev fordrukken og grov på sine gamle dage uden sin kone til at holde ham i ørerne. Det var et lidt sørgeligt syn. Han havde ikke ikke brug for mig og jeg havde egentlig heller ikke brug for ham. Det var desuden trange tider, og mange mennesker var døde af sult under det, som blev kaldt for Kartoffelpesten eller Den Store Hungersnød. Jeg var fem år gammel, da den startede og 12 år, da den sluttede. Vi overlevede kun, fordi vi var fiskere og boede på en ø. Alle vidste, at det ikke havde meget med kartofler at gøre, men at hele befolkningen blev udsat for et overfald og et folkemord uden sidestykke. Der havde før været sygdom i kartoflerne, men så havde der været så meget andet, man kunne leve af. Der var en rigdom af landbrug. Soldaterne ankom i stort tal og begyndte at konfiskere folks afgrøder. Vi så, hvordan de blev kørt bort og udskibet, og det var i mængder, der fyldte flere skibsladninger om dagen. Vi måtte se dem ustandselig sejle ud og ind fra Galway. Det var her, fattigdommen satte ind, og med fattigdom og underernæring kom sygdomme og død. Massegravene ligger med blot et par kilometers afstand. Der var hele landsbyer, der blev fuldstændig udryddet. Og bagefter blev det forbudt at tale om det. Hvis man gjorde, blev man skudt på stedet. I stedet ankom skrønen om Kartoffelpesten sammen med alle de andre skrøner, som Imperiet opfandt for at forherlige sig selv og ikke fremstå som det, de i virkeligheden var: en brutal nation drevet og hersket af sørøvere, slavehandlere, opiumshandlere, folkemordere og pengepugere.



Det var den sørgelige virkelighed, jeg besluttede mig til at forlade. Jeg undgik hyren på de britiske handelsskibe, dertil var min vrede over deres udåd mod mit folk for stor, og jeg ville sikkert hurtigt rode mig ind i problemer. Jeg sejlede med hollandske, franske, spanske og tyske skibe, og de seneste seks år har jeg sejlet på kryds og tværs af Østafrika, Indien, Indonesien, Filippinerne. Japan kunne ikke besejles, for de ønskede ikke udlændinge, og Kina var besværlig på grund af briterne og endnu et af deres beskidte projekter, Opiumskrigene. Tag ikke fejl, jeg nærer ikke et had til englændere som sådan, og de søfolk, jeg selvfølgelig har mødt overalt, var ligesom jeg. De var foragtet af deres overherrer i lige så høj grad som mine folk. Det var herskerklassen, der udgjorde problemet og en trussel mod stort set alle andre end dem selv. Og problemet var, at deres apparat til underkuelse var så effektivt, at ingen kunne stille noget op med dem. Det skal så siges, at hverken hollænderne eller spanierne lod dem meget efter, og jeg har set ting og sager på Sumatra og Borneo. Englænderne var bare den tand værre og deres foragt for andre var ubeskrivelig.



Det, jeg vil sige hermed, er, at jeg på ingen måde er oplært i jagtkunst. Min familie var fiskere, hvilket selvfølgelig også er en form for jagt, men jagt med bue var bestemt ikke noget, vi foretog os. Min far havde en flintebøsse, som jeg har skudt med, og et par ænder og en gås kunne der godt være tale om. Vi plejede at bytte os til vildt for fisk, men større vildt var forbeholdt de herremænd og godsejere, der var indsat af briterne til at gøre livet surt for befolkningen. At de lokale så skød dem alligevel, er en anden sag.



Jeg vidste blot, at fiskeri ikke syntes det mest oplagte på mit nye bosted. Ikke at vandet ikke var fuld af fisk, for det var der ingen tvivl om, men jeg havde hverken garn, kroge eller net lige for hånden. Med tid, snilde og tålmod, måske. Alt var lige nu et stort måske.



15. august

Jeg tør ikke drikke vandet fra vandløbet. Ikke at det ikke synes rent og smager godt, men jeg ved ikke, hvad der gemmer sig i det af småting, man kan få i maven. Jeg har set eksempler på det i min tid som sømand, hvor folk er blevet meget syge og er døde af blot at drikke vand. De siger, at det er dyr, der er så små, at man ikke kan se dem. De siger også, at det er bedre at drikke øl end vand. Jeg siger dem ikke imod, men øl er ikke just det, man serverer her på stedet, så i stedet har jeg besluttet mig til at gøre to ting. Den ene er at samle regnvandet op ved at bygge et system til opsamling ved hjælp af palmeblade. Det kommer til at bestå af foldede, overlappende blade, hvor det ene blad sender vandet videre nedad til det næste for til sidst at ende i et stort blad nedsænket og overdækket i sandet. Jeg har det hele regnet ud i mit hoved, men det må vente.



Det andet er simpelthen at koge vandet. Jeg starter derfor min dag med at lave et bål. Dagen forinden har jeg samlet træ til at brænde, og jeg har lavet et bålsted bestående af en stencirkel i sandet, to pæle opstændt med barduner til pløkke i sandet, et stykke solidt tov mellem pælene og jerngryden. En Guds velsignelse, hvad skulle jeg have gjort uden den? Et søm bøjet som en slagterkrog er ophænget for gryden. Og ilden? Hvordan kan du næsten spørge? Hvad tror du, der sker, når man vikler to ender af et stykke sejlgarn en gang om en rille omkring en spidset pæl placeret i en fordybning i et andet stykke træ og gnider hurtigt og tilstrækkelig længe frem og tilbage? Lidt fint sand til at skabe gnidning hjalp yderligere. Men her kommer hemmeligheden, den runde sten med hul i midten, der skal fastgøres omkring pinden, eller rettere pinden skal fastgøres i hullet. Det skaber vægt nok til at fortsætte rotationen, indtil de to snore i toppen har viklet sig flere gange rundt. Så trækker man igen, og pinden roterer den anden vej. Frem og tilbage, igen og igen, og så bliver spidsen plantet i fordybningen i træet så varm, at der går ild. Problemet er herefter ikke så meget at frembringe ild, problemet er at have noget så tilstrækkelig tørt ved hånden, at ilden kan brede sig fra en flamme til et bål. Det næste problem er at sørge for, at det bål, der er skabt, producerer så meget trækul, at det kan overleve fra dag til dag. Men for mig er det et mindre problem, da jeg som sømand ved et og andet om dampmaskiner, hvis brændstof netop er store mængder af trækul og stenkul. Jeg ved, at kul, hvad end type det er af, vil overnatte tildækket af sin egen aske og eventuelt noget sand. Jeg behøver altså ikke at gentage hele processen med optænding hver dag, hvis jeg blot sørger for, at der er rigeligt med træ ved hånden. Det er under ingen omstændigheder et problem dette sted.



Min første dag som skovjæger er temmelig skuffende. Jeg begår flere på hinanden følgende fejl. Jeg skyder efter et bytte, der sidder for højt, hvorefter pilen, der selvfølgelig ikke rammer, forsvinder i det grønne helvede. Jeg skyder efter et bytte, der sidder på en sten, hvorefter pilen, der selvfølgelig heller ikke rammer, bliver ubrugelig, da min metode til at fastgøre spidsen ikke er god nok. Resten af dagen er bare frustrerende, da byttet enten er fløjet eller på anden måde stukket af, før jeg kan gøre et blot hæderligt forsøg på at ramme det.



Jeg har vovet mig temmelig langt ind i skoven og kan mærke, at det er begyndt at gå opad. Gennem det tætte bladhæng og gennem disen kan anes, at det bjerg, hvis eksistens, der før blot var en formodning, rent faktisk eksisterer. Jeg beslutter mig til at vende om og gå i den modsatte retning. Efter et par timers gang gennem den tætte skov og endnu et par mislykkede forsøg på at skyde en fugl, en stor gnaver eller et firben, ankommer jeg til stranden, men nu et andet sted, end jeg er startet. Solen er ved at gå ned, og jeg har intet at medbringe til mit sted. Jeg ved ikke engang helt, hvor det ligger, men jeg har en stærk formodning om, at det befinder sig til venstre for mit udfaldspunkt på stranden.



Det er den dårlige nyhed. Den gode nyhed er, at jeg rammer stranden på et sted, hvor skoven er helt tæt på vandet, og hvor der er store træer, der er væltet udad i vandet. Skov møder hav. Jeg bruger den sidste lyse halve time på at kravle ud ad det væltede træ og opdager her, at det lave vand under træet er befolket af fisk. Jeg ser simpelthen ovenfra og ned på et stykke krystalklart vand, hvor der svømmer fisk af endog anseelig størrelse. Den første fisk, det lykkedes mig at ramme, er så livsduelig, at den stikker til havs med min pil. Jeg har herefter kun én pil tilbage, og jeg forstår nu, at det gælder om at fange fisken lige efter skuddet. Da jeg rammer den næste fisk, lader jeg mig omgående falde fra træstammen og ned i vandet, hvorefter jeg griber fisken i dens dødskamp. En pragtfuld fisk, der er flere kilo tung og alt besværet værd hele dagen.



Jeg regner med, at mit udgangspunkt ligger i nordvestlig retning, og min fornemmelse holder stik. Efter en times gang i mørket, er jeg tilbage. Det stjernelyse mørke, med millioner af lys på den ækvatoriale himmel vel at mærke. Mit bål er stadig aktivt, og denne aften bliver en fest. Halvdelen af den pragtfulde store fisk bliver stegt med en gennemboret pind over bålet. Jeg tror ikke, jeg har haft noget måltid i mit liv, der har været mere velsmagende og tilfredsstillende end dette.



16. august

Min hændelse og erfaring kunne måske have fået mig til at flytte mit bosted endnu engang. Men mit ræsonnement er som følger: Jeg er endnu ikke kvalificeret til at bedømme mine egne evner indenfor jagt og indsamling, og mit dagsheld med den nye form for fiskeri, er kun begrundet på én dags held. Jeg kan heller ikke blot flytte rundt hver gang, jeg fremover støder på en ny mulighed.



Jeg mener bestemt ikke i dag, at min tilsyneladende forgæves dagsmarch med forbiskud var forgæves. Den lærte mig visse ting om fuglenes foretrukne føde, og min første ekspedition i skoven bestod i indsamling af bær fra den særlige busk, som de vilde høns i skoven synes at foretrække. Så udover at supplere mit arsenal af pile, besluttede jeg mig til at forsøge mig den særlige kunst at lave en fuglefælde. Den var inspireret af noget, jeg så i Sre Ambel, en by i Cambodia ikke langt fra udmundingen af floden Kambot, hvor jeg var sendt op i gruppe af mindre både for at hente hårdt jungletræ til det franske handelsskib, hvor jeg var i hyre. Jeg spurgte nysgerrigt til nogle små pyramideformede hustage af fletværk, der stod i en stak ved et hus. Spurgte, er måske så meget sagt, men jeg fik med gestik gjort vores lokale handelsmand klart, at jeg var nysgerrig på, hvad de blev brugt til. Han gjorde tegn til, at jeg skulle følge med, og vi gik ind i skoven, hvor han viste mig måden, de var sat op på med pinde. Det var meget enkelt og særdeles effektivt, hvilket jeg blev klar over på vejen tilbage, hvor et af de små hustage var faldet ned fra deres pinde. Da handelsmanden forsigtigt løftede det lille tag og med et snuptag stak sin hånd ind under, fulgte der to små baskende hønsefugle med.



Jeg vidste dengang, at fuglene selv havde udløst deres bur. Jeg besluttede mig til at gøre forsøget. Huset, eller rettere det pyramideformede tag, bestod af firkantede rammer af tynde grene, der var stakket ovenpå hinanden i mindre og mindre størrelser. Til sidst blev der trukket to snore diagonalt, der holdt dem sammenpressede. Det lille hus blev anbragt på et ryddet stykke i skoven, og den ene side blev løftet af tre grene placeret på en helt særlig og præcis måde. To pinde var stukket i jorden i den ende, der støttede, så huset ikke skulle skride. Når fuglen havde spist de frø eller bær, der lå i kanten af hustaget, ville den gå indenfor, hvor der lå en større stak. Her ville den måske allerede udløse fælden, eller også ville den gøre det på vejen ud. En mæt fugl er en uopmærksom fugl. Den ville ikke af egen kraft være i stand til at løfte taget, der nu var faldet ned fra dets skrøbelige understøtning af pinde.



Til en begyndelse fik jeg fabrikeret fire små husetage, som jeg placerede inde i skoven på udvalgte steder, som jeg ville være i stand til at finde igen. Jeg var begyndt at forstå, at en regnskov ikke bare var et ufremkommeligt kaos, men en struktur af mere eller mindre fremkommelighed organiseret efter den måde, vandet faldt og fordelte sig på i forhold til højden af landskabet. Hvis jeg var en lærd mand, kunne jeg uden tvivl have beskrevet det mere nøjagtigt, men min interesse var blot at overleve ved at være i stand til at læse landskabet, uden at fare vild, hvilket ret beset er det selv samme.



På min anden tur med bue og pil og kniv fik jeg lejlighed til at betragte et lidt større dyr og dets aktiviteter. Det var helt klart en form for svin, men de var ikke så store og mørke i huden. De var i fuld gang med at grave på et bestemt sted, og jeg blev klar over, at det var rødder, de var ude efter. Hannen i flokken var lidt større og havde et imponerende tandsæt, der stak ud som en slags horn fra siden af munden. Her skulle man uden tvivl passe på. Da jeg prøvede at nærme mig for at komme på skudhold, vel vidende, at skuddet skulle være meget præcist for at være dødeligt, mærkede de min tilstedeværelse og stak af ind i skoven. Som jægerens lærling, for det var, hvad jeg var, kunne jeg ikke som det første undgå at føle et stik af ærgelse. Men som det næste indså jeg, at dyret havde lært mig noget, der var nyttigt. Det havde vist mig, hvilken gevækst i skoven, der havde rødder, der var værd at grave efter. Og da dyrene allerede havde gjort et solidt stykke forabejde, var det blot at gøre det færdigt. Allerede ved at bide i en skrællet rod, vidste jeg, at den var spiselig.



Denne aftens måltid kom til at bestå af fisk og rødder kogt i en blanding af havvand og ferskvand.



17. august

Jeg spørger mig selv efterfølgende, hvad det var, der gjorde, at jeg overlevede og ikke uddøde. Det fremgår måske, at denne dagbog ikke udelukkende er formuleret på stedet, men netop efterfølgende. Jeg skal endnu ikke røbe, hvordan jeg slap ud af mit fængsel af økuller, men blot sige så meget, at jeg allerede under mit ophold, der kom til at vare ni måneder og 17 dage, fra starten af undgik at betragte det som et fængsel, men som et hjem. Jeg havde indfundet mig med min skæbne som strandet og indset, at jeg måtte leve eller dø på de betingelser, som stedet gav mig. Jeg forholdt mig venligsindet overfor stedet, og det er min ganske faste formodning, at stedet af samme grund forholdt sig venligsindet omend udfordrende overfor mig, hvilket samtidig betød, at jeg undgik økuller af den værste skuffe.



Jeg skal ærligt indrømme, at ensomheden kunne være enerverende. Jeg begyndte at gå og småsnakke med mig selv. Især om aftenen kunne jeg godt have brugt nogen at tale med, og det var svært at skrive i halvmørket. Det var en ganske aldeles omvending i forhold til de overfyldte kahytter med knagen og bragen af træ og tovværk, beskidte og ildelugtende mandfolk og deres ufrivillige tarmluft, snorken og talen i søvne. Og om dagen altid en eller anden opblæst styrmand, der råbte efter folk. Skænderier, slagsmål og muggen i krogene. Hundeæde på bliktallerkener serveret af en ganske ulækker type, og hvis man kom med et forslag om, hvordan han med helt beskedne midler kunne forbedre sine gastronomiske frembringelser, så fik man at vide, at man kunne rejse hjem til sin mor eller smide sig selv overbord. Altid folk omkring en, aldrig en stund alene. Så når jeg sad og blev plaget af ensomheden, behøvede jeg blot at tænke tilbage og spørge mig selv, hvad jeg egentlig foretrak. Det var ingen ferie på et badehotel, det her, selvom badekaret lå lige for døren. Det var aktivitet fra morgen til aften, men den foregik i mit eget tempo, og alt, hvad jeg foretog mig, kom mig selv til gode.



Hvad kunne det ikke være blevet til, hvis vi havde været en håndfuld eller en lille koloni? Det skulle i så fald være en blandet gruppe af ligesindede. Der skulle både være unge og gamle, mænd og kvinder - det sidste ville uden tvivl bringe børn. Det var ikke ideen om landsbyen, der var noget galt med. Det var ikke folkenes liv på egne betingelser, der medbragte ulykke. Det var altid, når de høje herrer blandede sig og tvang folk til at hoppe og danse og betale prisen for, at de kunne leve deres overdådige liv. Og hele tiden var der noget med at starte krige. Hvad skulle de egentlig til for? Det blev sagt, at sådan var menneskets natur, men jeg har ikke stødt på folk, der af egen fri vilje har besluttet sig til at tage af sted og myrde løs på andre folk et andet sted, fordi det var deres natur. Folk opfører sig som dyr, når de bliver behandlet som dyr. Og hvilke dyr taler vi om, i øvrigt, for ikke engang dyr opfører sig sådan.



En masse lignende tanker løb gennem hovedet på mig i mine ensomme stunder foran bålet. Disse tanker var væk, når jeg var i fuld gang med noget. Denne eftermiddag skulle jeg tilse fælder, og det skulle vise sig, om jeg havde fostået mekanismen rigtigt. Der var fangst i den ene af fælderne. Der sad en slags høne og kiggede ud mellem tremmerne. Jeg håbede, at den havde nydt sit sidste måltid, og jeg sørgede for en hurtig aflivning. Den kom ned i tasken pakket ind i et stort blad. Tasken var formiddagens bedrift, for det ilanddrevne og iturevne sejl, der næppe ville blive til et sejl igen, der stammede fra den redningsbåd, der med garanti aldrig ville blive til båd igen, var ombygget til en taske. Bagstykket og oversmækken var det samme. Sider og bund var eet stykke, og forstykket var eet stykke. Med et søm var der åbnet huller i stoffet rundt i kanten, og de tre stykker var syet sammen med sejlgarn i form af sting, der krydsede i samme hul. To stykker tovværk fra sejlet var fastgjort i hvert hjørne på bagstykket og blev lagt i kryds om mine skuldre og trykket gennem hver sin løkke forneden og videre som et bælte. Mere skulle der ikke til. Det betød, at jeg nu kunne vove mig længere væk fra mit shelter. Jeg havde fremtidige planer om at se, hvad der gemte sig på den anden side af kysten bag bjerget. Er det ikke underligt? Fra at have krydset verdenshavene og den halve klode, var verden skrumpet sammen til at bestå af hvert eneste skridt, jeg tog på mine bare fødder. Og var der så mindre at se på af den grund? Tværtimod.



Da jeg havde arrangeret mine fælder påny med bær, frøkerner og pinde, begav jeg mig ind i skoven på min daglige ekspedition. Jeg var begyndt at få en fornemmelse af landskabet, og hvordan det var muligt at læse tætheden af bevoksning og dermed de mulige veje igennem. Jeg bar altid rund på min bue og min kniv, men jeg må indrømme, at jeg på det tidspunkt ikke havde den helt store tillid til mine evner som jæger. Jeg fik heller ikke brug for den i dag, for jeg stødte på andre interessante gevækster, kokospalmer og kakaobuske. Uden at jeg vidste det med sikkerhed, havde jeg en fornemmelse af, kakao var pulveriserede kakaofrø. De modne frugter var lysorange, og der var 6-7 stykker af dem lige ved hånden, ja faktisk var der hundredevis af dem i det område. En enkelt kokosnød var faldet ned fra træet, og hermed var min lasteevne opbrugt.



Min evne til at bevæge mig lydløst var væsentligt forbedret, og det var uden tvivl årsagen til, at jeg så dyret, en mellemstor gnaver, der var travlt optaget af en eller anden nød, som den havde fundet. Den sad på en tue blot 10-15 meter væk. Jeg sørgede for kun at bevæge mig, når den vendte hovedet den anden vej og stod helt stille, når den holdt pause og udkig på samme tid, mens den gumlede på sit fund. På den måde fik jeg anbragt min pil. Den let knirkende lyd af strengen prøvede jeg på at skjule ved kun at trække, når den stak larmende papegøjer ovenfor gav lyd fra sig. De sidste dages øvelser viste sig nu kombineret med øjeblikkets held ikke at være forgæves. Dyrets kamp med en pil gennem halsen var kortere end den tid, det tog mig at løbe hen til den. Udover et måltid havde jeg nu mit første stykke skind.



18. august.

Mit jagtheld foregående dag betød, at jeg kunne hellige mig forskelligt husflid. Den ene dont var at skære alle kakaofrugterne op og høste nødderne. De var pakket ind i noget lyst, fedtet væv, og det virkede, som om det var for tidligt at prøve at fjerne det. De blev derfor pakket ind i palmeblade, hvor de blev lagt til at fermentere. Kokosnøden var allerede blevet flækket dagen forinden. Hvis jeg fandt en måde at save toppen af, kunne jeg måske bruge dem som beholdere, noget, jeg i den grad manglede.



Mit andet vigtige dagsemne var at flette et gulv til min shelter. Blot at finde tilstrækkelig mange grene, der var tynde, smidige og alligevel stærke nok til et fletværk, der med en vis understøttelse kunne bære min vægt, var en halv dags arbejde. Rammen til fletværket var de ilanddrevne planker fra redningsbåden, og jeg måtte ofre en stak af de kostbare søm fra kassen til formålet. Det betød, at jeg ikke længere ville risikere i så høj grad, at vandet fra de kraftige regnskyl, der flere gange om ugen fandt sted, skulle oversvømme mit leje. Det var ikke helt nok, at jeg havde gravet kanaler rundt om, for vandet var for rigeligt og dannede hele små floder. Men det betød på den anden side, at min idé om opsamling af regnvand nu var blevet til virkelighed.



Gårsdagens held med min pil og bue havde fået mig til at overveje, om det ville være muligt at nedlægge større dyr i stil med det svin, jeg havde mødt. En sølle pil ville være utilstrækkelig til andet end at såre dyret, og et såret svin kunne meget vel vise sig at være livsfarligt. Det fik mig til at udtænke en måde, hvorpå jeg kunne placere min kniv for enden af et længere skaft og på denne måde skabe et spyd. Det måtte på den anden side ikke være så fikseret, at jeg ikke kunne afmontere kniven, da det var mit helt nødvendige redskab i hverdagen. Uden den ville jeg aldrig have overlevet.



Det viste sig, at jeg ikke behøvede at bruge min kniv overhovedet, for et stykke af beslaget fra roret på redningsbåden kunne slibes, så det blev til en spydspids. Dets bolthuller ville kunne bruges til at fiksere det til et langt skæfte, men det ville kræve, at jeg kunne bore huller i skæftet. Jeg fandt løsningen i form af den samme konstruktion, som jeg havde brugt til at starte min nu evige ild med. Det var det samme roterende pind med den runde sten med hul i, men nu sad der et fladbanket søm i bunden. Kniven gjorde et stykke af arbejdet, det hjemmelavede slyngbor gjorde resten. Selv spydhovedet tog resten af dagen at slibe til på en flad sten. Sand som slibemiddel gjorde også sit. Og hvad bedre er, den flade sten var nu også min morter, når jeg om et par dage skulle kværne kakao. Helst uden sand i. Med to huller i spydspidsen og to tilsvarende huller i skæftet, var det nu muligt at banke to runde kiler ind, så spidsen sad urokkelig fast. Jeg følte mig som en kriger fra fordums tider klar til at drage i kamp mod løver og drager, eller måske noget lidt mindre heltemodigt, en junglegris.



Mit udstyr var vokset, og det skabte behovet for ophæng. Kniven var nu et problem, især hvis jeg også skulle slæbe rundt på et spyd. Buen passede fint over skulderen, men pilene var til besvær. Hertil opfandt jeg en slags ydre lommer i hver side af min taske bestående af sejldug med et stykke træ i bunden. Den ene lomme var pilekogger, den anden var skede for kniven. Jeg skulle være forsigtig, at knivsæggen ikke skar stoffet over, men dertil kom min nye hulmaskine mig til gavn, og indsyet i den side, hvor kniven skar, var det et stykke træ. På denne måde kom æggen aldrig i nærheden af stof eller syning og kunne trækkes hurtigt op med min højre hånd. Herefter kunne jeg koncentrere mig om at dirigere spyddet, der havde det med at komme på tværs i det tætte buskads.



22. august

Jeg har besluttet mig for min første længere ekspedition. Jeg har samlet noget proviant i form af røget gnaver og skovhøne samt nogle strimler kokosnød. Kakaobønnerne er nu tørre, og jeg kan pille den indre skal af. Jeg ville uden tvivl kunne supplere med andet undervejs. Jeg har mit tæppe og mine redskaber inklusive min optændingsslynge. Vejret virker stabilt, ellers havde jeg tøvet. Jeg beslutter mig til at gå den modsatte vej langs stranden end den sædvanlige. Min plan var komme så langt som muligt på en dag for på denne måde at skaffe mig en bedre fornemmelse af landskabet. Især var det mit håb at finde en bedre måde at komme i nærheden af øens midte og dermed en udsigt til alle sider. Jeg var stadig overbevist om, at det var en ø, da det var et ørige, skibet var strandet i. Spørgsmålet var kun størrelsen, for øer som Sumatra, Borneo og Ny Guinea ville være for ufremkommelige. Til gengæld ville jeg her før eller senere møde mennesker, sandsynligvis kun indfødte, men i heldigste fald en missions- eller handelsstation. Ikke at jeg har den store anseelse for missionærerne, og handelsfolkene er tit nogle slyngler, men det ville give mig en mulighed for hyre og for at komme væk. Jeg vidste godt, at det ikke var Sumatra, for den havde vi passeret en uge før forliset. Så risikerede jeg heller ikke løbe ind i en tiger, for kun øer af den størrelse har plads nok til så stort et dyr. Ej heller Borneo, for der var vi ikke i nærheden af. Det er langt længere mod øst, og Ny Guinea er et langt bedre bud. Der skulle ifølge kortene ligge en række øer på den nordlige side, men da jeg ikke er styrmand eller kaptajn, og min indsigt i navigation er fraværende, så forbliver det et gæt.



Der går selvfølgelig historier om de indfødte. De siges at være menneskeædere og hovedjægere, og hvad skulle de med min skalp eller kød? Går den slags ikke ud på at overføre kraft fra den fjende, de bekriger? Men jeg er stadigvæk en hvid mand, og de kan allerede have haft uheldige oplevelser med folk som mig i større flok.



Jeg har besluttet mig til at undgå sumpede områder. Hellere vende om end at krydse dem, for de fjendtligheder, der lurer der, er langt værre end indfødte. Menneskeædende krokodiller og malariamyg, og jeg ved ikke, om det er værst at blive ædt på een gang eller ædt op indefra over længere tid. Jeg har set malariaen plage livet af folk, og er helst fri.



Efter tre timers gang venter der mig et makabert syn. Jeg kan se allerede fra afstand, at der ligger et lig på stranden. Men det er yderst tilredt, der mangler et ben og en arm, og resten af det rådnende kadaver mangler hele områder. Den eneste grund til at jeg med sikkerhed ved, hvem det engang har været, er de stumper af tøj, der klæber til resterne. Der har både været hajer og søfugle i gang med et måltid efter tur. Manden var ingen anden end matros Finnegan, offeret for min ondsindede medpassager på redningsbåden. Jeg mener ikke, han havde fortjent at dø på den måde, men hvem er jeg til at tale om fortjeneste. Jeg skylder ham en anstændig begravelse, så jeg henter en lian fra skoven og trækker hans krop op til skovkanten. Her dynger jeg ham til med sand og sten og rejser et kors af to grene. Hvor meget nytte han ville have været til, ved jeg ikke, men jeg kunne godt have brugt hans selskab i modsætning til den anden medpassager. Jeg håber, at hajerne har ædt op i hans tilfælde, og at krabberne, havets skraldemænd, gør måltidet færdigt. Fred være med dem begge.



Jo længere, jeg går, des mere går det op for mig, at der er tale om en ø af ikke ringe, men dog overkommelig størrelse. Siderne er nu mindre stejle, og det er muligt at se omridsene af bjerget i midten. Det er ganske tydeligt en vulkan med den karakteristisk afskårne top, og der er til og med en svag røgsøjle, der stiger op. Skal det betragtes som ildevarslende? En sagte rygende vulkan synes mere betryggende end en røgfri, men rumlende vulkan. Da jeg når det første større vandløb, der løber ud i havet, tager jeg en hurtig beslutning.



Det tager mig hele dagen at stride mig op langs vandløbet. Der ligger sten langs kanten, som det er muligt at træde på. På vejen så jeg både isfuglen og orangutangen. Jeg måtte dukke hovedet for den grønne træpython. Sent på eftermiddagen skød jeg en fisk i floden. En stor busk var fuld af modne limefrugter. Det var lige før, jeg nåede op til det første plateau ved foden af den kam, der udgjorde vulkanen. Jeg havde måske gået 7-8 kilometer den dag udover turen langs stranden, men det er meget i en jungle, for det går langsomt og man kan ikke forcere noget. Desuden er varmen og fugtigheden særdeles trykkende.



Alt skulle passe med solnedgangen om et par timer, så jeg startede med at skære fisken i tynde strimler, lægge den i et stort blad og hælde den over med lime. Efter en time eller to ville den være tilberedt.



Jeg kunne ikke være sikker på, hvad der kravlede rundt på jorden om natten i junglen. Ikke alle dyr sover sødt i deres senge, nogle jager andre dyr, og jeg måtte være sikker på, at jeg ikke var et af disse. Jeg udså mig et stort gammelt træ, som det var muligt at komme op i, og hvor der var to grene, der stak nogenlunde vandret og parallelt ud fra stammen. I nærheden var en bambusskov, hvor jeg udså mig en bunke grene af passende tykkelse. De behøvede ikke at være særlig tykke, for jeg flettede dem sammen på samme måde, som jeg havde gjort med gulvet i min shelter. To stykker tovværk sørgede for, at platformen ikke skred.



Natten var fuld af nye lyde, og min kniv hængte klar ved mit hoved, hvis jeg skulle få uventede gæster. En stor slange brugte grenen som hovedvej, men den syntes ikke at interessere sig for mig. På et tidspunkt vågnede jeg med et sæt ved at noget spænede hen over mig. Et grønt firben forsvandt op i træet. En stor og vredladen elefantbille mente også, at jeg var dens landingsplads. Flagermusene var aktive i både skumringen og den tidlige morgen. Man fik ikke lov til at sove længe her, for en halv time før solopgang startede papegøjekoncerten.



23. august

Morgenmad var rester af fisk i lime. Jeg tog nøje bestik af stedet og havde tænkt mig at fastholde det på vejen videre op. Hvis jeg kunne undgå at bygge en ny platform efter en sikkert anstrengende opstigning og samme tur ned, ville det passe mig udmærket.



Opstigningen tog indtil middag. Først blev skoven tættere og mere besværlig, dernæst tyndede den ud. Til sidst åbnede den sig, og jeg befandt mig i kanten af krateret. Det var temmelig dybt og flere kilometer bredt. Bunden dannede et plateau, og i midten var en forhøjning, en mindre vulkan indeni den store. Herfra steg der en røgsøjle op. Der var en lugt af svovl i luften. Jeg ville nødig befinde mig her, hvis det brød løs. Det var dog tydeligt, at vulkanen var øens centrum, og at dens opland fordelte sig ligeligt i alle retninger. Det betød med andre ord, at min hidtil tilbagelagte afstand var øens radius minus selve krateret. Min fornemmelse og øjemål for afstande som sømand sagde mig noget i retning af ti kilometer op ad bakke på alle sider og 3 kilometer for krateret. Det var lidt besynderligt, men det virkede, som om der var to kraterringe indeni hinanden.



Interessant var det også, at udsigten, efter at morgendisen havde lagt sig, røbede mere om beliggenheden. I horisonten mod syd sås en lang kystlinje, og mod øst sås noget, der kunne være en større ø. Men noget, der også fangede mit blik, og her kom kikkerten fra kassen mig til gode, var en anden og finere røgsøjle, der steg op mod syd, og som syntes at komme fra kysten et sted. Der var næppe tale om en lille lokal vulkan, dette måtte stamme fra et sted, hvor der boede mennesker.



Det kan måske lyde mærkeligt, men jeg følte mig ikke klar til et møde med civilisationen, hvad enten der var tale om øens indfødte beboere eller en eller anden station for tilrejsende, hvilket typisk ville være missionærer og handelsfolk eller begge dele i skøn forening. Det var det samme mønster, hvor end jeg havde været. Først ankom skibene med soldater og kanoner. Så fulgte missionærerne tæt i halen på dem, hvorefter handelsfolkene ankom og begyndte at udskibe varer til spotpris. Var det ikke det samme, der også var sket over tid derhjemme? Først ankom soldaterne og de katolske munke engang for længe siden. Senere begyndte de at strides om, hvilken religion, der var den rigtige, hvorefter de sloges igen ved The Battle of Boyne. Så kom soldaterne igen og begyndte at udskibe alt, hvad folk skulle have levet af, hvorefter de døde af kartoffelpest, som det hed sig.



Jamen, kom missionærerne ikke med det glade budskab om den Hvide Krist? Javist, men de kom også med alle deres sygdomme, deres ildvåben og ildvand, deres slaveskibe og sørøverskibe på kongers og dronningers befaling og deres guvernører og love og skatter klar til at sættes i værk straks efter ankomsten. Men var den hvide mand ikke bedre til det hele, og havde han ikke som en streng, men retfærdig fader en højhellig pligt til at tage hånd om alle denne verdens subjekter og undersåtter? Javist, og dog ikke javist, for havde mennesker derude ikke indtil dato været i stand til at tage vare på sig selv, opføre pragtfulde bygningsværker, kunstværker og måder at dyrke deres land på, der var fuldt på højde med den hvide mands? Jeg tror, at mange tilrejsende vidste og så det og var fulde af beundring for, hvad de så. Men også de havde en pistol i nakken, med besked om at skubbe mennesker til side og tage, hvad de kunne få, og gerne uden at betale for det.



Mine betænkeligheder var to. På den ene side at møde min egen civilisation i al dens grimhed endnu en gang. På den anden side at møde de indfødte og retmæssige beboere af dette frodige land og blive gjort ansvarlig for den ulykke, som min civilisation havde bragt dem. Jeg var klar over, at jeg før eller senere ville være nødt til at vælge dette møde, men lige nu følte jeg mig ikke klar. Og til de, der siger, at jeg stak halen mellem benene og var en kryster, vil jeg gerne invitere dem til at gøre mig kunststykket efter med en gammel rusten kniv, en rulle sejlgarn og en kasse søm. Vær så artig, mine herrer!



Turen ned gik væsentlig hurtigere. Min opmærksomhed om forrige nats opholdssted viste sig at komme mig til gavn. Lysningen med det store træ og platformen var synlig ovenfra, og jeg fandt den efter ikke alt for mange omveje. Fra at have været stedkendt på havet, føler jeg nu, at jeg har gennemgået en slags uddannelse i stedkendthed i det uigennemtrængelige vildnis. Det er min faste overbevisning, at det ville have kostet mange livet for længst, og selvom jeg ingen garanti har for, at det ikke vil hænde mig, er det min fornemmelse, måske vil jeg sige min tro og tillid, at det ikke vil ske. Med Guds og Forsynets hjælp.



Med følelsen af ikke at være prisgivet i vildnisset, men kærligt og bestemt at være indviet i nogle af dets hemmeligheder, sidder jeg her på en interimistisk platform af bambus på et tæppe, mens jeg spiser et stykke høne og en unavngiven gnaver møjsommeligt røget over et bål, alt imens jeg beskuer solens sidste stråler på siderne af en let rygende vulkan et sted i det østasiatiske øhav. Livet er i sandhed et mærkeligt under.



Endnu en nat med sjove dyr, der kravler rundt på og omkring mig. En silhouet af en ugle på min gren mod lyset af halvmånen. Kan noget overraske længere?



24. august

Øen var åbenbart ikke stor nok til at skabe floder af en vis bredde. Det var kun en fordel. Jeg havde besejlet den slags vandløb andre steder, og der var altid krokodiller. En krokodille på blot et par meter er ikke til at spøge med, og jeg har engang set lokale jægere, der nedlagde et bæst, der var næsten fem meter lang. Det var ikke, fordi de havde for vane at jage den slags reptiler, det var fordi, uhyret havde ædt en ung pige fra deres landsby, så dø, skulle den.



Jeg ved ikke, hvad det er, der sker med én, når man færdes i sådan et landskab hele tiden. Man får øjne og ører på stilke. Selv ens lugtesans bliver bedre, også selvom der er temmelig overvældende dufte. Dufte af sødme, dufte af råddenskab, dufte af både liv og død. Det mest mærkværdige, som jeg har svært ved at beskrive, er, at man begynder at fornemme. Jeg ved ikke, hvad man ellers skal kalde det. Når man ser visse planter, kan man fornemme, at man ikke skal røre ved dem. Når man bevæger sig ad bestemte stier, der dårlig nok kan kaldes stier, selvom man fornemmer, at andre levende væsener har bøjet og skubbet til gevæksterne og betrådet jorden, kan man mærke, at man skal passe på.



Jeg får den fornemmelse ved et sving på vandløbet, da jeg nærmer mig dets udmunding. Noget får mig til at tøve. Er det en lyd eller en duft? Det er ikke noget, jeg kan se. Jeg vil sige, at det er en fornemmelse af noget eksplosivt. Jeg standser og træder lidt ud i floden, mens jeg griber lidt fastere om min spydstang. Pludselig skiller buskadset sig ad og et vildsvin kommer farende imod mig. Der foregår mange ting i ens hoved på meget kort tid, og en af overvejelserne er, om man skal løbe, men det syntes urealistisk med den fart, dyret skød og med det sted, jeg har placeret mig. Det synes kun at være én mulighed, at den vil løbe frontalt ind i mit spyd, og at kraften vil være nok til at gennembore dens frontparti. Dens tandsæt ville uden tvivl være i stand til at flænse min bug. I sidste øjeblik ombestemmer dyret sig, eller også havde den bestemt sig på forhånd, hvilket ikke kan vides. Ihvertfald vender det om, da det er kommet ud i vandet. Måske er netop vandet ikke dets foretrukne bane for aggressive udfald, måske er dets manøvre blot beregnet på at skræmme mig væk. Det lykkedes den i hvert fald, for jeg beslutter mig til straks at krydse vandløbet og fortsætte på den anden bred. Et stykke længere henne får jeg øje på flokken i en lysning mellem træerne. Der er unger iblandt. Handyret i flokken har blot forsvaret sin familie imod noget, der kunne tænkes at være en fare.



På vejen langs stranden passerer jeg sandbunken med korset. Jeg tænker på, at det sagtens kunne have været mig, men at forsynet åbenbart har disponeret anderledes. Jeg skærer et par store gule blomster ned fra en busk og lægger ovenpå forhøjningen, inden jeg går videre. Hvad er der sket med resten af besætningen? Har nogle af dem nået at frigøre den anden redningsbåd, har de overlevet de vanvittige bølger, er de skyllet i land et andet sted, eller ligger de spredt på havets bund fordøjet af hajer og krabber? Eller også er de sunket til bunds i bundløsheden. Det siges, at havet øst for Filippinerne er bundløst. Det fik jeg at vide af en sømand i Luzon. Nogle havde en gang forsøgt at sænke et stort lod ned fra et skib. De havde rigelig med line at fire af, og de nåede aldrig bunden. Jeg har altid trukket lidt på skuldrene af skrønerne om uhyrer på de syv have. Men hvis vandet er så dybt, at man ikke engang kan lodde det med flere kilometer line, så er jeg ikke utilbøjelig til at tro, at der kan gemme sig noget dernede, der er farligere end den løbske gris, jeg undslap i dag.



Efter min mening er det helt andre uhyrer, vi som både sømænd og landkrabber bør være bange for. Og med bange mener jeg ikke at løbe panikslagne og hundeangste bort fra, jeg mener at se i øjnene og anerkende som denne verdens virkelige yhyrligheder. Først var det briterne, og nu ankom amerikanerne. Vi så dem ankomme i 90'erne med deres krigsskibe. De havde bekriget spanierne, og nu var turen kommet til de spanske kolonier. De massakrer, de amerikanske soldater udøvede på øerne, var uhyrlige, de var selve uhyret. Jeg har hørt tal i omegnen af en million eller mere. De blev skudt ned og smidt i massegrave overhældt med læsket kalk. Amerikanerne omtalte dem som noget, der ikke engang var mennesker, så de kunne uden skrupler skyde løs på mænd, kvinder, børn og kreaturer. Jeg har mødt folk, der var der og undslap, og som fortalte, hvordan de gjorde det grinende og pralende, og hvordan de bagefter stillede sig op på rad og række og pissede ned i gravene. Og at den amerikanske præsident havde givet dem lov, ja, befalet dem til at gøre det.



Kan du forstå, kære læser, hvorfor jeg har mine betænkeligheder ved at dukke op fra junglen som hvid mand på et sted, hvor rygtet er gået om den hvide mands grusomheder? Jeg kan have nok så gode forklaringer om, hvorfor jeg ikke billiger min races ugerninger, hvorfor det intet har med mig og min klasses syn på dem, hvorfor jeg føler mig skamfuld over, at folk, der ligner mig og har den samme hudfarve, har gebærdet sig på formastelig vis, og hvorfor de alligevel burde hilse mig hjerteligt velkommen og sørge for, at jeg kom videre på behørig vis.



Jeg når frem til min shelter kort før solnedgang. Fornemmelsen af at være kommet hjem er meget stærk. Jeg har stadig noget at lære i mit ufrivillige eksil, men min fornemmelse siger mig også, at det ikke kommer til at vare for evigt.



11 november 1905

Jeg skal ikke trætte dig med yderligere beretninger om trivialiteter i min dagligdag i eksil, men blot i forbifarten nævne følgende:

Jeg finder ler i en skrænt og jeg bygger en ovn, hvor jeg kan skabe varme nok til at brænde leret til pottemageri. Det lykkes mig at at brænde en skål og et par krus. Blot dette håndværk, der nu viser sig for mig i sin mest åbenlyse form, ville være nok til at fylde et helt liv i alle dens facetter.

Jeg opdager bambusplantens velsignelser og har nu de lettest tænkelige beholdere for vand i form af store rør bag på min rygtaske. Skåret over kan de danne vandkanaler. Bambus i alle tænkelige størrelser kan tænkes at gøre alle tænkelige ting. Det er det mest bøjelige, lette og dog stærke materiale, jeg nogensinde har stiftet bekendtskab med. Det er et vidunder!

Jeg producer en håndfuld salt ved at tænde ild under en udhulet, flad sted. Vandet fordamper, og det fineste havsalt bliver tilbage.



Det yder måske ikke fuld retfærdighed overfor stedet og dets ånd, men når jeg tænker tilbage på hændelser, der forandrede mit ophold på stedet, så er det ét dyr, der træder frem: svinet. Det var svinet, der lærte mig at finde de spiselige rødder. Det var svinet, der lærte mig at stole på mine fornemmelser i junglen. Og det var svinet, der bragte mig bort herfra. Lad mig forklare.



Mødet med den løbske orne, der kunne have smadret mig ved floden, hvis den ikke var kommet på bedre tanker i sidste øjeblik, lærte mig udover vagtsomhed aldrig at færdes i skoven uden mit spyd, der i direkte konfrontation med bæstet ville være det eneste, der ville kunne møde dets frontalangreb. Hvis den løb direkte ind i spidsen, og hvis jeg havde placeret mig rigtigt, ville den blive standset. Jeg håbede ikke på, at det ville ske, og tanken om at frarøve en flok svin bestående af hunner, unger deres beskyttende patriark, var ikke en tanke, jeg brød mig om. Heldigvis kom det ikke til at ske, men til gengæld var jeg vidne til en af flokkens hunner, der kom til skade ved et klippefremspring. Skrænten var meget glat på grund af regnvejret, og jeg ser dem nedefra, da det sker. Faldet er på kun et par meter, men det er tydeligt, at dyret brækker sit ben. Flokken venter ikke, men lader hende alene tilbage. Hun vil sandsynligvis ikke overleve, men ende som offer for en slange, en varan eller et af de mindre kattedyr, der lusker rundt i mørket. Måske ville hun bare falde om, og en stak gribbe eller en af de store ørne vil gøre det af med hende. I stedet for bliver det mit spyd.



Junglesvinene er intet i nærheden af de store husdyr, man finder andre steder, men der er alligevel tale om fem-seks kilo kompakt kød, som jeg bærer hjem over ryggen. Vel vidende, at jeg er nødt til at tage et grundigt bad med alt tøjet på bagefter, for stanken af svin er ganske stærk. Hvis jeg skal have noget som helst ud af det, er jeg nødt til at tilberede dyret med det samme, for ellers vil det forgå. Ideelt set burde jeg have saltet og røget kødet, men det har jeg ikke mulighed for i så store mængder. Det er selvfølgelig et kæmpe fråds med mad nok til et helt bryllupsselskab, for jeg kan ikke spise mig igennem så meget kød, men alligevel beslutter jeg mig for at stege dyret i hel stand. Det kommer til at tage det meste af næste dag.



12. november

Jeg har taget en beslutning om, at det er på tide at forlade mit eksil og gøre et forsøg på at kontakte menneskelig civilisation. Jeg behøver ikke at minde mig selv og dig, der måtte læse dette, yderligere om mine betænkeligheder ved det. Så jeg starter dagen med at forberede gårsdagens bytte ved at skære bugen op og hive indvoldene ud. Jeg har dernæst lært en måde at anrette et dyr på til helstegning af filippinerne, der har det fra spanierne, der koloniserede dem. Jeg sørger for at gøre kroppen så flad som mulig. Det lyder måske både makabert og blasfemisk, men jeg korsfæster det faktisk. Jeg breder forben og bagben ud, og det kræver, at jeg brækker bestemte knogler. Jeg bruger sylespidse bambusstave, som jeg borer igennem fra mund til halestykke. Dernæst på den anden led på tværs af bagbenene. Forbenene bliver skåret af, og det tiloversblevne danner et kors. Dette kors planter jeg, så det læner sig indover ildstedet, som jeg fodrer med træ, så længe det er nødvendigt. Og det er det i ca. fem timer. Jeg har flere bål på samme tid, og trækullene fra de andre bliver smidt over i stegebålet, så der ikke er for store flammer.



Jeg havde tænkt mig at foretage denne sidste nadver af følgende årsager. For at fordre mig selv til min rejse, der ville bestå i at gå den lange tur langs kysten, til jeg stødte på anden menneskelig beboelse. For at medbringe proviant til turen, så jeg kunne hellige mig rejsen og gåturen. For at gøre det af med svinet og ofre det tiloversblevne til stedets andre beboere, de flyvende og kravlende venner, der har observeret mig, som jeg har observeret dem i fælles bevågenhed og tålsomhed.



Dyret er ved at være færdigt, da jeg får øje på noget i vandet nede langs kysten. I min kikkert kan jeg ane, at det er en båd med roere. Det er en kanotype, og årerne er pagajer. Er det et dårligt eller et godt tegn? Det tager båden lidt over en halv time at nærme sig, og der sidder tre mænd i båden. Da de er tæt nok, vinker jeg af dem, og de styrer båden ind mod land i behørig afstand og nærmer sig til fods. Jeg vinker dem nærmere, mens jeg peger på mit bål. Jeg har sørget for, at alle mine våben er ud af syne. De tilhører helt klart de lokale stammefolk. Jeg ville alligevel ikke have kunnet skjule mig for dem, med mindre jeg var stukket af langt ind i skoven. Jeg ville heller ikke kunne stille noget op overfor dem, for de var alle sammen bevæbnede. De ligner mest en slags jagtselskab.



Stemningen er afventende. Jeg forsøger med mimik at gøre dem klart, at de er inviteret til middag, og de ser lidt på hinanden, hvorefter den person, der virker som lederen, bryder ud i et grin, som de andre følger op på. Jeg forstår selvfølgelig ikke, hvad de siger til hinanden, men jeg vender mig halvt om og begynder at gå over mod mod bålet. Skulle jeg have gjort det, og får jeg nu et spyd i ryggen? Når jeg tænker på det bagefter, var det måske det troens spring, der afgjorde min skæbne.



Det var ikke lige det møde, jeg havde forestillet mig. Det var meget bedre, end jeg havde turdet håbe på. I løbet af kun ganske kort tid sidder vi fem mænd ved siden af bålet med hvert sit palmeblad og skærer og bider af det saftige og røgede kød fra svinet, der endte sine dage ved et medlidenhedsdrab. Det helt besynderlige er, at der hurtigt udspinder sig en samtale - omend på gebrokkent tysk! Der er åbenbart en lutheransk missionsstation på den anden side af øen, og det er kun to af mændene, der er i stand til at udtrykke sig på den måde. Indimellem kommer et andet sprog op til overfladen, der lyder som en slags fransk eller creolsk. De kalder det for tok pisin. Det er først nu, jeg får at vide, hvad stedet hedder. Øen bærer navnet Karkar, og vulkanen på midten kaldes for Uluman. Jeg hører også navnene Bagabag og Madang, og de peger mod syd. Bagabag er åbenbart det lokale navn for den ø, som briterne kalder for Ny Guinea, og Madang ligger på nordsiden. Det går op for mig, hvor meget jeg har savnet at sidde blandt mennesker og føre en samtale, og fagter og gebrokkenhed er uden betydning. De synes, det er sjovt i betydningen underholdende, og jeg synes, det er sjovt i betydningen forunderligt.



Det bliver mørkt, og mændene henter deres måtter på båden og slår sig ned på stranden. Jeg trækker mig tilbage til min hytte. Jeg ligger vågen i flere timer, for jeg kan for første gang i månedsvis ikke sove. Det er nøjagtig tre måneder siden min ankomst. Jeg har overlevet nøjagtig tre måneder ved egen kraft og vilje. Jeg har haft mine betænkeligheder ved at kontakte civilisationen, både den lokale og den tilkomne. Pludselig befinder jeg mig i en situation, hvor jeg selv er blevet kontaktet og ovenikøbet over al forventning.



13. november

Jeg bliver tilbudt en plads i båden, hvis jeg er villig til at svinge en pagaj. Lad mig forklare, hvorfor jeg takker venligt nej. Jeg takker nej, fordi vi skilles som venner. Jeg takker nej, fordi jeg har tænkt mig at ankomme til fods, når jeg er klar til det. Jeg takker nej, fordi jeg stadig har unfinished business, som vi siger derhjemme. Jeg takker nej, fordi derhjemme ikke længere er derhjemme. Men først og fremmest takker jeg venligt nej, fordi jeg ønsker at sige ligeså venligt farvel til det sted, som har lært mig at værdsætte livet og respektere døden. Da mændene på båden stadigvæk synes, at det er vældig sjovt på den venlige måde, så har jeg ingen problemer med det.



Dette er den måske største dag i mit liv. Da jeg ser dem ro videre langs stranden velforsynet med resterne af aftenens festmåltid, mens jeg hører dem synge en sang, der mest handler om at lægge kraft i pagajtrækket, så ved jeg, at jeg har en stående invitation til enten at slå mig ned på denne frodige ø eller at forlade den med en stående invitation. Hvor meget mere priviligeret kan man være? Jeg tror, jeg springer frem i min beretning.



21. december 1905

Solhverv. Det tog mig tre dage at bugte mig langs kysten, og jeg kommer frem til missionsstationen. Jeg er ikke meget for missionærer, men disse var ikke af den værste skuffe, og jeg må sige, at de tog ganske pænt imod mig. Hvorfor skulle der egentlig være tyskere på dette sted? Tyskland havde ikke mange koloniområder, men netop i dette område var der en del aktivitet. Af samme grund hed hele den lomme nordøst for Papua med en krans af øer intet mindre end Bismarckhavet opkaldt efter den navnkundige rigskansler, Otto von Bismarck. Når jeg ser tilbage på de dage, hvor disse dagbogsblade er udvalgt iblandt, så skylder jeg muligvis kansleren, hans forsyn og profeti, at det lykkedes mig at overleve endnu engang. Sammen med den russiske forfatter Leo Tolstoy, forudså han Verdenskrigens komme 20 år forinden. Min egen fornemmelse sagde mig noget lignende. Jeg ønskede ikke at vende tilbage til det indeklemte Europa, hvor konflikterne ulmede.



Jeg vil herefter gøre en lang historie kort. Jeg fik lov til at tilbringe julen, og jeg havde ikke de store fordringer. Det var første gang i lang tid, at jeg sov i en seng med fast grund under fødderne, så det føltes som en luksus. Men dette var ikke mit sted, og de var ikke mine folk. Det lykkedes mig ikke at genfinde mine besøgende fra stranden mod nord, og da der i starten af januar 1906 ankom et skib med varer til missionsstationen, skolen og det lille hospital, lod jeg mig hyre en sidste gang som seniormatros. Turen gik over Surabaya, Indonesien, og skulle videre til Delhi, men jeg afmønstrede her på halvvejen. Min evne til at skrive og min kunnen på forskellige sprog blev opdaget ved et tilfældigt møde med vicekongen i Surabaya. Mit liv tog herefter en ny drejning, og jeg fik lov til i en årrække at udfolde mine evner som tolk, korrespondent og på visse områder rådgiver. Det var en noget anden situation end at blive kostet rundt med atf opkogte, despotiske kaptajner på skumle skuder.



Det var således på afstand, med en priviligeret pension og med et nu livsvarigt bekendtskab med min kone, Suriam, at vi hørte om igangsættelsen af de store slagterier mange tusinde kilometer mod vest. Det var, som jeg havde frygtet og fornemmet, det stod i kortene. Men det var ikke tilfældighedernes spil, det var fordi nogen ønskede det og havde magt til at sætte det i værk.



Dette er ikke en overlevelsesdagbog længere. Dette er en tilbageskuen et årti senere på den tid og den skæbne, der førte mig hertil og tillod mig at få en afklaret alderdom.




Kommentarer

Populære indlæg