Mørk himmel

af marco_hanuman, the blogger








Mørk himmel


Jeg har en teori, og jeg siger udtrykkeligt, at det er en teori, en spekulation,
der handler om, at gadelys er opfundet for at få mennesker til at glemme,
at de hører hjemme under åben himmel i et Univers af uendelighed
med kosmiske ovenlys af overvældende mangfoldighed i dette hav af uendelighed.

Jeg ved godt, de hævder inde hos teknisk service ved kommunen, 
at det er for, at mennesker ikke skal baldre sammen i mørket,
og sandt nok er det, at man nødig ville være foruden et sæt hæderlige lygter
på en mørk sidevej til en landevej, hvor der kunne ligge en død ko eller værre,
men hvem siger i øvrigt, at mennesker er skabt til at rave rundt i mørket,
når vi af naturen ikke er skabt med natteøjne, som katten og måren og musen

Men min teori inkluderer også den mulighed, at de inde hos teknisk service
ikke kender den fulde sandhed om det, de går og servicerer, hvilket ikke nødvendigvis skal ligge dem til last, herregud det står ikke i deres jobbeskrivelse, de får ikke løn for det, men altså, at der er en større - eller dybere om du vil - tanke bag al den overbelysning, dette nær- og distanceblænderi, denne lyskult, disse forhørslamper i dit fjæs, tilstå-tilstå!

Nogen vil måske påstå, at det er et gammelt instinkt med at skræmme mørkets magter, alle vampyrerne og varulvene og det øvrige gespensteri og troldtøj, der efter sigende og troende huserede i mørket, mens vi forskræmte sad og skuttede os ved ildstedet.
Min teori slutter af med en mistanke, og jeg siger udtrykkeligt, at det er en mistanke om, at mennesker ikke må kende den sande betydning af mørket, alt det, der gemmer sig mellem de kosmiske ovenlys, det sted, hvor lyset, stoffet og energien forsvinder og bliver til sin egen modsætning, nulpunktet for evighedernes evighed, genskabelsen og genfødslen, mødepunktet mellem livet og døden, hvor skabelsen viser sig som noget, der ikke foregik engang for længe siden, da en eller anden sindsforstyrret gud legede med tændstikker i en gastank, men hele tiden, hvert nanosekund, hver dag, hvert år og hver æon for næsen af os, mens vi står på en underbelyst mark og ser op i den mørke himmel med mælkevejens myriader, og ovenikøbet føler, at vi er en del af det! Bare en teori.


Skolepengene tilbage

En skøn omend utænkelig tanke, for det ville betyde et anseligt beløb som tilbagebetaling for at have spildt et anseligt antal dage, timer og i sidste ende hele år på at lære absolut INTET! af værdi eller relevans for forståelsen af virkelighedens verden.

Hvilket selvfølgelig er endnu et problem, da uvirkeligheden synes at virke på sin egen effektive omend i anselig grad syge måde og dermed bliver til virkelighed i sig selv, al den stund at virkelighed er det, der virker, hvorved den æder og fordøjer alt det, der burde have været virkeligt, men som i bedste fald henligger som uvirksomt.

Og det er et anseligt problem, at vi ikke kan gøre andre end os selv ansvarlige for det omfang af uvederhæftighed, som blev proppet ind i vores potentielt modtagelige hoveder, mens vi i øvrigt havde travlt med at rende rundt og sparke til en bold nede på engen eller køre os fordærvet på en hjemmelavet bjergbakke af en jordbunke i en tid, hvor mountain bikes ikke var opfundet endnu – og hvad tøserne lavede, mens vi væltede rundt i græsset i en brydekamp, har jeg ingen anelse om, men de af os, og der var faktisk en del, der havde en IQ, der var gearet til andet end at læse tegneserier - og med al respekt, for vi læste eddermange af dem – altså vi kunne ligeså godt have lært en masse om den virkelighed, der ikke var uvederhæftig.

Hvilket selvfølgelig er endnu et problem, for de stakkels skolelærere havde ingen anelse whatsoever, som de siger over there om, hvad de havde af virkelige – der var den igen – muligheder for at formidle virkelighedens verden, for de var børn eller lillebrødre/-søstre af en generation, der fik et gigantisk traumatiserende folkemord over nakken, der lærte dem ikke at stille spørgsmål ved, om virkeligheden nu også liiiiige var, som de sagde over there, for alle var jo lettede over, at folkemyrderierne stoppede for en stund.

Og det er et anseligt problem, at de nu kaldte krigsskat for indkomstskat, for krigsmagerne havde købt krigen på afbetaling og skubbet gælden til kommende generationer – for evigt! Og hvorfor er det et problem? Det er et problem, min fætter, min kusine og min syge moster, fordi vi lærte et og andet om krige i skolen, som vi i hvert fald i gamle dage betalte skolepenge til - men vent, det gør vi stadigvæk, for vi betaler skat! Got my point?


Narcissos

Og her er det jo vigtigt at huske på, at nymfen Echo blev straffet og sendt over i det andet rige, den anden dimension, hvor hun kun var i stand til at gentage, hvilket efterlod Narcissos i en utålelig, permanent situation, der tvang ham til at glo paralyseret på sit eget spejlbillede, begge derfor fanget i hver deres fængsel af fortryllelse.

Ringer der en klokke?

Nå, men så prøver vi den her. Gud, eller rettere som der står skrevet: guderne, hvem de så end var, så en dag, at menneskene nu var i stand til at ’skabe det, som de ønskede’, hvilket var utilstedeligt for guderne, så de besluttede sig til, som der skrevet står, at straffe menneskene med et masseødelæggelsesvåben, så de ikke længere kunne tale sammen. 

Er der et mønster her?

Men så er der jo også historien om den videbegærlige kvinde i haven, der åd af æblet, hvorefter både hun og hendes boyfriend blev smidt ud af botanikken i bar røv, og det må sandelig være en alvorlig forseelse, siden ledelsen var nødt til at hyre en engel med flammesværd til at sørge for, at de ikke sneg sig indenfor igen.

Er det noget nyt under solen?

Nyheden skulle i så fald være, at guderne stak halen mellem benene i erkendelse af, at menneskene var for hård en nød at knække, hvilket der er meget, der tyder på, at de IKKE gjorde, siden de ikke til dato er holdt op med at pisse ned i myretuen og lægge gift ud for tilegnelse af egentlig viden og udførelse af egentlig samtale.

Hvad har det efterhånden med Narcissos at gøre?

Jeg tror, svaret må blive, at uden egentlig viden og egentlig samtale, fanget i babylonisk begrebsforvirring, uden anelse om, hvor vi kom fra og hvem vi er, så hedder vi alle sammen Narcissos og glor ned i en vandpyt, mens vi piller i vores navler. EKKO-ekko...


Pseudo



Vi ønskede formidling af viden


Vi ønskede fred og fordragelighed

Vi ønskede sundhed og godt liv


Vi ønskede håndens og åndens arbejde i kreativ forening


Vi ønskede huse skabt for mennesker


Vi ønskede liv, der piblede op af jorden og hoppede rundt på græsset 


Vi ønskede klar himmel om dagen
og mørk himmel om natten


Vi ønskede fuglesang, rislende bække og raslen i løvet


Vi ønskede familie og venner og dybe relationer med rod i slægt og respekt


Vi ønskede mand og kvinde i gensidig respekt og komplementær forening


Vi ønskede endog kærlighed

Vi ønskede skønhed


Vi ønskede godhed mellem
forældre og børn


Vi ønskede institutioner for egentlig 
samtale og overenskomst



Vi ønskede at blive hørt


Vi ønskede historien fortalt
af og om vore forfædre og -mødre


Vi ønskede en relation 
til vort skabende ophav


Vi ønskede et samfund, hvor mennesker rent faktisk fandt sammen



Vi ønskede et liv i frihed og trivsel

Vi ønskede ærlighed og sandhed


Vi ønskede at se vore børn vokse op
og blomstre i kundskab

Vi ønskede livet




De gav os gaming-journalistik, fake news, propaganda og spindoktorer

De gav os krig og fortrædelighed

De gav os medicinalindustri, e-numre, benmel, vacciner og Coca Cola


De gav os udslidte arbejdere, kolde teknokrater og hovne akademikere

De gav os kasserner, karéer
og ørkener af beton, stål og glas


De gav os pesticid- og GMO-forgiftning og indeburede dyr med bidemærker


De gav os tåget himmel om dagen
og oplyst himmel om natten


De gav os asfalt, eksplosionsmotorer, motorveje og distorsion-festivaller


De gav os uforpligtende pseudofællesskaber og Facebook


De gav os … feminisme og vorherre på lokum

De gav os porno og Hollywood

De gav os modernitet, installationskunst og Marina Abramovitch


De gav os ungdomsoprør, generationskløft og provokationskult


De gav os demokratisme, valgudsendelser, parlamentarisme, blokpolitik og populistisk sound-byting

De gav os kommunale høringer, efter de havde truffet beslutningerne


De gav os godnathistorier forfattet af skrivende luderkarle på kommando


De gav os nihilisme der lærte os, at der ikke fandtes et skabende ophav


De gav os en sammenstuvning,
hvor mennesker blev placeret efter DERES hoved og ønsker

De gav os bankvæsen og et liv i slaveri

De gav os ’den ædle løgn’, for vi kunne jo ikke håndtere sandheden, sagde de


De gav os … heldagsskolen

De gav os en dødskult




Sådan laver man en kniv


Der er tre slags håndværk, der skal udføres: smederi, skæfte- og lædearbejde.
Materialerne er jern, træ, ben, messing og læder, og da vi lever i det 21. årh. epoxy.
Redskaberne er smedehammer, tang, armbolt, stenkasse (esse), trækul, jernfile af forskellig grovhed, sandpapir, olie, boremaskine, skruetvinge/høvlbænk, bugthøvl, træfile. Evt. en blæsebælg.

Det bedste stål til smedning stammer fra fjederstål på gamle hestevogne eller biler. Stålet skæres ud i grov form med tilspidset klinge og det smalle stykke i skæftet kaldet anglen. På denne måde stikker man stålet ind i skæftet. En anden måde er at lave et fladt stykke til angel af samme for som skæftet og så nitte/lime skæftetræ eller -ben på hver sin side af anglen. Det vil også være måden at gøre det på, hvis man vælger et nyt stykke fladt stål, som man skærer til, hvorefter man filer sig til knivsbladet i stedet for at smede. Det er muligt for en billig penge at købe sig til ret avancerede typer knivstål, som man ser på japanske knive eller damascener-klinger med den flammende blanding af mere eller mindre kulholdig stål. Det vil være godt til større knive som kokkeknive, for jo længere klinge, des større krav til smedens færdigheder. At fremstille et samuraisværd er ikke noget for amatører.

Men ellers opvarmes trækullet i stenkasse maksimalt og stålet lægges ned i gløderne. Smedetemperaturen ses som rødglødende. Stålet holdes med tangen og lægges på armbolten, og der slås en skarp kant ud mod en stump. Evt. skal man lægge stålet i gløderne flere gange. Hvis man slår for meget, knækker stålet.

Med den grove form klar, spændes klingen op i en skruetvinge og der files med grovfil, mellemgrov og fin. Herefter med sandpapir. Hvis man har en polerskive, kan den blive helt glat.

Til hærdning opvarmes en spand olie til 100 grader. Kniven opvarmes til den er næsten hvidglødende (ikke magnetisk, 750-1050 grader) – evt. med gasbrænder - og sænkes i olien. Skarpslibning foregår med karborundum og belgiske brikker.

Skæftet kan laves af forskelligt slags træ. Der bores et hul i endestykket til anglen. Det gør ikke noget, det er lidt for stort, for det støbes fast med epoxy. Det er vigtigt med en såkaldt holk af ben eller metal mellem skæfte og klinge, et beskyttende mellemstykke, så hånden ikke glider fremad. Man kan også forestille sig holken som en uskarp del af af klingen.

Læderskeden skæres i kernelæder og afmåles ved at lægge kniven og folde rundt om. Syningen skal helst være på bagsiden og aldrig ved æggen. Hullerne bankes ud med en dorn. Læderet lægges i blød i vand og kniven pakkes stramt ind i plastfolie. Start med at sy fra spidsen og brug to nåle. Når syningen er færdig kan det våde læder formes efter kniven. Til sidst sys et bæltestykke på bagsiden.

Lyder det svært? Alle dele af fremstillingen kræver omhu, men det er ikke raketvidenskab.


Bavian

Hvis du gider mene det samme som mig, mens du klør mig på ryggen, så vil jeg føle mig bedre tilpas, og nu mens du er i gang, må du godt nappe den tæge, der sidder deromme, og klø lidt igen, når du er færdig. 

Så skal jeg nok mene det samme som dig, for hvis jeg skal være ærlig, så er jeg temmelig meget i tvivl om, hvad jeg skal mene om det hele, men hvis vi nu blev enige om at have den helt rigtige mening med det grønne kosher-svanemærke, blåstemplet rødt og gult, så kunne vi sidde og klø hinanden diverse steder, mens vi nikkede bekræftende og anerkendende, som det hedder på coachingsprog.

Og så slap vi også for at have en samtale, for den slags kan godt være lidt for udfordrende, mens man klør pels i flok, så i stedet for kan vi sige nogle lyde og lave nogle grimasser, der passer, mens vi lufter vores gasser og stilfærdigt højlydt fryde os over, at flokken udelukkende består af den størst tænkelige multikulturelle diversitet af individer med samme grad af uddannelse, samme mening, samme indtægt, der ser de samme dødssyge TV-programmer og stemmer på den samme fløj til valget.

Således omgivet af bavianer med den samme regnbuefarvede røv, der aldrig siger imod, eller stiller dumme spørgsmål i utide i stil med: hvorfor mener vi hele tiden det-og-det, og hvor kom den mening fra, og mener vi i det hele taget noget?

For den slags partykillere må nok hellere se sig om efter en anden flok, siden overbavianen ikke ville forstyrres i sin ideologiske middagssøvn og ej heller gad få sin meningsdannende banan galt i halsen.

Så hvis du gider lukke døren, så vi ikke behøver være i stue med andre end de, der klør os på ryggen, bag ørerne og mellem benene på den helt rigtige måde, så er du et politisk korrekt pelsdyr, og hvis du gider at klø lidt mere til venstre og lidt mere … JA for satan, det kløede, så jeg blev helt våd i underpelsen! og gider du så ikke lige at sige til dem på den anden side af døren, at de skal holde deres kæft i ytringsfrihedens navn.


Berømmelse

Godt jeg ikke er berømt, tænkte han ved sig selv, mens han gik ned ad hovedgaden en lørdag formiddag i en af de her små provinsbyer, du ved, hvor der stort set kun er én forretningsgade, der er værd at tale om, og folk mere eller mindre kender hinanden, og hvor tjeneren i den lokale restaurant allerede mener at vide, hvilket slags øl man har tænkt sig at bestille til biksemaden.

Men så kom han til at tænke på, at et sådant sted måske ikke ville være det værste sted at være berømt, hvis det ikke kunne være anderledes, for så kunne man i det mindste få glimmeret overstået, og der ville nok altid være tale om et drys jantelov af den mere harmløse og egentlig velgørende karakter i retning af Det kan da godt være, han er noget ved musikken, men her ude er han altså bare …

Han gøs ved tanken, mens han forestillede sig berømtheder i Hollywood-kategorien udenfor deres indhegnede celebrity-ghetto henvist til at bære solbriller, paryk og kunstigt skæg for ikke at blive genkendt af horder af tåbelige fans – eller antifans for den sags skyld, da disse tumper ikke kan skelne skuespilleren fra den seneste karakter, hvor han er ond-ond i den-og-den latterlige TV-serie.

Eller hvad nu, hvis man virkelig var ondsindet, kynisk mf’er som en tidligere britisk premierminister med bunker af politisk løgn, folkemord, medvirken til terror på ikke-samvittigheden – for den slags har psykopater ikke – for så kunne man aldrig bevæge sig ud i byen uden bodyguards, hvilket man måske netop i ex-premier’ens tilfælde kunne mene var velfortjent, men det var lige en glimtvis sidebemærkning.

Altså, man behøvede ikke engang at være berygtet-berømt for snavs for ikke at kunne gå på gaden i disse tider med reaktionær barnagtighed grænsende til dyrisk adfærd, hvis vi lige forstår udtrykket, da et dyr aldrig ville overfalde et menneske eller et meddyr for egen fornøjelses skyld eller for at få udløb for et kollektivt had forårsaget af afstumpning, iscenesat polarisering og hjernevask – medmindre du var en pittbull med hundegalskab.

Tænkte han, mens han hilste på folk i nysgerrig godmodighed – uden at være berømt.

Ved vinduet i genbrugsbutikken kom han forbi et brugt billede af dronning Grethe og gøs ved tanken om at være fast inventar i tabloidsprøjterne, hvor man én dag blev dyrket som en guddom og en anden blev heglet igennem og påduttet de nedrigste egenskaber, blot fordi læserne af sprøjten ikke selv havde et liv, men var nødt til at projicere det emotionelt-intellektuelle samlesæt, der kunne have været et liv, over på en kendis.

Same-same med den stakkels tennisstjerne, og det hedder det jo, for hun er jo ikke bare tennisspiller, men udnævnt til en stjerne på himlen, som den samme tabloidpresse ikke kan få nok af at hylde eller tilsvine ganske efter redaktørens dagsform, og der er ingen grænser for hverken det ene eller andet, fordi mennesker åbenbart ikke tillader stjerner at have op- og nedture, HVORVED de fortrænger, at deres eget liv netop har været sådan.

Det var ikke som sådan, fordi han havde den store sympati for de stjerner på himlen eller de folk, der havde søgt magten i begær efter netop berømmelse eller magt, især når det var lidt for tydeligt, at beruselsen og korrumperingen havde slået igennem, at de opførte sig umådeholdent egoistisk eller kynisk, og at den status, de var tilskrevet via mediedækket ophøjelse, lå milevidt fra deres menneskelige og etiske standarder.

Det var mere, fordi der nu kørte en helt ny trend med, at disse celebriteter, der flimrede på forsiderne af sprøjterne eller flashede i prime time på flimmeren heller ikke havde ret til det, som alle mennesker burde have: en fortid, en ubekymret og rimeligvis ikke helt afklaret ungdom, hvor de ligesom alle mennesker havde begået en eller anden mindre dumhed – der nu 30 år senere eller endnu senere blev hevet op og brugt til svineri.

Sæt nu, tænkte han, mens han gik forbi lokalavisen, at man kom til at sige noget skidt om jyder, der ellers er udmærkede mennesker, men en eller anden gnidret kregler kunne man sikkert sige noget skidt om, hvilket den lokale redaktør i et ubevogtet øjeblik valgte at viderebringe, hvorefter han dagen efter måtte stå skoleret og skrive noget dårligt om sjælændere og MIG, da alle lokalaviser som bekendt er ejet af Jyske Medier.

Hvad er egentlig forskellen på den slimede mentalitet, der behersker berygtelsernes og berømmelsernes offentlige tilsviningsrum og en middelalderlig markedsplads med pis og lort i rendestene, løbske grise, sladrekællinger og gabestokke? Spurgte han sig selv.

Kommentarer

Populære indlæg