Manifest om gentagelsens logik


af marco_hanuman, the blogger


Den er hård den her, jeg ved det.
Den er stort set uspiselig for de fleste og ovenikøbet de ALLERfleste.



Ikke desto mindre viser det sig – men først ved nærmere eftersyn,
og efter aflæggelse af en helt forståelig, men nu ikke længere acceptabel holdning til, at Verdens tilstand er noget, som andre sørger for eller endnu være: som finder sted ganske af sig selv som en naturlov – altså at det viser sig i form af den gode eller dårlige nyhed alt efter graden af personligt mod, at Verdens tilstand og det, som nogen kalder historiens gang, afhænger af,
knytter sig til, udspringer fra, beror på … i hvor høj grad, det, der allerede har fundet sted, som nogen kalder for historie og fortid, er fuldstændig eller som minimum i tilstrækkelig grad forstået, og i hvilket omfang den erkendende person, jeg, du, en anden, en tredje har taget stilling til, om denne udvikling, hvortil der altid knytter sig tanker og ideer og holdninger, var den rette vej.

Og her nærmer vi os det ubarmhjertige og for de allerfleste stærkt ubehagelige.

Med mindre vi tager aktivt og bevidst stilling, og vel og mærke sørger for, at denne stillingtagen baserer sig på en betragtning af fortiden i dens FULDE udstrækning - og bemærk venligst, at det IKKE kræver, at man er fessor i historie fra en eller anden sikkert vældig seriøs og prestigiøs højere læreanstalt, hvilket på det nærmeste vil være en større forhindring end hjælp, da selv diverse fessors i historie synes at være fagligt forhindret i følgende – altså med mindre vi ser fortiden direkte i øjnene, og det vil sige gennemskuer, hvad der rent faktisk fandt sted, UDEN bekvemmelig filtrering via en eller anden eller måske tredje betændt hjernevasker-ideologi og vover at benævne et folkemord som et folkemord, en forbrydelse som en forbrydelse, et statskup som et statskup, en konspiration som en konspiration, et svindelnummer som et svindelnummer, et bankrøveri som et bankrøveri begået af bank-røvere, en løgn som en løgn og en sandhed som en sandhed (av, den var værre!) og uden at stikke halen mellem lårene ved at postulere, at alt som bekendt er relativt – hvilket som bekendt sætter enhver kujon i stand til at omdefinere et folkemord til velgørende filantropi – så med mindre vi gør det, er vi PER DEFINITION medskyldige i gentagelsen af historien og al dens væsen.

Kræver det en uddybning,
og ser jeg en rullen med øjnene hos et par stykker omkring bordet?

Meget vel, men det kræver, at der er et par stykker, der i mellemtiden holder deres kæft, for det kræver mere tid og rum at uddybe forhold med dybde og konsekvens af det omfang, vi taler om her, end et par stykker om bordet er vant til. Det kræver med andre ord det, der på psykologisk hedder behovsudsættelse, altså at vi ikke får vores behov om en hurtig bekræftelse af vores ulyksalige behov for nemme forklaringer tilfredsstillet, hvilket vi er et par stykker, og jeg vil nok sige mere end et par stykker, der har lidt af i lidt for lang tid.

Vi – og bemærk venligst den venlige og diplomatiske inkluderen af undertegnede, for guderne eller hvem der nu regerer verden skal vide, at vi tilsammen har svømmet rundt i den samme suppedas det meste af vores alt for korte liv – men altså: vi er et par stykker, der så i mellemkrigstiden er blevet lidt mere sultne grundet udsultning, lidt mere nysgerrige grundet manglende viden, lidt mere spørgelystne grundet manglende svar, lidt mere kritiske grundet mangel på egentlig kritik – ikke at forveksle med selvcensur eller frankfurterpølsekritik – og lidt mere utålmodige grundet evindelige brud på løfter og forlokkelser, så vi har besluttet os til eller måske snarere har set os nødsaget til på trods af advarsler fra alle sider, på trods af hån og latterliggørelse, på trods af skældud og negligering og Fanden og hans pumpestok at uddybe sagernes sammenhæng og stille resultaterne til rådighed for hvem, der måtte finde tid, mod og overskud til det.

Hvilket i sig selv kræver en uddybning, men det må blive en anden dag, for dagens emne er: hvordan høvlan kan jeg – og der rulles med øjnene, skuldrene trækkes op om ørerne, sendes adrenalin ud i systemet ladet med pas-på-pas-på! - hvordan kan jeg være ansvarlig for noget, som nogen har gjort engang, når jeg lever i dag? Det er så nu, du skal høre efter og ikke sidde i din bavianflok og klø de andre på ryggen, mens du selv bliver kløet diverse steder. Du og jeg og alle os inkluderende andre er selvfølgelig – det siger sig selv, det er unødvendigt at udpensle – ikke ansvarlig for SELVE de handlinger, som andre folk et andet sted i en anden tid har begået. Har vi den på plads? Godt. Du og jeg og alle os andre bliver løbende stillet til ansvar – og hvem eller hvad stiller os til ansvar, det vender vi tilbage til – for eftermælet, fortolkningen, efterbehandlingen, konsekvenserne af noget, som andre et andet sted i en anden tid og sammenhæng har begået. Og det gør vi i det omfang, vi IKKE er villige til at undersøge, i hvilken grad og på hvilken måde vi FORTSÆTTER de ugerninger, som nogle andre et andet sted i en anden tid og sammenhæng har begået, men aktivt/passivt, vidende eller uvidende, frivilligt eller ufrivilligt, DET ER FUCKING LIGEGYLDIGT! for hæleren er lige så god eller skidt som stjæleren, selvom han kan påstå, at han skam da ikke vidste, at cyklen var varm, og at stelnummeret var filet af og at prisen var for god til at være sand – men altså bevidstløst og i visse tilfælde med fuld ondsindet bevidsthed fortsætter, rider på bølgen, lever i slipstrømmen og bagskiden af fortidens ugerninger.

Tillad mig ydmygst – og med ydmygst hentydes der til ikke til duknakkethed, men til en respektfuld erkendelse af emnets omfang og utilgængelighed - at uddybe uddybningens uddybenhed ved på omfangets vegne at forklare, hvordan vi bliver stillet til regnskab. Og lad os lige få en ting på plads: det har INTET at gøre med arvesynd, altså den kunstigt fabrikerede ubetalelige skyld, som vi postuleret for evigt har til en psykotisk gud og hans universelle bankvæsen. Vi taler om skyld, javist, men vi taler om en menneskelig skyld, der rent faktisk er mulig at betale tilbage til menneskeheden med udgangspunkt i den selv samme dag, vi beslutter os til det. Vi bliver i nutiden stillet til regnskab af vore efterkommere i fremtiden, hvis vi IKKE SOM MINIMUM starter en proces af erkendelse om de ugerninger, som vore forgængere i fortiden begik, og grunden til, at jeg siger STARTER, er, at opgaven overskrider noget, som én person i én generation vil være i stand til at fuldføre.

Hvis vi ikke i denne generation bryder forbandelsen i den tidslomme, i den sprække, der er opstået i Den Store Illusion, vil vore efterkommere, vore børn og børnebørn stille sig op i en lang række, hive deres tissemænd og hvad det nu hedder for det andet køn frem og overpisse vore grave. Hvis vi påtvinger blot én generation til at gentage-gentage-gentage vore forfædres- og mødres ugerninger – uvidende om det eller ej, påtvunget, forført eller ej – når vi er så privilegerede at leve i en tid, hvor katten er ude af sækken og hvor vi RENT FAKTISK nærmest får serveret viden om omfang og karakter af fortidens ugerninger, vil vi ALDRIG blive tilgivet i den menneskelige historie.

Kommentarer

Populære indlæg