De snakker og røven går

af marco_hanuman, the blogger

Folk taler meget om bæredygtighed og økologi og grøn livsstil, gør de ikke? 




Og hvis de skal være rigtig politisk korrekte, afsynger de en salme, de har lært i klimakirken. Vi lader klimavinklen ligge denne gang – don’t get me started - og ser lidt på troværdigheden og konsistensen i de trendy attituder, klicheer og præfabrikerede meninger, der går igen i al denne snak om bæredygtighed. 

Lad det være sagt med det samme: man kan ikke være uenig i ønskværdigheden af bæredygtighed, økologi, cradle-to-cradle, lokal produktion – hele raden af bekymrings-slogans med feel-good-potentiale. Hvilket som regel præsenteres i rækkefølgen: først feel-bad og dernæst feel-good. Der er ikke noget galt med intentionen, der har startet trenden. Det, der er galt, er, at folk snakker rigtig meget, men ikke har tænkt sig at stå inde for deres snak. Den grønne feel-good-bølge kommer især fra veluddannede byboere, der er dybt afhængige af, at der findes nogle seriøse landboere, der gør noget ved snakken og har nosser til walk-the-talk. 

Mike Adams i sit website naturalnews.com lister fordelene op ved at være landboer og giver samtidig et los i bollerne til byboere og byliv. Det er svært at argumentere imod, at byliv ALDRIG kan være bæredygtigt. Byen er nødt til at importere alt vand, alle fødevarer og al energi, mens den er nødt til at eksportere ALT sit lort. Byen er som en 300 kg stor overvægtig kælling, der er ude af stand til at komme ud af sin seng, hvor der er folk, der fodrer hende i den ende ende, mens andre slæber hendes afføring væk i den anden. Der er alt for meget kød per kubikmeter. Luften i hendes soveværelse er så styg, at der konstant kører et udsugningsanlæg. Det meste af den varme, der skal til for at opvarme hendes umådelige fedtdepoter – hendes muskulatur kan ikke længere bære hendes vægt og er degenereret af at ligge ned – bliver suget ud af udluftningen. Og hvordan bærer hun sig ad med at betale for sin overleven? Selv det har byen fundet en udvej for. 

Der er selvfølgelig en masse interessante tiltag til byøkologi, lokalt havebrug, drivhusteknikker. Men man skal lede efter dem, de er bestemt ikke en del af bybilledet, og det er umuligt at forestille sig, at de nogensinde ville blive realiseret i en skala af bæredygtighed med 100% eller bare tilnærmelsesvis selvforsyning i bysamfund som de nuværende. Der er alt for mange mennesker klumpet sammen i alt for mange etagebyggerier med alt for meget forbrug uden tilbagelevering, til at det overhovedet ville kunne lade sig gøre. Og ikke mindst: folk har alt for travlt med at knokle løs for at tjene penge til de alt for dyre huslejer og leveomkostninger. 

Hvis man skulle forestille sig en større by, der var i stand til at realisere tanken om selvforsynende bæredygtighed, ville det blive noget i stil med Moskva før Revolutionen. Selv under kommunismen var systemet funktionsdygtigt, for ellers ville folk ikke have overlevet i et så dysfunktionelt samfund. Altså en bymidte med hvad der fandtes af historiske bygninger, administration, regering, industri osv. omgivet af en arealmæssigt langt større flad rand af bebyggelse, hvor folk dyrkede alt muligt i haverne, og hvoraf det produktive overskud blev solgt til folk i bymidten. En struktur, der var selvregulerende og afballanceret.

Forstadsgartnerne og -dyrefarmerne levede for så vidt udmærket i sig selv, men havde brug for byens håndværks- og industriprokukter. Og bymidte-beboerne, der ikke selv dyrkede til deres forbrug, leverede til gengæld alt det andet. Omskrevet til nutiden ville det kræve en storby, der ikke kræftagtig forvoksede sig med sine hurtigt tilslummende beboelseskasserner, enorme bræmmer af trøstesløse sovebyer ekspandere på bekostning = udradering af den tidligere semi-landlige struktur, hvilket i dag desværre er normen for alle storbyer i Verden. Vi forstår i forbifarten også, hvorfor kommunisterne myrdede løs på bønderne i Rusland, for de klarede sig selv, og det måtte man ikke i et rødfascistisk socialregime. 

Landdistrikterne kunne reelt set undvære storbyerne. Har de brug for en centraladministration? Hvad skulle de med den parasit? På landet – og her forudsætter vi et ikke overmekaniseret, overindustrialiseret landbrug som det danske, hvor landet er blevet én stor kemisk fabrik med de samme affaldsproblemer som industribyerne – på landet kan man hente sit eget vand op af undergrunden, hvis det netop ikke er ødelagt af nedsivninger af pesticider og tungmetaller. På landet kan man være selvforsynende med varme ved at opsætte vind-, jord- og solkraft. På landet ville man endog kunne sælge af sit energioveskud. På landet ville der ikke være brug for GMO, for hele tanken bag er så kontrær til et sundt, bæredygtigt landbrug, som tænkes kan. 

Gode grunde
Mike Adams giver 10 gode grunde til at bo på landet. Her taler han ikke om at bo på landet og dernæst forbruge flere timer hver dag på at pendle ind til storbyen for at tjene penge på nøjagtig sammen måde som byboerne. Selve pendlingen er totalt ubæredygtig og kræver enorme udbygninger af transportsystemer. Og masser af biler med én man i hver, der sidder fast i trafikkøerne to gange om dagen, men de sidder og bander over alle de andre fjolser, der spærrer vejen for dem. 

Man kan reelt leve ’grønt’ i modsætning til alle de politisk korrekte ’liberals’ / venstrefløjere, der hele tiden ævler om det. Man kan dyrke sine egne grøntsager, holde sine egne høns og får og alle de andre væsener, som ikke-vegetarer spiser, og som selv vegetarer er afhængige af, da et sundt helstøbt landbrug er afhængig af alle mulige former for dyr, der lever i symbiose med plantebiologien. Man kan kompostere og sørge for en næringsrig jord. Man kan producere sin egen energi, der ikke forurener. Man kan varme sit hus op ved at veksle varme op af jorden. Man kan totalt minimere det enorme og forbrugende logistik-system, der transporterer varer rundt om hele planeten. Hvad er mere lokalt end ens egen have? 

De uddannede, intellektuelle, politisk-korrekte taler konstant om det grønne, det bæredygtige, om at redde isbjørnene fra nedsmeltning. De sorterer deres affald i fem-ti forskellige spande, alle lavet af svært nedbrydelig plastik selvfølgelig. De repeterer konstant, hvor meget de støtter alt det rigtige, og alligevel bor de i den hipsterkultur i byerne, der er det diametralt modsatte af alt det, de prædiker og synger salmer om. De newagede kammer helt over med: Ja, og vi burde alle sammen bygge vores egen biodome og-og-og flytte til Uruguay … øh, hvad med at starte lidt tættere på? De er utopister, og de drømmer om Det Forjættede Land med evig sommer uden bekymringer og med adgang til fri hash. Og ja, selvfølgelig skal alle have adgang til fri medicinsk cannabis og i øvrigt til at ryge sig skæve, hvis de har lyst, men det er hele dobbeltstandarden og hykleriet, der ikke er til at holde ud. Folk i byerne har så travlt med at tjene penge til deres hipsterliv med designermøbler, dyr vin, to biler og den lejlighed på Islands Brygge eller Nordhavnen eller lignende sted i en storby tæt ved dig, der koster 18.000 kr. om måneden, at grøn livstil er noget med at skynde sig ned med et par overtrætte, storbrokkende curling-unger i røven før lukketid og købe økotomater i Netto – der har kørt 800 km. i lastbil, så der røg den bæredygtighed. 

Samtidig ser hipsterne totalt ned på folk, der bor på landet og omtaler dem som kedelige bonderøvere og rednecks, der sikkert også er mentalt underfrankerede. Well, lad os forestille os en situation, hvor man placerede en hipsterfamilie og en landboerfamilie i et naturligt krævende miljø, hvor de med meget få midler skulle overleve. Hvem tror vi, ville overleve? Hvem tror vi havde de nødvendige, basale færdigheder og praktiske forståelse for, hvordan man får naturen til at være en livskilde og ikke en livstrussel. Rigtigt gættet. Så meget for hipsternes egen intellektuelle selvovervurdering. 

På landet kan man opsamle sig eget regnvand. Det kræver tagareal, men at bygge en lade med et vist tagareal er ikke noget særligt. Det kan man selvfølgelig også i byerne, men tagarealet er yderst begrænset og bufferen for rent vand er væsentligt længere i et luftforurenet bymiljø. 

Regnvand er det reneste, der findes. Hvis der skulle være noget forurening i luften, så forsvinder det ved det første regnskyl og resten er meget rent, renere end brøndvand og kildevand. Altså med mindre vi taler om søer i tyndtbefolkede, ikke-civiliserede områder. Men selv her indeholder sø- og flodvand forskellige organismer og mineraler, som man ikke nødvendigvis har brug for at indtage. Permakultur er svær i byerne, for det er en holistisk landskabstænkning, der kræver landlighed og plads. I lille skala, ja, men ikke i et omfang, der kan opretholde et bysamfund. Permakultur handler meget om at kanalisere vand, der ellers ville løbe udenom, ned i åer og afløb og ud i havet. Det er en mild form for landskabsarkitektur, der tager højde for vandets bevægelse i et landskab via landskabets blodårer og nervesystem. Bykommunen ville ikke se mildt på vandkanaler på tværs af fortove, gader, murværker og kloaksystemer. 

Hvis man anlagde permakultur i byerne, og der opstod en … skal vi kalde det forsyningskrise, så ville ens anlæg blive plyndret og ødelagt. Byer er magneter for kriminalitet, der er misbrugere og scumbags på hvert gadehjørne. Ude på landet kender man hinanden som naboer og holder øje med hinanden. Ydermere, og det er mest et amerikansk fænomen, har ejeren af den mark, du i så fald havde tænkt dig at plyndre, et skydevåben og er ikke bange for at bruge det. Men selv ude på landet i Danmark ville jeg nok tænke mig om to gange, hvis jeg ikke ville have en territoriebevidst gårdhund med et gebis, som den ikke er bange for at bruge, til at bide mig i bagdelen, mens jeg desperat forsøgte at redde mig over hegnet. 

Livsindstillingen
Landboere stoler på sig selv og opretholder sig selv. Byboere sætter deres lid til, at andre kommer og redder dem. Derfor finder man de hjemløse i byerne og ikke på landet. Landboere tænker i overlevelses- og selvopretholdelses-færdigheder, byboere er nødt til at gå ned på socialkontoret, hvis kæden falder af. Javist, der er i DK et mønster med, at fx byer på Sjælland har eksporteret socialt belastede byklienter til landdistrikter på Lolland-Falster, hvilket har givet disse øer et ufortjent ry som trashet udkantsdanmark. Men det er et vidunderligt sted, naturen er fantastisk, man kan købe en ejendom for ingen penge sammenlignet med i byerne, og der bor masser af vaskeægte landboere med rige menneskelige ressourcer. Men ja, det er på den anden side ikke løgn, at fx Kalundborg og Korsør kommune bevidst har dumpet om man så må sige mindre ressourcerige klienter, folk på varig overførselsindkomst som menneskeligt affald i visse områder på sydhavsøerne. 

Landsbyboere hjælper hinanden, mens byboere i højere grad er ligeglade med hinanden. Eksempel. Du bor på 2 sal i en gade på Vesterbro. Tegn en 3D-boble i en radius af blot 50 meter, til højre, til venstre, frem og tilbage, op og ned. Der bor måske 150 mennesker. I forstæderne med flere etager bor der måske det dobbelte. Disse mennesker kan med garanti lidt af hvert, men hvis du fik et problem med dit afløb, dit køleskab, din bil eller cykel, hvis din økonomi var lidt skrantende den måned, hvis du havde brækket dit ben og ikke kunne gøre rent og lave mad, eller hvad som helst … hvor mange af de mennesker indenfor radius ville bekymre sig en skid om det og spontant tilbyde at komme og hjælpe dig? Hvor mange tror du, der, hvis du bankede på deres dør og spurgte om hjælp, ikke som minimum ville skule underligt på dig gennem dørsprækken?

Spørgsmålet åbner selvfølgelig interessante og overraskende perspektiver, hvor hvis man forestillede sig bare sådan helt hypotetisk, at folk spontant og uvist af hvilken årsag ville begynde at gatecrashe deres naboer i byerne, så ville der måske vise sig uanede og rent faktisk tilgængelige ressourcer. Men det gør man bare ikke, for i byerne er man bange for sine naboer. Og selvom du måske har dine egne unikke eksempler på det modsatte, så taler vi her om den generelle tilstand. I byerne er paradokset isolation på trods af et mylder af mennesker. På landet er man ikke isoleret, med mindre man vælger det på trods af afstanden mellem mennesker. Her er landsbyen selvfølgelig en gammel kulturel institution til at skabe klumper af nærhed i fjernheden. 

På landet findes der en uskreven social kontrakt. Hvis dit tag er faldet sammen, står der tre gutter den næste dag og hjælper dig med reparere det. Hvis der har været en oversvømmelse af havnen, og den ene bådebro er ødelagt, så møder man op og giver en hånd. Jeg ved, hvad jeg taler om, for jeg bor 300 meter fra Danmarks mindste fiskerihavn, og et særlig sjældent vejrfænomen med vindtryk fra to sider på samme tid, der kun statistisk finder sted en gang hvert 100. år, drev store vandmasser ind fra Østersøen, der ved deres tilbagedrev oversvømmede sårbare områder og skabte store vandskader. Det gik ud over havnen, men en måned efter stod der en splinterny bådebro, for den lokale private havneforening havde både penge og hænder i lommen, som ikke var sene til at komme ud, da der var brug for det. 

Hvis jeg ikke har været hjemme i 14 dage, og min særdeles frodig græsplæne har nået en længde, som min ynkelige batteridrevne håndplæneklipper ikke kan overkomme, så møder der en nabo op med en havetraktor. Så kan jeg hjælpe ham som den semi-computer-nørd, jeg er, med et crashkursus i et gratis billedbehandlingsprogram (GIMP, kan anbefales, kan ALT), en retouchering af et gammelt billede af hans hus, en stak peberod, der har invaderet mit ene blomsterbed, en tømning af mit blommetræ til hans frugtvin-produktion samt en lignende tømning af en forladt æbleplantage i nabolaget ejet af en anden nabo, der scorer EU-tilskud på ikke at drive plantagen. 

Det er interessant og paradoksalt, at byboere har alle mulige modbydeligheder og nedladenheder at sige om bonderøvene, mens sandheden er, at landboere som oftest er superflinke og medfølende-hjælpsomme mennesker, hvorimod byboerne for en stor dels (ikke alles) vedkommende er nogle slette skabninger. Eller agerer som om de var, for det er jo sådan man gør i byen – for en sikkerheds skyld. 

Kør en dag i et S-tog i København og oplev folk, der skubber og maser og sidder og glor ned i deres mobiltelefon for at undgå at veksle så meget som et ord med deres medpassagerer - og for at dræbe den dybe kedsomhed + livsangst, der er grundtilstanden i byen. Cykl en tur på en vej på landet og oplev, at du helt spontant siger hej til en person, du møder. Og hvis du har lyst og mulighed, så skal der ikke mere end et ord til at indlede en behagelig samtale. Igen, jeg ved, hvad jeg taler om, for jeg gør det dagligt i mit landliv, hvorimod jeg er en helt anden persona, når jeg er i byen, tvunget af omstændighederne. Jeg kan forsøge, hvilket jeg altid gør, at bringe ene tilstand over i den anden, men det kræver altid ekstra energi at overskride grundtilstanden. 

Fysisk aktivitet er et must på landet. Du er nødt til at være i standt til at håndtere en skovl, en spade, en rive, en motorsav, en haglbøsse, en båd og hele dens udstyr – igen, jeg ved noget om det, for jeg har bygget en båd – vedligeholde en motordrevet device, beskære træer, vedligeholde træværk på bygninger, hamre pæle i jorden og spænde hegn ud, sørge for at mus, rotter, husmår, snegle, rådyr o.a ikke nedbryder dit hus. Alt sammen kræver fysiske skills. Du er konstant i Jedi-træning på landet. I byerne falder man hen i dovenskab, men på landet bliver man konstant hevet ud af dovenskaben, via naturen det aggressive bæst, der har besluttet sig for at fælde et af dine træer i et stormvejr eller for at lukke en stak sultne geder ind i din have, der havde opdaget, at din ene hegnspæl var en anelse rådden.

Metropolistan 
Jamen, vil kritikerne og fortalerne for Metropolistan, Agenda 21-30-slænget, eugenik-abonnenterne sige: vi kan jo ikke alle bo på landet, for så ville der jo ikke være plads til overbefolkningen. Vi er simpelthen nødt til at stuve folk sammen for at få plads til dem. Åh nej, tænker man, hvor skal overhovedet starte, for fortaleren er ikke i stand til at fatte større sammenhænge, og den udvikling, der har ført os hen til Monster-Metropolerne, udvandringen fra landdistrikterne og den overbefolkning, der er opstået, kan KUN forstås i større sammenhænge. Det er vores forståelsesdilemma. Uden større sammenhænge ingen forståelse, uden forståelse ingen sammenhænge. Og det lede ved mega-problematikken er, at de selvsamme industriglobalister, der har skabt civilisationens problemer nu belemrer os med, at VI skal føle os skyldige for det – og redde DEM fra dem selv.

Som sidebemærkning: er overbefolkning overhovedet et reelt problem? Forkert spørgsmål = forkert svar. HVAD har skabt overbefolkning, som dernæst er erklæret et problem, der kun kan løses ved masseudryddelse? DET er et spørgsmål, der vil frem i Verden, men som ingen tør stille endsige svare på.

Industrialismen gjorde det samme som feudalismen blot i større skala og endnu mere systematisk. Klassen af feudalherrer og deres magtliderlige overforbrug til prægtige boliger, tjenestefolk, hære, flåder, status, pomp og pragt krævede, at en slavelignende underklasse opgav væsentlige dele af deres eget liv og egen velstand – og vi taler bare om bottomline bæredygtig velstand over fattigdomsgrænsen – for et fåtals skyld. En stor del af militærvæsenets formål var dengang som i dag internt at sørge for, at folk ikke tog skeen i egen hånd og smed feudalisterne på porten. 

Jamen, hører vi videre, det er jo sådan, udviklingen har været, og vi kan jo ikke skrue tiden baglæns. Igen tager vi en dyb indånding. Jeg orker ikke at gentage en analyse af hele raden af socialdarwinistiske gebrækkeligheder om udvikling/evolution og hvor forløjet hele den argumentation med tilhørende ideologi er. Se Darwin debunk. At henvise til udviklingen som en naturkraft er noget vås. Tingenes tilstand er ankommet, fordi nogen har ønsket det og arbejdet tålmodigt på sagen, og fordi du og jeg og vore forfædre ikke sagde nej men lod sig bestikke. Folk har selv sagt ja til affolkning og udpining af landdistrikterne, centraliseringen, nedlæggelsen af skoler, brugsforeninger, mejerier, forsamlingshuse. Folk har selv været med til at aflive en bæredygtig husmands- og småbrugskultur ved at hoppe på EU-tilskudsvognen. Landmændene har i allerhøjeste grad være bestikkelige. Lokalpolitikerne ligeså så snart der ankom en bygherre, der ville anlægge en kemifabrik på tangen. Vi skal jo have virksomheder til byen, sagde borgmesteren og byrådet , men prisen var meget høj. Og hvis der var en større virksomhed med succes, et skibsværft med nogle af verdens dygtigste svejsere, så blev det ofret i globalismens navn.

Jamen, trak man på skuldrene og sagde, det var jo fordi det ikke kunne betale sig længere. Og det var jo ikke løgn, for industrialisterne havde jo fundet et nyt proletariat et andet sted i Verden, der kunne gøre det billigere. Er det ikke som om, de hele tiden flytter sig et andet sted hen, hvor folk er fattigere? Fra nordeuropas arbejderklasse til Sydeuropas, der var lidt fattigere. Fra Sydeuropas arbejderklasse til Østeuropas, der var lidt fattigere. Fra den europæiske arbejderklasse til den asiatiske arbejderklasse, der var lidt fattigere. Lyder jeg lidt kommunistisk her? Overhovedet ikke, for kommunismen var just beregnet på at skabe dette globale proletariat, og de forvirrede abonnenter på kommunist-ideologien fattede ikke en bønne af det og marcherede villigt deres proletarisering i møde under afsyngning af Internationale. Og de snotdumme akademikere sang med på den i noget, de kaldte for solidaritet. 20 år senere sad de på flæsket i gode stillinger og havde glemt, hvad de sang så højt om dengang. De blev dem, der var med til at godkende ’udviklingen’, for de var jo modernisterne, de progressive, de dannede, de bedre-vidende. 

Og i dag sidder de med deres feel-goodness over, at de går ind for grøn bæredygtighed. Det lyder fint alt sammen, men det er bare ikke dem, der bærer bæredygtigheden. Det er ikke dem, der har fingrene nede i jorden – hvilket vi måske skal takke dem for, ellers ville de nok fucke grøntsagerne up. 

Jeg vil ikke tage velmenenheden fra folk. Masser af mennesker mener det godt nok, de ville gerne, men de tør ikke. Byliv er stærkt vanedannende. Det er en gift, der æder sig ind i kroppen. Jeg kender folk, der ikke er bange for at lufte deres visioner om det sunde liv udenfor storbyen, men som ville få et angstanfald, hvis de skulle tilbringe bare et par dage sådan et sted. Uha, der er jo bælravende mørkt om natten, og stilheden er så tung, at den nærmest larmer. Det er som narkomanerne på bagsiden af Hovedbanegården, der får et angstanfald, hvis de spille Mozart i højttalerne, for hele deres indre er ét stor støjfyldt helvede, og noget der er smukt en rædselskontrast – hvorefter de løber skrigende bort. 

Jeg kender folk, der har et helt bibliotek af overlevelsesbøger og som taler om at være beredte på det store apokalyptiske sammenbrud, men som aldrig har lært de skills, som er beskrevet i bøgerne, og som ikke ville kunne anvende dem i tilfælde af, at deres anti-utopi går i opfyldelse. Som under 2. Verdenskrig i fx Polen var det bønderne, der overlevede og sine steder nærmest uanfægtet, mens folk i byerne led seriøst under krigens mangelsygdomme og forsyningssvigt. Hvis samfundet brød sammen, ville det være i byerne, at alle rædselsscenarierne, alle overfaldene, alle plyndringerne og al panikken ville eskalere. Folk på landet ville rykke tættere sammen og hjælpe hinanden – og sammen holde eventuelle udrykkende byboere på plyndringstogt på afstand. Pas på, der er en helt del shotguns derude på landet. Og selvom de skulle lykkedes en eller anden bande at nedlægge en ko, så havde de ikke benzin på bilen til at køre den væk, og de ville heller ikke ane, hvad de skulle stille op med den enorme krop, når de nu har været vant til at købe deres burgere og shawarmaer i færdig stand henne på grillen på brokvarteret. For ikke at tale om det skud hagl, de selv kunne få i røven, for folk på landet regner stadig den slags for en dødssynd. Vikingeånden ville komme op i folk, og på Island regnedes det indtil for nylig stadig for en selvskreven dødsdom at nakke et får, der tilhørte en anden mand. En hestetyv blev skudt i Amerika i forrige århundrede. Krybskytteri, der gik ud over herremanden … se det var lidt en anden sag. 

Jeg har gjort det før, og jeg gør det igen. Jeg efterlyser en ny husmandsbevægelse, der vil tage et opgør med det kedelige faktum, at småbrug ikke er rentable. Men det er der en grund til. Myndighedskontrol og bureaukrati er en af årsagerne. Det har ikke været muligt at være småbruger, for man skulle have 1000 får, før det kunne betale sig. Hvad fanden er meningen med det?!! Regering og myndigheder har opført sig som feudalherrer af den værste, middelalderlige slags. Jeg læste for nylig, at de radikale i Folketinget ville gøre noget ved den sag. Det vil jeg så se, før jeg tror på det. Venstre har med garanti ikke tænkt sig at støtte det, for de har skabt det degenererede landbrug, der findes i dag og medvirket til, at industrialisere, centralisere og EU-ficere. Degenereret i form af hæderlighed, selvfølgelig ikke degenereret målt på størrelsen af hjulene på en moderne kæmpetraktor til halvanden million kroner. Heller ikke degenereret målt i størrelsen af jordudpinende monokulturer, men degenereret i sundhed, frugtbarhed, kvalitet og ægthed.



Kommentarer

Populære indlæg