Filosofiske fragmenter: Strauss, Dugin, Pound, Russell og Steiner

af marco_hanuman, the blogger



Filosoffen Leo Strauss udtalte, at Amerika var et nihilistisk projekt. 
Havde han ret?




At manden var en kynisk, zionistisk, nihilistisk filosof betyder ikke, at han ikke havde forstået noget, tværtimod. Amerika er just fra starten et nihilistisk-liberalisk laboratorium. Amerika er utænkelig uden Locke-Hume-Payne-Hobbes-Smith-Jefferson-Franklin, og liberalisme-projektet er utænkeligt uden de frimurergrupper, transatlantiske cirkler og britisk sen-imperiale sammensværgelser og deres institutioner, vi kender fra Carol Quigleys Tragedy and Hope, hele 1800-tallets elitære og udenfor-radaren styresystem. 

Altså Cecil Rhodes' Round Tables, Pilgrim Society, Chatham House, Royal Society of International Affairs (forløberen for Council of Foreign Affairs og Trilateral Commission), Fabian Society, Tavistock Institute - og sidelæns: Frankfurterskolen og andre afarter af elitære tænketanke og pseudo-semi-loger som Club of Rome, Rand Corporation og Bilderberg Group. 

Den Amerikanske Revolution benævnes ikke som sådan, men statsdannelsen og republikken er utænkelig uden den foregående Franske Revolution og dens jacobinere, kabbalister, jesuitter og det samlede frimureri, der var projektets transportbånd og skalkeskjul - de samme dannelser, der senere udspyede kommunismens revolutionering = venden ALT på hovedet i både dets hovedmål Rusland > Sovjet og senere dens eksportsfære > Vesten. 

Vi burde i virkeligheden overhale Leo Strauss og konstatere, at Amerika er et satanisk projekt. Off-the-record ville han uden tvivl være enig, for en så insider-vidende zionist som ham kan umuligt være uvidende om det sataniske element i zionismen.

Amerika er altså et liberalistisk = et frigørelses-ideologisk projekt, hvorved det både er et nihilistisk-materialistisk projekt og et satanisk projekt. Et Loke-Prometheus-projekt. Ganske få tænkere af betydning i vor tid har vovet at bruge betegnelsen satanisk for projektet, men den russiske filosof Alexandr Dugin er ikke bleg for at gøre det. Moderniteten er satanisk, for den vender alt, hvad der hidtil er forstået af menneskeheden i hele dens historie, på hovedet.

Amerika er skabt af puritanere, protestantiske emigranter, mange af dem forstødt fra Europa, fordi de var for stærk en kop te for europæerne. Vi ser genklangene i dag hos de hardcore evangeliske bibelbaskere, der har gjort kristendom til en had-religion. Igen et dybt satanisk projekt, eftersom kærlighedsbudskabet er perverteret til aggression og had. Hardcore puritanere tænker ekstremt abstrakt, og i deres abstraktioner har de absolut intet imod at tage live at så mange mennesker, det skal være. I deres neo-eskatologiske fantasier og det ny Armageddon vender de tilbage til en gammentestamentelig hævn- og offerkult. De bliver Baals nye menighed. 

Den filosoferende digter Ezra Pound forstod, at det at være amerikaner var uforenligt med at være traditionalist - som ham selv. Som amerikaner måtte man forlade al tradition til fordel for moderniteten. Man sagde, at Pound egenhændigt opfandt moderne digterkunst, men det er forkert fremsagt. Han genopfandt antik digterkunst med et hidtil uhørt udtryk. Som J.L. Borges besad han en enorm viden om antikken, og hans digterværk er ét langt noteapparat til antikken. Læs blot hans berømteste dig 'Hos Usura'. Hans 'Cantos' afføder bøger af dobbelt længde med kommentarer for at forstå alle hans henvisninger. Jf. Eustace Mullins, der var hans elev sammen med Ernest Hemmingway, T.S. Elliot, W.B. Yeats og James Joyce, der aldrig ville have opnået deres standard uden Pounds geniale coaching - i øvrigt fire nobelpristagere i litteratur. Pound er et klasseeksempel på, at en sprogets og ordets mester kan være den størst tænkelige trussel mod magten. Han blev karaktermyrdet på befaling af F.D. Roosevelt, kaldt en fascist og spærret inde på et mental-asyl i 10 år. For hvad? For at have brugt et år af sit liv på Library of Congress for at finde ud af, hvorfor nogle af hans bedste venner var døde i 1. Verdenskrig, og hvad den krig som ultimativ nihilisme egentlig gik ud på. Og, behøver vi at sige det, for at være eksplicit om, hvad han havde fundet ud af.

Den franske filosof Baudrillard forstod, at Amerika var i en tilstand af illusion, som han kaldte Simulacrum. (henvisning til hans lille pamflet af en bog, America). Han bekræftede her rent faktisk Leo Strauss’ udgangsbemærkning om, at at Amerika var et nihilistisk projekt, det var lutter overflade uden indhold, det var Alt der Glimter (Shakespeare: All That Glistens is not Gold). Hvad er så forskellen på de to? Baudrillard så, analyserede og udstillede det med subtil hovedrysten. Strauss vidste det, forstod det og røbede blueprintet - med sammenknebne øjne. Som, H.G. Wells, som Aldous Huxley, som Bertrand Russell.

Russell skrev i 1953 – og husk Russell sad til bords med de samme britiske elitister, der vidste at 1. Verdenskrig skulle komme, da den stod på deres ønskeliste og lå i deres blueprint siden 1880’erne:

Jeg foregiver ikke, at fødselskontrol er den eneste måde, hvorpå en befolkning kan forhindres i at vokse. Krig har indtil videre været skuffende i den henseende, men måske biologisk krigsførelse kan vise sig at være mere effektiv. Hvis en Sort Død kunne blive spredt hver generation, kunne de overlevende bare avle frit uden at fylde for meget i Verden. Tilstanden ville være en anelse ubehagelig, men hvad så? Virkelig stort tænkende mennesker er ligeglade med lykke, især andre menneskers.

Han og andre, der advokerer for begrænsning af befolkningstilvæksten på kloden, gør det kun tilsyneladende af bekymring for klodens og befolkningens velfærds skyld. Det indre motiv og hovedbekymring er imidlertid ifølge de elitære kredse, de tilhører: mængden af ubrugelige grovædere, der i en massekultur udgør et problem og en trussel for herskerne. Derfor bør dø i massivt omfang. Deres tanker kredser konstant om måder, hvorpå de kan bringe denne aflivning til at ske, og helst uden at det går ud over dem selv.

Af samme grund går Russell stærkt ind for FN. Han skriver videre:

Der er tre måder at sikre et stabilt samfund på med hensyn til dens befolkning. Den første er via fødselskontrol (læs: eugenik), den anden er via børnemord eller virkelig destruktive krige, og den tredje er via generel vantrivsel for alle undtagen for en magtfuld minoritet. Disse overvejelser beviser, at et videnskabeligt verdenssamfund ikke kan være stabilt med mindre der er en verdensregering (FN og lign.).

Der er et okkult aspekt af den kunstig skabte vantrivsel, de enorme menneskelige ulykker, der er skabt af bevidst ødelæggelse af folks livsmuligheder, adgang til ressourcer, underernæring med efterfølgende svækkelse, sygdom og død, dårlig økonomi, udplyndringer, krigsødelæggelser, forgiftninger via kemi i landbrug, dyrehold og fødevarer, og hele den lange liste at ulykker, som den Russelske elite har påført Verden. 

Dette okkulte aspekt er, at mennesker ikke vil ønske at vende tilbage til denne Verden igen. Hvis det synes lidt ’far fetched’, så husk, de okkulte aspekter bestemt ikke var ukendte eller uvæsentlige for den britiske elite. De var nærmest besat af dem, men de holder dem altid borte fra offentligheden. Vi kender dem derimod fra deres interne skrivelser og de bøger, som blev læst af dem. Vi kender dem også fra de tankesæt, der er til stede i deres logevæsen, og det britiske establishment er dybt masonisk. Ingen karriere i the City of London er mulig uden medlemskab af en loge. 

Russel skriver igen yderligere:

Diæt, injektioner og forordninger/forbud vil kombineres fra en meget tidlig alder for at frembringe den karakter og det trossæt, som autoriteterne anser som ønskværdige, hvorved enhver seriøs kritik af den siddende magt vil blive psykologisk umulig. Selv hvis alle er ulykkelige, vil alle tro, at de er lykkelige, fordi regeringen vil fortælle dem, at det er sådan.

Et andet sted siger Russell, at vacciner er kemisk lobotomi. Han sidder i den indre kerne hos det britiske etablissement, han er en af deres ideologer. Starten på denne ideologi stammer tilbage fra afslutningen på den amerikanske borgerkrig, hvor det efterfølgende gik op for briterne, at de ikke ved deres vanlige form for krigsførelse og standard del-og-hersk kunne ødelægge Amerika. Derefter forandrer de strategi til If we can’t beat them, join them, altså det samme som de gjorde med nederlændingene i 1600-tallet. De begynde at sammensmelte den britiske og amerikanske elite.

Åndens afskaffelse
Det 20. århunderedes historiske materialistime er blot den hidtidige kulmination på en lang udvikling. Det er et fænomen med en lang opsejling, og der kan sættes et årstal på det. 

Året er 869, og eventen er det 8. Økumeniske Råd i Konstantinopel. Her besluttede, hvad der var repræsentanterne for den tids videnskab, kardinalerne, portvagterne for viden i Verden, at en særlig lære skulle gøres anathema, bandlyst: læren om den dobbelte sjæl, som den blev lært af Patriarken i Konstantinopel, Fotios I. Med den dekreterede bandlysning forsvandt den sidste rest af menneskets individuelle sjæl. Den ene og lavere sjæl var den, der havde at gøre med menneskets fysiske velbefindende. Den anden og højere sjæl var den, hvor mennesket etablerede forbindelsen til det guddommelige, og denne højere del af det menneskelige sjælekompleks, Ånden, blev nu med en håndbevægelse afskaffet. Hvorfor? Fordi den kunne frigøre mennesket fra autoritære portvagter. Men var frigørelse ikke målet for al religion? Set ud fra kardinalernes synspunkt var det en forhindring for deres mellemkomst som præsteskab og hyrder. 

Dette dekret var igen forberedt et par hundrede år tidligere i det 6. århundrede ved det 5. Økumeniske Råd, arrangeret af kejser Justinian, der ønskede ét folk, én stat, én kejser, én religion og én trosbekendelse. På dette Råd blev kirkefaderen Origen’s lære gjort anathema. Her forsvandt også læren om reinkarnation fra Vesten. Senere forsvandt så den individuelle sjæl, ånden, og tilbage var kun den amputerede og falske dualisme mellem krop og sjæl. Før var mennesket et tredelt væsen (skabt i Guds billede) ligesom den Hellige Treenighed, ånd, sjæl og legeme, men herefter var ånden, menneskets højere selv, politisk ukorrekt. Al materialisme i vor tid stammer herfra, og vi er krop med påklistret følelsesliv (sjæl). Vi er altså blevet til et dyr, for dyr har impnerende kroppe og kompetente følelser - men ingen ånd. Der er en lige linje herfra til darwinismen, der reducerer mennesket til et dyr. Protestantismen købte hele konceptet og førte det videre. En af de eneste protestantiske sekter, der behold den oprindelige lærere var kvækerne. 

Den russisk-georgiske neognostiker og sufi, G.I. Gurdjieff, siger, at mennesket er et trehjernet væsen i modsætning til pattedyrene, der er tohjernede væsener med rige følelser. En regnorm er et ethjernet væsen, for den har kun en rygrad, et instinktliv.

Konsekvensen af 869 var 1054, det store skisme mellem Østkirken og Vestkirken, hvor Patriarken og Paven ekskomunikerede hinanden. Hvis man lægger de to tal sammen, får man besynderligt nok 1923, hvor Rudolf Steiner fremlægger ideen om det trefoldige menneske, altså en tilbagevenden til det oprindelige koncept om Mennesket netop i en tid, hvor materialismen var nået uhørte lavpunkter i form af kommunisme og abstrakt dialektisk materialisme, et i sandhed satanisk-nihilistisk projekt hvor et Mayhem af folkemord formørkede dagens lys. De færreste er klar over, at Steiner mellem 1916-18 midt i Mayhem afholdt en serie foredrag om geopolitik og konsekvenserne/perspektiverne ved 1. Verdenskrig og Europas skæbne (karma) - the karma of untruthfulness, en sønderlemmende kritik af Løgnens Århundrede allerede i den tidlige fase.


Kommentarer

Populære indlæg