Den postmoderne bæbunke

af marco_hanuman, the blogger


Hverken lortebunken, elefanten i rummet eller dyrepasseren,
der blev overskidt, er tilsyneladende i fokus.

Den postmoderne bæbunke 

De store fortællinger er slut, sagde de. 
Onde tunger ymtede dengang noget om, 
at post-mændene og -kvinderne ikke selv evnede storhed. 
Andre lige så onde tunger mere end antydede, 
at post-fabrikkerne og deres tanketænkere i tænketankene 
havde forbudt storhed af ideologiske årsager, 
da storhed stod i vejen for deres småhed.  

Her er der selvfølgelig tale om ondsindet bagvaskeri af kreative genier.  

Post-demokratiet er nu begyndt, sagde de. 
Onde tunger hviskede forleden noget om, 
at postdemokraterne nok ønskede krati for sig selv og demos ad H til. 
Andre lige så ubehøvlede tunger foreslog på det nærmeste, 
at der var en vis lighed mellem middelalderlige feudalherrer 
og den måde, som tidens ledere forskansede sig bag tykke mure på, 
mens de brandbeskattede hovbønderne før næste plyndringstogt.  

Her er der selvfølgelig tale om kontrafaktuel, ahistorisk og perfid indoktrinering af ubefæstede sjæle.  

De store ord er afskaffet, sagde de. 
Onde tunger lader mellem linjerne forstå, 
at de anser twittere, sound-bitere, chat-narcissister og sms-spammere 
for sprogligt impotente og inkompetente. 
Andre lige så urene tunger mener oven i købet, 
at der bør være forskel på tale, skrift og Google-oversættelser, 
og at man skal bekymre sig både om form og indhold.  

Her har de selvfølgelig ikke forstået, at den globale landsby udvikler sig eget særlige sprog, hvor vi alle bliver til glade, pludrende analfabeter igen.  

Den store kunst er ikke længere mulig, siger de. 
Onde tunger misbruger deres ytringsfrihed til at foreslå, 
at installationskunst ikke er andet end en bæbunke af talentløshed, 
et substitut for det forfinede håndværk, som de gamle røvhuller kaldte kunst, 
eller som de nogle gange i ydmyghed bare kaldte for dekorativt håndværk. 
Hvad er der nu galt med en graffitimalet pissoirekumme med påmonteret dildo,
der siger enormt meget om samfundet?  

Her er der selvfølgelig tale om typer, der ikke værdsætter progressive, revolutionære udtryk for subversiv perversion af den vestlige civilisation.  

Øh ja, der sagde du faktisk noget rigtigt, du dér garagepoet. 
Vi er muligvis stadigvæk er par retrosaurusser, 
der tillader sig at mene, 

at Bach er kunst, Bieber er bæ, 
at Ezra er poesi, knækprosa er brækposa 
at Platons Akademi er filosofi, Frankfurterskolen er sociopati 
at Putin er statsmand, Obama er sprællemand 
at Kate Bush er til dans, Madonna er til svans 
at Dostojevsky er forfatter, Jussi Adler Olsen er for mutter 
at Jarrett er klaverspiller, Snoop Dog er pikspiller 
at Rembrandt er billedkunst, Warhol er psykodunst 
at Notre Dame er bygningskunst, Ørestaden er byggebrunst 
at Jung er dybdepsykolog, Freud er dybdeparanoid 
at JFK var politiker, Bush var parasit 
at Carlin er komiker, Christensen er på andres bekostning 
at Hippokrates er helbred, vacciner er hell breed 
at Tesla er anvendt videnskab, Einstein er misbrugt teori 
at Kubrick er auteur, og at Hollywood er … pædo  


Pædosvans  

lad de små børn komme til mig 
MIG skal ingen hindre!  

pædo pave til porno puritaner - i pizzaporten 
polysexistisk pride parade - pandæmonisk posering (få jer et liv!) 
pik pat pis popo - Podesta pattebørn i latex 
politisk korrekt politikerporno – parnassets pindemadder 
sperm i bæ - psykofæ koryfæ skarabæ 
dametøj i parken med trækkerne - i NATO-stilling med lakkasket  

Clinton clitoris cunt stunt clamydia 
vi kom, vi så, vi slog ihjel, HAHAHA! 
Lolita Express, vodoo-pæderast, con foundation, Mena Arkansas 
Jeg har ikke haft sex med 120 kvinder … altså før jeg voldtog dem  

Pave Pædo til Prins Saville - Pilfinger af Wæles 
Abrahamovic Klammovitch - stur-stur kunst med pilrådden dunst 
Molok Molok mak-makværk - Baal befaal du bifil befamling  

7/11 9/11 - den 11 time 
7/7 7-9-13 - for syv-sytten! 
fredag d. 13 - 13 til bords 
3-2-1 af hor er du kommet - til hor skal du igen nedskylles  

vil du med op og se min hipster-organsamling? 
N.Y. Times: ’Det er bare sådan, de er født’ 
og prinsen lod sin aflivede kone balsamere 
pædo bliver nu det nye sort (hvorfor lige sort?)  

bæ parade, pisstortion brækfest, dyrskue mudderkastning 
selfie-onani, snip snap snuff, gangster-bangster 
transhuman tranny-troll tissekone.cum 
iturevne designerbukser ’jeg er lige blevet voldtaget og ku godt li det’  

Saurons mund: 
man synes godt lige, ham stodderen 
med jern og tilmed horn på hovedet 
kunne have sørget lidt bedre for sin mundhygiejne  

pentagram med pløk i jorden – barnlig og børnelig 
den døende gud kræver sine ofre – vi må alle yde vores 
husk: ondskab findes ikke, for ALT er jo relativt 
- hvilket selvfølgelig ikke gælder det, jeg lige sagde, kan du nok forstå  

mor, hvad betyder fækalstadie? 
jeg er færdig, NUUU …  


Poetik  

Skal jeg overhovedet skrive?  

Det er vigtigt at skrive, fordi det er den sidste chance for at skrive. 
Skrivekunsten er ikke i forfald, skrivning er under afvikling. 
Når nanobotterne har arbejdet sig ind i din krop, er det ikke længere DIG, der skriver. 
Skriv mens du kan, som var det 11. time i din sidste dag på Jorden.  

Skal vi nu til at skrive på papir igen?  

Fordi de digitale er designet til at være åben mund og polypper. De kan hackes, aflyttes, slettes og forgiftes eller bare udraderes af en kolo-enorm elektromagnetisk bøvs, som Solen en eller anden dag finder på at sende i vores retning. En bog, der først er trykt, anskaffet, læst og sat på en hylde, kan ikke systematisk udsættes for et sidelæns redaktionelt politisk korrekt initiativ. Du kan gå på nationalbiblioteket og få lov til at holde en 1000 år gammel bog i hånden, hvis du tager bomuldshandsker på. Farverne i de store bogstaver, der fylder en hel side, er som den dag, de blev malet. En digital skive holder i 10 år. Vi burde hugge i sten eller skrive på endnu ubrændte lertavler.  

Hvorfor skal jeg gøre mig umage med at skrive?  

Du skal gøre dig umage på samme måde som soldaterne i 1. Verdenskrig, der vaskede sig, barberede sig, klippede deres negle, pudsede deres støvler og smurte deres madpakke, før de kastede sig ud i det slag, der skulle blive deres sidste. Det sidste, du foretager dig i dette liv på dette sted i Universet, skal ikke være at urinere op af en pæl.  

Form er en moralsk forpligtelse. Kom an, kulturradikalist, og anfægt ordene moral og forpligtelse, og jeg skal skifte din åndelige ble og lære dig ét og andet om intellektuel hæderlighed! Anfægt også ordet hæderlighed, og jeg tværer dig gedigent ud! Hvis ikke vi vil bidrage yderligere til den postmoderne bæbunke, der nu er fyldt til randen med korttidsholdbart skrot i containerskibsladninger lige til at lukke op med en gargantuansk dåseåbner og skide i, så er det faktisk NU, her og på dette sted i denne tid, at vi skal kræve sproget tilbage, det sprog der dukkede sig under et verbalbabylonisk virusangreb fra de, der byggede ziggurater.  

Så skriv dog med værdighed, og hvis du også underskudsagtigt jantelovsbrokker dig over ordet værdighed, så skal jeg battle dig sønder og sump!  


I udkanten  

Når folk, der kunne have ydet et værdifuldt bidrag til et velfungerende samfund ryger ud i udkanten, er det et sikkert tegn på, at der ikke er tale om et velfungerende samfund. Og et velfærdssamfund er ikke det samme som, at samfundet fungerer. Derimod er der tale om et samfund, der masseproducerer en vis portion, der næsten med sikkerhed vil blive stødt mod udkanten.  

Her kunne man være fristet til at fremsige den sædvanlige remse med solidaritet med de udstødte over en kam. Den er fremsagt til kvalmepunktet af venstrefløjen i et halvt århundrede, og i dag er den så tynd i kanten, at den har mistet det meste af sin troværdighed. For det første, fordi fløjen nu ikke længere har andet motiv end deres egen feel-goodness over endnu en gang at kunne fremsige deres politisk korrekte klicheer. For det andet, fordi det at være udstødt i et velfærdssamfund ikke er så entydigt. Det skyldes, at velfærdssamfundet har tilbudt folk en sovepude, som en del af de, der ender i udkanten, er mere end villige til at lægge sig til rette på.  

Her ville fløjtænkeren, der er vant til at se det sociale spektrum som enten rødt eller blåt sige, at udsagnet er blåt. Det skyldes, at de røde i mellemtiden er blevet reaktionære - det som de altid har beskyldt de blå for - og når de bliver kritiseret på deres ømmeste punkt, deres ideologiske hulhed og hykleri, så reagerer de. Gerne med karaktermord, da de jo stadigvæk ikke har en sag og et indhold at forfægte længere, og det forhold bliver ikke bedre af af lukke munden på kritik, hvilket er deres hovedbeskæftigelse for tiden. De ville også råbe op om blåt, fordi nogen tillader sig at nævne, at folk i udkanten selv har en aktie i deres situation.

Lad os se nærmere på udsagnet 
Hvis man ikke har en aktie i sin egen livssituation, så er man altså et uskyldigt, hjælpeløst og magtesløst offer. Hvor god en nyhed er det? Det er simpelthen en hamrende dårlig nyhed, og venstrefløjen har overbragt den nyhed i mere end en menneskealder. Folk, der tenderer mod kanten, har selvfølgelig-hvad-ellers taget nyheden og det sørgelige budskab til sig ved at lade sig glide passivt i udkanten. Eller nedad mod bunden, hvis vi skal bruge terminologien om klassesamfundet - opfundet af briterne, der skabte den industrielle revolution og i forvejen havde verdens tydeligste opdeling i overklasse og underklasse. Middelklassen, de opkomlinge, skulle nakkes omgående, for de begyndte at yde et såkaldt 'kompetent' modspil. Og lad os lige få de begreber på plads også. Kompetent = konkurrencedygtig, sociale tabere = udkanten/bunden. Det er et darwinistisk tankesæt om den store konkurrence, den krigerigsk-desperate kamp for overlevelse, som kun de stærkeste ville klare. Tanken er kun sand som ønsketænkning for den overklasse, der skabte klassesamfundet, der skabte industrialismen - der så førte til dannelsen af velfærdssamfundet som en reaktion mod industrialismens kyniske mekanik.  

For 20-30 år siden var det almindelig for både de røde og de blå at bruge begrebet 'social taber' om udkanten. Man talte heller ikke om udkanten, man talte om 'bunden af samfundet'.  

Siger udsagnet så noget om, at det er folks egen skyld, at de bliver udstødt? Det gør det ikke. Det siger, at de ikke skal forvente i vort samfund, at nogen tager ansvaret for dem, så de kan kun gøre det selv. Det er den tilsyneladende dårlige nyhed, der i sidste ende kan blive den gode nyhed. At tage ansvar for sit eget liv er for en hel dels vedkommende lettere sagt end gjort, da de hele deres voksne liv har befundet sig i en tilstand af passivitet, der for hver dag har bekræftet dem i deres ubrugelighed for både sig selv og andre. Velfærdssamfundet har måske gjort, at de i dag stadig er i live, men det har ikke skabt velfærd for dem eller deres omgivelser. At overhovedet tale om velfærd i den forbindelse er en falliterklæring.  

De styrende grupper, der skabte dette samfund - 'sam-fund' er i realiteten misvisende, da der snarere er tale om sam-klaskning eller sammenstuvning, end at folk har fundet sammen - ved godt, at udkanten er et farligt felt, og at det kræver nøje overvågning og management. Det er heller ikke noget problem, for metodikken til dette er fuldt udbygget. Social ingeniørkunst er ældgammel, og i dag findes der hi-tech, der sørger for det meste. Der kalkuleres på baggrund af lang tids erfaring med, at menneskenes duknakkethed og passivitet er så stærk, at de aldrig ville udgøre en trussel for deres konstruktion.  

Udkantseliten 
I udkanten finder vi forskellige grupperinger. Det er også her, vi finder en særlig gruppe af folk, der er begyndt at sætte begreber på verdens tilstand, og dermed deres egen livssituation. Når man støder på disse folk, så kan man et stykke hen ad vejen få en vis optimisme. De udvikler begreber, javist, de forholder sig til det store billede, javist, de udtaler sig, javist, de studerer, de søger, og de udveksler ideer. Javist, og det skal ikke lægges dem til last. Hvad de gør, er isoleret set højest tiltrængt.  

Burde man så ikke mene, at de ville udgøre en trussel mod magten, siden deres aktiviteter går magten imod og afslører den? Burde man ikke mene, at de udgør et reelt forandringspotentiale? Her løber vi ind i problemet. Det er så som så med deres aktiviteter. De bevæger sig konstant i cirkler af ligedannede, der enten er skovlet til side af velfærdssamfundet og dens sorteringsmekanismer - reelt set er mekanismerne globalismens dønninger - eller i for høj grad har sovet på puden og har skovlet sig selv til side. De er nu efter egen selvopfattelse 'vågnet op', men deres opvågnen består i at sidde i deres sovekammer og flagre med al deres påståede vågenhed - med dynen trukket op om næsen.  

Det giver kraftige mindelser om, hvordan en stigende utilfredshed i 60'erne og 70'erne blev opdæmmet og afledt vha hippie-happykultur, kulturmarxisme, sex-drugs-rock'n'roll på en baggrund af koldkrigstrommer og andre former for sort designermagi.  

De såkaldt 'vågne' i udkanten opfører sig besynderlig nok på stort set samme måde. De fyrer stadig fede og junker sig. De kører stadig deres liv ved en blanding af kontanthjælp og sorte penge. De taler stadig fanden et øre af, mens de tænder den næste joint og knapper den næste dåseøl op. De forgifter sig ikke længere med dårligt fjernsyn, de forgifter sig nu med internettet. De har stadig en masse fluffy ideer om, hvordan de skal frelse verden, mens de kæmper for at holde sig til kanten med det sorte af neglene. De mangler stadig sammenhængskraft mellem det, de siger, og det, de gør. De har stadigvæk den største foragt for både samfund, de andre og i realiteten: sig selv. Deres cirkler er stadig fulde af bagtalelser, infight og manipulationer. De kan stadigvæk ikke finde ud af at organisere sig, og den mindste afvigelse fra den rette tro = det quickfix på verdenssituationen, som de mener at have fundet, fører til forkastelse af de, der ikke skriver under på samme version af fixet. De tager afstand, når de hører ordet Newage, men de har ikke gjort sig klart, at de selv er Newage 2.0 - nu med konspirationsteorier. De overskrider hinandens grænser, som de selv engang er blevet grænseoverskredet, men de bliver særdeles fornærmede over, hvis nogen sætter grænser for deres overskridelser. De har måske en eller anden spidsfindig astrologisk forklaring på, hvorfor det ikke kører for dem, eller hvorfor de hele tiden tager røven på andre eller selv bliver taget i den bare. Alle deres initiativer løber ud i sandet, for hvis de havde haft evnen til fuldførelse, ville de have været kreative entreprenører og ikke udkants-beboere. De opfatter sig selv som avantgarden i udkanten, men da deres garde ikke er avant (foran) noget derriére (bagved), altså da der ikke er nogen, der følger dem, så har deres selvopfattelse ikke ben på jorden og fødder at gå på.  

Det er ofte en serie af mønsterlignende omstændigheder, der har skabt deres fastlåste livssituation. Traumatisering, misbrug, en overdosis, en serie svigt, en hjerneskade med efterfølgende fragmentering er nogle af komponenterne. De har ofte fra tidlig færd været prædisponeret for at 'komme på kant' med samfundet, hvilket selvfølgelig er en særlig variation og ikke det, vi taler om her. Der har næsten med garanti været weirdos i deres nærmeste familie. De er ikke svindlere, de er bare semi-svindlere, der ofte er knaldende gode til at gøre sig ud til bens, når de står overfor en eller anden stivstikker af en sagsbehandler i det sociale kontrolsystem. Klynkeroller er et af deres specialer, når de er oppe imod et ikke just sympatisk system, en ucharmerende facet ved velfærdssamfundet, der bag sine fløjshandsker viser sit grimme totalitærfjæs. Men i stedet for at gøre sig uafhængige af systemet, hænger de sig i systemets gardiner og bider i dets gulvtæpper.  

De smarteste af udkantsbeboerne har i nærmest en menneskealder formået at udsætte regnskabet med samfundet. Det er meget paradoksalt og forstemmende at høre dem udtale deres største foragt for dette samfund (hvilket der kan være mange gode grunde til) men så i samme åndedræt håne alle de tumper, får, slaver, goyims, uddannelsesskadede pensumpapegøjer (kært hadeobjekt har mange navne), der har valgt at arbejde for at tjene penge til at opretholde deres og familiens liv og betale deres skat, så udkantsbeboerne hver måned kan gå ned og hæve penge til DERES småforhutlede liv. Det dobbeltmoralske islæt er mærkbart. Hvis de havde haft format, havde de haft lidt mere ydmyghed overfor de mennesker, som har været tvunget til at betale både for deres og DERES livsophold, og havde de haft format, havde de ikke valgt at hænge sig i tovene i udkanten fra begyndelsen af. Et gensidigt kompleks af medmisbrug. Hvis I har så meget mod systemet (and be my guest), hvorfor klamrer I jer så til det!?  

Fænomenet er altså dobbeltsidet. På den ene side er der et falleret velfærdssamfund, der nu er under kraftig afvikling, der har fremelsket et segment af udkantsbeboere. Og blandt disse er der vitterligt folk, der aldrig ville kunne indgå i normale sammenhænge eller i et arbejdsmarked. Der dukker hele tiden sager op om, hvordan myndighederne jagter disse stakler frem og tilbage på den mest kyniske vis. Det bør udstilles og udskammes på det kraftigste - som på denne dk.dox rapportage. Der findes også de, der vitterligt hellere ville forsørge sig selv og være relativt autonome, men som møder lukkede døre hele vejen og derfor er de reelle ofre for et samfund, der sviner med menneskelige ressourcer.  

Men på den anden side fremelsker formynder- og curlingsamfundet et parasitisk segment af sociale smart-asses, der reelt opfører sig på nøjagtig samme måde som den forkælede overklasse i den anden ende af det sociale spektrum. Havde de været født med en sølvske i røven, havde deres indstilling været den samme: De andre må arbejde for mig, så jeg ikke behøver at få snavs på mine sarte fingre.  

Det kan være interessant i perioder at omgås de mere intelligente af de, der frivilligt eller tvunget er havnet i udkanten. Der er en vis sandhed i, at man selv skal være en skamskudt hjerneskade for at have blik for, at vi lever i en syg verden. It takes one to know one. Af børn, fulde folk og nutcases skal man høre sandheden. Og blandt de udkantede findes der rene genier, autistiske vidensbanke og sjæle med ild i både hoved og røv. Men traumatisering slår hul på folks psykiske immunforsvar og giver en følsom sårbarhed overfor de overgreb, der sker blandt mennesker. Det giver visse indsigter, men det giver også et gennemhullet skjold, der tillader alt muligt og mærkværdigt at trænge ind. Klarsynede folk, der er i stand til at læse folks energifelter, beretter om, at de ser gennemhullede personlighedsfelter, hvor parasitiske bevidsthedsstumper (elementaler) har taget bolig. Disse væsener sværmer især omkring steder, hvor der er en særlig kaotisk, støjfyldt og fragmenteret energi, som af udkants-dwellerne opfattes som tiltrækkende. Her finder væsenerne deres 'værtsdyr'.  

Du skal nok overveje seriøst, hvad der er cost-benefit ved at omgås folk med indsigter, som de har erhvervet sig på bekostning af deres menneskelige balance. Du skal have et stærk ego / psykisk immunforsvar og effektive måder bevidst at rense sit eget energifelt på, hvis du ønsker omgang med udkanten. Der findes andre måder at erhverve indsigter på end at udsætte sig for folks mærkværdige karma, hvor spændende det end kan være på den korte bane. I det øjeblik, du føler, at det trækker nedad i eget liv og ikke længere løfter, er det på tide at slippe ballasten og lægge afstand.  

Hvis tiden er kommet, lad det være således.


Normal undercover

Jeg bevæger mig som normal gennem landskaber af normaliteter
befolket med normer og normale.
På denne måde kan jeg komme undervejrs med både
galskaben, der lurer under normaliteten
og normaliteten, der lurer under galskaben.
Den egentlige forskel synes at flyde ud ved nærmere eftersyn.

Jeg færdes hjemmevant i mit underspillet, underseeded, undercover outfit
på normalitetens kontorer, korridorer, metaforer.
På denne måde kan jeg afkode de sprækker,
hvorigennem anomalierne kryber i øjeblikke
ubevogtede nok til at sænke kontrollen til de lavest tilladte grænseværdier.
Jeg skriver mig sprækkens lokation bag ørerne for senere at vende tilbage.

Jeg glider ubemærket gennem normalitetens mødelokaler,
dens auditorier, kantiner, foyerer, passager.
På denne måde kan jeg undgå at blive arresteret af normalitetspolitiet,
der straks ville indhente mig til afhøring, afsløring og afføring af mit undercover,
for derefter at sende mig til 20 år til det store normalitets-gulag.
Hvorfra ingen anomali vender helskindet tilbage.

Jeg arbejder uafhængigt af agenturer i normalitetens hovedstrøm
som en sløv fisk ifølge den flydende masse.
Ingen synes at bemærke understrømmen bag underdækningen;
under overfladen opfører strømmen sig i modsat retning,
i spiraler, i ikke-bevægelse, i overspring, i baglæns saltomortaler.
En barracuda er kun sløv til det øjeblik, den slår med halen.

Jeg skifter sidelæns position til anormalitetens understrøm,
undercover i undercover, hvilket er dobbelt negation og dermed overcover.
Ingen synes at studse over, at jakken vender vrangen udad,
anormaliteten har sin egen normalitet,
her er det ikke galskaben, men småborgerligheden, der smutter gennem sprækkerne.
Hos den selvudnævnte undergrundsavantgarde findes seriøse sofakartofler.

Jeg betragter fra skiftende vinkler det tidslige vendekåbeunivers
af normaliteter, der bliver ædt op af deres eget tarmsystem.
Det nye normale udviser en samling penetrerede perversiteter,
det nye anormale bekender sig til fascisme med eller uden ligusterhæk,
normaliteternes simultane tilstedeværelser er blevet dobbelt inkompatible.
Paralleluniversernes tidsalder er i fuld gang for halv kraft i dobbelt tempo.


Mao er ikke død 

Her troede vi lige, at den skævøjede kasketkannibal i sutsko var en saga blot.
Her regnede vi med, at det revolutionære folkemord var passé.
Her gik vi ud fra, at systematisk smadring af kulturarv og tradition
var beretninger fra en parentes i menneskehedens historie.

Her var der nogen, der troede, at det ideologiske barbari var so last century.
Her kunne man have håbet på, at historie betød erfaring og afbrændt karma.
Her håbede man i sit stille sind, at nogen var blevet klogere
af hundrede millioner kineseres aflivning, måske i det mindste kineserne selv.

Som om opiumsforgiftning af en rig, gammel kultur ikke var tilstrækkeligt.
De skulle også have Den Lange March, den store udrensning og stakkene af lig.
Som om fjendtlige handelsskibe og kanonbåde på den Gule Flod ikke rakte.
De skulle også have Kulturrevolution og rødgardistisk socialfascisme.

Massemorderen Mao er stadig i live ...
hver gang der smadres buddhastatuer af Taleban,
hver gang der smadres et uerstatteligt oldtidsmonument af ISIS,
hver gang amerikanske antifa-sortskjorter smadrer mindelser om nationens fædre,
hver gang den politiske korrekthedskult sender sine kadrer og socialkrigere,
hver gang endnu en terrorevent sælges som et ensomt galningeværk,
hver gang vore forfædres og -mødres ofre og bedrifter forrådes,
hver gang en ideologiinficeret idiot uimodsagt udtrykker sin bøvede blindhed.

Definér maoisme
Maoisme er systematisk og velorganiseret kulturdestruktion under dække af progressivt socialt engagement beregnet på at bane vejen for en mikroskopisk gruppe af vestlige milliardærers selvudnævnte ret til at udplyndre og underkue nationer i milliardstørrelse. 

Kommentarer

  1. Jeg kender en kompetent kontormand på 60, som har forsøgt at få job i 10 år. Gråt guld. Han er udlænding men taler perfekt dansk. De sender ham ud konstant i meningsløse arbejdskurser men der er ikke arbejde til ham, gamle som unge. . Han har søgt job over 70 gange. Nu har en advokat fundet ud af, at de ikke er interesseret i at han får arbejde, men at han er deres arbejdsgiver fordi jobcentret og udliciteringer lever af ham i SOSU-industriens lukrering på levende mennesker. Han bider af den hånd som giver ham mad, og de bider af ham, og han bør være taknemmelig siger de. Protest mod dem er nyttesløs, og der er intet legalt på halvtid medmindre tilskud er inde over. En klog kvinde sagde, at velfærdsstaten er et påskud for at opretholde nogle procenter af folket i arbejdsløshed, så beskatning af milliarder kan gå til våben og andet galimatias i samfundet. Mange arbejdsløse som går gennem helvede drives rundt i manegen får kun dryp , som ser godt ud på papiret. Nu vil de tvangsmedicinere ham

    "Man kan risikere tvangsmedicinering, behandling med elektrochok, operative indgreb – bare for at kunne udelukke mulighederne for, at man kan udvikle en arbejdsevne"
    https://www.avisen.dk/blogs/clausjansson/syge-ramt-af-jobcentersyndromet-varsler-landsdaekkend_49314.aspx

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære indlæg