Hvis jeg var terrorist

af marco_hanuman, the blogger

Hvis jeg var terrorist
Så ville jeg som det første gå ned i udstyrsforretningen og anskaffe mig en forklædning, så jeg kunne spille rollen som folkets velgører, dets rare onkel, filantropen, demokraten, idealisten, ideologen eller måske den hellige kriger, der kompromisløst kæmper for retfærdighed.

Jeg ville skrive hjerteskærende manifester om, hvordan velfærd skal sikres ved, at folk overlader ikke bare velfærd, men alverdens færd til velmenende typer som mig. Jeg ville også beskrive, hvad der ville ske, hvis folk ikke overgiver den færd, som de alligevel ikke ved, hvad de skal stille op med. Jeg ville overdrive beskrivelsen, så pointen bliver pædagogisk tydelig.

Hvilke pædagogiske midler, jeg ville tage i anvendelse, afhænger af, hvad der synes effektivt til formålet.





Hvis jeg var terrorist
Så ville jeg ansætte en hel masse folk til at sidde og kortlægge den menneskelige psyke og adfærd. De skulle studere mennesket, som var det en tingest, der kan skilles ad og samles igen, eller en computer, der kan programmeres. Jeg ville gøre det klart for mine ansatte, at deres arbejde er strengt fortroligt, og at det vil få konsekvenser for dem og måske deres familie at bryde fortroligheden.

Disse ville jævnligt komme op med rapporter og anbefalinger, som jeg kunne bruge, hvis jeg havde lyst. Hvis jeg beslutter mig til at bruge dem, ville jeg sørge for en pædagogisk formidling overfor de, der sidder og træffer beslutningerne. Jeg ville gøre det klart overfor de indbildte beslutningstagere, at de kun vil være i stand til at træffe beslutninger fremover, hvis de træffer de rigtige beslutninger. Ellers.


Hvis jeg var terrorist
Så ville jeg iværksætte en total aflytning af, hvad både folk og beslutningstagere går og foretager sig. Jeg ville med mit terrornetværk tappe ind i alle ledninger og ikke-ledninger, i alle signaler og få fingre i al kommunikation. Jeg ville lagre informations-massivet på kæmpe harddiske og databaser og udvikle programmer, der kunne kortlægge enhver persons eller gruppe af personers liv.

Når jeg havde gjort dette, ville jeg sørge for, at det samme soft- og hardware, som jeg har brugt til at indsamle informationer, også bliver brugt til at skabe informationer og ødelægge informationer. Folk har brug for visse informationer for at være nyttige. Jeg ville aldrig fortælle, hvad jeg brugte disse oplysninger til, men gøre det klart, at hvis folk ikke accepterede det, så havde de nok ikke rent mel i posen. Ligsom mig.


Hvis jeg var terrorist
Så ville jeg sørge for, at folk har nok at se til. Det skal ikke være nemt. At skaffe det daglig brød og tag over hovedet skal ikke være nemt. At skaffe et arbejde, man kan leve af, skal ikke være nemt. At undgå at komme i klammeri med andre skal ikke være nemt. At bevare sit helbred skal ikke være nemt.

Især ville jeg sørge for, at der altid var en ny krig om hjørnet. At redde sit liv skal ikke være nemt. Der bør aldrig være nok af forsyninger, de bør altid være en mangelvare, og at have tilstrækkeligt selv i beskedent mål skal ikke være nemt. At finde ud af, hvad der sandt og falsk skal være nærmest umuligt.


Hvis jeg var terrorist
Så ville jeg sørge for, at folk var dybt forgældede. Altid at skylde og aldrig at kunne betale sin gæld, er en udsøgt og velanskreven form for terror. Jeg ville sørge for at skrue systemet sammen, så det er uundgåeligt for både folk og stater at være forgældede.

Hvis de ikke forstår budskabet, vil jeg sørge for enten at skrue i for hanerne eller skrue helt op. Begge dele er lige udsøgte.

Fattigdom og hungersnød skal der altid være rigeligt af. På det punkt vil jeg være generøs. Og for at vise, at jeg også kan være storsindet, vil jeg sørge for, at der også findes vacciner, programmer til at nedbringe antallet af mennesker på kloden og programmer til at redde klimaet i Universet. Det er selvfølgelig meget dyrt, og mens klimaterroren gør sin effekt, vil de 6.5 milliarder, der falder for spærregrænsen, i samme hug få lov til at betale for deres egen udryddelse.


Hvis jeg var terrorist
Så ville jeg iværksætte love og forordninger, der forbyder frihed, trivsel, simpel velstand, eget initiativ og egentlig viden.

Jeg ville sørge for, at alle nyhedsmedier er fulde af forlorent fusk og forfalskede fladpandetheder. På en underholdende måde, selvfølgelig. Folk elsker barnagtigheder, så dem skal der være masser af. Ligeledes ville jeg sørge for, at der også er fusk og forlorenheder i den tunge ende, og disse ville jeg kalde for historieskrivning og videnskab.


Hvis jeg var terrorist
Så ville jeg sørge for, at videnskabsfolk holder sig til hvert deres lille felt. Da de har studeret det meste af deres yngre liv for at få lov til at forske i deres homunculi, så ville jeg sørge for, at det stod klart for dem, at de skal holde sig til deres vanskabning. Som med beslutningstagerne, skal de forstå, at de ikke skal regne med at blive ved med det, med mindre de kommer op med de rigtige brugbare resultater.

Skulle de komme op med forkerte resultater, der alligevel synes brugbare til at slå mennesker ihjel på en en mere effektiv måde, så vil de blive bedt om at overlade det til folk, der er ansat ude i baglokalet.

Som en god terrorist vil jeg vide, at alt kan bruges som et våben mod andre. Selv en kogt rødbede kan brugt på den rette måde være dødelig.


Hvis jeg var terrorist
Så ville jeg sørge for at kontrollere al uddannelse. Allerede fra børnehaven skal de små poder vide, at de ikke skal stille de forkerte spørgsmål om de forkerte ting. Heller ikke om de rigtige. De skal lære at stille de rigtige spørgsmål, for at vi kan give dem de rigtige svar. Altså, ikke de forkerte. Udtrykker jeg mig klart?

Folk skal lære så tidligt som muligt, at spørgsmål og svar falder indenfor en bestemt ramme, der allerede er afstukket for dem. De kan stille spørgsmål til detaljer, men ikke ved præmissen. De skal lære at frygte ukorrekte spørgsmål. Når de først har lært lektien, er det herefter tilladt at gøre alle mulige antagelser om alt muligt i hele Verden – uden at behøve at undersøge det først. Det er endog politisk korrekt.

De fleste vil enten ikke have lært noget som helst, eller også vil deres viden være ubrugelig. Jamen, siger du, er det hele så ikke forgæves, og hvad skal vi så med uddannelse? FJOLS! Forstår du intet? Undskyld, jeg glemte lige et sekund mig selv. Det har du helt forstået :-)


Hvis jeg var terrorist
Så ville jeg lære folk at frygte Gud. Men da Gud sjældent har tid til at være til stede på hovedkontoret, stiller jeg mig velvilligt til rådighed i stedet for.

Alt og alle, der fremtræder med stilsikker autoritet, kan være Gud. Jeg vil sørge for at inkarnere ham, når der er brug for det. Ikke alle går hen i en kirke, men det er ikke nødvendigt. Måske tænder de for fjernsynet, og så er han også der. Måske surfer de tilfældigt rundt på Internettet, og så skal han også være der. Måske dyrker de en politisk ideologi, fordi de savner en religion. Ikke noget problem. Måske er de til ateisme eller NewAge-flimmer, og alakazam-simsalabim! Så er Gud også her! Og I Hollywood vil der være ikke blot én Gud, men en hel hær af guder, engle og helgener, noget for enhver smag.

Og hvis en eller anden åndskrøbling spørger: Hvem er du? Så siger jeg bare: Jeg er den, Jeg er. Og det pjat med ånd og kærlighed, kan du godt glemme alt om.


Hvis jeg var terrorist
Så ville jeg sørge for at hyre nogle proff’er, der kan gøre det ud for terrorister, der helt tilfældigt, og uden hoved og hale, kan slå til et sted i Verden. Jeg vil så være den første til identificere dem og råbe: Se, der er de igen! Hvad sagde jeg!? Og så ville jeg lynhurtigt komme med de rigtige forslag om, hvordan vi sammen, hånd i hånd, kan stramme bælter og balder og foretage de nødvendige ofre, der skal skal til.

Både når de dygtige proff’er med beundringsværdig præcision nakker en stak kvinder, børn og gamle mænd, eller en hel ø med skolebørn, eller rydder en bar, eller når de bare smører ketsjup i hovedet og ruller om på siden – husk en synagoge i forbifarten, det er vigtigt – så vil alle vide det, og alle vil skrive historien.

Og så vil der straks være mænd i kampuniform med automatvåben på hvert gadehjørne til at passe på alle dem, der blev bange. Hvad havde du ellers tænkt dig? - så ville terror jo være en dårlig investering!


Hvis jeg var terrorist
Så ville jeg hyre en hær af bladsmørere, skriverkarle og fladskæmsludere, der hver dag 24/7 kan bringe alle de mest mistrøstige nyheder, uden på noget tidspunkt at levere en forklaring på, hvordan de hænger sammen.

Jeg ville efterlade folk i et helvede af løse ender, talrige som græsset på marken. Til gengæld vil hver dag byde på en ny historie om græsselige bøhmænd derude i Verdens vildmark, der spiser børn og hunde, der blot venter på, at vi vender ryggen til og – som om de ikke havde andet og mere fornuftigt at tage sig til – bruger al deres tid på gruselige konspirationer, med det ene formål at ødelægge vores liv. Og hvis du ikke tror på den teoridannelse, er du en konspirationsteoretiker.


Hvis jeg var terrorist
Så ville jeg lave en FUCKING masse terror og bevise (læs: hævde), at det var en ensom galning, der havde haft en ulykkelig barndom. Og for at forhindre dette rene og skære tilfælde af unik galskab, uden planlægning og medvirken og dybere årsag, kræver det en hel række love og regler og bortfald af rettigheder, for at vi kan forhindre det, der ikke kan forhindres, forudsige det uforudsigelige og forklare det uforklarlige. Det giver så fantastisk god mening, at alle vil forstå og acceptere det.

Nu sagde jeg bevise. Her må du forstå, at beviset består i, at jeg siger, at sådan er det. Fordi jeg siger det! Det er en af de fine ting ved terror. Når først den er kørt i stilling, kan man sige hvad som helst, og folk vil ikke kunne sige andet. Der er slet ikke brug for beviser, de er overflødige, de er upassende. Bevisførelse er, når det kommer til stykket, besværligt og forældet juristeri.


Hvis jeg var terrorist
Så ville jeg ikke nøjes med en støvet hule i Afghanistan. Jeg ville forlange ovale værelser, skriveborde på størrelse med tennisbaner, telepromptere, bestyrelsesposter og porteføljer. Jeg ville ikke finde mig i gangs in the outskirts, jeg vil kommandere nationale hære. Jeg ville ikke benytte mig af spejderdrenge, jeg ville hyre efterretningsvæsener til det beskidte arbejde. 

Fra min sikre forskansning bag skudsikre glas, på bagsædet af limousiner omgivet af sikkerhedsvagter i jakkesæt og solbriller, ville jeg derefter hyre alle de lowlife tabere og stoddere, som jeg senere har tænkt mig at hænge ud som terrorister. 

De vil bestå af fucked-up unge mænd med virkelig dårlig opdragelse, som jeg udstyrer med splinternye Nike-sko, Toyotaer, automatvåben og giftgas.


Hvis jeg var terrorist
Så ville jeg jeg sørge for, at der var rigeligt med skyld, skam og frygt. Jeg ville ikke forsømme en lejlighed til at holde denne herlige gryderet i kog. Du tænker måske, at terror kun har med frygt at gøre, men her tager du fejl. Skyld og skam kan ikke lovprises nok. Jeg ville oprette hele institutter for skyld og skam.

Skam dig, for du har taget et ukorrekt ord i din mund. Skam dig over at være vred. Det er din skyld, at jeg nu er nødt til at stikke øjnene ud på dig og skære din tunge af. Og når folk omkommer i tusindvis af masseødelæggelsesvåben, vil det hedde sig, at de selv var ude om det, for det var jo dem selv, der brugte masseødelæggelsesvåben.

Jeg sidder og bliver helt glad over min egen genistreg. Folk får al skyld for alt, hvad jeg gør mod dem. Hvor er det utroligt, at det kan lade sig gøre!


Hvis jeg var terrorist
Så ville bødlen klynke som offeret, og ofrene blive beskyldt for at have udført alle de svinestreger, som bødlen havde begået. Jeg ville sørge for, at hele Verden havde ondt af mig. Og tro mig, det er faktisk utroligt hårdt arbejde at skære folk i stumper og stykker og boobitrap'e alle de spædbørn, det synes jeg i øvrigt godt, at folk kunne tage lidt mere hensyn til.

Derudover ville jeg uden blusel lyve, så vandet driver fra morgen til aften. Det er faktisk så omfattende, at jeg har været nødt til at ansætte folk til at finde på nye løgnehistorier og tjekke, at jeg ikke kommer til at modsige dem i det næste interview, jeg giver, eller den næste pressemeddelelse, jeg udsender. Heldigvis kan folk ikke huske fra næse til mund og kan ikke længere gennemskue, at der hverken er hoved eller hale i røverhistorierne.


Hvis jeg var terrorist
Så ville jeg før eller siden blive grebet i terror og udstillet som det, jeg er: en terrorist!

Så ville jeg trække på smilebåndet, for den dag, planlægger jeg at være urørlig.
Jeg er din præsident, din politiker, din bankrådgiver, din psykiater, din chefredaktør, din efterretningsagent, din mellemleder, din medicinaldirektør, din rockerhøvding, din vækkelsesprædikant, din chefideolog, din NGO’er, din kabbalist, din sagsbehandler, dit historiske ikon, din ekspert, dit tankepoliti, din jantelovgiver.

Jeg er udenfor pædagogisk rækkevidde, for jeg er din pædagog.
Jeg er hævet over enhver tvivl, for jeg er tvivlen i dit sind.
Jeg kan ikke fanges, for jeg er din fangevogter.
Jeg for stor til at fejle og for snu til at krejle.

Hvis jeg var et dyr, hvilket dyr var jeg så? En kamæleon eller en elektrisk ål?
Hvis du stiller mig til regnskab, er jeg din regnskabschef.
Hvis du presser mig, er jeg din pressechef.
Hvis du gør mig usikker, er jeg din sikkerhedschef.
Hvis du angriber mig, er jeg din forsvarschef.

Den morgen udspiller jeg min offerrolle med stilsikker patos.
Den dag har jeg et par tryllekunster i ærmet og slukker for solskinnet.
Den aften glider jeg ind Aftenlandets skygger af lange knive.
Den nat vil ingen kvinde sove sin skønhedsøvn, og intet barn vil vågne i uskyld.

Hvis jeg var terrorist ...


Kommentarer

Send en kommentar

Populære indlæg